Skibet er ladet med Korsbæk

I julegave fik den bedste halvdel fra sin arbejdsplads, et hotelophold. Det havde vi på forhånd bestemt os for, skulle bruges til en tur til Sjælland, hvor vi ville besøge Korsbæk på Bakken. Det gavekort, blev indløst her i de sidste dage af påsken.

Meget tidligt lørdag morgen, tog vi afsted, og ramte Dyrehavsbakken lidt før frokost. Vi ankom til en park som var næsten mennesketom. Vejret var ikke lige det som fik folk til at valfarte ud til en dag med sjov på Bakken. Men vi havde sørget for paraply og regnoverslag, og lod os ikke kue af efterårslignende vejrtilstande. Havde vi nu taget til Bakken med det formål, at vi også gerne ville nyde Bakken, så havde det nok været lidt mere vanskeligt for os at abstrahere fra vejret. Men vi var der primært fordi vi ville besøge Korsbæk. Inden vi kastede os ud i den velkendte bydel, fik vi fyldt depoterne op med en lækker frokost, hvor vi samtidig lige fik varmet kroppen godt igennem, inden vi skulle ud i det kolde våde vejr.

Hvis du har planer om at besøge Korsbæk også, så sørg for at booke din rundvisning. Korsbæk kan ses både udefra og indefra, men kun indefra, hvis du har booket dig på en rundvisning – og det er indefra, Korsbæk på Bakken er allermest interessant. Men man føler sig allerede lidt “hjemme” når man træder ind i området, da man bliver mødt af bygninger som man kender næsten som sin egen bukselomme

Rundvisningen tager sig ind ind bag facaderne, og bag historien. Du kan slet ikke lade være med at smile bredt, mens du bliver guidet rundt i de velkendte stuer, køkkener, butikker og restaurationer, og man forventer nærmest at møde beboerne, lige rundt hjørnet, da man i dén grad får en slags overbevisning om, at det her ikke bare er fiktivt, men at Korsbæk og alle dens beboere virkelig eksisterer.

Der er ansat skuespillere til at agere de forskellige personligheder. Således kan du snildt hænde at møde dem, mens du går rundt både inde- og udenfor. Nogengange er du endda så heldig, at du bliver vidne til en af de klassiske scener du kender så godt fra serien. De interagerer med folket som besøger deres by, og er deres karakter til fingerspidserne. Således kunne Maude da ikke forstå, hvorfor jeg ikke havde taget min pels på, da vi mødte hende i en café, hvor vi sad og fik lidt varm chokolade, og Agnes spurgte om vi havde set Boldt, da han endnu engang var væk, og for sent på den, til deres aftale i Kosmorama. Oluf kom traskende forbi med Kvik ved sin side, Iben skrånede i sit rideudstyr hen over torvet og Mads fik af Ingeborg i store ord at vide, at han var syg i hovedet!

Der kommer flere og flere skuespillere til, som sæsonen for alvor går i gang, men selv på en kold regnfuld forårsdag var der nok af dem at finde. Jeg er slet ikke skuffet over besøget, og for en rigtig Matadorfan, så er et besøg til Korsbæk et absolut “must”. Afsted med dig! Kan du ikke helt vente, så kan du se flere insider billeder her 

Trætte, kolde og våde efter en meget lang dag, fik vi os indlogeret på Cromwell i Sorø, som i sig selv også var en oplevelse

Det er så absolut et af de smukkeste Cromwell hoteller jeg har været på, som ud over landets største stråtag, byder på udsigt ud over egen vinmark, egen biavl, egen urtehave og bakkede landskaber. Det var en absolut fornøjelse at afslutte sin dag her, hvor vi også fik dagens sidste måltid.

Søndagen stod på hjemfart, men først skulle vi lige omkring Regstrup, hvor den bedste halvdels bror fejrede sin fødselsdag. Vi nåede lige at få hovedretten med, inden vi skulle afsted til færgen mod Aarhus og hjem. At vi så havnede i Ebeltoft i stedet for Aarhus er så en anden historie…. men hjem kom vi.

