Er der blevet liv?

I august sidste år, blev det første gang nævnt. Jeg bor i en ultra lille landsby med knap 300 indbyggere, som er medlem af det famøse “udkantsdanmark”, og mærket som en døende landsby. Men min lille landsby ville det anderledes, og derfor er der igennem det sidste halvandet år blomstret ting frem, som er skabt af landsbybeboerne selv. En af de ting som der var kommet var Lørslev Café & Kulturhus, som havde sin første officielle åbningsdag i starten af december 2016. Da jeg skrev om det hele første gang for halvandet år siden, var jeg spændt på at se, hvad det havde udviklet sig til om tre år, såfremt det overlevede nyhedsinteressen. Men her et års tid efter første åbningsdag, kan der allerede nu rapporteres om udviklinger.

Til alle Jer som også bor i små landsbyer …. det kan betale sig! Der er sket ting og sager siden åbningen, og det er langt fra slut. Men allerede i løbet af dette første år, har det skabt forandringer, liv og muligheder. Alt sammen noget som giver værdi for både landsbyen, landsbyens beboere, de som frivilligt involverer sig og for den generelle atmosfære som lever i landsbyen.

Lige om lidt har vi den første generalforsamling, hvor vi har et helt åbningsår at kigge tilbage på. Vi er overvældet. Vi står i dag med et hus som der nu er 100% betalt og velfungerende i sin drift. Både i forhold til selve det praktiske, men også på den økonomiske del af det hele. Vi står med et hus som det sidste år har huset adskillige foredrag af diverse arter. Et hus som har været fyldt op til diverse spisearrangementer, søndagscaféer og brunches. Et hus som har budt indenfor til bankodage, whistaftener, kursusaftener i form af blandt andre “Facebook for absolut begyndere” og “Arveret”. Et hus som fungerer som opsamlingssted af dagligdagsvarer bestilt gennem Osuma.dk. Et hus som troligt hver lørdag og søndag deler rundstykker ud til de morgenfriske som har bestilt dem. Et hus som har fået brygget sin helt egen øl i samarbejde med et lokalt bryghus. Et hus som har fået kreeret sin helt egen kage med en hemmelig opskrift af bagedystvinderen Liv. Et hus som samler byen på en helt ny måde, og lader os alle opdage hvem der har boet både lige om hjørnet eller på den anden side af marken i mange år uden vi har vidst det. Et hus som har formået at involvere mere end 60 mennesker på fuldstændig frivillig basis, lige fra opgaver som købmandsvagter, rundstykkevagter, aktivitetsgruppe, havegruppe, bagegruppe og mange andre grupper som alle er med til at få alt til at gå op i en højere enhed. Et hus som i dén grad har skabt en fornemmelse af at man kender ikke kun sin nabo, men alle de andre ogå. En fællesskabsånd er skabt, og den følelse af at man selv har taget ansvar for udviklingen af en hel by er intet mindre en fantastisk. Vi kan mærke det nytter. Både for byen men også for den enkelte. Det har skabt værdi på rigtig mange områder og niveauer.

Det har også skabt omtale. Så småt som huset for alvor kom i drift, vakte det også nysgerrighed ude omkring, og inde bag både politiske vægge og nyhedsrum. Vi har oplevet en enorm støtte og anderkendelse i forhold til det stykke arbejde og den mission vi har på agendaen. Det hjælper unægtelig også på følelsen af, at vi er i gang med at skabe noget som giver værdi og som gør en forskel. Har du lyst til at få et fem minutters indsigt i, hvad vi er for en størrelse, så har TV2 Nord for nylig bragt et meget korrekt indslag omkring vores kulturhus.

Indslaget fortæller også om en af de største anderkendelser vi har modtaget i det år vi har været igang; nemlig førstepræmien på Homeprisen 2017. Vi blev yderst beæret over at netop vores lille hus fik tildelt førstepræmien, og vi smiler endnu stort over den pris.

Vi skulle ikke vente tre år for at se, hvor det hele ville ende. Vi kan allerede efter et år konstatere, at det er gået fantastisk. Alt sammen fordi vi har en landsby som i dén grad huser ildsjæle. Det her projekt kunne på ingen måde have taget den udvikling, havde det ikke været for alle dem som har involveret sig, og som stadig involverer sig. Der er i det kommende år nye spændende projekter på tegnebrættet, og derfor bliver det igen spændende at se, hvor vi er om et år. Jeg er så stolt af, at være en del af det hele, og jeg er endnu mere stolt over at vi har formået at gå imod strømmen. Den her by overgiver sig ikke til dommedagsteorierne, og vi kan herfra Lørslev kun varmt anbefale andre landsbyer om at kopiere idéen. Synes du din landsby er ved at blive udvisket fra landkortet, så put den selv på det igen. Det kan nemlig godt lade sig gøre.

