Når man rammer 100, så tager man stilling til det at dø

Jeg har besøgt kirkegårde i weekenden. Lørdag, havde jeg rendez-vous med HH tøserne. Den gruppe som i december blev et medlem mindre. Vi sendte vores klassekammerat ud på sin sidste rejse. I en kort, men intens kamp, måtte hun give slip, og sige farvel. Her tre måneder efter, er hun kommet hjem. Så vi fem andre havde sat hinanden stævne i Brønderslev til en dejlig frokost først, for derefter at tage på kirkegården for at hilse på Susanne.


Det har været hårdt og barskt, at være igennem denne proces, men vi har haft hinanden, og det har gjort os alle meget bevidste om, at vi kun har hinanden til låns. Det er med at nyde det selskab du har med dem du holder af, mens du kan, og husk at lade dem vide, at du holder af dem.

I dag har jeg så været forbi kirkegården i Sindal. Her ligger min farmor & farfar, og i dag er det nøjagtig 100 år siden denne dejlige dame blev født. Margrethe Elisabeth Andersen.    To dronningenavne. I dag 100 år gammel, og selv om hun ikke er mere, så mener jeg alligevel hun havde fortjent et besøg og en fødselsdagssang. Så det fik hun.
Hun fik både fødselsdagslys, fødselsdagskrokusser og fødselsdagssang. Farfar fik også en, for på fredag runder han 101 år.

Jeg kan godt lide kirkegårde. Jeg elsker at vandre rundt på dem, kigge på stenene og forestille mig, hvilken historie der spiller sig ud bag navnene. Jeg synes der er fredfyldt på kirkegårde, og der er plads til stilhed og eftertænksomhed.

I løbet af den uge, hvor vi havde været til vores venindes begravelse, var jeg forbi farmor og farfar for at gøre deres hvilested juleklar. Da det var klaret, så vandrede jeg en time rundt på hele Sindal Kirkegård. Det havde jeg behov for. Jeg fik gjort mig mange tanker, og fik et spørgsmål på plads, som jeg ofte, flygtigt, har stillet mig selv; hvor skal jeg være, når jeg skal afsted?

Jeg er lidt rodløs. Jeg hører ikke til et bestemt sted, som mange af vore bedsteforældre og forældre gør. Jeg er opvokset i Sindal, boet i mere end et årti i Aalborg og er nu bosat ved Hjørring. Hvor hører jeg til? Meget af min mors familie ligger begravet i Bindslev, min farmor og farfar i Sindal. Men hvor skal jeg være? De tanker blev også tænkt under min kirkegårdsvandring. Jeg har aldrig været hele vejen rundt på kirkegården i Sindal. Det var jeg i december. Som jeg gik rundt på den, fandt jeg rigtig mange navne som jeg kendte. Ikke nogen jeg har familiære bånd til, men jeg fandt gamle skolelærer, min kørerlærer, bekendtes forældre og mange andre navne som jeg vidste hvor hørte til. Nede i bunden af kirkegården er der nogen græsarealer, hvor der er nogen store runde hække. Inde i det område var der flere sten. Her fandt jeg blandt andre også min halvbroders mor, som døde tilbage i 2009.

Jeg fandt mit svar. Jeg hører til i Sindal. Det er her jeg skal hen, når jeg siger farvel. Gerne i en af hækkecirklerne. Jeg finder næppe et sted, hvor jeg føler de tilhørselsbånd, som jeg gjorde, da jeg tog min kirkegårdvandring. I dag tog jeg en tur igen, og der er ingen tvivl. Det er her jeg hører til.

Jeg synes det er vigtig, at man tager stilling til den del, og også at man gør sig overvejelserne. Ikke kun for sin egen skyld, men også for sine pårørendes skyld. Lad dem vide, hvad du vil. Jeg kan i den forbindelse varmt anbefale Min Sidste Vilje, som er en brochure du kan downloade, og så derigennem sætte de små kryds og eventuelle kommentarer. Det er en hjælp til dine nærmeste, så de ikke midt i sorgen, skal gøre sig tanker om, hvad du egentlig gerne ville. Ligeså vel som det er en hjælp, at du har taget stilling til organdonation – det værende om du ønsker at donere eller ikke ønsker det. Hvis du ikke kan overskue at tage snakken med dine nærmeste, så tag den med dig selv, så den er afklaret, når den tid kommer.

Død er et følsomt emne, men det er et faktum at vi alle møder den på den ene eller anden måde. Men midt i det tunge emne, kan den også gøre gavn på mange andre niveauer.

Kære farmor – stort tillykke med de 100 år, og jeg kommer hjem til dig og farfar på et eller andet tidspunkt.

Projekt badeværelse

For cirka tre månader siden, besluttede vi os for ikke at sætte huset til salg. Jeg har “overtaget” et hus for godt fem år siden. Et hus, som min bedste halvdel i sin tid købte med sin daværende kone. Huset er sådan set fint nok, men uanset hvor meget jeg har rykket rundt og opdateret på huset, og forsøgt at gøre det til mit, så er det bare ikke mit hus. Derudover har vi et hus, som fungerer, men som bare trænger til en overhaling, og mangler plads. Nu kom vi så til et punkt i forholdet, hvor vi aktivt gik i gang med at sætte det til salg. Vi nåede så langt, at vi havde haft ejendomsmægler på, som var klar, og også et beløb fra banken, som efter salg kunne investeres i et fælles hus. Men da vi havde det hele klar, og bare manglede at trykke på startknappen, så mærkede jeg efter i maven. Var det huset eller stedet jeg var træt af? Efter ransagninger, fandt jeg ud af, at det ikke var stedet. Stedet ligger perfekt i forhold til indkøbsmuligheder, motorvej, mit og hans arbejde rent transportmæssigt, naturmæssigt, hundemæssigt, kattemæssigt, jagtmæssigt og mange andre ting. Så derfor valgte vi i sidste øjeblik, at satse på huset. Lav det til både dit & mit, og også opdatere det i stil og størrelse.

