Mit hjerte synger

Jeg kommer fra en søskendeflok på tre. Jeg har en hel- og en halv bror. Den halve bror er 11 år yngre end jeg, så selv om han anno 2017 mønster en voksen alder af 32, så er han for mig “bette”. I weekenden så jeg ham for første gang i to år. I de to år han har boet på et botilbud i nærheden af Hammer Bakker, hvor en gammel skole er blevet til et sted for dem som ikke har haft det alt for nemt i livet.

Her går han og er omringet af bakket landskab, en fantastisk gårdhave som han selv har været, og fortsat er i gang, med at opbygge og opdyrke. En gårdhave med kæmpe drivhus, og voileure

Man finder sågar på stedet også en fuldt udstyret gymnastiksal og en generel indretning som er meget indbydende.

Om lidt skal de igang med at lave 1. etage om til lejligheder, og også her skal han være med, men inden da, så skulle han lige have hjælp af den bedste halvdel til at få liv i en scooter som han er igang med at istandsætte.

Benjamin har ikke haft en nem opvækst. Benjamin og jeg deler far, og han er opvokset hos sin mor. Alt i alt har Benjamin seks søskende, men ingen helsøskende. Fra tidlig barnsben var der indikationer om, at ikke alt var som det skulle være, men der skulle gå årtier før man sådan nogenlunde fandt ud af hvad det var. Benjamin har været ramt af forskellige psykiske udfordringer, og har gennem – især sin ungdom – været kastebold i systemet, som egentlig bare forsøgte at sende ham videre, fordi de ikke lige kunne tage ordentlig hånd om hans situation. I og med der aldrig sådan for alvor blev taget  fat i roden, så endte Benjamin med at “selv behandle” på forskellige måder, som naturligvis forværrede hans situation, livskvalitet- og glæde.

For godt to år siden var der endelig nogen som tænkte at vi måtte finde det rette sted for Benjamin. Nogen som ville være med til, at han ikke længere skulle være kastebold, og det næste sted også skulle blive det sidste sted for ham. Skulle han derfra igen, skulle det ikke være fordi det var et mis-match, en fejlvurdering eller andet. Det skulle være fordi han var kommet på fode og fordi han var blevet så udredt, behandlet og optrænet, at han ville kunne varetage sig selv på egen hånd, uden sine udfordringer ville følge med.

Botilbudet Lindholm har været Benjamins adresse de sidste to år, og han har – stik i mod den normale procedure for stedet – fået bevilliget ubegrænset ophold på stedet grundet hans situation og historik. I weekenden så jeg ham for første gang i de to år. Ikke fordi jeg ikke har villet. Tværtimod. Men Benjamin har selv fået lov til at bestemme tempoet, og en af de ting som han gerne ville arbejde med, før han kastede sig ud i genopbygning af kontakt og relationer var konfrontationen med sig selv. Han ville finde ud af, hvem han var før han gen-introducerede sig selv. Jeg har løbende haft telefonisk og sms-kontakt med ham. Men i weekenden var det fysisk kontakt med ham for første gang i to år.

Mit hjerte blev varmt. Jeg mindes ikke hvornår jeg sidst har set en Benjamin som var klar i sin tale, sin tankegang, sin  kommunikation og sit livssyn. Jeg mindes ikke hvornår jeg sidst har set en Benjamin som rent kropsligt signalerer ro og tryghed. Jeg mindes ikke om jeg nogensinde har set en Benjamin, hvor jeg har tænkt “nu er der overvejende gode dage hos ham end dårlige dage”. Men det gjorde jeg i weekenden. Han har i høj grad arbejdet og arbejdet hårdt. Han har fået et par diagnoser som han får medicin for, frem for en masse forskelligt medicin fordi de ikke vidste hvad der var galt. Så han er korrekt medicineret og diagnosticeret, hvilket giver et frygtelig godt springbræt til den korrekte behandling også. Den har har fået, og får den stadig. Hvad de har fået frem (og væk) i Benjamin med åbenhed, frirum, talerum, respekt for individet, godt gammeldags arbejde, aktiviteter og en formåenhed til at han kan føle han lever sit eget liv, selv om der er personale omkring ham hele tiden, er intet mindre end livs ændrende for ham – og jeg kan mærke det. Men det kan Benjamin også. Han er så langt, at han nu tør at kigge bagud, og stå ved sine dæmoner og handlinger. Han peger ikke længere fingre. Han tager selv ansvar for dem. Der er kun én som kan gøre noget ved det – og det er ham selv; støttet op af den behandling, hjælp og kontakt som han har på stedet.

