Dejligt at de er lige netop mine….
Mon andre har det ligesom jeg? Jo ældre man bliver, des mere betyder sine forældre for sig…..
Udskiftet med ny model
I 2005 investerede jeg i mit første avancerede kamera. Det var avanceret for mig dengang, og det var en stor investering. Men jeg ville gerne give pengene for det, da jeg ligeså stille var begyndt at interessere mig for det at tage billeder, og eksperimentere med hvordan man kunne udnytte forskellige motiver. Så efter en grundig research fald valget på en Pentax Optio kamera som kunne meget mere end jeg kunne. Det kostede mig lige på den anden side af 4.000 kr. og har siden 2005, hvor det fik sin debut på Skanderborg Festival, fulgt mig gennem tykt og tyndt. Det blev med tiden mit hverdagskamera, da jeg senere investerede i et Canon EOS kamera som jeg bruger når jeg er på fotoopgaver. Men mit lommekamera er det jeg bruger allermest.
Jeg har været rigtig glad for mit Pentax kamera, men efter syv år så begynder det at knirke lidt. Det tager stadig fantastiske billeder og videoer, men det interne batteri er så slidt nu, at det ikke husker de settings der er lavet hver gang det er startet op, det er ridset lidt over det hele, og jeg har længe gået og overvejet at det nok var på tide at det fik lov til at gå på pension. Jeg observerede nemlig oveni ridserne og de fejl og mangler det har fået, er en stor årsag til at det ikke længere er med i min hverdag, og jeg savner at se verden med en mulighed for et billede.
Så i går skiftede jeg model Pentax Optio ud med denne frække model
Igen har jeg lavet en masse research inden jeg kastede penge ud efter mit nye hverdagskamera. Pixels er ikke så vigtigt, da langt de fleste lommekameraer i dag opfylder mere end det med pixelkrav til almen brug. Det er den optiske zoom, anvendeligheden, størrelsen, designet, mulighederne for nogenlunde nattebilleder, billedmuligheder generelt og også videofunktionen som for mig er altafgørende. Det her kunne en hel del af det hele, og har fuld HD 1080dpi videooptagelse. Det var det jeg skulle have. Det kunne alt det mit gamle kamera kunne og mere til. Og så var det jeg blev mødt med realiteten om, hvor hurtigt det går med teknikken og priserne som følger. Hvor jeg for mit gamle gav over 4.000 kr., skulle jeg slippe lige under 1.000 kr. for dette. Jamen ikke et øje er tørt.
Så nu er jeg kørende igen med et hverdagskamera. Vi skal lige lære hinanden at kende til detaljerne, men det er startet ganske godt. Jeg tror Canon og jeg får en skøn fremtid sammen.
To be parmiddag or not to be parmiddag
I morgen aften skal jeg til middag hos Trunten. Jeg har mange gange før indtaget middag sammen med hende. Men i morgen er en anden en af slagsen. I morgen er der parmiddag på programmet. For de fleste er en sådan middag ikke noget som vil give anledning til dybere tanker. Men det er det altså lidt hos mig.
Kæresten og jeg har efterhånden kendt hinanden i lidt over halvandet år. Stadig lige forelsket er jeg, skal jeg lige sige, og fatter ikke, at tiden er gået så stærkt som den er. Vi har igennem tiden naturligvis været til flere arrangementer, hvor vi er ankommet som en par-enhed. Men deciderede parmiddage, er ikke noget som har været på programmet. Det er skam ikke fordi dem omkring mig ikke omgås både ham og jeg, men der har bare ikke lige været tid til planlægge tiden til en af de der parmiddage. Derudover er der også det i det, at jeg har et mere eller mindre “ikke-forhold” til parmiddage.
Jeg har naturligvis været i andre forhold, men jeg har nok haft en tendens til at vælge de mænd, hvor det med parmiddage heller ikke lige var noget man gik så meget op i. Det er ikke noget jeg rynker på næsen af, når andre skal – det er jo ganske naturligt med parmiddage. Men det har bare aldrig ligget til min personlighed. Jeg synes det er så voksent, og så voksen synes jeg ikke jeg har været. Ydermere ligger der også det i det, at i tidligere forhold har min venskabskreds, og hans venskabskreds ikke været en del af hinandens. Ikke nok til at parmiddage kom på tale eller udøvet. Som årene og tiden gik, blev konceptet parmiddage mere og mere noget som ikke var mit førstevalg. Jeg ville hellere ses mindre formelt sammen i par sammenhænge.
