ASMR – jeg er med på en lytter

Lige om lidt tænker du, at “hun er jo bindegal”, eller i det mindste “hun er vist lidt mærkelig”. Men det er jeg helt okay med, for jeg ved med mig selv, at jeg er helt og aldeles normal mærkelig, og at det jeg skal til at fortælle finder jeg ganske brugbart og ret så fascinerende.

Igennem, og siden, mit stress forløb for et års tid siden, fandt jeg lydbøger hjalp ekstremt meget. Både i forbindelse med almindelig afslapning, men også i forhold til søvn. Det hjalp mig med at stoppe mit tankemylder ved sengetid, og dermed fik mig til at falde i søvn. Jeg har aldrig lagt det fra mig igen. Det tømmer stadig mit hoved, giver mig ro i kroppen og får mig til at falde i søvn inden for meget kort tid … udover det faktum, at jeg bare synes det også er hyggeligt.

Den sidste uges tid, er jeg begyndt at stikke i en anden retning. Du har måske allerede set denne video, som for nylig blev spredt på Facebook. Jeg så den også, og jeg elsker rent faktisk den lyd hun laver når hun både bider, og når hun tygger med lukket mund. Jeg synes det er en fantastisk lyd.

For dem som kender mig rigtig godt, er det ingen nyhed at jeg har noget med lyde. Jeg husker helt tilbage fra barndom, at der var visse lyde jeg elskede. Jeg ønskede mig de par sko, som gav den helt rigtige “grus-bliver-trådt-på” lyd, og har i dag et par tennissko som opfylder præcis den lyd jeg ledte efter. Jeg har formået, da jeg var barn, med vilje at tage min barndomsveninde blå støvler på, da jeg skulle hjem, fordi hendes blå støvler sagde en bestemt “klik-lyd” når man ramte jorden med dem, og det gjorde mine blå støvler ikke. Så skidt med, at de var for små og pressede mine fødder. Hun opdagede selvfølgelig at det ikke var  hendes støvler som stod i hendes gang længere, og jeg lod som om jeg – helt ubevidst – havde taget de forkerte støvler på, fordi de rent faktisk lignede hinanden lidt.

Men der er visse lyde jeg elsker mere end andre, og som skal lyde på den helt rigtige måde. Det er bl.a. en bildør der lukkes, et telefonrør som bliver lagt på, en bog som bliver bladret, en omrøring i en glasskål og meget mere. Men det er ikke lyden af de ting generelt, men en helt specifik lyd som kun jeg kender og ved når den er der. Jeg ved ikke, hvad det er – men jeg har bare noget med lyde, og jeg kan mærke når jeg hører en lyd som er helt rigtig for mig.

Da jeg så førnævnte video, fandt jeg så ud af at der er et fænomen som hedder ASMR. Autonomous Sensory Meridian Response. Wikipedia beskriver det som “…en behagelig varm fornemmelse i kroppen der udløses af forskellige stimuli, såsom lyden af en blyant der tegner på et papir eller en hviskende stemme” Det er præcis det, det er for mig – en behagelig varm fornemmelse i kroppen.

…og så gik jeg ellers igang med at søge på YouTube, og er du gal der er et hav af ASMR videoer derinde. Nogen af dem opfylder helt klart min personlige definition af gode lyde, andre gør ikke. Der er forskellige underkategorier, og så er der ellers frit valg på alle hylder alt efter, hvilke lyde du finder skønne.

For mig som har lidt med lyde er det her en guldgrube, og de sidste tre aftener er jeg faldet i søvn med de skønneste lyde i øret…. og nej – det har ikke været noget med spiselyde, og jeg har samtidig fundet ud af, at mit venstre øre, kan lide lyde lidt bedre end mit højre øre. I venstre øre lyder det bare en lille snas bedre 🙂

Har jeg ret, når jeg startede med at fortælle, at du nok med det her ville tænke, at jeg er lidt mærkelig?

43 – En dejlig dag

Jeg er stadig ikke skræmt over, at årene ruller på alderen. Jeg er nærmere de 45 end de 40 fra og med i dag, og jeg har det helt fint med det. Det har jeg fordi, jeg er pænt tilfreds med det livet byder mig, det som det lokker mig med, og det væsen, det sind og den leg som jeg – på trods af alderen – stadig kan konstatere sprudler i mig. Jeg er mig, og ikke min alder. Jeg er stadig mig, selv om jeg nu er et år ældre. Som jeg ser det, så har jeg nu sat et ekstra års erfaring og øvelse i at være netop mig, på kontoen.

Alle spørger, helt naturligt, efter hvordan min dag har været, hvad jeg har fået i gave og om jeg er blevet godt forkælet. Jeg er en af dem, som ikke holder af at sætte mig selv i fokus, når det kommer til at blive hyldet eller få gaver. Så jeg afholder mig fra at holde noget stort set hvert eneste år, og det passer mig fremragende. Sådan har dagen i dag også været. Jeg stod i morges op til en kæmpe buket roser og en skønt kort på mit skrivebord på mit kontor på hjemmematriklen. Den mødte mig helt alene, mens den bedste halvdel sov sødt videre da han holder ferie de næste to uger. Han havde gjort det hele klar i går aftes, og så har jeg – helt som jeg gerne vil det – kunne modtage den dejligste gestus helt for mig selv uden at blive forlegen.

