Date med Musikkens Hus

Jeg har været gæst i Musikkens Hus i Aalborg, som publikum et par gange. Som publikum er det en imponerende bygning at træde ind i. Det kan godt være, at det var en meget svær, lang og omdiskuteret fødsel, men jeg synes de er sluppet godt afsted med det, og efter at have afprøvet det med oplevelser, så synes jeg også de kan sige det var hele den svære og lange kamp værd.

Nu har jeg så også været besøgende som turist. Den bedste halvdels arbejde, havde arrangeret en rundvisning af bygningen, og det gjorde faktisk huset endnu mere interessant.

Hvem vidste, at det var et dansk firma fra Thy, som kunne lave den meget specielle stålkonstruktion, som et internationalt firma havde sagt nej til? Hvem vidste, at alle vinduer er bestilt på special mål, fordi bygningen er organisk, og bygget lidt på gefühl uden pedantisk milmetermål? Hvem vidste, at den store betontrappe som går op igennem bygningen, er støbt sektionsvis ud fra 3D teknik og også lidt uden mål, med krydsede fingre for, at stykkerne passede sammen? Hvem vidste, at glasset i gulvet skulle have været gennemsigtigt, men da det kom i viste det sig, at det kun var gennemsigtigt nedenfra, som gjorde at besøgende i sommerkjoler blev en forestilling i sig selv, hvorefter glassets gennemsigtighed blev  helt blokeret?

Det var en yderst interessant rundvisning med mange finurlige detaljeafsløringer. Rundviseren var en engageret musikstuderende, som har sin daglige gang i huset, da det også rummer universitetsfaciliteter. Derudover, fik vi fornøjelsen af at få en lille svensk korsang, at et klingende pigekor, da vi nåede ind i den store sal.

Den bedste oplysning jeg fik med derfra var, at der hver tirsdag er “åben koncert”. Hver tirsdag er der øvedag for Det Jyske Musikkonservatorium fra kl. 19:00. Her kan alle og enhver bare dukke op, lytte med og gå til og fra som det lyster sig. Men man kan opleve alverdens genrer disse tirsdage, så det er en skøn måde at få noget nyt til øregangene, og måske – hvis man er heldig – opdage at man elsker en musikgenre eller lyd, som man slet ikke vidste man elskede.

Derforuden forholder det sig faktisk således, at Musikkens Hus er delvis offentligt åben hver eneste dag fra kl. 10:00 til 20:00; i sommerperioden endda helt frem til 22:00. Det er offentlig tilgængeligt, så man kan fremvise en stor del af bygningen på egen hånd. Men hvis du gerne vil dykke lidt bag facaderne, så kan en bestilt rundvisning så sandelig varmt anbefales.

Rosita – Je T´aime

En gang om måneden drager veninden og jeg ud for en aften, hvor vi prioriterer os og maden. Vi forsøger så vidt muligt, at prøve noget nyt vi aldrig har prøvet før, og i lørdags var ingen undtagelse. Vi havde bestilt bordet for to måneder siden, da det er hvor lang ventetid der er på at få et bord. V glædede os, da vi havde hørt og læst så meget om dem, og fordi de har fået nogen rigtig fine anmeldelser. På trods af alt det vi havde læst og hørt, så var vi en lille smule på hælene. For en måned siden, bevægede vi os nemlig ind på et andet spisested som ligeledes kom med fine anmeldelser, og her blev vi svært skuffede. Så vi holdte vores forventninger lidt i tøjler, men gik derind med åbent sind, og en tvivl som vi var fastsatte på at lade komme dem til gode.

Vi gik derfra fire en halv time efter, og vi kan ikke sætte en finger på noget som helst. Det var en uovertruffen skøn aften. Både med selskabet, med snakken, men i særdeleshed også med maden, atmosfæren, indretningen, serviceringen og value for money.

