Natten i det fri

Jeg pendler mellem Lørslev & Aalborg på arbejde. Det sidste halvandet år, har jeg ved Tylstrup passeret en shelterplads, hvor jeg kunne se der gemte sig både bålhytte og sø. Jeg er så absolut ikke et campingmenneske, men shelters vil jeg gerne. Bare for en enkelt nat, og den her ved Tylstrup ville jeg gerne prøve. Så i går – da regn og torden havde pakket sig igen – proppede vi hunde og grej i skodaen, og drog til Ultvedssøerne.

Vi ankom omkring spisetid med planer om bålmad, aftenshygge i naturen, hundesvømning, og overnatning i sovepose. I løbet af aftenen kom både en  mor på besøg med sine tre børn, som ivrigt fiskede efter hundestejler med deres net, samt to mænd, som havde en legekammerat med til Bailey og Nova.

Der er absolut intet andet at gøre sådan et sted, end at falde helt ned i gear, og bare være til stede i nuet. Jeg kan mærke det i hele kroppen når jeg er sådan et sted. Det mærkes godt, og det er så forbandet hyggeligt, og så giver det også tid til at man lige kan tage en omgang analog wordfeud.

Man glemmer helt at kigge på klokken. Man lader bare det svindende dagslys bestemme tiden. Når der er ved at være svagt med lys, så kravler man ind i shelteret og ned i soveposen. Begge hunde kravlede med ind, og gjorde sig klar til natten.

Man sover aldrig godt i sådan et shelter. Man kan sikkert godt, hvis man har de helt rette underlag med. Men vi havde bare et par skum madrasser med, og det er ikke dem som giver mest støtte. Man er vågen et utal af gange, og falder sjældent ned i den helt dybe søvn. Den bedste halvdel ytrede ved solopgang, at han ikke havde sovet overhovedet, men det kunne jeg fortælle ham, at det havde han. Nogen af de gange, hvor jeg var vågen, snorkede han i hvert fald. Det kunne han så fortælle mig, at det havde jeg også gjort. Men allerede ved firetiden begyndte vi at vågne, og ved fem tiden stod vi op og så en skøn solopgang over søen.

Da klokken rundede halv seks, pakkede vi bil og hunde sammen, og drog tilbage mod Lørslev. Hundende blev losset af, og habenguttet vi havde haft med pakket ud, for bagefter at tage turen til Hjørring, hvor Chuckwagon for første gang i dag, åbner døren til sin fysiske restaurant, hvor man allerede fra kl. 05:00 kan smæske sig i All you can eat – American Breakfast til 95 kr. Inklusiv drikkevarer! Der er morgenmad frem til kl. 11:00, og herefter serveres hans fremragende amerikanske burgere og des lige til det sultne folk …. men på trods af at han nu har en fysisk adresse, så vil man stadig kunne finde ham ude på landevejen også.

Med fyldte maver ankom vi til hjemmeadressen igen kl. lidt i otte, og besluttede os for at snuppe et par timers søvn. Begge hunde havde også behov for mere søvn, for jeg tror at især Bailey har sovet med et halvt øje og vibrerende ører hele natten. Menneskerne i husstanden er oppe igen, men vovserne sover stadig.

Shelterpladsen Ultvedssøerne – jeg fik min overnatning, og der er intet i vejen med pladsen. Den er fantastisk med sine naturbeliggenhed. Dog er der et lille minus. Jeg kan se den fra motorvejen,  hver dag når jeg kører hjem fra arbejde. Den motorvej kan man så også høre når man er på den. Den er ikke voldsom, men den er der som en støjende baggrund, og det er lidt synd. Jeg håber at bevoksningen omkring pladsen med årene bliver så tætte, at den blokerer motervejsstøjen noget mere, men den støj forhindrer sig ikke i at nyde omgivelserne.

Heidis sommer

Stilheden fra fronten brydes. Jeg er midt i en sommerferie… eller rettere, lige gået ind i den sidste af en tre ugers sommerferie. En sommeferie, hvor der ikke var nogen som helst planer om at flygte ud i hverken Danmark eller udlandet. Blot en sommerferie, hvor jeg kunne lave lige det jeg havde lyst til, eller absolut ingenting, hvis jeg ikke gad noget. Den bedste halvdel har i år ikke sommerferie på samme tid som jeg, så det har været, og er uger, som jeg har helt for mig selv. Indtil videre har det været en fremragende sommerferie.

Der har været ture ud i naturen, ture ud til kaffedrikning & spontan shopping med veninde, oprydning i en masse skabe (jo – det blev faktisk gjort af lyst!), oprydning på kontor som også var lystdrevet, omend det også trængte, flytning af høns til nyt fint hønsehus, hygge med hunde og kat, helt i bund med vasketøj – alt i alt har jeg bare dalret, og ladet lysten bestemme.

Selv om vi parmæssigt nu holder sommerferie forskudt i år, så er der alligevel nogen dage, hvor vi kan lege en lille smule parferie. Han har taget et par afspadseringsdage, og vi har siden i fredags og til og med i morgen kunne lege lidt ferie sammen. Det er nu heller ikke fordi vi her har haft, eller har, de store planer. Men vi har muligheden for at lave dem, hvis vi gider. Det gad vi godt i lørdags. Så vi tog til Aarhus, for at besøge Den Gamle By. Vi var der sammen for seks år siden, og lavede dengang en aftale om, at vi ville afsted igen, når deres 1974-kvarter var begyndt at være på plads. Det er det nogenlunde nu. De bygger og tillægger stadig ting, men det er nu så langt, at det godt kan besøges og opleves. Men vi tog os tiden, og sørgede naturligvis for også lige at genbesøge det som daterer hundrede år før 1974 – det er altid så hyggeligt.

