Date, Dinner & a show

Jeg er temmelig sikkert ikke den eneste, som kan huske jul, hvor det var tradition for enten af se “My Fair Lady” eller “Sound of Music” i juledagene på TV. Dengang blev de sendt i rotation, hvert andet år. Måske sidstnævnte stadig sendes i juledagene, men førstnævnte har jeg ikke set noget til i mange år.

Sound of Music er en af dem, som de fleste generationer kan tale med om, og hvor man mange af sangene er genkendelige, da de jo alt andet lige er gået hen og blevet ikoniske. I fredags tog jeg den ene af mine tre bedste veninder under armen, for at se Sound of Music på scenen i Aalborg Teater.

Veninden er næsten lige fyldt 50, og billetten og mit selskab var min gave til hende. Så ser vi bort fra, at det viser sig at hun har set den. Det er jo ligeså meget det, at vi oplever den sammen der er vigtigt den her aften. Vi smuttede inden om Café Spiret inden teaterstart, hvor vi lige skulle fylde maverne

Med mad på bordet kommer snak i racerfart. Så meget, at tiden næsten løb fra os, til trods for at der var booket bord tidlig nok til, at der burde være tid til begge dele. Men vi kom ikke til at vente længe på scenestart, da vi fløj ind ad teaterdøren.

Forestillingen var i sin handling, og med sine sange, letgenkendelig. Jeg har ikke imod, at der nyfortolkes i egen stil sålænge essensen bibeholdes – det gjorde den for størstedelen. Dog er der – i min ydmyge mening – et par fyldkarakterer som der er fin plads til, men som er alt for karikerede, og falder helt uden for kategori. Dem kunne jeg godt have været foruden, eller i det mindste have ført dem ind i forestillingen så de passede til resten. Men med en forestilling som varede små 3 timer, lærte jeg at se næsten bort fra dem, eller i det mindste vælge min irritation over dem fra mens jeg var i det.

Alt i alt, så var det oplevelsen med veninden som talte højest, og vi havde en dejlig aften hvor vi var godt underholdt af både mad, teater og ikke mindst hinandens selskab.

Kan den anbefales? Joooow – det kan den vel. Jeg synes ikke, hverken tid eller penge er spildte, og stemmerne på hovedkaraktererne er der bestemt ikke noget i vejen med. Kunne det være bedre? Joooow – det kunne det nok godt. Forestillingen kører lidt endnu, og er du glad for god musical sang, og denne musical i sær, så kan du sagtens smutte ind at se den.

Tøsetur til Top Karens Hus

Jeg synes at jeg er ekstrem priviligeret. Der er fire tøser fra min handelsskoletid, som jeg stadig mødes med en 3-4 gange om året. I år er det 25 år siden vi fik huen skruet på vores unge hoveder. Dengang vi troede vi vidste alt, og ingen kunne lære os ret meget mere. Vi har sidenhen fundet ud af at den største læremester er livet selv, og det har vi siden 1992 delt med hinanden. Jeg elsker de timer vi bruger i hinandens selskab over noget god mad på varierende spisesteder.

I dag var der tøsetur til Rebild Bakker. Som oftest mødes vi i lokalområdet omkring Hjørring, men denne gang tog vi på søndagstur, for at indtage frokost hos Top Karen.

Selv på en grå- og sporadisk regnvejrsdag som i dag, er det bare smuk og fantastisk natur, og med udsigt ud over bakkerne hvor 4. juli festerne bliver holdt, sank vi os ned i knæ for at komme under dørkarmen i det lille gule hus, som osede af stemning og hygge.

Top Karen startede sin forretning på toppen af lyngbakken i 1875, da den Jyske længdebane fra Randers til Aalborg bragte en strøm af mennesker til Rebild Bakker, som travede naturen tynd. Med sig havde de blandt andet kaffebønner til deres tur, og Top Karen tænkte, at hun da måske kunne tjene en skilling eller to ved at sælge kogende vand til deres kaffebønner. Det kunne hun, og i løbet af kort tid udvidede hun forretningen til også at sælge hjemmebag og smørrebrød, og udviklede sit helt eget reklameslogan som til den dag i dag pryder indgangsporten: ”Sodavand, øl og kaffe, det kan Karen skaffe

Top Karen fra 1843 driftede forretningen frem til sin død som 86 årig i 1929, og nåede inden da at opleve de første amerikanerfester og adskillige besøg af Kongen, som hun i øvrigt tiltalte “du”, fordi når man kan sige “du” til Vorherre når man beder sin aftensbøn, så kan man vel også sige “du” til Kongen!

