De (u)planlagte weekendoplevelser

Weekenden har allerede budt på oplevelser i mangfoldigheder. Nogen af dem planlagt, andre uventet ankommet.

Jeg satte weekenden i gang lidt tidligere sammen med kollegaerne, hvor vi drog ud i det nordjyske, for at spille fodboldgolf. En frisk runde med 18 huller, hvor boldøjet blev indstillet midt i spillet, men var helt ude af fokus i starten og slutningen af spillet. Det gjorde det dog ikke mindre underholdende af den grund.

Når man sådan har været aktiv i et par timer, trænger maven til at blive fyldt op. Så efter et lille pitstop, hvor nogen af “de unge” lige kunne nå at nette sig, mødtes vi alle på Applaus, hvor vi havde et bord og en madoplevelse bestilt.

Ti retter kom i en tilpasset strøm ud fra køkkenet til vores bord over de næste tre timer, og vi kunne alle gå derfra mætte og tilfredse. Jeg har været hos Applaus en enkelt gang før, men også denne gang tager jeg derfra med en opfordring til at prøve det, hvis du ikke allerede har været der.

Dagen blev lang men skøn, og søvnen nåede lige at runde syv timer, inden lørdagen gik i gang. Rundstykkevagten i Lørslev Café & Kulturhus tilhørte i dag den bedste halvdel og jeg. Den er nu så hyggelig, og de to timer hvor borgerne i byen kan hente deres bestilte morgenbrød, starter altid min dag med en god følelse i maven.

Vores hundesitter fra Aarhus, Anna, er i området, da hun i denne uge passer hunde for en anden. Hver gang hun er heroppe, melder hun lige ind, for at høre om vi er med på en hundetur. Det er vi altid. Vi kan godt lide Anna, og det kan hundende også – så hende vil vi gerne mødes med. Vi havde aftalt at mødes i hundeskoven ved Tversted og med sig havde hun Gitte og Carlo.

Vi brugte en times tid i strandskoven, og hundende fik løbet det meste af deres energi af sig, og snuset til alle de marehalm de overhovedet kunne komme i nærheden af. Efter endt tur i hundeskoven, fik vi potedasket på gensyn til Anna, og satte kurs ned mod Tversted Strand. Nu vi var her, så skulle vufferne da lige have lov til at få et dyk i Vesterhavet.

De elsker det, og de var yderst fornøjet over, at badeturen måske blev en lille smule længere end normalt, eftersom undertegnede formåede – for første gang i hele sit liv – at sænke Sally the Skoda så godt ned i sandet, at der ikke var anden udvej end at kalde på hjælp.

Jeg har nok været med i biler før, som har sat sig uhjælpeligt fast i sandet, men det er første gang jeg selv nogensinde, har været chaufføren som satte den fast. Men mens vi tålmodigt ventede på hjælp, fik hundende sig en ekstra badetur, og udsigten kunne nydes, da både vejr og vind var ganske fint.

Vi ventede ikke så lang tid på hjælpen, og Allan hev Sally fri med sin store stærke unimock i løbet af tre minutter. Nu er vi alle sikkert hjemme igen, og lige om lidt venter der bukkemørbrad og sæsonåbning af Danmarks historie.

I morgen er der atter en dag – noget af den er planlagt, men i dag har vi lært at der også er plads og tid til det uplanlagte….og så tager vi det med.

43 – En dejlig dag

Jeg er stadig ikke skræmt over, at årene ruller på alderen. Jeg er nærmere de 45 end de 40 fra og med i dag, og jeg har det helt fint med det. Det har jeg fordi, jeg er pænt tilfreds med det livet byder mig, det som det lokker mig med, og det væsen, det sind og den leg som jeg – på trods af alderen – stadig kan konstatere sprudler i mig. Jeg er mig, og ikke min alder. Jeg er stadig mig, selv om jeg nu er et år ældre. Som jeg ser det, så har jeg nu sat et ekstra års erfaring og øvelse i at være netop mig, på kontoen.

