Re-Launch

Vejs ende er ikke længere så langt væk. Jeg har langt fra fået det hele og alt med, men jeg er kommet et godt stykke. Lige nu og her, er jeg tilfreds – nu er jeg nemlig nået til et stadie, hvor jeg kan genoptage mit skriveri. Firefox markerer dog stadig siden som et usikkert websted, men jeg har fået lovning på, at denne på et tidspunkt også forsvinder, og at siden også i FF vil vise sig ganske normal. Det er noget med at siden “scannes” et x antal gange før de frigiver den igen, og hvor lang tid der går, før det x antal scanninger er lavet er en smule uvist.

Rent designmæssigt er jeg endnu ikke helt tilfreds. Det er de små detaljer som driller. HTML set-uppet er markant anderledes end den gamle skabelon, og jeg døjer stadig med at finde de små ting. Fx. – hvor dælen ændrer jeg “Leave Comment” i temaet? Jeg vil gerne at der står mine egne ord til kommentarfeltet, men ikke om jeg kan finde stedet, hvor jeg kan få det til at ske! Et andet eksempel – headtitle vil jeg gerne have i en anden farve, men heller ikke det kan jeg finde, hvor jeg gør. Jeg skal nok finde det hele, som jeg lærer den nye version at kende, men hvis der er nogen derude som allerede kender løsningen, så må de da hellere end gerne hjælpe mig med at springe over, hvor gærdet er lavest. Til info, så har jeg benyttet mig af “Twenty-Ten” skabelonen, og jeg vil forresten også gerne have ændret lidt mere i footeren!

Posted in Undren | 2 Comments

Som jeg dog vræler!

I over en måned, har min blog været et såkaldt “flagged” websted. Jeg har søgt, spurgt, googlet og rådgivet mig til højre, venstre, oppe og nede alle de kendte, oficielle og ukendte steder for at se om jeg kunne redde det. Men i allersidste ende måtte jeg opgive. Jeg blev tvunget til at tage den helt tunge vej, og således blev fire år slettet aldeles!

Nu venter der et opbygningsarbejde uden lige. Derfor vil der over det næste stykke tid, være en hel del rod på siden. Jeg har gemt de sidste par måneders indlæg, som stille og roligt vil blive genskrevet og langsomt vil bloggen genopstå. Men hvor er jeg dog brandærgerlig over at jeg måtte vinke farvel til resten. Jeg forsøgte eksportering, men af uforklarlige årsager, kunne vi kun eksportere til og med år 2007.

Uh det gør ondt – men hey….. jeg vælger at være en phønix fugl – jeg rejser mig fra asken, genopstår og flyver glad videre.

Posted in Diverse | 3 Comments

Nye Tider

Jeg har gennem årene et par gange, været inde omkring min status som single. At jeg har været det i en hel del år, af den simple årsag at jeg har valgt det. Det første årstid var fordi jeg mente jeg havde brug for det, men i løbet af det årstid fandt jeg også ud af, hvor bekvemt og enkelt det er at være single. Jeg kan gøre hvad jeg vil, når jeg vil og ikke stå til ansvar over for nogen. Dertil kommer, at det at være single passer fint med det arbejde jeg har – det lader ikke meget plads til kærlighed i dagligdagen grundet lange arbejdsdage. Jeg erfarede at ikke mange mænd havde forståelse på den lange bane over, at mine arbejdstider var som de var, og at jeg prioriterede mit job relativt højt, og til tider også før alt andet.

Stille og roligt gik årene, og når folk spurgte ind til mit kærlighedsliv, kunne jeg blive lettere irriteret over den underliggende forventning om, at man da skal have en kæreste, og at man ikke kan rende rundt og være single og leve af den frie kærlighed i flere år i træk. Jo! Det kan man godt, og jeg havde ingen hungren efter at finde den næste eneste ene. Jeg har lidt den teori, at jeg ikke er lukket af, jeg leder ikke med lys og lygte fordi jeg ikke har behovet eller længslen, men sker det, så sker det lige pludselig. En eller anden dag, hvis det skal ske, vil der stå en foran mig som jeg på ingen måde kan andet end at falde for. Men jeg gider ikke falde bare for at falde ind i normerne.

