Date med Musikkens Hus

Jeg har været gæst i Musikkens Hus i Aalborg, som publikum et par gange. Som publikum er det en imponerende bygning at træde ind i. Det kan godt være, at det var en meget svær, lang og omdiskuteret fødsel, men jeg synes de er sluppet godt afsted med det, og efter at have afprøvet det med oplevelser, så synes jeg også de kan sige det var hele den svære og lange kamp værd.

Nu har jeg så også været besøgende som turist. Den bedste halvdels arbejde, havde arrangeret en rundvisning af bygningen, og det gjorde faktisk huset endnu mere interessant.

Hvem vidste, at det var et dansk firma fra Thy, som kunne lave den meget specielle stålkonstruktion, som et internationalt firma havde sagt nej til? Hvem vidste, at alle vinduer er bestilt på special mål, fordi bygningen er organisk, og bygget lidt på gefühl uden pedantisk milmetermål? Hvem vidste, at den store betontrappe som går op igennem bygningen, er støbt sektionsvis ud fra 3D teknik og også lidt uden mål, med krydsede fingre for, at stykkerne passede sammen? Hvem vidste, at glasset i gulvet skulle have været gennemsigtigt, men da det kom i viste det sig, at det kun var gennemsigtigt nedenfra, som gjorde at besøgende i sommerkjoler blev en forestilling i sig selv, hvorefter glassets gennemsigtighed blev  helt blokeret?

Det var en yderst interessant rundvisning med mange finurlige detaljeafsløringer. Rundviseren var en engageret musikstuderende, som har sin daglige gang i huset, da det også rummer universitetsfaciliteter. Derudover, fik vi fornøjelsen af at få en lille svensk korsang, at et klingende pigekor, da vi nåede ind i den store sal.

Den bedste oplysning jeg fik med derfra var, at der hver tirsdag er “åben koncert”. Hver tirsdag er der øvedag for Det Jyske Musikkonservatorium fra kl. 19:00. Her kan alle og enhver bare dukke op, lytte med og gå til og fra som det lyster sig. Men man kan opleve alverdens genrer disse tirsdage, så det er en skøn måde at få noget nyt til øregangene, og måske – hvis man er heldig – opdage at man elsker en musikgenre eller lyd, som man slet ikke vidste man elskede.

Derforuden forholder det sig faktisk således, at Musikkens Hus er delvis offentligt åben hver eneste dag fra kl. 10:00 til 20:00; i sommerperioden endda helt frem til 22:00. Det er offentlig tilgængeligt, så man kan fremvise en stor del af bygningen på egen hånd. Men hvis du gerne vil dykke lidt bag facaderne, så kan en bestilt rundvisning så sandelig varmt anbefales.

Første skridt

Jeg har valgt at være åben og kommunikativ omkring det. Både fordi jeg har fundet ud af, hvor vigtigt det egentlig er, at man er opmærksom på sig selv, men også fordi jeg har fundet ud af, at det er en vigtig del af min egen proces mod bedre tilstande. Fra det øjeblik jeg opdagede det, har jeg valgt at være åben omkring det, og har siden jeg opdagede det, arbejdet meget hårdt med ikke at tro, og bekæmpe den manglende forståelse for hvorfor det ikke bare er overstået i løbet af en uge.

For ikke så lang tid siden, skrev jeg et indlæg om det. Jeg offentliggjorde, at mit fravær i en tre måneders periode var stressrelateret. I den tid der var stilhed på bloggen, arbejde jeg selv med at håndtere det, godt hjulpet på vej af mine nærmeste omgivelser og min arbejdsplads. Den sidste måneds tid har jeg været på vej fremad igen, men det skal ikke forveksles med, at alt er godt igen. Men det går den rigtige vej.

Jeg har, som jeg skrev i indlægget, accepteret at jeg har en tilstand af stress, og at jeg bliver nødt til at håndtere den. Men jeg er også nået til det punkt, hvor jeg samtidig skal arbejde med at finde og bruge de redskaber der er for at undgå at det bliver værre, kommer igen eller ikke forbedres. Så i dag har jeg været til mit første stresscoach møde. Sessionen gik sådan set meget godt, og der er allerede fra første session sat konkrete handlinger som skal udføres af mig. Men mest gik sessionen ud på at identificere hvor jeg er, hvor jeg har været, og hvordan vi håndterer det som stadig bor i min krop, samtidig med vi fik sat nogen meget basale øvelser på plads, som både kan være med til at hindre eller lindre. Men i sessionen, blev jeg også præsenteret for et diagram – et trafiklys om man vil – over stressdiagrammet. Da jeg så den, der blev jeg faktisk rigtig rigtig ked af det, og skræmt. Tag et kig på trafiklyset her

Unknown

Jeg har de sidste tre-fire måneder været fuldt ud opmærksom på, at det ikke er almindelig lidt for meget travlhed jeg har i kroppen, men en stresstilstand. Men jeg har hele tiden troet, at jeg havde nået at fange det inden jeg nåede helt op i alarmbredskabet. I mit hovedet var dem, som for alvor var ramt af stress, dem som var sygemeldte, handlingslammet og helt væltet. Det har jeg aldrig været, og jeg var overbevist om, at jeg nåede at erkende min egen tilstand inden jeg nåede op i det niveau. Derfor blev jeg synligt meget berørt og ked af det, da jeg så det trafiklys, for lige dér går det op for mig, at jeg har været, og til dels stadig er, oppe i det helt røde felt af tilstanden. Der er rent faktisk kun sølle tre ord i hele diagrammet jeg ikke genkender. Resten genkender jeg. Resten har jeg. Resten har jeg stadig, dog i mindre grad end tidligere. Men jeg er, til min store overraskelse, stadig oppe i stopfeltet. Og dét gør mig rigtig ked af det. Men samtidig er jeg også glad (i mangel af et bedre ord) for, at jeg ser det, for så kan jeg konkret forholde mig til det, og dermed endelig konkret også begynde at arbejde med det. Men jeg tror lige nu på det som den ene af mine direktører sagde til mig igår: “vær forberedt på, at det godt kan blive værre før det begynder at blive godt igen“. Jeg tror ham nu, men jeg er sgu også lidt bange for det – for jeg har for fanden da ikke lyst til at jeg skal få det værre. Men … det er “værre” på en anden måde, end det “værre” jeg kender i forhold til selve stressen. Den slags “værre” som måske venter mig, er lige nøjagtig det punkt der indikerer, at nu er vi i allerhøjeste grad på vej i den rigtige retning.

