Ferietid for Alle … også for mig

Så blev der også ferie til mig. Den startede i går, og forude ligger der tre uger, hvor arbejdet bliver lagt på hylden, og hvor oplevelser og afslapning tager førersædet. Der skal tankes op.

Den startede godt. Fredags Fest er aktuel i Karolinelund, og efter vi havde sagt “god ferie” på jobbet, mødtes jeg med bedsteveninden, for at synge med på gamle kendinge, og mindes de gode gamle dage. Lis Sørensen sparkede min sommerferie i gang.

Herhjemme har vi fået lagt sidste nye klinke på gulvet i køkkenet, så vi kan gå en sommerferie i møde, hvor vi endelig har fået udryddet de røde fliser. Det har været på ønskesedlen i alle de år jeg har boet i huset, fliserne som skulle på blev hjembragt for halvandet år siden, og endelig… endelig er de lagt. Jeg er sikker på, at jeg vil sukke forelsket over dem hele sommerferien.

I løbet af ferien står den i år også på udenlandsrejse. Vi har hentet drengene til huse, og fået deres pas med hjem. De vil blive flittigt brugt, når vi tager på bilferie til Budapest.

Vi har været der før for tre somre siden. I år skal vi igen, for da vi var der sidst, lovede vi drengene at de nok skulle få lov til at bade i Ballaton søen, som vi missede sidste gang pga. et GPS glitch. I år indfrier vi vores løfte. Bailey er blevet vaccineret på alle leder og kanter, så ham tager vi med, alt i mens vi har allieret os med housesitter som sørger for vanding af have, pasning af hus og fodring samt kælning af Mojo the Cat.

I udlandet venter der os varmegrader som umiddelbart er lige højt nok for mig. Jeg kan godt lide temperatuer på omkring 25 grader, men der venter os en gennemsnitstemperatur på omkring de 33, med dage hvor det nærmer sig 40. Det er altså ikke en temperatur som kan være skøn! I særdeleshed ikke når vi befinder os i et land uden kyster. Så derfor kan jeg godt garantere dobbelt, at drengene kommer til Ballaton søen – her vil også jeg finde lise på de varmeste dage. Omvendt så vil jeg ikke ret gerne klage mig, for sommeren i år lader til at være en af de lunefulde, hvor vi ikke ligefrem priser den når den er ovre, som vi gjorde sidste år. Så jeg tager det sommer jeg kan få, om så det betyder at jeg må rejse ud af landet, og til lidt højere varmegrader end hvad jeg finder optimalt.

Lige nu står den på rengøring og klargøring, så jeg kan nyde alle sommerferiens etapper uden at skulle stresse over rod, kaos og opgaver. Jeg går i gang lige nu.

Påsketur

Jeg nyder en ferie som var tiltrængt. Jeg var så heldig, at have muligheden for også at holde ferie i dagene op til påsken, så jeg har virkelig slappet helt af. Men i går tog jeg på farten. Sammen med den bedste halvdel og drengene kørte vi sydpå, hvor vi havde planlagt en tur tilbage i tiden. Landbrugsmuseet samt Gammel Estrup Herregaard stod på visitkortet, og det er aldrig skidt at få to oplevelser til én pris, og så endda lokaliseret på samme sted.

Vi har et par drenge som er meget interesseret i maskiner, landbrug, friluft og håndværk. Så det var bestemt ikke kedeligt for dem, at vandre rundt på Landbrugsmuseet i et par timer. De fandt det vældig interessant, og historien om, hvordan det de kender i dag startede og havde været kedede dem ikke. Museer kan sagtens være underholdende for børn, man skal bare vælge dem som falder inden for deres naturlige interesser.

For os voksne, var det i særdeleshed skægt at møde udstillinger og genstande som vi kunne genkende, fra vores egen barndom. Nogen gange var det ligesom man var trådt ind i sin mormors køkken eller hus, og det var gennemført lige fra overfladen til det som de havde udstillet i skuffer, skabe og køleskaber.

