Just do it!

Hvis bare jeg kunne, så ville jeg

Hvor mange gange har vi ikke fundet os selv i at tænke på alle de ting, vi godt kunne tænke os at gøre. Vi kan have hele og halve planer om, hvordan det skulle gøres, og hvad vi ville gøre. For alt for mange af os, så forbliver det ved drømmende, og vi sukker efter muligheden for at kunne forfølge drømmen.

Men for nogen udleves drømmen. Der er dem som tør at trække vejret helt ned i maven, og så “bare” springe ud i det. Der er dem som tager tanken til det næste niveau, og tænker: “hvad er der egentlig som stopper mig?”, og mange gange så er det sådan set “bare” modet. Modet til at give slip, satse og smide alle de ansvars- og fornuftforpligtelser fra sig, som vi er ved at kløjs i, fordi samfundet siger, at det er sådan det er. Nogen gange er der dem, som tør at sige fra over for alle de ting, og beslutter sig for at lave drømmeland om til virkelighed. Sådan nogen er Torpedo familien

Anders er en tidligere kollega, som siden han var ganske ung teenager har været en handlingens mand med klare mål. Han er også en ung mand som har haft nogen helt specifikke overordnede mål og selv gjort arbejdet for at få dem til at lykkedes. Han er en af dem som, så lang tid jeg har kendt ham, har tænkt idéer, muligheder og drømt drømme, og så aktivt sætte hjul i gang for at forsøge at få dem til at ske. Han er et levende bevis på, at “if you can dream it, you can do it

For syv måneder siden, besluttede han sammen med sin kommende kone, Gitte, at sige deres jobs op og sælge alt hvad de havde og ejede. Det værende hus, bil, inventar, legetøj og hvad ellers de havde der kunne sælges ud af og fra, og så investere deres tid og penge i en drøm som var drømt længe. På nu syvende måned rejser den lille familie verden rundt på endnu ubestemt tid. De bliver ved, som de selv siger, til deres to børn eller dem selv, ikke gider mere. Men lige nu nydes livet, verden, rejserne, nuet og familien for fuld skrald. Indtil videre er det blevet til 32 fly, 2 færger, 11 lejebiler og 12 lande og adskillige byer, som inkluderer Dubai, Maldiverne, Hawaii, Paris, Toscana,  Købenavn, Malibu, Barcelona, Aalborg, Qatar & Koh Tao.

Med sig har de inviteret offentligheden i form af deres Facebookside, hvor både venner, familie, bekendte og alle andre, kan følge deres fuldtidsrejsende familiefærd hen over kloden. Her beriges vi med både opdateringer, statuser, billeder og videoer.

Man kan nemt være misundelig, og det er jeg da også. Jeg er misundelig på deres mod til at gøre det, ikke over deres evne til at gøre det. Men på ingen måde er jeg misundelig over deres mission. Jeg er fuld af beundring over deres mod til at sige farvel til alt og alle og bare gå efter deres drømme. Jeg er så begejstret for de oplevelser de får, og det som de med denne rejse giver til deres to små børn. Det er en gave til både dem selv enkeltvis, dem som par, dem som forældre og til deres børn. Det her er noget som de for evigt og altid har med sig, og det som til enhver tid kan minde dem om, at vil man det nok, så kan man. Jeg er overbevist om, at den her oplevelse sammentømrer i et utal af niveauer, og det som kan give dem mod, kræfter og overskud på ikke at udskyde noget som helst nogensinde igen.