Jeg falder også til ro når jeg ser og hører ham i dette. Jeg har gennem 20 år været oprigtig bekymret for, om han ville klare den. Jeg har været involveret i hans proces i mange år, og på helt tæt hold indtil han blev 21. Herefter, var vi der, hvor han sådan set selv skulle stå for kampen mellem ham og det offentlige selv grundet alderen. Ikke fordi jeg ikke ville, men der var ikke belæg for det længere, og man kan ikke tvinge ham til noget  han ikke er klar til eller vil. Vi havde steder vi kunne henvende os til, men der kunne ikke længere “beordres”, men “kun” slåes i bordet og sige, at nu måtte de simpelthen skride ind, for ellers ville det gå helt galt. Det tog lang tid, men til syvende og sidst nåede vi dertil.

Benjamin er stadig, og vil nok for altid, være sårbar. Men han tror på sig selv, han tror på livet, han tror på sine muligheder og han er så småt ved at  have tillid til systemet igen. Det er det som der bygges videre på, og jeg er slet ikke i tvivl om, at de hos Lindholm er klar til denne opgave. Jeg krydser alt hvad jeg har for, at han kommer  helt ud på den anden side – også selv om det måske tager lang tid endnu. Men han er eddersparkme, for første gang, godt på vej.

Det var et sindsygt godt besøg, og for første gang i 20 år kan jeg mærke at også jeg tror fuldt og fast på, at han har fundet sig selv og roen og vejen til livets glæder samt muligheder.

Kan man have hundens første sygedag?

Det kan godt være, at jeg ikke har børn, men det betyder ikke, at jeg ikke kender til nætter, hvor man ikke får sin nattesøvn grundet sygdom. Nova har siden i tirsdags haft dårlig mave! Så jeg er blevet vækket et par gange hver nat for enten at lukke hende ud, fordi hun har stået og gryntet i mit øre, eller for at tørre op, fordi jeg er vågnet af lugten.

Labradors har en tendens til sart mave, så man hopper ikke bare rundt fra foder til foder med sådan en. Vi har derfor haft det samme foder til hende hele sit liv, så hvad pokker hun har fortæret som maven ikke er venner med, aner vi ikke. Jeg kan kun konstatere, at jeg de sidste fire dage har kigget på lort. Hundelort. Det gør man for at holde øje med, at det kun er blød mave og/eller diarré hun har, og at det ikke indeholder blod. Så deeeet…….

Hun har siden i onsdags været på skånekost. Kogte kartofler, gulerødder, blomkål og brocolli blandet med A38. Det er en god kur mod skidt vovsemave. Hun har i går og i dag fået suppleret med Zolac, som er et håndkøbsmedikament som virker mod skidt mave til vapsere. Hendes mave er nu ved at være i bedring. Jeg kigger nu på pølser i stedet for mere eller mindre flydende hundebæ. Den er stadig lidt lind, men nu hænger den i det mindste sammen.

I aften går hun ind på den sidste strækning af skånefoder. Hun opgraderes til kogte ris, kogt kylling og kogte gulerødder mikset med A38 – også en god kur mod skidtmasmave hos hunde. Et par dage mere på det, og så er hun frisk igen, og så synes jeg heller ikke jeg gider kigge på lort mere.

Bailey….? Han står og skuler misundeligt over på Novas madskål to gange om dagen, og ønsker at også han havde dårlig mave. Det ønsker jeg ikke!

Den første dag i resten af livet

For syv år siden i dag, skrev jeg denne besked på min facebookvæg. På det tidspunkt var jeg stadig på job med 9 arbejdstimer tilbage.

