Bulletjournal

Igennem et godt stykke tid, har jeg haft et godt øje til det fænomen som hedder bulletjournaling. Jeg er ret fascineret over den funktionalitet, som den kan tilbyde, den fleksibilitet der er mulighed for, det personlighedsgørelsesaspekt der ligger i udformningen, og den kreative legeplads den også kan være. Den kan imødekomme en masse ting, som i min hverdag og fritid skaber mening og fornøjelse.

Jeg har igenemme lang tid både læst om og YouTubet fænomenet, og jeg er nu kommet dertil, hvor jeg tænker: “jamen – jeg kan jo ligeså godt forsøge, da jeg jo  kan mærke jeg er draget af det”. Så jeg har både bestilt og købt startsermedierne til formålet, og i dag ankom min helt eget moleskin. Ikke fordi, at det absolut skal være en moleskin som skal bruges til formålet – det bestemmer man helt selv, men jeg har altid gerne ville have en. Der er også muligheden for at få en bog, som er specifikt udviklet til bulletjournaling, som efter sigende skulle være fantastisk til projektet.

Det var det sidste jeg manglede for at kunne komme igang med projektet. Så nu kribler det i mig efter weekend, for jeg skal i dén grad lege, tegne, farve og sætte den op. Jeg får sikkert ikke det set-up som viser sig at fungere bedst for mig i første omgang, men jeg håber på, at det viser sig at være et så godt redskab for mig, at jeg gennem tiden både får god gavn af dens funktionalitet, men også udviklet det set-up, som fungerer bedst for mig. Der er ikke noget rigtigt eller forkert, men der er nogen basale grundelementer, som kan hjælpe sig godt på vej, til at få udviklet sit eget set-up.

Hvis du ikke aner, hvad jeg taler om, så kan jeg anbefale at du youtuber det og googler det, og er du en af dem som både kan lide at have struktur i din hverdag, planlægning, kreativitet i dine fingre, dagbogsskrivning og så videre, så kunne det godt tænkes, at bulletjournaling også er for dig.

Tre nye damer

I cirka fire år, har jeg gerne ville kaste mig ud i det. Men nogengange er det bare et langtidsforløb fra tanke til handling. Det er ofte i de situationer, tilfældigheder som gør at det endelig bliver udført. Det var det også i dette tilfælde. En kollega havde udstyret der skulle bruges, som hun ville af med. Det blev afhentet i dag, og det gjorde Maude, Laura og Misse Møhge også.

Laura & Maude

Laura & Maude

Misse Møhge

Misse Møhge

De er alle tre et-årige toppede Hollændere, og deres hårpragt vil vokse med alderen. Hårpragten kan endda nemt både klippes og vaskes. Det bliver de ikke lige nu. Lige nu skal de bare lige falde til. Misse Møhge fandt hurtigt foderet, og ikke kort tid efter fandt Laura også køkkenet alt imens Maude stod og kiggede ind i hønseskuret og gokkede højt. Måske hun mente der ikke var rengjort godt nok derinde?

Bailey & Nova er nyslåede Matador fans. De følger intenst handlingens gang i den lille hønsegård, og hvis de kunne ville de gerne spille med. Det får de ikke lov til. De to barylere skal også lige lære at de er paws-off, før de alle får lov til at gå frit rundt i haven. I mellemtiden har de tre damer ud over deres bur og hus, en mindre indhegning, hvor de kan se den nye verden an.

De er sgu da hyggelige!

Hurra for de Fantastiske Syv

Vi har alle sagt det før. “Som tiden dog flyver”. Det var den 29. marts allerede et år siden disse syv basser kom til verden, og vi havde et forår og forsommer med liv og glade hvalpedage indtil de hver i sær fløj fra reden og ud til deres skønne familier.

De har nu alle været igennem deres første år, og i morgen mødes de igen. Vi holder fødselsdag og hvalpetræf i hundeskoven i Tversted. Opdrætter har naturligvis sørget for både fødselsdagslagkage og gaver til dem alle

Jeg glæder mig til at se dem alle igen, og der vil i en times tid være fuld fart over hundeskovsklitterne i Tversted. De får nok også brug for motionen med den festbombe af godter som venter dem. Hurra for de fantastiske syv

En Gammel Kending

Vi scorede jackpot med vejret i går. Det var det mest fantastiske forårs vejr, og det ville være tæt på en forbrydelse, hvis man ikke sørgede for at udnytte det.