Piiiist … skulle du være i området, så tjek endelig vores Facebook side ud, hvor alle vores kommende begivenheder også er at finde – hvem ved; det kan jo godt være der er et arrangement, som netop du gerne vil deltage i, og du er så hjertelig velkommen uanset hvorfra i landet du kommer fra

Erik & Emma

Nogengange er der mennesker, som kommer ind i sit liv ved en tilfældighed. En sjælden gang imellem hænger de ved, selv om man i bund og grund ikke har noget forbindende mellemled længere. Sådan et par mennesker er Emma og Erik.

Emma og Erik boede i et hus, forbundet til en gård, som den bedste halvdel havde sin gang på dengang jeg lærte ham at kende. Det var egentlig ejerne af gården han havde en forbindelse til, men Emma & Erik var der også, og derfor kunne man jo ikke “undgå”, at have en lille smule omgang med dem også.

For fire år siden, flyttede Emma & Erik fra gården, og ind til “byen”, hvor de bosatte sig i et helt ordinært paracelhuskvarter. Livet på gården fortsatte, men som de næste par år gik, blev forbindelse for den bedste halvdels og mit vedkommende også mindre. Den er der stadig til et vist omfang, men knap så meget som engang, og i bund og grund burde forbindelse til Emma & Erik have været helt ophørt. Men det er den så bare ikke.

Gennem de sidste fire år, har Emma & Erik, af en eller anden grund, bevæget sig ind i vores liv på separate og egne vilkår, helt adskilt fra gården. Vi har nu gennem fire år, i ny og næ, været forbi på besøg op til flere gange. Både til morgenbord, frokost og middag eller en helt simpel kop kaffe. Nogengange har vi drengene med, nogen gange er det bare os, og nogen gange igen, er det bare den bedste halvdel. Dog er der én ting, som der skal være til stede, hvis vi vælger at aflægge besøg, hvad end det er den ene eller den anden af slagsende; hundende har bare af at være med! Det er sket en enkelt gang, at den bedste halvdel er dukket op uden nogen hunde, og en enkelt gang kun med den ene hund … det lader især Emma ikke gå ubemærket forbi. Nogen gange er vi faktisk lidt i tvivl om, om det er os eller hundende hun gerne vil have på besøg.

Her til morgen tog vi til morgenbrød hos Emma og Erik. Erik var dog ikke hjemme, da han er en ivrig verdensomrejsende jæger, og lige nu er i Polen på jagttur. Så det var Emma der tog i mod, og vi turde ikke andet end at tage begge hunde med. Vi kom med morgenbrødet, og Emma havde dækket bordet som – som altid – oser af hygge og ordentlighed.

Friske blomster fra egen have, agurk og tomater fra eget drivhus og et askebæger ud foran hver kuvert, da vi alle tre er rygere. Så skal man ikke sidde og dele og række ind over hinanden. Nej Emma sørger for at alle har hvert deres eget af alt.

Hundende elsker Emma. Hos hende ved de at der altid gemmer sig et eller andet mundgodt. De ved også, at køleskabet proviantere dem med godter, og derfor vil en tyggestang ikke engang tygges på, fordi de ved Emma gemmer andet godt, og de ved at hun gerne giver ud af det.

 

De bliver møjforkælet, og vi er slet slet ikke i tvivl om, at både Emma & hundende elsker det ligemeget.

Et morgenbesøg hos Emma & Erik mangler ingenting. Snakken er kvik, humøret er højt, gæstfriheden er grænseløs, og drammen i en eller anden form kommer altid lige på bordet også, for at få gang i hele kroppen.

Tiden flyver forbi i deres gode selskab, og man tager altid derfra med et smil på læberne og uden man mangler noget som helst.

Måske de her tilfældighedsbekendtskaber i virkeligheden er dem som er allerbedst? De kommer til live ene og alene på baggrund af kemi og lyst, og ikke fordi man på en eller anden måde er blevet bragt sammen på baggrund af noget man har været, eller skulle være, fælles om.

Her på matriklen kan vi i hvert fald godt lide Emma & Erik, og er glade for at de blev tilfældige bekendtskaber.

De (u)planlagte weekendoplevelser

Weekenden har allerede budt på oplevelser i mangfoldigheder. Nogen af dem planlagt, andre uventet ankommet.

