Ligeud, til venstre eller zig-zag

Nå men – jeg har så købt mig sådan en lækkerhed. Jeg er forholdsvis folkeskole novice i det der med at sy, men jeg er et sted i mit liv, hvor forskellige projekter som jeg har drømt om siden jeg var ganske ung, nu begynder at blive sat i gang. Nogen af dem kræver sådan en kammerat.

Vi er igang med at lære hinanden at kende, men både pris, egenskaber og ejer passer rigtig godt sammen på alle niveauer

Når en jæger skal ud at jage

Da jeg for små 10 år siden flyttede ind hos den bedste halvdel, var et af de ufravigelige krav, at jeg ville have ét rum som var 100% mit. Et rum,  hvor jeg kunne opholde mig, når jeg bare ville have total fred, og hvor ingen kunne eller skulle blande sig i hverken indretningen, ordentligheden eller gøremålene i det rum. Det rum fik jeg

Lige her til morgen, er jeg ekstra glad for, at det krav blev hørt og gennemført. Ude i mit køkken har manden lige nu et “før-jagt-møde” med fem andre hærdede jægere. De får lidt rundstykker, kaffe og en bette gibbernakker, før de skal ud på jagtmarkerne, og det er ikke småting der bliver talt om derude omkring bordet.

Jeg elsker ikke rummet i dag, fordi jeg så kan blive fri for deres mande- og jagthørm, men fordi jeg kan sidde lige på den anden side og høre alt det de ikke ville sige, såfremt jeg sad sammen med dem ude ved bordet!

Dengang vi næsten slap fri

Jeg er glad for, at jeg var ung i 90erne. Dengang hverken Facebook, Snapchat, Instagram og andre diverse sociale medier endnu ikke var opfundet. Vi skulle heldigvis ikke forholde os til, om de billeder der blev taget med de filmrulle kameraer som vi alle havde fået i konfirmationsgave nogensinde blev offentliggjort til masserne …. lige indtil i dag.

Jeg har rigtig mange albums med billeder fra dengang – måske du er med på dem? Det her er kun en brøkdel, og lige indtil nu har de aldrig været på nettet. Tiden indhenter os alle

Heidi fylder 19, 1993

Det her billede er udelukkende taget, fordi Christian i det hippe blå faldskærmsoutfit er på billedet. En lille lækkerbisken som jeg i 1990 småkyssede lidt på for en kort bemærkning

Bettebror i bedste 1990 selfiestil

Helle M & jeg fejrer huen, 1994!

Nytårsfest ca. 1996

Slyngveninden Nethe fra ungdomsskoletiden (ca. 1991) til højre

Ball was the bomb! Ca. 1990

Lisbet & Rikke, ca. 1990 forfester i Toftegade

Den første klassefest med Handelsskoleklassen, 1991

Kit & Heidi, 1995

Bestie fra Handelsskolen Jill, ca. 1995

Dengang det var fedt når man tog et billede i fotoboksen på banegården. Heidi & Annette, ca. 1993

Dengang jeg gik fra en Andersen til en Hodgson, 1996

Finn og Susanne B (Susanne M i baggrunden) 1995 – de to Susanner er desværre ikke mere <3

Ungdomsskoleveninden Edel i sit bedste outfit, 1990

Bare rolig …. hvis du kender til et par billeder som vi måske har taget i vores ungdom, som bestemt ikke arter sig til at blive set, så skal jeg nok lade dem blive i albummet som er hengemt på hylden i et skab, da de alligevel ville blive censureret af So-Me dommerne

Tak for de gode øjeblikke til Jer som deltog, og tak for de glade minder som jeg svælger i lige nu.

Hvalpetræf

For seks måneder siden så jeg dem sidst. Dengang var de små skønne uldtotter, som drog ud i den store verden med deres nye familier

Cosmo, Bodil, Stella, Uffe, Sussi & Saga har de sidste seks måneder vokset sig noget kun større, lært en masse som de skal, og en masse badutspring som enhver hvalpet vuffer har i sig i en alder af knap ni måneder

I dag havde en af hvalpeforældrene arrangeret et lille hvalpetræf, hvor jeg genså fem af de seks “små” uldtotter. Det kan godt være, at det til tider er et hyr at have seks hvalpe i huset, men ih guder, hvor er jeg glad for ikke at have dem i huset på én gang nu om dage. Der er eddersparkme smæk på dem alle!

Det var en fantastisk god times tid vi havde hos whund i Serritslev. Der var fart over feltet, hop, spring, koldbøtter, gøen, snusen og legen i ét væk. Samtidig kunne jeg se, hvor smukke de alle er blevet og hvor fantastiske hunde de er blevet.