Det inviterede til begyndelsen af et lille projekt, som jeg havde i tankerne. En gammel folkeskolekammerat var klar til at skille sig af med sin gamle cykel.

Jeg har i gemmerne smalfilm, hvor jeg som tre-årig kæmper en brav kamp for at køre netop denne model hen over knoldede marker. Jeg fik ingen succes – tværtimod viser smalfilmen, at det ikke kun er mig som på tidspunkter var udfordret med denne model.

Selv om den voldte mig så store problemer i min barndom, så bliver jeg varm om hjertet når jeg ser den gamle racer. Den skulle ikke have lov til at lide storskraldsdøden, så jeg afhentede cyklen hos folkeskolekammeraten.

Med Carpenters i højttalerne, sol fra en skyfri blå himmel og varmegrader som gjorde jeg kunne arbejde ude, uden jakke fik jeg påbegyndt processen med at give denne gamle traver nyt liv og nyt formål.

Jeg er godt i gang, og i dag når arbejdsdagen er kommet til sin ende, skal jeg hjem og vikle de dele ud, som blev dækket til for ikke at blive ramt af spraymalingen. Jeg skal vurdere om den skal have en omgang mere, men jeg vil også gerne have at man kan se, at den har alder. Den skal langtfra stå som funklende ny. Det værende sagt, så trængte den dog til en lille smule kærlighed. Det har den fået, og får lidt mere, og hvis alt er i orden i eftermiddag, så vil det lille lad tilbyde hjem til de små påskeliljer. Igennem forår og sommer vil ladet således skifte sit udseende, og den lille trehjulet cykel vil leve videre som nostalgisk havepynt.

Forårsfornemmelser på en lørdag

Jeg har hørt og læst mig til, at det ikke er alle steder i landet, at man har haft en forårsagtig lørdag. Men lad mig blot sige, at her i Lørslev, har det været præcis det. Høj solskin, flok blå himmel og minimal vind. Sådan en dag, hvor man bare ved den er spildt, hvis man bruger den indendørs, og sådan en dag, hvor man slet ikke kan lade være med at lave noget.

Så jeg gik i drivhuset. Det har stået og ventet på en forårsdag, som inviterede mig til at gøre de første tiltag til en ny sæson. Gennem vinteren er der røget et par ruder, og de skal nok blive skiftet inden vi for alvor går i gang. Men inden da, fik jeg ryddet til side og ud, af de ting som har brugt drivhuset som opbevaringslager igennem efteråret og vinteren. Jeg fik vendt jorden i de forskellige bede derinde, tilføjet en anelse nyt jord, og smidt gødning hen over det. Jeg tog min højttaler med ud, og så fandt jeg skovle, håndrive, krukker og diverse frem for at hygge mig i glashuset i et par timer.

Jeg fandt de stedmorblomster frem, som en kollegas mor fik hentet ind her i løbet af ugen, og fik dem plantet i forskellige krukker, og de står nu beskyttet ude i drivhuset, hvor de skal hygge sig, og gro lidt, inden de skal ud og pynte i landskabet omkring matriklen.

Jeg fandt også nogen såfrø frem, og jeg har taget chancen og sat tre hold dild og to hold tomater igang. Så får vi at se om det er for tidligt, eller om det lykkedes dem at få fat i den varme der så småt – og i sær i dag – er ved at indfinde sig bag glasset. Jeg fik rykket godt fra hånden, og det glæder mig, at mit drivhus nu igen begynder at spire, og at det igen er dekorativt at se på også. Det er altså lidt pænere når der er liv derinde, frem for ingenting.

