Kæresten er vendelbo. Ganske vist er han født på Riget, men inden han blev præget blev han rykket til Vendsyssel. Der er han så – modsat mig – blevet. I kraft af ham er jeg for tiden igang med at genopdage både Vendsyssel og dets landsby/landboluner igen. Weekenden der lige er gået, tog mig faktisk tilbage til den egn jeg selv er fra. En lille landsby blot et stenkast fra, hvor jeg legede med mine barndomsvenner havde byfest. Jeg vidste ikke engang at de havde byfest. Men i 30 år har de holdt den, ergo også mens jeg var bosat på egnen. Kærestens kammerat havde inviteret os med, og de aktiviteter som skulle afholdes lød alt for skægge til, at jeg kunne blive væk. Så naturligvis takkede vi ja. Således oplevede jeg for første gang nogensinde hønseskidningskonkurrence!

Rundt om en indhegning, som var delt op i kvadrater, stod landsbyen og omegn og smed lokkekorn ind til to høns, som daffede stille og rolig rundt. Alle ventede de på, at bare én af fjerkræene skulle smide en klat. Men ikke hvorsomhelst. Helst i den kvadrat, som de (og ja… også os!) havde satset en femmer på, inden ventelegen gik igang. Skulle klatten blive smidt i den firkant man havde satset på, så var sejren din sammen med pengene. Omkring syv minutter gik der, før den hvide ikke kunne holde sig længere, og en god håndfuld vindere blev 30 kr. rigere hver i sær – vi vandt ikke. Til gengæld vandt vi både kasketter, Anton Berg chokoloade, penalhus, paraply og fyrfadslyspyntearrangementsæt under amerikansk lotteri senere på dagen, efter helstegt pattegris i mini-cirkustelt, hvor de lokale Sun-Z spillede op til dans. Det kan godt være, at man kan smågrine lidt af dem fra landet og deres lidt anderledes aktiviteter – men realiteten er, at de altså forstår og formår at holde sammen, komme hinanden ved og have det skægt!

Det blev knap så sent og snurrende som den gadefest jeg for nylig tog del i. Søndagen som fulgte var derfor ikke helt så dvask, og blev nydt til fulde. Vejret indbød til at komme udenfor, og da man jo nok ikke har mange af sådanne fine, varme solskinsdage tilbage i år, blev en tur til Tversted strand sat i stævne. Undervejs opdagede jeg mere af Vendsyssel som jeg aldrig havde set, end ikke vidste eksisterede. Jeg befandt mig i en halvtimes tid 89 meter over havets overflade, hvorfra der var udsigt til mere eller mindre hele Vendsyssel.

På Hellehøj var der udsigt til både land, vand og by og man kan derfra for alvor forstå strofen “….det bugter sig i bakkedal” Der var rigtig fint deroppe, og jeg må jo konstatere, at jeg til trods for opvækst i landsdelen ikke kender den alligevel. Jeg er vitterlig på en opdagelsesrejse på min egen hjemegn, og opdager samtidig med, at jeg slet ikke er blevet så meget bymenneske alligevel. Des mere tid jeg bruger deroppe, des mere genopdager jeg også, hvor skønt der faktisk er, og at den stilhed og ro man finder helt deroppe nordpå, er det som jeg har forsøgt at få bare lidt af i forhold til de steder jeg har bosat mig i byen. Her har det for mig altid været vigtigt, at være tæt på noget vand, og at der har været et helle, hvor der var stille og bare en lille smule grønt, selv om det så har været i form af en afskærmet og hyggelig gårdhave. Så jeg er måske slet ikke blevet et så inkarneret bymenneske alligevel. Vendelboen og vendelboens behov eksisterer stadig inden i!

Hvad er nu det for noget kønsdiskriminerende bibelsk pjat? Er det mon ikke på tide, at der bliver ligestilling på det punkt også? Jeg vil være ærkeengel Heidi!

Det efterlod imidlertid hul til andre aktiviteter. Som jeg har nævnt før, så er det så sandelig ikke fordi jeg ligger på den lade side hvad oplevelser og aktiviteter angår i denne tid. Oveni wellness tilbud, var der blevet indbudt til både fødselsdag og udflugt, som jeg havde meldt fra til grundet wellness tilbud. Så afsted til ældste nevøs fødselsdag om lørdagen, og tidlig op søndag morgen for at drage på udflugt ud i det blå.

Med kærestens mor og unger landede vi i Mariager, hvor veterantoget stod og tøffede sig varm inden vi skulle ombord, for at opleve fortidens transportmiddel og nutidens natur.

Langs Mariager Fjord, marker i fuld gang med at blive høstet og brægende græssende får, bumlede vi frem og tilbage i en god times tid, kun afbrudt af en kortere spisepause da den halve distance var taget.

Vejret tegnede ellers ikke så godt da turen begyndte sydover, men før vi nåede frem, var der blevet ganske fint vejr, som også tillod at man kunne nyde damptogets lyd, lugt og fart på endeperronerne når man havde studeret de mange fine detaljer indendøre.