Jeg satte weekenden i gang lidt tidligere sammen med kollegaerne, hvor vi drog ud i det nordjyske, for at spille fodboldgolf. En frisk runde med 18 huller, hvor boldøjet blev indstillet midt i spillet, men var helt ude af fokus i starten og slutningen af spillet. Det gjorde det dog ikke mindre underholdende af den grund.

Når man sådan har været aktiv i et par timer, trænger maven til at blive fyldt op. Så efter et lille pitstop, hvor nogen af “de unge” lige kunne nå at nette sig, mødtes vi alle på Applaus, hvor vi havde et bord og en madoplevelse bestilt.

Ti retter kom i en tilpasset strøm ud fra køkkenet til vores bord over de næste tre timer, og vi kunne alle gå derfra mætte og tilfredse. Jeg har været hos Applaus en enkelt gang før, men også denne gang tager jeg derfra med en opfordring til at prøve det, hvis du ikke allerede har været der.

Dagen blev lang men skøn, og søvnen nåede lige at runde syv timer, inden lørdagen gik i gang. Rundstykkevagten i Lørslev Café & Kulturhus tilhørte i dag den bedste halvdel og jeg. Den er nu så hyggelig, og de to timer hvor borgerne i byen kan hente deres bestilte morgenbrød, starter altid min dag med en god følelse i maven.

Vores hundesitter fra Aarhus, Anna, er i området, da hun i denne uge passer hunde for en anden. Hver gang hun er heroppe, melder hun lige ind, for at høre om vi er med på en hundetur. Det er vi altid. Vi kan godt lide Anna, og det kan hundende også – så hende vil vi gerne mødes med. Vi havde aftalt at mødes i hundeskoven ved Tversted og med sig havde hun Gitte og Carlo.

Vi brugte en times tid i strandskoven, og hundende fik løbet det meste af deres energi af sig, og snuset til alle de marehalm de overhovedet kunne komme i nærheden af. Efter endt tur i hundeskoven, fik vi potedasket på gensyn til Anna, og satte kurs ned mod Tversted Strand. Nu vi var her, så skulle vufferne da lige have lov til at få et dyk i Vesterhavet.

De elsker det, og de var yderst fornøjet over, at badeturen måske blev en lille smule længere end normalt, eftersom undertegnede formåede – for første gang i hele sit liv – at sænke Sally the Skoda så godt ned i sandet, at der ikke var anden udvej end at kalde på hjælp.

Jeg har nok været med i biler før, som har sat sig uhjælpeligt fast i sandet, men det er første gang jeg selv nogensinde, har været chaufføren som satte den fast. Men mens vi tålmodigt ventede på hjælp, fik hundende sig en ekstra badetur, og udsigten kunne nydes, da både vejr og vind var ganske fint.

Vi ventede ikke så lang tid på hjælpen, og Allan hev Sally fri med sin store stærke unimock i løbet af tre minutter. Nu er vi alle sikkert hjemme igen, og lige om lidt venter der bukkemørbrad og sæsonåbning af Danmarks historie.

I morgen er der atter en dag – noget af den er planlagt, men i dag har vi lært at der også er plads og tid til det uplanlagte….og så tager vi det med.

43 – En dejlig dag

Jeg er stadig ikke skræmt over, at årene ruller på alderen. Jeg er nærmere de 45 end de 40 fra og med i dag, og jeg har det helt fint med det. Det har jeg fordi, jeg er pænt tilfreds med det livet byder mig, det som det lokker mig med, og det væsen, det sind og den leg som jeg – på trods af alderen – stadig kan konstatere sprudler i mig. Jeg er mig, og ikke min alder. Jeg er stadig mig, selv om jeg nu er et år ældre. Som jeg ser det, så har jeg nu sat et ekstra års erfaring og øvelse i at være netop mig, på kontoen.

Alle spørger, helt naturligt, efter hvordan min dag har været, hvad jeg har fået i gave og om jeg er blevet godt forkælet. Jeg er en af dem, som ikke holder af at sætte mig selv i fokus, når det kommer til at blive hyldet eller få gaver. Så jeg afholder mig fra at holde noget stort set hvert eneste år, og det passer mig fremragende. Sådan har dagen i dag også været. Jeg stod i morges op til en kæmpe buket roser og en skønt kort på mit skrivebord på mit kontor på hjemmematriklen. Den mødte mig helt alene, mens den bedste halvdel sov sødt videre da han holder ferie de næste to uger. Han havde gjort det hele klar i går aftes, og så har jeg – helt som jeg gerne vil det – kunne modtage den dejligste gestus helt for mig selv uden at blive forlegen.