Alle spørger, helt naturligt, efter hvordan min dag har været, hvad jeg har fået i gave og om jeg er blevet godt forkælet. Jeg er en af dem, som ikke holder af at sætte mig selv i fokus, når det kommer til at blive hyldet eller få gaver. Så jeg afholder mig fra at holde noget stort set hvert eneste år, og det passer mig fremragende. Sådan har dagen i dag også været. Jeg stod i morges op til en kæmpe buket roser og en skønt kort på mit skrivebord på mit kontor på hjemmematriklen. Den mødte mig helt alene, mens den bedste halvdel sov sødt videre da han holder ferie de næste to uger. Han havde gjort det hele klar i går aftes, og så har jeg – helt som jeg gerne vil det – kunne modtage den dejligste gestus helt for mig selv uden at blive forlegen.

Jeg har ikke fået nogen gaver (endnu). Jeg tror ikke så meget på det her med “jeg giver gave, du giver gave” når det kommer til gaveudveksling mellem den beste halvdel og jeg. Jeg elsker selvfølgelig når han så alligevel gør det, men jeg elsker ovenstående gestus lige så højt. Han har selv fødselsdag lige om lidt, så det vil bare være penge den ene vej, for at gå den anden vej om ikke ret mange dage. I stedet bruger vi som oftes de gavepenge på oplevelser og rejser sammen i stedet for. Men det hænder da, at der falder en enkelt fødselsdagsgave eller julegave af i ny og næ. Men det er ikke noget vi praktiserer ofte.

Jeg ved at der venter en gave fra veninden enten senere i denne uge eller næste uge. Vi skal lige have aftalt en date, og hun er stort set den eneste, som jeg er på fødselsdagsgave udveksling med. Jeg tænker også at der ved lejlighed kommer et eller andet fra min mor, når vi igen ses, og måske også fra min mormor, som plejer at smide en lille kuvert min vej når jeg har haft fødselsdag. Men det er ikke noget jeg hverken forventer, eller bliver forarget eller forsmået over, hvis der ikke gør. Jeg er så tilfreds i min hverdag, at jeg ikke vægter det højt. Jeg synes vitterligt at det jeg allerede har i alle henseender er gave nok i sig selv, hver eneste dag!

Jeg tog på arbejde som jeg skulle, og her var der heldigvis heller ikke det store halløj. Jeg er en af de kollegaer, som med glæde betaler til gavekassen, og dukker op til fødselsdagsmorgenbrød når kollegaen holder fødselsdag, men jeg vil bare ikke selv have samme tur.  Jeg er glad for de mange “tillykke med fødselsdagen” jeg har fået i løbet af dagen på jobbet. De ved godt det er min dag, og det er alt nok for mig. Mine egne medarbejdere havde diskret sat et par flag op, og så behagede det mig rigtig meget, at jeg i dag kunne forkæle dem med en pålægskagemand til frokost i anledning af mine 43 år – og så skulle der ikke være mere i det.

Resten af eftermiddagen og denne aften med, vil gå med at gennemse alle de tillykkere der er rullet ind til mig på Facebook, sms og messenger og i sær lige nyde at en af mine tidligere medarbejdere i dag ringede mig op, bare for lige at sige tillykke. Jeg synes det er stort! Det er en gave i sig selv, at der er så mange som ved at jeg har fødselsdag, og som bruger bare lidt tid på at sende mig en hilsen. Jeg synes man skal være yderst taknemmelig for, at der er så mange som har lyst og giver sig tid til at sige tillykke.

Det har været en dag lige efter min smag. Jeg har fået lov til at føle mig lidt ekstra speciel, fordi jeg har fået opmærksomhed, men i et tempo og i et setting som jeg kan håndtere. Jeg er super super god til at gå forrest, stå i centrum i alle andre situationer, og elsker at være med til at fejre andre. Men ligeså dygtig jeg er til det, ligeså elendig er jeg til at tage imod, når det kommer min vej. Så jeg er dybt taknemmelig for alle de mennesker som har fodret min hang til at blive lagt mærke til, men samtidig respekteret min grænse for ikke at blive sat i den centrumsatmosfære, som fødselsdage som oftest gør.

Tak til hver og en af Jer for Jeres hilsner. Her bag skærmen er jeg langt bedre til at udtrykke min glæde, hvor meget det varmer, hvor uendelig meget det hele betyder og hvor  blødt mit hjerte bliver over det. Tak … og måske jeg kan overtales til at holde noget lidt mere fandango om syv år – måske!

