Mit hjerte synger

Jeg kommer fra en søskendeflok på tre. Jeg har en hel- og en halv bror. Den halve bror er 11 år yngre end jeg, så selv om han anno 2017 mønster en voksen alder af 32, så er han for mig “bette”. I weekenden så jeg ham for første gang i to år. I de to år han har boet på et botilbud i nærheden af Hammer Bakker, hvor en gammel skole er blevet til et sted for dem som ikke har haft det alt for nemt i livet.

Her går han og er omringet af bakket landskab, en fantastisk gårdhave som han selv har været, og fortsat er i gang, med at opbygge og opdyrke. En gårdhave med kæmpe drivhus, og voileure

Man finder sågar på stedet også en fuldt udstyret gymnastiksal og en generel indretning som er meget indbydende.

Om lidt skal de igang med at lave 1. etage om til lejligheder, og også her skal han være med, men inden da, så skulle han lige have hjælp af den bedste halvdel til at få liv i en scooter som han er igang med at istandsætte.

Benjamin har ikke haft en nem opvækst. Benjamin og jeg deler far, og han er opvokset hos sin mor. Alt i alt har Benjamin seks søskende, men ingen helsøskende. Fra tidlig barnsben var der indikationer om, at ikke alt var som det skulle være, men der skulle gå årtier før man sådan nogenlunde fandt ud af hvad det var. Benjamin har været ramt af forskellige psykiske udfordringer, og har gennem – især sin ungdom – været kastebold i systemet, som egentlig bare forsøgte at sende ham videre, fordi de ikke lige kunne tage ordentlig hånd om hans situation. I og med der aldrig sådan for alvor blev taget  fat i roden, så endte Benjamin med at “selv behandle” på forskellige måder, som naturligvis forværrede hans situation, livskvalitet- og glæde.

For godt to år siden var der endelig nogen som tænkte at vi måtte finde det rette sted for Benjamin. Nogen som ville være med til, at han ikke længere skulle være kastebold, og det næste sted også skulle blive det sidste sted for ham. Skulle han derfra igen, skulle det ikke være fordi det var et mis-match, en fejlvurdering eller andet. Det skulle være fordi han var kommet på fode og fordi han var blevet så udredt, behandlet og optrænet, at han ville kunne varetage sig selv på egen hånd, uden sine udfordringer ville følge med.

Botilbudet Lindholm har været Benjamins adresse de sidste to år, og han har – stik i mod den normale procedure for stedet – fået bevilliget ubegrænset ophold på stedet grundet hans situation og historik. I weekenden så jeg ham for første gang i de to år. Ikke fordi jeg ikke har villet. Tværtimod. Men Benjamin har selv fået lov til at bestemme tempoet, og en af de ting som han gerne ville arbejde med, før han kastede sig ud i genopbygning af kontakt og relationer var konfrontationen med sig selv. Han ville finde ud af, hvem han var før han gen-introducerede sig selv. Jeg har løbende haft telefonisk og sms-kontakt med ham. Men i weekenden var det fysisk kontakt med ham for første gang i to år.

Mit hjerte blev varmt. Jeg mindes ikke hvornår jeg sidst har set en Benjamin som var klar i sin tale, sin tankegang, sin  kommunikation og sit livssyn. Jeg mindes ikke hvornår jeg sidst har set en Benjamin som rent kropsligt signalerer ro og tryghed. Jeg mindes ikke om jeg nogensinde har set en Benjamin, hvor jeg har tænkt “nu er der overvejende gode dage hos ham end dårlige dage”. Men det gjorde jeg i weekenden. Han har i høj grad arbejdet og arbejdet hårdt. Han har fået et par diagnoser som han får medicin for, frem for en masse forskelligt medicin fordi de ikke vidste hvad der var galt. Så han er korrekt medicineret og diagnosticeret, hvilket giver et frygtelig godt springbræt til den korrekte behandling også. Den har har fået, og får den stadig. Hvad de har fået frem (og væk) i Benjamin med åbenhed, frirum, talerum, respekt for individet, godt gammeldags arbejde, aktiviteter og en formåenhed til at han kan føle han lever sit eget liv, selv om der er personale omkring ham hele tiden, er intet mindre end livs ændrende for ham – og jeg kan mærke det. Men det kan Benjamin også. Han er så langt, at han nu tør at kigge bagud, og stå ved sine dæmoner og handlinger. Han peger ikke længere fingre. Han tager selv ansvar for dem. Der er kun én som kan gøre noget ved det – og det er ham selv; støttet op af den behandling, hjælp og kontakt som han har på stedet.