Efter vi havde travet brostene igennem, nåede vi endelig til 1974. Den lille bydel der er indrettet efter mit fødselsår, og jeg er blevet en gammel nok årgang til, at kunne repræsentere et helt afsnit på et museum! Jeg glædede mig sådan til at se det, for der ville jeg kunne støde på ting som jeg sikkert havde glemt alt om, men genkendte, og meget mere.

Det helt store trækplaster i denne bydel, er naturligvis de 12 (tror jeg det er) forskellige lejligheder der er stillet op, som afspejler tidens livsstil alt afhængig af, hvem og hvad man var i 1974. Omend mit børneværelse ikk så helt ud som ovenfor, så kan jeg da i allerhøjeste grad genkende stilen, farverne og også både globus, røde kufferter, dukken på hylden, tavlen på væggen og bondegården på kommoden. Igennem de mange lejligheder fik jeg vitterligt en oplevelse fra min barndoms tid, og det er sgu da skægt at blive mødt af sin egen fortid, og fascinerende hvor mange billeder, lyde, oplevelser og følelsestilstande der bliver vækket til live, når man genser det som man kan huske fra fordums tid.

I en af stuerne stod der på reolen en “Kvindens hvem, hvad hvor” kalender fra 1974, hvor fruen sirligt havde noteret, hvad dagene igennem året var blevet brugt til. Når man nu står med sådan en i hånden, så skal man da lige se, hvad Lis & Arne lavede den dag, jeg selv blev født.

Mens min mor fødte mig, og min far skålede en fødselsbajer med Carsten, sad Lis & Arne og spiste aftensmad hos Margrethe & Søren alt imens de lyse nætter endte.

Alt det skete i en tid, hvor portoen på at sende brev var en markant anden end den er i dag, og hvor postbudet ofte fik sin formiddagskaffe hos bondemanden,  samtidig med at børnene i børnehaven oplevede både lidt anderledes pædagogtyper og en anden nærhed end i nutidens børnehaver.

Da vi trådte ud af den sidste bygning var der en halv time til lukketid, og vi havde – på trods af tidligere besøg i det øvrige af den gamle by, formået at bruge seks timer i fortiden.

Lige nu er vi igen i nutiden, og folk himler op omkring det manglende sommervejr. Jeg har gennem min ferie holdt skema med, hvad mine dage er gået med, krydret med vejrsituationen for hver dag. Jeg er nu på dag 14, og der har immervæk kun været én dag, hvor der regnede hele dagen, 3 dage, hvor der har været byger, men 10 dage hvor der har været tørvejr – mere eller mindre overskyet og ikke en dag under 19 grader. Ja – det er ikke definitionen af sommervejr, som officielt lyder på 25 grader, men mine damer og herrer; det er altså det som kaldes en fuldstændig normal dansk sommer. Den har altså ikke været så frygtelig. Den har været ganske fin, og jeg har da kunne være i shorts alle dage, og de fleste dage også kaste mig ud i udendørsaktiviteter uden at skulle have hverken regntøj eller paraply med.

I dag pakker vi bilen lidt før aftensmad, og så tager vi til Tylstrup, hvor der ligger det mest fantastiske shelter område med både bålhytte og sø. Vi tager begge hunde, madrasser, soveposer og bukkebøffer med, og så tager vi en bålmiddag, naturaftenshygge og overnatning ude i det fri.

Skibet er ladet med Korsbæk

I julegave fik den bedste halvdel fra sin arbejdsplads, et hotelophold. Det havde vi på forhånd bestemt os for, skulle bruges til en tur til Sjælland, hvor vi ville besøge Korsbæk på Bakken. Det gavekort, blev indløst her i de sidste dage af påsken.

Meget tidligt lørdag morgen, tog vi afsted, og ramte Dyrehavsbakken lidt før frokost. Vi ankom til en park som var næsten mennesketom. Vejret var ikke lige det som fik folk til at valfarte ud til en dag med sjov på Bakken. Men vi havde sørget for paraply og regnoverslag, og lod os ikke kue af efterårslignende vejrtilstande. Havde vi nu taget til Bakken med det formål, at vi også gerne ville nyde Bakken, så havde det nok været lidt mere vanskeligt for os at abstrahere fra vejret. Men vi var der primært fordi vi ville besøge Korsbæk. Inden vi kastede os ud i den velkendte bydel, fik vi fyldt depoterne op med en lækker frokost, hvor vi samtidig lige fik varmet kroppen godt igennem, inden vi skulle ud i det kolde våde vejr.

Hvis du har planer om at besøge Korsbæk også, så sørg for at booke din rundvisning. Korsbæk kan ses både udefra og indefra, men kun indefra, hvis du har booket dig på en rundvisning – og det er indefra, Korsbæk på Bakken er allermest interessant. Men man føler sig allerede lidt “hjemme” når man træder ind i området, da man bliver mødt af bygninger som man kender næsten som sin egen bukselomme

Rundvisningen tager sig ind ind bag facaderne, og bag historien. Du kan slet ikke lade være med at smile bredt, mens du bliver guidet rundt i de velkendte stuer, køkkener, butikker og restaurationer, og man forventer nærmest at møde beboerne, lige rundt hjørnet, da man i dén grad får en slags overbevisning om, at det her ikke bare er fiktivt, men at Korsbæk og alle dens beboere virkelig eksisterer.