Der vil uden tvivl være dem som siger, at det ikke er alle der bare lige kan gøre som dem. Men selvfølgelig kan vi alle det. Det handler om at turde og gøre. Det er da ikke sikkert, at man kan lave en copy/paste af Torp familiens eventyr, men jeg synes de er klare rollemodeller for at hvis der er noget man drømmer om, så gør det der skal til, for at få det til at ske, og så gøre det! Det behøver ikke være en jordomrejse det handler om, men det handler om drømme generelt. Lad dem være til din inspiration om, at få dine drømme til at leve. Kast frygten fra dig, og så gør det. Hvis ikke du gør, så lad dem være beviset for at skulle du en dag finde modet, så kan det lade sig gøre. Lad dem også være et redskab til at finde ro i maven over at du ikke har det samme mod boende i maven som Torp, og vid at det er der intet forkert i. Men skulle du en dag mærke drømmen brænde igennem alt andet du gør, så tager du lige en tur ind på Torpedo Familiens Facebookside og får bekræftet at hvis du virkelig vil, så er det muligt!

Ingen brok herfra

Der er nok at brokke sig over, men lige nu er det i hvert fald ikke vejret der skal stå for skud. Lige nu arter det sig fra sin allerbedste vinterside

Vi bor lige ud til to åbne marker, og det er her jeg får de flotteste vejrkig. Jeg har efterhånden taget mange billeder ud over de to marker over alle fire årstider. Den nærmeste mark – den lige på den anden side af vores hæk – er til salg, og har været det i hvert fald i samtlige af de syv et halvt år jeg har haft den som nabo. Det er fint for mig, hvis den fortsat ikke bliver solgt.

God søndag derude, og hvis du har mulighed for det, så ud og nyd vejret så du kan få luft for alle de brokkerier som klemmer i mellemgulvet.

Jeg har faktisk ikke ondt af dig!

Så er der gang i debatten derude. Jeg har en holdning til de fleste ting, og jeg argumenterer også gerne for dem i de fora, hvor det – ikke nødvendigvis giver mening – ikke bliver til uintelligente svar fra folk, som ikke kan finde ud af at argumentere både sagligt, eventuelt fagligt og i et ordentligt sprog.

I dag er der 1004 personer som har modtaget en sigtelse, på baggrund af en video som de enten har delt eller som de har gemt på diverse elektroniske platforme. Videoen er af et par unge mennesker, som måske ikke havde til hensigt, at den skulle spredes i øst, vest og alt derimellem. Ordensmagten har så valgt at sigte efter straffelovens paragraf 235, som dækker over distribution af børneporno. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de som har delt og gemt ikke har haft til hensigt, eller har tendenser, til pædofili. Men det er og bliver den paragraf de sigtes efter, fordi det kan lade sig gøre, og fordi det er inden for lovens rammer.

Debatten går på rimeligheden i sigtelsens karakter, og rimeligheden i at dem som sigtes, sigtes. Den går også på de langtrækkende konsekvenser sådan en sigtelse, og i sær en eventuelt domfældelelse, kan have i forhold til de intentioner (eller mangel på samme) dem som har delt og/eller gemt denne video, havde. Hele sagen er født til at skabe debat  både for og i mod fra alle sider. Både tilskuer og involverede.

Har jeg en mening – det kan du tro jeg har! Synes jeg det er overkill med en sigtelse af distribution af børneporno? Ja for søren, det gør jeg. Men …. og jeg har et kæmpe stort men! Den her sag er, i min optik, noget helt andet end børneporno. Det handler om at lære om konsekvenser, om at lære, især de unge mennekser, om ansvar hvad end du er den som deler, den som laver optagelserne, om at lære dem om anstændig opførsel og om mobning.

Jeg kan da sagtens se, at det er voldsomt, og at dem som bliver ramt med den sigtelse kan lide ret så tunge konsekvenser som måske ikke helt matcher den hensigt som de havde i “gerningsøjeblikket” – men jeg må også indrømme, at jeg ikke kan lade være med at tænke at de aktivt over en lang årrække har været med til at skabe et samfund, hvor de selv nu havner i en situation de selv har skabt, fordi de ikke har forstået hvilke konsekvenser de har udsat ofrene for. De har grinet i flere år, eskaleret udstillingerne som tiden og teknologien skred frem, lukket ørene for alle de ord, råd, kampagner og lærdom der er forsøgt for at stoppe dem undervejs, og gemt sig bag skærme, kammerater og flosklen om at “det gør alle de andre jo også”. De har set stort på alle de ofre som de senere år har stået frem for at fortælle om, hvad det har haft af konsekvenser og på de tilfælde, hvor det sågar har kostet liv.