Jeg falder også til ro når jeg ser og hører ham i dette. Jeg har gennem 20 år været oprigtig bekymret for, om han ville klare den. Jeg har været involveret i hans proces i mange år, og på helt tæt hold indtil han blev 21. Herefter, var vi der, hvor han sådan set selv skulle stå for kampen mellem ham og det offentlige selv grundet alderen. Ikke fordi jeg ikke ville, men der var ikke belæg for det længere, og man kan ikke tvinge ham til noget  han ikke er klar til eller vil. Vi havde steder vi kunne henvende os til, men der kunne ikke længere “beordres”, men “kun” slåes i bordet og sige, at nu måtte de simpelthen skride ind, for ellers ville det gå helt galt. Det tog lang tid, men til syvende og sidst nåede vi dertil.

Benjamin er stadig, og vil nok for altid, være sårbar. Men han tror på sig selv, han tror på livet, han tror på sine muligheder og han er så småt ved at  have tillid til systemet igen. Det er det som der bygges videre på, og jeg er slet ikke i tvivl om, at de hos Lindholm er klar til denne opgave. Jeg krydser alt hvad jeg har for, at han kommer  helt ud på den anden side – også selv om det måske tager lang tid endnu. Men han er eddersparkme, for første gang, godt på vej.

Det var et sindsygt godt besøg, og for første gang i 20 år kan jeg mærke at også jeg tror fuldt og fast på, at han har fundet sig selv og roen og vejen til livets glæder samt muligheder.

Så kom den endelig

Det er lang tid siden der sidst har været feriedage. Hele tre måneder. Så den kommende påske er et tiltrængt pusterum. Jeg har ovenikøbet nogen feriedage til gode, som står og råber på at blive brugt inden det nye ferieår melder sin ankomst til maj. Tre af dem snupper jeg nu. Så lige om lidt, så slukker jeg min arbejdsstation, og så sætter jeg kurs hjemad mod 10 feriedage i alt.

Jeg har besluttet mig for at trække stikket helt, hvad angår arbejde. Jeg slettede allerede i oktober min adgang til arbejdsmail fra hjemmecomputeren, og i midten af februar gjorde jeg det samme med adgangen til arbejdsmail på min telefon. Så fristes jeg ikke af “jamen jeg skal liiiige….”. Der er næppe noget som rent arbejdsmæssigt eksploderer bare fordi jeg ikke ser det inden den 18. april, hvor jeg er tilbage på pinden.

Jeg har ikke de store planer i dagene inden påske. De skal  bare fyldes af ingenting og ellers lystbetonede og impulsive ting. Jeg har i de første påskedage et par familierelaterede aktiviteter som skal nydes. Næste weekend byder vi vores hundepasser fra julen velkommen tilbage i vores hus, for at sætte kursen mod Sjælland, hvor vi vil besøge Korsbæk, lidt sjællænderfamilie og ellers bare nyde at vi har fri og mulighed for at gøre kun det vi allermest har lyst til.

Jeg ser meget frem til de her dage.

Hvor blev hun dog af?

Det er næsten tre måneder siden sidste indlæg. Der har været radiotavshed. Det har sine årsager, men det har faktisk ikke været et valg, men blot sådan det blev. Men nu er jeg der, hvor radiotavsheden helt af sig selv, har lyst til at ophøre. Det er heller ikke et valg. Sådan er det bare.

Årsagen til fraværet, agter jeg ikke at gå i helt små detaljer med, men den store overskrift hedder stress. Det kom snigende lige så stille gennem flere måneder, og pludselig en dag, måtte jeg erkende for min egen skyld, at det jeg følte var stress. Det var, og er svært, at erkende, men jeg vidste instinktivt at jeg blev nødt til at handle før det gik helt galt. Jeg har på intet tidspunkt været sygemeldt, eller sat helt ud af funktion. Men jeg har været, og er stadig i en vis grad, sat ved siden af mit normale “jeg”. Overskuddet især har der været lavvande med, i forhold til de ting som lå, og ligger, uden for den “daglige drift”. Heriblandt det at skrive indlæg. Det er alt fra større og til de mindste ting, jeg simpelthen ikke har haft overskud til, fordi al den energi jeg havde blev brugt til at få de ting i hverdagen, som skulle håndteres, til at køre.

