Erik & Emma

Nogengange er der mennesker, som kommer ind i sit liv ved en tilfældighed. En sjælden gang imellem hænger de ved, selv om man i bund og grund ikke har noget forbindende mellemled længere. Sådan et par mennesker er Emma og Erik.

Emma og Erik boede i et hus, forbundet til en gård, som den bedste halvdel havde sin gang på dengang jeg lærte ham at kende. Det var egentlig ejerne af gården han havde en forbindelse til, men Emma & Erik var der også, og derfor kunne man jo ikke “undgå”, at have en lille smule omgang med dem også.

For fire år siden, flyttede Emma & Erik fra gården, og ind til “byen”, hvor de bosatte sig i et helt ordinært paracelhuskvarter. Livet på gården fortsatte, men som de næste par år gik, blev forbindelse for den bedste halvdels og mit vedkommende også mindre. Den er der stadig til et vist omfang, men knap så meget som engang, og i bund og grund burde forbindelse til Emma & Erik have været helt ophørt. Men det er den så bare ikke.

Gennem de sidste fire år, har Emma & Erik, af en eller anden grund, bevæget sig ind i vores liv på separate og egne vilkår, helt adskilt fra gården. Vi har nu gennem fire år, i ny og næ, været forbi på besøg op til flere gange. Både til morgenbord, frokost og middag eller en helt simpel kop kaffe. Nogengange har vi drengene med, nogen gange er det bare os, og nogen gange igen, er det bare den bedste halvdel. Dog er der én ting, som der skal være til stede, hvis vi vælger at aflægge besøg, hvad end det er den ene eller den anden af slagsende; hundende har bare af at være med! Det er sket en enkelt gang, at den bedste halvdel er dukket op uden nogen hunde, og en enkelt gang kun med den ene hund … det lader især Emma ikke gå ubemærket forbi. Nogen gange er vi faktisk lidt i tvivl om, om det er os eller hundende hun gerne vil have på besøg.

Her til morgen tog vi til morgenbrød hos Emma og Erik. Erik var dog ikke hjemme, da han er en ivrig verdensomrejsende jæger, og lige nu er i Polen på jagttur. Så det var Emma der tog i mod, og vi turde ikke andet end at tage begge hunde med. Vi kom med morgenbrødet, og Emma havde dækket bordet som – som altid – oser af hygge og ordentlighed.

Friske blomster fra egen have, agurk og tomater fra eget drivhus og et askebæger ud foran hver kuvert, da vi alle tre er rygere. Så skal man ikke sidde og dele og række ind over hinanden. Nej Emma sørger for at alle har hvert deres eget af alt.

Hundende elsker Emma. Hos hende ved de at der altid gemmer sig et eller andet mundgodt. De ved også, at køleskabet proviantere dem med godter, og derfor vil en tyggestang ikke engang tygges på, fordi de ved Emma gemmer andet godt, og de ved at hun gerne giver ud af det.

 

De bliver møjforkælet, og vi er slet slet ikke i tvivl om, at både Emma & hundende elsker det ligemeget.

Et morgenbesøg hos Emma & Erik mangler ingenting. Snakken er kvik, humøret er højt, gæstfriheden er grænseløs, og drammen i en eller anden form kommer altid lige på bordet også, for at få gang i hele kroppen.

Tiden flyver forbi i deres gode selskab, og man tager altid derfra med et smil på læberne og uden man mangler noget som helst.

Måske de her tilfældighedsbekendtskaber i virkeligheden er dem som er allerbedst? De kommer til live ene og alene på baggrund af kemi og lyst, og ikke fordi man på en eller anden måde er blevet bragt sammen på baggrund af noget man har været, eller skulle være, fælles om.

Her på matriklen kan vi i hvert fald godt lide Emma & Erik, og er glade for at de blev tilfældige bekendtskaber.

De (u)planlagte weekendoplevelser

Weekenden har allerede budt på oplevelser i mangfoldigheder. Nogen af dem planlagt, andre uventet ankommet.