Vi har nu overstået allerførste etape. Vi har planer om, at vi senest til næste forår, går igang med den helt store om- og udbygning, men indtil da kunne vi starte med badeværelset, som ikke skulle hverken udvides eller røromlægges, ej heller flyttes i forhold til den planlægning der er med huset, når vi skal til at bygge om og til. Så sidste torsdag startede vi selv, med at rive al indmaden ud, og kaoset skulle blive endnu værre, før det blev godt igen.

Alle elementer blev revet ned, og der kom gennem hele weekenden og ugen et par dygtige murermestre, som sørgede for at hele murearbejdet blev præcis som det skulle. Både i forhold til kvalitet og reglementer. I en lille uges tid var vi helt uden bad, og i mindre intervaller, var vi også uden toilet. Men nød lærer nøgen dame at spinde, så vi overlevede.

I denne weekend, har vi fået det hele på plads, og mit hjerte jubler over resultatet. Det er blevet præcis som vi ønskede, og vi har nu et badeværelse som lever op til alle standarder.

I løbet af den kommende uge, vil vores murermester komme tilbage, for at ramme vinduerne ind. I uge fem ankommer to helt nye vinduer, som skal erstatte et par meget trætte gamle vinduer. Men lige nu er badeværelset så godt som fuldendt, og jeg kan nu for alvor begynde at mærke, at huset både er ved at blive mit, men også se hvad det hele munder ud i om ca. halvandet år.

Hvis jeg kunne, så ville jeg sove i mit badeværelse…..

Livslang Kærlighed

I 1940 fik Paula & Christian brev fra Kongen. De elskede hinanden – måske lidt mere end hvad godt var i de tider. I en alder af 17 & 19, havde de nemlig elsket hinanden så meget, at de blev nødt til at spørge Kongen om lov til at gifte sig. Det fik de heldigvis ja til, og den 20. oktober 1940 stod unge Paula brud, og fik sin Christian.

I år fik de igen brev fra Majestæten. Dronning Margrethe, ønskede parret fra Ølstykke hjertelig tillykke med Atombrylluppet. Eller Kronjuvelbrylluppet. Eller stålbrylluppet. Kært barn har mange navne, men et tillykke fik de. I går havde de nemlig været gift i intet mindre end 75 imponerende år.

I de 75 år der er gået, har de to mennesker fået skabt sig sin helt egen klan, som i dag er spredt ud over kommuner, regioner, landsdele og lande. I går var stort set de fleste af dem samlet for at fejre dem. Det unge par fik syv børn. En for hver ugedag, som Paula ynder at sige. De syv børn skal bestemt ikke have skyld for, at være dem der er en bidragende årsag til det faldende børnetal. De har, for at følge tidens ordsprog, i den grad knaldet for Danmark. De to unge mennesker, som fik syv børn, har bidraget med denne flok børnebørn.

Samtlige børnebørn var dukket op. Der er i alle aldre, og spænder over 25 år. Børnebørnene har heller ikke været inaktive i forhold til at bidrage til det næste led af klanen. Kun et par enkelte af trejde led var ikke til stede, men det gjorde ikke flokken af oldebørn mindre mærkbare.

Oldebørnene spænder også over fra helt tumling, til voksne unge mennesker. Mange af disse oldebørn, har allerede nået den alder, hvor de ikke kun vil kunne huske deres oldeforældre, men også huske og føle, at de rent faktisk havde et forhold til dem. For ikke så mange år siden, leverede et af oldebørnene fjerde generation, og naturligvis var tipoldebarnet også med til festlighederne.

Fra nær og fjern flokkedes børn, svigerbørn, børnebørn, oldebørn, tipoldebørn og diverse påhæng til Ølstykke området, for at sige hurra, og for at deltage i en begivenhed som ingen før havde oplevet, og som nok de færreste nogensinde kommer til at opleve. For enden af bordet sad Paula & Christian og forsøgte at få snakket med de fleste. Men Paula måtte dog indrømme, at det var alt for lidt hun havde fået snakket med os alle, da der blev sagt tak for en dejlig dag. Men de var overvældet over det store fremmøde, og jeg er slet slet ikke i tvivl om, at de har nydt det, at de har følt det og at de er stolte af det de har skabt. Kærligheden fyldte rummet, og kærligheden er stadig i live hos brudeparret, som heller ikke stod tilbage for at give kysset, da der blev banket på tallerknerne fra de fremmødte.

Det var en dejlig dag, og en skøn oplevelse. Men det var helt sikkert også en energikrævende dag for dem. Men de holdte ud til det sidste, og mon ikke de sov rigtig dejligt, da de endelig kom hjem til dem selv. Nok er hovedet på dem begge stadig knivskarpe, men kroppen er ikke helt hvad den har været. Men efter 92 & 94 års livlig liv, 75 års ægteskab og syv børn, som har beriget dem med så mange nye generationer, så er der ikke noget at sige til, at kroppen er ved at være slidt godt til.

Hurra for Paula & Christian, og hurra for livslang kærlighed!

Næste station ……

Søndagen har handlet om afgang. Den bedste halvdel arbejder for Nordjyske Jernbaner, og de er med på den strækning, hvor et smukt veterantog futter rundt i Vendsyssel og Aalborg i sommerperioden. I dag skulle det ud at strække sine ben, og havde hele natten stået og varmet op, så det var klar til Hjørring-Kvissel, tur/retur i dag. For at det kunne komme på strækningen, måtte den bedste halvdel hjælpe til som lods, fra NJs område og hen til Hjørring station. Det gjorde, at der lige var tid og mulighed for et lille privatmøde med den flotte gamle dame, som bruger ca. 12 kg. kul for hver af sine kørte kilometer. Jeg sagde hun var flot, ikke at hun var øko-bevidst

FJ34 er en velplejet maskine. Hun får masser af opmærksomhed, og jeg har før set hende blive varetaget til ud på de sene aftenstimer, for at holde hende klar til sine ture. Hun bliver beundret af sine passagerer, dem som hun passerer i sin forbifart, men i særdeleshed af dem som har påtaget sig tjansen at køre med hende. Det er ikke alle og enhver, som får lov, men dem som gør er også dem som rigtig rigtig gerne vil.