Jeg har ikke fået nogen gaver (endnu). Jeg tror ikke så meget på det her med “jeg giver gave, du giver gave” når det kommer til gaveudveksling mellem den beste halvdel og jeg. Jeg elsker selvfølgelig når han så alligevel gør det, men jeg elsker ovenstående gestus lige så højt. Han har selv fødselsdag lige om lidt, så det vil bare være penge den ene vej, for at gå den anden vej om ikke ret mange dage. I stedet bruger vi som oftes de gavepenge på oplevelser og rejser sammen i stedet for. Men det hænder da, at der falder en enkelt fødselsdagsgave eller julegave af i ny og næ. Men det er ikke noget vi praktiserer ofte.

Jeg ved at der venter en gave fra veninden enten senere i denne uge eller næste uge. Vi skal lige have aftalt en date, og hun er stort set den eneste, som jeg er på fødselsdagsgave udveksling med. Jeg tænker også at der ved lejlighed kommer et eller andet fra min mor, når vi igen ses, og måske også fra min mormor, som plejer at smide en lille kuvert min vej når jeg har haft fødselsdag. Men det er ikke noget jeg hverken forventer, eller bliver forarget eller forsmået over, hvis der ikke gør. Jeg er så tilfreds i min hverdag, at jeg ikke vægter det højt. Jeg synes vitterligt at det jeg allerede har i alle henseender er gave nok i sig selv, hver eneste dag!

Jeg tog på arbejde som jeg skulle, og her var der heldigvis heller ikke det store halløj. Jeg er en af de kollegaer, som med glæde betaler til gavekassen, og dukker op til fødselsdagsmorgenbrød når kollegaen holder fødselsdag, men jeg vil bare ikke selv have samme tur.  Jeg er glad for de mange “tillykke med fødselsdagen” jeg har fået i løbet af dagen på jobbet. De ved godt det er min dag, og det er alt nok for mig. Mine egne medarbejdere havde diskret sat et par flag op, og så behagede det mig rigtig meget, at jeg i dag kunne forkæle dem med en pålægskagemand til frokost i anledning af mine 43 år – og så skulle der ikke være mere i det.

Resten af eftermiddagen og denne aften med, vil gå med at gennemse alle de tillykkere der er rullet ind til mig på Facebook, sms og messenger og i sær lige nyde at en af mine tidligere medarbejdere i dag ringede mig op, bare for lige at sige tillykke. Jeg synes det er stort! Det er en gave i sig selv, at der er så mange som ved at jeg har fødselsdag, og som bruger bare lidt tid på at sende mig en hilsen. Jeg synes man skal være yderst taknemmelig for, at der er så mange som har lyst og giver sig tid til at sige tillykke.

Det har været en dag lige efter min smag. Jeg har fået lov til at føle mig lidt ekstra speciel, fordi jeg har fået opmærksomhed, men i et tempo og i et setting som jeg kan håndtere. Jeg er super super god til at gå forrest, stå i centrum i alle andre situationer, og elsker at være med til at fejre andre. Men ligeså dygtig jeg er til det, ligeså elendig er jeg til at tage imod, når det kommer min vej. Så jeg er dybt taknemmelig for alle de mennesker som har fodret min hang til at blive lagt mærke til, men samtidig respekteret min grænse for ikke at blive sat i den centrumsatmosfære, som fødselsdage som oftest gør.

Tak til hver og en af Jer for Jeres hilsner. Her bag skærmen er jeg langt bedre til at udtrykke min glæde, hvor meget det varmer, hvor uendelig meget det hele betyder og hvor  blødt mit hjerte bliver over det. Tak … og måske jeg kan overtales til at holde noget lidt mere fandango om syv år – måske!

Natten i det fri

Jeg pendler mellem Lørslev & Aalborg på arbejde. Det sidste halvandet år, har jeg ved Tylstrup passeret en shelterplads, hvor jeg kunne se der gemte sig både bålhytte og sø. Jeg er så absolut ikke et campingmenneske, men shelters vil jeg gerne. Bare for en enkelt nat, og den her ved Tylstrup ville jeg gerne prøve. Så i går – da regn og torden havde pakket sig igen – proppede vi hunde og grej i skodaen, og drog til Ultvedssøerne.

Vi ankom omkring spisetid med planer om bålmad, aftenshygge i naturen, hundesvømning, og overnatning i sovepose. I løbet af aftenen kom både en  mor på besøg med sine tre børn, som ivrigt fiskede efter hundestejler med deres net, samt to mænd, som havde en legekammerat med til Bailey og Nova.

Der er absolut intet andet at gøre sådan et sted, end at falde helt ned i gear, og bare være til stede i nuet. Jeg kan mærke det i hele kroppen når jeg er sådan et sted. Det mærkes godt, og det er så forbandet hyggeligt, og så giver det også tid til at man lige kan tage en omgang analog wordfeud.