Det kan godt være, at det for dem som er sigtet bare har handlet om et klik eller en deling som alle andre også har gjort. Det kan også godt være, at det for dem ikke har haft nogen som helst betydning, og at de ikke har skænket det en tanke. Det kan meget vel være, at det for dem “bare” var uskyldig underholdning, som de sammen med deres kammerater grinede og morede sig over i en halv time. Men for dem som leverer “underholdningen” handler det om noget helt helt andet og de er magtesløse. Ofrene bliver ikke kun ramt i en halv time. De bliver ramt for livet, og for nogen bliver det så voldsomt at de vælger ikke at leve et liv bagefter.

Det skal stoppes, og hvis denne sigtelse kan være det første skridt i at få en konsekvenslærdom spredt ud, følt og eksekveret, så er jeg faktisk fuldstændig, helt og aldeles okay med at de er første bølge. De er en del af det stormvejr der er skabt for mange. Det er dem som har været med til, måske endda startet, det stormvejr, og kan det her få dem og dem som kommer efter til lige at tænke sig om en ekstra gang, så er det sådan det er. Det er jo ikke – uagtet hvordan man vender og drejer det – sådan at de ikke har gjort noget. De er skyldige. Uanset hvor lille en andel de så end har i det.

Jeg kommer selv fra en barndom, hvor jeg har oplevet mobning på egen krop og sjæl, så jeg kan selvfølgelig heller ikke undgå at være en lille smule subjektiv i alt det her. Jeg ved, hvor ondt det kan gøre, hvor meget det tager at holde sig ovenvande, hvor mange ressourcer det kræver at være i det og hvor mange kræfter det tager at komme forbi det. Det er ikke blevet bedre siden min barndom. Det er blot blevet noget andet og i nogen tilfælde meget mere voldsomt, fordi det ikke kan slukkes for når man kommer hjem fra skole. Det er hele tiden, og det holdes ligepludselig ikke kun i klassen, skolegården, i skolen, i byen eller sågar i landet. Det er voldsomt, og verden ser i dag helt anderledes ud end den gjorde da jeg var barn, og derfor er der også belæg for at der må laves nye retningslinier, redskaber og love som kan skride ind og forhindre.

Ja … stakkels dig som får et ordentlig smæk på dit papir fordi du “bare” har delt, eller gemt videoen som du så har vist til dine kammerater. For søren hvor er det træls, hvis du nu står i en situation, hvor du har risiko for at kunne blive forhindret i at starte en uddannelse eller et virke fordi du “bare” gjorde som alle de andre. Men ved du hvad … du burde fandme vide bedre, og der er ingen som har forhindret dig i at lade være med at være en del af det. Der er ingen som har forhindret dig i at tænke tanken “hvad ville du gerne have, andre gjorde, hvis det var dig der var i den video?“, og så gøre præcis det! Ja – jeg kan godt se det fra din side også, og ja – jeg kan da også godt give dig ret i, at det er voldsomt at du bliver mødt med den sigtelse. Men hey… det er dig som selv har været med til at skabe den situation. Jeg er i hvert fald helt sikker på, at du fremover på ingen måde deler noget som helst i den stil, eller andre ting som udstiller folk igen, og så er vi allerede et skridt videre, og så er det bekræftelsen – som jeg ser det – på at den her sigtelse virker, og har præcis den effekt som jeg ønsker den har.

Til Jer alle – tænk Jer om, før I både deler og optager

Er der blevet liv?