Jeg har ikke fået nogen gaver (endnu). Jeg tror ikke så meget på det her med “jeg giver gave, du giver gave” når det kommer til gaveudveksling mellem den beste halvdel og jeg. Jeg elsker selvfølgelig når han så alligevel gør det, men jeg elsker ovenstående gestus lige så højt. Han har selv fødselsdag lige om lidt, så det vil bare være penge den ene vej, for at gå den anden vej om ikke ret mange dage. I stedet bruger vi som oftes de gavepenge på oplevelser og rejser sammen i stedet for. Men det hænder da, at der falder en enkelt fødselsdagsgave eller julegave af i ny og næ. Men det er ikke noget vi praktiserer ofte.

Jeg ved at der venter en gave fra veninden enten senere i denne uge eller næste uge. Vi skal lige have aftalt en date, og hun er stort set den eneste, som jeg er på fødselsdagsgave udveksling med. Jeg tænker også at der ved lejlighed kommer et eller andet fra min mor, når vi igen ses, og måske også fra min mormor, som plejer at smide en lille kuvert min vej når jeg har haft fødselsdag. Men det er ikke noget jeg hverken forventer, eller bliver forarget eller forsmået over, hvis der ikke gør. Jeg er så tilfreds i min hverdag, at jeg ikke vægter det højt. Jeg synes vitterligt at det jeg allerede har i alle henseender er gave nok i sig selv, hver eneste dag!

Jeg tog på arbejde som jeg skulle, og her var der heldigvis heller ikke det store halløj. Jeg er en af de kollegaer, som med glæde betaler til gavekassen, og dukker op til fødselsdagsmorgenbrød når kollegaen holder fødselsdag, men jeg vil bare ikke selv have samme tur.  Jeg er glad for de mange “tillykke med fødselsdagen” jeg har fået i løbet af dagen på jobbet. De ved godt det er min dag, og det er alt nok for mig. Mine egne medarbejdere havde diskret sat et par flag op, og så behagede det mig rigtig meget, at jeg i dag kunne forkæle dem med en pålægskagemand til frokost i anledning af mine 43 år – og så skulle der ikke være mere i det.

Resten af eftermiddagen og denne aften med, vil gå med at gennemse alle de tillykkere der er rullet ind til mig på Facebook, sms og messenger og i sær lige nyde at en af mine tidligere medarbejdere i dag ringede mig op, bare for lige at sige tillykke. Jeg synes det er stort! Det er en gave i sig selv, at der er så mange som ved at jeg har fødselsdag, og som bruger bare lidt tid på at sende mig en hilsen. Jeg synes man skal være yderst taknemmelig for, at der er så mange som har lyst og giver sig tid til at sige tillykke.

Det har været en dag lige efter min smag. Jeg har fået lov til at føle mig lidt ekstra speciel, fordi jeg har fået opmærksomhed, men i et tempo og i et setting som jeg kan håndtere. Jeg er super super god til at gå forrest, stå i centrum i alle andre situationer, og elsker at være med til at fejre andre. Men ligeså dygtig jeg er til det, ligeså elendig er jeg til at tage imod, når det kommer min vej. Så jeg er dybt taknemmelig for alle de mennesker som har fodret min hang til at blive lagt mærke til, men samtidig respekteret min grænse for ikke at blive sat i den centrumsatmosfære, som fødselsdage som oftest gør.

Tak til hver og en af Jer for Jeres hilsner. Her bag skærmen er jeg langt bedre til at udtrykke min glæde, hvor meget det varmer, hvor uendelig meget det hele betyder og hvor  blødt mit hjerte bliver over det. Tak … og måske jeg kan overtales til at holde noget lidt mere fandango om syv år – måske!

Date med Musikkens Hus

Jeg har været gæst i Musikkens Hus i Aalborg, som publikum et par gange. Som publikum er det en imponerende bygning at træde ind i. Det kan godt være, at det var en meget svær, lang og omdiskuteret fødsel, men jeg synes de er sluppet godt afsted med det, og efter at have afprøvet det med oplevelser, så synes jeg også de kan sige det var hele den svære og lange kamp værd.

Nu har jeg så også været besøgende som turist. Den bedste halvdels arbejde, havde arrangeret en rundvisning af bygningen, og det gjorde faktisk huset endnu mere interessant.