Der er ansat skuespillere til at agere de forskellige personligheder. Således kan du snildt hænde at møde dem, mens du går rundt både inde- og udenfor. Nogengange er du endda så heldig, at du bliver vidne til en af de klassiske scener du kender så godt fra serien. De interagerer med folket som besøger deres by, og er deres karakter til fingerspidserne. Således kunne Maude da ikke forstå, hvorfor jeg ikke havde taget min pels på, da vi mødte hende i en café, hvor vi sad og fik lidt varm chokolade, og Agnes spurgte om vi havde set Boldt, da han endnu engang var væk, og for sent på den, til deres aftale i Kosmorama. Oluf kom traskende forbi med Kvik ved sin side, Iben skrånede i sit rideudstyr hen over torvet og Mads fik af Ingeborg i store ord at vide, at han var syg i hovedet!

Der kommer flere og flere skuespillere til, som sæsonen for alvor går i gang, men selv på en kold regnfuld forårsdag var der nok af dem at finde. Jeg er slet ikke skuffet over besøget, og for en rigtig Matadorfan, så er et besøg til Korsbæk et absolut “must”. Afsted med dig! Kan du ikke helt vente, så kan du se flere insider billeder her 

Trætte, kolde og våde efter en meget lang dag, fik vi os indlogeret på Cromwell i Sorø, som i sig selv også var en oplevelse

Det er så absolut et af de smukkeste Cromwell hoteller jeg har været på, som ud over landets største stråtag, byder på udsigt ud over egen vinmark, egen biavl, egen urtehave og bakkede landskaber. Det var en absolut fornøjelse at afslutte sin dag her, hvor vi også fik dagens sidste måltid.

Søndagen stod på hjemfart, men først skulle vi lige omkring Regstrup, hvor den bedste halvdels bror fejrede sin fødselsdag. Vi nåede lige at få hovedretten med, inden vi skulle afsted til færgen mod Aarhus og hjem. At vi så havnede i Ebeltoft i stedet for Aarhus er så en anden historie…. men hjem kom vi.

Så kom den endelig

Det er lang tid siden der sidst har været feriedage. Hele tre måneder. Så den kommende påske er et tiltrængt pusterum. Jeg har ovenikøbet nogen feriedage til gode, som står og råber på at blive brugt inden det nye ferieår melder sin ankomst til maj. Tre af dem snupper jeg nu. Så lige om lidt, så slukker jeg min arbejdsstation, og så sætter jeg kurs hjemad mod 10 feriedage i alt.

Jeg har besluttet mig for at trække stikket helt, hvad angår arbejde. Jeg slettede allerede i oktober min adgang til arbejdsmail fra hjemmecomputeren, og i midten af februar gjorde jeg det samme med adgangen til arbejdsmail på min telefon. Så fristes jeg ikke af “jamen jeg skal liiiige….”. Der er næppe noget som rent arbejdsmæssigt eksploderer bare fordi jeg ikke ser det inden den 18. april, hvor jeg er tilbage på pinden.

Jeg har ikke de store planer i dagene inden påske. De skal  bare fyldes af ingenting og ellers lystbetonede og impulsive ting. Jeg har i de første påskedage et par familierelaterede aktiviteter som skal nydes. Næste weekend byder vi vores hundepasser fra julen velkommen tilbage i vores hus, for at sætte kursen mod Sjælland, hvor vi vil besøge Korsbæk, lidt sjællænderfamilie og ellers bare nyde at vi har fri og mulighed for at gøre kun det vi allermest har lyst til.

Jeg ser meget frem til de her dage.

Danmark – vi er tilbage

Wow! 

Jetlag sidder stadig lidt i kroppen, og med en dagligdag inklusiv arbejde, som er startet op, så har restenergien ikke rigtig været tilgængelig efter hjemkomst. Samtidig har vi også brugt dage på, at fordøje det hele. Den meget korte og præcise beskrivelse af vores rejse og jul i Californien er: wow!

Vi forlod Aalborg en alt for tidlig morgenstund den 18. december, og stod på Californisk grund ca. 20 timer senere, hvor vi indlogerede os i fem dage i San Diego. Herfra havde vi en plan om, hvad det meste af vores ophold i byen skulle udfyldes med, men med plads til overraskelser, hvis vi faldt over noget, som vakte vores nysgerrighed. Nu ved jeg, at ikke alle læsere her, er forbundet til mig på Facebook, men under hele turen, fornøjede jeg mig selv – og andre – med daglige “kære dagbog” videoindlæg, så dem der sad på den anden side af skærmen (og jorden), kunne se det vi så og oplevede i levende billeder. Her på bagkanten, giver det også mig mulighed for at genopleve turen igen på en hel anden måde, end “bare” ved at kigge på billeder. Jeg har ikke taget så mange billeder denne gang, som sidste gang. Til gengæld har jeg videoerne, og de er – hvis jeg selv skal sige det – fantastiske i forhold til at genopleve det hele. De er lagt offentligt ud, så har du lyst, så kan du se det hele selv ved at klikke her:

Vi fik set alt det vi havde planlagt hjemmefra, heriblandt besøg på Corvette Diner og Seaport Village mens vi var i San Diego.