Jeg har ikke været ude på en længere tur med FJ34, men jeg har kørt med veterantoget i Mariager. I dag fik jeg en kort tur i Hjørringtoget. I orange vest (fordi den skal man have på, når man befærdes på arealer som ellers ikke er tilgængelig for den almene offentlighed!), stod jeg på bagperronen af en af vognene, og ankom i god stil til Hjørring station, hvor der stod folk og ventede spændt på deres veterantog. Her hoppede jeg af, det samme gjorde den bedste halvdel, som med den korte tur havde afsluttet sin lodstjans, og så overlod vi den dejlige dame til alle dem som glædede sig til at stige ombord.

Det kunne ellers have været hyggeligt med en tur til Kvissel, hvor vi fik at vide der ventede kaffe og kringle, men vi må lade det være os til gode. Senere på dagen, var det nemlig afgang for en anden. Husets ældste skulle i dag drage afsted mod Try Efterskole, hvor han skal bruge det næste skoleår, og vi skulle overlevere ham til andres hænder. Det hele gik som det skulle, og han er nu indlogeret til det som – forhåbentligt – bliver et af de bedste skoleår i hans liv. Men jeg tænker også, at han her den første aften og de første par dage, har en lidt underlig fornemmelse i maven. Det havde jeg selv, da jeg for 25 år siden rykkede på ungdomsskole. Man skal lige falde til, og det skal vi også. Det er det første store skridt mod den totale selvstændighed, som kommer tættere og tættere på. Årene går alt for hurtigt, men samtidig er det også en fornøjelse, og en stor oplevelse, at se de – efterhånden ikke så små – drenge udvikle sig. Jeg glæder mig til at høre om hans første uge næste weekend, hvor han kommer på besøg.

Glimt af en ferietur

Vi er godt på den anden side, af vores udenlandstur. To drenge, to voksne og en hund pakkede en opel Astra, som blev byttet med en Caravellebus, venligt gratis udlånt til os af en nordtysk ven. Ned gennem Tyskland susede vi, og tog en overnatning i Duchcov i Tjekkiet. En søvning forstad til Pragh, men som ved nærmere inspektion havde en vældig interessant historie. Vi havde booket os ind på Hotel Casanova, og vi grinte lidt af navnet. Lige indtil vi på vores gåtur mod spisested, passerede slottet Dux.

Da vi ikke kunne læse det som stod på informationstavlen, fik vi os senere googlet os frem til, at på dette slot tilbragte selveste Casanova sine sidste 13 år som bibliotekar. Så gav det pludselig langt mere mening, at mange små oaser i byen, hed Casanova dit og Casanova dat. Vi sagde farvel til det hundevenlige hotel tidligt næste morgen for at begive os ud på den sidste etape, som ville lade os krydse grænsen til Slovakiet og til sidst Ungarn, hvor destinationen hed Tata. Her var vi også for fire år siden, og vennerne dernede har siden da forespurgt, hvornår vi kom igen. Det gjorde vi så i år.

Vi blev indlogeret i en dejlig lejlighed, som var udstyret med aircondition, som allerede første dag, skulle vise sig at være himmelsendt for både mennesker og dyr. Tata er placeret en lille time syd for Budapest, og på førstedagen efter ankomsten, tog drengene og den bedste halvdel på politibesøg. I den ungarske venneflok er en politimand, og han ville så gerne eskortere drengene rundt på politistationen. Alt i mens de fik den rundvisning, benyttede jeg lejligheden til at besøge nabopladsen til vores lejlighed. Lige over på den anden side er en geologisk attraktion, hvorpå der er placeret en kirke på en høj bakke/klippe, hvor der nedenfor er en cirkel sten i stil med Stonehenge.

For at komme op til kirken, skal man i bedste bjergbestiger stil, klatre op af klippevæggen. Vel at mærke uden sikkerhedsline, og kun støttet af et meget simpelt gelænder, hvortil der ikke hører nogen deciderede trappetrin, men kun små afsats i forskellige retninger, som skal passe med sine egne skridt og sin skostørrelse. Vi var også oppe ved den sidste gang vi var der, og dengang mødte vi en stor ungarsk ulv, som kom luntende ca. 10 meter forbi os. Jeg kan godt afsløre, at vi stod helt stille og stirrede på den i både lidt frygt, fulde af respekt og med stor fascination. Jeg skal ikke undsige mig, at det møde stod frisk i min hukommelse da jeg denne gang klatrede op til kirken alene. Tænk om ulven var der endnu? Det var den ikke, men jeg kiggede lidt mere ovre mine skuldre end vanlig, og var på vagt. Men ulven udeblev, og det gjorde også forståelsen af, hvad det her sted er. Alle skilte er på ungarsk, og det eneste jeg kan forstå er, at det blandt andet er et geologisk museum. Kirken er ikke i brug, og man kan ikke komme ind, men hvad, hvordan og hvorfor er jeg ikke blevet klogere på – selv google kunne i det her tilfælde ikke hjælpe mig, da alt jeg kunne finde om dette også kun står på ungarsk.