I august sidste år, blev det første gang nævnt. Jeg bor i en ultra lille landsby med knap 300 indbyggere, som er medlem af det famøse “udkantsdanmark”, og mærket som en døende landsby. Men min lille landsby ville det anderledes, og derfor er der igennem det sidste halvandet år blomstret ting frem, som er skabt af landsbybeboerne selv. En af de ting som der var kommet var Lørslev Café & Kulturhus, som havde sin første officielle åbningsdag i starten af december 2016. Da jeg skrev om det hele første gang for halvandet år siden, var jeg spændt på at se, hvad det havde udviklet sig til om tre år, såfremt det overlevede nyhedsinteressen. Men her et års tid efter første åbningsdag, kan der allerede nu rapporteres om udviklinger.

Til alle Jer som også bor i små landsbyer …. det kan betale sig! Der er sket ting og sager siden åbningen, og det er langt fra slut. Men allerede i løbet af dette første år, har det skabt forandringer, liv og muligheder. Alt sammen noget som giver værdi for både landsbyen, landsbyens beboere, de som frivilligt involverer sig og for den generelle atmosfære som lever i landsbyen.

Lige om lidt har vi den første generalforsamling, hvor vi har et helt åbningsår at kigge tilbage på. Vi er overvældet. Vi står i dag med et hus som der nu er 100% betalt og velfungerende i sin drift. Både i forhold til selve det praktiske, men også på den økonomiske del af det hele. Vi står med et hus som det sidste år har huset adskillige foredrag af diverse arter. Et hus som har været fyldt op til diverse spisearrangementer, søndagscaféer og brunches. Et hus som har budt indenfor til bankodage, whistaftener, kursusaftener i form af blandt andre “Facebook for absolut begyndere” og “Arveret”. Et hus som fungerer som opsamlingssted af dagligdagsvarer bestilt gennem Osuma.dk. Et hus som troligt hver lørdag og søndag deler rundstykker ud til de morgenfriske som har bestilt dem. Et hus som har fået brygget sin helt egen øl i samarbejde med et lokalt bryghus. Et hus som har fået kreeret sin helt egen kage med en hemmelig opskrift af bagedystvinderen Liv. Et hus som samler byen på en helt ny måde, og lader os alle opdage hvem der har boet både lige om hjørnet eller på den anden side af marken i mange år uden vi har vidst det. Et hus som har formået at involvere mere end 60 mennesker på fuldstændig frivillig basis, lige fra opgaver som købmandsvagter, rundstykkevagter, aktivitetsgruppe, havegruppe, bagegruppe og mange andre grupper som alle er med til at få alt til at gå op i en højere enhed. Et hus som i dén grad har skabt en fornemmelse af at man kender ikke kun sin nabo, men alle de andre ogå. En fællesskabsånd er skabt, og den følelse af at man selv har taget ansvar for udviklingen af en hel by er intet mindre en fantastisk. Vi kan mærke det nytter. Både for byen men også for den enkelte. Det har skabt værdi på rigtig mange områder og niveauer.

Det har også skabt omtale. Så småt som huset for alvor kom i drift, vakte det også nysgerrighed ude omkring, og inde bag både politiske vægge og nyhedsrum. Vi har oplevet en enorm støtte og anderkendelse i forhold til det stykke arbejde og den mission vi har på agendaen. Det hjælper unægtelig også på følelsen af, at vi er i gang med at skabe noget som giver værdi og som gør en forskel. Har du lyst til at få et fem minutters indsigt i, hvad vi er for en størrelse, så har TV2 Nord for nylig bragt et meget korrekt indslag omkring vores kulturhus.

Indslaget fortæller også om en af de største anderkendelser vi har modtaget i det år vi har været igang; nemlig førstepræmien på Homeprisen 2017. Vi blev yderst beæret over at netop vores lille hus fik tildelt førstepræmien, og vi smiler endnu stort over den pris.