Du strutter

Haven er i forandring. Endelig. Det pipbler, vokser og blomstrer. Gennem de næste fem måneder, vil der hver dag være en forandring. Lige nu er det vores to kirsebærtræer og de selvsåede kæmpetulipaner som tager rampelyset.

Det er slet ikke så tosset at nyde den have. Havde man spurgt mig for 10 år siden, om jeg værdsatte havenydelse, havedyrkning og havenusseri, så ville jeg have sagt aldrig. Men det er der jeg er endt. Jeg stornyder det, men holder den dog stadig på et niveau, hvor det meste havearbejde kan være overstået på max et par timer.

I drivhuset spirer og bobler det også. I weekenden skal der hyppes kartofler, og hvis vejret bare tillader det en lille smule, kan det tænkes at vores bålsted skal sættes op, så vi kan få årets første bålmåltid.

Det er altså en skøn tid vi er i, og går hen i mod.

Arvedrivhuset

En af de rigtig gode naboer, skal have bygget et misundelsesværdigt drivhus, næsten et orangeri, her i foråret. Det erstatter et drivhus, som de har haft i en hel del år. Før de valgte at smide det på gul & gratis, fik jeg budet, og jeg kom hurtigt til beslutningen om, at det drivhus aldrig kom på gul & gratis. I stedet kom det over i min have, så jeg for første gang kan kaste mig ud i drivhuskunsten. Jeg har siden sidste sommer gerne ville prøve det, og nu kan jeg teste om det er noget jeg kan – og gider – inden jeg en dag render ud og investerer i et helt nyt.

I dag fik vi sat de sidste glas i. Der var røget et par stykker under nedtagningen og flytningen fra den ene matrikel til den anden. Med det klaret, og med et strålende solskinsvejr, som lynhurtigt varmede glashuset op, så snart det var lukket til hele vejen rundt, kunne jeg få mere eller mindre helt styr på hvordan jeg ville indrette det. Så det har jeg brugt det meste af dagen på, og jeg må sige at jeg umiddelbart er ganske tilfreds.

Jeg havde fra start besluttet mig at have højbede, og de kom på plads allerede i sidste weekend. Men før jeg fik lukket til, gav det ingen mening at begynde på resten. Men et såbord med det tilbehør man nu engang bruger, var tiltænkt, og det er nu også brugsklar.

Da bordet var sat op, så kunne jeg begive mig i gang med det sidste af det, som kan sættes igang nu. Krydrerurterne som blev sået for en uge siden er kommet derud, og min koriander spirer allerede. Oregano, og en ordentlig portion karse (jeg elsker karse) er blevet sået. Almindelig salat, brøndkarse og rucola er nu også sat i sving, og så kunne jeg ikke dy mig for at være lidt pyntedukke også.

Jeg har fået sat aspsargeskartofler i et af de helt store højbede, så vi tidligt kan begynde at få nye kartofler, ligeså med lidt gulerødder. Jo – man kan sagtens dyrke både kartofler og gulerødder i drivhus. Der er to højbede tilbage, hvori tomater og skoleagurker skal bo. Men vi venter lige lidt med at sætte dem i jorden.

Et oliventræ har også fundet vej derind. Ikke fordi jeg regner med, at jeg kommer til at høste dem, men bare fordi jeg gerne ville, og fordi jeg kan.

Jeg har hygget mig gevaldigt med drivhuset i dag, og jeg glæder mig til at skulle lege mere med det som årstiden skrider frem. Hvem ved? Måske jeg inden for de næste par år, bliver så fascineret af det, at jeg opgraderer arvedrivhuset, til et helt nyt med plads til meget mere?

Jeg knirker når jeg går

Det er bidende koldt derude.  Men på den gode måde. Høj sol, flot himmel, minusgrader, knirken under støvlerne når man går og ingen vind. Lige det som får den friske fornemmelse frem i sig, når man har travet rundt derude. For ikke at tale om, hvor flot det er!

Det er en dag som byder dig udenfor. Med eller uden kamera, men godt pakket ind. Vi har planer om at hægte traileren på Astrid for at drage til Ikea. Her skal vi hente vores badeværelsesmøbler, for om ikke så længe er det tid til at installere dem. En dejlig søndag til Jer alle.