Jeg tror på jeg har begivet mig ud i det rigtige, og jeg tror også på at alt omkring mig støtter op om det. Jeg forventer at dem omkring mig ikke behandler mig som en skrøbelig blomst, ej heller er bange for at stille krav til mig. Jeg vil ikke specialbehandles. Men jeg håber og tror på, at der i stedet er forståelse for de tidspunkter, hvor jeg må sige fra, og de tidspunkter, hvor jeg måske reagerer uvant i forhold til mit “normale” jeg.

Jeg tror også på, at bloggen her i det her forløb bliver et af mine redskaber til at finde vejen tilbage. Jeg kan mærke jeg har behovet for det, og at det vil hjælpe mig. Måske det kan hjælpe andre også, men det er udelukkende for min egen skyld at jeg vælger at være så ærlig og åben omkring det. Det er ingen skam at være der, hvor jeg er. Det er heller ikke en livslang tilstand, og jeg skal nok komme igennem det her uden det store drama. Men jeg tror at en af måderne jeg kan komme det, er ved at reflektere på processen via mine ord.

Slutteligt; hav ikke ondt af mig. Vær ikke bekymret for mig. Vær som du plejer, og hav blot lidt ekstra tålmodighed med mig til tider. Jeg er her. Mit jeg er her også stadig. Det er blot lidt vingeskudt, men viljen, glæden og lysten til at være til stede og komme til vejs ende er der. Jeg har ikke mistet mig selv, og jeg skal nok finde helt tilbage til dig igen.

 

Landsbyernes handelscentrum

Jeg bor på på sjette år i en lille landsby, ikke langt fra hvor jeg egentlig voksede op. Jeg flyttede fra landsbysamfundet i 1994, og vendte ikke tilbage igen før 2010, hvor jeg og min bedste halvdel slog pjalterne sammen. Jeg troede jeg kunne smelte helt sammen igen med den kultur, som der er i landsbylivet, men som jeg før har beskrevet, var det ikke det som skete. Jeg stortrives, men jeg bliver nok aldrig “indfødt” igen.

Når det så er sagt, så har jeg over det sidste års tid set en landsby som begynder at udvikle sig. Lige præcis denne landsby har formået aldrig at falde helt i søvn, takket været en borgerforening, som i høj grad formår at stable begivenheder, skabe opmærksomhed og tiltag på benene, og som er dygtige til at involvere landsbyens beboere. Det seneste års tid, er de begyndt at gå skridtet videre, og den proces de er igang med er jeg dybt imponeret af. Jeg er virkelig betaget af, hvordan en landsby som er stemplet som udkantsdanmark, og som det store samfund på papiret har dømt ude, selv tager kampen op. De har konkluderet, at der ikke kommer nogen udefra for at “redde” landsbyen – det skal de selv, og jeg er overbevist om, at det er det de rent faktisk er ved at gøre.

Først lukkede samfundet skolen ned. Så købte landsbyen den, og åbnede friskolen. Den er nu så velkørende, at der ikke er mangel på én eneste elev. Snarere tvært imod. Gennem årene har borgerforeningen hvert år løbende hold forskellige arrangementer i live. Byfester i både egen og nabolandsbyen, revyforestilling og cykelløb for at samle penge til en dyregård til Friskolen. Gadefester og havevandringer, hvor folk just for trejde år i træk, er valfartet langvejs fra for at deltage.

For ikke så længe siden, fik vi den første butik i mange år. Den sidste butik i byen lukkede ned år før jeg flyttede til, men en dag åbnede det unge par som havde købt Lørslev Gammel skole en lille brugsgenstandsbutik. Den har åben hver weekend, men vi havde for første gang i mange år en faktisk butik i byen.

Den Gamle Skole

En hyggelig lille butik, som jeg forsøger at støtte så godt jeg kan, og har derfor mere end én gang købt både gaver til andre og mig selv derfra.

I maj stod der en dag et skilt både på vej ind, ud og midt i byen. Der blev inviteret til åbent borgermøde på skolen. Tre herrer havde af helt egen pengepung købt et af de gamle huse som stod til salg. De havde fået en idé, og den ville de gerne dele, og håbe på at vi ville være med til at bringe den til live. Det gamle hus er nu langsomt igang med at blive omdannet til Lørslev Café og Kulturhus. De tre herrer havde i radioen hørt om Alken, hvor de havde vendt livet i den lille by ved at lave deres egen købmand/kulturhus, og tænkte at det ville vi da også kunne gøre. Idéen er, at det gamle hus bliver et sted, hvor vi beboere kan afhente de varer som vi kan bestille på Osuma.dk som der er indgået en aftale med. Med tiden, skal det udvikle sig, så der er eget varelager, beboere i byen kan sælge sine egne varer, og der vil være café og mødemuligheder i huset også. Forskellige arrangementer, klubber, møder, foredrag eller bare hygge skal fylde liv i huset igen.