På det tidspunkt, havde jeg kommunikeret med den bedste halvdel pr. mail, sms og telefon i et par måneder, men vi havde endnu ikke mødtes. Ja bortset fra dengang 20 år tidligere, som vi i løbet af vores første kommunikation fandt ud af. Da jeg fik fri kl. 21, holdte han i sin guld Mercedes ude på parkeringspladsen, og i den tog han mig en tur til havnen, hvor vi fik os en gå tur, og derefter til en kop varm chokolade på Ib René Cairo. Under dette møde holdte vi hånd og kyssede første gang. Det blev dag ét i vores nu syv år lange forhold.

Siden da har der været syv års-dage, og der er i de syv år på den 3. juni blevet postet på min facebookvæg. År et blev den fine buket han kom hjem med vist til hele verdenen.

År to blev symboliseret med et kærlighedsikon, som i dag hænger på vores væg under billederne af det sted, hvor vores hænder mødtes første gang, og det sted, hvor vi kyssede første gang.

År tre blev fejret i dejlig sommervejr med mad og rosé vin på terrassen i vores have.

Da vi rundede år fire blev der lagt et billede op af et af vores tusinde kys igennem tiderne.

År fem var en slags jubilæumsår, så her tog vi os den fine frihed, at invitere os selv ud på bobler og middag i byen

Sidste år var det år seks…. og her dukker der også et minde op. Men det er sgu ikke af den bedste halvdel og jeg. Årsdagen år seks, har jeg åbenbart valgt at bruge sammen med de fantastiske HH-tøser

År seks var åbenbart det første år, hvor årsdagen ikke var så højhellig, eller så er det blot et tegn på, at både han og jeg er så sikker i vores kærlighed, at vi absolut ikke behøver at sidde på hinandens skød og holde i hånd denne dag for at fejre vores kærlighed. Vi ved begge godt, at det er noget vi gør hver eneste dag.

Nu er vi så nået til år syv. Om der er noget i vente ud over en fødselsdagsbrunch her til formiddag, vil kun dagen i dag vise. Men én ting er sikkert og vist. Jeg elsker ham helt op til månen og tilbage igen. Han er hver eneste dag en mand som finder sig i mig, og det i sig selv burde understrege, hvor fantastisk en mand han er, og hvor ufattelig heldig en dame jeg er. Vi har i syv år gået igennem mangen en ting, men en syv-års krise er der ikke nogen tegn på.

Selv om der er dage, hvor enten han eller jeg ikke er i det optimale humør eller har den overvældende lyst til at hænge sammen, så kan jeg i mit hjerte og mave stadig mærke, at det vil være helt forkert, hvis han ikke var min.

Min elskling – TAK for dig. Jeg er den af os to, som mindst viser romantik og kærlighed. Det er sådan jeg er, og sådan jeg altid har været. Heldigvis ved han det, og har vidst det fra starten. Men jeg tror og håber også på, at han ved at det ikke betyder, at jeg elsker ham mindre end han elsker mig. Jeg ved at han elsker mig, og han er aldrig nogen sinde fedtet med både at vise og fortælle det.

For syv år siden gav han mig det første kys – i dag får jeg med garanti nogen flere, og i årene som kommer mangedobles de fortsat.

Anne With an “E”

Jeg er inkarneret fan af Anne fra Grønnebakken. Jeg kan slet ikke tælle, hvor mange gange jeg har set serien, og alle tre er naturligvis en bestående del af min DVD samling. De  bliver ikke smidt ud.

Da jeg så hørte, at Netflix var i gang med at lave en genindspilning af serien, var det fra min side allerede puttet i kategorien “Der er bare nogen ting man ikke rører ved”. Det er helligbrøde de piller ved, og på forhånd så vidste jeg, at det bare ikke kunne ende i noget godt. Seriens første sæson er nu tilgængelig på Netflix, og jeg har gået og skulet olmt til den. Det irriterede mig, at de overhovedet kunne finde på at genindspille den.

