Den første sommerdag anno 2017

Der er altså næsten intet som den første rigtige sommerdag på året. Sådan en har vi haft i dag, og den er blevet nydt udendørs til fulde for alle matriklens beboere.

Hollænderhønerne tramper og graver i deres hønseareal, og Misse Møghe struttede strunk rundt i sin flotte atlaskes.

Byggegrunden på Hegnet stråler altid gult på et tidspunkt i løbet af foråret. I dag var dagen, hvor mælkebøttetæppet kom til sin gode ret. Det kan hænde at den grund på et eller andet tidspunkt bliver solgt til nye naboer, men indtil videre, kan jeg hvert år nyde det gule hav.

Nova & Bailey har været udendørs sammen med os hele dagen. Nova duftede til sommerluften, Bailey til blomsterne og hele hundenydelsen blev momentvist afbrudt af fællesleg, og sidst på dagen mad på græsplænen.

Havemøblerne kom endelig frem på terrassen, og her fik jeg under parasollen nydt det meste af dagen, hvor jeg legede videre med min bulletjournal, som både koordinere, husker og sætter kreativiteten igang for og hos mig.

Aftensmaden kunne ikke være andet end grillmad, så efter en lang dag udendørs med sol fra en krystalblå himmel, blev gode bøffer indtaget, og om lidt afsluttes hele herligheden med første afsnit af endnu en omgang Matador.

Denne lørdag er meget tæt på at være den perfekte lørdag.

Søndagssol

Man begynder så småt at tro på, at det varmere vejr nok skal vinde over de kølige vinde. Naturen fortsætter i hvert fald sin fremgang ude i haven.

Mine kæmpetulipaner er godt på vej. Der bliver flere og flere af dem, som årene går. Det er stadig et mysterium, hvor de kommer fra. Et forår for cirka fire år siden, stod der en enkelt. Året efter tre, sidste år lidt flere og i år har jeg talt hele elleve. Måske de også alle får lov til at overleve i år. sidste år blev et par af dem fortæret af syv livlige hvalpe, og de sidste revet hovedet af, af en lille pige, som synes de var pænere end de hvalpe de var kommet for at kigge på.

I år er der kun to hunde i haven. De følger med i alt, og hvis de kunne få deres vilje, så ville de ikke kun være bag hegnet på Hegnet. Det sker, at de nogen gange får deres vilje uden vi har sagt god for det.

De toppede hollændere nyder også solen. De klukker og roder lystigt rundt i deres indhegning, og de hopper ikke lige over. De donerer dagligt æg til husholdningen, som vi forsøger at få brugt. Der er æggemadder til madpakkerne, æggesalat til samme, blødkogte æg til morgenmaden og æg til alt det vi skal bruge æg til. De er tre produktive damer.

Nyd resten af den solrige søndag vi har fået. Vi kan ikke vide os sikre på, at vinteren, kulden og slud vitterligt er jaget på porten for denne gangr.

Skibet er ladet med Korsbæk

I julegave fik den bedste halvdel fra sin arbejdsplads, et hotelophold. Det havde vi på forhånd bestemt os for, skulle bruges til en tur til Sjælland, hvor vi ville besøge Korsbæk på Bakken. Det gavekort, blev indløst her i de sidste dage af påsken.

Meget tidligt lørdag morgen, tog vi afsted, og ramte Dyrehavsbakken lidt før frokost. Vi ankom til en park som var næsten mennesketom. Vejret var ikke lige det som fik folk til at valfarte ud til en dag med sjov på Bakken. Men vi havde sørget for paraply og regnoverslag, og lod os ikke kue af efterårslignende vejrtilstande. Havde vi nu taget til Bakken med det formål, at vi også gerne ville nyde Bakken, så havde det nok været lidt mere vanskeligt for os at abstrahere fra vejret. Men vi var der primært fordi vi ville besøge Korsbæk. Inden vi kastede os ud i den velkendte bydel, fik vi fyldt depoterne op med en lækker frokost, hvor vi samtidig lige fik varmet kroppen godt igennem, inden vi skulle ud i det kolde våde vejr.