Købmand klar

Kulturhus

Idéen er fantastisk! Jeg kan sagtens se, at det kan lykkedes, og slet ikke bleg for at være en af de (mange) frivillige som vil hjælpe til med både at gøre det til en realitet og holde det kørende. Først på sommeren blev der afholdt endnu et cykelløb i byen, og pengene gik denne gang til kulturhuset, og der blev samlet nok ind til, at de penge som herrene selv havde lagt ud for at købe huset, kunne tilbagebetales. Der har været weekender, hvor haven har fået en omgang, det indvendige blevet gjort godt og grundigt rent, og soklen er blevet malet. Der er blevet lavet en aftale med teknisk skole, som stiller elever til rådighed for at gøre huset endnu bedre i stand, mod at eleverne kan bruge det som uddannelsesmateriale. Kulturhuset kommer til at ske, og da vi har et par ekstra features i byen, så som friskole, end Alken, så kan vi ikke se andet end at dét her godt kan gå hen og blive en positiv udvikling for byen. Både i form af aktiviteter, tilflytning samt stigende huspriser.

I denne weekend er det endelig officielt, at endnu en butik åbner op i byen. Lige ved siden af mig åbner vores nabo sin egen frisørsalon. Den unge dame har sagt farvel til at være ansat i en frisørsalon, for at blive selvstændig frisør. Vi har gennem hele sommeren fulgt byggeriet, hørt om planerne og set spændingen i både hendes, og hendes families øjne over det eventyr de er på vej ud i. Hun og hendes mand har lagt rigtig mange kræfter i at undersøge, forberede og eksekvere det hele, så de kommer allerbedst fra start. Hun har fået skabt den fineste salon, og om mindre end en uge åbner hun officielt. Hun har gjort sit website, facebook og instagram klar, og har siden igår haft dem åbne. På onsdag er der reception, og på torsdag har landsbyen sin helt egen frisør, som kan alt det man gerne vil have. Jeg har været lidt ekstra med på sidelinien, da jeg fik opgaven at tage billeder til og af hende. Selvfølgelig ikke i jydsk valuta – der skal nemlig være orden i sagerne hos Frisør Sida.

Sida klip

Ida

Der er sket meget i landsbyen i udkantsdanmark det sidste halvandet års tid, og man kan ligesom mærke, at man nu begynder at have en tro på at den her bette landsby overlever. Den kan og vil, som er byens motto. Jeg begynder at tro på det, og det er ikke det ydre samfund som er grunden til, at Lørslev kommer til at overleve – det er landbybeboerne selv som får det til at ske. Jeg er, som nævnt, ganske imponeret af det, og man skal være et skarn, hvis ikke man vælger at stemple ind og være med. Så selv om jeg nok ikke bliver 100 % landbybeboer igen, så kan jeg mærke inde i mig selv, at jeg kommer til at være med i den her udvikling. Ikke kun fordi jeg gerne vil vil se den lille vinde, men også fordi jeg er dybt facineret og finder det aldeles spændende.

Må vi om tre år være den landsby som kan vise vejen for de andre små landsbyer derude, at det kan nytte at gøre modstand og tage sagen i egen hånd. På engelsk er der et ordsprog for at skabe det som Lørslev er igang med: “It takes a village….”

Kære John – vi kender ikke hinanden, men nu er vi gravide sammen…..

Engang imellem falder jeg i en samtale som fanger mig godt og grundigt må mine retfærdighedsværdier. Det er den værdi hos mig, som kan få mig til at tage kampe op; både på egne og andres vegne, og også den værdi som jeg føler mig allermest oprørt over, når den bliver trådt på hos mig selv. I sjældne tilfælde, er samtaleemnet så trykkende på min retfærdighedssans, at jeg lader det fylde på bloggen, og sidste gang jeg gjorde det, havde jeg slet ikke overvejet det som fulgte med i kølvandet. Men som alt andet, så lå stormen sig også igen, men det var en spændende uge på mange forskellige måder.

Jeg forudser ikke, at dette skaber den samme bevågenhed, selv om det så absolut er noget jeg mener er på høje tid at det får. Vi er faktisk igen i “Far-kategorien”, og det er ganske tilfældigt.

I min omgangskreds fortalte en person om en veninde som var i lykkelige omstændigheder. En dejlig start, tænker man. Men se, så kommer krussedullerne. Det vordende forældrepar, har kendt hinanden i omegnen af et lille halvårs tid, og ingen af dem har rundet de 20 endnu. I starten af forholdet, havde “manden” (læs: drengen) spurgt ind til om hun tog p-piller, hvortil hun svarede at det gjorde hun. Men i sagens natur, så gjorde hun ikke, men hun var kommet til den egenkonklusion, at nu havde hun ikke taget pillen i over et år, og der var ikke sket noget som helst, så hun kunne nok ikke blive gravid. I samtalen omkring pille eller ej, havde han gjort meget klart, at det nemlig var vigtigt for ham at de var sikre, da han på ingen måde var klar til at blive far. Hverken mentalt eller økonomisk.

Skæbnen vil så, at nu er hun gravid. Hun er omkring to måneder henne i sin babyrejse, og alle veninderne har fået den lille søde hemmelighed at vide. De må ikke fortælle det videre da det jo stadig er tidligt – og her kommer catch 22: han, den vordende far, har ikke fået det at vide endnu, og hun har meldt ud til de som ved det, at uanset hvad han siger og vælger, så vil hun beholde barnet.

Det er så her min retfærdighedssans sparker ind i voldsom grad. Der er så mange ting i den her lille fortælling som tæsker løs på den sans. For det første, hvad bilder hun sig ind at sige at hun er på pillen, når hun ikke er det? For det andet, hvordan kan hun på nogenmåde gøre sig selv til diagnostikeren over sin egen formåenhed til at blive gravid eller ej? For det tredje, hvor vover hun at fortælle til mange andre om hendes tilstand, men ikke involvere ham som er far til barnet? For det fjerde lugter det her langt væk af at hun ikke har intentioner om at fortælle ham det før det er for sent for ham at komme med sin holdning til tilstanden, i og med han allerede i starten af deres forhold gjorde klart, hvad hans holdning til det at blive gravide var.