Torsdag drog vi på dagstur til Budapest, mens vi lod Bailey være hjemme i den afkølede lejlighed. Vi fik genset Fishermans Bastion og udsigten over Donau, hvor det var en selvfølge at der skulle tages selfies i alle afskygninger

Vi fik udforsket den underjordiske labyrint, hvor Grev Dracula blandt andre havde siddet som fange i et års tid, kørt op og ned i en 100 år gammen funicular, spist en rigtig god frokost, og fik os erhvervet en parkeringsbøde

Vi havde rent faktisk undersøgt, før vi parkerede. Som vi fangede den ualmindelig gode plads, kom der en p-vagt gående forbi. Han kunne engelsk, og på spørgsmålet om vi måtte parkere lige der, svarede han ja, og tilføjede at lige her var det gratis, men bevægede vi os ned på den anden side, så ville det koste penge. Så vi efterlod bilen i god tro, og blev derfor lidt overrasket over at se skrivelsen under vinduesviskeren. Vi fik os senere googlet translated os frem til, at vi holdte ulovligt parkeret. Så enten så har p-vagten ikke haft styr på reglerne, eller så har han set muligheden for at tage røven på de stakkels turister. Når det så er sagt, så er bøde på de 5.720 ft (hvis man betalte inden for 14 dage, og herefter ville det så koste de 18.040 som vi også fik os googlet translated os frem til), svarende til den nette sum af 137 danske kroner, hvilket er en trediedel af det beløb vi gav for fire år siden i parkeringsautomat inde i Budapest. Så det var rent faktisk billigere for os at tage bøden, end at betale for at holde legalt. Og ja – vi betalte bøden inden vi forlod Ungarn. Ungarn har nemlig samarbejde med Danmark om at kunne opkræve via skat, hvis man som turist render fra en p-bøde.

I nærområdet af Tata er der naturligvis også en del at opleve. Vi tog derfor løbende på ekskursion til Tatabanya og nærområde, hvor vi holdte aftensudsigt ud over Tatabanya, alt imens vi beundrede den 15 meter store ørn, Turul

Vi fik kigget på adskillelig solsikkemarker, som viste sig fra sin bedste side, og set mere udsigt fra Hilltop, hvor der dyrkes vin af yderst skøn kvalitet

På en af de varmeste dage, havde vi planlagt en tur til Balatonsøen, som var en køretur på små to timer. Baghistorien for Balaton er, at da vi var i Ungarn for fire år siden, havde vi lagt op til den helt store lækre badedag i den magiske sø over for vores, dengang, 8 & 11 årige knægte. De glædede sig, og vi kørte de to timer, godt hjulpet på vej af GPSen som var sat til, og havde nøjagtigt fundet, Balaton. Ved enden af turen, ankommer vi til en by navngivet Balaton, og som ligger helt oppe ved den Slovakiske grænse. Drengene var storskuffet og direkte sure, og nærmest forlangte at vi vendte rundt og kørte direkte til det rigtige Balaton som nu lå 500 km i den modsatte retning. Her måtte vi sige nej, til endnu mere skuffelse for drengene, og at Balaton måtte blive næste gang vi kom til Ungarn. Det var så i år det løfte skulle indfries, og selv om de nu er 12 & 15, så glædede de sig ligeså meget til det denne gang, som for fire år siden. Denne gang, havde os voksne også sørget for at researhce lidt bedre, og sikret os at vi ramte det rigtige sted, og ikke endnu engang havnede i det falske Balaton. Stor var derfor både lettelse og glæde, da vi for enden af destinationsvejen, kunne se det meget klare blå vand foran os. Der var ingen grænser for, hvor meget det blev nydt af både voksne og børn. Det er en helt fantastisk sø at bade i på alle mulige niveauer, og bliver bestemt ikke dårligere at være i, når temperaturen sniger sig op på 36 grader og høj solhimmel.

Vores sidste dag i Ungarn bød på fisketur. Vores ungarske venner havde arrangeret en fantastisk fisketur ved en lækker sø i Ebszönybanya. De havde sørget for at hele den ene søbred kun var til os, og så var der ellers lagt frem med fiskegrej, fiskemadding, frokost og aftensmad. En hel dag i fuldstændig afslapningens tegn i godt selskab, og i en varme og sol, som især den største havde lidt problemer med denne dag, da han ved Balaton, havde fået sig en lille solskoldning. Men han holdt i og holdt til i skyggen, og fiskene strømmede ind. Da vi sagde farvel, havde de to knægte tilsammen fisket i nærheden af 40 fisk ind.

Det var en skøn dag, og jeg havde hele ugen igennem klaret solen så fint. Jeg er – qua min hårfarve – en type som solen godt kan være hård ved i løbet af kort tid. Men de sidste 7-8 år, har jeg kunne tolerere mere og mere, men er stadig rigtig god til at passe på. Men denne dag ved søen, fik solen alligevel også godt fat i mig.

Det skal dog siges, at det ser værre ud end det viste sig at være. Jovist har jeg fået sol, og da vi kom hjem kunne jeg da også svagt mærke en lille brænden i panden. Men jeg smurte mig godt ind i aftersun og creme, og da jeg vågnede næste morgen, var jeg på ingen måder hverken varm, øm eller følsom over for solen. Det var de andre tre, som i løbet af den næste uge oplevede både lettere smerte, senere kløende rygge, næser og pander, for til sidst at skælle hud. Alt det oplevede jeg ikke, så selv om jeg er den ud af os alle fire som er mest udsat for solens konsekvenser, endte det med at jeg var den som var mindst ramt.

Efter ni dage hjemmefra, begyndte vi turen tilbage til Danmark. Vi overnattede på returvejen igen hos Casanova i Tjekkiet, og drønede så igennem til Slovakiet og op igennem Tyskland, hvor vi byttede tilbage til den røde Opel Astra. Planen var, at vi skulle have haft en overnatning i Tyskland også på vejen hjem, som vi gjorde på vejen ned, men når man nu er på vej hjem, så vil man også bare gerne hjem. Så vi havde besluttet os for at tage det lange seje træk fra Tjekkiet og hele vejen hjem til Lørslev. Det tog os alt i alt 13 timer, men det var det hele værd, da vi lidt over midnat sidste tirsdag kunne smide os i egen seng. Ude godt – men hjemme er altså bare bedst.

Hverdagen er så småt ved at indfinde sig igen. Den bedste halvdel er påbegyndt arbejde igen efter to ugers sommerferie. Jeg selv har lige denne uge med også, før jeg finder vejen tilbage på jobbet igen. Men når jeg gør, kan jeg kigge tilbage på en sommerferie som har være skøn. Jeg har haft oplevelser, rejseaktivitet, sommer & sol, familietid og egotid i denne uge som jeg er i lige nu. Jeg er ikke i tvivl om, at samtlige batterier vil være fuldstændig ladet op når jeg kommer tilbage på arbejde. Men indtil da har jeg lige lidt mere ferie at nyde, og den har været og er stadig en af de bedre.