Man glemmer helt at kigge på klokken. Man lader bare det svindende dagslys bestemme tiden. Når der er ved at være svagt med lys, så kravler man ind i shelteret og ned i soveposen. Begge hunde kravlede med ind, og gjorde sig klar til natten.

Man sover aldrig godt i sådan et shelter. Man kan sikkert godt, hvis man har de helt rette underlag med. Men vi havde bare et par skum madrasser med, og det er ikke dem som giver mest støtte. Man er vågen et utal af gange, og falder sjældent ned i den helt dybe søvn. Den bedste halvdel ytrede ved solopgang, at han ikke havde sovet overhovedet, men det kunne jeg fortælle ham, at det havde han. Nogen af de gange, hvor jeg var vågen, snorkede han i hvert fald. Det kunne han så fortælle mig, at det havde jeg også gjort. Men allerede ved firetiden begyndte vi at vågne, og ved fem tiden stod vi op og så en skøn solopgang over søen.

Da klokken rundede halv seks, pakkede vi bil og hunde sammen, og drog tilbage mod Lørslev. Hundende blev losset af, og habenguttet vi havde haft med pakket ud, for bagefter at tage turen til Hjørring, hvor Chuckwagon for første gang i dag, åbner døren til sin fysiske restaurant, hvor man allerede fra kl. 05:00 kan smæske sig i All you can eat – American Breakfast til 95 kr. Inklusiv drikkevarer! Der er morgenmad frem til kl. 11:00, og herefter serveres hans fremragende amerikanske burgere og des lige til det sultne folk …. men på trods af at han nu har en fysisk adresse, så vil man stadig kunne finde ham ude på landevejen også.

Med fyldte maver ankom vi til hjemmeadressen igen kl. lidt i otte, og besluttede os for at snuppe et par timers søvn. Begge hunde havde også behov for mere søvn, for jeg tror at især Bailey har sovet med et halvt øje og vibrerende ører hele natten. Menneskerne i husstanden er oppe igen, men vovserne sover stadig.

Shelterpladsen Ultvedssøerne – jeg fik min overnatning, og der er intet i vejen med pladsen. Den er fantastisk med sine naturbeliggenhed. Dog er der et lille minus. Jeg kan se den fra motorvejen,  hver dag når jeg kører hjem fra arbejde. Den motorvej kan man så også høre når man er på den. Den er ikke voldsom, men den er der som en støjende baggrund, og det er lidt synd. Jeg håber at bevoksningen omkring pladsen med årene bliver så tætte, at den blokerer motervejsstøjen noget mere, men den støj forhindrer sig ikke i at nyde omgivelserne.

Heidis sommer

Stilheden fra fronten brydes. Jeg er midt i en sommerferie… eller rettere, lige gået ind i den sidste af en tre ugers sommerferie. En sommeferie, hvor der ikke var nogen som helst planer om at flygte ud i hverken Danmark eller udlandet. Blot en sommerferie, hvor jeg kunne lave lige det jeg havde lyst til, eller absolut ingenting, hvis jeg ikke gad noget. Den bedste halvdel har i år ikke sommerferie på samme tid som jeg, så det har været, og er uger, som jeg har helt for mig selv. Indtil videre har det været en fremragende sommerferie.

Der har været ture ud i naturen, ture ud til kaffedrikning & spontan shopping med veninde, oprydning i en masse skabe (jo – det blev faktisk gjort af lyst!), oprydning på kontor som også var lystdrevet, omend det også trængte, flytning af høns til nyt fint hønsehus, hygge med hunde og kat, helt i bund med vasketøj – alt i alt har jeg bare dalret, og ladet lysten bestemme.

Selv om vi parmæssigt nu holder sommerferie forskudt i år, så er der alligevel nogen dage, hvor vi kan lege en lille smule parferie. Han har taget et par afspadseringsdage, og vi har siden i fredags og til og med i morgen kunne lege lidt ferie sammen. Det er nu heller ikke fordi vi her har haft, eller har, de store planer. Men vi har muligheden for at lave dem, hvis vi gider. Det gad vi godt i lørdags. Så vi tog til Aarhus, for at besøge Den Gamle By. Vi var der sammen for seks år siden, og lavede dengang en aftale om, at vi ville afsted igen, når deres 1974-kvarter var begyndt at være på plads. Det er det nogenlunde nu. De bygger og tillægger stadig ting, men det er nu så langt, at det godt kan besøges og opleves. Men vi tog os tiden, og sørgede naturligvis for også lige at genbesøge det som daterer hundrede år før 1974 – det er altid så hyggeligt.

Efter vi havde travet brostene igennem, nåede vi endelig til 1974. Den lille bydel der er indrettet efter mit fødselsår, og jeg er blevet en gammel nok årgang til, at kunne repræsentere et helt afsnit på et museum! Jeg glædede mig sådan til at se det, for der ville jeg kunne støde på ting som jeg sikkert havde glemt alt om, men genkendte, og meget mere.