Stakkels stakkels dreng. Han bliver her fanget i et af kvindens værste spind. Han bliver bondefanget til at være far til et uskyldigt barn, som han måske slet ikke ønsker at være far til. Han bliver tvangsindlagt til at betale ved kasse et de næste 18 år om han vil det eller ej, og uanset om han tager del i barnets liv eller ikke. Han står chanceløs. Han bliver totalt frataget sin menneskeret til at vælge fra eller til. Eller i det mindste få lov til at give sin mening, tanker og holdning til kende. Jeg finder det uanstændigt, at en pige sætter en anden person – som hun påråber at elske højt – i en sådan situation. Det gør man ikke, hverken over for dem man elsker, og heller ikke for et ufødt barn, som temmelig sikkert bliver født ind i en voldsom strid mellem mor og far, med stor fare for slet ikke at have sin far i billedet når det først kommer til verden. Jeg skammer mig på mit køns vegne over den opførsel!

Jeg er så heldig, at være født og opvokset i en tid, hvor kvinden har fået fuld rådighed over sin krop. Det har mange stærke kvinder i generationer før mig, kæmpet hårdt, passioneret og længe for, og i dag vil størstedelen af alle mennesker sætte flueben ved, at sådan skal det naturligvis også være. Jeg kan som kvinde enerådigt beslutte mig til, om jeg vil beholde et barn eller abortere.

Det betyder så også, at såfremt at jeg som kvinde sagde nej til at fortsætte en graviditet kan afbryde den, selv om faderen stod på den anden side og sagde ja til at være far. Han kan på ingen måde forhindre mig i at foretage en abort. Det er mit valg alene. Hvordan i hede hule verdenen, kan det så være at manden ikke har samme rettighed? Hvordan pokker kan vi som samfund overhovedet tillade os at råbe op omkring, og fortsat kæmpe om ligerettigheder, når vi samtidig nægter at give manden de samme rettigheder som kvinden? Jeg synes det er ud over al kritik, og i særdeleshed, når man støder på tilfælde som ovenfor, eller andre lignende tilfælde, hvor manden bliver fanget i en graviditet han ikke ønsker. Hvordan kan vi have samvittigheden i orden, når de rettigheder vi kvinder har kæmpet for at få i den her sammenhæng, ikke skal være de samme for manden?

Ufrivillig far. Det er det man kalder sådan en situation. Jeg siger ikke, at vi skal kunne tvinge kvinden til abort. Bestemt ikke. Hun skal fortsat have fuld rådighed over sin krop, og tage de beslutninger med den som hun ønsker. Så ønsker hun det barn, som manden på ingen måde ønsker, så skal hun så sandelig få det. Men det skal da for pokker være muligt for manden at få den juridiske abort. Frasige sig ethvert ansvar for det barn som hun ønsker at få, men som han ikke ønsker at få. Få det igennem de juridiske kanaler, således at får han den juridiske abort, så frafalder alle økonomiske forpligtelser, men til gengæld betyder det også, at han mister alle rettigheder til at have noget med barnet at gøre – også selv om han på år 11 måske finder ud af, at han egentlig gerne vil lære det barn han valgte fra at kende. Der er ingen fortrydelsesret – akkurat som der ikke er for kvinden, når hun vælger aborten.

Der er mange mange triste skæbner derude, hvor både barn, den ufrivillige far, moderen til barnet og endda den udvidede familie på kryds og på tværs er blevet fanget i den helvedsild, som kvinden har skabt for manden ved at få et barn, som manden ikke var med på. Der er mange versioner af den ovenstående historie. Kasper som efter sin studenteruge pakkede tasken, og backpakkede ned gennem Europa for at opleve verden inden han skulle læse videre, og som halvandet år efter hjemkomst, får et brev fra Esmeralda i Barcelona, som fortæller at deres lystige nat på Club68 resluterede i precioso Eva-Maria, og nu vil hun gerne at han tager ansvar økonomisk og/eller samværsmæssigt. Eller Jesper som var i Gaden en fredag aften med gutterne, stødte ind i Karina som var på besøg fra Korsør, og endte med at tumle rundt med hende på sit kollegieværelset i de sene nattetimer, for at kysse hende farvel i de tidlige morgentimer lørdag morgen, glemte mere eller mindre alt om hende, indtil den dag statsamtet sendte ham en skrivelse om, at han nu var blevet far til lille Axel, og at han nu skulle indbetale børnepenge. Eller Bent som ved firmajulefrokosten fik sig en alt for stor snaps, og “kom til” at hygge sig lidt for meget med praktikant Pernille inde i rengøringsrummet, selv om han på 13. år var lykkelig gift med Jette. Hans samvittighed tyngede ham voldsomt, men hele verdenen ramlede, da praktikant Pernille annoncerede på en e-mail fire måneder siden, at hun var gravid, at hun ville beholde barnet, og at han var faderen.

Hvorfor han har ikke et valg til at sige nej tak?

Ja ja – den evige tilbagevendende kugle til alt det her er: “jamen han kunne da bare have brugt kondom, hvis han var så skarp på, at han på ingen måde ville være far”. Det er – pardon my french – fandme ikke det, det handler om. Det handler om retten til at vælge. Retten til at bestemme over sin egen krop, og de væsker den indeholder. Manden er i disse tider, og har i lang tid været, fanget i selv samme dilemma, som kvinder i årtier kæmpede hårdt for at kunne være selvbestemmende over.

Hvornår er det vi giver manden den samme mulighed som kvinden i dag har, og som vi tager som en selvfølgelighed? Er det ikke på tide, at også manden får lov til at bestemme over sin krop?

Hjerne – du er sgu lidt underlig!

Kender du det her med, at du kan have en drøm som gør dig så arrig, at du rent faktisk ikke alene vågner af det, men også vågner hovedrystende over den behandling du har fået i drømmen? Det har jeg gjort i dag.