Rosita ligger i Borgergade i Aalborg, og har indlogeret sig i et lille domicil, som førhen husede en sandwich sælger. Fremragende sandwicher Kim han forøvrigt leverede, mens han boede der. Men der er åbenbart også plads til at køre en velfungerende restaurant i samme lokaler også.

Forlokalet kan rumme ca. 12-15 mennesker, og selv om de små fine bedstemoropdækkede borde står tæt, så føler man på ingen måde, at man deler både mad og snak med nabobordet. På forunderlig vis føler man vitterligt, at man har sin egen lille bobbel, selv om nabospiserne sidder mindre end halvanden meter fra dig. Vi havde spisende naboer på begge sider, men på intet tidspunkt følte jeg, at jeg var med i, eller lyttende på, deres samtale, ej heller omvendt. Der er bagtil et par lokaler mere, hvor der kan være omkring det samme antal mennesker som i forlokalet, og det er det, og deres fantastiske mad, som sikkert gør, at ventetiden på bord er lang, kædet sammen med det faktum, at bordet ikke er tidsbegrænset. Når du har bestilt bordet, er det dit til du forlader etablissementet. Restauranten har, på trods af størrelse og popularitet, ikke valgt at booke et bord ad flere omgange på en aften. Stort stort plus i min bog. Her er der plads og tilladelse til at du kan nyde alt, i præcis det tempo og den tid som du har lyst til.

Det er så intimt et sted, og man føler sig ualmindelig godt tilpas i omgivelserne. Selv om maden oser af kvalitet og finesse, så sidder man ikke med den formelle følelse som man godt kan sidde med, når man er et af de steder, hvor maden koster lidt mere end 2-300 kroner for en middag. Servicen er bedstes gamle fine stel med guldrande, og det er ført hele vejen igennem fra desserttallerkner, over middagstallerkner til sukker- og flødekande, samt kaffekop med dertilhørende underkop. Det er så fint!

Man kan vælge forskellige menuer. Med eller uden vin, og der serveres ikke sodavand! I stedet kan man vælge lemonader i forskellige varianter, hvis man – som vi – ikke er til vin. Vi valgte begge en tre retters menu, og kunne ud fra kortet så selv sammensætte, hvad vi ville have som forret, hovedret og dessert. I stor kontrast til sidste gang, er der denne gang billeder af det hele. Ikke fordi jeg huskede det, men fordi det virkelig var værd at vise frem og mindes.

Forretten for mit vedkommende bestod af en rodfrugtssuppe, og den smagte vidunderligt, og inviterede til nydelse allerede da den bliver placeret foran mig. Veninden valgte at få Moules Frites – eller blåmuslinger(!) – som forret.

Hovedretten bestod for mig af venindens forret, blot med tilhørende, hjemmelavede, kartoffelstrips, og veninden satte gaflen i en lækker kalvemedaljon

Begge dele var udsøgte. Jeg elsker blåmuslinger i hvidvin. jeg har fået en del af dem efterhånden, og kan til stadighed forundres over, at en ret som denne kan have sine helt egne smage alt afhængig af stedet som laver den. Det er samme ret, men det er detaljerne de finpudser efter egen idé. Den jeg fik lørdag aften, var lige som den skulle være.

Desserten var der lige akkurat plads til. Men det var også kun lige akkurat. Vi var begge faldet for chokolade moussen, som kom ind i en lille fin sirlig kaffekop, med et snapseglas fyldt med piskefløde

Selv om vi nu siger at der “kun lige akkurat var plads til desserten”, så nåede vi begge lige at tænke, at en lille kaffekop måske ikke var så meget. Men vi blev også hurtig enige om, at synet nok bedrog os. Hvis desserten var i samme klasse som de to foregående retter, så var denne chokolade mousse garanteret så kraftig og smagfyld, at den lille kaffekop var alt nok…. og det var præcis hvad den var. Det ville være os umuligt at spise mere end den ene kaffekop. Det er tæt på at være en af de bedste chokolade mousser jeg nogensinde har smagt. Himmelsk!