Det helt store trækplaster i denne bydel, er naturligvis de 12 (tror jeg det er) forskellige lejligheder der er stillet op, som afspejler tidens livsstil alt afhængig af, hvem og hvad man var i 1974. Omend mit børneværelse ikk så helt ud som ovenfor, så kan jeg da i allerhøjeste grad genkende stilen, farverne og også både globus, røde kufferter, dukken på hylden, tavlen på væggen og bondegården på kommoden. Igennem de mange lejligheder fik jeg vitterligt en oplevelse fra min barndoms tid, og det er sgu da skægt at blive mødt af sin egen fortid, og fascinerende hvor mange billeder, lyde, oplevelser og følelsestilstande der bliver vækket til live, når man genser det som man kan huske fra fordums tid.

I en af stuerne stod der på reolen en “Kvindens hvem, hvad hvor” kalender fra 1974, hvor fruen sirligt havde noteret, hvad dagene igennem året var blevet brugt til. Når man nu står med sådan en i hånden, så skal man da lige se, hvad Lis & Arne lavede den dag, jeg selv blev født.

Mens min mor fødte mig, og min far skålede en fødselsbajer med Carsten, sad Lis & Arne og spiste aftensmad hos Margrethe & Søren alt imens de lyse nætter endte.

Alt det skete i en tid, hvor portoen på at sende brev var en markant anden end den er i dag, og hvor postbudet ofte fik sin formiddagskaffe hos bondemanden,  samtidig med at børnene i børnehaven oplevede både lidt anderledes pædagogtyper og en anden nærhed end i nutidens børnehaver.

Da vi trådte ud af den sidste bygning var der en halv time til lukketid, og vi havde – på trods af tidligere besøg i det øvrige af den gamle by, formået at bruge seks timer i fortiden.

Lige nu er vi igen i nutiden, og folk himler op omkring det manglende sommervejr. Jeg har gennem min ferie holdt skema med, hvad mine dage er gået med, krydret med vejrsituationen for hver dag. Jeg er nu på dag 14, og der har immervæk kun været én dag, hvor der regnede hele dagen, 3 dage, hvor der har været byger, men 10 dage hvor der har været tørvejr – mere eller mindre overskyet og ikke en dag under 19 grader. Ja – det er ikke definitionen af sommervejr, som officielt lyder på 25 grader, men mine damer og herrer; det er altså det som kaldes en fuldstændig normal dansk sommer. Den har altså ikke været så frygtelig. Den har været ganske fin, og jeg har da kunne være i shorts alle dage, og de fleste dage også kaste mig ud i udendørsaktiviteter uden at skulle have hverken regntøj eller paraply med.

I dag pakker vi bilen lidt før aftensmad, og så tager vi til Tylstrup, hvor der ligger det mest fantastiske shelter område med både bålhytte og sø. Vi tager begge hunde, madrasser, soveposer og bukkebøffer med, og så tager vi en bålmiddag, naturaftenshygge og overnatning ude i det fri.

Mazda Vs. Crosslander

I løbet af i år, har jeg indfriet al gæld i min Sally the Citygo. Tre år før tid. Jeg er ret stolt over, at jeg har ladet min fornuft vinde over min lyst i forhold til afbetalingen. Det ligger absolut ikke til mig at være så fornuftig i mine økonomiske anliggender, at jeg betaler mere end jeg skal. Men det har jeg gjort på mange ting gennem de sidste par år, og det er jeg nu ret stolt af. Med det kommer der også muligheder for drømme. Sally kan sagtens tage flere års tørn mere, men jeg har de sidste par måneder – efter jeg nu kan se, at jeg snart er ved vejs ende – drømt om at skifte hende ud med noget andet, når hun er blevet økonomisk uafhængig. Så jeg er begyndt at kigge, undersøge, mærke efter, og i dag prøvekørt nogen af de biler som jeg er lidt småforelsket i.

Vi startede i en Mazda. Ret beset er det Mazda 6 (ikke stationcarversionen) jeg er forelsket i. Den er simpelthen så smuk. Men den er også dyr. Dyrere end jeg har lyst til at give. Så vi valgte at rulle en tur i Mazda 3, da den sørme også er pæn. Jeg ville gerne mærke om den var ligeså god at køre i, som jeg synes den er pæn at kigge på.

Treeren er også lidt nemmere at komme til rent kroner og øremæssigt, så den er et godt bud, hvis nu man ikke har lyst til at kaste alt for mange penge i et køretøj. Vi rullede på både motorvej og landevej, og der er ikke noget at sætte en finger på. Den passer mig godt.

Så er der bare det, at jeg min ultimative drømmebil er en Jeep Cherokee. Den kommer jeg aldrig til at eje fordi jeg synes det er latterligt, at give så mange penge for en bil, og fordi den rent brændstoføkonomisk ikke imødekommer mit pendlerbehov. Men den drøm gør, at jeg altid har haft en forkærlighed for jeep-lignende biler. Men det er mange gange med dem, som det er med Jeep´en. Det kan ikke svare sig at købe sådan en, når man er en pendler som mig.