Jeg har været, og er stadig priviligeret i forhold til al det her med stress. Jeg har haft en arbejdsplads, som prompte reagerede. I samme sekund som jeg råbte vagt i gevær, handlede de. Jeg har en bedre halvdel som har fundet sig i ualmindelig meget, da jeg på hjemmefronten har haft et enormt behov for at trække ind i min egen lille bobbel, og kun være mig selv, og med det have brug for stilhed og solitude. Jeg har haft ualmindelig meget plads til at håndtere det hele, og det hjælper. Jeg kan ligeså stille mærke, at jeg tager skridt fremad, og at jeg får overskud til lidt mere end blot det nødvendige. Jeg får stille og roligt også lyst til at checke ind i mine omgivelser og sammen med menneskerne omkring mig igen. Men i hele fremgangen bliver jeg også overrasket over, hvor ramt jeg egentlig har været – det opdager man først på vejen frem. På den vej opdagede jeg også, at det var og er nødvendigt, at turde at stå at stå ved det; stå ved sin egen skrøbelighed, og turde at give plads til det, samt acceptere at det ikke bare er noget som forsvinder på et par uger, men at det er en lang vej man begiver sig ud på. Midt i det hele, skal man samtidig også sørge for ikke at narre sig selv til at tro, at nu er det hele i orden. Man skal hele tiden sørge for at tage de små skridt, selv om man egentlig har lyst til at tage det store spring. Men gør jeg det, så mærker jeg prompte, at det er det forkerte valg, og så må man bare træde fire skridt tilbage igen, og gøre det igen i det rette tempo. Man lærer i dén grad at lytte til sig selv. Men alt i alt, så er der lys i tunnelen. Jeg er på vej tilbage.

Men selv om stress har boet, og stadig bor, i min krop, så har jeg – som nævnt – ikke været helt stillestående. Der har skam været plads til fornøjelser og oplevelser. Jeg har, for at skærme dig for alt for mange ord, lavet et lille slideshow med nogen af de ting som er foregået i tiden, hvor jeg har været fraværende

Vi er kommet af med alle hvalpene, og Nova er nu alene tilbage sammen med far Bailey. Der har været udflugt til både Horsens for at lytte til fænomenet Grace Jones, til Hjørring Friluftsspil, hvor vi havde en fornøjelig “Sound of Music” forestilling, tur til Tversted strand og Sønderjylland, som vi netop er kommet hjem fra. Drivhuset (år 1) leverer varer til ganen, og giver blod på tanden til næste år, Lørslev samler ind til Købmandscaféen, hvor voksne og børn cyklede byen rundt mens jeg sørgede for trafiksikkerheden. Team Awesome har rørt mit hjerte med en spontan gave til selvforkælelse, som skal bruges inden alt for længe, den ældste har afsluttet sit ophold på efterskolen, hvor vi lige nåede at komme af med nogen af vores overskudsting på deres årlige loppemarked, Voergaard Slots middelalderdage blev besøgt i dejligt solskin og HH-tøserne blev krammet til en middag i Blokhus.

Men der er én oplevelse i alle disse måneder som overskygger dem alle. Denne smukke mave

Nej – det er ikke min egen. Det er veninden, som gennem hele sin graviditet har ladet mig være med på tætteste hold. Jeg har været med til næsten alle scanningerne, og jeg har følt mig uendelig priviligeret. Fødslen var sat til den 28. maj, og veninden havde allieret sig med sin svigermor, samt en anden veninde som skulle med hende til fødslen. Faderen har en meget slem hospitalsfobi, og ville under fødslen være i venteværelset, men ikke på fødestuen. Veninden som skulle med, har selv været igennem en fødsel for et års tid siden, så hun ville nok være mere rustet til at kunne bistå med hjælp, end mig som aldrig har, ej heller aldrig kommer til, at føde noget som helst. Jeg var sat på som back-up på et par enkelte datoer før og efter terminsdatoen, i tilfælde af, at det lige blev en af de dage, hvor den anden veninde af personlige årsager ikke kunne være med. Men chancen for det var minimal, da det kun drejede sig om to datoer, og det var jeg helt okay med. Men skæbnen ville åbenbart noget andet.

Den 1. juni havde han endnu ikke meldt sin ankomst, og vi skulle derfor en til en sidste scanning, for at have sat den endelige dato på for fødselen nu han ikke selv havde tænkt sig at komme ud lige nu. Da scanning var vel overstået, var næste punkt et møde omkring fødslen, og her besluttede de sig for, at det skulle sættes igang nu. Ikke dagen efter eller den kommende weekend, men nu. 1. juni var så den ene af de to datoer, som den anden veninde ikke kunne, så min veninde kigger over på mig, og spørger om jeg er klar til fødsel. Med våde øjne sagde jeg naturligvis var jeg det, og så fik hun ellers taget hinderne, og vi blev sendt hjem for at hente de nødvendige ting, for så at skulle tjekke ind på fødegangen to timer senere. Billedet ovenfor er taget umiddelbart inden vi tog afsted til fødegangen.