Hvem vidste, at det var et dansk firma fra Thy, som kunne lave den meget specielle stålkonstruktion, som et internationalt firma havde sagt nej til? Hvem vidste, at alle vinduer er bestilt på special mål, fordi bygningen er organisk, og bygget lidt på gefühl uden pedantisk milmetermål? Hvem vidste, at den store betontrappe som går op igennem bygningen, er støbt sektionsvis ud fra 3D teknik og også lidt uden mål, med krydsede fingre for, at stykkerne passede sammen? Hvem vidste, at glasset i gulvet skulle have været gennemsigtigt, men da det kom i viste det sig, at det kun var gennemsigtigt nedenfra, som gjorde at besøgende i sommerkjoler blev en forestilling i sig selv, hvorefter glassets gennemsigtighed blev  helt blokeret?

Det var en yderst interessant rundvisning med mange finurlige detaljeafsløringer. Rundviseren var en engageret musikstuderende, som har sin daglige gang i huset, da det også rummer universitetsfaciliteter. Derudover, fik vi fornøjelsen af at få en lille svensk korsang, at et klingende pigekor, da vi nåede ind i den store sal.

Den bedste oplysning jeg fik med derfra var, at der hver tirsdag er “åben koncert”. Hver tirsdag er der øvedag for Det Jyske Musikkonservatorium fra kl. 19:00. Her kan alle og enhver bare dukke op, lytte med og gå til og fra som det lyster sig. Men man kan opleve alverdens genrer disse tirsdage, så det er en skøn måde at få noget nyt til øregangene, og måske – hvis man er heldig – opdage at man elsker en musikgenre eller lyd, som man slet ikke vidste man elskede.

Derforuden forholder det sig faktisk således, at Musikkens Hus er delvis offentligt åben hver eneste dag fra kl. 10:00 til 20:00; i sommerperioden endda helt frem til 22:00. Det er offentlig tilgængeligt, så man kan fremvise en stor del af bygningen på egen hånd. Men hvis du gerne vil dykke lidt bag facaderne, så kan en bestilt rundvisning så sandelig varmt anbefales.

Rosita – Je T´aime

En gang om måneden drager veninden og jeg ud for en aften, hvor vi prioriterer os og maden. Vi forsøger så vidt muligt, at prøve noget nyt vi aldrig har prøvet før, og i lørdags var ingen undtagelse. Vi havde bestilt bordet for to måneder siden, da det er hvor lang ventetid der er på at få et bord. V glædede os, da vi havde hørt og læst så meget om dem, og fordi de har fået nogen rigtig fine anmeldelser. På trods af alt det vi havde læst og hørt, så var vi en lille smule på hælene. For en måned siden, bevægede vi os nemlig ind på et andet spisested som ligeledes kom med fine anmeldelser, og her blev vi svært skuffede. Så vi holdte vores forventninger lidt i tøjler, men gik derind med åbent sind, og en tvivl som vi var fastsatte på at lade komme dem til gode.

Vi gik derfra fire en halv time efter, og vi kan ikke sætte en finger på noget som helst. Det var en uovertruffen skøn aften. Både med selskabet, med snakken, men i særdeleshed også med maden, atmosfæren, indretningen, serviceringen og value for money.

Rosita ligger i Borgergade i Aalborg, og har indlogeret sig i et lille domicil, som førhen husede en sandwich sælger. Fremragende sandwicher Kim han forøvrigt leverede, mens han boede der. Men der er åbenbart også plads til at køre en velfungerende restaurant i samme lokaler også.

Forlokalet kan rumme ca. 12-15 mennesker, og selv om de små fine bedstemoropdækkede borde står tæt, så føler man på ingen måde, at man deler både mad og snak med nabobordet. På forunderlig vis føler man vitterligt, at man har sin egen lille bobbel, selv om nabospiserne sidder mindre end halvanden meter fra dig. Vi havde spisende naboer på begge sider, men på intet tidspunkt følte jeg, at jeg var med i, eller lyttende på, deres samtale, ej heller omvendt. Der er bagtil et par lokaler mere, hvor der kan være omkring det samme antal mennesker som i forlokalet, og det er det, og deres fantastiske mad, som sikkert gør, at ventetiden på bord er lang, kædet sammen med det faktum, at bordet ikke er tidsbegrænset. Når du har bestilt bordet, er det dit til du forlader etablissementet. Restauranten har, på trods af størrelse og popularitet, ikke valgt at booke et bord ad flere omgange på en aften. Stort stort plus i min bog. Her er der plads og tilladelse til at du kan nyde alt, i præcis det tempo og den tid som du har lyst til.