Ferietid for Alle … også for mig

Så blev der også ferie til mig. Den startede i går, og forude ligger der tre uger, hvor arbejdet bliver lagt på hylden, og hvor oplevelser og afslapning tager førersædet. Der skal tankes op.

Den startede godt. Fredags Fest er aktuel i Karolinelund, og efter vi havde sagt “god ferie” på jobbet, mødtes jeg med bedsteveninden, for at synge med på gamle kendinge, og mindes de gode gamle dage. Lis Sørensen sparkede min sommerferie i gang.

Herhjemme har vi fået lagt sidste nye klinke på gulvet i køkkenet, så vi kan gå en sommerferie i møde, hvor vi endelig har fået udryddet de røde fliser. Det har været på ønskesedlen i alle de år jeg har boet i huset, fliserne som skulle på blev hjembragt for halvandet år siden, og endelig… endelig er de lagt. Jeg er sikker på, at jeg vil sukke forelsket over dem hele sommerferien.

I løbet af ferien står den i år også på udenlandsrejse. Vi har hentet drengene til huse, og fået deres pas med hjem. De vil blive flittigt brugt, når vi tager på bilferie til Budapest.

Vi har været der før for tre somre siden. I år skal vi igen, for da vi var der sidst, lovede vi drengene at de nok skulle få lov til at bade i Ballaton søen, som vi missede sidste gang pga. et GPS glitch. I år indfrier vi vores løfte. Bailey er blevet vaccineret på alle leder og kanter, så ham tager vi med, alt i mens vi har allieret os med housesitter som sørger for vanding af have, pasning af hus og fodring samt kælning af Mojo the Cat.

I udlandet venter der os varmegrader som umiddelbart er lige højt nok for mig. Jeg kan godt lide temperatuer på omkring 25 grader, men der venter os en gennemsnitstemperatur på omkring de 33, med dage hvor det nærmer sig 40. Det er altså ikke en temperatur som kan være skøn! I særdeleshed ikke når vi befinder os i et land uden kyster. Så derfor kan jeg godt garantere dobbelt, at drengene kommer til Ballaton søen – her vil også jeg finde lise på de varmeste dage. Omvendt så vil jeg ikke ret gerne klage mig, for sommeren i år lader til at være en af de lunefulde, hvor vi ikke ligefrem priser den når den er ovre, som vi gjorde sidste år. Så jeg tager det sommer jeg kan få, om så det betyder at jeg må rejse ud af landet, og til lidt højere varmegrader end hvad jeg finder optimalt.

Lige nu står den på rengøring og klargøring, så jeg kan nyde alle sommerferiens etapper uden at skulle stresse over rod, kaos og opgaver. Jeg går i gang lige nu.

Resumé

Jeg overlevede. Min sygdom fik ikke taget på mig, og jeg kom tilbage til og ud i verden igen. Men den har så haft så meget drøn på, at prioriteringer blev gjort, hvilket har efterladt næsten to måneders tavshed herfra. Derfor synes jeg der skal en lille opdatering til på, hvad der blandt andet er foregået de to måneder.

Jeg nåede akkurat at blive rask til at drage til Sjælland. Konfirmations sæsonen satte ind, og ud over den konfirmation på øen, hvor jeg selv var med som gæst, var mine weekender fra medio april til medio maj afsat til andre konfirmander, som fik deres dag foreviget.

Jeg har arbejdet på fuld drøn, og da jeg er i en branche, hvor “gode gamle dage” var dem for tre måneder siden, har der været ændringer som har givet nye muligheder og fordret lidt tilpasninger. Det hele på den gode måde, og jeg trives stadig på mit arbejde, med de opgaver jeg har, og det som til stadighed udvikler sig til noget som jeg er afsindigt stolt af.

Jeg har nydt selskab af 50 % af min niece/nevø konstellation, mens forældrene var ude at more sig. Jeg fik moret mig med tøsen på chicktrip, mens knægten fik moret sig på nabogården, og fik ko-møj under støvlerne og halm i håret. Jeg elsker at have dem på besøg.

Jeg har atter været samlet med dem, som efterhånden har kendt mig allerlængst af alle. Mine HH tøser, som jeg fortsat mødes med. Vi har 10 års jubilæum med vores møder i år, og det som har været et halvårligt møde, er så småt ved at blive til kvartalsmøder i stedet for. Jeg klager bestemt ikke. Jeg nyder hvert et møde jeg har med dem. Denne gang spiste vi middag med udsigt over Vesterhavet, og fik en nydelig solnedgang til efter-dessert

Hunden Bailey trives i bedste stil. Han er stadigvæk fuld af balllade og buller. Lystrer ikke meget mere siden sidst, men trænes stadig i det. Stadigvæk nok lidt for forkælet, og så er han blevet to år, som han selvfølgelig fik at mærke. Fik jeg sagt, at han nok er lidt for forkælet?

Haven bliver igen i år eksperimenteret i. Både højbede og køkkenhave er anlagt, og vokser lystigt, foruden et mini væksthus som afprøves i år, før jeg eventuelt går ud og investerer i et “rigtigt” drivhus. Tanken er der, og lysten til at udvide min dyrkning-af-egne-afgrøder horisont vokser med årene. For hvert år der går, nyder jeg haven mere og mere, som kommer til udtryk i dyrkningen og udklædningen af den.

Min kære mormor er jeg så heldig at have endnu. Også min morfar. Jeg er priviligeret at jeg i en alder af snart 41, stadig har et helt sæt bedsteforældre tilbage, og i slutningen af maj fejrede vi mormor som rundede 90. En stor dag, og hvor jeg dog håber at jeg har arvet hendes gener.

Når vi nu er ved fejringer, så var der endnu en milepæl som blev rundet. Den bedste halvdel og jeg har, siden sidst, kunne fejre endnu en årsdag. Denne gang den femte af slagsen. Jeg forstår ikke, hvor de fem år er blevet af, for jeg føler stadig at jeg er i færd med at lære ham at kende. Kærligheden får aldrig lov at glemmes blot en enkel dag, og jeg elsker ham, ham og jeg samt det forhold som giver så meget, men som til stadighed også giver plads til den enkelte.