Jeg satte weekenden i gang lidt tidligere sammen med kollegaerne, hvor vi drog ud i det nordjyske, for at spille fodboldgolf. En frisk runde med 18 huller, hvor boldøjet blev indstillet midt i spillet, men var helt ude af fokus i starten og slutningen af spillet. Det gjorde det dog ikke mindre underholdende af den grund.

Når man sådan har været aktiv i et par timer, trænger maven til at blive fyldt op. Så efter et lille pitstop, hvor nogen af “de unge” lige kunne nå at nette sig, mødtes vi alle på Applaus, hvor vi havde et bord og en madoplevelse bestilt.

Ti retter kom i en tilpasset strøm ud fra køkkenet til vores bord over de næste tre timer, og vi kunne alle gå derfra mætte og tilfredse. Jeg har været hos Applaus en enkelt gang før, men også denne gang tager jeg derfra med en opfordring til at prøve det, hvis du ikke allerede har været der.

Dagen blev lang men skøn, og søvnen nåede lige at runde syv timer, inden lørdagen gik i gang. Rundstykkevagten i Lørslev Café & Kulturhus tilhørte i dag den bedste halvdel og jeg. Den er nu så hyggelig, og de to timer hvor borgerne i byen kan hente deres bestilte morgenbrød, starter altid min dag med en god følelse i maven.

Vores hundesitter fra Aarhus, Anna, er i området, da hun i denne uge passer hunde for en anden. Hver gang hun er heroppe, melder hun lige ind, for at høre om vi er med på en hundetur. Det er vi altid. Vi kan godt lide Anna, og det kan hundende også – så hende vil vi gerne mødes med. Vi havde aftalt at mødes i hundeskoven ved Tversted og med sig havde hun Gitte og Carlo.

Vi brugte en times tid i strandskoven, og hundende fik løbet det meste af deres energi af sig, og snuset til alle de marehalm de overhovedet kunne komme i nærheden af. Efter endt tur i hundeskoven, fik vi potedasket på gensyn til Anna, og satte kurs ned mod Tversted Strand. Nu vi var her, så skulle vufferne da lige have lov til at få et dyk i Vesterhavet.

De elsker det, og de var yderst fornøjet over, at badeturen måske blev en lille smule længere end normalt, eftersom undertegnede formåede – for første gang i hele sit liv – at sænke Sally the Skoda så godt ned i sandet, at der ikke var anden udvej end at kalde på hjælp.

Jeg har nok været med i biler før, som har sat sig uhjælpeligt fast i sandet, men det er første gang jeg selv nogensinde, har været chaufføren som satte den fast. Men mens vi tålmodigt ventede på hjælp, fik hundende sig en ekstra badetur, og udsigten kunne nydes, da både vejr og vind var ganske fint.

Vi ventede ikke så lang tid på hjælpen, og Allan hev Sally fri med sin store stærke unimock i løbet af tre minutter. Nu er vi alle sikkert hjemme igen, og lige om lidt venter der bukkemørbrad og sæsonåbning af Danmarks historie.

I morgen er der atter en dag – noget af den er planlagt, men i dag har vi lært at der også er plads og tid til det uplanlagte….og så tager vi det med.

Natten i det fri

Jeg pendler mellem Lørslev & Aalborg på arbejde. Det sidste halvandet år, har jeg ved Tylstrup passeret en shelterplads, hvor jeg kunne se der gemte sig både bålhytte og sø. Jeg er så absolut ikke et campingmenneske, men shelters vil jeg gerne. Bare for en enkelt nat, og den her ved Tylstrup ville jeg gerne prøve. Så i går – da regn og torden havde pakket sig igen – proppede vi hunde og grej i skodaen, og drog til Ultvedssøerne.

Vi ankom omkring spisetid med planer om bålmad, aftenshygge i naturen, hundesvømning, og overnatning i sovepose. I løbet af aftenen kom både en  mor på besøg med sine tre børn, som ivrigt fiskede efter hundestejler med deres net, samt to mænd, som havde en legekammerat med til Bailey og Nova.