Svigermor og faderen til barnet ankom kort tid efter os. Faderen indlogerede sig i venteværelset, og svigermor og jeg fandt os til rette på fødestuen sammen med veninden. Det blev en lang dag, men ting tager den tid det tager, og lille Konrad havde ikke travlt. Min veninde var simpelthen så sej, og hun viste en helt anden side af sig selv, end den både hun og jeg havde frygtet. Hun var rockersej, og jeg har sjældent være mere fyldt af stolthed over et andet menneske, som jeg var med hende under hele hendes fødselsforløb. Det var ikke den nemmeste opgave for hverken hende eller Konrad hele vejen igennem, og de fik sig et par forskrækkelser undervejs. Men lidt over midnat den 2. juni, på årets hidtil eneste tropenat, tog instinktet over, og da slaget endelig for alvor skulle stå, fik hun født skønneste Konrad i løbet af cirka max 15 minutter. Jeg har aldrig nogensinde, og kommer aldrig mere til, at opleve noget lignende. Det var så fantastisk en oplevelse, som jeg på ingen måder kan beskrive. Det er udelukkende en følelsesoplevelse. Det er noget af det største jeg har været med til i hele mit liv, og jeg bliver stadig rørstrømsk når jeg både tænker og taler om den oplevelse. Jeg var med da det lille liv var på tegnebrættet. Jeg har endda givet en af de hormonsprøjter som skulle til, for at han overhovedet blev til. Jeg var med da han blot var en lille bønne, og hele vejen fra scanning til scanning med alle de bekymringer der var … og nu lå han der. Storskrigende med lungerne fulde af luft, en krop som så så perfekt ud, en fod som givet var en smule hævet, men som man aldrig ville sætte en finger på, hvis ikke det var grundet den forhistorie som han havde. Der lå Konrad og var præcis som han skulle være, og jeg var der sammen med ham og hans mor fra første sekund.

I de efterfølgende dage, blev han undersøgt på kryds og tværs, og status er lige nu, at han er en fin lille baby som døjer lidt med maven. Men der er intet som indikerer, at der er noget synderligt galt med ham. Som under hele graviditeten, må vi væbne os med tålmodighed for at se, hvad det hele ender med. Men med hele historien om Konrad, så kan vi kun lade tiden vise os vejen, men selv det resultat vi har nu er et mirakel i forhold til den meget dystre start han fik. Han er en guldklump, et mirakel, et under og efter alt at dømme en sund og rask normal lille baby som allerede smiler lystigt, og holder sit hovede mere eller mindre selv, og som den 13 august holder sin navnegivelsesfest, hvor jeg naturligvis også vil være til stede. Han vil for altid være noget helt specielt for mig, og jeg vil for evigt have et unikt forhold til dette lille menneske. Han har givet mig en oplevelse som aldrig nogensinde kommer til at kan sidestilles med noget som helst andet, og jeg er taknemmelig for at hans fantastiske mor viste mig tilliden til, at tage mig med på den fantastiske rejse.

Konrad er symbolet på et nyt blad som vendes. Han er beviset for, at alt kan ændre sig til det bedre, og han er en del af den klarhed jeg de sidste tre måneder har fået på, at der altid er en vej frem. Han kom igennem sin første store udfordring, og jeg kommer igennem min.

Alt er på vej til at blive godt – og tak fordi du ventede på mig.

Kan du gætte, hvor hønen vil skide?

Om halvanden måned tager ældstebarnet afsked med den skole, han har gået på gennem det sidste skoleår. Tiden er løbet afsted med os alle, da det ikke virker som et helt skoleår er gået, siden vi afleverede ham på Try Efterskole. Der har igennem året været en del arrangementer, som vi har kunne deltage i, for at støtte om omkring både skole og barn, og i dag var der endnu et af slagsen. Et af de sidste inden de flytter hjem igen. Der var forårsmarked.

Ud over at man selvfølgelig kan bruge tid med sit barn, så var der også stablet et væld af aktiviteter på benene. Ligefra ridning, se den pimpede traktor, hønseskidning (også kaldet hønsebingo i de mere sarte munde), klap en ged, kom og syng kareoke, skattejagt til loppemarked.

For den nette sum af 25 kroner, kunne man købe sig en lille stadeplads, og så kunne man ellers komme og sælge ud af arvegodset eller sit skrammel. Det var en kærkommen mulighed for os til, at få ryddet ud i skabe, skuffer og værelser, og se om der var andre som ville have det, som vi ikke havde brug for længere.