Planen dikterede, at der skulle have været en sejtur på fjorden efterfølgende med Svanen, men Svanen var taget på ferieophold i Randers og ikke tilgængelig. Men uforudsete hændelser er til for at blive overvundet, så istedet for en tur på vandet, blev der plads til lidt mere nostalgi i kraft af besøg på noget så fornemt som et gasmuseum.

Søndagen fik hurtig ben at gå på, og efter hjemkomst samt aftensmad kunne man lettere brugt men tilfreds konstatere, at selv om weekenden endnu engang var fyldt ud med planlagte aktiviteter, så blev den ganske skøn. Men som altid; i godt selskab…..

Idag var jeg kunde. Jeg spottede en pose skumfiduser, og blev overvældet af en trang uden lige til at spise dem. Jeg ofrede pengene, og besluttede mig for, at idag var en af de dage, hvor jeg ville give mig selv lov til at nyde.

….så er det altså lidt træls, når nu man er opsat på at spise det meste af posen, at man rammer muren efter bare tre!

Weekenden bød på endnu en fest i rækken med ukendte mennesker. Nu er det sådan at jeg har en kæreste som har et hus i en lille landsby helt oppe nordpå, og her har han boet længe nok til at være så integreret at han er med til årets gadefest. Eftersom jeg har tilbragt mangen en dage og weekender i det lille hus i den lille (næsten) forladte landsby over de sidste tre måneder, så kunne jeg jo ikke andet end blot at nikke bekræftende, og sige “naturligvis skal vi da det“, da invitationen skulle afleveres med mit navn på også.

I lørdags befandt jeg mig således i telt med farvede lygter, musik fra anlæg og varmekanon sammen med gadens øvrige beboere, som man lidt efter lidt faldt en smule i snak med. Det var ikke meningen, at det skulle blive et arrangement, hvor jeg skulle have væske inden for vesten i den grad som jeg gjorde, men da klokken var tyve i et, befandt jeg mig i en seng som så absolut ikke stod på sin vante plads, og ovenikøbet ikke gjorde det lettere for mig ved at stå noget kun uroligt! Jo jo – det var en ganske festelig og hyggelig gadefest!

Jeg havde det fint i går. Jeg havde – til min egen store overraskelse – ingen tømmermænd. Indrømmet; jeg var dvask som pokker og tilbragte en søndag, hvor der blev lavet så lidt som muligt, og småsov bare fordi man ikke kunne lade være, og fordi man kunne. Men det er ikke som i de gode gamle dage. Dengang var man klar på dag nummer to – det er man så ikke længere! Kroppen er stadig en smule småtræt og dvask, og lige nu ikke helt med på dagens arbejdsagenda. Men mon ikke fire kopper kaffe mere, kan råde bod på det?

]]> http://www.misshotpants.dk/?feed=rss2&p=169 1 http://www.misshotpants.dk/?p=165 http://www.misshotpants.dk/?p=165#comments Thu, 19 Aug 2010 17:11:43 +0000 Heidi http://www.misshotpants.dk/?p=165

“Tilbage i 1922 overtog en kolonialgrosserer ved navn Storm en kiksefabrik i udkanten af Hjørring [....] Fra begyndelsen var sortimentet ikke særlig stort, men omfattede den berømte Marie-kiks, der oprindeligt blev lanceret i 1875 i andledning af Storfyrstinde Maries bryllup med en søn af Dronning Victoria.“

Google is indeed my best friend. Jeg blev klogere – gjorde du, eller vidste du det i forvejen?

Weekenden som passerede forbi bragte mig hele vejen til den anden ende af landet. Jeg blev kastet ind i løveburet, og stiftede på én gang bekendtskab med det allermeste af kærestens familie på den fædrende side. Nogen af dem har jeg mødt tidligere, men langt de fleste var for mig ganske ukendte, men mod er noget af det jeg ikke mangler ret meget af, så jeg hoppede ud i det. I en feriekolonihytte i Gedser, fik jeg således hilst på intet mindre end i omegnen af 60-70 familiemedlemmer, og tilbragte 48 timer i deres selskab. Alt lige fra farmor, farfar, fætre, kusiner, tanter, onkler, niecer, nevøer og hvad ved jeg var der, og jeg blev lettet over, at selv de ikke altid kunne navnene på hinanden!

Jeg følte mig på intet tidspunkt hverken presset, sat til skue, overvældet eller sat udenfor; tværtimod. Men det er ikke desto mindre en stor mundfuld, så jeg var glad for, at der trods alt var mulighed for lige at trække sig lidt tilbage engang imellem. Det var rart at der ikke langt fra hytten, var adgang til strand, havluft og bølgebrus.

Ved det sydfalsterske dige kunne jeg lige få blæst hovedet igennem, og gå en lille tur med ham som var årsagen til at jeg var så langt væk hjemmefra.

Jeg kan endnu ikke navnene på dem alle, men jeg har mødt dem, og det var en god oplevelse. Det er slet ikke så galt endda, at have en svigerfamilie. Derudover kan man kan jo ikke andet end at mene den er helt fantastisk, når nogen af dem – efter en intern lille gætteleg – kommer for at få afgjort hvem der har gættet min alder rigtigt, og at der både var bud på 31 og 26, ingen over den reelle alder, og kun en enkelt som ramte helt rigtigt! Se sådan en familie kan jeg sagtens lære at elske!