Så kom den endelig

Det er lang tid siden der sidst har været feriedage. Hele tre måneder. Så den kommende påske er et tiltrængt pusterum. Jeg har ovenikøbet nogen feriedage til gode, som står og råber på at blive brugt inden det nye ferieår melder sin ankomst til maj. Tre af dem snupper jeg nu. Så lige om lidt, så slukker jeg min arbejdsstation, og så sætter jeg kurs hjemad mod 10 feriedage i alt.

Jeg har besluttet mig for at trække stikket helt, hvad angår arbejde. Jeg slettede allerede i oktober min adgang til arbejdsmail fra hjemmecomputeren, og i midten af februar gjorde jeg det samme med adgangen til arbejdsmail på min telefon. Så fristes jeg ikke af “jamen jeg skal liiiige….”. Der er næppe noget som rent arbejdsmæssigt eksploderer bare fordi jeg ikke ser det inden den 18. april, hvor jeg er tilbage på pinden.

Jeg har ikke de store planer i dagene inden påske. De skal  bare fyldes af ingenting og ellers lystbetonede og impulsive ting. Jeg har i de første påskedage et par familierelaterede aktiviteter som skal nydes. Næste weekend byder vi vores hundepasser fra julen velkommen tilbage i vores hus, for at sætte kursen mod Sjælland, hvor vi vil besøge Korsbæk, lidt sjællænderfamilie og ellers bare nyde at vi har fri og mulighed for at gøre kun det vi allermest har lyst til.

Jeg ser meget frem til de her dage.

Første skridt

Jeg har valgt at være åben og kommunikativ omkring det. Både fordi jeg har fundet ud af, hvor vigtigt det egentlig er, at man er opmærksom på sig selv, men også fordi jeg har fundet ud af, at det er en vigtig del af min egen proces mod bedre tilstande. Fra det øjeblik jeg opdagede det, har jeg valgt at være åben omkring det, og har siden jeg opdagede det, arbejdet meget hårdt med ikke at tro, og bekæmpe den manglende forståelse for hvorfor det ikke bare er overstået i løbet af en uge.

For ikke så lang tid siden, skrev jeg et indlæg om det. Jeg offentliggjorde, at mit fravær i en tre måneders periode var stressrelateret. I den tid der var stilhed på bloggen, arbejde jeg selv med at håndtere det, godt hjulpet på vej af mine nærmeste omgivelser og min arbejdsplads. Den sidste måneds tid har jeg været på vej fremad igen, men det skal ikke forveksles med, at alt er godt igen. Men det går den rigtige vej.

Jeg har, som jeg skrev i indlægget, accepteret at jeg har en tilstand af stress, og at jeg bliver nødt til at håndtere den. Men jeg er også nået til det punkt, hvor jeg samtidig skal arbejde med at finde og bruge de redskaber der er for at undgå at det bliver værre, kommer igen eller ikke forbedres. Så i dag har jeg været til mit første stresscoach møde. Sessionen gik sådan set meget godt, og der er allerede fra første session sat konkrete handlinger som skal udføres af mig. Men mest gik sessionen ud på at identificere hvor jeg er, hvor jeg har været, og hvordan vi håndterer det som stadig bor i min krop, samtidig med vi fik sat nogen meget basale øvelser på plads, som både kan være med til at hindre eller lindre. Men i sessionen, blev jeg også præsenteret for et diagram – et trafiklys om man vil – over stressdiagrammet. Da jeg så den, der blev jeg faktisk rigtig rigtig ked af det, og skræmt. Tag et kig på trafiklyset her

Unknown

Jeg har de sidste tre-fire måneder været fuldt ud opmærksom på, at det ikke er almindelig lidt for meget travlhed jeg har i kroppen, men en stresstilstand. Men jeg har hele tiden troet, at jeg havde nået at fange det inden jeg nåede helt op i alarmbredskabet. I mit hovedet var dem, som for alvor var ramt af stress, dem som var sygemeldte, handlingslammet og helt væltet. Det har jeg aldrig været, og jeg var overbevist om, at jeg nåede at erkende min egen tilstand inden jeg nåede op i det niveau. Derfor blev jeg synligt meget berørt og ked af det, da jeg så det trafiklys, for lige dér går det op for mig, at jeg har været, og til dels stadig er, oppe i det helt røde felt af tilstanden. Der er rent faktisk kun sølle tre ord i hele diagrammet jeg ikke genkender. Resten genkender jeg. Resten har jeg. Resten har jeg stadig, dog i mindre grad end tidligere. Men jeg er, til min store overraskelse, stadig oppe i stopfeltet. Og dét gør mig rigtig ked af det. Men samtidig er jeg også glad (i mangel af et bedre ord) for, at jeg ser det, for så kan jeg konkret forholde mig til det, og dermed endelig konkret også begynde at arbejde med det. Men jeg tror lige nu på det som den ene af mine direktører sagde til mig igår: “vær forberedt på, at det godt kan blive værre før det begynder at blive godt igen“. Jeg tror ham nu, men jeg er sgu også lidt bange for det – for jeg har for fanden da ikke lyst til at jeg skal få det værre. Men … det er “værre” på en anden måde, end det “værre” jeg kender i forhold til selve stressen. Den slags “værre” som måske venter mig, er lige nøjagtig det punkt der indikerer, at nu er vi i allerhøjeste grad på vej i den rigtige retning.