Vi skulle ikke vente tre år for at se, hvor det hele ville ende. Vi kan allerede efter et år konstatere, at det er gået fantastisk. Alt sammen fordi vi har en landsby som i dén grad huser ildsjæle. Det her projekt kunne på ingen måde have taget den udvikling, havde det ikke været for alle dem som har involveret sig, og som stadig involverer sig. Der er i det kommende år nye spændende projekter på tegnebrættet, og derfor bliver det igen spændende at se, hvor vi er om et år. Jeg er så stolt af, at være en del af det hele, og jeg er endnu mere stolt over at vi har formået at gå imod strømmen. Den her by overgiver sig ikke til dommedagsteorierne, og vi kan herfra Lørslev kun varmt anbefale andre landsbyer om at kopiere idéen. Synes du din landsby er ved at blive udvisket fra landkortet, så put den selv på det igen. Det kan nemlig godt lade sig gøre.

Piiiist … skulle du være i området, så tjek endelig vores Facebook side ud, hvor alle vores kommende begivenheder også er at finde – hvem ved; det kan jo godt være der er et arrangement, som netop du gerne vil deltage i, og du er så hjertelig velkommen uanset hvorfra i landet du kommer fra

Frostdag

Jeg får gået mig nogen ture i disse dage. Både i regn, vind og frost. Jeg er p.t. sygemeldt frem til og med den 19. januar, og det kan dælme godt blive nogen lange dage, og de skal fyldes ud med et eller andet. Ikke noget som presser min krop, for det må den ikke blive, men ikke desto mindre, kan jeg jo ikke bare sidde stille. Det er jeg simpelthen ikke skabt til, og for så at minimere dræbende lange dage, så forsøger jeg at give dem en eller anden form for indhold for både ikke at gå i stå, men også for at give kroppen den afslapning den skal have. Det munder ud i blandt andet oprydning i mine skabe og mange gåture med en eller begge hunde ved min side.

Når så vejret er som i dag, så er det fantastisk gåvejr. Jo vist er der lidt koldt, men når man bare pakker sig ind, og så ellers bare nyder det klare frostvejr, så er både jeg og Nova glade. Bailey er med ude på fællesjagt, så han får også nydt det fine vintervejr.

Der er aldrig noget som er så skidt, det ikke er godt for noget. Når nu jeg skulle sygemeldes, så får andre ting plads igen. Så jeg har nydt både mine lange gåture, at jeg igen ofte har kameraet med ude på mine ture og at jeg får smidt alt det skrammel ud, som i årevis har gemt sig i diverse skabe og skuffer.

Når det så er sagt, så synes jeg stadigvæk dagene er lange, og jeg har immervæk kun haft tre reelle sygemeldingsdage indtil videre. Jeg har hele næste uge, og ugen derefter med, så jeg kan godt frygte jeg løber tør for ting at rydde op i, og jeg kan også godt allerede nu mærke, at jeg mangler mit arbejde at rive rundt i. Men sådan skal det være lige nu, og denne gang har jeg valgt at lytte. Noget jeg ellers ikke altid er for god til, når det kommer til denne del af lytningen. Men det giver mening at lytte denne gang – også selv om jeg til tider føler det er lidt “overkill” – men jeg ved at dem som har besluttet at det er det jeg skal gøre, ved mere om det end jeg gør. Men det ændrer ikke på, at jeg savner min normale arbejdsdag.

Det hele skal nok blive normalt igen, så indtil da kan jeg nyde at jeg også i min krop mærker, at jeg finder stor afslapning i mine gåture, i min organisering og i særdeleshed i min fotografering … og mine skriverier. Det er der rigelig plads til lige for tiden.

Nyt Køkken?

Jeg er ikke en af dem som gør mig stort i det her med nytårsfortsæt. Men i år har jeg simpelthen lavet et. Jeg vil have det gamle 1986 køkken skiftet ud med et anno 2018 køkken. Jeg har ville have det i næsten to år nu – nu skal det altså være. Så jeg har i dag været ude at tage de første skridt til den proces, og får i løbet af de næste par uger besøg af et par køkkenfirmaer, som kommer og tager nogen mål, så vi kan komme til at tage det næste skridt i processen. Vi kommer jo ingen steder, hvis jeg bare bliver ved med at drømme og ønske.