15781428_10155670925142222_1278702640300511247_n

Seaport Village

Vi fik på Corvette Diner en lille ekstra oplevelse med, eftersom min bedste halvdel kunne fremproducere det bevis på, at han var den på aftenen, som var kommet længst væk fra, for at indtage dagens aftensmåltid. Han blev hyldet og belønnet med den fineste t-shirt som ligger godt i svinget til titlen som “Bedste Souvenir” fra turen.

T-shirt Gevinst

Vi fik hilst på solen, varme dage, Stillehavet og smukke solnedgange. Vi fik set Los Angeles, som blev indtaget de sidste syv dage, fra toppen, kigget ned i jorden på Hollywood Boulevard, og ikke brugt en eneste dollar da vi besøgte Beverly Hills og Rodeo Drive.

Stillehavet

California Sunset

Hollywood

Vi fik oplevet attraktioner som vi havde planlagt, og besøgt museer som vi ikke havde planlagt. Vi fik fuld valuta for alle de penge vi havde med og mere til. Der er så mange oplevelser der kunne trækkes frem, men uendeligheden har jeg nok ikke til rådighed, så jeg vil ikke til at nævne dem alle. Men de er alle med i videoerne (clickbait, anyone?)

Der er dog én oplevelse som skiller sig ud. Besøget i Universal Studios. Jeg har været der et par gange før, og jeg elsker det, så selvfølgelig skulle det genopleves. Det var otte år siden sidst, og tiden har så absolut ikke stået stille der. Der er udvidet, tilbygget og ændret i meget stor stil. Menneskemængden var enorm, og sikkert lidt mere end det sædvanlige eftersom vi ramte Universal i juledagene. Det endte med, at vi måtte bruge to dage for at få det hele med, men det var begge dage, og hele beløbet, værd da vi på anden dagen sent om aftenen traskede trætte ud af parken….. og som en overraskelse opdagede jeg, at Universal i Los Angeles for blot få måneder siden også åbnede et Harry Potter land, som jeg allerede vidste fandtes i Florida versionen. For en 42-årig inkarneret Harry Potter fan, var det toppen af alle oplevelser for mig. Og ja – jeg er kommet hjem med en vaske ægte tryllestav. McGonagalls tryllestav. Og Every Flavour Beans. Og Chocolate Frog!

Universal Studios

Hogwarts15741084_10155690459462222_1243185665729194500_n

Vi drog afsted mod Danmark igen så vi kunne nå hjem til at skyde nytåret ind. Ni timer før 2016 rendte ud, var vi tilbage på vores egen matrikel. Med os i baggagen havde vi en masse indkøbte turist tingeltangel og en god portion af både fødevarer, tøj og sko som fandt vej til vores kufferter. Men frem for alt havde vi oplevelser med os hjem, som vi forhåbentlig aldrig glemmer, og en følelse af, at den her tur var noget helt særligt. Det ligger som en varm dyne rundt hele kroppen at tænke på alt det vi oplevede.

…og jo – selvfølgelig var der palmer i massevis. Den sidste hilste vi på, da vi tjekkede ind i lufthavnen i San Diego for at begive os hjemad igen. Nu får du også lov til at hilse på den, med en varm anbefaling om, at får du nogensinde muligheden, så tag turen over there.

California … here we come

Skulle nogen være i tvivl, så holdes julen for vores vedkommende i år i Californien. I halvanden måned har vi ventet på afrejse siden billetterne blev bestilt, og i halvanden måned har vi glædet os. I morgen er det dagen. Kl. 6:05 letter vi fra Aalborg Lufthavn og sætter kursen mod San Diego, hvor vi vil være i fem dage, hvorefter vi indtager Los Angeles i syv dage.

Åh som jeg glæder mig til at gense Orange County. Det er otte år siden sidst, og første gang den bedste halvdel i det hele taget skal til USA. Jeg glæder mig til at vise ham det, som for mig, har en meget stor betydning.

Jeg glæder mig til varme og palmer. Jeg glæder mig til Olive Garden og Red Lobster. Jeg glæder mig til Corvette Diner. Jeg glæder mig til midnatshøjmesse juleaften i Cathedral of Our Lady of the Angels. Jeg gæder mig til Universal Studios. Jeg glæder mig til Griffith Observatory. Jeg glæder mig til udsigter, til udflugter – ja jeg glæder mig til alt det, og meget mere.

California flag

Oceanside

Vi er i fuld sving med de sidste forberedelser, da vi i aften drager afsted mod Frejlev til den årlige julefrokost hos Morlille & Niels, og der derfor ikke er mere tid end til i eftermiddag at gøre klar i.

Nej … jeg har faktisk ikke pakket så meget som et par trusser endnu. Det gør jeg lige om lidt. Kufferten er klar inden jeg skal afhente hus- og hundesitter kl. 16:00. Anna, som vi fandt på Facebook da vi søgte, ankommer for at holde øje med huset, og holde Bailey & katten Mojo ved selskab mens vi er væk. Hvalpen Nova skal til Nibe, hvor Karsten & Charlotte med kærlighed og stor hundeerfaring, indlogerer hende mens vi er væk.

Når vi letter, så tager vi afsted med tryghed i maven, og en fuldstændig tro på, at der er styr på det hele, og at det vi efterlader mens vi er væk, er i de bedste hænder. Vi kan nyde i fulde drag uden nogen bekymringer, og er evig taknemmelig for, at der er mennesker omkring os, som gerne vil hjælpe til, for at vi kan få den bedste tur som overhovedet mulig.