Vi havde knap nok fået sat vores lille bod op, før det første salg var gjort, og da vi pakkede sammen igen, var alt ikke udsolgt, men vi havde formået at få en hel del af vores ejendele til at skifte hænder, og gjort os en fortjeneste på ikke mindre en små 700 kroner. Vi kunne ligeledes konstatere, at af de boder der var i vores lille bodgade, var vi da vist nok dem som fik handlet mest. Det er det som vi kan betegne som en god debut som kræmmermarkedhandlere.

Det som ikke blev solgt, kommer ikke inde i huset igen – det ryger til genbrug i stedet. Nu har vi jo endelig fået det skilt ud, så lad os endelig lade det være ved det. Overskuddet blev efter endt dag, omsat til en dejlig middag.

Det har været en rigtig fin dag, hvor vi har haft tid med både drenge, dejligt vejr og delikatesser fra skolens boder. Om max halvanden måned skal vi tilbage til skolen med traileren igen, men indtil da skal ældste nyde de sidste dage i et skoleår, som han klart har fået en hel del ud af på mange forskellige fronter.

Nybagt Bedstemor

Den søde ventetid er ovre. Mellem høballerne i en hule, har nabogårdens sorte labrador, Zita, bragt otte små vidundere til verdenen.

Vores brune labrador, Bailey, er den stolte fader (som moderen fra og med i dag snapper efter, når han gerne vil snakke med både hende og deres fælles børn). Otte sorte perler (no point intended!), hvor der i hvert fald er to drenge og en pige. Hvor mange der er af hver, ved vi ikke helt endnu. Mor og børn får lov til at være dem i et par dage, uden den, især, ivrige bedstemor begynder at vende og dreje dem alle sammen hensynsløst. Vi skal nok få sat køn på dem alle sammen i løbet af de næste par dage.

Jeg fik lige sneget mig til et enkelt billede af børneflokken, da Zita for en kort stund var ude hos bedstefaderen for at få en af hans eftertragtede godbidder fra lommen. Det er ikke verdens bedste billede, men jeg kan garantere, at der kommer mange flere i løbet af de næste uger og måneder.

….og mon ikke et af de otte vidunderbørn ender i Casa Del Lørslev om et par måneder? Jeg tror det 🙂

Lasses eventyr

Da vi gik på påskeferie, havde vi drengene på weekend. Yngstebarnet, som går i 5. klasse, havde i to uger haft en stil for. De var stillet til opgave, at skrive et eventyr, som skulle indeholde nogen helt specifikke ting, og følge en bestemt form. Lasse var stødt lidt på grund. Han havde grublet over den længe, og havde også forstået rammen, men han kunne ikke rigtig få eventyret til at begynde. Han syntes det var lidt svært, det her med at digte en historie ud fra fri fantasi. Så da aftensmaden skulle laves, så tog Lasse sit hæfte og sin opgave med ud i køkkenet, og hen over madlavningen fik vi skabt et univers, nogen personer, nogen magiske evner, nogen fantasidyr og et spændingsscenarie. Nu var scenen sat, og det var Lasse som så selv skulle skrive selve eventyret, på baggrund af det vi fik digtet op. I lørdags, fik jeg en SMS fra Lasse, med billederne af sit færdigskrevne eventyr, akkompagneret med tak for hjælpen.

SMS´en kom, som vi var på vej i seng, så den bedste halvdel, blev puttet under dynen til højtlæsning af sin søns eventyr; eventyret om Fiona & Claus.

Der var engang en by der hed Skovby for 500 år siden. Der var en pige der hed Fiona. Hun havde lyst hår og når hun stod på et ben, så kunne hun få folk til at gøre hvad hun tænkte på. Hun havde en ven der hed Claus der boede i Skovby skov. Han havde nogen mærkelige kæledyr. Han havde en mus der hed Magnus som kunne brøle som en løve, en krabbe der hed Karl, som kunne se igennem alt og en flyvende flodhest der hed Frida.

En dag da Fiona skulle ud til Claus, sagde Claus at Elverfolket havde taget Karl krabbe til fange. De ville spise ham. Så fløj Claus og Fiona på Frida hen til Elverfolket, og så Karl var bundet fast. Fiona stod på et ben og ønskede at høvdingen skulle falde i gryden. Så faldt han i gryden. Hun ønskede også at de andre faldt i et stort hul, og så skete det. De gik hen til Karl og bandt ham op, og så fløj de hjem til Claus igen, og levede lykkeligt til deres dages ende.

Se dét var et rigtigt eventyr. Godnat, og sov godt.