Nu vi var i gang med en slags forårsklargøring, så var vejret også til, at jeg kunne få ryddet ud, op, støvsuget og vasket Sally the Skoda ned indvendigt, så også hun blev fin og en fornøjelse at være inden i igen. Da det var gjort, smed jeg Bailey ind på forsædet, hægtede ham fast i hundeselen, rullede vinduet ned, og lå rute mod Hjørring for at give Sally et bad udvendigt også. Bailey fik sin første forårstur, hvor hans ører og snude blafrede i forårsvejret på Sæbyvej.

Han så dog ikke ud til at han syntes det ville være nogen oplevelse at sidde inde i kabinen mens Sally blev maskinvasket (det synes jeg ellers at huske var ganske sjovt, da jeg var barn), så mens hun blev rengjort, fik han lov til at tisse på flagstængerne og skiltepælene ved tankstationen.

Nu er to af de ting som kun er mine, forårsklar og klar til mere. Solen skinner stadig, og himlen er fortsat blå. Lad os bare få mere af det.

 

Reboot

Tre måneder går stærkt. Det er i hvert fald det som er gået siden sidste indlæg. Årsagen hertil ligger ikke i manglende lyst til at skrive, men mere teknisk irritation. Bloggen har i lang tid, været afsindig længe om at loade, og jeg har været ved at undersøge hvorfor. Med hjælp fra min host, one.com, har jeg trevlet mig igennem flere løsningsforslag.

Årsagen er endelig fundet, men det har holdt hårdt at finde den. Jeg er nu der, hvor siden igen loader som den skal, men det har kostet mig dyrt.

Reboot

Al indhold og indlæg gennem de sidste fem til syv år eksisterer stadig, men en af måderne for at fikse et problem, forårsaget af en såkaldt “widget” for dem som ved, hvad det er, har jeg været tvunget til at slette ikke mindre end tæt på 400 billeder, som er drysset rundt i indlæggene igennem hele bloggen.

Jeg er så småt gået igang med at genskabe det som jeg kan, og det som giver mening. Det bliver næppe det hele jeg hverken kan eller vil genskabe rent billedmæssigt. Men denne første side, som folk i 90% af tilfældene starter på, er genskabt 100 %. Resten kommer løbende, men det er ikke til at sige i hvilken rækkefølge eller hvilket tempo. Det bliver et “hygge-projekt”. Så støder du i arkiverne på indlæg, hvor du synes der mangler nogen billeder, så er det derfor.

Men jeg er kørende, og ikke irriteret over langsom loadtid igen. Så vi er i gang. Jeg er i luften igen, og jeg kan endelig atter komme i gang med at tilfredsstille min skrive- og fortællerlyst. Jeg ved ikke om du har savnet det, men det har jeg, og når alt kommer til alt, så er det primært for mig selv, at jeg skriver.

Weekenden er begyndt – håber du får en dejlig en af slagsen. Med eller uden billeder.

Sindero … endelig

Søndagen har budt på dejligt vejr, så meget af den har jeg brugt i naturen. Faktisk har jeg brugt naturen rigtig meget over de sidste par måneder. Jeg har i min stressproces, fundet ud af, at ude i naturen mærker jeg friheden. Jeg vil helst være i den alene, når jeg bruger den som et redskab, kun akkompagneret med en af mine hunde. De har ikke noget imod det. Men jeg har travet rigtig mange kilometer i diverse hundeskove, over bakker og marker, hen ad forskellige strande, og siddet på mangen en høj, hvor jeg bare har siddet stille. Tankerne eksisterer ikke. Ansvarsfornemmelse forsvinder. Pligter er væk. Der er bare stilhed. Stilhed helt inde i hovedet og i hele kroppen. I sidste weekend, var der et tidspunkt, hvor jeg fysisk kunne mærke – mens jeg vandrede rundt i en hundeskov – at det som bor inden i mig boblede af glæde og tilfredshed. Jeg stoppede brat op, for det var et meget vigtigt øjeblik. Helt inderst inde kunne jeg mærke glæde, overskud og fred. I dét øjeblik mærkede jeg dét, jeg har kunne mærke komme sig snigende de sidste par måneder; at jeg stort set er nået på den anden side.