Det var en fest for vores smagssanser at være hos Rosita, og da måltidet og kaffen var indtaget, og snakken samt gæsterne så småt var ved at lukke ned for aftenen, havde kokken også nået fyraften. Han havde sendt den sidste ret ud af sit køkken, men inden han smuttede, så tog han lige en runde til alle borde i restauranten, hvor han kort satte sig på hug i 2-3 minutter for lige at høre om maden havde været som den skulle være. Det kan godt være, at det er en lille ting, men jeg synes det er en af de ting, som satte prikken over i´et. Kokken tør stå ved sine retter og kunnen, og er villig til at turde tage risikoen for kritik, skulle den være derude.

For hele menuen plus kaffe, endte vi med at give 574 kroner pr. snude. Det er bestemt ikke overpris for det som vi fik og spise, og den oplevelse vi fik serveret sammen med maden.

Rosita – tak for mad. Jeg vil klart anbefale andre at de stifter deres bekendtskab med dig.

Skibet er ladet med Korsbæk

I julegave fik den bedste halvdel fra sin arbejdsplads, et hotelophold. Det havde vi på forhånd bestemt os for, skulle bruges til en tur til Sjælland, hvor vi ville besøge Korsbæk på Bakken. Det gavekort, blev indløst her i de sidste dage af påsken.

Meget tidligt lørdag morgen, tog vi afsted, og ramte Dyrehavsbakken lidt før frokost. Vi ankom til en park som var næsten mennesketom. Vejret var ikke lige det som fik folk til at valfarte ud til en dag med sjov på Bakken. Men vi havde sørget for paraply og regnoverslag, og lod os ikke kue af efterårslignende vejrtilstande. Havde vi nu taget til Bakken med det formål, at vi også gerne ville nyde Bakken, så havde det nok været lidt mere vanskeligt for os at abstrahere fra vejret. Men vi var der primært fordi vi ville besøge Korsbæk. Inden vi kastede os ud i den velkendte bydel, fik vi fyldt depoterne op med en lækker frokost, hvor vi samtidig lige fik varmet kroppen godt igennem, inden vi skulle ud i det kolde våde vejr.

Hvis du har planer om at besøge Korsbæk også, så sørg for at booke din rundvisning. Korsbæk kan ses både udefra og indefra, men kun indefra, hvis du har booket dig på en rundvisning – og det er indefra, Korsbæk på Bakken er allermest interessant. Men man føler sig allerede lidt “hjemme” når man træder ind i området, da man bliver mødt af bygninger som man kender næsten som sin egen bukselomme

Rundvisningen tager sig ind ind bag facaderne, og bag historien. Du kan slet ikke lade være med at smile bredt, mens du bliver guidet rundt i de velkendte stuer, køkkener, butikker og restaurationer, og man forventer nærmest at møde beboerne, lige rundt hjørnet, da man i dén grad får en slags overbevisning om, at det her ikke bare er fiktivt, men at Korsbæk og alle dens beboere virkelig eksisterer.

Der er ansat skuespillere til at agere de forskellige personligheder. Således kan du snildt hænde at møde dem, mens du går rundt både inde- og udenfor. Nogengange er du endda så heldig, at du bliver vidne til en af de klassiske scener du kender så godt fra serien. De interagerer med folket som besøger deres by, og er deres karakter til fingerspidserne. Således kunne Maude da ikke forstå, hvorfor jeg ikke havde taget min pels på, da vi mødte hende i en café, hvor vi sad og fik lidt varm chokolade, og Agnes spurgte om vi havde set Boldt, da han endnu engang var væk, og for sent på den, til deres aftale i Kosmorama. Oluf kom traskende forbi med Kvik ved sin side, Iben skrånede i sit rideudstyr hen over torvet og Mads fik af Ingeborg i store ord at vide, at han var syg i hovedet!