Det er så intimt et sted, og man føler sig ualmindelig godt tilpas i omgivelserne. Selv om maden oser af kvalitet og finesse, så sidder man ikke med den formelle følelse som man godt kan sidde med, når man er et af de steder, hvor maden koster lidt mere end 2-300 kroner for en middag. Servicen er bedstes gamle fine stel med guldrande, og det er ført hele vejen igennem fra desserttallerkner, over middagstallerkner til sukker- og flødekande, samt kaffekop med dertilhørende underkop. Det er så fint!

Man kan vælge forskellige menuer. Med eller uden vin, og der serveres ikke sodavand! I stedet kan man vælge lemonader i forskellige varianter, hvis man – som vi – ikke er til vin. Vi valgte begge en tre retters menu, og kunne ud fra kortet så selv sammensætte, hvad vi ville have som forret, hovedret og dessert. I stor kontrast til sidste gang, er der denne gang billeder af det hele. Ikke fordi jeg huskede det, men fordi det virkelig var værd at vise frem og mindes.

Forretten for mit vedkommende bestod af en rodfrugtssuppe, og den smagte vidunderligt, og inviterede til nydelse allerede da den bliver placeret foran mig. Veninden valgte at få Moules Frites – eller blåmuslinger(!) – som forret.

Hovedretten bestod for mig af venindens forret, blot med tilhørende, hjemmelavede, kartoffelstrips, og veninden satte gaflen i en lækker kalvemedaljon

Begge dele var udsøgte. Jeg elsker blåmuslinger i hvidvin. jeg har fået en del af dem efterhånden, og kan til stadighed forundres over, at en ret som denne kan have sine helt egne smage alt afhængig af stedet som laver den. Det er samme ret, men det er detaljerne de finpudser efter egen idé. Den jeg fik lørdag aften, var lige som den skulle være.

Desserten var der lige akkurat plads til. Men det var også kun lige akkurat. Vi var begge faldet for chokolade moussen, som kom ind i en lille fin sirlig kaffekop, med et snapseglas fyldt med piskefløde

Selv om vi nu siger at der “kun lige akkurat var plads til desserten”, så nåede vi begge lige at tænke, at en lille kaffekop måske ikke var så meget. Men vi blev også hurtig enige om, at synet nok bedrog os. Hvis desserten var i samme klasse som de to foregående retter, så var denne chokolade mousse garanteret så kraftig og smagfyld, at den lille kaffekop var alt nok…. og det var præcis hvad den var. Det ville være os umuligt at spise mere end den ene kaffekop. Det er tæt på at være en af de bedste chokolade mousser jeg nogensinde har smagt. Himmelsk!

Det var en fest for vores smagssanser at være hos Rosita, og da måltidet og kaffen var indtaget, og snakken samt gæsterne så småt var ved at lukke ned for aftenen, havde kokken også nået fyraften. Han havde sendt den sidste ret ud af sit køkken, men inden han smuttede, så tog han lige en runde til alle borde i restauranten, hvor han kort satte sig på hug i 2-3 minutter for lige at høre om maden havde været som den skulle være. Det kan godt være, at det er en lille ting, men jeg synes det er en af de ting, som satte prikken over i´et. Kokken tør stå ved sine retter og kunnen, og er villig til at turde tage risikoen for kritik, skulle den være derude.

For hele menuen plus kaffe, endte vi med at give 574 kroner pr. snude. Det er bestemt ikke overpris for det som vi fik og spise, og den oplevelse vi fik serveret sammen med maden.

Rosita – tak for mad. Jeg vil klart anbefale andre at de stifter deres bekendtskab med dig.

Skibet er ladet med Korsbæk

I julegave fik den bedste halvdel fra sin arbejdsplads, et hotelophold. Det havde vi på forhånd bestemt os for, skulle bruges til en tur til Sjælland, hvor vi ville besøge Korsbæk på Bakken. Det gavekort, blev indløst her i de sidste dage af påsken.

Meget tidligt lørdag morgen, tog vi afsted, og ramte Dyrehavsbakken lidt før frokost. Vi ankom til en park som var næsten mennesketom. Vejret var ikke lige det som fik folk til at valfarte ud til en dag med sjov på Bakken. Men vi havde sørget for paraply og regnoverslag, og lod os ikke kue af efterårslignende vejrtilstande. Havde vi nu taget til Bakken med det formål, at vi også gerne ville nyde Bakken, så havde det nok været lidt mere vanskeligt for os at abstrahere fra vejret. Men vi var der primært fordi vi ville besøge Korsbæk. Inden vi kastede os ud i den velkendte bydel, fik vi fyldt depoterne op med en lækker frokost, hvor vi samtidig lige fik varmet kroppen godt igennem, inden vi skulle ud i det kolde våde vejr.