Således er der lavet et hurtigt resumé af noget af det som de sidste to måneder er gået med. Der er mange detaljer, oplevelser og forundringer som er udeladt, men lad mig slå fast, at jeg ikke har stået stille selv om man godt kunne have mig det mistænkt udfra den manglende aktivet ved dette tastatur.

Foran mig ligger der nogle enkelte arbejdsuger, et par aktiviteter jeg ser frem til, en hverdag som skal nydes, og lige om lidt tre ugers sommerferie. Hvis sommeren fortsat udebliver, kan jeg trøste mig med, at vi tager et sted hen, hvor der efter stor sandsynlighed vil være sommer. Men indtil da, tager vi én dag af gangen

Velkommen tilbage 🙂

Påsketur

Jeg nyder en ferie som var tiltrængt. Jeg var så heldig, at have muligheden for også at holde ferie i dagene op til påsken, så jeg har virkelig slappet helt af. Men i går tog jeg på farten. Sammen med den bedste halvdel og drengene kørte vi sydpå, hvor vi havde planlagt en tur tilbage i tiden. Landbrugsmuseet samt Gammel Estrup Herregaard stod på visitkortet, og det er aldrig skidt at få to oplevelser til én pris, og så endda lokaliseret på samme sted.

Vi har et par drenge som er meget interesseret i maskiner, landbrug, friluft og håndværk. Så det var bestemt ikke kedeligt for dem, at vandre rundt på Landbrugsmuseet i et par timer. De fandt det vældig interessant, og historien om, hvordan det de kender i dag startede og havde været kedede dem ikke. Museer kan sagtens være underholdende for børn, man skal bare vælge dem som falder inden for deres naturlige interesser.

For os voksne, var det i særdeleshed skægt at møde udstillinger og genstande som vi kunne genkende, fra vores egen barndom. Nogen gange var det ligesom man var trådt ind i sin mormors køkken eller hus, og det var gennemført lige fra overfladen til det som de havde udstillet i skuffer, skabe og køleskaber.

Særskilt for tiden på Landbrugsmuseet er udstillingen om 1864, hvor store som små fik en rundvisning i krigen som kostede så dyrt.

Den var rigtig fint sat op, og den gjorde et godt stykke arbejde med at få den ind under huden på den besøgende, i form af rigtig mange små ægte brevcitater fra dem som var med på forreste række. Den passede også ualmindelig godt ind i Landbrugsmuseet, da den formåede at illustrere at langt de fleste soldater som drog til slagmarken, slet ikke var soldater, men simple unge mænd fra landbrugssamfundet.

Efter alt indendørs var blevet udforsket, traskede vi udenfor, hvor vejret var skiftet fra snevejr til høj solskin. Der blev klappet et par køer og snakket med et par meget legesyge unggrise inden den gamle smedje skulle besøges. Der var aktivitet indenfor, og den yngste fik lært at lave et søm på ægte smedemanér.

I forlængelse af Landbrugsmuseet ligger Herregårdsmuseet. Her fik vi tilbragt den sidste time på bonede gulve, rå egeplanker og tilhuggede murstensgulve. Der blev sæt, mærket, lyttet, sanset og smagt på og til de interaktive indslag som var at finde inde i herregården.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Herregården var mest interessant for mig. Her var der ikke maskiner eller friluftsliv, så det faldt lidt uden for interresantbarometret for de to unge drenge. Men der var dog et par enkelte ting som fangede deres opmærksomhed. Mest af alt jagtværelset, hvor de fik meget tid til at gå med at fundere og italesætte, hvordan et sådan værelse kunne blive en realitet hjemme hos os. Jeg er helt med på den idé – alt det kræver er en herregård, og så skal jeg med glæde lade dem få det jagtværelse.

Tiden gik rigtig fint, og vi kom først derfra da de begyndte at lukke bygningerne ned. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, for vi blev de sidste besøgende i herregårdskøkkenet, og køkkenmatronen kunne ikke stå for de to unge chamører, og smed gratis hjemmebagte (på smedekomfur) kanelsnegle i hånden på dem på vej ud af Gammel Estrup.

Der er nu stadig en hel del dage tilbage at slappe af i, men såfremt at man ikke vil bures inde hele ferien, og gerne vil på en lille udflugt, så kan stedet varmt anbefales for både voksne og børn. Prisen er så sandelig også overkommelig, og menneskerne som er museernes ansigt ud ad til er fantastiske og imødekommende. Et besøg mere fra os kunne sagtens komme på tale til sommer, hvor der vil være endnu flere interaktive aktiviteter og indslag, men lige nu sidder vi tilfredse tilbage efter en rigtig god oplevelse.

Lad mig knuse dine drømme og uddannelsesmuligheder, knægt

Opdatering: Nogen gange, når man smider noget ud til offentligheden, så får man de svar som man ikke har fået overleveret andre steder fra. Den digitale offentlighed, kan nogengange vise vejen til, hvordan tingene ikke nødvendigvis hænger sammen, end det man ellers er blevet oplyst. Således har dette indlæg givet mig adskillige henvendelser, som fortæller mig, at det vi har af oplysninger, ikke nødvendigvis er sådan det hænger sammen. Vi har fået redskaber og andre oplysninger som vi skal gøre opmærksomme på i den kommende dialog. Tak til alle Jer, som kunne det som informationscentret ikke kunne; Give os en viden som vi nu kan fremlægge, og som forhåbentlig gør, at vi når i mål uden at skulle vælge sort eller hvid.

*********************************

Min bedste halvdel har to dejlige drenge. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg er meget glade for dem begge to, og deltager aktivt i deres laden, gøren, ønsker og narrestreger. Jeg bidrager til den hverdag de har når de er hos os på mange forskellige måder. Jeg gør det uden at blinke og uden at tænke over det. Jeg gør det fordi de er en meget vigtig del af den lille familie som jeg og min bedste halvdel har sammen. De har adresse hos deres mor, men de er her hver anden weekend, i ferieperioder og på andre løsøre tidspunkter. De er en fast del af vores husstand.