Der kommer flere og flere skuespillere til, som sæsonen for alvor går i gang, men selv på en kold regnfuld forårsdag var der nok af dem at finde. Jeg er slet ikke skuffet over besøget, og for en rigtig Matadorfan, så er et besøg til Korsbæk et absolut “must”. Afsted med dig! Kan du ikke helt vente, så kan du se flere insider billeder her 

Trætte, kolde og våde efter en meget lang dag, fik vi os indlogeret på Cromwell i Sorø, som i sig selv også var en oplevelse

Det er så absolut et af de smukkeste Cromwell hoteller jeg har været på, som ud over landets største stråtag, byder på udsigt ud over egen vinmark, egen biavl, egen urtehave og bakkede landskaber. Det var en absolut fornøjelse at afslutte sin dag her, hvor vi også fik dagens sidste måltid.

Søndagen stod på hjemfart, men først skulle vi lige omkring Regstrup, hvor den bedste halvdels bror fejrede sin fødselsdag. Vi nåede lige at få hovedretten med, inden vi skulle afsted til færgen mod Aarhus og hjem. At vi så havnede i Ebeltoft i stedet for Aarhus er så en anden historie…. men hjem kom vi.

Hurra for de Fantastiske Syv

Vi har alle sagt det før. “Som tiden dog flyver”. Det var den 29. marts allerede et år siden disse syv basser kom til verden, og vi havde et forår og forsommer med liv og glade hvalpedage indtil de hver i sær fløj fra reden og ud til deres skønne familier.

De har nu alle været igennem deres første år, og i morgen mødes de igen. Vi holder fødselsdag og hvalpetræf i hundeskoven i Tversted. Opdrætter har naturligvis sørget for både fødselsdagslagkage og gaver til dem alle

Jeg glæder mig til at se dem alle igen, og der vil i en times tid være fuld fart over hundeskovsklitterne i Tversted. De får nok også brug for motionen med den festbombe af godter som venter dem. Hurra for de fantastiske syv

Fra øv til jubiiiii

Veninden som berigede mig med sin fødselsoplevelse for snart et år siden, besluttede for ca. seks måneder siden, at hun og jeg én gang om måneden skulle tage en tøseaften, hvor vi gik ud for at få noget godt at spise, og hvor der kunne hønsekagles. Den beslutning kunne jeg ligesom ikke opponere imod, så vi har troligt én gang om måneden, sat en aften af til kun os og god mad.

Denne fredag var destinationen La Locanda i Aalborg. Vi havde bestilt bordet allerede for halvanden måned siden, da stedet ikke kan rumme ret mange gæster, og er ganske velbesøgt. Ordene jeg har hørt om stedet har været gode, så vi glædede os til oplevelsen. Når man søger, så får stedet også fine stjerner, så vi var sikre på at vi ville komme tilfredse derfra.

Vi valgte hver vores forret og hovedret, og så kunne vi lige se om der herefter var plads til dessert også. Det startede fint, og jeg fik en meget indbydende rødfisk med salat sat foran mig til forret

Den smagte fint. Det var ikke sådan jeg blev blæst omkuld, men den var rigtig dejlig. Veninden fik til forretten den ret, så jeg havde bestilt som hovedret, og hun var knap så tilfreds. Den så faktisk heller ikke så indbydende ud som min forret. Men derfor kunne den jo godt smage skønt. Hun var bare ikke så meget for, at hun ikke kunne se om hun fik en hjertemusling eller blåmusling i munden, da retten ikke kom ind som en “åbn selv” løsning. Så jeg var lidt spændt på retten, når jeg fik den foran mig.