Julelys i Hamburg

For en uge siden pakkede den bedste halvdel og jeg Sally the Skoda, tastede Hamborg ind på GPS´en, og satte kursen mod vaskeægte tysk julemarked og storbyoplevelser.
Hotellet var valgt ud fra afstand til S-bahn, så vi med stor fordel kunne parkere Sally og undgå trafikkaos og rundforvirring. Det var en aldeles fornuftig beslutning, og selv om vi fik gået ualmindelig mange kilometer på ømme fødder, så kunne vi konstatere under vores ophold, at tog og gåben langt er at foretrække frem for bilen. Hamborg er kendt for sine julemarkeder. Vi var igennem en masse af dem, og kødranden af mennesker er noget man lige skal trække vejret over, og så bare go with the flow, frem for at blive irriteret over alle de fremmede skuldre man kommer til at berøre. Gennem hele Hamborg støder man på små som store pladser, som er sat op som små julemarkeder. Størstedelen af de boder der var på pladserne tilbød en eller anden form for spise eller drikke, hvor Glühwein var den ubestridte hersker. Man har lidt på fornemmelsen, at tyskerne render rundt i en lykkelig gløgg-rus hele december måned.

Visse boder bød på en langt større variation af mandler og nødder end vi er vant til, og en enkelt bod i Reperbahn, tilbød chokolade i utraditionelle former. Men på pladserne, og gennem alle stræder og butikker, var der også lys i massevis. Et meget betagende lysfest, hvoraf noget af det kan opleves lidt mere af i albummet Julelys i Hamborg. Rigtig meget af det var virkelig smukt, og andre ting, var så kikset at det var skægt. Men lysende alene gør at man ikke kan undgå at mærke den juletid vi er i.

Vi var heldige med vejret. Mens der var storm, rusk og regn hjemme i Danmark, vandrede vi rundt i mildt decembervejr, hvor hverken blæst eller regn var en gene. Vi fik gået stræder og gader tynde, vi fik holdt i hånd på de korte strækninger det kunne lade sig gøre at gå side om side, vi fik oset, vi fik købt, vi fik hygget, vi fik spist, vi fik drukket, vi fik slappet af og vi fik set.

Da julemarkederne og julelyset gør sig bedst efter mørkets frembrud, havde vi planlagt en tur til Miniatur Wunderland. Drengene og den bedste halvdel havde været her et par år forinden, og kom hjem og fortalte begejstret om det. Så nu vi var i Hamborg, så ville jeg rigtig gerne også opleve det, og da den bedste halvdel ikke var skuffet over første besøg, var han helt frisk på et genbesøg.

Vi brugte i omegnen af fem timer i bygningen med verdens største modeltogbane udstilling. Den er så fint indrettet, at den har sin helt egen døgnrytme. I jævne intervaller dæmpes lyset i hele bygningen så publikum også kunne få fuld udbytte af de mange lys der også er en del af udstillingen . Det er så fantastisk for både barn og voksen. Det er en vidunderverden af scenarier fra hele verdenen og mange begivenheder som er bygget op af – kan jeg kun gå ud fra – nogen entusiastiske modelbyggere med en god portion lun humor. Det er så detaljeret at det kan tage pusten fra dig, og så detaljeret at den røver tiden uden du ligger mærke til det. Du bliver totalt grebet af det, og forsøger at se samtlige detaljer – hvilket er fuldstændig umuligt. Men kigger man bare en lille smule godt efter, så opdager man rigtig fine morsomme detaljer, blandet ind i de storslående udstillinger.

Der var så meget at blive begejstre over, at mit kamera løb tør for batteri undervejs, og så måtte jeg ty til mobilkamera resten af vejen, da klaphatten her havde taget det ekstra-batteri med, som hun ikke havde fået opladet! Men der er mange flere billeder at se fra stedet her. Eller endnu bedre – tag selv derned og se det. Jeg kan varmt varmt anbefale det.