Men så alligevel. Opel er just kommet ud med sin Crosslander i både benzin og dieselversion. Den stod også klar til prøvetur hos opelforhandleren i Hjørring. Så som Mazdaen fik den en tur på både motorvej og landevej.

Ved endt kørsel synes jeg stadig at både Mazda 3 og 6 er sindsyg lækre biler, men jeg kan godt mærke at de ikke er i spil mere. Crosslanderen er absolut et rigtig godt bud på, hvad der skal afløse Sally inden for det næste års tid. Den har Jeep looket som jeg har en forkærlighed for, den kan købes for en pose penge som jeg synes er rimelig for det bil du får, og den kan hamle stort set op med Sally i brændstofsforbrug i sin diesel version.

Jeg kommer nok til at tage et par prøveture i den igen, og måske jeg også skal ud at prøve nogen andre. Men når man mærker noget som føles rigtigt, så er det nok fordi det er rigtigt,

Det er ikke lige nu og her jeg skal have den. Jeg har tid til at undersøge noget mere, og følge med i, hvad der kommer af almen-bruger udtalelser over de næste par måneder som Crosslanderen kommer ud på landevejene. Jeg har tid til at vente på den, hvis jeg vælger en de ikke lige har på lager. Jeg har tid til at finde ud af, hvad økonomien er i den i forhold til bank vs. bilforhandler, da min bank faktisk godt kan være med på den front. Jeg har tid til også at regne al min private økonomi ud i forhold til Sally vs. Crosslander og derigennem komme til en rigtig fornuftig og gennemundersøgt samt sikker konklusion. Men den er sgu nice!

Mit hjerte synger

Jeg kommer fra en søskendeflok på tre. Jeg har en hel- og en halv bror. Den halve bror er 11 år yngre end jeg, så selv om han anno 2017 mønster en voksen alder af 32, så er han for mig “bette”. I weekenden så jeg ham for første gang i to år. I de to år han har boet på et botilbud i nærheden af Hammer Bakker, hvor en gammel skole er blevet til et sted for dem som ikke har haft det alt for nemt i livet.

Her går han og er omringet af bakket landskab, en fantastisk gårdhave som han selv har været, og fortsat er i gang, med at opbygge og opdyrke. En gårdhave med kæmpe drivhus, og voileure

Man finder sågar på stedet også en fuldt udstyret gymnastiksal og en generel indretning som er meget indbydende.

Om lidt skal de igang med at lave 1. etage om til lejligheder, og også her skal han være med, men inden da, så skulle han lige have hjælp af den bedste halvdel til at få liv i en scooter som han er igang med at istandsætte.

Benjamin har ikke haft en nem opvækst. Benjamin og jeg deler far, og han er opvokset hos sin mor. Alt i alt har Benjamin seks søskende, men ingen helsøskende. Fra tidlig barnsben var der indikationer om, at ikke alt var som det skulle være, men der skulle gå årtier før man sådan nogenlunde fandt ud af hvad det var. Benjamin har været ramt af forskellige psykiske udfordringer, og har gennem – især sin ungdom – været kastebold i systemet, som egentlig bare forsøgte at sende ham videre, fordi de ikke lige kunne tage ordentlig hånd om hans situation. I og med der aldrig sådan for alvor blev taget  fat i roden, så endte Benjamin med at “selv behandle” på forskellige måder, som naturligvis forværrede hans situation, livskvalitet- og glæde.

For godt to år siden var der endelig nogen som tænkte at vi måtte finde det rette sted for Benjamin. Nogen som ville være med til, at han ikke længere skulle være kastebold, og det næste sted også skulle blive det sidste sted for ham. Skulle han derfra igen, skulle det ikke være fordi det var et mis-match, en fejlvurdering eller andet. Det skulle være fordi han var kommet på fode og fordi han var blevet så udredt, behandlet og optrænet, at han ville kunne varetage sig selv på egen hånd, uden sine udfordringer ville følge med.

Botilbudet Lindholm har været Benjamins adresse de sidste to år, og han har – stik i mod den normale procedure for stedet – fået bevilliget ubegrænset ophold på stedet grundet hans situation og historik. I weekenden så jeg ham for første gang i de to år. Ikke fordi jeg ikke har villet. Tværtimod. Men Benjamin har selv fået lov til at bestemme tempoet, og en af de ting som han gerne ville arbejde med, før han kastede sig ud i genopbygning af kontakt og relationer var konfrontationen med sig selv. Han ville finde ud af, hvem han var før han gen-introducerede sig selv. Jeg har løbende haft telefonisk og sms-kontakt med ham. Men i weekenden var det fysisk kontakt med ham for første gang i to år.