Hvis du har planer om at besøge Korsbæk også, så sørg for at booke din rundvisning. Korsbæk kan ses både udefra og indefra, men kun indefra, hvis du har booket dig på en rundvisning – og det er indefra, Korsbæk på Bakken er allermest interessant. Men man føler sig allerede lidt “hjemme” når man træder ind i området, da man bliver mødt af bygninger som man kender næsten som sin egen bukselomme

Rundvisningen tager sig ind ind bag facaderne, og bag historien. Du kan slet ikke lade være med at smile bredt, mens du bliver guidet rundt i de velkendte stuer, køkkener, butikker og restaurationer, og man forventer nærmest at møde beboerne, lige rundt hjørnet, da man i dén grad får en slags overbevisning om, at det her ikke bare er fiktivt, men at Korsbæk og alle dens beboere virkelig eksisterer.

Der er ansat skuespillere til at agere de forskellige personligheder. Således kan du snildt hænde at møde dem, mens du går rundt både inde- og udenfor. Nogengange er du endda så heldig, at du bliver vidne til en af de klassiske scener du kender så godt fra serien. De interagerer med folket som besøger deres by, og er deres karakter til fingerspidserne. Således kunne Maude da ikke forstå, hvorfor jeg ikke havde taget min pels på, da vi mødte hende i en café, hvor vi sad og fik lidt varm chokolade, og Agnes spurgte om vi havde set Boldt, da han endnu engang var væk, og for sent på den, til deres aftale i Kosmorama. Oluf kom traskende forbi med Kvik ved sin side, Iben skrånede i sit rideudstyr hen over torvet og Mads fik af Ingeborg i store ord at vide, at han var syg i hovedet!

Der kommer flere og flere skuespillere til, som sæsonen for alvor går i gang, men selv på en kold regnfuld forårsdag var der nok af dem at finde. Jeg er slet ikke skuffet over besøget, og for en rigtig Matadorfan, så er et besøg til Korsbæk et absolut “must”. Afsted med dig! Kan du ikke helt vente, så kan du se flere insider billeder her 

Trætte, kolde og våde efter en meget lang dag, fik vi os indlogeret på Cromwell i Sorø, som i sig selv også var en oplevelse

Det er så absolut et af de smukkeste Cromwell hoteller jeg har været på, som ud over landets største stråtag, byder på udsigt ud over egen vinmark, egen biavl, egen urtehave og bakkede landskaber. Det var en absolut fornøjelse at afslutte sin dag her, hvor vi også fik dagens sidste måltid.

Søndagen stod på hjemfart, men først skulle vi lige omkring Regstrup, hvor den bedste halvdels bror fejrede sin fødselsdag. Vi nåede lige at få hovedretten med, inden vi skulle afsted til færgen mod Aarhus og hjem. At vi så havnede i Ebeltoft i stedet for Aarhus er så en anden historie…. men hjem kom vi.

Kan du mærke det?

Vi er vist nok endelig nået dertil, hvor man nu begynder at kan mærke og se forskel næsten fra dag til dag. I fredags var de der ikke. I dag er de der.

Du strutter

Haven er i forandring. Endelig. Det pipbler, vokser og blomstrer. Gennem de næste fem måneder, vil der hver dag være en forandring. Lige nu er det vores to kirsebærtræer og de selvsåede kæmpetulipaner som tager rampelyset.

Det er slet ikke så tosset at nyde den have. Havde man spurgt mig for 10 år siden, om jeg værdsatte havenydelse, havedyrkning og havenusseri, så ville jeg have sagt aldrig. Men det er der jeg er endt. Jeg stornyder det, men holder den dog stadig på et niveau, hvor det meste havearbejde kan være overstået på max et par timer.

I drivhuset spirer og bobler det også. I weekenden skal der hyppes kartofler, og hvis vejret bare tillader det en lille smule, kan det tænkes at vores bålsted skal sættes op, så vi kan få årets første bålmåltid.

Det er altså en skøn tid vi er i, og går hen i mod.

Arvedrivhuset

En af de rigtig gode naboer, skal have bygget et misundelsesværdigt drivhus, næsten et orangeri, her i foråret. Det erstatter et drivhus, som de har haft i en hel del år. Før de valgte at smide det på gul & gratis, fik jeg budet, og jeg kom hurtigt til beslutningen om, at det drivhus aldrig kom på gul & gratis. I stedet kom det over i min have, så jeg for første gang kan kaste mig ud i drivhuskunsten. Jeg har siden sidste sommer gerne ville prøve det, og nu kan jeg teste om det er noget jeg kan – og gider – inden jeg en dag render ud og investerer i et helt nyt.