I weekenden tog jeg så en dyb vejrtrækning, og besluttede mig for at se, i hvor stor grad de har skamferet Anne. Så jeg satte mig for at se et afsnit eller to, for så at kunne bedømme, hvor skidt det stod til.

Jeg har nu set hele sæson 1 færdig, og jeg må erkende, at de ikke har skamferet Anne. Det er ikke Anne fra Grønnebakken serien som jeg kender den, og den originale vil aldrig nogensiden kunne blive erstattet af en anden. Men jeg synes rent faktisk, at de er sluppet hæderligt fra det indtil videre. De har holdt sig meget tro til historien, og de respekterer det som har været og den gang der er i den originale serie. Anne With an E er sin egen serie, men det er stadig Anne of Greengables. Der er historier man kan genkende, og som gengives i den nye version, men der er også fortællinger som er denne series egen. Den har sin helt egen version af fortællingen, og de gør den til deres egen, så det netop ikke bliver en genindspilning af den originale.

Karakterene er forbavset godt castet, og det siger ikke så lidt, når man som original Anne fan ved hvem der er Anne, Marilla, Mathew og ikke at forglemme Gilbert. Det er så ikoniske karakterer, at man ikke tror der er nogen som kan leve op til dem. Men i forhold til den måde Netflix vælger at fortælle historien, så er både Anne, Marilla og Mathew faktisk fuldstændig spot on castet. Selv Gilbert er i orden, og jeg er lidt forelsket i det ekstra lag som de har givet Rachel Lynde samt dennes venskab med Marilla. I forhold til de lag, så er det faktisk alle karakterer som har fået et par ekstra lag som ikke er at finde i de originale. De har fået en slags baggrundshistorie som støtter op omkring de nye lag der er puttet på dem.

Anne With an E kan stadig ikke erstatte min forelskelse og dedikation til Anne of Greengables, men jeg kan konstatere, at der måske er plads til dem begge. Den havde jeg ikke set komme.

Subscapularis et labrum glenoidale

Siden slutningen af januar, har vores brune barn haltet på sit ene forben. Vi har adskillige gange været hos Dr. Dyr for at finde ud af, hvorfor. Det eneste vi kunne fortælle var, at han havde været med på fællesjagt, og det var her der var sket et eller andet, for det var herefter han haltede. Ikke voldsomt, men nok til at vi kunne se det.

Gennem tre besøg over de næste tre måneder, fik vi beskeden at det enten var et vrid, en forstuvning eller en muskel, og at kuren var ro. Så han har fået så meget ro som man nu kan give en labrador som er vant til at være brugshund. I slutningen af april synes jeg at vi måtte til at kigge noget dybere. Det kunne ikke passe, at en forstuvning eller en fortrækt muskel efter tre måneder, stadig gjorde ham halt. Så jeg fik en røngten i hus. De kunne ikke se noget som skulle kunne give os svaret på hans halthed, og de fortsatte med at sige at det nok var en muskel. Vi fik beskeden om fortsat ro i en måneds tid endnu. Tre uger senere besøgte vi atter engang Dr. Dyr, da hans haltning fortsatte, og jeg syntes det blev værre. De smed ham igennem endnu en røntgen, og henviste ham herefter til en specialist.

Den specialist har vi så haft Bailey til idag. Han gennemfotograferede ham også, og udførte en kikkertundersøgelse. Så Bailey har nu fået et sommerklip på sin pels – meget passende på årets hidtil varmeste dag.

Røngten viste at alle knogler var i fineste stand, og der ikke var tegn på nogen af de knogle- og ledsvagheder som labradors har. Så det var bestemt ikke her årsagen lå. Kikkerten undersøgte ledbånd og sener, og på forsiden af sit venstre skulderblad så alt ud som det skulle. Men på bagsiden af skulderen var den store sene flosset. Bailey fik diagnosen “seneskader i skulder”. En skade som kunne spores tilbage til januars fællesjagt, hvor han på et tidspunkt har fået et ordentlig vred i sin skulder. Om denne skade så var opdaget i januar eller først nu, havde ikke gjort nogen forskel på nuværende situation.