Vi fik fuldt ud udnyttet fredag aften og hele lørdagen i Hamborg. Det var en dejlig tur, og vi kom trætte men glade hjem til Danmark igen. Det var en tiltrængt weekend for to. Den ene ud af to weekender, hvor der for mit vedkommende siden starten af oktober, ikke har været andre ting i kalenderen. En ud af to weekender siden starten af oktober, hvor jeg ikke skulle tænke på andre end mig og den bedste halvdel. Nu er der benzin i tanken til at klare de sidste weekender af året, som også er fyldt op. Om endnu en uge er der sidste arbejdsdag anno 2015, og om under to uger, skal jeg danse om juletræ med 13 andre dejlige mennesker. I år er og bliver en god jul.

 

Baby! Hold dig så i ro for pokker!

Babybilleder. Dem elsker de fleste. Men der er jo også nogen som skal tage dem, og i denne weekend, var det mig. Det er ikke en diciplin jeg har udøvet ret meget, og for pokker, hvor er det ikke nemt – og slet ikke, når man har en vildbasse nuserdreng på fem måneder foran objektivet. Sådan en krabat kan jo næsten ikke ligge stille! Men han er god øvelse, og i denne digitale tid, er der heldigvis ingen begrænsninger på, hvor mange skud man kan klikke af, og det er i allerhøjeste grad nødvendigt, for at få bare nogen enkelte billeder som kan gå an. Dem er der blandt mængden heldigvis også et par stykker af.


Jeg skal gerne indrømme, at de billeder er mere tilegnet held end forstand. Jeg forsøgte at bruge forstand, og selvfølgelig er det også en del af, at nogen af dem lykkedes, men det er  klart mere held. Men mon ikke det er med babybilleder, som alle andre billeder jeg render rundt og tager? Øvelse gør sig bedre. Mester tror jeg ikke jeg bliver, men jeg tror nok at jeg kan blive bedre.

Så hermed en opfordring derude til at producere babyer – jeg har brug for dem så jeg kan blive bedre til at tage billeder af dem!

Glimt af en ferietur

Vi er godt på den anden side, af vores udenlandstur. To drenge, to voksne og en hund pakkede en opel Astra, som blev byttet med en Caravellebus, venligt gratis udlånt til os af en nordtysk ven. Ned gennem Tyskland susede vi, og tog en overnatning i Duchcov i Tjekkiet. En søvning forstad til Pragh, men som ved nærmere inspektion havde en vældig interessant historie. Vi havde booket os ind på Hotel Casanova, og vi grinte lidt af navnet. Lige indtil vi på vores gåtur mod spisested, passerede slottet Dux.

Da vi ikke kunne læse det som stod på informationstavlen, fik vi os senere googlet os frem til, at på dette slot tilbragte selveste Casanova sine sidste 13 år som bibliotekar. Så gav det pludselig langt mere mening, at mange små oaser i byen, hed Casanova dit og Casanova dat. Vi sagde farvel til det hundevenlige hotel tidligt næste morgen for at begive os ud på den sidste etape, som ville lade os krydse grænsen til Slovakiet og til sidst Ungarn, hvor destinationen hed Tata. Her var vi også for fire år siden, og vennerne dernede har siden da forespurgt, hvornår vi kom igen. Det gjorde vi så i år.

Vi blev indlogeret i en dejlig lejlighed, som var udstyret med aircondition, som allerede første dag, skulle vise sig at være himmelsendt for både mennesker og dyr. Tata er placeret en lille time syd for Budapest, og på førstedagen efter ankomsten, tog drengene og den bedste halvdel på politibesøg. I den ungarske venneflok er en politimand, og han ville så gerne eskortere drengene rundt på politistationen. Alt i mens de fik den rundvisning, benyttede jeg lejligheden til at besøge nabopladsen til vores lejlighed. Lige over på den anden side er en geologisk attraktion, hvorpå der er placeret en kirke på en høj bakke/klippe, hvor der nedenfor er en cirkel sten i stil med Stonehenge.