Når man rammer 100, så tager man stilling til det at dø

Jeg har besøgt kirkegårde i weekenden. Lørdag, havde jeg rendez-vous med HH tøserne. Den gruppe som i december blev et medlem mindre. Vi sendte vores klassekammerat ud på sin sidste rejse. I en kort, men intens kamp, måtte hun give slip, og sige farvel. Her tre måneder efter, er hun kommet hjem. Så vi fem andre havde sat hinanden stævne i Brønderslev til en dejlig frokost først, for derefter at tage på kirkegården for at hilse på Susanne.


Det har været hårdt og barskt, at være igennem denne proces, men vi har haft hinanden, og det har gjort os alle meget bevidste om, at vi kun har hinanden til låns. Det er med at nyde det selskab du har med dem du holder af, mens du kan, og husk at lade dem vide, at du holder af dem.

I dag har jeg så været forbi kirkegården i Sindal. Her ligger min farmor & farfar, og i dag er det nøjagtig 100 år siden denne dejlige dame blev født. Margrethe Elisabeth Andersen.    To dronningenavne. I dag 100 år gammel, og selv om hun ikke er mere, så mener jeg alligevel hun havde fortjent et besøg og en fødselsdagssang. Så det fik hun.
Hun fik både fødselsdagslys, fødselsdagskrokusser og fødselsdagssang. Farfar fik også en, for på fredag runder han 101 år.

Jeg kan godt lide kirkegårde. Jeg elsker at vandre rundt på dem, kigge på stenene og forestille mig, hvilken historie der spiller sig ud bag navnene. Jeg synes der er fredfyldt på kirkegårde, og der er plads til stilhed og eftertænksomhed.

I løbet af den uge, hvor vi havde været til vores venindes begravelse, var jeg forbi farmor og farfar for at gøre deres hvilested juleklar. Da det var klaret, så vandrede jeg en time rundt på hele Sindal Kirkegård. Det havde jeg behov for. Jeg fik gjort mig mange tanker, og fik et spørgsmål på plads, som jeg ofte, flygtigt, har stillet mig selv; hvor skal jeg være, når jeg skal afsted?

Jeg er lidt rodløs. Jeg hører ikke til et bestemt sted, som mange af vore bedsteforældre og forældre gør. Jeg er opvokset i Sindal, boet i mere end et årti i Aalborg og er nu bosat ved Hjørring. Hvor hører jeg til? Meget af min mors familie ligger begravet i Bindslev, min farmor og farfar i Sindal. Men hvor skal jeg være? De tanker blev også tænkt under min kirkegårdsvandring. Jeg har aldrig været hele vejen rundt på kirkegården i Sindal. Det var jeg i december. Som jeg gik rundt på den, fandt jeg rigtig mange navne som jeg kendte. Ikke nogen jeg har familiære bånd til, men jeg fandt gamle skolelærer, min kørerlærer, bekendtes forældre og mange andre navne som jeg vidste hvor hørte til. Nede i bunden af kirkegården er der nogen græsarealer, hvor der er nogen store runde hække. Inde i det område var der flere sten. Her fandt jeg blandt andre også min halvbroders mor, som døde tilbage i 2009.

Jeg fandt mit svar. Jeg hører til i Sindal. Det er her jeg skal hen, når jeg siger farvel. Gerne i en af hækkecirklerne. Jeg finder næppe et sted, hvor jeg føler de tilhørselsbånd, som jeg gjorde, da jeg tog min kirkegårdvandring. I dag tog jeg en tur igen, og der er ingen tvivl. Det er her jeg hører til.

Jeg synes det er vigtig, at man tager stilling til den del, og også at man gør sig overvejelserne. Ikke kun for sin egen skyld, men også for sine pårørendes skyld. Lad dem vide, hvad du vil. Jeg kan i den forbindelse varmt anbefale Min Sidste Vilje, som er en brochure du kan downloade, og så derigennem sætte de små kryds og eventuelle kommentarer. Det er en hjælp til dine nærmeste, så de ikke midt i sorgen, skal gøre sig tanker om, hvad du egentlig gerne ville. Ligeså vel som det er en hjælp, at du har taget stilling til organdonation – det værende om du ønsker at donere eller ikke ønsker det. Hvis du ikke kan overskue at tage snakken med dine nærmeste, så tag den med dig selv, så den er afklaret, når den tid kommer.

Død er et følsomt emne, men det er et faktum at vi alle møder den på den ene eller anden måde. Men midt i det tunge emne, kan den også gøre gavn på mange andre niveauer.

Kære farmor – stort tillykke med de 100 år, og jeg kommer hjem til dig og farfar på et eller andet tidspunkt.