Med en Rebild frokostplatte, og oceaner af billeder, skrivelser og avisomtaler som fortalte historien om stedet og personerne, fik vi talt de måneder igennem som var gået siden sidst, plus det løse. Jeg blev dog lidt forskrækket, at vi sammen er nået til det punkt i livet, hvor det er inden for rækkevidde at børnebørn lurer om hjørnet. Det kan godt være et par stykker af dem er klar til den titel inden for en kort fremtid – for mit vedkommende, må det gerne vente et par år endnu. Men det er jo sådan det er med tiden. Den går, og vi går ligeså stille med, og ligeså vel som vi har delt de første oplevelser om kærester, fuldesygedomme, forlovelser, kærestebrud, ægteskaber, skilsmisser, fødsler, barnedåbe, første skoledage, konfirmationer, mistede forældre, børnenes studenterfest, så kommer vi også inden for det næst årti til at dele vores fortællinger og oplevelser med de børnebørn som kommer.

Tik Tak … tiden går, men i Tophuset i dag havde den stor værdi ene og alene på baggrund af selskabet, som var så godt at vi opdagede at vi til sidst var stort set de eneste tilbage i huset, og faktisk kun perifert havde noteret, at det havde været stuvende fuldt det meste af tiden. Dejlige tøser; dejlig søndag.

Full Circle

Det er skønt at være eftertragtet, og det er dejligt når der er nogen som gerne vil have dig. Jeg prøver det i ny og næ via min LinkedIn profil, hvor jeg naturligvis er. Jeg er der ikke fordi jeg på nogen måde er aktivt søgende efter nye muligheder (det har jeg det alt for godt på min nuværende arbejdsplads, til at være), men fordi jeg har en overordnet holdning til, at man aldrig må holde mulighedernes døre hermetisk lukket, men primært fordi det er en super god professionel netværksplatform.

Qua min profil på Linked-In, så får jeg til tider henvendelser fra forskellige virksomheder som søger en ny medarbejder, hvor de mener min profil umiddelbart matcher, og derfor er interesseret i at komme i kontakt for at tale om den mulighed der nu engang foreligger. Jeg svarer altid pænt tilbage, selv om jeg siger nej tak.

I dag fik jeg en af de henvendelser, og jeg svarede tilbage at den overordnede beskrivelse af stillingen slet ikke er ramt forbi, hvad min profil og kompetencer angår, men at jeg takkede pænt nej tak til at høre mere af førnævnte årsag.

Men det som var super skægt ved netop denne henvendelse var, at den hedhuntingsvirksomhed hun arbejder for, faktisk er selv samme virksomhed som jeg selv arbejde for i et års tid tilbage i 2007/2008. Her sad jeg i stort set samme funktion som den hun sidder i i dag. Dét synes jeg faktisk er lidt morsomt, og så er det da vist det man kalder “Full Circle”

Ligeud, til venstre eller zig-zag

Nå men – jeg har så købt mig sådan en lækkerhed. Jeg er forholdsvis folkeskole novice i det der med at sy, men jeg er et sted i mit liv, hvor forskellige projekter som jeg har drømt om siden jeg var ganske ung, nu begynder at blive sat i gang. Nogen af dem kræver sådan en kammerat.

Vi er igang med at lære hinanden at kende, men både pris, egenskaber og ejer passer rigtig godt sammen på alle niveauer

Når en jæger skal ud at jage

Da jeg for små 10 år siden flyttede ind hos den bedste halvdel, var et af de ufravigelige krav, at jeg ville have ét rum som var 100% mit. Et rum,  hvor jeg kunne opholde mig, når jeg bare ville have total fred, og hvor ingen kunne eller skulle blande sig i hverken indretningen, ordentligheden eller gøremålene i det rum. Det rum fik jeg

Lige her til morgen, er jeg ekstra glad for, at det krav blev hørt og gennemført. Ude i mit køkken har manden lige nu et “før-jagt-møde” med fem andre hærdede jægere. De får lidt rundstykker, kaffe og en bette gibbernakker, før de skal ud på jagtmarkerne, og det er ikke småting der bliver talt om derude omkring bordet.

Jeg elsker ikke rummet i dag, fordi jeg så kan blive fri for deres mande- og jagthørm, men fordi jeg kan sidde lige på den anden side og høre alt det de ikke ville sige, såfremt jeg sad sammen med dem ude ved bordet!