Min teori holdt stik! Pludselig var han der, og jeg opdagede sider af mig selv som jeg fuldstændig havde glemt. Jeg mærkede ting, som jeg svagt mindedes at have mærket på et tidspunkt for mange mange år siden. Alligevel var det så anderledes. Jeg oplevede en uforklarlig overvældenhed af alle de ting som foregår indeni, når man støder ind i en som formår at bryde alle barrierer ned og bare tage mig med. Alt det som jeg mente jeg ikke savnede, manglede, havde behov for eller som jeg mente jeg kunne undvære blev gjort til skamme. Ligepludselig er det næsten det eneste jeg vil have! Jeg blev forundret over mine egne reaktioner, og at jeg turde at give slip på selvkontrollen.

Det hele er stadig så nyt, og alligevel føles det aldeles rigtigt og bestandigt. Jeg oplever en ro jeg ikke troede man kunne finde – eller rettere en ro som jeg havde overbevist mig selv om at jeg var alt for selvkontrollerende og selvstændig til at kunne opleve. Jeg overraskes dagligt over det som foregår inden i mig på samtlige niveauer. Mest af alt overraskes jeg over, at jeg ikke – som mange gange tidligere – har noget inden i mig som får mig til at betvivle om det er det jeg vil og om jeg er klar til at være en del af en tosomhed. Jeg har ingen tvivl overhovedet. Pludselig ankom den person som kunne få alt det frem i mig. Og hvor er det da en fantastisk oplevelse!

Efter mange år som inkarneret og selvvalgt singlepige, dukkede den person op, som vendte alt op og ned på den front. Jeg havde og har intet valg længere. Jeg kan ikke andet end at følge med og jeg har ved gud heller ikke lyst til andet!

Posted in Kærlighed | 14 Comments

Man Bliver Aldrig For Gammel

Uh - der er næsten ikke noget bedre, end en hel dag hos morlille og mand. Det er hvad weekendens sidste dag er brugt på, og det var nok også på tide jeg igen kom på besøg, eftersom jeg stadig havde den gave der var indkøbt til mors dag til at ligge. Den er nu afleveret, morlille gjort glad, og datteren fyldt op med morhygge.

Posted in Familie | Leave a comment

De Sjove Kringlede Veje

Der var engang for tyve år siden, hvor jeg var til fest hos en folkeskoleveninde. Hun gik på EFG sammen med en anden af mine folkeskoleveninder, og de havde inviteret en af deres skolekammerater med til festen.

Festen fortsatte på det lokale diskotek Lucala, og da natten var ved at nå sin ende, spurgte mine to folkeskoleveninder om deres kammerat kunne overnatte hjemme hos mig. Hans tog kørte først om en hel del timer, og mit værelse var indrettet med både seng og sovesofa, så de mente at det var mest naturligt, at han overnattede hos mig, til trods for at jeg slet ikke kendte den ungeherre, ej heller havde snakket ret meget med ham. Efter en hel del snakken frem og tilbage med veninderne, indvilligede jeg i det, da den unge mand ellers skulle sidde på en kold togstation udenfor i flere timer, og det kunne jeg jo ikke andet end at syntes var synd for knægten. Så han kom med mig hjem, sov på sovesofaen – jeg i sengen – og vi blev vækket af min mor den efterfølgende morgen, og der skiltes vore veje. 