Der er absolut intet andet at gøre sådan et sted, end at falde helt ned i gear, og bare være til stede i nuet. Jeg kan mærke det i hele kroppen når jeg er sådan et sted. Det mærkes godt, og det er så forbandet hyggeligt, og så giver det også tid til at man lige kan tage en omgang analog wordfeud.

Man glemmer helt at kigge på klokken. Man lader bare det svindende dagslys bestemme tiden. Når der er ved at være svagt med lys, så kravler man ind i shelteret og ned i soveposen. Begge hunde kravlede med ind, og gjorde sig klar til natten.

Man sover aldrig godt i sådan et shelter. Man kan sikkert godt, hvis man har de helt rette underlag med. Men vi havde bare et par skum madrasser med, og det er ikke dem som giver mest støtte. Man er vågen et utal af gange, og falder sjældent ned i den helt dybe søvn. Den bedste halvdel ytrede ved solopgang, at han ikke havde sovet overhovedet, men det kunne jeg fortælle ham, at det havde han. Nogen af de gange, hvor jeg var vågen, snorkede han i hvert fald. Det kunne han så fortælle mig, at det havde jeg også gjort. Men allerede ved firetiden begyndte vi at vågne, og ved fem tiden stod vi op og så en skøn solopgang over søen.

Da klokken rundede halv seks, pakkede vi bil og hunde sammen, og drog tilbage mod Lørslev. Hundende blev losset af, og habenguttet vi havde haft med pakket ud, for bagefter at tage turen til Hjørring, hvor Chuckwagon for første gang i dag, åbner døren til sin fysiske restaurant, hvor man allerede fra kl. 05:00 kan smæske sig i All you can eat – American Breakfast til 95 kr. Inklusiv drikkevarer! Der er morgenmad frem til kl. 11:00, og herefter serveres hans fremragende amerikanske burgere og des lige til det sultne folk …. men på trods af at han nu har en fysisk adresse, så vil man stadig kunne finde ham ude på landevejen også.

Med fyldte maver ankom vi til hjemmeadressen igen kl. lidt i otte, og besluttede os for at snuppe et par timers søvn. Begge hunde havde også behov for mere søvn, for jeg tror at især Bailey har sovet med et halvt øje og vibrerende ører hele natten. Menneskerne i husstanden er oppe igen, men vovserne sover stadig.

Shelterpladsen Ultvedssøerne – jeg fik min overnatning, og der er intet i vejen med pladsen. Den er fantastisk med sine naturbeliggenhed. Dog er der et lille minus. Jeg kan se den fra motorvejen,  hver dag når jeg kører hjem fra arbejde. Den motorvej kan man så også høre når man er på den. Den er ikke voldsom, men den er der som en støjende baggrund, og det er lidt synd. Jeg håber at bevoksningen omkring pladsen med årene bliver så tætte, at den blokerer motervejsstøjen noget mere, men den støj forhindrer sig ikke i at nyde omgivelserne.

Den første sommerdag anno 2017

Der er altså næsten intet som den første rigtige sommerdag på året. Sådan en har vi haft i dag, og den er blevet nydt udendørs til fulde for alle matriklens beboere.

Hollænderhønerne tramper og graver i deres hønseareal, og Misse Møghe struttede strunk rundt i sin flotte atlaskes.

Byggegrunden på Hegnet stråler altid gult på et tidspunkt i løbet af foråret. I dag var dagen, hvor mælkebøttetæppet kom til sin gode ret. Det kan hænde at den grund på et eller andet tidspunkt bliver solgt til nye naboer, men indtil videre, kan jeg hvert år nyde det gule hav.

Nova & Bailey har været udendørs sammen med os hele dagen. Nova duftede til sommerluften, Bailey til blomsterne og hele hundenydelsen blev momentvist afbrudt af fællesleg, og sidst på dagen mad på græsplænen.

Havemøblerne kom endelig frem på terrassen, og her fik jeg under parasollen nydt det meste af dagen, hvor jeg legede videre med min bulletjournal, som både koordinere, husker og sætter kreativiteten igang for og hos mig.