Vi har sørget for at bo på hoteller med gratis WiFi, så vi kan lade høre lyd fra os. Hvor godt det WiFi så er, får vi at se. Det er solgt som “højhastighed og god forbindelse”, men vi ved jo alle, at det ikke altid lever op til forventningerne. Men jeg er overbevist om, at der nok skal gives lyd i en eller anden grad mens vi er væk.

Vi er hjemme igen nytårsaftens dag, så vi kan nå at starte 2017 på dansk og Trumpfri jord. Vi ses på den anden side – dejlig dejlig weekend, og jul, til Jer alle!

Lazy Days

Vi er på bag(h)jul. Vel overstået er den store familiefest, hvor jeg aldrig har oplevet en sang omkring juletræet så pragtfuld og høj før. Fjorten mennesker som stemmer i, gør alligevel en forskel.

Juledagene som fulgte er blevet stornydt. Jeg har haft absolut intet på programmet, på nær en ualmindelig dejlig date med bedsteveninden 3. juledag. Jeg har tullet rundt i mit nattøj det meste af tiden, og gør det sådan set stadigvæk. Den bedste halvdel har trukket det korteste strå, og er på arbejde her mellem jul og nytår. Jeg har mig-tid i bedste stil. Julen blev pakket væk i går, og nu flader vi ud herhjemme og venter på nytåret.

Katten Mojo og hunden Bailey strækker sig også på langs. De nyder, at der er en eller anden form for selskab dagen lang. Men mest af alt holder de til i morfarstolen og i sengen, men nyder godt af, at der er en hånd klar til at nusse i hvert af de øjeblikke de føler for det disse dage.

Lige om lidt skal der dog lidt sving i tandhjulene. Der skal handles lidt ind, så der kan nytårsforberedes. Som de sidste fem år, har vi en nytårsaftale med venneparret i Frederikshavn. Vi pakker noget af menuen og Bailey i bilen, og ser frem til årets sidste timer i godt selskab og uden de store dikkedarer. Hvis vejret tillader det, planlægges der at se fyrværkeri fra Pikkerbakkerne. Hvis vejret ikke gør, så ser vi det fra fortorvskanten. Det vigtige er, at vi kan kysse, kramme, være sammen og komme godt ind i det nye år.

Men inden da, er der stadig tid til at fortsætte det som har gået så godt i en uges tid; nemlig at slappe af og lave mindst muligt eller allerhøjst det man har lyst til.

Julelys i Hamburg

For en uge siden pakkede den bedste halvdel og jeg Sally the Skoda, tastede Hamborg ind på GPS´en, og satte kursen mod vaskeægte tysk julemarked og storbyoplevelser.
Hotellet var valgt ud fra afstand til S-bahn, så vi med stor fordel kunne parkere Sally og undgå trafikkaos og rundforvirring. Det var en aldeles fornuftig beslutning, og selv om vi fik gået ualmindelig mange kilometer på ømme fødder, så kunne vi konstatere under vores ophold, at tog og gåben langt er at foretrække frem for bilen. Hamborg er kendt for sine julemarkeder. Vi var igennem en masse af dem, og kødranden af mennesker er noget man lige skal trække vejret over, og så bare go with the flow, frem for at blive irriteret over alle de fremmede skuldre man kommer til at berøre. Gennem hele Hamborg støder man på små som store pladser, som er sat op som små julemarkeder. Størstedelen af de boder der var på pladserne tilbød en eller anden form for spise eller drikke, hvor Glühwein var den ubestridte hersker. Man har lidt på fornemmelsen, at tyskerne render rundt i en lykkelig gløgg-rus hele december måned.

Visse boder bød på en langt større variation af mandler og nødder end vi er vant til, og en enkelt bod i Reperbahn, tilbød chokolade i utraditionelle former. Men på pladserne, og gennem alle stræder og butikker, var der også lys i massevis. Et meget betagende lysfest, hvoraf noget af det kan opleves lidt mere af i albummet Julelys i Hamborg. Rigtig meget af det var virkelig smukt, og andre ting, var så kikset at det var skægt. Men lysende alene gør at man ikke kan undgå at mærke den juletid vi er i.

Vi var heldige med vejret. Mens der var storm, rusk og regn hjemme i Danmark, vandrede vi rundt i mildt decembervejr, hvor hverken blæst eller regn var en gene. Vi fik gået stræder og gader tynde, vi fik holdt i hånd på de korte strækninger det kunne lade sig gøre at gå side om side, vi fik oset, vi fik købt, vi fik hygget, vi fik spist, vi fik drukket, vi fik slappet af og vi fik set.

Da julemarkederne og julelyset gør sig bedst efter mørkets frembrud, havde vi planlagt en tur til Miniatur Wunderland. Drengene og den bedste halvdel havde været her et par år forinden, og kom hjem og fortalte begejstret om det. Så nu vi var i Hamborg, så ville jeg rigtig gerne også opleve det, og da den bedste halvdel ikke var skuffet over første besøg, var han helt frisk på et genbesøg.