Hovedretten for veninden var en lammekrone med egen sauce og sæsonens grøntsager, og hun synes den smagte fint. Der var ikke noget i vejen med den, men den var heller ikke lige i skabet efter hendes smag. Men den var okay. Jeg selv fik nu venindens forret som hovedret; hjemmelavet spaghetti med artiskokcreme, blåmuslinger og hjertemuslinger. Jeg ved godt, at bare fordi den ser noget kedelig ud, betyder det ikke at smagen ikke er der. Men den så ikke særlig indbydende ud, og den var faktisk der, hvor jeg valgte ikke at tage et billede af det. Uden filter, så lignede den en gang spaghetti med noget fyld ovenpå, som kunne minde fælt om opkast fra en hund. Det er sgu ikke fordi jeg er hverken sippet eller forventer gourmet, men den så bare ikke indbydende ud! Igen kan jeg ikke sige, at der som sådan var noget i vejen med den, men den skaldyrssmag som jeg lidt forventer der skal være i en skaldyrsret, den manglede. Den havde ikke en smag som passede til mine smagsløg, og over ca. 20 minutter fik jeg kun hældt syv  mundfulde ind. Den smagte ikke dårligt, men den smagte heller ikke fantastisk. Jeg kunne godt have tænkt mig, at de havde valgt at servere den med blåmuslinger, som man selv skulle pille, da det både bevarer smag, men også bare giver et lækkert synsindtryk.

Vi havde bordet i to timer, men allerede efter halvanden var vi nået til vejs ende, og vi havde egentlig ikke lyst til hverken dessert eller kaffe efterfølgende. Jeg siger ikke, at hele deres menu er lidt ved siden af i smagen som vi oplevede vores retter være, men vi sad bare med en følelses af skuffelse. Igen – vi havde ikke forventet gourmet, men eftersom vi havde hørt og læst så meget godt om stedet, så havde vi ventet noget andet. Der var ikke en finger at sætte på hverken indretning, betjening, prisen eller den generelle service. Det var bare den mad vi havde valgt, som ikke lige var som vi havde håbet på. Jeg er ikke i tvivl om, at der er mange som synes maden er fantastisk på La Locanda – men vores smagsløg er åbenbart ikke matchende til det som vi fik. Det var sgu lidt af en øv oplevelse for os.

Vi blev derfor enige om, at vi ville finde desserten et andet sted, og vi fandt i Maren Turisgade en kaffebar som havde åbent til kl. 22, og som vi aldrig havde været inde på før. Her fik vi serveret varm chokolade med skumfiduser, og et kæmpe stykke chokoladekage hver.

Det reddede hele vores aften. Hvad der manglede af tilfredsstillelse i smagsoplevelse på La Locanda for os, fik vi til gengæld i mangfoldigheder på kaffebaren. Her sad vi i to en halv time og nød både drikkelse og mundgodt, og fik snakket til vi næsten blev hæse. Så vi lukkede fredagen på toppen til trods for aftenens begyndelse….og når alt kommer til alt, så er det også selvskabet som er det vigtigste, og det kan jeg på ingen måde anmelde til andet end topstjerner!

 

Når man får gave af en anden kvindes mand

Nogen gange har og får mænd et ry for ikke at være betænksomme, og ikke være i stand til at forholde sig til “kvindeting” og “kvindefølelse”. Men der er faktisk mange mænd derude som kan, men de er ikke nødvendigvis gode til at udtrykke det på samme måde som kvinder måske gør. Men kære kvinder – mænd siger det på rigtig mange måder. F.eks. med en frø….

 

Jeg er varm helt ind i hjertet over gestussen, og kvinden som har denne mand hos sin side (og nej – det er ikke mig), er en meget heldig en af slagsen. Jeg tror hun ved det allerede.

Café, Købmand, Kultur

Der er gået godt et halvt år, siden landsbyen blev samlet, for at blive informeret om det hus, som tre løbekammerater havde købt. Siden da, er der blevet knoklet igennem for at sætte huset i stand, der er blevet kørt i pendulfart imellem huset, og alle dem som har doneret møbler og indhold til indretningen og der er blevet afholdt møder for at fastsætte vagtplaner, og for at have en start idé om, hvad huset skal kunne.