Men se – som så meget andet – har forholdet med min skønne kæreste rykket lidt på min opfattelse af, hvad jeg gør og ikke gør. Hvad jeg er og ikke er. Hvad jeg kan lide og ikke lide. Hvem der er min vennekreds, hans vennekreds og at de faktisk også kan mikses. Han rykker mig enormt meget i min opfattelse af, hvad det vil sige at være et par. Jeg har altid følt mig som en del af et par i tidligere forhold, men jeg har altid, bevidst eller ubevidst, formået at skille parenheden når det kom til vennekredse, og det at lave noget sammen med den anden halvdels venner. Således befandt jeg mig nytårsaften til min første, nogensinde, traditionelle parmiddag. En af mine ældste veninder inviterede os til at holde aftenen sammen med dem. Jeg har en forhistorie som gør, at jeg per instinkt går ud fra, at min anden halvdel ikke har interesse i at deltage til fællesaktiviteter med min vennekreds, og derfor var det også en meget ny fornemmelse da han var den som tog beslutningen om, at det var det vi gjorde. Uden at blinke, og uden at snakke med mig om det først. Hans svar til spørgsmålet om ikke vi måske ville tage hans drenge under armen, fragte os alle til Frederikshavn og tilbringe nytårsaften med veninden, hendes mand og deres børn var prompte: “det er jo en åbenlys mulighed for at få spist den dyrekølle vi har til at ligge i fryseren”. Og så var det ligesom besluttet. Mit lille hoved kunne ikke helt opfatte, hvad der lige var blevet besluttet, og jeg var i ukendt land. Jeg nåede inden nytårsaften at tænke….”hold da op – nu er jeg jo blevet et af de der par som skal fejre par-nytårsaften”. Jeg kunne ikke lade være med at tænke lidt de samme tanker som jeg havde tænkt i mange år. Hvor var det dog voksen, og var jeg en af dem som var så voksen at jeg ville føle mig tilrette med det? Men hold da op, hvor jeg elskede den tanke og den oplevelse at han bare tog det for givet, at det da var det vi naturligvis skulle. Da vi drog hjem nytårsaften, sad jeg på passagersædet i bilen og tænkte: “Åååh hvor var det voldsomt hyggeligt!”
En uge efter tikkede en invitation ind fra Trunten om en parmiddag hos hende og hendes kæreste. Igen sagde han bare ja….det til trods for, at han stort set ikke kender Truntens kæreste. Men han tog det helt og aldeles for givet, at det var det vi skulle. Så lige nu er Trunten ved at ligge sidste hånd på forberedelserne til i morgen rent madmæssigt. Jeg har fået besked om at medbringe Cranium spil, og nattøj, da vi skal overnatte for så at afslutte parmiddag med brunch søndag morgen. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det bliver en aldeles hyggelig aften, men igen er jeg gået gennem dage, hvor jeg smågriner af mig selv over, at jeg befinder mig godt med det som jeg aldrig troede lå til mig.
Måske det ikke er mig der har været noget med i mine forestillinger om, hvad jeg mente om paraktiviteter….måske det bare har været fordi jeg ikke havde valgt helt rigtig i forhold til den anden halvdel. Måske det hele handler om, at når den anden halvdel passer, så passer alt det andet også til mig.
Ugens Negle
Jeg er klar til en hel ny uge….er du?
Himlens rødmen
Så bliver det vist ikke smukkere. Solnedgange kan iscenesætte så fantastiske dramatiske farver, og de forbliver flygtige. Fem minutter senere, var farverne væk igen – men jeg nåede at nyde og fange dem.
Minder
Sidste forår var Taylor Jones sammen med sin bror på besøg i deres barndomshjem. I køkkenet sidder hans bror på et tidspunkt ved bordet, og pludselig observerer Taylor at broderens position og sted, minder en hel del om et gammelt billede fra en fødselsdag. En fødselsdag hvor et billede af broderen er taget mens han sidder med sin fødselsdagskage foran ham. Han fandt billedet frem, positionerede billedet af broderen med kagen foran sig med det nuværende køkken bag billedet. Det tager han et billede af og knap et år senere er hans idé, og website vidt spredt omkring.