Fast forward tyve år, og af finurlige veje møder jeg en relativ ung herre som jeg finder ganske interessant. Efter kort tid finder vi ud af, at det er selvsamme herre som overnattede hos mig for tyve år siden. I sidste uge kyssede vi for første gang…

Posted in Historier | Leave a comment

Sommeren ankommet i spor 1

Sommeren er ankommet, og for søren da også den er kommet godt fra start. Travlheden er så småt ved at udløbe i denne omgang. En tre måneder lang periode med næsten total fuld aktivitetskalender, fik sin ende sidste weekend. Lige om hjørnet venter en weekend, hvor der ikke er andet end monster rengøring og vasketøj (begge ting som også har lidt rigtig meget under min travlhed) på programmet.

…og så er der også lige noget med et nyt udseende til stedet her, samt andre mere private ændringer som forhåbentlig skal tilpasses sommerens ankomst inden for nær fremtid.

Posted in Diverse | Leave a comment

Fagre Nye Verden

Vil blot lige nedfælde at jeg er glad! Jeg har i flere år været ganske tilfreds med min tilværelse, i fuld balance med mig selv, og er af natur en glad person. Men i disse dage bare lidt mere af det hele.

Posted in Motormouth | Leave a comment

Endelig igen

Programmet er stadig ret så hektisk. Pinsen blev fyldt ud med en festlig polterabend om lørdagen, og et besøg i et døgnstid af venindens datter. Begge dele ganske underholdende, og en god måde at bruge sin pinse på.

Miniferien blev afsluttet på allerbedste vis. Vores lille HH klub består endnu, og efter en smule rokeren rundt i datoerne, var det igår aftes tid til vores halvårlige møde over en dejlig middag og skønt selskab. Vi var ellers ved at være presset på tid, da det ikke varer længe en af dem går i pressevéer. En stor fin rund mave dukkede hun op med, og jeg fik lov til at både se og mærke den, inden den er væk igen.

Bones fik fornøjelsen af vores knævren, og vanen tro var vi de allersidste som forlod spisestedet. Lidt tidligere end vi normalt gør, men kun fordi vi denne gang mødtes på en “vi-skal-på-job-imorgen” aften, og derfor skulle sørge for at være hjemme til en tid, så vi ikke kom til at ligne hængte katte næste dags morgen. Vi er jo ikke ligeså unge længere som vi engang var

Inden vi sagde godnat – med fulde maver og en god fornemmelse i hele kroppen – tog vi vores traditionelle gruppebillede. Traditionelt på den måde, at vi jo tager et billede af genstande som repræsenterer os alle fem – det der med at tage billeder af os selv gik vi væk fra allerede efter andet møde som efterhånden ligger en fire, fem år tilbage!

Nøglerne blev smidt på bordet,  men vi opdagede at vi begynder at have en smule vanskeligheder med at finde ud af, hvad det skal være. Det skal jo gerne være noget forskelligt hver gang, og noget vi alle fem har på os. Nu har vi et halvt år til at fundere over, hvad det skal være næste gang. Forslag modtages gerne.

Posted in Aktiviteter | Leave a comment

Sommerskadet

Hold nu kæft mand! Der er jo så skønt og varmt et vejr. Det fordrer til kjole, og sådan en vil jeg have på, på job idag. Vel at mærke uden leggins eller andre former for strømpebukser indenunder. Når nu man så skal gå og flashe bare ben, så passede det sig lige at lade skraberen hurtigt glide over benene, så de blev endnu pænere. Men i dag valgte min hud på mit venstre ben så at være afsindig skrøbelig, så jeg stod med et nybarberet ben som blødede flere steder. I kvinder ved, hvor længe det kan tage før det stopper igen. Så her sidder jeg og venter på det stopper. Jeg kan vitterlig ikke gå ud endnu, da det pipler, og det vil se farligt ud hvis jeg stavrede rundt med blødende ben på gaden på vej på job. Så jeg kommer for sent på arbejde i dag.

Kære chef – jeg kommer for sent, fordi jeg har barberet mine ben

Posted in Diverse | Leave a comment

Mmmmm……

Hold da op – sikke et vejr der er derude, hva? Vi sprang let og elegant over foråret, og gik direkte til sommeren. Nyd det!

Posted in Observeringer | Leave a comment