Med pludselig stor interesse i hundeloven

Det er nok ikke gået mange næser forbi, at jeg hen over sommeren sammen med min bedste halvdel, har anskaffet en hund. En dejlig brun labrador; Bailey. Han bringer masser af glæde, men jeg kan altså heller ikke sige mig fri for at være en lille smule bekymret.

Jeg har – som mange andre – fulgt med i sagen om Cato. Han er en af mange, som siden den nye hundelov trådte i kraft, har fået den at mærke med den mest fatale version af den. Jeg vil ikke benægte, at hundeloven er en af de ting som hænger mig tungt i baghovedet når jeg færdes i offentligheden med min hund. Som jeg ser det, så kan den hundelov hurtigt bruges forkert, selv om den egentlig var tiltænkt til at stramme op på en helt anden problematik.

Bailey

Bailey er stadig en hvalp, og han vil resten af sit liv være en hund. Som alle andre dyr er han kodet med instinkter. Vi kan gøre det bedste vi har lært på at opdrage ham, og det gør vi sørme også, men han vil i naturens kerne altid være en hund med instinkter. Mens han er hvalp, så er han legesyg, nysgerrig, undersøgende, udfordrende, udforskende og særdeles kontaktsøgende. Sætter man ham sammen med andre hunde, så gør han det hans hvalpeinstinkt fortæller ham, at han skal gøre. Han mosler! Han springer, hvis jeg ikke holder ham godt fast, andre hunde i møde, og mosler dem, hvis han kan komme afsted med det. Det er nu engang en del af enhver hunds indlæringsproces. Men det kan se vildt ud, og man kan ikke undgå at der kommer et par små bid her og der, og han får også et par stykker. Sådan er det bare.

Men jeg har hele tiden i baghovedet, at der er en hundelov som Bailey ikke kender noget til. Tænk om han moslede en forkert hund? Eller en forkert persons hund? Jeg kan have ham nok så meget i snor, og holde ham nok så tæt ind til mig, men kommer der en anden hund forbi – med eller uden snor – og farer hen mod ham, så vil han rejse sig på sine bagben og mosle med den hund, og måske komme til at kratte eller småbide den anden hund. Hvis det sker har vi balladen, hvis det sker for den forkerte persons hund. Den person kan machere direkte til magtinstanserne og påråbe sig, at min hund har forvoldt skade og er til fare for sine omgivelser. Hvor meget uden skyld Bailey vil være, så er det pr. defination ham som vil være den anklagede, og han vil være overladt til andres beslutning om, hvorvidt han er farlig eller ikke. Uanset om han så er en del af de 13 bandlyste hunderacer eller ej. Det er her min film knækker.

Hundeloven som den er nu, tager ikke højde for “hvem er skyld i hændelsen skete?” Den ser kun fra den skadelidtes side. Som f.eks. i tilfældet med Cato. Han tyggede i en pind, mens to andre hunde – uden snor (!) – kom styrtende hen til ham og ville tage pinden fra ham. Cato følger sit instinkt: “Det er min pind, du kommer faretruende farende hen imod mig – væk med sig, VOV og et krads til dig! … så kan du lære det!” For det er jo præcis det, det handler om. Det er jo præcis sådan hunde agerer i forhold til deres naturlige instinkt.

Hvis et barn sidder og leger med et stykke legetøj alene i et hjørne i legestuen, og et andet barn løber hen og river det ud af hænderne på barnet, så vil det første barn helt pr. instinkt, gribe fat i legetøjet igen, og måske endda slå, bide eller kradse det barn som forsøgte at stjæle legetøjet. Men her er vi civile nok til at stille spørgsmålet: “Hvem bærer skylden?” Gjorde det andet barn noget for at fremprovokere den handling, og i så fald, så irettesætter vi begge børn. Det ene får at vide at man ikke tager ting fra andre uden at spørge, og giver legetøjet tilbage for at lære det andet barn en lektie, og vi irettesætter den anden, at man ikke må hverken bide, sparke eller kradse andre. Man tager for pokker da ikke det første barn og banker ham gul og blå, mens vi giver det andet barn legetøjet, og lader ham lege videre med det som om intet var hændt. På den måde lærer vi jo barnet, at det er helt i orden at tage fra andre, og at det er det rigtige at gøre, for man går jo ustraffet fra det.

Jeg synes man i de her tilfælde sagtens kan sidesætte de to hændelser. For det handler om det samme. Instinkt og almen indlæringsprocesser om, hvad der er rigtigt og forkert. Men det, at de ikke sidesættes i virkeligheden gør, at jeg faktisk er en smule tilbageholdende, når det kommer til at lade Bailey imødekomme nye hunde uden jeg for alvor holder ham tilbage, og får øjenkontakt og samtale igang med den anden hundefører før jeg overhovedet lader dem komme så tæt på hinanden at de kan andet end at snuse til hinanden på afstand. Det gælder forøvrigt også, når der er nye mennesker inden for hans næsten rækkevidde. For jeg har styr på min hund (så meget som man nu kan, mens han stadig er hvalp), og ved gud om jeg vil lade den forkerte persons hund på nogen måde afgøre om Bailey skal straffes uden han har skyld i noget. De skal ikke så meget som have chancen for at påråbe sig noget som helst, og hvor er det dog ærgerligt at vi er kommet dertil!