Særskilt for tiden på Landbrugsmuseet er udstillingen om 1864, hvor store som små fik en rundvisning i krigen som kostede så dyrt.

Den var rigtig fint sat op, og den gjorde et godt stykke arbejde med at få den ind under huden på den besøgende, i form af rigtig mange små ægte brevcitater fra dem som var med på forreste række. Den passede også ualmindelig godt ind i Landbrugsmuseet, da den formåede at illustrere at langt de fleste soldater som drog til slagmarken, slet ikke var soldater, men simple unge mænd fra landbrugssamfundet.

Efter alt indendørs var blevet udforsket, traskede vi udenfor, hvor vejret var skiftet fra snevejr til høj solskin. Der blev klappet et par køer og snakket med et par meget legesyge unggrise inden den gamle smedje skulle besøges. Der var aktivitet indenfor, og den yngste fik lært at lave et søm på ægte smedemanér.

I forlængelse af Landbrugsmuseet ligger Herregårdsmuseet. Her fik vi tilbragt den sidste time på bonede gulve, rå egeplanker og tilhuggede murstensgulve. Der blev sæt, mærket, lyttet, sanset og smagt på og til de interaktive indslag som var at finde inde i herregården.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Herregården var mest interessant for mig. Her var der ikke maskiner eller friluftsliv, så det faldt lidt uden for interresantbarometret for de to unge drenge. Men der var dog et par enkelte ting som fangede deres opmærksomhed. Mest af alt jagtværelset, hvor de fik meget tid til at gå med at fundere og italesætte, hvordan et sådan værelse kunne blive en realitet hjemme hos os. Jeg er helt med på den idé – alt det kræver er en herregård, og så skal jeg med glæde lade dem få det jagtværelse.

Tiden gik rigtig fint, og vi kom først derfra da de begyndte at lukke bygningerne ned. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, for vi blev de sidste besøgende i herregårdskøkkenet, og køkkenmatronen kunne ikke stå for de to unge chamører, og smed gratis hjemmebagte (på smedekomfur) kanelsnegle i hånden på dem på vej ud af Gammel Estrup.

Der er nu stadig en hel del dage tilbage at slappe af i, men såfremt at man ikke vil bures inde hele ferien, og gerne vil på en lille udflugt, så kan stedet varmt anbefales for både voksne og børn. Prisen er så sandelig også overkommelig, og menneskerne som er museernes ansigt ud ad til er fantastiske og imødekommende. Et besøg mere fra os kunne sagtens komme på tale til sommer, hvor der vil være endnu flere interaktive aktiviteter og indslag, men lige nu sidder vi tilfredse tilbage efter en rigtig god oplevelse.

En sten fra hjertet

Når to finder sammen, tager man hver især ting med sig ind i forholdet. Sådan er det også med den bedste halvdel og jeg. Siden jeg har lært ham at kende, så ved jeg pludselig en masse om biler og traktorer. Jeg er hoppet med på traktortræk og landsbyfester, for det er nogen af de ting, som han bragte med ind i forholdet, og nogle af de traditioner og gøremål, som jeg er blevet en del af. Jeg har til gengældt bragt ordet “lyvsvin” ind i familien, og så har jeg bragt stemsamlingstraditionen også.

Siden min USA tur i 2008, har jeg taget en eller to sten med mig, når jeg har været på rejser og/eller specielle udflugter. Så da vi slog pjalterne sammen, så tog jeg blandt andet mine stenminder med mig – deriblandt sten fra Grand Canyon.

Jeg synes det er en god souvenir at tage med hjem, og under hver enkel sten skriver jeg, hvor den er fra, og hver eneste af dem, ved jeg præcis hvor jeg har samlet den op. I 2010, skulle vi på vores første tur ud i verdenen sammen med drengene. Vi drog til Ungarn, og her blev de indviet i min lille tradition, og de kunne hurtigt se det sjove i det. Så vi kom hjem fra Ungarn med en masse sten.