Mit hjerte blev varmt. Jeg mindes ikke hvornår jeg sidst har set en Benjamin som var klar i sin tale, sin tankegang, sin  kommunikation og sit livssyn. Jeg mindes ikke hvornår jeg sidst har set en Benjamin som rent kropsligt signalerer ro og tryghed. Jeg mindes ikke om jeg nogensinde har set en Benjamin, hvor jeg har tænkt “nu er der overvejende gode dage hos ham end dårlige dage”. Men det gjorde jeg i weekenden. Han har i høj grad arbejdet og arbejdet hårdt. Han har fået et par diagnoser som han får medicin for, frem for en masse forskelligt medicin fordi de ikke vidste hvad der var galt. Så han er korrekt medicineret og diagnosticeret, hvilket giver et frygtelig godt springbræt til den korrekte behandling også. Den har har fået, og får den stadig. Hvad de har fået frem (og væk) i Benjamin med åbenhed, frirum, talerum, respekt for individet, godt gammeldags arbejde, aktiviteter og en formåenhed til at han kan føle han lever sit eget liv, selv om der er personale omkring ham hele tiden, er intet mindre end livs ændrende for ham – og jeg kan mærke det. Men det kan Benjamin også. Han er så langt, at han nu tør at kigge bagud, og stå ved sine dæmoner og handlinger. Han peger ikke længere fingre. Han tager selv ansvar for dem. Der er kun én som kan gøre noget ved det – og det er ham selv; støttet op af den behandling, hjælp og kontakt som han har på stedet.

Jeg falder også til ro når jeg ser og hører ham i dette. Jeg har gennem 20 år været oprigtig bekymret for, om han ville klare den. Jeg har været involveret i hans proces i mange år, og på helt tæt hold indtil han blev 21. Herefter, var vi der, hvor han sådan set selv skulle stå for kampen mellem ham og det offentlige selv grundet alderen. Ikke fordi jeg ikke ville, men der var ikke belæg for det længere, og man kan ikke tvinge ham til noget  han ikke er klar til eller vil. Vi havde steder vi kunne henvende os til, men der kunne ikke længere “beordres”, men “kun” slåes i bordet og sige, at nu måtte de simpelthen skride ind, for ellers ville det gå helt galt. Det tog lang tid, men til syvende og sidst nåede vi dertil.

Benjamin er stadig, og vil nok for altid, være sårbar. Men han tror på sig selv, han tror på livet, han tror på sine muligheder og han er så småt ved at  have tillid til systemet igen. Det er det som der bygges videre på, og jeg er slet ikke i tvivl om, at de hos Lindholm er klar til denne opgave. Jeg krydser alt hvad jeg har for, at han kommer  helt ud på den anden side – også selv om det måske tager lang tid endnu. Men han er eddersparkme, for første gang, godt på vej.

Det var et sindsygt godt besøg, og for første gang i 20 år kan jeg mærke at også jeg tror fuldt og fast på, at han har fundet sig selv og roen og vejen til livets glæder samt muligheder.

Kan man have hundens første sygedag?

Det kan godt være, at jeg ikke har børn, men det betyder ikke, at jeg ikke kender til nætter, hvor man ikke får sin nattesøvn grundet sygdom. Nova har siden i tirsdags haft dårlig mave! Så jeg er blevet vækket et par gange hver nat for enten at lukke hende ud, fordi hun har stået og gryntet i mit øre, eller for at tørre op, fordi jeg er vågnet af lugten.

Labradors har en tendens til sart mave, så man hopper ikke bare rundt fra foder til foder med sådan en. Vi har derfor haft det samme foder til hende hele sit liv, så hvad pokker hun har fortæret som maven ikke er venner med, aner vi ikke. Jeg kan kun konstatere, at jeg de sidste fire dage har kigget på lort. Hundelort. Det gør man for at holde øje med, at det kun er blød mave og/eller diarré hun har, og at det ikke indeholder blod. Så deeeet…….

Hun har siden i onsdags været på skånekost. Kogte kartofler, gulerødder, blomkål og brocolli blandet med A38. Det er en god kur mod skidt vovsemave. Hun har i går og i dag fået suppleret med Zolac, som er et håndkøbsmedikament som virker mod skidt mave til vapsere. Hendes mave er nu ved at være i bedring. Jeg kigger nu på pølser i stedet for mere eller mindre flydende hundebæ. Den er stadig lidt lind, men nu hænger den i det mindste sammen.

I aften går hun ind på den sidste strækning af skånefoder. Hun opgraderes til kogte ris, kogt kylling og kogte gulerødder mikset med A38 – også en god kur mod skidtmasmave hos hunde. Et par dage mere på det, og så er hun frisk igen, og så synes jeg heller ikke jeg gider kigge på lort mere.

Bailey….? Han står og skuler misundeligt over på Novas madskål to gange om dagen, og ønsker at også han havde dårlig mave. Det ønsker jeg ikke!

Den første dag i resten af livet

For syv år siden i dag, skrev jeg denne besked på min facebookvæg. På det tidspunkt var jeg stadig på job med 9 arbejdstimer tilbage.

På det tidspunkt, havde jeg kommunikeret med den bedste halvdel pr. mail, sms og telefon i et par måneder, men vi havde endnu ikke mødtes. Ja bortset fra dengang 20 år tidligere, som vi i løbet af vores første kommunikation fandt ud af. Da jeg fik fri kl. 21, holdte han i sin guld Mercedes ude på parkeringspladsen, og i den tog han mig en tur til havnen, hvor vi fik os en gå tur, og derefter til en kop varm chokolade på Ib René Cairo. Under dette møde holdte vi hånd og kyssede første gang. Det blev dag ét i vores nu syv år lange forhold.