Rammerne er nu på plads for Lørslev Café & Kulturhus, og i dag åbnede huset op for første gang. Byen og omegn blev inviteret indenfor for at se, hvad alt det hårde arbejde var resulteret i, og samtidig stifte bekendtskab med de lokaler som i fremtiden gerne skulle blive flittigt brugt til både småindkøb, afhentning af bestilte varer, caféhygge, arrangementer, hygge, iværksætteri og meget meget mere.

Man træder ind i et hus, som oser af hjemlig hygge, og som helt klart inviterer til at blive brugt, og til at være et centralt samlingssted. Et sted, hvor landsbyen får livet tilbage, efter at den er blevet dømt ude af det store samfund.

corner

Der er lagt i ovnen til en fremtid, hvor byens borgere kan sætte sit eget præg på, hvilket samfund de ønsker at bo i. Der er blevet gjort et ualmindelig godt stykke arbejde, og interessen har været stor, og hjælpen har været mangfoldig. I dag klingede kasseapparatet for første gang, da besøgende kunne byde sig selv velkommen i huset med kaffe & kage.

I morgen er der første handelsdag. Tre gange om ugen – indtil videre – åbner huset op for afhentning af de varer som borgerne nu kan bestille via Osuma.dk, som der er blevet indgået en aftale med. Tre timer, tre gange om ugen, er der åbent, og ud over afhentning af varer, er der mulighed for at købe nogen basale varer fra eget inventar, samt ikke mindst at mødes med de andre til en kop kaffe og mundgodt.

Der er i støbeskeen mange idéer til, hvad huset ellers kan bruges til. Blot fordi det ikke er åbent alle dage, betyder det ikke, at det ikke kan åbnes. Har man en idé, så kan man føre den ud i livet her. Har man en hyggeaften man gerne vil afholde, så kan man bruge huset her. Har man et arrangement man gerne vil dele, så kan man dele det her. Huset skal bruges, og jeg håber det vil blive brugt i stor stil.

Jeg synes huset er kommet langt på meget kort tid. Nu skal den næste tid lære os, hvad det ellers kan blive til. Det er learning by doing, men på den lange bane har vi forhåbentligt fået et hus som kan skabe liv, handel og kultur i byen.

Jeg er stadig ualmindelig facineret af projektet. Jeg kan sagtens se, at hvis huset overlever nyhedsinteressen, så har de fat i den lange ende. En ende som kan være et stort plus for byen i rigtig mange henseender. Der er ingen planer om, at huset skal vokse sig til et supermarked, men det skal være med til at gøre byen attraktiv for både nuværende beboere, kommende beboere, og også være med til at gøre byen et attraktivt sted for dem som er på kig efter et nyt sted at bo. Byen skal ikke fravælges fordi der mangler liv, handelsmuligheder eller fremstår som en øde flække. Jeg tror stadig, at det her er en af de ting, som klart kan gøre en meget stor forskel, og for mange er det også et stort plus, at man selv kan være med til at skabe sin by.

Det kan man her, og vi er godt igang. Jeg selv? Jo jo – jeg har da involveret mig. Jeg snupper min første frivillige vagt næste lørdag, hvor jeg skal lange morgenbrød over disken. For hvorfor skal vi køre helt til Hjørring, Sindal eller Tårs for at hente morgenbrød, når vi nu har et sted, hvor morgenbrødet kan komme til os?

Jomfrujagt

Nova har efterhåndet rundet syv måneder. Hun mangler ikke ret meget i sin vækst, og hun stortrives med at være en del af vores familie. Hun har stadig mange ting at lære, det har hendes ejere også, og i dag skulle hun ud på sin første fællesjagt.

Hun skulle udelukkende med for at lære, og for at vi kunne se, hvordan hun tackler det. Hun ved endnu ikke, hvad det handler om. For hende er det bare en sjov tur ude i naturen, hvor hun får aktiveret både krop og hovede.