Jeg kan godt mærke, som jeg går rundt i de forskellige køkkener, at jeg er ovre i de mørkere varme toner, så det er nok der vi havner. Det matcher også meget godt med badeværelset vi fik renoveret i 2016. Det bliver ikke det som ses ovenfor, men noget i den farvetone i forhold til elememterne. Vi får at se. Der er lang vej endnu, og måske det ender med noget helt andet, når vi sådan for alvor kommer igang.

Men jeg kan faktisk godt gøre en lille smule forarbejde. Jeg er naturligvis blevet udstyret med kataloger fra den ene ende til den anden, som jeg kommer til at flikke godt igennem, og gøre mig yderligere tanker. Men jeg kan oven i det tage den proces et lille skridt videre.

Jeg er en af dem – min alder til trods – som i perioder stornyder at spille Sims. Jeg har været med helt fra starten, og jeg er stadig meget glad for det spil som afslapningsredskab. Jeg skifter lidt mellem at finde bygningen og spilleelementet mest interessant. Men hvis du bare tror det kun er et spil, og der ikke kan komme noget nyttigt ud af det, så tro om igen. Netop i den her køkkenproces, kan det hjælpe mig med idéerne og inspirationen. Jeg kan simpelthen – til en vis grad – bygge mit til en idé om, hvordan min køkken eventuelt kan se ud. Så de har jeg gjort.

Jeg kan endda tage det fra alle mulige vinkler, så det kan give mig en overordnet idé om, hvad og hvordan det kan blive til.

Jeg kan lege med udformningen i uendelighed, men det som det gør er at forberede mig – og dermed dem som skal levere køkkenet – til en plan om, hvad vi skal lave sammen, og hvad jeg tænker. Jeg tænker ikke, at jeg lige nu og her vil vise køkkenfolkene mine primitive forsøg på at lege designer, men det kan give mig et godt udgangspunkt; så sandelig også i forhold til,  hvad der måske ikke kan lade sig gøre.

En ting er dog sikker, og det er at jeg tror på at jeg står med et nyt køkken inden udgangen af 2018 … måske endda også før.

Jeg vil huse en vagabond

Sig hej til Zoe. Zoe er en vagabond, og jeg vil gerne give hende et permanent hjem

Jeg mødte hende mellem jul og nytår, og jeg går stadig og kigger lidt på hende. Jeg tror hun og jeg passer rigtig godt sammen, og jeg tænker at jeg nok kommer til at tage hende med hjem.

Rester af et nytår

Vi er på den anden side. Sengetiden blev langt senere end normalt, og ditto opvågningen på årets første dag.

Vapserne og jeg har gået en tur i det grå og våde vejr, for både at få gang i kroppen, få rendt lidt frit efter minimum et døgn, hvor de ikke har fået lov til at få snoren af udenfor, i tilfælde af et brag eller raket skulle forskrække dem i en grad, som fik dem til at stikke af. Begge hunde klarede dog nytåret til ypperligste UG kryds og slange. Der har tidligere været uro i kroppen. Ikke skræmthed, men bare uro. I år blev vi på egen matrikel, med besøg fra vores faste nytårsmakkere, og især Baileys krop håndterede nytåret med langt langt større ro end tidligere. De var mere eller mindre upåvirket af det hele, og der var slet ikke så megen pusten og rastløshed, som der har været tidligere. De er begge ret så skudfaste, men der er stadig lang vej fra jagtskud til raketlarm. Men vi er yderst priviligerede, hvad det angår, og vi er rigtig glade for at vores hunde ikke lider af nytårspanik, som andre hunde desværre går igennem hvert år. Men derfor holder vi dem alligevel i snor på gåture op til nytåret … man ved jo aldrig. Så de nød at rende frit rundt i dag.