Bodil

Stella

Der er ingen tvivl om, at de alle hver i sær er elsket af deres familie. De bliver hver i sær opdraget på hver deres måde, alt efter det behov familierne har og i samhørighed med det formål de er anskaffet til. Der er et par stykker af dem som er gået i gang med jagthundtræning, og så er der de rene familiehunde. Men alle er udadvendte, nysgerrige, tillidsfulde og ….. madglade. Man er vel ikke labrador for ingenting

Selv om regnen til tider silede ned over både hunde og hundeejere, så nød alle parter timen på marken med både agility, bakker og budskadser. Det var en dejlig eftermiddag, og mit hjerte blev varm, og min mave fyldt med glade sommerfugle over at konstatere, at de købere som fik mine hvalpe, var de helt rigtige!

Tik Tak

Jeg synes tiden går stærkt! Ugen er snart ved sin ende, og her i foregårs sad jeg og nørklede med mit månedscover for november til min bulletjournal, så det er klar til næste uge.

November ….. prøv lige at tygge på det…. november. Det er ikke kun ugen og måneden som er ved at være ved sin ende; det er også året.

Husker du at nyde nuet?

Søndags filosofi

Jeg har tre veninder. Camilla, Trine og Annette. De tre har næsten altid været der, og jeg har faktisk ikke brug for flere end de tre, da de hver i sær dækker et aspekt for det behov jeg har med et venskab. Jeg har utallige bekendte ud over de tre. Både rigtig gode og skønne bekendte, men jeg har kun tre veninder. Engang havde jeg flere, men på et tidspunkt i mit liv, kom det sig helt naturligt at der blev ryddet op, og nu har jeg tre, og det er alt rigeligt for mig.

Ingen af dem har jeg kendt fra barnsben. De er alle tre dukket op i forskellige tidsperioder og scenarier i mit liv. Annette dukkede op for 27 år siden mens jeg gik på handelsskolen. Vi gik ikke engang på samme handelsskole, men vi mødtes i kraft af at vi begge var involveret i en handelsskoleorganisation. Camilla dukkede op for 22 år siden, mens jeg gik på universitetet. Det var ikke engang mig selv som fandt hende. Det var en tidligere veninde som gjorde, men da det venskab sluttede (både mellem tidligere veninde og jeg, og Camillas venskab med hende), så fortsatte vores, og Camilla er nok den af de tre som stikker af med betegnelsen “bestie”. Trine mødte jeg gennem job for 16 år siden. Dengang kunne jeg ikke engang lide hende. Jeg synes hun var en rappenskralde med alt for mange meninger som hun bestemt selv mente var de bedste. Jeg tror hun tænkte det samme om mig. Men vi kunne næsten fra dag ét, hvor hun var ansat, ikke undgås at være professionelt sociale, da vi begge dengang røg, og ofte mødtes i rygekabinen. Her fandt vi gennem røgens tåger ud af, at vi hver i sær faktisk var rigtig fantastiske og sjove, og at vi matchede enormt godt sammen. 13 år senere, var jeg den som så hendes søn før alle andre – endda før hende selv – da jeg var med til at bringe ham til verden på fødestuen. Tre dejlige damer, som kommer til at være med mig gennem resten af mit liv. På godt og ondt. Akkurat som de allerede har været det, og jeg for dem.

Det er hørt og sagt, at når man har et venskab som strækker sig mere end syv år tilbage, så er man blevet familie … jeg er tilbøjelig til at være enig. Mine tre musketerer betyder i hvert fald lige så meget for mig, i nogen situationer næsten mere, som min familie.

I går var der rund fødselsdag i familien. Som den første i min vennekreds, blev et af de helt skarpe hjørner rundet. Smukke omsorgsfulde Annette fyldte flotte 50, og hun holdt – helt i hendes ånd – fest for alle dem som hun elsker og som elsker hende.

Jeg kan ikke lade være med at blive både en smule nostalgisk og sentimental, når jeg sidder der og reflekterer over det hele. Tænk sig alt det liv der er gået fra da vi mødtes, alle de oplevelser vi har haft, alle de stunder vi har delt, alle de sorger vi har kæmpet os igennem, alle de glæder vi har fejret, alle de dumheder vi har begået, alle de epsisoder vi har grinet af, alle de tanker vi har gjort os, alle de fortroligheder vi har betroet og al den tillid vi har opbygget. Tænk at jeg har set hende skabe en familie, været med fra før den blev skabt, været med mens den blev udviklet, set den forme sig, og været med helt tæt på sidelinien gennem både tykt og tyndt. Hvor er det dog et privilegie at have mennesker i sit liv, som har delt hele deres med sig, og hvor er det fantastisk at have et menneske med sig, hvor man har været med over halvdelen af livsvejen indtil videre. Dét er sgu da så tæt på familie som man næsten kan komme.