For os er det også en mulighed, at få prøvet af, hvor godt de basale kommandoer som “kom”, “plads”, “sit”, “dæk”, “søg” og “bliv” sidder fast. De sidder der, men der er klart plads til forbedringer. Det er lidt vanskeligere at få en hvalp til at lystre de kommandoer, når der er masser af andre stimuli omkring den. Men hun er i den alder, hvor vi skal til at koble dem sammen med noget praktisk arbejde også.

Nova-dæk

Hun klarede sin tur ganske fornuftigt. Jeg synes ikke man kunne forlange ret meget mere end det hun leverede. Hun strøg gennem træer, græs, busk og skov uden frygt. Hun var ivrig efter at undersøge omgivelserne omkring hende. Næsen næsten vibrerede på hendes vej gennem naturen, og der var ingen tvivl om, at hun til tider fulgte færden af et eller andet der havde gået på jorden. Hun forblev for det meste i nærheden af os, hun kunne til dels diregeres rundt i forskellige retninger, men tog sig også friheden til et par gange, at stikke i sine egne retninger. Hun afholdte sig fra at fjolle og lege så meget rundt med de andre hunde. Jeg havde troet hun ville søge legen med dem endnu mere, end hun gjorde. Men de andre hunde var koncentrerede og på arbejde, og det var ligesom om hun fangede, at de ikke gad at lege, og når de nu ikke gad det, så kunne hun jo ligeså godt gøre det samme som de gjorde. Så det gjorde hun.

Nova-flap

Jeg tror hun nød hele oplevelsen. Hun satte ikke efter en fasan som gik i luften få meter foran hende, og hun blev siddende når hun blev bedt om det – og så ser vi bort fra, at der nogen gange skulle siges “sit” og “bliv” mere end én gang, inden hun faldt helt til ro. Al begyndelse er svær, men i det store hele, så var hun rigtig dygtig. Der er helt klart talenter, så nu skal de bare trænes og aktiveres.

Nu er Nova vindblæst, gennemløbet og fyldt i næsen med skønne dufte. Det bearbejder hun med en god lur inde foran brændeovnen. Den er hende velfortjent. Nova skal nok blive en dygtig jagthund, og med lidt held og en masse hårdt arbejde, så er hun måske top-klar til den 16. maj næste år, hvor hele jagten starter forfra igen. Heldigvis har vi efterårs- og vinterjagten til at øve os i og med.

Kadavertræthed

Det kan meget vel være, at sindet blev 16 år igen i går, men her dagen derpå taler kroppen sandheden, og minder mig på at 25 år ikke går ubemærket hen. Jeg er træt helt ind til benet, stemmen er ru og dansemuskler er ømme som de ikke plejer at være. Dagen blev intet mindre end fantastisk, og overgik alle forventninger.

Man tager altid afsted til et sådan arrangement med en forventningsglæde, men også med en vis nervøsitet. Kan de huske mig? Kan jeg huske dem, og kan vi finde fælles fodslag efter så mange år? Jeg tror mange af de 63 mennesker (to kom senere, hvis du skulle gøre dig ulejligheden at tælle efter på billedet nedenfor) som var mødt op fra min årgang, havde samme tanker. Nogen har man set hist & pist, andre overhovedet ikke, og selv om man havde et fantastisk ungdomsskoleår som fællesnævner, er det jo ikke ensbetydende med, at man bare finder teten igen. Men for mit vedkommende, så oplevede jeg, at det gik hen og blev en uovertruffen fornøjelse og oplevelse. Alle de “ængstelige” tanker man havde gjordt sig, blev fejet af bordet.

Horne gruppefoto 2017

Der blev kramme og hilst, og der var for nogen en lille smule udfordringer ved at genkende nogen af de tidligere kammerater. Men alt i alt, var genkendeligheden stor og ligetil. Der var kaffe, kage og selvfølgelig fællessang til eftermiddagstraktementet. Der var imellem kaffen og festmiddagen tid til lige at finde sin vej tilbage til sin gamle gang, og gense de velkendte arealer. Jeg var så heldig, at alle de piger jeg boede på gang med i 1990/1991, troppede op. Hver og én. Så vi satte os for en stund rundt om bordet på vores gamle gang, skålede i champagne, fik en lækker flødebolle og så genskabe vores 25 år gamle gangfoto.