Dengang vi næsten slap fri

Jeg er glad for, at jeg var ung i 90erne. Dengang hverken Facebook, Snapchat, Instagram og andre diverse sociale medier endnu ikke var opfundet. Vi skulle heldigvis ikke forholde os til, om de billeder der blev taget med de filmrulle kameraer som vi alle havde fået i konfirmationsgave nogensinde blev offentliggjort til masserne …. lige indtil i dag.

Jeg har rigtig mange albums med billeder fra dengang – måske du er med på dem? Det her er kun en brøkdel, og lige indtil nu har de aldrig været på nettet. Tiden indhenter os alle

Heidi fylder 19, 1993

Det her billede er udelukkende taget, fordi Christian i det hippe blå faldskærmsoutfit er på billedet. En lille lækkerbisken som jeg i 1990 småkyssede lidt på for en kort bemærkning

Bettebror i bedste 1990 selfiestil

Helle M & jeg fejrer huen, 1994!

Nytårsfest ca. 1996

Slyngveninden Nethe fra ungdomsskoletiden (ca. 1991) til højre

Ball was the bomb! Ca. 1990

Lisbet & Rikke, ca. 1990 forfester i Toftegade

Den første klassefest med Handelsskoleklassen, 1991

Kit & Heidi, 1995

Bestie fra Handelsskolen Jill, ca. 1995

Dengang det var fedt når man tog et billede i fotoboksen på banegården. Heidi & Annette, ca. 1993

Dengang jeg gik fra en Andersen til en Hodgson, 1996

Finn og Susanne B (Susanne M i baggrunden) 1995 – de to Susanner er desværre ikke mere <3

Ungdomsskoleveninden Edel i sit bedste outfit, 1990

Bare rolig …. hvis du kender til et par billeder som vi måske har taget i vores ungdom, som bestemt ikke arter sig til at blive set, så skal jeg nok lade dem blive i albummet som er hengemt på hylden i et skab, da de alligevel ville blive censureret af So-Me dommerne

Tak for de gode øjeblikke til Jer som deltog, og tak for de glade minder som jeg svælger i lige nu.

Hvalpetræf

For seks måneder siden så jeg dem sidst. Dengang var de små skønne uldtotter, som drog ud i den store verden med deres nye familier

Cosmo, Bodil, Stella, Uffe, Sussi & Saga har de sidste seks måneder vokset sig noget kun større, lært en masse som de skal, og en masse badutspring som enhver hvalpet vuffer har i sig i en alder af knap ni måneder

I dag havde en af hvalpeforældrene arrangeret et lille hvalpetræf, hvor jeg genså fem af de seks “små” uldtotter. Det kan godt være, at det til tider er et hyr at have seks hvalpe i huset, men ih guder, hvor er jeg glad for ikke at have dem i huset på én gang nu om dage. Der er eddersparkme smæk på dem alle!

Det var en fantastisk god times tid vi havde hos whund i Serritslev. Der var fart over feltet, hop, spring, koldbøtter, gøen, snusen og legen i ét væk. Samtidig kunne jeg se, hvor smukke de alle er blevet og hvor fantastiske hunde de er blevet.

Bodil

Stella

Der er ingen tvivl om, at de alle hver i sær er elsket af deres familie. De bliver hver i sær opdraget på hver deres måde, alt efter det behov familierne har og i samhørighed med det formål de er anskaffet til. Der er et par stykker af dem som er gået i gang med jagthundtræning, og så er der de rene familiehunde. Men alle er udadvendte, nysgerrige, tillidsfulde og ….. madglade. Man er vel ikke labrador for ingenting

Selv om regnen til tider silede ned over både hunde og hundeejere, så nød alle parter timen på marken med både agility, bakker og budskadser. Det var en dejlig eftermiddag, og mit hjerte blev varm, og min mave fyldt med glade sommerfugle over at konstatere, at de købere som fik mine hvalpe, var de helt rigtige!

Tik Tak

Jeg synes tiden går stærkt! Ugen er snart ved sin ende, og her i foregårs sad jeg og nørklede med mit månedscover for november til min bulletjournal, så det er klar til næste uge.

November ….. prøv lige at tygge på det…. november. Det er ikke kun ugen og måneden som er ved at være ved sin ende; det er også året.

Husker du at nyde nuet?

Søndags filosofi

Jeg har tre veninder. Camilla, Trine og Annette. De tre har næsten altid været der, og jeg har faktisk ikke brug for flere end de tre, da de hver i sær dækker et aspekt for det behov jeg har med et venskab. Jeg har utallige bekendte ud over de tre. Både rigtig gode og skønne bekendte, men jeg har kun tre veninder. Engang havde jeg flere, men på et tidspunkt i mit liv, kom det sig helt naturligt at der blev ryddet op, og nu har jeg tre, og det er alt rigeligt for mig.