Når alt det så er sagt, så sad jeg for en halv time siden og tænkte: Hvad står der egentlig i den der hundelov? Så jeg fandt den og læste den, og her er det så jeg bliver endnu mere harm. Har du nogensinde læst den? Den er ikke ret lang, så hvis ikke, så gør det for din egen, og din hunds skyld.

Skulle en hund forvolde skade, så er der rent faktisk forskellige valg der af myndighederne kan tages, og ikke kun ét valg. Men jeg kan godt tvivle på, om den udøvende myndighed er klar over det, eller tror (måske ved?) at du som hundeejer ikke ved det. Paragraf 6 er det, det hele handler om. Noget af det er nedenstående:

§ 6. Det påhviler besidderen af en hund at træffe de foranstaltninger, der efter forholdene må anses påkrævet for at forebygge, at hunden volder andre skade.

Stk. 2. Hvis en hund har forvoldt skade på et menneske eller anden væsentlig skade eller der i øvrigt er grundlag for at antage, at den pågældende hund kan være farlig for sine omgivelser, kan politimesteren, i København politidirektøren,

1) give besidderen pålæg om, at hunden, når den ikke holdes indelukket, skal føres i snor eller være forsynet med forsvarlig mundkurv eller begge dele, eller

2) træffe afgørelse om at lade hunden aflive.

Stk. 3. Politimesteren, i København politidirektøren, kan give besidderen pålæg som nævnt i stk. 2, nr. 1, hvis hunden har for vane at forulempe mennesker eller dyr ved på gader, veje, stier eller pladser m.v., der er åbne for almindelig færdsel, at fare imod dem eller forfølge dem eller at forulempe husdyr i ejendom eller på mark.

Stk. 4. Hvis et pålæg efter stk. 2, nr. 1, eller stk. 3 overtrædes, kan politimesteren, i København politidirektøren, træffe afgørelse om at lade hunden aflive.

Stk. 5. Politimesteren, i København politidirektøren, afholder omkostningerne ved at lade en hund aflive, jf. stk. 2, nr. 2, eller stk. 4, men kan kræve beløbet refunderet af besidderen.

Stk. 6. Overflyttes hunden til en anden politikreds, skal besidderen underrette politiet i denne om et efter stk. 2, nr. 1, eller stk. 3 givet pålæg.

Altså – der er et væld af tiltag der skal tages højde for, inden det rent faktisk skal og kan komme til en beslutning om, om hunden skal aflives. Men det er ikke den opfattelse jeg har af den måde hundeloven bliver udøvet på. At lade den aflive er blot et af de valg myndighederne kan vælge, men jeg synes da så bestemt også, at den ligger op til, at det er et valg der skal tages, hvis andet er prøvet og hvis hunden har for vane at gøre skaden mere end én gang. Det er så bestemt ikke den løsning jeg ser som det rette valg i en situation som med f.eks. Cato. Jeg synes da at den eksisterende hundelov også ligger op til, at man skal kigge på omstændighederne, og at man så i øvrigt også lige skal overveje om man skyder gråspurve med kanoner.

Jeg er helt med på, at der skal være en hundelov. Jeg er også helt med på, at hvis overgrebet er af så voldsom karakter som der også har været hændelser på, så skal man da vælge alternativ nummer to. Men det hører sig for pokker ikke til fornuften, at en rift, eller et almindeligt hundebid foretaget i enten leg eller forsvar skal udløse billetten til de evige jagtmarker!

Men det er den hundelov Bailey skal leve under, og det bekymrer mig. For igen – uanset hvor meget styr jeg har på min hund, og uanset hvor uskyldig han har været, eller hvor instinktivt og enkeltgangshandlende han har været, så er det en anden hunds ejer som kommer til at bestemme over min hunds endeligt under den hundelov.

….så kan vi så for pokker få den revideret så den matcher virkeligheden og fornuften, og så for øvrigt få den sat i bero i de sager som med f.eks. Cato, nu vores regering endelig  pr. 20 september i år har indsendt et ændringsforslag? Måske endda insendt, også, i erkendelsen af at den måske rammer noget skævt i mange situationer?

Indtil da – så pas på din hund, men frem for alt pas på de andre hunde og deres ejere!

Nye tider – total rekonstruktion af bloggen

Beslutningen var egentlig ikke så svær, som jeg troede.

Tema var uddateret. Opdateringen gik i kludder, og så var det jeg tænkte at det måske var nu jeg skulle starte på en hel frisk.