Jeg vågnede for en halv times tid siden, og jeg var simpelthen så fornærmet. I min drøm, var jeg gået ind i en kaffebar a la Baresso, men som også var en slags bager. Her skulle jeg have et styk lækker kaffe til en værdi af halvtreds kroner. Den skulle betales med et gavekort jeg havde. Et gavekort som havde en værdi af 700 kroner. I tilbagebetaling fik jeg så – som jeg åbentbart havde fået mange gange før – et tilgodebevis. Normalt ville det her tilgodebevis bestå af en masse mærkater som så kunne bruges frit alle mulige steder. Fin ordning. Da jeg kommer ud af butikken, opdager jeg at jeg har fået tilgodebeviser i form af flybilletter fra f.eks. Houston til Gambia, Nagasaki til New Delhi osv. Derudover også nogen billetter til Cirkus Benneweis forestilling 2016. Alle fine billetter som absolut har en større værdi end de resterende 650 kroner på gavekortet. Men jeg er gal! Sådan skal de ikke forsøge at snyde mig.

Ganske vist er det fine flybilletter som kan bringe mig til hjørner i verdenen, hvor jeg ikke har været før, men for at bruge dem skal jeg jo transportere mig selv til udrejse stedet, og det er ikke lige sådan at udrejse stedet er den nærmeste lufthavn. Benneweis billetterne ville som sådan være fine, men der er to finurlige twists som jeg opdager. Sæson 2016 kommer ikke til at eksistere, fordi de jo lukker ned (læste en artikel omkring det sent i går aftes) og derforuden er det til deres forestilling på Hawaii. Godt nok med hotelophold inkluderet. Næ nej kaffebar. Sådan narrer man ikke mig.

Jeg går tilbage, og får fat i den unge dame som har ekspederet mig. Hun er vist ny i butikken, for jeg har aldrig set hende derinde før. Forsøger at forklare hende mine vinkler, og at jeg faktisk bare gerne vil have de tilgodebeviser som jeg plejer at få. Hun føler åbentlys at jeg er besværlig, og er en tand uforstående over for mine indsigelser. Men hun får snakket med et par kollegaer, og hun får info om, at mine påstande er gode nok, og handlen går derfor tilbage.

Jeg må åbenbart ikke have fået min kaffe med ud ved første handel heller, for de laver i hvert fald en til mig. Jeg får afleveret de tilgodebeviser som jeg har fået i første omgang. Kaffen er lidt lang tid undervejs, men endelig får jeg den og går igen ud af butikken. Nu med min retfærdighedsfølelse intakt igen. Lige indtil jeg opdager, at de gudhjælpme mig så ikke har givet mig mit tilgodebevis på kr. 650. Jeg har lige købt en kop kaffe til 700 kroner. Jeg gennemgår grundigt min tegnebog for at sikre, at det ikke bare er mig som har overset dem, men nej – jeg har dem ikke. Så nu føler jeg mig snydt igen. Og arrig. Hvad fanden har de gang i? Det er her jeg vågner. Jeg er så hidsig over at blive forsøgt narret på den måde, og over den oplevelse jeg har at jeg ikke kan sove videre. Der går ca. et minuts tid, hvor jeg har drømmen med mig i semi-vågen tilstand, hvor jeg virkelig føler mig snydt, og også gal over sådan en amatøragtig forretningsgang.

Nu er jeg helt vågen, og jeg synes nu at det er finurligt, hvordan drømme kan udfolde sig, hvad de kan skabe og hvordan de kan påvirke…. og der var også et eller andet med et par ufoer jeg så på vej hen til min bil. Ufoerne (med blinkende grønne og røde lys) blev skarpt forfulgt af et par helikoptere, hvor jeg bare trak på skulderen og tænkte “jamen jeg forstår da godt de helikoptere lige vil tjekke ud, hvad det er for nogen fartøjer”, for så at sætte mig ind i min bil og køre videre.  Ufobesøget var altså langt mindre opsigtsvækkende og påvirkende, end det at blive snydt for 650 kroner!

Godmorgen derude – håber din søndag bliver fantastisk.

Forvandling

For ikke alt for lang tid siden fejrede jeg min fødselsdag. Jeg er udemærket klar over, at jeg ikke længere er en vårhare, men jeg må indrømme, at jeg alligevel er blevet mødt af et par ting over det sidste års tid, som overrasker mig lidt. Jeg ved godt, at alderen sætter sine præg på forskellige ting. Men selv om jeg er opmærksom på, at jeg er forbi 40 og kan forvente der er nogen ting som så småt begynder at vise sig, er det alligevel en lille smule forbavsende, når man havner der, hvor det er håndgribeligt.

Det er især inden for de sidste seks måneder, der er dukket et par ting op, som jeg på ingen måde kan snige mig udenom at indrømme, at de (også) er aldersbetonende. Et par måneder før sommerferien måtte jeg en tur til lægen. Både min albue og min ene storetå skabte sig. Jeg får konstateret musealbue og nedgroet negl! Musealbuen, kan til dels også tilskrives mit job igennem mange år, men led og knogler bliver alt andet lige mere påvirkelige des ældre man bliver. Så jeg måtte i træning med øvelser, og valgte også at tage en runde hos en akupunktør. Her fire måneder efter, er albuen i bedring, dog ikke hel symptomfri. Den nedgroede negl kunne lægen ikke andet end også at minde mig om, at det er noget som der er større risici for at få, des ældre man bliver. Jeg har aldrig døjet med det før – men det gør jeg nu. Jeg troede jeg kunne klare det selv, men i dag kapitulerede jeg, og lod en fodterapeut ordne det for mig. Til stor lettelse.

Jeg har siden jeg var 14 brugt læsebriller, og senere skærmbriller. Over det sidste års tid, har jeg godt bemærket, at der er en forandring i gang i mine øjne. Ting blev lidt mindre skarpe selv om jeg havde briller på, og over de sidste seks måneder, har jeg til og med døjet frygteligt med hovedpiner. For to uger siden gik jeg endelig ind for at få det testet, og her kunne de fortælle mig, at det ikke var min styrke som var ændret, men min evne til at fokusere, som var blevet betydeligt svækket. Kuren var at gå fra læse/skærmbriller, til en brille med glidende overgang, og en brille som jeg skal gå med så meget som muligt. Heller ikke dette kunne komme udenom alderstilskrivelsen. I dag har jeg så fået overleveret mine nye briller, og her sidder jeg så ved computeren for første gang med dem på. Umiddelbart virker de, omend jeg lige skal vænne mig til det her læsefelt der er i bunden af brillerne.