Jeg tror på jeg har begivet mig ud i det rigtige, og jeg tror også på at alt omkring mig støtter op om det. Jeg forventer at dem omkring mig ikke behandler mig som en skrøbelig blomst, ej heller er bange for at stille krav til mig. Jeg vil ikke specialbehandles. Men jeg håber og tror på, at der i stedet er forståelse for de tidspunkter, hvor jeg må sige fra, og de tidspunkter, hvor jeg måske reagerer uvant i forhold til mit “normale” jeg.

Jeg tror også på, at bloggen her i det her forløb bliver et af mine redskaber til at finde vejen tilbage. Jeg kan mærke jeg har behovet for det, og at det vil hjælpe mig. Måske det kan hjælpe andre også, men det er udelukkende for min egen skyld at jeg vælger at være så ærlig og åben omkring det. Det er ingen skam at være der, hvor jeg er. Det er heller ikke en livslang tilstand, og jeg skal nok komme igennem det her uden det store drama. Men jeg tror at en af måderne jeg kan komme det, er ved at reflektere på processen via mine ord.

Slutteligt; hav ikke ondt af mig. Vær ikke bekymret for mig. Vær som du plejer, og hav blot lidt ekstra tålmodighed med mig til tider. Jeg er her. Mit jeg er her også stadig. Det er blot lidt vingeskudt, men viljen, glæden og lysten til at være til stede og komme til vejs ende er der. Jeg har ikke mistet mig selv, og jeg skal nok finde helt tilbage til dig igen.

 

Kollegaer i krig

Der er så mange som kender til flosklen “en glad medarbejder, er en god medarbejder”, men min erfaring er, at mange virksomheder hævder de aktivt sørger for at holde medarbejderne glade, men ikke gør det. Min virksomhed – og jeg især – gør også brug af den floskel. Men jeg vil vove den påstand, at vi rent faktisk også forsøger at følge den til dørs. Jovist kan man ikke have glade medarbejdere hele tiden. Der vil altid være tidspunkter og situationer, hvor virksomhed og medarbejder ikke er enige. Men hvis man har grundfundamentet i orden i forhold til den glade medarbejder, så kan man også klare de tilspidsede situationer langt bedre. I bund og grund handler det vel om gensidig respekt, accept og forståelse.

Der er mange måder at holde en medarbejder glad på. Jeg skal ikke gøre mig til ekspert og sige, at jeg kender til dem alle, ej heller hvilke der fungerer bedst, eller hvorledes man skal gøre det. Jeg kan forestille mig, at det som vi (og jeg) gør ved vores medarbejdere passer til vores type virksomhed, men ikke nødvendigvis alle virksomheder. Så det handler også om at finde det som matcher sin virksomheds “stil”. Jeg har også mange måder, hvorpå jeg forsøger at holde mine medarbejdere glade på. Det lykkedes ikke altid, men i fredags var jeg sikker på at jeg gjorde dem glade. Jeg sendte dem nemlig endnu engang i Funcenter.

De kastede sig ud i både Ballebold, Bueskydning og Bubblesoccer. Der var sved på alles pander, tørhed i alle halse, og en så intens ivrighed efter at vinde, at en af deltageren, måtte tage en pause på ca. tre kvarter alt i mens han kørte til optikeren, for at få nødsmeltet sit brillestel sammen. Han nåede dog heldigvis tilbage til krigen med lasergeværet.