For at komme op til kirken, skal man i bedste bjergbestiger stil, klatre op af klippevæggen. Vel at mærke uden sikkerhedsline, og kun støttet af et meget simpelt gelænder, hvortil der ikke hører nogen deciderede trappetrin, men kun små afsats i forskellige retninger, som skal passe med sine egne skridt og sin skostørrelse. Vi var også oppe ved den sidste gang vi var der, og dengang mødte vi en stor ungarsk ulv, som kom luntende ca. 10 meter forbi os. Jeg kan godt afsløre, at vi stod helt stille og stirrede på den i både lidt frygt, fulde af respekt og med stor fascination. Jeg skal ikke undsige mig, at det møde stod frisk i min hukommelse da jeg denne gang klatrede op til kirken alene. Tænk om ulven var der endnu? Det var den ikke, men jeg kiggede lidt mere ovre mine skuldre end vanlig, og var på vagt. Men ulven udeblev, og det gjorde også forståelsen af, hvad det her sted er. Alle skilte er på ungarsk, og det eneste jeg kan forstå er, at det blandt andet er et geologisk museum. Kirken er ikke i brug, og man kan ikke komme ind, men hvad, hvordan og hvorfor er jeg ikke blevet klogere på – selv google kunne i det her tilfælde ikke hjælpe mig, da alt jeg kunne finde om dette også kun står på ungarsk.

Torsdag drog vi på dagstur til Budapest, mens vi lod Bailey være hjemme i den afkølede lejlighed. Vi fik genset Fishermans Bastion og udsigten over Donau, hvor det var en selvfølge at der skulle tages selfies i alle afskygninger

Vi fik udforsket den underjordiske labyrint, hvor Grev Dracula blandt andre havde siddet som fange i et års tid, kørt op og ned i en 100 år gammen funicular, spist en rigtig god frokost, og fik os erhvervet en parkeringsbøde

Vi havde rent faktisk undersøgt, før vi parkerede. Som vi fangede den ualmindelig gode plads, kom der en p-vagt gående forbi. Han kunne engelsk, og på spørgsmålet om vi måtte parkere lige der, svarede han ja, og tilføjede at lige her var det gratis, men bevægede vi os ned på den anden side, så ville det koste penge. Så vi efterlod bilen i god tro, og blev derfor lidt overrasket over at se skrivelsen under vinduesviskeren. Vi fik os senere googlet translated os frem til, at vi holdte ulovligt parkeret. Så enten så har p-vagten ikke haft styr på reglerne, eller så har han set muligheden for at tage røven på de stakkels turister. Når det så er sagt, så er bøde på de 5.720 ft (hvis man betalte inden for 14 dage, og herefter ville det så koste de 18.040 som vi også fik os googlet translated os frem til), svarende til den nette sum af 137 danske kroner, hvilket er en trediedel af det beløb vi gav for fire år siden i parkeringsautomat inde i Budapest. Så det var rent faktisk billigere for os at tage bøden, end at betale for at holde legalt. Og ja – vi betalte bøden inden vi forlod Ungarn. Ungarn har nemlig samarbejde med Danmark om at kunne opkræve via skat, hvis man som turist render fra en p-bøde.

I nærområdet af Tata er der naturligvis også en del at opleve. Vi tog derfor løbende på ekskursion til Tatabanya og nærområde, hvor vi holdte aftensudsigt ud over Tatabanya, alt imens vi beundrede den 15 meter store ørn, Turul

Vi fik kigget på adskillelig solsikkemarker, som viste sig fra sin bedste side, og set mere udsigt fra Hilltop, hvor der dyrkes vin af yderst skøn kvalitet