Ingen af dem har jeg kendt fra barnsben. De er alle tre dukket op i forskellige tidsperioder og scenarier i mit liv. Annette dukkede op for 27 år siden mens jeg gik på handelsskolen. Vi gik ikke engang på samme handelsskole, men vi mødtes i kraft af at vi begge var involveret i en handelsskoleorganisation. Camilla dukkede op for 22 år siden, mens jeg gik på universitetet. Det var ikke engang mig selv som fandt hende. Det var en tidligere veninde som gjorde, men da det venskab sluttede (både mellem tidligere veninde og jeg, og Camillas venskab med hende), så fortsatte vores, og Camilla er nok den af de tre som stikker af med betegnelsen “bestie”. Trine mødte jeg gennem job for 16 år siden. Dengang kunne jeg ikke engang lide hende. Jeg synes hun var en rappenskralde med alt for mange meninger som hun bestemt selv mente var de bedste. Jeg tror hun tænkte det samme om mig. Men vi kunne næsten fra dag ét, hvor hun var ansat, ikke undgås at være professionelt sociale, da vi begge dengang røg, og ofte mødtes i rygekabinen. Her fandt vi gennem røgens tåger ud af, at vi hver i sær faktisk var rigtig fantastiske og sjove, og at vi matchede enormt godt sammen. 13 år senere, var jeg den som så hendes søn før alle andre – endda før hende selv – da jeg var med til at bringe ham til verden på fødestuen. Tre dejlige damer, som kommer til at være med mig gennem resten af mit liv. På godt og ondt. Akkurat som de allerede har været det, og jeg for dem.

Det er hørt og sagt, at når man har et venskab som strækker sig mere end syv år tilbage, så er man blevet familie … jeg er tilbøjelig til at være enig. Mine tre musketerer betyder i hvert fald lige så meget for mig, i nogen situationer næsten mere, som min familie.

I går var der rund fødselsdag i familien. Som den første i min vennekreds, blev et af de helt skarpe hjørner rundet. Smukke omsorgsfulde Annette fyldte flotte 50, og hun holdt – helt i hendes ånd – fest for alle dem som hun elsker og som elsker hende.

Jeg kan ikke lade være med at blive både en smule nostalgisk og sentimental, når jeg sidder der og reflekterer over det hele. Tænk sig alt det liv der er gået fra da vi mødtes, alle de oplevelser vi har haft, alle de stunder vi har delt, alle de sorger vi har kæmpet os igennem, alle de glæder vi har fejret, alle de dumheder vi har begået, alle de epsisoder vi har grinet af, alle de tanker vi har gjort os, alle de fortroligheder vi har betroet og al den tillid vi har opbygget. Tænk at jeg har set hende skabe en familie, været med fra før den blev skabt, været med mens den blev udviklet, set den forme sig, og været med helt tæt på sidelinien gennem både tykt og tyndt. Hvor er det dog et privilegie at have mennesker i sit liv, som har delt hele deres med sig, og hvor er det fantastisk at have et menneske med sig, hvor man har været med over halvdelen af livsvejen indtil videre. Dét er sgu da så tæt på familie som man næsten kan komme.

….og 50? Bring it on! Trods sorger, skrammer, bump og besvær, så er vi kommet helskindet igennem det hele, og er nået dertil hvor det for alvor begynder at gå op for os, hvor heldige vi er og at det vi har sået gennem de år som er gået, nu for alvor begynder at kaste afgrøder af sig. Alt er godt

Sådan burde alle weekender starte

Der er stadig lyst, når jeg kommer hjem fra arbejde. Det er med at nyde og udnytte, så længe det varer, da lyset snart kan få en ende. Om ikke lang tid, så er der mørkt både når jeg tager på job, og når jeg kommer hjem fra job.

Men denne fredag var lyset stadig vores ven, og regnen holdte sig fortsat på afstand. Så et hurtigt skift af fodtøj blev gjort da jeg kom hjem, og så skyndte jeg og vufferne os over på hundemarken for at grave efter mus i en lille times tid. Lige indtil regnen – og skumringen – indhentede os.

Det gode selskab af vufferne blev erstattet af det gode seskab med den bedste halvdel, som pakkede mig ind i Oline the Opel (som forøvrigt har 1-års fødselsdag i dag), og forkælede mig med sushi middag hos Gaja Sushi

Det har været en dejlig start på weekenden. Sådan burde alle weekender starte.