Siden da har der været syv års-dage, og der er i de syv år på den 3. juni blevet postet på min facebookvæg. År et blev den fine buket han kom hjem med vist til hele verdenen.

År to blev symboliseret med et kærlighedsikon, som i dag hænger på vores væg under billederne af det sted, hvor vores hænder mødtes første gang, og det sted, hvor vi kyssede første gang.

År tre blev fejret i dejlig sommervejr med mad og rosé vin på terrassen i vores have.

Da vi rundede år fire blev der lagt et billede op af et af vores tusinde kys igennem tiderne.

År fem var en slags jubilæumsår, så her tog vi os den fine frihed, at invitere os selv ud på bobler og middag i byen

Sidste år var det år seks…. og her dukker der også et minde op. Men det er sgu ikke af den bedste halvdel og jeg. Årsdagen år seks, har jeg åbenbart valgt at bruge sammen med de fantastiske HH-tøser

År seks var åbenbart det første år, hvor årsdagen ikke var så højhellig, eller så er det blot et tegn på, at både han og jeg er så sikker i vores kærlighed, at vi absolut ikke behøver at sidde på hinandens skød og holde i hånd denne dag for at fejre vores kærlighed. Vi ved begge godt, at det er noget vi gør hver eneste dag.

Nu er vi så nået til år syv. Om der er noget i vente ud over en fødselsdagsbrunch her til formiddag, vil kun dagen i dag vise. Men én ting er sikkert og vist. Jeg elsker ham helt op til månen og tilbage igen. Han er hver eneste dag en mand som finder sig i mig, og det i sig selv burde understrege, hvor fantastisk en mand han er, og hvor ufattelig heldig en dame jeg er. Vi har i syv år gået igennem mangen en ting, men en syv-års krise er der ikke nogen tegn på.

Selv om der er dage, hvor enten han eller jeg ikke er i det optimale humør eller har den overvældende lyst til at hænge sammen, så kan jeg i mit hjerte og mave stadig mærke, at det vil være helt forkert, hvis han ikke var min.

Min elskling – TAK for dig. Jeg er den af os to, som mindst viser romantik og kærlighed. Det er sådan jeg er, og sådan jeg altid har været. Heldigvis ved han det, og har vidst det fra starten. Men jeg tror og håber også på, at han ved at det ikke betyder, at jeg elsker ham mindre end han elsker mig. Jeg ved at han elsker mig, og han er aldrig nogen sinde fedtet med både at vise og fortælle det.

For syv år siden gav han mig det første kys – i dag får jeg med garanti nogen flere, og i årene som kommer mangedobles de fortsat.

Anne With an “E”

Jeg er inkarneret fan af Anne fra Grønnebakken. Jeg kan slet ikke tælle, hvor mange gange jeg har set serien, og alle tre er naturligvis en bestående del af min DVD samling. De  bliver ikke smidt ud.

Da jeg så hørte, at Netflix var i gang med at lave en genindspilning af serien, var det fra min side allerede puttet i kategorien “Der er bare nogen ting man ikke rører ved”. Det er helligbrøde de piller ved, og på forhånd så vidste jeg, at det bare ikke kunne ende i noget godt. Seriens første sæson er nu tilgængelig på Netflix, og jeg har gået og skulet olmt til den. Det irriterede mig, at de overhovedet kunne finde på at genindspille den.

I weekenden tog jeg så en dyb vejrtrækning, og besluttede mig for at se, i hvor stor grad de har skamferet Anne. Så jeg satte mig for at se et afsnit eller to, for så at kunne bedømme, hvor skidt det stod til.

Jeg har nu set hele sæson 1 færdig, og jeg må erkende, at de ikke har skamferet Anne. Det er ikke Anne fra Grønnebakken serien som jeg kender den, og den originale vil aldrig nogensiden kunne blive erstattet af en anden. Men jeg synes rent faktisk, at de er sluppet hæderligt fra det indtil videre. De har holdt sig meget tro til historien, og de respekterer det som har været og den gang der er i den originale serie. Anne With an E er sin egen serie, men det er stadig Anne of Greengables. Der er historier man kan genkende, og som gengives i den nye version, men der er også fortællinger som er denne series egen. Den har sin helt egen version af fortællingen, og de gør den til deres egen, så det netop ikke bliver en genindspilning af den originale.

Karakterene er forbavset godt castet, og det siger ikke så lidt, når man som original Anne fan ved hvem der er Anne, Marilla, Mathew og ikke at forglemme Gilbert. Det er så ikoniske karakterer, at man ikke tror der er nogen som kan leve op til dem. Men i forhold til den måde Netflix vælger at fortælle historien, så er både Anne, Marilla og Mathew faktisk fuldstændig spot on castet. Selv Gilbert er i orden, og jeg er lidt forelsket i det ekstra lag som de har givet Rachel Lynde samt dennes venskab med Marilla. I forhold til de lag, så er det faktisk alle karakterer som har fået et par ekstra lag som ikke er at finde i de originale. De har fået en slags baggrundshistorie som støtter op omkring de nye lag der er puttet på dem.