Den ældste er nået i den alder, hvor næste skridt er ved at blive planlagt. Han går i 8. klasse, og de kigger på muligheder efter folkeskolen. Den ældste er en kvik knægt, og har pæren i orden, men er udfordret på visse områder rent fagligt. Han går ikke i specialklasse, og har overhovedet heller ikke brug for det, men der er omstændigheder som gør, at han ikke bare lige uden nøje planlægning og omtanke kan kastes videre i uddannelsessystemet. Han kan sagtens blive det han gerne vil være, men det skal bare arbejdes lidt ekstra på, og der skal måske tages lidt andre veje for at komme dertil. En af vejene kunne være et ophold på en efterskole, som kan føre ham præcis hen i mod det virke han siden sit 11. år har ytret han gerne vil, og som samtidig får ham dertil mens der også tages højde for hans udfordringer. En fod i hose løsning for ham.

Så langt så godt. Knægten, hans mor og min bedste halvdel har været på besøg på Try Efterskole, og det ligger i luften, at det er der han skal – og gerne vil – hen efter folkeskolen. Sammen med skolen han nu går på, har min bedste halvdel og drengens mor talt sammen om muligheden, de har talt med forskellige instanser, og er blevet udstyret med hver sit ark som skal udfyldes med henblik på økonomisk støtte til et ophold på efterskolen. Det er ikke billigt at gå på efterskole. Hos Try er prisen kr. 2.210 pr. uge foruden indmeldelsesgebyret på kr. 2.500. Derudover kommer der i løbet af et skoleår også andre udgifter så som lommepenge, eventuelle udflugter, udenlandsophold, materialer som skolen ikke betaler for osv. Der er altså en regning på minimum kr. 116.320, hvis man antager at der gennemsnitlig skal smides kr. 500 pr. uge for alle de andre ting ud over selve opholdet. Så det er en større udgift, og derfor er der også mulighed for at søge støtte, og derfor fik hans forældre papirerne med hjem, som skal udfyldes, så de kan finde ud af, hvor meget støtte de kan få, så de kan realisere drengens ønske og drøm om både opholdet og sin fremtidige karriere.

Men så er det jeg får ondt i maven, da jeg ser de papirer. Siden 2011 har det været således, at det er husstandens indkomst, som ligger grundlag til om, og i så fald hvormeget, tilskuddet kan gives til et barns efterskoleophold. Vores dreng kommer fra en skilsmissefamilie, og er derfor del af to husstande. Det viser sig så, at når der menes husstandens indkomst, så tæller alle indkomster i husstanden med i det regnestykke. Med andre ord; det er ikke kun mor og fars indkomst som skal tælles med, men også drengens mors kæreste og min da vi bor under samme tag med hver af drengens forældre. Jeg er overbevist om, at drengens mors kæreste tager en ligeså stor aktiv del i drengenes liv som jeg, og ligesom jeg uden at blinke tæller dem med i diverse daglige udgifter der er. Han bidrager uden at blinke – som jeg – til madindkøb, ferier, udflugter, tøjindkøb, fester, gaver osv. som kontinuerligt kommer i en dagligdag med børn. Men hvor højt vi end elsker de børn som er blevet en del af vores liv via vores samlever, så er vi ikke økonomiske ansvarlige for børnene. Når det kommer til f.eks. skoleophold så har jeg svært ved at se, hvorfor vores indkomst skal tælles med i det regnestykke. Det er ikke ham, og heller ikke mig som skal betale for det ophold – det er hans forældre. Vi kan ikke blive holdt til ansvar for den økonomiske udgift. Men det kommer vi til.

Vores den ældste har ikke én husstand med to forældre. Han har to husstande, hvori der er fire voksne, som hver i sær har deres indkomst. De fire indkomster regnes så sammen, og det siger sig selv, at hvis der er fire indkomster, så kommer der et totalbeløb frem, som ser forbandet godt ud. Men tilsammen har drengens mor og far ikke den overvældende indkomst, og tilsammen vil deres samlede indkomst udløse en støtte som gjorde, at de havde råd til at sende deres dreng på efterskole. Men når man smider min indkomst oveni, og også moderens halvdels indkomst, så smadrer han og jeg drengens muligheder for dette ophold. Vores to indkomster tilsammen gør, at muligheden for støtte til dette ophold er  nul kroner.

Jeg kan ved den søde grød ikke se, hvorfor min indkomst skal tælles med. Jeg betaler gerne de daglige udgifter som følger med, når man finder sammen med en som har børn fra tidligere forhold. Men jeg – og det er bestemt ikke fordi jeg ikke ønsker opholdet for drengen, eller ikke holder af ham – havde ingen planer om, og kan heller ikke se, hvorfor jeg skulle, betale så meget som en krone til opholdet. Men med de regler der er, så vil det være mig (og hans mors kæreste), som bliver gjort til syndebukkene. Det bliver  vores skyld at han ikke kommer på skolen, fordi vi mener vi ikke har pligt til at være med til at betale. Alternativt skal han og jeg føje os, og tage penge ud fra vores budget, og smide i kassen til opholdet. Men jeg kan altså ikke se rimeligheden eller retfærdigheden i det. Bare fordi der er i alt fire indkomster, betyder det ikke der er plads i den anden halvdels budget til at bidrage til det skoleophold. Og igen – jeg kan heller ikke se, hvorfor mit budget skal være en del af det regnestykke.

Jeg står i en rigtig rådden situation. Selv om jeg har en fin indkomst, så har jeg ikke nødvendigvis luft til at skulle addere en månedlig udgift til min bedre halvdels søns skoleophold, men jeg synes heller ikke det er min pligt. Men hvis jeg vælger ikke at gøre det, så er det mig som sætter en kæp i hjulet for drengens fremtid. Bidrager jeg ikke, så vil hans forældre ikke have råd til at sende ham afsted, og så er det mig som står som den store stygge ulv. Det er min skyld. Ligesom drengen, bliver jeg taget som gidsel i det her spil, og det synes jeg er rigtig rigtig ubehageligt.