Aftensmaden kunne ikke være andet end grillmad, så efter en lang dag udendørs med sol fra en krystalblå himmel, blev gode bøffer indtaget, og om lidt afsluttes hele herligheden med første afsnit af endnu en omgang Matador.

Denne lørdag er meget tæt på at være den perfekte lørdag.

Søndagssol

Man begynder så småt at tro på, at det varmere vejr nok skal vinde over de kølige vinde. Naturen fortsætter i hvert fald sin fremgang ude i haven.

Mine kæmpetulipaner er godt på vej. Der bliver flere og flere af dem, som årene går. Det er stadig et mysterium, hvor de kommer fra. Et forår for cirka fire år siden, stod der en enkelt. Året efter tre, sidste år lidt flere og i år har jeg talt hele elleve. Måske de også alle får lov til at overleve i år. sidste år blev et par af dem fortæret af syv livlige hvalpe, og de sidste revet hovedet af, af en lille pige, som synes de var pænere end de hvalpe de var kommet for at kigge på.

I år er der kun to hunde i haven. De følger med i alt, og hvis de kunne få deres vilje, så ville de ikke kun være bag hegnet på Hegnet. Det sker, at de nogen gange får deres vilje uden vi har sagt god for det.

De toppede hollændere nyder også solen. De klukker og roder lystigt rundt i deres indhegning, og de hopper ikke lige over. De donerer dagligt æg til husholdningen, som vi forsøger at få brugt. Der er æggemadder til madpakkerne, æggesalat til samme, blødkogte æg til morgenmaden og æg til alt det vi skal bruge æg til. De er tre produktive damer.

Nyd resten af den solrige søndag vi har fået. Vi kan ikke vide os sikre på, at vinteren, kulden og slud vitterligt er jaget på porten for denne gangr.

Tre nye damer

I cirka fire år, har jeg gerne ville kaste mig ud i det. Men nogengange er det bare et langtidsforløb fra tanke til handling. Det er ofte i de situationer, tilfældigheder som gør at det endelig bliver udført. Det var det også i dette tilfælde. En kollega havde udstyret der skulle bruges, som hun ville af med. Det blev afhentet i dag, og det gjorde Maude, Laura og Misse Møhge også.

Laura & Maude

Laura & Maude

Misse Møhge

Misse Møhge

De er alle tre et-årige toppede Hollændere, og deres hårpragt vil vokse med alderen. Hårpragten kan endda nemt både klippes og vaskes. Det bliver de ikke lige nu. Lige nu skal de bare lige falde til. Misse Møhge fandt hurtigt foderet, og ikke kort tid efter fandt Laura også køkkenet alt imens Maude stod og kiggede ind i hønseskuret og gokkede højt. Måske hun mente der ikke var rengjort godt nok derinde?

Bailey & Nova er nyslåede Matador fans. De følger intenst handlingens gang i den lille hønsegård, og hvis de kunne ville de gerne spille med. Det får de ikke lov til. De to barylere skal også lige lære at de er paws-off, før de alle får lov til at gå frit rundt i haven. I mellemtiden har de tre damer ud over deres bur og hus, en mindre indhegning, hvor de kan se den nye verden an.

De er sgu da hyggelige!

Forårsfornemmelser på en lørdag

Jeg har hørt og læst mig til, at det ikke er alle steder i landet, at man har haft en forårsagtig lørdag. Men lad mig blot sige, at her i Lørslev, har det været præcis det. Høj solskin, flok blå himmel og minimal vind. Sådan en dag, hvor man bare ved den er spildt, hvis man bruger den indendørs, og sådan en dag, hvor man slet ikke kan lade være med at lave noget.

Så jeg gik i drivhuset. Det har stået og ventet på en forårsdag, som inviterede mig til at gøre de første tiltag til en ny sæson. Gennem vinteren er der røget et par ruder, og de skal nok blive skiftet inden vi for alvor går i gang. Men inden da, fik jeg ryddet til side og ud, af de ting som har brugt drivhuset som opbevaringslager igennem efteråret og vinteren. Jeg fik vendt jorden i de forskellige bede derinde, tilføjet en anelse nyt jord, og smidt gødning hen over det. Jeg tog min højttaler med ud, og så fandt jeg skovle, håndrive, krukker og diverse frem for at hygge mig i glashuset i et par timer.