Anne With an E kan stadig ikke erstatte min forelskelse og dedikation til Anne of Greengables, men jeg kan konstatere, at der måske er plads til dem begge. Den havde jeg ikke set komme.

Subscapularis et labrum glenoidale

Siden slutningen af januar, har vores brune barn haltet på sit ene forben. Vi har adskillige gange været hos Dr. Dyr for at finde ud af, hvorfor. Det eneste vi kunne fortælle var, at han havde været med på fællesjagt, og det var her der var sket et eller andet, for det var herefter han haltede. Ikke voldsomt, men nok til at vi kunne se det.

Gennem tre besøg over de næste tre måneder, fik vi beskeden at det enten var et vrid, en forstuvning eller en muskel, og at kuren var ro. Så han har fået så meget ro som man nu kan give en labrador som er vant til at være brugshund. I slutningen af april synes jeg at vi måtte til at kigge noget dybere. Det kunne ikke passe, at en forstuvning eller en fortrækt muskel efter tre måneder, stadig gjorde ham halt. Så jeg fik en røngten i hus. De kunne ikke se noget som skulle kunne give os svaret på hans halthed, og de fortsatte med at sige at det nok var en muskel. Vi fik beskeden om fortsat ro i en måneds tid endnu. Tre uger senere besøgte vi atter engang Dr. Dyr, da hans haltning fortsatte, og jeg syntes det blev værre. De smed ham igennem endnu en røntgen, og henviste ham herefter til en specialist.

Den specialist har vi så haft Bailey til idag. Han gennemfotograferede ham også, og udførte en kikkertundersøgelse. Så Bailey har nu fået et sommerklip på sin pels – meget passende på årets hidtil varmeste dag.

Røngten viste at alle knogler var i fineste stand, og der ikke var tegn på nogen af de knogle- og ledsvagheder som labradors har. Så det var bestemt ikke her årsagen lå. Kikkerten undersøgte ledbånd og sener, og på forsiden af sit venstre skulderblad så alt ud som det skulle. Men på bagsiden af skulderen var den store sene flosset. Bailey fik diagnosen “seneskader i skulder”. En skade som kunne spores tilbage til januars fællesjagt, hvor han på et tidspunkt har fået et ordentlig vred i sin skulder. Om denne skade så var opdaget i januar eller først nu, havde ikke gjort nogen forskel på nuværende situation.

Desværre er det en en af de sener der ikke kan opereres i orden. Var det et menneske, ville man slynge armen ind, og tvinge os til at holde den i fuldstændig ro i 6-8 uger. Det kan man ikke lige på en hund, og fordi det netop er skuldersenen er det meget vanskeligt rigtig at gøre noget. I ca. halvandet minut stod mit hjerte næste stille. Siger han at vi nu står i en situation, hvor vi skal tage stilling til om han skal leve eller dø?

Dér er vi heldigvis ikke. Bailey har i dag fået binyrbarkhormon som kan hjælpe til, og så skal vi starte forfra med ro i 6-8 uger, og med ro menes der ro. Han  må ikke få ture uden snor på over 10 minutter. Han må ikke løbe, han må ikke hoppe, han skal bevæge sig så lidt som overhovedet muligt, og han må heller ikke svømme. Der kan sagtens ske forbedringer i senen, hvis han får den her ro. Men da det er en af de sener en hund bruger aller allermest, skulle vi ikke forvente at det nogensinde blev helt godt igen. Bailey er desværre færdig som jagthund. Men han kan med rette ro, rette optræning godt komme dertil, hvor han kan få sin løbetur på stranden, sin svømmediciplin i hav og sø og sin tumlen og leg i haven og udendørs. Men aldrig i samme omfang som han kunne. Han kan også komme til det stadie, hvor han er smertefri, og de periode hvor han ikke er helt smertefri, kan han medicineres ud af. Men Bailey skal indstille sig på – det samme skal vi – at han resten af sit liv skal være 100 % familiehund, og så skal vi sørge for at aktivere hans hoved endnu mere end hidtil, nu han ikke kan bruges sin krop og næse som han hidtil har gjort, da han ej længere kan sendes ud i de aktiviteter som klarede det.

Bailey skal nok få et dejligt hundeliv til trods for at han allerede som 4-årig pensioneres som jagthund. Det som trøster mig er, at hans dage langt fra er talte, og at han kan og vil blive smertefri og være nogenlunde okay igen, selv om det vil tage lang tid.

Lige nu er Bailey ved at komme sig efter en ordentlig tur under narkose, og skamfering af hans fine brune pels. Han er lidt pylret, men det tror pokker. I morgen er han en glad hund igen, og så er det, det for alvor begynder at blive hårdt arbejde med at holde ham i ro. Men det bliver vi nødt til at tvinge ham til, hvis vi vil nå til vejs ende af det her. Og det vil vi.

Bailey – nu en alletiders familiehund (formerly known as alletiders familie- og jagthund)