Så her er jeg. En dame på 41 med musealbue, nedgroet storetånegl og svækket syn, og for det ikke var nok, fandt jeg to grå hår i lørdags, da jeg var igang med at glatte håret. Mine første to reelle grå hår, da jeg hele mit liv altid har haft ét. Men det var ikke det jeg stødte på.

Jeg omfavner mine nye skavanker med et smil. Jeg omgås det med grin og komik. Det er jo, hvad der kan forventes. Men det er en oplevelse i sig selv, at blive konfronteret med at det faktisk er nu, at alle de ting man ved der kan og vil komme med alderen, begynder at snige sig ind. Heldigvis er der kur for det hele, og livskvaliteten bliver ikke påvirket, sålænge man sørger for at møde forvandlingen med de rette redskaber. Men jeg kan da ikke undsige mig fra at tænke: “jamen… jeg føler mig da ikke så “gammel”, som min krop begynder at fortælle mig, at jeg er”. Men det er jeg, og det er i orden. Ingen forbliver ung forevigt, og jeg er i fuld balance med at nyde den alder jeg er og har, acceptere den og få det bedste ud af den, og de mange aldre som kommer efterfølgende. Jeg fristes næsten, i kølvandet af alt det her, til – helt filosofisk – at snige dette udtryk ind: Carpe Diem

Lad mig knuse dine drømme og uddannelsesmuligheder, knægt

Opdatering: Nogen gange, når man smider noget ud til offentligheden, så får man de svar som man ikke har fået overleveret andre steder fra. Den digitale offentlighed, kan nogengange vise vejen til, hvordan tingene ikke nødvendigvis hænger sammen, end det man ellers er blevet oplyst. Således har dette indlæg givet mig adskillige henvendelser, som fortæller mig, at det vi har af oplysninger, ikke nødvendigvis er sådan det hænger sammen. Vi har fået redskaber og andre oplysninger som vi skal gøre opmærksomme på i den kommende dialog. Tak til alle Jer, som kunne det som informationscentret ikke kunne; Give os en viden som vi nu kan fremlægge, og som forhåbentlig gør, at vi når i mål uden at skulle vælge sort eller hvid.

*********************************

Min bedste halvdel har to dejlige drenge. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg er meget glade for dem begge to, og deltager aktivt i deres laden, gøren, ønsker og narrestreger. Jeg bidrager til den hverdag de har når de er hos os på mange forskellige måder. Jeg gør det uden at blinke og uden at tænke over det. Jeg gør det fordi de er en meget vigtig del af den lille familie som jeg og min bedste halvdel har sammen. De har adresse hos deres mor, men de er her hver anden weekend, i ferieperioder og på andre løsøre tidspunkter. De er en fast del af vores husstand.

Den ældste er nået i den alder, hvor næste skridt er ved at blive planlagt. Han går i 8. klasse, og de kigger på muligheder efter folkeskolen. Den ældste er en kvik knægt, og har pæren i orden, men er udfordret på visse områder rent fagligt. Han går ikke i specialklasse, og har overhovedet heller ikke brug for det, men der er omstændigheder som gør, at han ikke bare lige uden nøje planlægning og omtanke kan kastes videre i uddannelsessystemet. Han kan sagtens blive det han gerne vil være, men det skal bare arbejdes lidt ekstra på, og der skal måske tages lidt andre veje for at komme dertil. En af vejene kunne være et ophold på en efterskole, som kan føre ham præcis hen i mod det virke han siden sit 11. år har ytret han gerne vil, og som samtidig får ham dertil mens der også tages højde for hans udfordringer. En fod i hose løsning for ham.

Så langt så godt. Knægten, hans mor og min bedste halvdel har været på besøg på Try Efterskole, og det ligger i luften, at det er der han skal – og gerne vil – hen efter folkeskolen. Sammen med skolen han nu går på, har min bedste halvdel og drengens mor talt sammen om muligheden, de har talt med forskellige instanser, og er blevet udstyret med hver sit ark som skal udfyldes med henblik på økonomisk støtte til et ophold på efterskolen. Det er ikke billigt at gå på efterskole. Hos Try er prisen kr. 2.210 pr. uge foruden indmeldelsesgebyret på kr. 2.500. Derudover kommer der i løbet af et skoleår også andre udgifter så som lommepenge, eventuelle udflugter, udenlandsophold, materialer som skolen ikke betaler for osv. Der er altså en regning på minimum kr. 116.320, hvis man antager at der gennemsnitlig skal smides kr. 500 pr. uge for alle de andre ting ud over selve opholdet. Så det er en større udgift, og derfor er der også mulighed for at søge støtte, og derfor fik hans forældre papirerne med hjem, som skal udfyldes, så de kan finde ud af, hvor meget støtte de kan få, så de kan realisere drengens ønske og drøm om både opholdet og sin fremtidige karriere.