Desværre er det en en af de sener der ikke kan opereres i orden. Var det et menneske, ville man slynge armen ind, og tvinge os til at holde den i fuldstændig ro i 6-8 uger. Det kan man ikke lige på en hund, og fordi det netop er skuldersenen er det meget vanskeligt rigtig at gøre noget. I ca. halvandet minut stod mit hjerte næste stille. Siger han at vi nu står i en situation, hvor vi skal tage stilling til om han skal leve eller dø?

Dér er vi heldigvis ikke. Bailey har i dag fået binyrbarkhormon som kan hjælpe til, og så skal vi starte forfra med ro i 6-8 uger, og med ro menes der ro. Han  må ikke få ture uden snor på over 10 minutter. Han må ikke løbe, han må ikke hoppe, han skal bevæge sig så lidt som overhovedet muligt, og han må heller ikke svømme. Der kan sagtens ske forbedringer i senen, hvis han får den her ro. Men da det er en af de sener en hund bruger aller allermest, skulle vi ikke forvente at det nogensinde blev helt godt igen. Bailey er desværre færdig som jagthund. Men han kan med rette ro, rette optræning godt komme dertil, hvor han kan få sin løbetur på stranden, sin svømmediciplin i hav og sø og sin tumlen og leg i haven og udendørs. Men aldrig i samme omfang som han kunne. Han kan også komme til det stadie, hvor han er smertefri, og de periode hvor han ikke er helt smertefri, kan han medicineres ud af. Men Bailey skal indstille sig på – det samme skal vi – at han resten af sit liv skal være 100 % familiehund, og så skal vi sørge for at aktivere hans hoved endnu mere end hidtil, nu han ikke kan bruges sin krop og næse som han hidtil har gjort, da han ej længere kan sendes ud i de aktiviteter som klarede det.

Bailey skal nok få et dejligt hundeliv til trods for at han allerede som 4-årig pensioneres som jagthund. Det som trøster mig er, at hans dage langt fra er talte, og at han kan og vil blive smertefri og være nogenlunde okay igen, selv om det vil tage lang tid.

Lige nu er Bailey ved at komme sig efter en ordentlig tur under narkose, og skamfering af hans fine brune pels. Han er lidt pylret, men det tror pokker. I morgen er han en glad hund igen, og så er det, det for alvor begynder at blive hårdt arbejde med at holde ham i ro. Men det bliver vi nødt til at tvinge ham til, hvis vi vil nå til vejs ende af det her. Og det vil vi.

Bailey – nu en alletiders familiehund (formerly known as alletiders familie- og jagthund)

Den første sommerdag anno 2017

Der er altså næsten intet som den første rigtige sommerdag på året. Sådan en har vi haft i dag, og den er blevet nydt udendørs til fulde for alle matriklens beboere.

Hollænderhønerne tramper og graver i deres hønseareal, og Misse Møghe struttede strunk rundt i sin flotte atlaskes.

Byggegrunden på Hegnet stråler altid gult på et tidspunkt i løbet af foråret. I dag var dagen, hvor mælkebøttetæppet kom til sin gode ret. Det kan hænde at den grund på et eller andet tidspunkt bliver solgt til nye naboer, men indtil videre, kan jeg hvert år nyde det gule hav.

Nova & Bailey har været udendørs sammen med os hele dagen. Nova duftede til sommerluften, Bailey til blomsterne og hele hundenydelsen blev momentvist afbrudt af fællesleg, og sidst på dagen mad på græsplænen.

Havemøblerne kom endelig frem på terrassen, og her fik jeg under parasollen nydt det meste af dagen, hvor jeg legede videre med min bulletjournal, som både koordinere, husker og sætter kreativiteten igang for og hos mig.

Aftensmaden kunne ikke være andet end grillmad, så efter en lang dag udendørs med sol fra en krystalblå himmel, blev gode bøffer indtaget, og om lidt afsluttes hele herligheden med første afsnit af endnu en omgang Matador.

Denne lørdag er meget tæt på at være den perfekte lørdag.

