Jeg har gennem årene et par gange, været inde omkring min status som single. At jeg har været det i en hel del år, af den simple årsag at jeg har valgt det. Det første årstid var fordi jeg mente jeg havde brug for det, men i løbet af det årstid fandt jeg også ud af, hvor bekvemt og enkelt det er at være single. Jeg kan gøre hvad jeg vil, når jeg vil og ikke stå til ansvar over for nogen. Dertil kommer, at det at være single passer fint med det arbejde jeg har – det lader ikke meget plads til kærlighed i dagligdagen grundet lange arbejdsdage. Jeg erfarede at ikke mange mænd havde forståelse på den lange bane over, at mine arbejdstider var som de var, og at jeg prioriterede mit job relativt højt, og til tider også før alt andet.
Stille og roligt gik årene, og når folk spurgte ind til mit kærlighedsliv, kunne jeg blive lettere irriteret over den underliggende forventning om, at man da skal have en kæreste, og at man ikke kan rende rundt og være single og leve af den frie kærlighed i flere år i træk. Jo! Det kan man godt, og jeg havde ingen hungren efter at finde den næste eneste ene. Jeg har lidt den teori, at jeg ikke er lukket af, jeg leder ikke med lys og lygte fordi jeg ikke har behovet eller længslen, men sker det, så sker det lige pludselig. En eller anden dag, hvis det skal ske, vil der stå en foran mig som jeg på ingen måde kan andet end at falde for. Men jeg gider ikke falde bare for at falde ind i normerne.
Min teori holdt stik! Pludselig var han der, og jeg opdagede sider af mig selv som jeg fuldstændig havde glemt. Jeg mærkede ting, som jeg svagt mindedes at have mærket på et tidspunkt for mange mange år siden. Alligevel var det så anderledes. Jeg oplevede en uforklarlig overvældenhed af alle de ting som foregår indeni, når man støder ind i en som formår at bryde alle barrierer ned og bare tage mig med. Alt det som jeg mente jeg ikke savnede, manglede, havde behov for eller som jeg mente jeg kunne undvære blev gjort til skamme. Ligepludselig er det næsten det eneste jeg vil have! Jeg blev forundret over mine egne reaktioner, og at jeg turde at give slip på selvkontrollen.
Det hele er stadig så nyt, og alligevel føles det aldeles rigtigt og bestandigt. Jeg oplever en ro jeg ikke troede man kunne finde – eller rettere en ro som jeg havde overbevist mig selv om at jeg var alt for selvkontrollerende og selvstændig til at kunne opleve. Jeg overraskes dagligt over det som foregår inden i mig på samtlige niveauer. Mest af alt overraskes jeg over, at jeg ikke – som mange gange tidligere – har noget inden i mig som får mig til at betvivle om det er det jeg vil og om jeg er klar til at være en del af en tosomhed. Jeg har ingen tvivl overhovedet. Pludselig ankom den person som kunne få alt det frem i mig. Og hvor er det da en fantastisk oplevelse!
Efter mange år som inkarneret og selvvalgt singlepige, dukkede den person op, som vendte alt op og ned på den front. Jeg havde og har intet valg længere. Jeg kan ikke andet end at følge med og jeg har ved gud heller ikke lyst til andet!