Vi brugte i omegnen af fem timer i bygningen med verdens største modeltogbane udstilling. Den er så fint indrettet, at den har sin helt egen døgnrytme. I jævne intervaller dæmpes lyset i hele bygningen så publikum også kunne få fuld udbytte af de mange lys der også er en del af udstillingen . Det er så fantastisk for både barn og voksen. Det er en vidunderverden af scenarier fra hele verdenen og mange begivenheder som er bygget op af – kan jeg kun gå ud fra – nogen entusiastiske modelbyggere med en god portion lun humor. Det er så detaljeret at det kan tage pusten fra dig, og så detaljeret at den røver tiden uden du ligger mærke til det. Du bliver totalt grebet af det, og forsøger at se samtlige detaljer – hvilket er fuldstændig umuligt. Men kigger man bare en lille smule godt efter, så opdager man rigtig fine morsomme detaljer, blandet ind i de storslående udstillinger.

Der var så meget at blive begejstre over, at mit kamera løb tør for batteri undervejs, og så måtte jeg ty til mobilkamera resten af vejen, da klaphatten her havde taget det ekstra-batteri med, som hun ikke havde fået opladet! Men der er mange flere billeder at se fra stedet her. Eller endnu bedre – tag selv derned og se det. Jeg kan varmt varmt anbefale det.

Vi fik fuldt ud udnyttet fredag aften og hele lørdagen i Hamborg. Det var en dejlig tur, og vi kom trætte men glade hjem til Danmark igen. Det var en tiltrængt weekend for to. Den ene ud af to weekender, hvor der for mit vedkommende siden starten af oktober, ikke har været andre ting i kalenderen. En ud af to weekender siden starten af oktober, hvor jeg ikke skulle tænke på andre end mig og den bedste halvdel. Nu er der benzin i tanken til at klare de sidste weekender af året, som også er fyldt op. Om endnu en uge er der sidste arbejdsdag anno 2015, og om under to uger, skal jeg danse om juletræ med 13 andre dejlige mennesker. I år er og bliver en god jul.

 

Så gik der tid med det

Det er den allersidste dag i en tre ugers sommerferie. En sommerferie, som har været helt efter bogen, og lige som den skulle være. Vi kan ved enden af ferien konstatere, at vi er gode til at vælge, hvornår vi tager ud, og hvornår vi bliver hjemme. Sidste år, valgte vi at tilbringe vores sommerferie hjemme, og primært på vores egen matrikel, og vejret var storartet. Så storartet, at vi næsten havde helt ondt af dem, som havde betalt penge for at komme til steder, hvor der var ligeså dejligt sommervarmt, som der var herhjemme. I år valgte vi at tage ud, og endnu engang havde vi foretaget et godt valg. Vi rejste fra en sommer, som bestemt ikke kan prale af at have været rigtig sommer, og til en hvor vi fik både badevejr, sol og varme i mangfoldigheder, mens de frøs og var våde herhjemme. Det brugte vi små to uger på, og de var fantastiske.

Jeg tilbragte de første to uger sammen med den bedste halvdel, og drengene, og den sidste uge har været min ego uge. Den ferieuge, hvor jeg ville gøre lige præcis det jeg ville, og helst så lidt som muligt. Det har været en aldeles skøn uge, hvor jeg har nusset rundt primært i mit “hjemmetøj”, har spillet en masse Sims4 (yep – jeg elsker det spil, og har været med helt fra sims 1), svømmet, hygget, lavet mad, kælet for, gået en masse ture med og leget i mangfoldighed med Bailey, vakset alt mit tøj og gjort orden, og ryddet kraftigt ud, i mit klædeskab, og har haft mange dage i træk uden det mindste make-up eller hårsætning. Fabelagtigt!

Lige nu er det enden på den allersidste feriedag, og vi havde egentlig planlagt at tage til Aalborg for at kigge på skibe. Men vejret så ikke lige alt for indbydende ud, så i stedet valgte vi at besøge det lokale museum. Det er et af de steder, som man ofte har talt om, men som man aldrig er kommet omkring, fordi det kan man jo altid gøre da det ligger næste i baghaven. I dag gjorde vi det – og jeg blev positivt overrasket. Vendsyssel Historiske Museum er langt større end jeg lige troede, og inden vi kom derfra igen, havde vi tilbragt tæt på tre en halv time i omgivelserne. Der var alt, hvad hjertet begærer af udstillinger, genstande, historier og opdagelser. Alt sammen krydret med den ekstra dimension af, at det her var min historie. Fra min egn. Jeg lærte også nye ting, som f.eks. at NEM persillehakkeren, rent faktisk er opfundet ikke alene i Danmark, men i Hjørring af alle steder. Jeg opdagede også at den gamle præstebolig fra min helt lokale hjemsted, Sindal, står lige der på museet.

Jeg genkendte en masse legetøj, tøj, redskaber og indretninger fra 60er udstillingen. Selv om jeg ikke er barn af 60erne, men fra årtiet efter, så kunne jeg i udstillingen se, at mange af tingene fulgte med ind i 70erne og fik mig til at føle mig både helt hjemme, og en lille smule gammel.

Jeg blev overrasket over, hvor mange arkæologiske fund og udgravelser der har fundet sted i mit område, og blev eftertænksom da jeg så, der blandt andet i Vrejlev, Bindslev, Tårs og Uggerby er fundet skelletter af både bjørne (brun og isbjørn), sæler, ulve, urokser og muskusokser.

Det var skægt, underholdende og lærerigt at gå igennem Vendsyssels historie, og vi gjorde det vi kunne, for at blende os ind i tiden, når vi kunne

Hvis du skal til Hjørring, så kan jeg varmt anbefale at besøge museet. Det er overkommeligt i både størrelse og i entrébeløb, og man behøver ikke være fra lokalegnen, for at kunne blive underholdt. For mig, var det en ekstra oplevelse at det var, men det er velegnet for enhver.