Date med Musikkens Hus

Jeg har været gæst i Musikkens Hus i Aalborg, som publikum et par gange. Som publikum er det en imponerende bygning at træde ind i. Det kan godt være, at det var en meget svær, lang og omdiskuteret fødsel, men jeg synes de er sluppet godt afsted med det, og efter at have afprøvet det med oplevelser, så synes jeg også de kan sige det var hele den svære og lange kamp værd.

Nu har jeg så også været besøgende som turist. Den bedste halvdels arbejde, havde arrangeret en rundvisning af bygningen, og det gjorde faktisk huset endnu mere interessant.

Hvem vidste, at det var et dansk firma fra Thy, som kunne lave den meget specielle stålkonstruktion, som et internationalt firma havde sagt nej til? Hvem vidste, at alle vinduer er bestilt på special mål, fordi bygningen er organisk, og bygget lidt på gefühl uden pedantisk milmetermål? Hvem vidste, at den store betontrappe som går op igennem bygningen, er støbt sektionsvis ud fra 3D teknik og også lidt uden mål, med krydsede fingre for, at stykkerne passede sammen? Hvem vidste, at glasset i gulvet skulle have været gennemsigtigt, men da det kom i viste det sig, at det kun var gennemsigtigt nedenfra, som gjorde at besøgende i sommerkjoler blev en forestilling i sig selv, hvorefter glassets gennemsigtighed blev  helt blokeret?

Det var en yderst interessant rundvisning med mange finurlige detaljeafsløringer. Rundviseren var en engageret musikstuderende, som har sin daglige gang i huset, da det også rummer universitetsfaciliteter. Derudover, fik vi fornøjelsen af at få en lille svensk korsang, at et klingende pigekor, da vi nåede ind i den store sal.

Den bedste oplysning jeg fik med derfra var, at der hver tirsdag er “åben koncert”. Hver tirsdag er der øvedag for Det Jyske Musikkonservatorium fra kl. 19:00. Her kan alle og enhver bare dukke op, lytte med og gå til og fra som det lyster sig. Men man kan opleve alverdens genrer disse tirsdage, så det er en skøn måde at få noget nyt til øregangene, og måske – hvis man er heldig – opdage at man elsker en musikgenre eller lyd, som man slet ikke vidste man elskede.

Derforuden forholder det sig faktisk således, at Musikkens Hus er delvis offentligt åben hver eneste dag fra kl. 10:00 til 20:00; i sommerperioden endda helt frem til 22:00. Det er offentlig tilgængeligt, så man kan fremvise en stor del af bygningen på egen hånd. Men hvis du gerne vil dykke lidt bag facaderne, så kan en bestilt rundvisning så sandelig varmt anbefales.

Søndagssol

Man begynder så småt at tro på, at det varmere vejr nok skal vinde over de kølige vinde. Naturen fortsætter i hvert fald sin fremgang ude i haven.

Mine kæmpetulipaner er godt på vej. Der bliver flere og flere af dem, som årene går. Det er stadig et mysterium, hvor de kommer fra. Et forår for cirka fire år siden, stod der en enkelt. Året efter tre, sidste år lidt flere og i år har jeg talt hele elleve. Måske de også alle får lov til at overleve i år. sidste år blev et par af dem fortæret af syv livlige hvalpe, og de sidste revet hovedet af, af en lille pige, som synes de var pænere end de hvalpe de var kommet for at kigge på.

I år er der kun to hunde i haven. De følger med i alt, og hvis de kunne få deres vilje, så ville de ikke kun være bag hegnet på Hegnet. Det sker, at de nogen gange får deres vilje uden vi har sagt god for det.

De toppede hollændere nyder også solen. De klukker og roder lystigt rundt i deres indhegning, og de hopper ikke lige over. De donerer dagligt æg til husholdningen, som vi forsøger at få brugt. Der er æggemadder til madpakkerne, æggesalat til samme, blødkogte æg til morgenmaden og æg til alt det vi skal bruge æg til. De er tre produktive damer.

Nyd resten af den solrige søndag vi har fået. Vi kan ikke vide os sikre på, at vinteren, kulden og slud vitterligt er jaget på porten for denne gangr.