Når det er sagt, så er jeg ikke på den anden side som før. Det er en anden side jeg er kommet ud på. Der er ting, som jeg ikke kan mere, og ting jeg kan igen, men bliver nødt til at gøre på en anden måde. Jeg har lært frygtelig meget på denne rejse, men mest af alt at jeg ikke må glemme. Det er lidt som en ædru alkoholiker. Begynder man med de gamle vaner, så vil man med stor sandsynlighed ryge direkte tilbage i det hele igen. Så jeg skal altid være opmærksom, og jeg skal finde fred med at der temmelig sikkert til evig tid, vil være en flig af det tilbage i mig, og at jeg vil kunne mærke det i ny og næ, og i nogen situationer hurtigere end førhen. Forskellen fra før til nu ligger blot i, at jeg nu har redskaberne til at stoppe det før det udvikler sig. Forhåbentligt. Men i det store billede er jeg igennem det – i hvert fald nok til at jeg igen føler  mig ovenpå i det meste.

Julen banker på døren, og da vejret var så skønt, drog jeg til kirkegården for at gøre farmor & farfar klar til julesæsonen. Jeg er ikke den eneste som har været forbi. På graven lå allerede en fin lille stjerne, og inden jeg tog derfra igen, var der også lidt gran, et par dekorationer mere, og et lys i mørket, som vil brænde den næste uge. Det var dog ikke kun vejret som var bidragende til, at det netop var i dag, jeg valgte kirkegården. I dag er det nøjagtig et år siden vi sagde farvel til en smuk ung kvinde, som tabte sin korte kamp mod kræften, og selv om det var min farmor og farfar jeg puslede om, så var tankerne i dén grad også på Susanne. Jeg fik sagt god jul til dem alle, og selv om tiden går, så er de alle gemt og husket.

Livets kontraster er mange, men jeg tror jeg er ved at finde tilbage til det punkt, hvor jeg er god til at finde de gode kontraster. Værdsætte hvad jeg har, hvad jeg kan og der hvor jeg med ægthed kan sige, at de ting som irriterer mig, er småting i det store billede. Jeg er udpræget optimist, og tror på at hvis man samtidig er realist, så kan man kun få det godt. De to ting sammen gør, at man er i stand til at tage hånd om sin egen skæbne, så at sige. Det gør at man er i stand til at handle, hvis man synes der er ting som ikke er som det skal være. Man bliver sin egen lykkes smed.

Det er også, set i bakspejlet, hvad jeg har gjort i forhold til mit arbejde med at komme ud af mit stress. Det er mig som satte gang i maskineriet, fordi jeg ikke brød mig om den tilstand jeg synes jeg var i. Jeg har arbejdet hårdt, og fulgt de råd og vejledninger jeg har fået undervejs af professionelle. Også de råd og vejledninger som jeg synes var lige en tand for holistiske og underlige – men de hjalp!

Jeg skal stadig arbejde med det hele, og jeg vil kun sige dette: føler du at der er noget som ikke er tilfredsstillende, så gør noget ved det! Uanset hvad det er, så gør noget! Den som ikke handler ændrer ikke tingene. Den som gør, rykker sig. Bare gør noget. Uanset hvad der kommer ud af handlingen, så har du sparket gang i en proces, som flytter dig fra A til B …. og så er du allerede et andet sted end der, hvor du startede. Et andet sted en det sted du ikke var tilfreds med. Det er ikke nødvendigvis resultatet du skal stræbe efter, men måske mere rejsen du begiver dig ud på du skal lære af. Se, hvor den fører dig hen. Men det hele starter kun hos dig selv.

Gør noget!

Café, Købmand, Kultur

Der er gået godt et halvt år, siden landsbyen blev samlet, for at blive informeret om det hus, som tre løbekammerater havde købt. Siden da, er der blevet knoklet igennem for at sætte huset i stand, der er blevet kørt i pendulfart imellem huset, og alle dem som har doneret møbler og indhold til indretningen og der er blevet afholdt møder for at fastsætte vagtplaner, og for at have en start idé om, hvad huset skal kunne.