Nuvel – der er ting som jeg mister. Historik som forsvinder, på nær lige et par enkelte som jeg meget gerne ville beholde – de andre er pist borte… men hey – mon ikke det går endda?

Om lidt er jeg i gang 🙂

Forandring

Jeg har gennem årene et par gange, været inde omkring min status som single. At jeg har været det i en hel del år, af den simple årsag at jeg har valgt det. Det første årstid var fordi jeg mente jeg havde brug for det, men i løbet af det årstid fandt jeg også ud af, hvor bekvemt og enkelt det er at være single. Jeg kan gøre hvad jeg vil, når jeg vil og ikke stå til ansvar over for nogen. Dertil kommer, at det at være single passer fint med det arbejde jeg har – det lader ikke meget plads til kærlighed i dagligdagen grundet lange arbejdsdage. Jeg erfarede at ikke mange mænd havde forståelse på den lange bane over, at mine arbejdstider var som de var, og at jeg prioriterede mit job relativt højt, og til tider også før alt andet.

Stille og roligt gik årene, og når folk spurgte ind til mit kærlighedsliv, kunne jeg blive lettere irriteret over den underliggende forventning om, at man da skal have en kæreste, og at man ikke kan rende rundt og være single og leve af den frie kærlighed i flere år i træk. Jo! Det kan man godt, og jeg havde ingen hungren efter at finde den næste eneste ene. Jeg har lidt den teori, at jeg ikke er lukket af, jeg leder ikke med lys og lygte fordi jeg ikke har behovet eller længslen, men sker det, så sker det lige pludselig. En eller anden dag, hvis det skal ske, vil der stå en foran mig som jeg på ingen måde kan andet end at falde for. Men jeg gider ikke falde bare for at falde ind i normerne.

Min teori holdt stik! Pludselig var han der, og jeg opdagede sider af mig selv som jeg fuldstændig havde glemt. Jeg mærkede ting, som jeg svagt mindedes at have mærket på et tidspunkt for mange mange år siden. Alligevel var det så anderledes. Jeg oplevede en uforklarlig overvældenhed af alle de ting som foregår indeni, når man støder ind i en som formår at bryde alle barrierer ned og bare tage mig med. Alt det som jeg mente jeg ikke savnede, manglede, havde behov for eller som jeg mente jeg kunne undvære blev gjort til skamme. Ligepludselig er det næsten det eneste jeg vil have! Jeg blev forundret over mine egne reaktioner, og at jeg turde at give slip på selvkontrollen.

Det hele er stadig så nyt, og alligevel føles det aldeles rigtigt og bestandigt. Jeg oplever en ro jeg ikke troede man kunne finde – eller rettere en ro som jeg havde overbevist mig selv om at jeg var alt for selvkontrollerende og selvstændig til at kunne opleve. Jeg overraskes dagligt over det som foregår inden i mig på samtlige niveauer. Mest af alt overraskes jeg over, at jeg ikke – som mange gange tidligere – har noget inden i mig som får mig til at betvivle om det er det jeg vil og om jeg er klar til at være en del af en tosomhed. Jeg har ingen tvivl overhovedet. Pludselig ankom den person som kunne få alt det frem i mig. Og hvor er det da en fantastisk oplevelse!

Efter mange år som inkarneret og selvvalgt singlepige, dukkede den person op, som vendte alt op og ned på den front. Jeg havde og har intet valg længere. Jeg kan ikke andet end at følge med og jeg har ved gud heller ikke lyst til andet!

De sjove kringlede veje

Der var engang for tyve år siden, hvor jeg var til fest hos en folkeskoleveninde. Hun gik på EFG sammen med en anden af mine folkeskoleveninder, og de havde inviteret en af deres skolekammerater med til festen.

Festen fortsatte på det lokale diskotek Lucala, og da natten var ved at nå sin ende, spurgte mine to folkeskoleveninder om deres kammerat kunne overnatte hjemme hos mig. Hans tog kørte først om en hel del timer, og mit værelse var indrettet med både seng og sovesofa, så de mente at det var mest naturligt, at han overnattede hos mig, til trods for at jeg slet ikke kendte den ungeherre, ej heller havde snakket ret meget med ham. Efter en hel del snakken frem og tilbage med veninderne, indvilligede jeg i det, da den unge mand ellers skulle sidde på en kold togstation udenfor i flere timer, og det kunne jeg jo ikke andet end at syntes var synd for knægten. Så han kom med mig hjem, sov på sovesofaen – jeg i sengen – og vi blev vækket af min mor den efterfølgende morgen, og der skiltes vore veje.

Fast forward tyve år, og af finurlige veje møder jeg en relativ ung herre som jeg finder ganske interessant. Efter kort tid finder vi ud af, at det er selvsamme herre som overnattede hos mig for tyve år siden. I sidste uge kyssede vi for første gang…