YouTube-forhåndsvisningsbillede

Jeg har set opdateringer på Facebook i løbet af weekenden, hvor der bliver klaget over ømme muskler, og problemer med at gå op og ned ad trapper. Men frem for alt, har jeg også set tilkendegivelser som indikerer, at besøget skabte grin og glæde. Jeg tror jeg i morgen møder ind til medarbejdere som er glade, og hvor meget af den første time vil gå med at grine af, og genfortælle, fredagsarrangementet.

På´en igen

Efter 16 dages fri, ringer vækkeuret igen i morgen. Om ca. 11 1/2 timer er vi igang igen. Selvfølgelig kan man vel altid bruge en dag mere, men ret skal være ret. Jeg glæder mig til at vende tilbage, og til at komme igang igen.

Skumfiduser og havregryn

December banker på, og november er ved at takke af. En uge er gået, en ny skal til at begynde. Bland alt dette sammen, og resultatet bliver “Heidi i køkkenet”. Gevinster skal laves, da både uge og månedsmål er indfriet, og præmieønskerne er ofte noget fra mit køkken. Som jeg selv skal lave, vel at mærke. Søndag er derfor gået med at lave havregrynskugler, som efterhånden er ved at være en tradition fra en af mine ansatte, når vi nærmer os december.

En anden har ønsket sig skumfidus brownies. En delikatesse, som jeg ikke har prøvet kræfter med før, men den lykkedes, og uha hvor er den go’!

Det hele deles ud i morgen, og jeg tror modtagerne bliver glade. Jeg er i hvert fald ikke i tvivl om at de glæder sig. De har store forventninger til min kunnen i køkkenet, så for at lette presset lidt, har jeg lavet en afledningsmanøvre med at pakke det hele fint ind til dem.

Jeg tænker ikke, at deres smagsløg bliver skuffet, men det gælder vel også om at behage øjet? Der var overskud af hjemmelækkerierne, og de er pakket ned i pose og kasse. En hver til drengene, som lige om lidt skal videre og påbegynde deres uge. Nu med godter i tasken.

…og så er der dem som tør!

Om ikke så længe, siger vi farvel til både en medarbejder og en kollega. Han har været hos os i halvandet år, men nu skal nye veje afprøves. Men de veje som skal afprøves, er ikke bare et skridt i en anden retning, men et kæmpe spring som også kræver is i maven.

På hjemmefronten har Benjamin en skøn kone, Lena, og hele fire børn; Noel, Nova, Luis og Lisa. Fire børn i alderen 3-9 år. Efter mange tanker og overvejelser, har Benjamin og Lena besluttet sig for at sælge deres hus (hvilket lykkedes i en ualmindelig hurtig fart), melde deres børn ud af folkeskolen og fik taget snakken med deres familie for at meddele dem, at de til september flyver til Tanzania, hvor de vil bosætte sig i de næste to år.

Her kaster de sig ud på en opgave som de bliver nødt til. Der er ikke rigtig nogen anden forklaring på, hvorfor de har valgt at tage afsted andet end at det er noget de bliver nødt til. På frivillig hånd gennem organisationen New Life Outreach, vil de forsøge at gøre en forskel for især forældreløse børn, og på skoleområdet. Mens Benjamin & Lena forsøger at gøre livet bedre for de lokale børn, så vil deres egne børn blive undervist i en international skole og få en rig oplevelse af en ny kultur, hverdag og oplevelser.

Jeg synes det er ualmindelig modigt det de gør. Jeg er fuld af beundring, og en lille smule misundelse, over at de tør. Det bliver bestemt ikke lutter lagkage hele vejen igennem. Der er ingen tvivl om, at det er en livsforandrende, og forhåbentlig også en tilfredsstillende, oplevelse de skal igennem, men den vil temmelig sikkert også blive krydret med hjerteskærende eksistenser. Men det er de eksistenser de skal forsøge at skabe en bedre fremtid for, og jeg tror de vil være dygtige til det. Deres hjerte er i hvert fald på rette sted, og indstillingen til at ville gøre en forskel er også til stede.

Det stykke arbejde de kaster sig ud i, er ganske ulønnnet. De skal selv sørge for at tjene til dagen, huslejen og vejen. Primært i form af donationer som de selv skal sørge for at skaffe. På den front alene er det hårdt arbejde. Den økonomi som NLO har, går direkte til de programmer, skoler og tiltag som implementeres i området – ikke til de folk som gør arbejdet. Jeg vil gerne slå et slag for familien Harboe. En fantastisk familie som vælger at sætte andre først og dernæst dem selv, og som tør og gør en forskel.