I morgen starter hverdagen igen, og jeg er tilbage i nutiden, hvor jeg tænker på fremtiden. Jeg er klar, og jeg glæder mig til at komme igang igen. Når det så er sagt, så betyder det ikke, at jeg ikke ser frem til den næste ferie som kommer forbi om ca. 20 uger.

Glimt af en ferietur

Vi er godt på den anden side, af vores udenlandstur. To drenge, to voksne og en hund pakkede en opel Astra, som blev byttet med en Caravellebus, venligt gratis udlånt til os af en nordtysk ven. Ned gennem Tyskland susede vi, og tog en overnatning i Duchcov i Tjekkiet. En søvning forstad til Pragh, men som ved nærmere inspektion havde en vældig interessant historie. Vi havde booket os ind på Hotel Casanova, og vi grinte lidt af navnet. Lige indtil vi på vores gåtur mod spisested, passerede slottet Dux.

Da vi ikke kunne læse det som stod på informationstavlen, fik vi os senere googlet os frem til, at på dette slot tilbragte selveste Casanova sine sidste 13 år som bibliotekar. Så gav det pludselig langt mere mening, at mange små oaser i byen, hed Casanova dit og Casanova dat. Vi sagde farvel til det hundevenlige hotel tidligt næste morgen for at begive os ud på den sidste etape, som ville lade os krydse grænsen til Slovakiet og til sidst Ungarn, hvor destinationen hed Tata. Her var vi også for fire år siden, og vennerne dernede har siden da forespurgt, hvornår vi kom igen. Det gjorde vi så i år.

Vi blev indlogeret i en dejlig lejlighed, som var udstyret med aircondition, som allerede første dag, skulle vise sig at være himmelsendt for både mennesker og dyr. Tata er placeret en lille time syd for Budapest, og på førstedagen efter ankomsten, tog drengene og den bedste halvdel på politibesøg. I den ungarske venneflok er en politimand, og han ville så gerne eskortere drengene rundt på politistationen. Alt i mens de fik den rundvisning, benyttede jeg lejligheden til at besøge nabopladsen til vores lejlighed. Lige over på den anden side er en geologisk attraktion, hvorpå der er placeret en kirke på en høj bakke/klippe, hvor der nedenfor er en cirkel sten i stil med Stonehenge.

For at komme op til kirken, skal man i bedste bjergbestiger stil, klatre op af klippevæggen. Vel at mærke uden sikkerhedsline, og kun støttet af et meget simpelt gelænder, hvortil der ikke hører nogen deciderede trappetrin, men kun små afsats i forskellige retninger, som skal passe med sine egne skridt og sin skostørrelse. Vi var også oppe ved den sidste gang vi var der, og dengang mødte vi en stor ungarsk ulv, som kom luntende ca. 10 meter forbi os. Jeg kan godt afsløre, at vi stod helt stille og stirrede på den i både lidt frygt, fulde af respekt og med stor fascination. Jeg skal ikke undsige mig, at det møde stod frisk i min hukommelse da jeg denne gang klatrede op til kirken alene. Tænk om ulven var der endnu? Det var den ikke, men jeg kiggede lidt mere ovre mine skuldre end vanlig, og var på vagt. Men ulven udeblev, og det gjorde også forståelsen af, hvad det her sted er. Alle skilte er på ungarsk, og det eneste jeg kan forstå er, at det blandt andet er et geologisk museum. Kirken er ikke i brug, og man kan ikke komme ind, men hvad, hvordan og hvorfor er jeg ikke blevet klogere på – selv google kunne i det her tilfælde ikke hjælpe mig, da alt jeg kunne finde om dette også kun står på ungarsk.

Torsdag drog vi på dagstur til Budapest, mens vi lod Bailey være hjemme i den afkølede lejlighed. Vi fik genset Fishermans Bastion og udsigten over Donau, hvor det var en selvfølge at der skulle tages selfies i alle afskygninger

Vi fik udforsket den underjordiske labyrint, hvor Grev Dracula blandt andre havde siddet som fange i et års tid, kørt op og ned i en 100 år gammen funicular, spist en rigtig god frokost, og fik os erhvervet en parkeringsbøde

Vi havde rent faktisk undersøgt, før vi parkerede. Som vi fangede den ualmindelig gode plads, kom der en p-vagt gående forbi. Han kunne engelsk, og på spørgsmålet om vi måtte parkere lige der, svarede han ja, og tilføjede at lige her var det gratis, men bevægede vi os ned på den anden side, så ville det koste penge. Så vi efterlod bilen i god tro, og blev derfor lidt overrasket over at se skrivelsen under vinduesviskeren. Vi fik os senere googlet translated os frem til, at vi holdte ulovligt parkeret. Så enten så har p-vagten ikke haft styr på reglerne, eller så har han set muligheden for at tage røven på de stakkels turister. Når det så er sagt, så er bøde på de 5.720 ft (hvis man betalte inden for 14 dage, og herefter ville det så koste de 18.040 som vi også fik os googlet translated os frem til), svarende til den nette sum af 137 danske kroner, hvilket er en trediedel af det beløb vi gav for fire år siden i parkeringsautomat inde i Budapest. Så det var rent faktisk billigere for os at tage bøden, end at betale for at holde legalt. Og ja – vi betalte bøden inden vi forlod Ungarn. Ungarn har nemlig samarbejde med Danmark om at kunne opkræve via skat, hvis man som turist render fra en p-bøde.