Rammerne er nu på plads for Lørslev Café & Kulturhus, og i dag åbnede huset op for første gang. Byen og omegn blev inviteret indenfor for at se, hvad alt det hårde arbejde var resulteret i, og samtidig stifte bekendtskab med de lokaler som i fremtiden gerne skulle blive flittigt brugt til både småindkøb, afhentning af bestilte varer, caféhygge, arrangementer, hygge, iværksætteri og meget meget mere.

Man træder ind i et hus, som oser af hjemlig hygge, og som helt klart inviterer til at blive brugt, og til at være et centralt samlingssted. Et sted, hvor landsbyen får livet tilbage, efter at den er blevet dømt ude af det store samfund.

corner

Der er lagt i ovnen til en fremtid, hvor byens borgere kan sætte sit eget præg på, hvilket samfund de ønsker at bo i. Der er blevet gjort et ualmindelig godt stykke arbejde, og interessen har været stor, og hjælpen har været mangfoldig. I dag klingede kasseapparatet for første gang, da besøgende kunne byde sig selv velkommen i huset med kaffe & kage.

I morgen er der første handelsdag. Tre gange om ugen – indtil videre – åbner huset op for afhentning af de varer som borgerne nu kan bestille via Osuma.dk, som der er blevet indgået en aftale med. Tre timer, tre gange om ugen, er der åbent, og ud over afhentning af varer, er der mulighed for at købe nogen basale varer fra eget inventar, samt ikke mindst at mødes med de andre til en kop kaffe og mundgodt.

Der er i støbeskeen mange idéer til, hvad huset ellers kan bruges til. Blot fordi det ikke er åbent alle dage, betyder det ikke, at det ikke kan åbnes. Har man en idé, så kan man føre den ud i livet her. Har man en hyggeaften man gerne vil afholde, så kan man bruge huset her. Har man et arrangement man gerne vil dele, så kan man dele det her. Huset skal bruges, og jeg håber det vil blive brugt i stor stil.

Jeg synes huset er kommet langt på meget kort tid. Nu skal den næste tid lære os, hvad det ellers kan blive til. Det er learning by doing, men på den lange bane har vi forhåbentligt fået et hus som kan skabe liv, handel og kultur i byen.

Jeg er stadig ualmindelig facineret af projektet. Jeg kan sagtens se, at hvis huset overlever nyhedsinteressen, så har de fat i den lange ende. En ende som kan være et stort plus for byen i rigtig mange henseender. Der er ingen planer om, at huset skal vokse sig til et supermarked, men det skal være med til at gøre byen attraktiv for både nuværende beboere, kommende beboere, og også være med til at gøre byen et attraktivt sted for dem som er på kig efter et nyt sted at bo. Byen skal ikke fravælges fordi der mangler liv, handelsmuligheder eller fremstår som en øde flække. Jeg tror stadig, at det her er en af de ting, som klart kan gøre en meget stor forskel, og for mange er det også et stort plus, at man selv kan være med til at skabe sin by.

Det kan man her, og vi er godt igang. Jeg selv? Jo jo – jeg har da involveret mig. Jeg snupper min første frivillige vagt næste lørdag, hvor jeg skal lange morgenbrød over disken. For hvorfor skal vi køre helt til Hjørring, Sindal eller Tårs for at hente morgenbrød, når vi nu har et sted, hvor morgenbrødet kan komme til os?

Fluesvampparade

Vi har stillet uret tilbage til normaltid, og når man sætter uret tilbage, så skal havemøblerne ind. Det fik vi så gjort, og en rundvandring i haven, afslørede en hel parade af fluesvampe, i et af hjørnerne.

Fluesvamp-parade luesvamp

Selv om de er ganske fine at kigge på, så fik de kun lov til at overleve videre til enden af disse billeder. Nu er de ryddet, for jeg vil ikke risikere at hverken Bailey eller Nova finder på, at det kunne være ganske sjovt at tygge lidt på de fætre.

Havemøblerne og vores pavillion var det sidste af forårets og sommerens rester i haven. Alt er nu vinterklar derude. Men på den anden side af frost, blæst, regn og måske sne venter foråret som igen vil bringe hele pragtfuldheden tilbage.