Du kan følge deres kommende rejse, og herefter deres arbejde og dagligdag på både Facebook og deres hjemmeside, og du kan også her lære familien endnu bedre at kende, og læse endnu mere om det de skal arbejde med. Hvis du vil hjælpe dem med at gøre en forskel, kan dette også lade sig gøre. Om ikke andet, så er jeg sikker på, at det for mange vil være fornøjeligt (på både godt og ondt), at følge deres færd de næste par år frem. Om ikke andet, så støt dem med opmærksomheden. Præcis det, kan også være med til at gøre en forskel.

Jeg glæder mig til at følge dem, og ønsker at de får den mest fantastiske oplevelse. Jeg tror på, at deres arbejde bestemt ikke vil være spildt, og jeg er stolt af at have en medarbejder som gør alt det, som vi andre mange gange siger vi burde gøre; nemlig at gøre noget. Han gør. De gør. For det alene tager jeg hatten af for dem.

Et lille sommerprojekt til dig fra mig

Nu hvor varmen endelig er kommet, ryger der (forhåbentlig) også lidt ekstra væske indenbords. Selvfølgelig mest vand, men ude- og sammenværshygge følger med i varmen, og hertil også en læskedrik eller to. Dåserne som er tilbage, kan du så gemme og bruge dem til et ægte kreativt gør-det-selv projekt.

 

Det er ret simpelt at udføre, men det tager alligevel et par dage før det er færdigt, fordi dåserne lige skal hvile i 24 timer, før man er helt sikker på at de er klar til næste etape. Hvordan det kan gøres illustreres i videoen nedenfor.

Min er nu færdig, og jeg er ganske tilfreds. Den skal med mig på jobbet på mandag, da jeg her desperat mangler en holder til både kuglepen, saks og linealer og hvad ellers jeg kan finde på at smide i den. Den bliver et hit og et særdeles effektivt redskab i min arbejdshverdag.

Team Awesome

For tre år siden skiftede jeg job. Jeg overtog en gruppe mennesker og en opgave, som skulle stabiliseres og optimeres. Gennem de tre år, er der sket nogen skift i sammensætningen af gruppen, og der er arbejdet hårdt fra alle sider for at skabe en – ikke bare midlertidig succes, men en stadig udviklende succes. Det som gruppen præsterer bliver ved med at overgå noget tidligere, og de har i særdeleshed gennem det sidste halvandet år rigtigt fundet teten, og de har opnået og overgået mange gange.

Jeg er forbandet stolt af det stykke arbejde de leverer. Det har bestemt ikke været lutter dans på roser, og vi har undervejs taget nogle knubs. Men hvert et blåt mærke har gjort os stærkere, fordi det har tvunget os til at kigge på andre og nye muligheder, som har givet os bedre resultater end før. De er stadig i udvikling, men de er pokkers stabile, men frem for alt har de gennem tiden fået udviklet et fokus, et ambitionsniveau for at nå videre og en evne til at fortsætte og aldrig give op. De har gennem årene vundet præmier både individuelt og holdmæssigt, og i fredags indløste de en af deres fællespræmier. Vi har været der før, men Funcenter er altid et sjovt besøg, så vi lukkede ned halvanden time tidligere, og drog afsted mod Rodeoridning, Gladiatorkamp, Stigefodbold og udendørs Lasergame

De fik to timer i alt, hvor de boltrede sig, men hvor de virkelig også fik motioneret deres lattermuskler. Jeg er ikke i tvivl om, at de havde det skægt, og hvor de dog fortjener præmien. De blev sendt på weekend med ømme lattermuskler, sved på panden, mad i maven og et humør som kommer til at mærkes når vi mødes igen på jobbet i morgen.

Jeg ved, at jeg er yderst heldig med de folk jeg har under vingerne. De er allerede nået rigtig langt, men jeg tvivler ikke på, at de også når videre. Jeg ved godt, at der stadig ligger hårdt arbejde forude, men med dem på båden, så sejler jeg gerne turen. De er fantastiske, og jeg giver med glæde ekstra for at vise dem, at deres indsats og resultater værdsættes.

Jeg er en meget stolt chef 🙂