….og 50? Bring it on! Trods sorger, skrammer, bump og besvær, så er vi kommet helskindet igennem det hele, og er nået dertil hvor det for alvor begynder at gå op for os, hvor heldige vi er og at det vi har sået gennem de år som er gået, nu for alvor begynder at kaste afgrøder af sig. Alt er godt

Sådan burde alle weekender starte

Der er stadig lyst, når jeg kommer hjem fra arbejde. Det er med at nyde og udnytte, så længe det varer, da lyset snart kan få en ende. Om ikke lang tid, så er der mørkt både når jeg tager på job, og når jeg kommer hjem fra job.

Men denne fredag var lyset stadig vores ven, og regnen holdte sig fortsat på afstand. Så et hurtigt skift af fodtøj blev gjort da jeg kom hjem, og så skyndte jeg og vufferne os over på hundemarken for at grave efter mus i en lille times tid. Lige indtil regnen – og skumringen – indhentede os.

Det gode selskab af vufferne blev erstattet af det gode seskab med den bedste halvdel, som pakkede mig ind i Oline the Opel (som forøvrigt har 1-års fødselsdag i dag), og forkælede mig med sushi middag hos Gaja Sushi

Det har været en dejlig start på weekenden. Sådan burde alle weekender starte.

En underlig fisk

Det kan godt være, at jeg er mærkelig (hvilket egentlig stemmer meget overens med kernen i dette indlæg), men jeg tager det som et kompliment, når jeg har en medarbejder som udbryder:

Altså nogengange, Heidi, så tror jeg altså at du er sådan lidt bimmelim i dit hoved

Yeps… jeg er en mærkelig, og unik, fisk. Jeg ville ikke ønske det anderledes

Fisken er fra Læsø Glaspusteri

Efter Livet

Jeg er faktisk ret skuffet! Skuffet over, at jeg synes den her serie fra Netflix kun har seks episoder i sin første sæson, og skuffet over at jeg synes den er så fin. For “fin” er det helt rette ord omkring den, også selv om den samtidig har en ret så sort humor.

Ricky Gervais er manden som især er kendt for hovedet bag “The Office“. Jeg er en af dem, som aldrig helt har brudt mig om hans stil og hans humor. Så jeg var ekstrem skeptisk, da jeg så After Life dukke op på min Netflix skærm. Men ud over Ricky Gervais, er der skuespillere med som jeg elsker i forbindelse med andre ting. På rollelisten finder jeg blandt andre David Bradley, bedre kendt som Argus Filch fra Harry Potter filmene, Ashley Jensen som nogen måske kender bedst som Ugly Betty´s confident Christina McKinney og  Penelope Wilton som er højaktuel som en af de to sidekicks gamle ladies i Downtown Abbey. Dem forbinder jeg ikke som at sige ja til at være med i noget uden en form for kaliber, så jeg besluttede mig for at give første afsnit et skud.

Seks afsnit af ca. 25 minutter hver …. jeg er færdig – jeg begyndte i går omkring spisetid. Jeg kan kun sige, at du også skal give den et skud. Det er så fin en fortælling om hvor altfyldende sorg kan være og så fin en fortælling om, hvordan livet bare altid alligevel finder vej tilbage om man vil det eller ej.

…og nu har jeg det evindelige Netflix problem – jeg skal vente så frygtelig længe på næste sæson!

Ahhh….

Endelig søndag. Jeg har tænkt mig, at gå helt bibelsk i dag, og komme hviledagen i hu. Ugen har været propfyldt, og i dag er første dag i denne uge, hvor intet er planlagt

Jeg vil dog gerne understrege, at selv om det er hårdt når man har en af de der uger, hvor hver eneste dag har en aktivitet tilknyttet, så har det været aktiviteter som er tilvalgt, og nogen som jeg kunne have sagt nej til, såfremt jeg ikke havde lysten til dem.

Så søndag – du skal bare bruges til absolut ingenting. Men så igen – helt ingenting bliver det ikke, for jeg har da idéer om, hvad jeg kan bruge min søndag til. Jeg har tænkt mig at jeg skal bruge noget af søndagen på lige at få smidt noget af mit vasketøj i maskinen. Jeg har forestillet mig, at noget af min søndag skal bruges til at lave madplan for den kommende uge, efterfulgt at indkøbstur til samme.

Jeg tænker også lidt, at jeg skal have hevet kreativiteten frem, og lavet bulletjournal klar til den kommende uge (som heldigvis ser noget mere fredelig ud end denne uge har været), og at jeg måske også lader computeren starte Sims4 op (yep – sådan en er jeg nemlig, alderen til trods), og så bare sidde og bygge og spille lidt på det.

Men det der er vigtigt ved denne søndag er, at alt det som jeg har tænkt mig, forestillet mig og måske overvejer at gøre; det er ikke planlagt. Jeg kan vælge at blive i mit nattøj hele dagen og bare lade dagen glide forbi uden et eneste gøremål. Sådan en søndag er lige, hvad jeg har glædet mig til.

Glædelig søndag til dig!