Gennem de sidste snart fem år, har vi fået sten med hjem fra Møns Klint, Langeland, Finland, Pragh og Malaga, og drengene samt den bedste halvdel har taget min lille tradition helt til sig. Rundt omkring i huset står disse små mindesten til pynt.

I dag fik jeg dem så alle samlet, da jeg skulle tørre lidt støv af rundt omkring i huset. Samtidig havde jeg også lige tænkt tanken, at jeg skulle gennemgå stenene, for det er ikke dem alle der har sted og år skrevet under dem. Min filosofi er max to sten fra hvert sted, men drengene kunne i starten ikke rigtig sætte deres begrænsning på stensamlingen, så de slæbte med i store mængder – og jeg tog bare i mod, og lod dem gøre det. Derfor er der nu en ret så stor bunke af sten spredt rundt omkring i huset.

Så jeg har gået igennem hver og en af dem. Sorteret dem fra, hvorunder der ikke står sted og årstal, og resten har jeg pakket væk. Ikke smidt væk, men gemt. Det efterlader stadig en pæn samling, men der er nu plads til lidt flere stenminder – for dem kommer der uden tvivl flere af.

Abetis i Gibraltar

Vi er nøjagtig en måned forbi juleaften, og Danmark vågner op til en snehvidtklædt vinterlandskab. For en måned siden, faldt der vist lidt sne hist og her, mens folk dansede omkring juletræet, mens jeg og den bedste halvdel indtog solen og 24 grader i Gibraltar.

Juleaften blev fejret i syden, og på selve dagen havde vi booket os ind til en dagstur til den engelske del i sydspanien, krydsede den officielle grænse og kiggede over på Afrika kontinentet.

I hele ugen vi var i Malaga, havde vi lejet en bil, men vi var blevet anbefalet ikke at tage turen over grænsen til Gibraltar i den, og derfor fandt vi et selskab som klarede det for os, Så klokken alt for tidligt juleaftensdag, satte vi os i en bus, og tre timer senere stod vi ved Europaklippen.

Vi havde fem timer at gøre godt med, og vejret startede noget diset og lettere køligt, så det her med at vi kiggede over på Afrika er rigtigt nok, men lige denne dag kunne vi ikke skimte selve kysten på det næste kontinent, selv om det kun ligger 23 km derfra. Men derfor var det stadigvæk lidt spøjst at tænke på, at lige derovre var Afrika. Tanken kan også have en oplevelseseffekt.

Vi hoppede efter ankomst over i en anden bus, og lod os tage på en guided tur rundt i Gibraltar, og op ad bjerget. Vi blev vældig godt underholdt af både guide og oplevelserne. På toppen af bjerget er den helt store turistattraktion naturligvis aberne. Der er bestemte regler for, hvad man må, skal og ikke skal ved mødet med disse aber. Giv dem ingen mad, lad være med at forsøge at røre dem, og skulle de komme til dig, så forhold dig bare roligt og nyd det … og stadig ikke give dem mad. De er vilde, men de er også intelligente, så de ved jo godt at de her turister temmelig sikkert har noget mad et eller andet sted på dem. Men generelt, så hopper de bare rundt omkring turisterne, som kan lade sig underholde af synet af dem tæt på.

Vi så et par stykker af dem på turen op, men ikke mange og ikke tæt på. Bussen holdt ind ved Saint Michaels Caves, som vi vandrede rundt i og blev meget imponeret over, i cirka 20 minutter. På vej ud, var det ved at være syv timer siden vi spiste morgenmad, så vi napper en snickers med ud. Udenfor er der turister og busser allevegne og rundt om dem står de små aber i massevis. Jeg når lige at sige med euforisk dyreelskende stemme “nej se… se aberne min skat, hvor er de søde!”, før én af dem fastlåser sit blik på mig. Jeg ved øjeblikkeligt, hvad den tænker og jeg når at tænke “ååårh f*** – den ved jeg har chokolade i min hånd!” Den sætter i målrettet tempo kursen over til mig, og sætter sig på numsen og stirrer op. Jeg forsøger at fortælle den, at jeg godt ved, hvad den tænker, men at det ikke hjælper noget. Før jeg ved af det, sidder den på min skulder