Projekt badeværelse

For cirka tre månader siden, besluttede vi os for ikke at sætte huset til salg. Jeg har “overtaget” et hus for godt fem år siden. Et hus, som min bedste halvdel i sin tid købte med sin daværende kone. Huset er sådan set fint nok, men uanset hvor meget jeg har rykket rundt og opdateret på huset, og forsøgt at gøre det til mit, så er det bare ikke mit hus. Derudover har vi et hus, som fungerer, men som bare trænger til en overhaling, og mangler plads. Nu kom vi så til et punkt i forholdet, hvor vi aktivt gik i gang med at sætte det til salg. Vi nåede så langt, at vi havde haft ejendomsmægler på, som var klar, og også et beløb fra banken, som efter salg kunne investeres i et fælles hus. Men da vi havde det hele klar, og bare manglede at trykke på startknappen, så mærkede jeg efter i maven. Var det huset eller stedet jeg var træt af? Efter ransagninger, fandt jeg ud af, at det ikke var stedet. Stedet ligger perfekt i forhold til indkøbsmuligheder, motorvej, mit og hans arbejde rent transportmæssigt, naturmæssigt, hundemæssigt, kattemæssigt, jagtmæssigt og mange andre ting. Så derfor valgte vi i sidste øjeblik, at satse på huset. Lav det til både dit & mit, og også opdatere det i stil og størrelse.

Vi har nu overstået allerførste etape. Vi har planer om, at vi senest til næste forår, går igang med den helt store om- og udbygning, men indtil da kunne vi starte med badeværelset, som ikke skulle hverken udvides eller røromlægges, ej heller flyttes i forhold til den planlægning der er med huset, når vi skal til at bygge om og til. Så sidste torsdag startede vi selv, med at rive al indmaden ud, og kaoset skulle blive endnu værre, før det blev godt igen.

Alle elementer blev revet ned, og der kom gennem hele weekenden og ugen et par dygtige murermestre, som sørgede for at hele murearbejdet blev præcis som det skulle. Både i forhold til kvalitet og reglementer. I en lille uges tid var vi helt uden bad, og i mindre intervaller, var vi også uden toilet. Men nød lærer nøgen dame at spinde, så vi overlevede.

I denne weekend, har vi fået det hele på plads, og mit hjerte jubler over resultatet. Det er blevet præcis som vi ønskede, og vi har nu et badeværelse som lever op til alle standarder.

I løbet af den kommende uge, vil vores murermester komme tilbage, for at ramme vinduerne ind. I uge fem ankommer to helt nye vinduer, som skal erstatte et par meget trætte gamle vinduer. Men lige nu er badeværelset så godt som fuldendt, og jeg kan nu for alvor begynde at mærke, at huset både er ved at blive mit, men også se hvad det hele munder ud i om ca. halvandet år.

Hvis jeg kunne, så ville jeg sove i mit badeværelse…..

Livslang Kærlighed

I 1940 fik Paula & Christian brev fra Kongen. De elskede hinanden – måske lidt mere end hvad godt var i de tider. I en alder af 17 & 19, havde de nemlig elsket hinanden så meget, at de blev nødt til at spørge Kongen om lov til at gifte sig. Det fik de heldigvis ja til, og den 20. oktober 1940 stod unge Paula brud, og fik sin Christian.

I år fik de igen brev fra Majestæten. Dronning Margrethe, ønskede parret fra Ølstykke hjertelig tillykke med Atombrylluppet. Eller Kronjuvelbrylluppet. Eller stålbrylluppet. Kært barn har mange navne, men et tillykke fik de. I går havde de nemlig været gift i intet mindre end 75 imponerende år.

I de 75 år der er gået, har de to mennesker fået skabt sig sin helt egen klan, som i dag er spredt ud over kommuner, regioner, landsdele og lande. I går var stort set de fleste af dem samlet for at fejre dem. Det unge par fik syv børn. En for hver ugedag, som Paula ynder at sige. De syv børn skal bestemt ikke have skyld for, at være dem der er en bidragende årsag til det faldende børnetal. De har, for at følge tidens ordsprog, i den grad knaldet for Danmark. De to unge mennesker, som fik syv børn, har bidraget med denne flok børnebørn.

Samtlige børnebørn var dukket op. Der er i alle aldre, og spænder over 25 år. Børnebørnene har heller ikke været inaktive i forhold til at bidrage til det næste led af klanen. Kun et par enkelte af trejde led var ikke til stede, men det gjorde ikke flokken af oldebørn mindre mærkbare.

Oldebørnene spænder også over fra helt tumling, til voksne unge mennesker. Mange af disse oldebørn, har allerede nået den alder, hvor de ikke kun vil kunne huske deres oldeforældre, men også huske og føle, at de rent faktisk havde et forhold til dem. For ikke så mange år siden, leverede et af oldebørnene fjerde generation, og naturligvis var tipoldebarnet også med til festlighederne.