Dear Photograph er hjemmesiden, hvor alle folk kan tage en tur ned langs mindernes sti, og binder fortid og nutid sammen. Det kommer der i mange tilfælde nogen fantastiske billeder ud af.
Det er noget som jeg har kigget på længe, og har så sandelig planer om selv at gøre nogle forsøg. Der er nogen steder og situationer som jeg sagtens kunne få noget ud af, og som jeg godt kunne tænke mig at mindes og gengive. Ikke nødvendigvis for at dele på dear photograph siden, men mest for mig selv og fordi jeg synes det er en skøn idé. Eneste kriterie er, at det skal være et billede i et billede tilkoblet nogle få ord eller linier.
Har du nogle minder du gerne vil bringe ind i nutiden?
Nanna med det sorte hår og lange røde negle
Den 28. december 2011 var jeg hos min faste negletekniker, for at få lavet negle til det forestående nytår. Han er dygtig som bare pokker, rigtig rigtig rar og så er han en af dem med priser som er til at betale sig fra. Dog er det alligevel en udgift, og vil man bibeholde sine negle i en stand som er værd at holde oppe ad lommerne, kræver det hyppige besøg. På den lange bane, kan det være en udgift som måske godt kunne bruges et andet steds.
Jeg har ikke været hos min negleteknikker siden. I første omgang var det fordi jeg havde brug for at lade mine naturlige negle ånde for en stund, og hærdes igen da de bliver skrøbelige af at være pakket ind i gele i så lang tid. Som tiden gik, voksede mine naturlige negle sig fine, og jeg tænkte, at jeg da også godt selv kunne forsøge at lege med neglelak. Det har jeg så gjort siden. Jeg er langt fra ekspert som min negleteknikker, men jeg kan mærke at jeg bliver bedre og bedre…især når det kommer til at ordne mønstre med min ikke-dominerende hånd.
Det er skægt at pusle med, omend jeg nogengange kan blive hidsig over, at det ikke altid er så enkelt som det ser ud. Jeg har efterhånden fået samlet mig en bred vifte af både neglelak, akrylmaling, redskaber og diverse “nik-naks” til at variere designet på mine negle.
Der er mere på vej med posten en af de kommende dage, og jeg har planer om mange flere ting jeg skal have fat i. Jeg bruger youtube som inspiration og som lærekilde. Der er nogle folk derude, som er langt længere i udviklingen end jeg, og er så rare at dele teknikken. Jeg elsker at se, hvor simpelt hende her kan få det til at se ud. Jeg er en verden væk fra hendes evner endnu. Hende her kan også et par ting, og har en evne til at lære fra sig på en meget simpel måde. Så er der naturligvis watermarble dronningen. Jeg observerer og observerer, og forsøger mig frem på alle mulige måder. Jeg synes jeg gør nøjagtig som hun, men jeg er stadig ikke end kommet i nærheden af, at få det til at se bare nogenlunde sådan ud. Jeg vil juble når den dag kommer, hvor det lykkedes mig at lave bare én negl som bare ligner en lille smule. Den skal nok komme!
Indtil da øver jeg ca. en gang om ugen. Jeg har nemlig også i dette års tid lært, hvordan man får sin neglelak til at holde i omkring en uge, uden at det skaller af i større grad. Samtidig er den teknik også med til at gøre neglene længere, og for første gang i mit liv, har jeg ikke problemer med at få bare lidt lange negle. Men helt lange skal de nu aldrig blive, og heldigvis behøver man ikke lange negle for at forsøge sig med neglekunst.
Afhængighed
Du kan hente appen “wordfeud” til både iPhone og Android. Det er ganske almindelig scrabble med nyt navn. Du kan spille mod venner eller helt tilfældige. Det er helt gratis. Det er udfordrende. Det er en tidsrøver!
….det er mig som hedder Obelitski – kom an hvis du tør!
Vær velkommen
Året sluttede i selskab med en god veninde, hendes mand, deres børn, manden i mit liv samt hans børn. Der var ingen rulleskøjter fundet frem. Kun god mad, et par gode glas vin, en enkel slurk Asti, guf, nytårsløjer og en masse fyrværkeri. Men det var også lige præcis disse remedier som gjorde at året endte med en rar fornemmelse i maven, og startede det nye fuld af glæde.
Håber I alle kom godt og sikkert ind i 2012
Der siges….