Horne 1991Horne 2017Aftenen bød på festmiddag i skolens hal, hvorefter tøjlerne kunne få frit løb. Det var her, jeg fandt mit 16 årige jeg. Jeg fik afsløret mit on-off crush på en af årgangens lækre drenge, som var veldokumenteret i min dagbog, og som jeg delte med ham. Jeg kan 25 år senere erfare at 1) Jeg var totalt teenagehjerne med alle de twisted analysetanker et sådan ungt væsen har, og 2) han havde ikke opfanget en meter af det! Men det var nu 25 år senere svært underholdende at finde frem i lyset igen.

Jeg fik talt på kryds og tværs, krammet i et stort væk, sunget alt for meget, og danset så svedperlerne dryppede af mig. Jeg havde en overfantastisk-superduper-underholdende-genial aften. Så meget at det først var ti minutter i lukketid, jeg tog farvelrunden.

Det blev en fest, dag og aften som ligger og varmer i tankefabrikken. Tak fordi I var så mange som tog turen tilbage sammen med mig, og jeg håber I havde en ligeså fantastisk dag og aften som jeg. Vi ses igen – det er der ingen tvivl om.

Jeg holder sølvbryllup

I dag bliver en forbandet god dag. Jeg skal krydse mit eget spor, og holde 25 års jubilæum med rigtig mange af dem, som jeg gik på Horne Ungdomsskole med i 1990-1991. Der er i månedsvis blevet planlagt, og der har i ligeså mange måneder været en stor forventningsglæde. Vi har lidt mistet overblikket over, hvor mange fra vores årgang som kommer til årets elevstævne, men jeg tror det bliver det største fremmøde siden det allerførste elevstævne jeg deltog i, tilbage i 1992. Siden da, er jeg “kun” dukket op når min årgang har haft jubilæum. Sidst for fem år siden, hvor der var et fint fremmøde, men 25 år er bare en milepæl, så i år tror jeg der er mange mange flere. Nogen har jeg set i ny og næ, andre har jeg ikke set i de 25 år som er gået.

Det er et skoleår som, for mig, ikke glemmes, og som – for mig – fremstår som et af de bedste skoleår nogensinde. Der er så mange minder fra den tid som stadig fylder, og fylder så meget, at jeg faktisk kun meget svagt husker, at vi også havde undervisning i det år vi var der. Nogen af minderne har jeg fundet frem i mine dagbøger i dag. Jeg er så heldig, at jeg i de år førte dagbog, og har derfor privilegiet at kunne grave ting frem fra min egen 16-årige hånd, som også minder mig om ting, tanker og følelser som jeg fuldstændig havde glemt. Siderne fra det skoleår, har jeg siddet og gennemlæst her gennem morgentimerne. Jeg tager dem med, og så får vi at se om vi deler dem.

Billeder deler jeg helt uden at blinke. Dem er der også fundet en del af. Jeg tror ikke jeg vil være den eneste som har billeder fra den tid i gemmerne, og jeg glæder mig til at se de momenter fra året, som de andre måske har fanget med deres analoge kamera fra den tid.

Mest af alt glæder jeg mig til at møde samtlige at de tøser, som jeg boede på gang med gennem hele skoleåret.

Horne 1991

Vi kommer alle sammen, og det er jeg dybt taknemmelig for. Det vil være første gang i 25 år vi alle sammen vil være sammen på samme tid. 1. vinkels 13 piger møder op med en 100 % fremmødestatistik, og det skal fejres.

I dag bliver en frygtelig god dag, som jeg mistænker også kommer til at indeholde en overflod af grin og krummede tæer.