Men så er det jeg får ondt i maven, da jeg ser de papirer. Siden 2011 har det været således, at det er husstandens indkomst, som ligger grundlag til om, og i så fald hvormeget, tilskuddet kan gives til et barns efterskoleophold. Vores dreng kommer fra en skilsmissefamilie, og er derfor del af to husstande. Det viser sig så, at når der menes husstandens indkomst, så tæller alle indkomster i husstanden med i det regnestykke. Med andre ord; det er ikke kun mor og fars indkomst som skal tælles med, men også drengens mors kæreste og min da vi bor under samme tag med hver af drengens forældre. Jeg er overbevist om, at drengens mors kæreste tager en ligeså stor aktiv del i drengenes liv som jeg, og ligesom jeg uden at blinke tæller dem med i diverse daglige udgifter der er. Han bidrager uden at blinke – som jeg – til madindkøb, ferier, udflugter, tøjindkøb, fester, gaver osv. som kontinuerligt kommer i en dagligdag med børn. Men hvor højt vi end elsker de børn som er blevet en del af vores liv via vores samlever, så er vi ikke økonomiske ansvarlige for børnene. Når det kommer til f.eks. skoleophold så har jeg svært ved at se, hvorfor vores indkomst skal tælles med i det regnestykke. Det er ikke ham, og heller ikke mig som skal betale for det ophold – det er hans forældre. Vi kan ikke blive holdt til ansvar for den økonomiske udgift. Men det kommer vi til.

Vores den ældste har ikke én husstand med to forældre. Han har to husstande, hvori der er fire voksne, som hver i sær har deres indkomst. De fire indkomster regnes så sammen, og det siger sig selv, at hvis der er fire indkomster, så kommer der et totalbeløb frem, som ser forbandet godt ud. Men tilsammen har drengens mor og far ikke den overvældende indkomst, og tilsammen vil deres samlede indkomst udløse en støtte som gjorde, at de havde råd til at sende deres dreng på efterskole. Men når man smider min indkomst oveni, og også moderens halvdels indkomst, så smadrer han og jeg drengens muligheder for dette ophold. Vores to indkomster tilsammen gør, at muligheden for støtte til dette ophold er  nul kroner.

Jeg kan ved den søde grød ikke se, hvorfor min indkomst skal tælles med. Jeg betaler gerne de daglige udgifter som følger med, når man finder sammen med en som har børn fra tidligere forhold. Men jeg – og det er bestemt ikke fordi jeg ikke ønsker opholdet for drengen, eller ikke holder af ham – havde ingen planer om, og kan heller ikke se, hvorfor jeg skulle, betale så meget som en krone til opholdet. Men med de regler der er, så vil det være mig (og hans mors kæreste), som bliver gjort til syndebukkene. Det bliver  vores skyld at han ikke kommer på skolen, fordi vi mener vi ikke har pligt til at være med til at betale. Alternativt skal han og jeg føje os, og tage penge ud fra vores budget, og smide i kassen til opholdet. Men jeg kan altså ikke se rimeligheden eller retfærdigheden i det. Bare fordi der er i alt fire indkomster, betyder det ikke der er plads i den anden halvdels budget til at bidrage til det skoleophold. Og igen – jeg kan heller ikke se, hvorfor mit budget skal være en del af det regnestykke.

Jeg står i en rigtig rådden situation. Selv om jeg har en fin indkomst, så har jeg ikke nødvendigvis luft til at skulle addere en månedlig udgift til min bedre halvdels søns skoleophold, men jeg synes heller ikke det er min pligt. Men hvis jeg vælger ikke at gøre det, så er det mig som sætter en kæp i hjulet for drengens fremtid. Bidrager jeg ikke, så vil hans forældre ikke have råd til at sende ham afsted, og så er det mig som står som den store stygge ulv. Det er min skyld. Ligesom drengen, bliver jeg taget som gidsel i det her spil, og det synes jeg er rigtig rigtig ubehageligt.

Det regnestykke der er til rådighed er på alle måder stillet fuldstændig forkert op, og jeg synes ærlig talt, at det er et regnestykke som i allerhøjeste grad burde re-vurderes og sættes fokus på. Det er ikke kun vores dreng som står i denne situation, men mange tusindevis af andre børn, som sidder i samme familiekonstellation som han gør. Vi har to muligheder for at løse det regnestykke

  1. Jeg og drengens mors kæreste hoster op, og er medbetaler til hans skoleophold
  2. Jeg og drengens mors kæreste pakker hver i sær vores ting, og flytter ud af drengens forældres domiciler

Begge løsninger er uholdbare, men vi kommer til at vælge ét af dem. Jeg ved godt, hvilken af de ovenstående alternativer jeg ender med at vælge, hvis det kommer til det. Men det gør bestemt ikke noget ved min holdning og mening om, at det er rav ruskende forkert! Men selvfølgelig skal drengen på efterskole, hvis han vil det, men hvor er jeg arrig over den regel, for den hører ingen steder hjemme.

Jeg håber, virkelig håber, at der kan blive sat fokus på denne problematik, for jeg er sikker på at der allerede er, og at der vil komme mange flere, som er berørt af den, og jeg kan levende forestille mig, at der er mange sammensatte familier, som kan smuldre på baggrund af den regel, udover de børn som bliver frarøvet deres fremtid på grund af den, og de efterskoler som mangler eleverne som skulle have været der, men ikke kommer på grund af den regel.

Du må meget gerne være med til at skabe et fokus på denne problematik. Du kan dele indlægget, og være med til at skabe opmærksomhed. I mellemtiden skal drengens mor og far mødes med skolen for at tale alternativer, hvis efterskolen ikke kan blive en af dem. Drengens mor og far. Ikke drengens mor og hendes kæreste + drengens far og hans kæreste, for sjovt nok så bliver vi ikke medregnet til deltagelse i den snak af de forskellige instanser. Jeg tror vores dreng er heldig, for hvis ikke det kan være anderledes, så er han del af en konstellation som måske godt kan få enderne til at hænge sammen, men jeg ved også, at der er mange andre børn med samme drøm, for hvem det ikke bliver en mulighed på grund af reglen. Lad os for pokker lade vores børns uddanneles fremtidsdrømme leve, og blive til virkelighed, og ikke lade den være styret af økonomi!