Rosita – Je T´aime

En gang om måneden drager veninden og jeg ud for en aften, hvor vi prioriterer os og maden. Vi forsøger så vidt muligt, at prøve noget nyt vi aldrig har prøvet før, og i lørdags var ingen undtagelse. Vi havde bestilt bordet for to måneder siden, da det er hvor lang ventetid der er på at få et bord. V glædede os, da vi havde hørt og læst så meget om dem, og fordi de har fået nogen rigtig fine anmeldelser. På trods af alt det vi havde læst og hørt, så var vi en lille smule på hælene. For en måned siden, bevægede vi os nemlig ind på et andet spisested som ligeledes kom med fine anmeldelser, og her blev vi svært skuffede. Så vi holdte vores forventninger lidt i tøjler, men gik derind med åbent sind, og en tvivl som vi var fastsatte på at lade komme dem til gode.

Vi gik derfra fire en halv time efter, og vi kan ikke sætte en finger på noget som helst. Det var en uovertruffen skøn aften. Både med selskabet, med snakken, men i særdeleshed også med maden, atmosfæren, indretningen, serviceringen og value for money.

Rosita ligger i Borgergade i Aalborg, og har indlogeret sig i et lille domicil, som førhen husede en sandwich sælger. Fremragende sandwicher Kim han forøvrigt leverede, mens han boede der. Men der er åbenbart også plads til at køre en velfungerende restaurant i samme lokaler også.

Forlokalet kan rumme ca. 12-15 mennesker, og selv om de små fine bedstemoropdækkede borde står tæt, så føler man på ingen måde, at man deler både mad og snak med nabobordet. På forunderlig vis føler man vitterligt, at man har sin egen lille bobbel, selv om nabospiserne sidder mindre end halvanden meter fra dig. Vi havde spisende naboer på begge sider, men på intet tidspunkt følte jeg, at jeg var med i, eller lyttende på, deres samtale, ej heller omvendt. Der er bagtil et par lokaler mere, hvor der kan være omkring det samme antal mennesker som i forlokalet, og det er det, og deres fantastiske mad, som sikkert gør, at ventetiden på bord er lang, kædet sammen med det faktum, at bordet ikke er tidsbegrænset. Når du har bestilt bordet, er det dit til du forlader etablissementet. Restauranten har, på trods af størrelse og popularitet, ikke valgt at booke et bord ad flere omgange på en aften. Stort stort plus i min bog. Her er der plads og tilladelse til at du kan nyde alt, i præcis det tempo og den tid som du har lyst til.

Det er så intimt et sted, og man føler sig ualmindelig godt tilpas i omgivelserne. Selv om maden oser af kvalitet og finesse, så sidder man ikke med den formelle følelse som man godt kan sidde med, når man er et af de steder, hvor maden koster lidt mere end 2-300 kroner for en middag. Servicen er bedstes gamle fine stel med guldrande, og det er ført hele vejen igennem fra desserttallerkner, over middagstallerkner til sukker- og flødekande, samt kaffekop med dertilhørende underkop. Det er så fint!

Man kan vælge forskellige menuer. Med eller uden vin, og der serveres ikke sodavand! I stedet kan man vælge lemonader i forskellige varianter, hvis man – som vi – ikke er til vin. Vi valgte begge en tre retters menu, og kunne ud fra kortet så selv sammensætte, hvad vi ville have som forret, hovedret og dessert. I stor kontrast til sidste gang, er der denne gang billeder af det hele. Ikke fordi jeg huskede det, men fordi det virkelig var værd at vise frem og mindes.

Forretten for mit vedkommende bestod af en rodfrugtssuppe, og den smagte vidunderligt, og inviterede til nydelse allerede da den bliver placeret foran mig. Veninden valgte at få Moules Frites – eller blåmuslinger(!) – som forret.

Hovedretten bestod for mig af venindens forret, blot med tilhørende, hjemmelavede, kartoffelstrips, og veninden satte gaflen i en lækker kalvemedaljon

Begge dele var udsøgte. Jeg elsker blåmuslinger i hvidvin. jeg har fået en del af dem efterhånden, og kan til stadighed forundres over, at en ret som denne kan have sine helt egne smage alt afhængig af stedet som laver den. Det er samme ret, men det er detaljerne de finpudser efter egen idé. Den jeg fik lørdag aften, var lige som den skulle være.