Der sidder den og nipper nænsomt på mine hænder, og pludselig er det mig som er turistattraktionen. Der står jeg som den eneste med … ja … aben på min skulder! Jeg når at ænse at det ikke kun er kæresten min som får taget billeder af mig med den på. Dens pels er blød, den lugter ikke, og den bed mig ikke. Den sad bare og forsøgte at få mig til at dele mit chokolade med den. Det gjorde jeg ikke, men jeg gik en lille tur med den, mens den sad der og tronede. Jeg fik den sat ned igen, ved at bukke mig, men så snart jeg stod rank igen, sad abe nummer to der i stedet for. Jeg ved godt, at jeg ser lidt betuttet ud på billedet, men jeg var slet ikke utryg, og jeg var ikke febrilsk. Jeg var ganske tryg, og synes det var ret hyggeligt, og er – selvfølgelig – overbevist om, at det ikke kun var mit chokolade som gjorde at de lige valgte mig, men også fordi de kunne mærke at jeg er en dyreelsker med dyrehviskende egenskaber.

…eller måske det var chokoladen?

Jeg kunne sagtens have brugt en time på den her oplevelse, men bussen skulle videre, og aben fik jeg af mine skuldre. Da jeg sad i bussen opdagede jeg, at en af aberne vist nok havde tisset på mig. Mit sjal lugtede nemlig en anelse af kattetis. Men skidt pyt – det kunne vaskes, så lidt abetis kunne ikke gøre oplevelsen mindre fantastisk.

Tilbage ved bjergfoden igen, havde vi knap tre timer på egen hånd. De er tiltænkt til brug af de shoppingmuligheder som Gibraltar tilbyder i massevis. Nu er jeg ikke den store shopper. Jeg er meget mere eventyrpersonen. Så jeg kunne snildt have nøjes med halvanden time til shopping, og så måske ønsket mig lidt mere tid oppe i bjergene i hulerne, med aberne og på det bunker museum som vi senere fandt ud af også var der.

Så skal du til Gibraltar, så tag endelig en tur derned med et selskab som kører dig. Men sørg for at opleve toppen og historien af Gibraltar mere end strøget. Gibraltar er fyldt med historie, og man kan sagtens opleve den på fem timer – men ikke på to som vi fik. Men jeg fik oplevelse, og solskin nok – som dagen skred frem – til at glemme, at det rent faktisk var juleaftensdag

Jeg føler ikke jeg fik oplevet nok af Gibraltar, men fik dog stadig en dejlig tur og en skøn oplevelse. Men når man ikke synes man har oplevet det hele og det man skal, så giver det jo en god undskyldning til en dag at vende tilbage.

Mijas trumfes af Stupa

Den første uge tilbage på jobbet er vel overstået. Lidt knirken i kroppen var der i starten, da den valgte at lade sig overmande af sygdom allerede dagen efter nytårsaften. Jeg brugte således resten af min juleferie på at bekæmpe feber, og da mandagen kom var kroppen endnu ikke helt i top, men den har gennem ugen genoprettet sig selv, og jeg døjer nu kun med en smule hosten. Sådan er det jo – hvorfor bruge almindelige arbejdsdage på sygdom, når man kan tage dem i sin ferie?