Det regnestykke der er til rådighed er på alle måder stillet fuldstændig forkert op, og jeg synes ærlig talt, at det er et regnestykke som i allerhøjeste grad burde re-vurderes og sættes fokus på. Det er ikke kun vores dreng som står i denne situation, men mange tusindevis af andre børn, som sidder i samme familiekonstellation som han gør. Vi har to muligheder for at løse det regnestykke

  1. Jeg og drengens mors kæreste hoster op, og er medbetaler til hans skoleophold
  2. Jeg og drengens mors kæreste pakker hver i sær vores ting, og flytter ud af drengens forældres domiciler

Begge løsninger er uholdbare, men vi kommer til at vælge ét af dem. Jeg ved godt, hvilken af de ovenstående alternativer jeg ender med at vælge, hvis det kommer til det. Men det gør bestemt ikke noget ved min holdning og mening om, at det er rav ruskende forkert! Men selvfølgelig skal drengen på efterskole, hvis han vil det, men hvor er jeg arrig over den regel, for den hører ingen steder hjemme.

Jeg håber, virkelig håber, at der kan blive sat fokus på denne problematik, for jeg er sikker på at der allerede er, og at der vil komme mange flere, som er berørt af den, og jeg kan levende forestille mig, at der er mange sammensatte familier, som kan smuldre på baggrund af den regel, udover de børn som bliver frarøvet deres fremtid på grund af den, og de efterskoler som mangler eleverne som skulle have været der, men ikke kommer på grund af den regel.

Du må meget gerne være med til at skabe et fokus på denne problematik. Du kan dele indlægget, og være med til at skabe opmærksomhed. I mellemtiden skal drengens mor og far mødes med skolen for at tale alternativer, hvis efterskolen ikke kan blive en af dem. Drengens mor og far. Ikke drengens mor og hendes kæreste + drengens far og hans kæreste, for sjovt nok så bliver vi ikke medregnet til deltagelse i den snak af de forskellige instanser. Jeg tror vores dreng er heldig, for hvis ikke det kan være anderledes, så er han del af en konstellation som måske godt kan få enderne til at hænge sammen, men jeg ved også, at der er mange andre børn med samme drøm, for hvem det ikke bliver en mulighed på grund af reglen. Lad os for pokker lade vores børns uddanneles fremtidsdrømme leve, og blive til virkelighed, og ikke lade den være styret af økonomi!

Herfra jeg har min rod, herfra min verden går

I postkassen i dag, lå der en gave fra Tyskland. Hertil er den ene af mine onkler, på min fars side, emigreret til i kærlighedens navn, for efterhånden en del år siden. Onkel Kaj ligger inde med et skattekammer af billeder og smalfilm om min fædrene families historie. Han har opdaget, at jeg har en forkærlighed for disse billeder og historien, og også at jeg værdsætter dem i høj grad. Så derfor varmer det også mit hjerte, at han sørger for at tilsende mig et eksemplar, når han samler noget af det sammen og digitaliserer det. I dag modtog jeg en DVD med et udpluk af alt det han ligger inde med. Noget af det har jeg modtaget før, men der var også en hel del som jeg ikke tidligere havde set. Blandt andet dette billede

Min farmor og farfar tjente begge på Eskjær i Mosbjerg i Vendsyssel. Så vidt jeg ved, var det her de mødte hinanden. Billedet er af netop Eskjær, hvor alle de ansatte er stillet op til – hvad jeg formoder – en sjælden fotosession. Hvornår billedet er taget, er jeg uklar på, men jeg synes simpelthen det er et fantastisk billede. Jeg er også lidt uklar på, om min farfar er på dette billede. Jeg er næsten sikker på, at min farmor ikke er, men manden helt ude til højre ved siden af traktoren, kunne godt være min farfar. Jeg håber min onkel Kaj, kan gøre mig klogere på både årstal og farfar. Men lige nu er jeg allerede forelsket i billedet. Der er så meget historie i det, det er så tidssvarende, og jeg elsker at jeg ved, at lige her kan jeg forbinde min egen slægtlinie til.

På samme DVD ligger en mappe dateret til 2004, og her finder man igen hovedbygningen afbilledet. Jeg tænker min onkel Kaj er mindst ligeså nostalgisk som jeg, og at han derfor har været på tur rundt for at krydse sit eget, og sine forældres spor, på en tur til Nordjylland.

Der ligger rigtig mange andre billeder og film på den tilsendte DVD, og jeg kan se at jeg på et tidspunkt bliver nødt til at arrangere en tur ned til min onkel og hans dejlige tyske Frau Traute. Jeg bliver nødt til at lade ham fortælle mig de historier og de info han har om alt det han har i sine gemmer. Hverken han eller hans brødre og ene søster bliver yngre, og selv om jeg ikke regner med at nogen af dem forsvinder i løbet af de næste mange år, så er jeg fuldt ud opmærksom på, at hvis jeg vil have historien så er det dem, og især ham, som jeg skal have den fra inden det er for sent.

Jeg er en af dem som godt gider lytte til “gamle hoveders” historier. Jeg er ikke en af dem som løber skrigende væk, sukker dybt eller ruller med øjnene når ældre og gamle mennesker siger “dengang jeg var ung”, eller “jeg kan huske engang….”. Når jeg hører disse sætninger, så er jeg den som sætter mig godt til rette og lader dem fortælle. Deres historier er min historie, og jeg elsker at høre og lære om den. Når jeg får mere af den historie, så kan jeg heller ikke sige mig fri for at du vil høre den også, og ej heller at jeg ikke vil krydre de historier med flere billeder fra samme skuffe som det ovenfor.

Onkel Kaj… TAK for det tilsendte, og jeg glæder mig til at få svar på mange spørgsmål, få fortalt en masse fortællinger, se mere af alt det du har og et kommende besøg – hvis du orker 🙂