Hvis du har planer om at besøge Korsbæk også, så sørg for at booke din rundvisning. Korsbæk kan ses både udefra og indefra, men kun indefra, hvis du har booket dig på en rundvisning – og det er indefra, Korsbæk på Bakken er allermest interessant. Men man føler sig allerede lidt “hjemme” når man træder ind i området, da man bliver mødt af bygninger som man kender næsten som sin egen bukselomme

Rundvisningen tager sig ind ind bag facaderne, og bag historien. Du kan slet ikke lade være med at smile bredt, mens du bliver guidet rundt i de velkendte stuer, køkkener, butikker og restaurationer, og man forventer nærmest at møde beboerne, lige rundt hjørnet, da man i dén grad får en slags overbevisning om, at det her ikke bare er fiktivt, men at Korsbæk og alle dens beboere virkelig eksisterer.

Der er ansat skuespillere til at agere de forskellige personligheder. Således kan du snildt hænde at møde dem, mens du går rundt både inde- og udenfor. Nogengange er du endda så heldig, at du bliver vidne til en af de klassiske scener du kender så godt fra serien. De interagerer med folket som besøger deres by, og er deres karakter til fingerspidserne. Således kunne Maude da ikke forstå, hvorfor jeg ikke havde taget min pels på, da vi mødte hende i en café, hvor vi sad og fik lidt varm chokolade, og Agnes spurgte om vi havde set Boldt, da han endnu engang var væk, og for sent på den, til deres aftale i Kosmorama. Oluf kom traskende forbi med Kvik ved sin side, Iben skrånede i sit rideudstyr hen over torvet og Mads fik af Ingeborg i store ord at vide, at han var syg i hovedet!

Der kommer flere og flere skuespillere til, som sæsonen for alvor går i gang, men selv på en kold regnfuld forårsdag var der nok af dem at finde. Jeg er slet ikke skuffet over besøget, og for en rigtig Matadorfan, så er et besøg til Korsbæk et absolut “must”. Afsted med dig! Kan du ikke helt vente, så kan du se flere insider billeder her 

Trætte, kolde og våde efter en meget lang dag, fik vi os indlogeret på Cromwell i Sorø, som i sig selv også var en oplevelse

Det er så absolut et af de smukkeste Cromwell hoteller jeg har været på, som ud over landets største stråtag, byder på udsigt ud over egen vinmark, egen biavl, egen urtehave og bakkede landskaber. Det var en absolut fornøjelse at afslutte sin dag her, hvor vi også fik dagens sidste måltid.

Søndagen stod på hjemfart, men først skulle vi lige omkring Regstrup, hvor den bedste halvdels bror fejrede sin fødselsdag. Vi nåede lige at få hovedretten med, inden vi skulle afsted til færgen mod Aarhus og hjem. At vi så havnede i Ebeltoft i stedet for Aarhus er så en anden historie…. men hjem kom vi.

Hurra for de Fantastiske Syv

Vi har alle sagt det før. “Som tiden dog flyver”. Det var den 29. marts allerede et år siden disse syv basser kom til verden, og vi havde et forår og forsommer med liv og glade hvalpedage indtil de hver i sær fløj fra reden og ud til deres skønne familier.

De har nu alle været igennem deres første år, og i morgen mødes de igen. Vi holder fødselsdag og hvalpetræf i hundeskoven i Tversted. Opdrætter har naturligvis sørget for både fødselsdagslagkage og gaver til dem alle

Jeg glæder mig til at se dem alle igen, og der vil i en times tid være fuld fart over hundeskovsklitterne i Tversted. De får nok også brug for motionen med den festbombe af godter som venter dem. Hurra for de fantastiske syv

Fra øv til jubiiiii

Veninden som berigede mig med sin fødselsoplevelse for snart et år siden, besluttede for ca. seks måneder siden, at hun og jeg én gang om måneden skulle tage en tøseaften, hvor vi gik ud for at få noget godt at spise, og hvor der kunne hønsekagles. Den beslutning kunne jeg ligesom ikke opponere imod, så vi har troligt én gang om måneden, sat en aften af til kun os og god mad.

Denne fredag var destinationen La Locanda i Aalborg. Vi havde bestilt bordet allerede for halvanden måned siden, da stedet ikke kan rumme ret mange gæster, og er ganske velbesøgt. Ordene jeg har hørt om stedet har været gode, så vi glædede os til oplevelsen. Når man søger, så får stedet også fine stjerner, så vi var sikre på at vi ville komme tilfredse derfra.