Men når jeg nu sådan skulle gå hen og blive syg, så er jeg da kun glad for at det var i min feries sidste uge, og ikke den første. Tænk om den havde sneget sig ind på turen sydpå. Den tur, som jeg stadig har masser at fortælle om, og vise frem af. Heldigvis var det ikke i den uge kroppen valgte at kapitulere, for havde den det, så var jeg gået glip af en masse oplevelser. Blandt andet Mijas. Den lille hvide by i bjergene, var kun en lille køretur (opad opad & opad) fra hvor vi boede. Vi var blevet anbefalet at besøge den under vores ophold. Vi ankom sidst på formiddagen, og efter kryben ned langs gader i bilen, fik vi den parkeret, og vandrede rundt i de idylliske omgivelser.

Det var den dag på hele vores tur, som havde den laveste temperatur. Oppe i bjergene var der tillagt en lettere vind, så det var en smule halvkøligt at traske rundt i de små gader. Byen er kendt som den hvide by i bjergene, fordi alt er malet i hvidt. Det er Malagas svar på det gule Skagen. Vi kommer uden for sæsonen, så der var masser af plads til os. Turister eller ej, så var det da pænt, men på en halvkølig dag, så var det ikke et sted, hvor jeg kunne få en hel dag til at gå. Men jeg kunne da nyde de små detaljer som dukkede frem.

Efter vi havde kringlet os rundt i byen, besluttede vi os for at få frokost på en restaurant som lå i byens centrum, og vi tænkte at vi kunne snuppe landets nationalret, da de skiltede og illustrerede med ægte spansk lækker paella. Jeg har spist lækker paella før, lavet herhjemme, så jeg glædede mig til den ægte vare. Slemt skuffet blev både jeg og den bedste halvdel, da vi fik serveret noget som vi har stærkt mistanke om at være en færdigret taget fra fryseren og puttet i mikroovnen. Det viste sig ikke kun at være den køligste dag på vores ferie, men også den dag vi fik den mest ringe ret under hele vores tur. Den gjorde ikke sin nationalstatus ret! Så vi spiste i stilhed, og betalte en pris som heller ikke gjorde retten ret, og så besluttede vi os for at køre ned ad bjerget igen.

Tilbage i Benalmaldena gjorde vi stop ved det buddhistiske tempel, The Enlightment Stupa. Der står det så pragtfuldt placeret i første række, med endnu en vidunderlig udsigt ud over Middelhavet.

Det virker lidt malplaceret med et autentisk buddistisk tempel lige der. Men der er nok buddhister i området til, at der var nogen som fik samlet pengene sammen til, at opføre det således at også de havde et sted at praktisere deres tro. Det er åbent for alle, og ganske gratis. Man kan – hvis man vil – smide en skilling eller to som tak for gæstfriheden. Skillinger som vil blive brugt til bevarelsen af templet. Det er nemt at overkomme, og nemt at overskue. Indgangsetagen er dedikeret til Buddha statuen og ofringen, og nedenunder er der en mindre samling af typiske buddhistiske redskaber. Bland andet “rulletønden” som vi alle kender fra Golden child takket været Eddie Murphys rap på samme.

Jeg kender ikke meget til den buddhistiske tro, men jeg ved nok til at det er en tro som inviterer til fred i både dit eget indre, mod andre og med andre. Den er fredsommelig, næstekærlig og respektfuld i mange henseender. Jeg kan sagtens fordybe mig i dens udtryk og i dens artifakter.

Jeg kan godt falde lidt for dens harmoni og jeg kan også snildt forestille mig, at jeg sagtens kunne bruge et par timer på at mærke roen og harmonien, lidt som jeg kan når jeg sidder ved havet, havde jeg mulighed og behovet for lidt alene tid til mig og mine tanker, eller netop for at blive fritaget af dem. Men denne dag var det nok med at kigge og undersøge.

Dagen blev afsluttet med lidt flere varmegrader end der var i bjergbyen, og da vi ramte hjemmeadressen, blev den grillede aftensmad vi selv lavede på vores tagterrasse, en hel del bedre end den menu vi havde spist tidligere på dagen. Mange gange er selvgjort, velgjort.