Turen rundt i Lørslev vidner om en by, hvor de unge mennesker som har været på nytårsløjer har god opdragelse og betænksomhed med sig hjemmefra. Der er ikke noget som er sprunget i luften eller på anden måde lavet hærværk omkring. Men de har drillet med sprøjtestrenge fra dåse, toiletpapir og sækkevis af små små papirstykker, som er sirlig spredt i rigtig mange haver, hække, indkørsler og gader. Men der er ro og orden, og der er ikke noget som nogen kommer til at koste penge på.

Der er end ikke ret megen oprydning i forhold til affyringsaffald. Nok er vi ikke ret meget mere end små 300 mennesker i landsbyen, men der blev trods alt fyret skyts af. Det lader dog til at beboerne i byen, eller dem som affyrede, har ryddet det meste op.

Udgang af det gamle, og indgang til det nye år er gået smertefrit her i byen. Det er desværre ikke det samme allesteder i landet, og de næste par dage vil der nok endnu engang i medierne være en debat for eller imod fyrværkeri. Men mon ikke det hele ved udgangen af 2018 bliver “same procedure as last year”?

Velkommen til 2018

Jeg er SÅ klar!

Det er årets sidste dag, og I guder, hvor er jeg klar til at kysse 2017 farvel! Jeg har for vane lige at reflektere over året som gik, og som oftest, så kan jeg se tilbage på et år, hvor der selvfølgelig har været et par knap så heldige dage, men i det store billede så har jeg altid haft et år, som har bidraget til den gode side på stort set alle områder. Så langt som jeg kan huske tilbage, har jeg ikke siddet med et år, hvor jeg har haft de store anledninger til at være hverken utilfreds eller på anden måde beklage.

2017 viser sig at være i den anden boldgade. For første gang i mine egne minder, sidder jeg med et år, hvor jeg vitterligt er så klar til at sige “Farvel – du bliver ikke savnet!”

2017 har på mange områder været et år som har været præget med udfordringer som jeg gerne ville have været foruden. Det er et år som, når jeg tænker tilbage, bringer mig på et punkt at lidt sørgmodighed. Det har været et hårdt år. Jeg er generelt en person som kan håndtere og gå igennem megen modgang uden at det påvirker mig synderligt. Jeg har altid haft evnen til at tænke “de små kvaler jeg har, er på et punkt hvor jeg i bund og grund er pisseheldig og har det godt, så derfor skal jeg ikke klage, og derfor er jeg faktisk taknemmelig for det år jeg har haft”. Ikke i år.

Jeg er helt klar over, at de udfordringer jeg har haft, ikke kan måle sig med nogen af de store tragedier, som andre har oplevet, men i forhold til, hvad jeg normalt har af dagligdag, så har det her været et år, hvor selv mine stærke sider har fået lov til at vakle og have en effekt. Jeg har ikke behov for at liste det jeg har været igennem op, for dem som kender mig er helt klar over, hvad der har været kastet min vej igennem året … plus det løse. Det er stort set på alle områder jeg har været skubbet ud i yderlighederne; helbredsmæssigt, personligt, arbejdsmæssigt.

Dog har jeg stadig en ukuelig evne til også at se, at det ikke er lutter udfordringer jeg har haft. Der har så absolut også været opture, glæder, oplevelser, grin, underholdning og stor stor lærdom. I modgang bliver man stærkere og mere vis – og det er dét jeg vælger at tage med ind i 2018. Hvor hårdt det end har været, så er jeg vokset på selv samme områder som jeg har været udfordret på. Men det gør mig stadigvæk ked af det, når jeg tænker på det jeg skulle igennem for at opnå denne lærdom. Så jeg er klar til at sige Auf Wiedersehen 2017.

Jeg håber 2018 har mere at byde på fra den gode hylde. Jeg håber også det kommer til at spejle sig i hyppigheden af skriveriet her på siden. Den har været meget mangelfuld i 2017 – af åbenlyse årsager. Jeg ved der venter oplevelser i 2018 som kommer til at fylde rigtig megen glæde, og jeg ved at der både på det helbredsmæssige, det personlige og på det arbejdsmæssige plan er ting i vente som gør det hele godt, måske endda meget bedre end før, igen. Jeg glæder mig til alle de muligheder som venter og som kommer til at byde sig til, og jeg glæder mig til at det her år er en saga blot.