Desserten var der lige akkurat plads til. Men det var også kun lige akkurat. Vi var begge faldet for chokolade moussen, som kom ind i en lille fin sirlig kaffekop, med et snapseglas fyldt med piskefløde

Selv om vi nu siger at der “kun lige akkurat var plads til desserten”, så nåede vi begge lige at tænke, at en lille kaffekop måske ikke var så meget. Men vi blev også hurtig enige om, at synet nok bedrog os. Hvis desserten var i samme klasse som de to foregående retter, så var denne chokolade mousse garanteret så kraftig og smagfyld, at den lille kaffekop var alt nok…. og det var præcis hvad den var. Det ville være os umuligt at spise mere end den ene kaffekop. Det er tæt på at være en af de bedste chokolade mousser jeg nogensinde har smagt. Himmelsk!

Det var en fest for vores smagssanser at være hos Rosita, og da måltidet og kaffen var indtaget, og snakken samt gæsterne så småt var ved at lukke ned for aftenen, havde kokken også nået fyraften. Han havde sendt den sidste ret ud af sit køkken, men inden han smuttede, så tog han lige en runde til alle borde i restauranten, hvor han kort satte sig på hug i 2-3 minutter for lige at høre om maden havde været som den skulle være. Det kan godt være, at det er en lille ting, men jeg synes det er en af de ting, som satte prikken over i´et. Kokken tør stå ved sine retter og kunnen, og er villig til at turde tage risikoen for kritik, skulle den være derude.

For hele menuen plus kaffe, endte vi med at give 574 kroner pr. snude. Det er bestemt ikke overpris for det som vi fik og spise, og den oplevelse vi fik serveret sammen med maden.

Rosita – tak for mad. Jeg vil klart anbefale andre at de stifter deres bekendtskab med dig.

Bulletjournal

Igennem et godt stykke tid, har jeg haft et godt øje til det fænomen som hedder bulletjournaling. Jeg er ret fascineret over den funktionalitet, som den kan tilbyde, den fleksibilitet der er mulighed for, det personlighedsgørelsesaspekt der ligger i udformningen, og den kreative legeplads den også kan være. Den kan imødekomme en masse ting, som i min hverdag og fritid skaber mening og fornøjelse.

Jeg har igenemme lang tid både læst om og YouTubet fænomenet, og jeg er nu kommet dertil, hvor jeg tænker: “jamen – jeg kan jo ligeså godt forsøge, da jeg jo  kan mærke jeg er draget af det”. Så jeg har både bestilt og købt startsermedierne til formålet, og i dag ankom min helt eget moleskin. Ikke fordi, at det absolut skal være en moleskin som skal bruges til formålet – det bestemmer man helt selv, men jeg har altid gerne ville have en. Der er også muligheden for at få en bog, som er specifikt udviklet til bulletjournaling, som efter sigende skulle være fantastisk til projektet.

Det var det sidste jeg manglede for at kunne komme igang med projektet. Så nu kribler det i mig efter weekend, for jeg skal i dén grad lege, tegne, farve og sætte den op. Jeg får sikkert ikke det set-up som viser sig at fungere bedst for mig i første omgang, men jeg håber på, at det viser sig at være et så godt redskab for mig, at jeg gennem tiden både får god gavn af dens funktionalitet, men også udviklet det set-up, som fungerer bedst for mig. Der er ikke noget rigtigt eller forkert, men der er nogen basale grundelementer, som kan hjælpe sig godt på vej, til at få udviklet sit eget set-up.

Hvis du ikke aner, hvad jeg taler om, så kan jeg anbefale at du youtuber det og googler det, og er du en af dem som både kan lide at have struktur i din hverdag, planlægning, kreativitet i dine fingre, dagbogsskrivning og så videre, så kunne det godt tænkes, at bulletjournaling også er for dig.