I dag fik vi sat de sidste glas i. Der var røget et par stykker under nedtagningen og flytningen fra den ene matrikel til den anden. Med det klaret, og med et strålende solskinsvejr, som lynhurtigt varmede glashuset op, så snart det var lukket til hele vejen rundt, kunne jeg få mere eller mindre helt styr på hvordan jeg ville indrette det. Så det har jeg brugt det meste af dagen på, og jeg må sige at jeg umiddelbart er ganske tilfreds.

Jeg havde fra start besluttet mig at have højbede, og de kom på plads allerede i sidste weekend. Men før jeg fik lukket til, gav det ingen mening at begynde på resten. Men et såbord med det tilbehør man nu engang bruger, var tiltænkt, og det er nu også brugsklar.

Da bordet var sat op, så kunne jeg begive mig i gang med det sidste af det, som kan sættes igang nu. Krydrerurterne som blev sået for en uge siden er kommet derud, og min koriander spirer allerede. Oregano, og en ordentlig portion karse (jeg elsker karse) er blevet sået. Almindelig salat, brøndkarse og rucola er nu også sat i sving, og så kunne jeg ikke dy mig for at være lidt pyntedukke også.

Jeg har fået sat aspsargeskartofler i et af de helt store højbede, så vi tidligt kan begynde at få nye kartofler, ligeså med lidt gulerødder. Jo – man kan sagtens dyrke både kartofler og gulerødder i drivhus. Der er to højbede tilbage, hvori tomater og skoleagurker skal bo. Men vi venter lige lidt med at sætte dem i jorden.

Et oliventræ har også fundet vej derind. Ikke fordi jeg regner med, at jeg kommer til at høste dem, men bare fordi jeg gerne ville, og fordi jeg kan.

Jeg har hygget mig gevaldigt med drivhuset i dag, og jeg glæder mig til at skulle lege mere med det som årstiden skrider frem. Hvem ved? Måske jeg inden for de næste par år, bliver så fascineret af det, at jeg opgraderer arvedrivhuset, til et helt nyt med plads til meget mere?

Jeg knirker når jeg går

Det er bidende koldt derude.  Men på den gode måde. Høj sol, flot himmel, minusgrader, knirken under støvlerne når man går og ingen vind. Lige det som får den friske fornemmelse frem i sig, når man har travet rundt derude. For ikke at tale om, hvor flot det er!

Det er en dag som byder dig udenfor. Med eller uden kamera, men godt pakket ind. Vi har planer om at hægte traileren på Astrid for at drage til Ikea. Her skal vi hente vores badeværelsesmøbler, for om ikke så længe er det tid til at installere dem. En dejlig søndag til Jer alle.

Julelys i Hamburg

For en uge siden pakkede den bedste halvdel og jeg Sally the Skoda, tastede Hamborg ind på GPS´en, og satte kursen mod vaskeægte tysk julemarked og storbyoplevelser.
Hotellet var valgt ud fra afstand til S-bahn, så vi med stor fordel kunne parkere Sally og undgå trafikkaos og rundforvirring. Det var en aldeles fornuftig beslutning, og selv om vi fik gået ualmindelig mange kilometer på ømme fødder, så kunne vi konstatere under vores ophold, at tog og gåben langt er at foretrække frem for bilen. Hamborg er kendt for sine julemarkeder. Vi var igennem en masse af dem, og kødranden af mennesker er noget man lige skal trække vejret over, og så bare go with the flow, frem for at blive irriteret over alle de fremmede skuldre man kommer til at berøre. Gennem hele Hamborg støder man på små som store pladser, som er sat op som små julemarkeder. Størstedelen af de boder der var på pladserne tilbød en eller anden form for spise eller drikke, hvor Glühwein var den ubestridte hersker. Man har lidt på fornemmelsen, at tyskerne render rundt i en lykkelig gløgg-rus hele december måned.

Visse boder bød på en langt større variation af mandler og nødder end vi er vant til, og en enkelt bod i Reperbahn, tilbød chokolade i utraditionelle former. Men på pladserne, og gennem alle stræder og butikker, var der også lys i massevis. Et meget betagende lysfest, hvoraf noget af det kan opleves lidt mere af i albummet Julelys i Hamborg. Rigtig meget af det var virkelig smukt, og andre ting, var så kikset at det var skægt. Men lysende alene gør at man ikke kan undgå at mærke den juletid vi er i.