I dag og i aften er sidste dag i året, og den kommer jeg til at bruge sammen med mennesker (og dyr) som jeg elsker og holder af – så jeg ved også at 2018 starter på den allerbedste måde, og så går jeg ud fra at 2018 og jeg har en aftale om, at det er i det niveau vi fortsætter de næste 365 dage.

Må dit nytår blive fantastisk, og husk nu for pokker at glædes over de små ting i hverdagen. Lad være med at tage ting for givet. Brug ikke ressourcer på ligegyldige ting, og husk at bruge de redskaber og ikke mindst de folk omkring dig, som altid står til din rådighed.

RIGTIG GODT NYTÅR TIL JER ALLE

179.871/1.825

I dag for fem år siden, afhentede jeg min første – og indtil videre eneste – helt spritragende nye bil. Sally the Skoda bliver i dag fem år, og jeg er stadig ligeså glad for hende som den dag jeg rullede ud af bilforhandlerens indkørsel

Dengang jeg tankede hende op, havde hun kun rullet 15 km. Tre år senere var det løbet op i noget mere, og her to år yderligere efter, har pendler turen mellem Aalborg & Hjørring sat sine spor på kilometertælleren.

Hun har været en ualmindelig stabil dame, og hun har kostet mig meget meget lidt i reparationer. Faktisk har der ikke været reperationer af nogen art, som ikke hører til almindelig service. Så hun har fået nye bremseskiver to gange, hun har fået lavet stenslag fire gange, og udskiftet forrude på grund af samme to gange. Hun har fået skiftet blæseren, men det var på fabrikantens regning, da de fandt ud af at det var en kendt fejl, og så har hun for nylig fået et enkelt nyt kødben. Men det har alt sammen været en del af forventet vedligeholdelse, når man nu kører så mange kilometer som Sally gør. Hun er driftsikker som bare pokker, og hun er billig på alle mulige fronter. Jeg har været, og er stadig, glad for hende.

Men hun ser ikke helt ny ud længere. Hun har taget sine knubs. Der er et par buler hist og pist, som egentlig burde have været lavet, men som ikke er blevet det.

Før nogen begynder at påråbe sig noget om kvinder og kørsel, så lad mig lige understrege, at der er ikke en eneste af de buler som Sally har, som jeg har forudsaget. De to buler hun triller rundt med, er begge på baggrund af at hun er blevet bakket ind i over to omgange. Hun holdt ligeså stille i sin indkørsel begge gange, da en foranparkeret bil – over to forskellige omgange, inden for kort interval – bakkede lige ret op i hende. Vi peger ingen fingre her, men vi siger blot, at det ikke er noget hverken Sally eller jeg har nogen skyld i.

I dag fylder hun fem år, og selv om jeg er umådelig glad for hende, og på trods af hun ikke fejler andet end et par buler, så er jeg så småt i processen med at finde hendes afløser. Jeg ved jo godt, at når jeg fortsat skal køre den pendlertur som jeg gør de næste mange år, så vil småreperationerne så småt begynde at indfinde sig. Hun skal til at videre til en, som måske ikke har planer om at køre 120+ kilometer hver dag på motorvej, men en som bare har brug for en lille stabil og meget økonomisk “konebil” til daglig brug.

Når man kører så mange kilometer, og både i by og på land, så bliver man lidt medtaget og beskidt. Så i dag skal Sally i anledning af sin fødselsdag forkæles. Der er bestilt rengøring til hende, så hun kommer til at funkle både ind- og udvendigt. Selv om hendes afløser er fundet, er den endnu ikke købt og Sally skal gerne lige fragte sine passagerer i nogen måneder endnu.