Vi valgte hver vores forret og hovedret, og så kunne vi lige se om der herefter var plads til dessert også. Det startede fint, og jeg fik en meget indbydende rødfisk med salat sat foran mig til forret

Den smagte fint. Det var ikke sådan jeg blev blæst omkuld, men den var rigtig dejlig. Veninden fik til forretten den ret, så jeg havde bestilt som hovedret, og hun var knap så tilfreds. Den så faktisk heller ikke så indbydende ud som min forret. Men derfor kunne den jo godt smage skønt. Hun var bare ikke så meget for, at hun ikke kunne se om hun fik en hjertemusling eller blåmusling i munden, da retten ikke kom ind som en “åbn selv” løsning. Så jeg var lidt spændt på retten, når jeg fik den foran mig.

Hovedretten for veninden var en lammekrone med egen sauce og sæsonens grøntsager, og hun synes den smagte fint. Der var ikke noget i vejen med den, men den var heller ikke lige i skabet efter hendes smag. Men den var okay. Jeg selv fik nu venindens forret som hovedret; hjemmelavet spaghetti med artiskokcreme, blåmuslinger og hjertemuslinger. Jeg ved godt, at bare fordi den ser noget kedelig ud, betyder det ikke at smagen ikke er der. Men den så ikke særlig indbydende ud, og den var faktisk der, hvor jeg valgte ikke at tage et billede af det. Uden filter, så lignede den en gang spaghetti med noget fyld ovenpå, som kunne minde fælt om opkast fra en hund. Det er sgu ikke fordi jeg er hverken sippet eller forventer gourmet, men den så bare ikke indbydende ud! Igen kan jeg ikke sige, at der som sådan var noget i vejen med den, men den skaldyrssmag som jeg lidt forventer der skal være i en skaldyrsret, den manglede. Den havde ikke en smag som passede til mine smagsløg, og over ca. 20 minutter fik jeg kun hældt syv  mundfulde ind. Den smagte ikke dårligt, men den smagte heller ikke fantastisk. Jeg kunne godt have tænkt mig, at de havde valgt at servere den med blåmuslinger, som man selv skulle pille, da det både bevarer smag, men også bare giver et lækkert synsindtryk.

Vi havde bordet i to timer, men allerede efter halvanden var vi nået til vejs ende, og vi havde egentlig ikke lyst til hverken dessert eller kaffe efterfølgende. Jeg siger ikke, at hele deres menu er lidt ved siden af i smagen som vi oplevede vores retter være, men vi sad bare med en følelses af skuffelse. Igen – vi havde ikke forventet gourmet, men eftersom vi havde hørt og læst så meget godt om stedet, så havde vi ventet noget andet. Der var ikke en finger at sætte på hverken indretning, betjening, prisen eller den generelle service. Det var bare den mad vi havde valgt, som ikke lige var som vi havde håbet på. Jeg er ikke i tvivl om, at der er mange som synes maden er fantastisk på La Locanda – men vores smagsløg er åbenbart ikke matchende til det som vi fik. Det var sgu lidt af en øv oplevelse for os.

Vi blev derfor enige om, at vi ville finde desserten et andet sted, og vi fandt i Maren Turisgade en kaffebar som havde åbent til kl. 22, og som vi aldrig havde været inde på før. Her fik vi serveret varm chokolade med skumfiduser, og et kæmpe stykke chokoladekage hver.

Det reddede hele vores aften. Hvad der manglede af tilfredsstillelse i smagsoplevelse på La Locanda for os, fik vi til gengæld i mangfoldigheder på kaffebaren. Her sad vi i to en halv time og nød både drikkelse og mundgodt, og fik snakket til vi næsten blev hæse. Så vi lukkede fredagen på toppen til trods for aftenens begyndelse….og når alt kommer til alt, så er det også selvskabet som er det vigtigste, og det kan jeg på ingen måde anmelde til andet end topstjerner!

 

Når man får gave af en anden kvindes mand

Nogen gange har og får mænd et ry for ikke at være betænksomme, og ikke være i stand til at forholde sig til “kvindeting” og “kvindefølelse”. Men der er faktisk mange mænd derude som kan, men de er ikke nødvendigvis gode til at udtrykke det på samme måde som kvinder måske gør. Men kære kvinder – mænd siger det på rigtig mange måder. F.eks. med en frø….

 

Jeg er varm helt ind i hjertet over gestussen, og kvinden som har denne mand hos sin side (og nej – det er ikke mig), er en meget heldig en af slagsen. Jeg tror hun ved det allerede.