I nærområdet af Tata er der naturligvis også en del at opleve. Vi tog derfor løbende på ekskursion til Tatabanya og nærområde, hvor vi holdte aftensudsigt ud over Tatabanya, alt imens vi beundrede den 15 meter store ørn, Turul

Vi fik kigget på adskillelig solsikkemarker, som viste sig fra sin bedste side, og set mere udsigt fra Hilltop, hvor der dyrkes vin af yderst skøn kvalitet

På en af de varmeste dage, havde vi planlagt en tur til Balatonsøen, som var en køretur på små to timer. Baghistorien for Balaton er, at da vi var i Ungarn for fire år siden, havde vi lagt op til den helt store lækre badedag i den magiske sø over for vores, dengang, 8 & 11 årige knægte. De glædede sig, og vi kørte de to timer, godt hjulpet på vej af GPSen som var sat til, og havde nøjagtigt fundet, Balaton. Ved enden af turen, ankommer vi til en by navngivet Balaton, og som ligger helt oppe ved den Slovakiske grænse. Drengene var storskuffet og direkte sure, og nærmest forlangte at vi vendte rundt og kørte direkte til det rigtige Balaton som nu lå 500 km i den modsatte retning. Her måtte vi sige nej, til endnu mere skuffelse for drengene, og at Balaton måtte blive næste gang vi kom til Ungarn. Det var så i år det løfte skulle indfries, og selv om de nu er 12 & 15, så glædede de sig ligeså meget til det denne gang, som for fire år siden. Denne gang, havde os voksne også sørget for at researhce lidt bedre, og sikret os at vi ramte det rigtige sted, og ikke endnu engang havnede i det falske Balaton. Stor var derfor både lettelse og glæde, da vi for enden af destinationsvejen, kunne se det meget klare blå vand foran os. Der var ingen grænser for, hvor meget det blev nydt af både voksne og børn. Det er en helt fantastisk sø at bade i på alle mulige niveauer, og bliver bestemt ikke dårligere at være i, når temperaturen sniger sig op på 36 grader og høj solhimmel.

Vores sidste dag i Ungarn bød på fisketur. Vores ungarske venner havde arrangeret en fantastisk fisketur ved en lækker sø i Ebszönybanya. De havde sørget for at hele den ene søbred kun var til os, og så var der ellers lagt frem med fiskegrej, fiskemadding, frokost og aftensmad. En hel dag i fuldstændig afslapningens tegn i godt selskab, og i en varme og sol, som især den største havde lidt problemer med denne dag, da han ved Balaton, havde fået sig en lille solskoldning. Men han holdt i og holdt til i skyggen, og fiskene strømmede ind. Da vi sagde farvel, havde de to knægte tilsammen fisket i nærheden af 40 fisk ind.

Det var en skøn dag, og jeg havde hele ugen igennem klaret solen så fint. Jeg er – qua min hårfarve – en type som solen godt kan være hård ved i løbet af kort tid. Men de sidste 7-8 år, har jeg kunne tolerere mere og mere, men er stadig rigtig god til at passe på. Men denne dag ved søen, fik solen alligevel også godt fat i mig.

Det skal dog siges, at det ser værre ud end det viste sig at være. Jovist har jeg fået sol, og da vi kom hjem kunne jeg da også svagt mærke en lille brænden i panden. Men jeg smurte mig godt ind i aftersun og creme, og da jeg vågnede næste morgen, var jeg på ingen måder hverken varm, øm eller følsom over for solen. Det var de andre tre, som i løbet af den næste uge oplevede både lettere smerte, senere kløende rygge, næser og pander, for til sidst at skælle hud. Alt det oplevede jeg ikke, så selv om jeg er den ud af os alle fire som er mest udsat for solens konsekvenser, endte det med at jeg var den som var mindst ramt.

Efter ni dage hjemmefra, begyndte vi turen tilbage til Danmark. Vi overnattede på returvejen igen hos Casanova i Tjekkiet, og drønede så igennem til Slovakiet og op igennem Tyskland, hvor vi byttede tilbage til den røde Opel Astra. Planen var, at vi skulle have haft en overnatning i Tyskland også på vejen hjem, som vi gjorde på vejen ned, men når man nu er på vej hjem, så vil man også bare gerne hjem. Så vi havde besluttet os for at tage det lange seje træk fra Tjekkiet og hele vejen hjem til Lørslev. Det tog os alt i alt 13 timer, men det var det hele værd, da vi lidt over midnat sidste tirsdag kunne smide os i egen seng. Ude godt – men hjemme er altså bare bedst.

Hverdagen er så småt ved at indfinde sig igen. Den bedste halvdel er påbegyndt arbejde igen efter to ugers sommerferie. Jeg selv har lige denne uge med også, før jeg finder vejen tilbage på jobbet igen. Men når jeg gør, kan jeg kigge tilbage på en sommerferie som har være skøn. Jeg har haft oplevelser, rejseaktivitet, sommer & sol, familietid og egotid i denne uge som jeg er i lige nu. Jeg er ikke i tvivl om, at samtlige batterier vil være fuldstændig ladet op når jeg kommer tilbage på arbejde. Men indtil da har jeg lige lidt mere ferie at nyde, og den har været og er stadig en af de bedre.