Svundne tider

For dem som læser med på et tilbagevendende plan, vil de vide at jeg ca. en gang hvert halve år de sidste ti år, har mødtes med fire tøser fra min handelsskoletid. Vi bruger en aften i hinandens umådelige hyggelige selskab i en fem-seks timer. Vi får noget godt at spise, motioneret vores lattermuskler, brugt vores snakketøj og får lige vendt vores verdenssituationer. Det er en aften som jeg altid ser frem til, og for en lille måneds tid siden mødtes vi igen. Denne gang havde en af dem medbragt et klenodie, som vi alle havde glemt, og et klenodie som hun var den eneste der havde bevaret. Men da vi så den, kunne vi godt huske den.

Da vi startede i HG i 1991, fik vi alle den opgave at skrive én side hver til en slags starter-blå-bog. En bog som skulle hjælpe os til at lære hinanden lidt bedre at kende. Nogen skrev deres side i hånden, andre på skrivemaskine. Det var de færreste som på den tid havde en personlig hjemmecomputer, og hvis de havde, var det endnu færre som havde en printer. Yeps… så gammel er jeg! Vi fik bladret den igennem, og vi fik læst især vores egen, og de fire andres side. Det var ganske underholdende, og jeg kunne slet ikke huske, det jeg havde skrevet.

IMG_1194

Det var dengang jeg stadig hed Andersen. Dengang jeg stadig måtte spille håndbold. Dengang mine forældre var yngre end jeg er nu. Dengang jeg brugte mange weekendaftener og nætter på at vaske op. Dengang jeg boede på det værelse, hvor min kæreste og jeg overnattede sammen for første gang for knap 25 år siden, men ikke vidste at det 20 år senere skulle blive os. Dengang jeg stadig var en smule ked af mit røde hår. Dengang jeg stadig drak øl og drak mig halvfuld til klassefesterne (som nedenfor, hvor det er mig som skåler til fotografen) og til andre festlige lejligheder, og dengang man kun havde fastnetsnumre som lige var skiftet fra seks cifre til otte cifre, og hvor mobiltelefoner kun kunne fås som kæmpe kasser der vejede 20 kg.

1929252_47638717221_2462_n

Der er sket meget siden dengang, men der er stadig ting som holder ved. Jeg har stadig mit røde hår, og er nu rigtig glad for det, og i særdeleshed glad for at det hele, stadig har den røde farve. Jeg har stadig et hidsigt temperament (som jeg dog med årene har lært at kontrollere et langt stykke hen ad vejen), og jeg elsker stadig at drille (og ikke kun mine lillebrødre). Jeg bor nu igen tæt på byen Sindal, efter 16 år væk fra den. Min far er stadig på vej mod sin første toupé, men har nu et større areal at dække, og min mor er stadig tynd …. og så mødes jeg stadig med pigerne fra Handelsskolen, som jeg gjorde dengang.

Det er altså skægt med de der gamle glemte klenodier som dukker op. De vækker så gode minder, og samtidig bliver man lykkelig for det man havde, det som man fik bagefter, og det stykke vej man er nået siden da. Om ikke mange måneder så mødes jeg med pigerne igen, og jeg glæder mig allerede.

Forbandet

Jeg er næsten tom for ord. Jeg vidste det var på vej, men nu hvor det er sket, så rammer det. Det gør ondt i hjertet, jeg er uforstående for hvorfor og jeg er forbandet arrig.

I går blev den sidste dag for en tidligere tæt kollega. I en alt alt for ung alder, måtte hun lade kræften vinde, og drage til et sted, hvor hun nu er fri. Men selv om man kan sidde og synes at det var godt hun fik fred, så er jeg forbandet arrig over, at det sker. Det giver absolut ingen mening, at et så ungt menneske med næsten hele livet foran sig, ikke får lov til at opleve det.

på-gensyn-skilt-p

Forbandet være den sygdom, og mit hjerte går ud til hendes allernærmeste, samtidig med at jeg er taknemmelig for at jeg fik en flig med, af det korte liv hun levede.

Hello from the children of planet Earth

Jeg ved ikke med dig, men hvor synes jeg dog det er spændende! Spændende at tænke på, spændende at lære om, og spændende at få indblik i.

Jeg har fordybet mig i første episode af “Cosmos“. En rejse gennem universet, og jeg er kun 10 minutter inde i første afsnit inden jeg møder ind i første “nå…. det må jeg da lige se om jeg kan google mig frem til”. Dybt ude i universet er satellitten Voyager One på vej. På vej videre ud. Den er lige nu den satellit som er allelængst ude af vores satelitter. Den er på evig rejse, og de regner med, at der går ca. 40 år mere, inden den støder ind i et andet planetsystem end vores eget. Med ombord har den The Golden Record.

golden_record_cover_sm

Denne plade er den, som skal lære mulige andre livsformer om os og vores verden. På den har de en masse data, og der er selvfølgelig også en symbolsk illustration af, hvordan de livsformer som måtte finde den, skal afspille den. Så må vi jo så bare håbe på, at de livsformer har lært “symbolsk”. Der bliver i Cosmos ikke specificeret, hvad der er på denne plade, og det var her jeg blev nødt til at sætte det på pause, for jeg blev så nysgerrig efter at finde ud af, hvad det er der er blevet udvalgt til at skulle repræsentere os.

Det viser sig, at den er delt op i fire kategorier

  • Scenes from Earth
  • Greetings from Earth
  • Music for Earth
  • Sounds from Earth

Der er bl.a. blevet sendt lyde ud som chimpanser, traktor, kys og savning. Billeder af en fødsel, Jupiter samt en DNA struktur er smidt med. Musikken dækker lige fra Johnny B. Good, Beethoven og sang af Pygmæ piger. Endelig er der en hilsen fra Jorden på 55 forskellige sprog, som dækker over arabisk som hilser med ordene “hilsner til vores venner fra stjernerne. Vi håber vi mødes en dag”, og det simple spørgsmål som “hvordan har du det” på koreansk.

Det er simpelthen så skægt og spændende at læse om, og hvor synes jeg det er spændende at der derude – langt ude – svæver en disk rundt med indhold som en flok forskere har valgt som værende kernen af vores verden.

Tror du der er nogen fra en anden verden, som støder på den en dag?