Jeg fandt de stedmorblomster frem, som en kollegas mor fik hentet ind her i løbet af ugen, og fik dem plantet i forskellige krukker, og de står nu beskyttet ude i drivhuset, hvor de skal hygge sig, og gro lidt, inden de skal ud og pynte i landskabet omkring matriklen.

Jeg fandt også nogen såfrø frem, og jeg har taget chancen og sat tre hold dild og to hold tomater igang. Så får vi at se om det er for tidligt, eller om det lykkedes dem at få fat i den varme der så småt – og i sær i dag – er ved at indfinde sig bag glasset. Jeg fik rykket godt fra hånden, og det glæder mig, at mit drivhus nu igen begynder at spire, og at det igen er dekorativt at se på også. Det er altså lidt pænere når der er liv derinde, frem for ingenting.

Nu vi var i gang med en slags forårsklargøring, så var vejret også til, at jeg kunne få ryddet ud, op, støvsuget og vasket Sally the Skoda ned indvendigt, så også hun blev fin og en fornøjelse at være inden i igen. Da det var gjort, smed jeg Bailey ind på forsædet, hægtede ham fast i hundeselen, rullede vinduet ned, og lå rute mod Hjørring for at give Sally et bad udvendigt også. Bailey fik sin første forårstur, hvor hans ører og snude blafrede i forårsvejret på Sæbyvej.

Han så dog ikke ud til at han syntes det ville være nogen oplevelse at sidde inde i kabinen mens Sally blev maskinvasket (det synes jeg ellers at huske var ganske sjovt, da jeg var barn), så mens hun blev rengjort, fik han lov til at tisse på flagstængerne og skiltepælene ved tankstationen.

Nu er to af de ting som kun er mine, forårsklar og klar til mere. Solen skinner stadig, og himlen er fortsat blå. Lad os bare få mere af det.

 

California … here we come

Skulle nogen være i tvivl, så holdes julen for vores vedkommende i år i Californien. I halvanden måned har vi ventet på afrejse siden billetterne blev bestilt, og i halvanden måned har vi glædet os. I morgen er det dagen. Kl. 6:05 letter vi fra Aalborg Lufthavn og sætter kursen mod San Diego, hvor vi vil være i fem dage, hvorefter vi indtager Los Angeles i syv dage.

Åh som jeg glæder mig til at gense Orange County. Det er otte år siden sidst, og første gang den bedste halvdel i det hele taget skal til USA. Jeg glæder mig til at vise ham det, som for mig, har en meget stor betydning.

Jeg glæder mig til varme og palmer. Jeg glæder mig til Olive Garden og Red Lobster. Jeg glæder mig til Corvette Diner. Jeg glæder mig til midnatshøjmesse juleaften i Cathedral of Our Lady of the Angels. Jeg gæder mig til Universal Studios. Jeg glæder mig til Griffith Observatory. Jeg glæder mig til udsigter, til udflugter – ja jeg glæder mig til alt det, og meget mere.

California flag

Oceanside

Vi er i fuld sving med de sidste forberedelser, da vi i aften drager afsted mod Frejlev til den årlige julefrokost hos Morlille & Niels, og der derfor ikke er mere tid end til i eftermiddag at gøre klar i.

Nej … jeg har faktisk ikke pakket så meget som et par trusser endnu. Det gør jeg lige om lidt. Kufferten er klar inden jeg skal afhente hus- og hundesitter kl. 16:00. Anna, som vi fandt på Facebook da vi søgte, ankommer for at holde øje med huset, og holde Bailey & katten Mojo ved selskab mens vi er væk. Hvalpen Nova skal til Nibe, hvor Karsten & Charlotte med kærlighed og stor hundeerfaring, indlogerer hende mens vi er væk.