Fra nær og fjern flokkedes børn, svigerbørn, børnebørn, oldebørn, tipoldebørn og diverse påhæng til Ølstykke området, for at sige hurra, og for at deltage i en begivenhed som ingen før havde oplevet, og som nok de færreste nogensinde kommer til at opleve. For enden af bordet sad Paula & Christian og forsøgte at få snakket med de fleste. Men Paula måtte dog indrømme, at det var alt for lidt hun havde fået snakket med os alle, da der blev sagt tak for en dejlig dag. Men de var overvældet over det store fremmøde, og jeg er slet slet ikke i tvivl om, at de har nydt det, at de har følt det og at de er stolte af det de har skabt. Kærligheden fyldte rummet, og kærligheden er stadig i live hos brudeparret, som heller ikke stod tilbage for at give kysset, da der blev banket på tallerknerne fra de fremmødte.

Det var en dejlig dag, og en skøn oplevelse. Men det var helt sikkert også en energikrævende dag for dem. Men de holdte ud til det sidste, og mon ikke de sov rigtig dejligt, da de endelig kom hjem til dem selv. Nok er hovedet på dem begge stadig knivskarpe, men kroppen er ikke helt hvad den har været. Men efter 92 & 94 års livlig liv, 75 års ægteskab og syv børn, som har beriget dem med så mange nye generationer, så er der ikke noget at sige til, at kroppen er ved at være slidt godt til.

Hurra for Paula & Christian, og hurra for livslang kærlighed!

Næste station ……

Søndagen har handlet om afgang. Den bedste halvdel arbejder for Nordjyske Jernbaner, og de er med på den strækning, hvor et smukt veterantog futter rundt i Vendsyssel og Aalborg i sommerperioden. I dag skulle det ud at strække sine ben, og havde hele natten stået og varmet op, så det var klar til Hjørring-Kvissel, tur/retur i dag. For at det kunne komme på strækningen, måtte den bedste halvdel hjælpe til som lods, fra NJs område og hen til Hjørring station. Det gjorde, at der lige var tid og mulighed for et lille privatmøde med den flotte gamle dame, som bruger ca. 12 kg. kul for hver af sine kørte kilometer. Jeg sagde hun var flot, ikke at hun var øko-bevidst

FJ34 er en velplejet maskine. Hun får masser af opmærksomhed, og jeg har før set hende blive varetaget til ud på de sene aftenstimer, for at holde hende klar til sine ture. Hun bliver beundret af sine passagerer, dem som hun passerer i sin forbifart, men i særdeleshed af dem som har påtaget sig tjansen at køre med hende. Det er ikke alle og enhver, som får lov, men dem som gør er også dem som rigtig rigtig gerne vil.

Jeg har ikke været ude på en længere tur med FJ34, men jeg har kørt med veterantoget i Mariager. I dag fik jeg en kort tur i Hjørringtoget. I orange vest (fordi den skal man have på, når man befærdes på arealer som ellers ikke er tilgængelig for den almene offentlighed!), stod jeg på bagperronen af en af vognene, og ankom i god stil til Hjørring station, hvor der stod folk og ventede spændt på deres veterantog. Her hoppede jeg af, det samme gjorde den bedste halvdel, som med den korte tur havde afsluttet sin lodstjans, og så overlod vi den dejlige dame til alle dem som glædede sig til at stige ombord.

Det kunne ellers have været hyggeligt med en tur til Kvissel, hvor vi fik at vide der ventede kaffe og kringle, men vi må lade det være os til gode. Senere på dagen, var det nemlig afgang for en anden. Husets ældste skulle i dag drage afsted mod Try Efterskole, hvor han skal bruge det næste skoleår, og vi skulle overlevere ham til andres hænder. Det hele gik som det skulle, og han er nu indlogeret til det som – forhåbentligt – bliver et af de bedste skoleår i hans liv. Men jeg tænker også, at han her den første aften og de første par dage, har en lidt underlig fornemmelse i maven. Det havde jeg selv, da jeg for 25 år siden rykkede på ungdomsskole. Man skal lige falde til, og det skal vi også. Det er det første store skridt mod den totale selvstændighed, som kommer tættere og tættere på. Årene går alt for hurtigt, men samtidig er det også en fornøjelse, og en stor oplevelse, at se de – efterhånden ikke så små – drenge udvikle sig. Jeg glæder mig til at høre om hans første uge næste weekend, hvor han kommer på besøg.