Vi var heldige med vejret. Mens der var storm, rusk og regn hjemme i Danmark, vandrede vi rundt i mildt decembervejr, hvor hverken blæst eller regn var en gene. Vi fik gået stræder og gader tynde, vi fik holdt i hånd på de korte strækninger det kunne lade sig gøre at gå side om side, vi fik oset, vi fik købt, vi fik hygget, vi fik spist, vi fik drukket, vi fik slappet af og vi fik set.

Da julemarkederne og julelyset gør sig bedst efter mørkets frembrud, havde vi planlagt en tur til Miniatur Wunderland. Drengene og den bedste halvdel havde været her et par år forinden, og kom hjem og fortalte begejstret om det. Så nu vi var i Hamborg, så ville jeg rigtig gerne også opleve det, og da den bedste halvdel ikke var skuffet over første besøg, var han helt frisk på et genbesøg.

Vi brugte i omegnen af fem timer i bygningen med verdens største modeltogbane udstilling. Den er så fint indrettet, at den har sin helt egen døgnrytme. I jævne intervaller dæmpes lyset i hele bygningen så publikum også kunne få fuld udbytte af de mange lys der også er en del af udstillingen . Det er så fantastisk for både barn og voksen. Det er en vidunderverden af scenarier fra hele verdenen og mange begivenheder som er bygget op af – kan jeg kun gå ud fra – nogen entusiastiske modelbyggere med en god portion lun humor. Det er så detaljeret at det kan tage pusten fra dig, og så detaljeret at den røver tiden uden du ligger mærke til det. Du bliver totalt grebet af det, og forsøger at se samtlige detaljer – hvilket er fuldstændig umuligt. Men kigger man bare en lille smule godt efter, så opdager man rigtig fine morsomme detaljer, blandet ind i de storslående udstillinger.

Der var så meget at blive begejstre over, at mit kamera løb tør for batteri undervejs, og så måtte jeg ty til mobilkamera resten af vejen, da klaphatten her havde taget det ekstra-batteri med, som hun ikke havde fået opladet! Men der er mange flere billeder at se fra stedet her. Eller endnu bedre – tag selv derned og se det. Jeg kan varmt varmt anbefale det.

Vi fik fuldt ud udnyttet fredag aften og hele lørdagen i Hamborg. Det var en dejlig tur, og vi kom trætte men glade hjem til Danmark igen. Det var en tiltrængt weekend for to. Den ene ud af to weekender, hvor der for mit vedkommende siden starten af oktober, ikke har været andre ting i kalenderen. En ud af to weekender siden starten af oktober, hvor jeg ikke skulle tænke på andre end mig og den bedste halvdel. Nu er der benzin i tanken til at klare de sidste weekender af året, som også er fyldt op. Om endnu en uge er der sidste arbejdsdag anno 2015, og om under to uger, skal jeg danse om juletræ med 13 andre dejlige mennesker. I år er og bliver en god jul.

 

I Lørslev stiger månen op

Fra en distance på 384.405 kilometer, gør den sig sgu godt her til aften under sin opstigning!

Baby! Hold dig så i ro for pokker!

Babybilleder. Dem elsker de fleste. Men der er jo også nogen som skal tage dem, og i denne weekend, var det mig. Det er ikke en diciplin jeg har udøvet ret meget, og for pokker, hvor er det ikke nemt – og slet ikke, når man har en vildbasse nuserdreng på fem måneder foran objektivet. Sådan en krabat kan jo næsten ikke ligge stille! Men han er god øvelse, og i denne digitale tid, er der heldigvis ingen begrænsninger på, hvor mange skud man kan klikke af, og det er i allerhøjeste grad nødvendigt, for at få bare nogen enkelte billeder som kan gå an. Dem er der blandt mængden heldigvis også et par stykker af.


Jeg skal gerne indrømme, at de billeder er mere tilegnet held end forstand. Jeg forsøgte at bruge forstand, og selvfølgelig er det også en del af, at nogen af dem lykkedes, men det er  klart mere held. Men mon ikke det er med babybilleder, som alle andre billeder jeg render rundt og tager? Øvelse gør sig bedre. Mester tror jeg ikke jeg bliver, men jeg tror nok at jeg kan blive bedre.

Så hermed en opfordring derude til at producere babyer – jeg har brug for dem så jeg kan blive bedre til at tage billeder af dem!