Når vi letter, så tager vi afsted med tryghed i maven, og en fuldstændig tro på, at der er styr på det hele, og at det vi efterlader mens vi er væk, er i de bedste hænder. Vi kan nyde i fulde drag uden nogen bekymringer, og er evig taknemmelig for, at der er mennesker omkring os, som gerne vil hjælpe til, for at vi kan få den bedste tur som overhovedet mulig.

Vi har sørget for at bo på hoteller med gratis WiFi, så vi kan lade høre lyd fra os. Hvor godt det WiFi så er, får vi at se. Det er solgt som “højhastighed og god forbindelse”, men vi ved jo alle, at det ikke altid lever op til forventningerne. Men jeg er overbevist om, at der nok skal gives lyd i en eller anden grad mens vi er væk.

Vi er hjemme igen nytårsaftens dag, så vi kan nå at starte 2017 på dansk og Trumpfri jord. Vi ses på den anden side – dejlig dejlig weekend, og jul, til Jer alle!

Nybagt Bedstemor

Den søde ventetid er ovre. Mellem høballerne i en hule, har nabogårdens sorte labrador, Zita, bragt otte små vidundere til verdenen.

Vores brune labrador, Bailey, er den stolte fader (som moderen fra og med i dag snapper efter, når han gerne vil snakke med både hende og deres fælles børn). Otte sorte perler (no point intended!), hvor der i hvert fald er to drenge og en pige. Hvor mange der er af hver, ved vi ikke helt endnu. Mor og børn får lov til at være dem i et par dage, uden den, især, ivrige bedstemor begynder at vende og dreje dem alle sammen hensynsløst. Vi skal nok få sat køn på dem alle sammen i løbet af de næste par dage.

Jeg fik lige sneget mig til et enkelt billede af børneflokken, da Zita for en kort stund var ude hos bedstefaderen for at få en af hans eftertragtede godbidder fra lommen. Det er ikke verdens bedste billede, men jeg kan garantere, at der kommer mange flere i løbet af de næste uger og måneder.

….og mon ikke et af de otte vidunderbørn ender i Casa Del Lørslev om et par måneder? Jeg tror det 🙂

Lazy Days

Vi er på bag(h)jul. Vel overstået er den store familiefest, hvor jeg aldrig har oplevet en sang omkring juletræet så pragtfuld og høj før. Fjorten mennesker som stemmer i, gør alligevel en forskel.

Juledagene som fulgte er blevet stornydt. Jeg har haft absolut intet på programmet, på nær en ualmindelig dejlig date med bedsteveninden 3. juledag. Jeg har tullet rundt i mit nattøj det meste af tiden, og gør det sådan set stadigvæk. Den bedste halvdel har trukket det korteste strå, og er på arbejde her mellem jul og nytår. Jeg har mig-tid i bedste stil. Julen blev pakket væk i går, og nu flader vi ud herhjemme og venter på nytåret.

Katten Mojo og hunden Bailey strækker sig også på langs. De nyder, at der er en eller anden form for selskab dagen lang. Men mest af alt holder de til i morfarstolen og i sengen, men nyder godt af, at der er en hånd klar til at nusse i hvert af de øjeblikke de føler for det disse dage.

Lige om lidt skal der dog lidt sving i tandhjulene. Der skal handles lidt ind, så der kan nytårsforberedes. Som de sidste fem år, har vi en nytårsaftale med venneparret i Frederikshavn. Vi pakker noget af menuen og Bailey i bilen, og ser frem til årets sidste timer i godt selskab og uden de store dikkedarer. Hvis vejret tillader det, planlægges der at se fyrværkeri fra Pikkerbakkerne. Hvis vejret ikke gør, så ser vi det fra fortorvskanten. Det vigtige er, at vi kan kysse, kramme, være sammen og komme godt ind i det nye år.

Men inden da, er der stadig tid til at fortsætte det som har gået så godt i en uges tid; nemlig at slappe af og lave mindst muligt eller allerhøjst det man har lyst til.