Alcazaba & Gibralfaro

Jeg – og heller ikke den bedste halvdel – er den type mennesker, som tager til syden for at bruge tiden på stranden, ved poolen eller i baren. Vi er af de typer som gerne vil ud og udforske området vi er i, og dets historier. Vi er typer, som gerne vil gå mange kilometer for at møde historien. Så da vi havde fundet os selv og vores område, begyndte vi allerede dagen efter ankomst at gå på opdagelse. Inde i Malaga, fandt vi Castillo De Gibralfaro.

Bygningerne kan dateres helt tilbage til det 14. århundrede, og er tiltænkt som et våbendepot, placeret med havudsigt, så man kunne holde øje med, hvornår våbene skulle i brug. Således er der på toppen en fantastisk udsigt. Men nok en som vi i nutiden bruger på en anden måde, end den var tiltænkt i fortiden.

Vi havde parkeret bilen i et p-hus, som lå lige for foden af fortet, og det så egentlig ikke ud til at være en slem tur opad. Så vi travede rask afsted. Det viste sig, at være en lidt mere udfordrende opgave end vi lige havde regnet med. Heldigvis var der på vejen op ad de stejle og snørklede stier, flere rastepladser, hvor vi lige kunne få lidt mere luft i lungerne igen, og samtidig nyde den udsigt som blev bedre og bedre des højere vi kom op. Efter en god times trav opad, nåede vi toppen.

Her stødte vi på våbenudstillinger og små mellemgange mellem murene, hvor man sagtens kunne forestille sig, at der havde stået mangen en mænd og spejdet ud over Middelhavet. Men der var også trapper inden for murene og op til mellemgangene, hvor vi kun kunne have ondt af dem som i fordumstid, skulle trave op og ned af dem i fuld udstyr. Enten har de haft rigtig lange ben dengang, eller så har de bare ikke haft midler nok, og derfor sparet på antallet af trappetrin. Herligheden var i brug i hele 438 år i militært øjemed, og først i 1925 blev det overdraget til byen.

Fortet er egentlig delt lidt i to, og de to er ikke forbundet. Det har de engang været, men grundet slid, vind og vejr på de skrøbelige kalksten, som det meste er bygget på, er de i dag delt. Så for at se den anden halvdel af fæstningen, så var der kun én ting at gøre … at gå hele vejen ned igen (vel at mærke efter at vi ved ankomst til toppen, opdagede at der var en farbar vej, med dertilhørende p-plads til rådighed!)

YouTube-forhåndsvisningsbillede

(klik på billedet for at se videoen af turen ned)

Ved bunden skulle vi blot krydse gaden, og der på den anden side lå den sidste halvdel; Alcazaba De Málaga. Her finder vi bygninger som kom før Gibralfaro. De er bygget i flere omgange helt tilbage fra 11. hundrede tallet, og i 1930erne fik det sin sidste store omgang i form af en massiv restaurering. Man kan sagtens se, at der både har været arabiske, og romerske indflydelser med i opbygningen gennem de mange hundrede år. Det gør bestemt ikke oplevelsen værre.

Heldigvis lå Alcazabar knapt så højt oppe som Gibralfor. Så det var ikke den store anstrengelse at navigere sig opad denne gang. Vi kunne trisse rundt i kringlede kroge og beundre udskæringer, ægte marmorsøjler og små haveoaser. Havde vi ramt det helt rigtige tidspunkt, havde vi også kunne have nydt en forestilling i det autentiske romerske teater, som lå for foden, og hvor man stadig kunne se og sidde i de selv samme stenstole som store romerske mænd engang havde siddet i.

Efter en tur i både den spanske, den arabiske og den romerske historie bevægede vi os ind i nutiden og gik en tur i Malagas gader – og så er det lige her, man også støder på et stykke dansk historie

Lige der – helt uventet – sad H.C. Andersen med sin taske og den lille grimme ælling ved sin side. Man kan da heller ikke komme nogen steder hen længere, uden man støder på nogen man kender!