På en af de varmeste dage, havde vi planlagt en tur til Balatonsøen, som var en køretur på små to timer. Baghistorien for Balaton er, at da vi var i Ungarn for fire år siden, havde vi lagt op til den helt store lækre badedag i den magiske sø over for vores, dengang, 8 & 11 årige knægte. De glædede sig, og vi kørte de to timer, godt hjulpet på vej af GPSen som var sat til, og havde nøjagtigt fundet, Balaton. Ved enden af turen, ankommer vi til en by navngivet Balaton, og som ligger helt oppe ved den Slovakiske grænse. Drengene var storskuffet og direkte sure, og nærmest forlangte at vi vendte rundt og kørte direkte til det rigtige Balaton som nu lå 500 km i den modsatte retning. Her måtte vi sige nej, til endnu mere skuffelse for drengene, og at Balaton måtte blive næste gang vi kom til Ungarn. Det var så i år det løfte skulle indfries, og selv om de nu er 12 & 15, så glædede de sig ligeså meget til det denne gang, som for fire år siden. Denne gang, havde os voksne også sørget for at researhce lidt bedre, og sikret os at vi ramte det rigtige sted, og ikke endnu engang havnede i det falske Balaton. Stor var derfor både lettelse og glæde, da vi for enden af destinationsvejen, kunne se det meget klare blå vand foran os. Der var ingen grænser for, hvor meget det blev nydt af både voksne og børn. Det er en helt fantastisk sø at bade i på alle mulige niveauer, og bliver bestemt ikke dårligere at være i, når temperaturen sniger sig op på 36 grader og høj solhimmel.

Vores sidste dag i Ungarn bød på fisketur. Vores ungarske venner havde arrangeret en fantastisk fisketur ved en lækker sø i Ebszönybanya. De havde sørget for at hele den ene søbred kun var til os, og så var der ellers lagt frem med fiskegrej, fiskemadding, frokost og aftensmad. En hel dag i fuldstændig afslapningens tegn i godt selskab, og i en varme og sol, som især den største havde lidt problemer med denne dag, da han ved Balaton, havde fået sig en lille solskoldning. Men han holdt i og holdt til i skyggen, og fiskene strømmede ind. Da vi sagde farvel, havde de to knægte tilsammen fisket i nærheden af 40 fisk ind.

Det var en skøn dag, og jeg havde hele ugen igennem klaret solen så fint. Jeg er – qua min hårfarve – en type som solen godt kan være hård ved i løbet af kort tid. Men de sidste 7-8 år, har jeg kunne tolerere mere og mere, men er stadig rigtig god til at passe på. Men denne dag ved søen, fik solen alligevel også godt fat i mig.

Det skal dog siges, at det ser værre ud end det viste sig at være. Jovist har jeg fået sol, og da vi kom hjem kunne jeg da også svagt mærke en lille brænden i panden. Men jeg smurte mig godt ind i aftersun og creme, og da jeg vågnede næste morgen, var jeg på ingen måder hverken varm, øm eller følsom over for solen. Det var de andre tre, som i løbet af den næste uge oplevede både lettere smerte, senere kløende rygge, næser og pander, for til sidst at skælle hud. Alt det oplevede jeg ikke, så selv om jeg er den ud af os alle fire som er mest udsat for solens konsekvenser, endte det med at jeg var den som var mindst ramt.

Efter ni dage hjemmefra, begyndte vi turen tilbage til Danmark. Vi overnattede på returvejen igen hos Casanova i Tjekkiet, og drønede så igennem til Slovakiet og op igennem Tyskland, hvor vi byttede tilbage til den røde Opel Astra. Planen var, at vi skulle have haft en overnatning i Tyskland også på vejen hjem, som vi gjorde på vejen ned, men når man nu er på vej hjem, så vil man også bare gerne hjem. Så vi havde besluttet os for at tage det lange seje træk fra Tjekkiet og hele vejen hjem til Lørslev. Det tog os alt i alt 13 timer, men det var det hele værd, da vi lidt over midnat sidste tirsdag kunne smide os i egen seng. Ude godt – men hjemme er altså bare bedst.

Hverdagen er så småt ved at indfinde sig igen. Den bedste halvdel er påbegyndt arbejde igen efter to ugers sommerferie. Jeg selv har lige denne uge med også, før jeg finder vejen tilbage på jobbet igen. Men når jeg gør, kan jeg kigge tilbage på en sommerferie som har være skøn. Jeg har haft oplevelser, rejseaktivitet, sommer & sol, familietid og egotid i denne uge som jeg er i lige nu. Jeg er ikke i tvivl om, at samtlige batterier vil være fuldstændig ladet op når jeg kommer tilbage på arbejde. Men indtil da har jeg lige lidt mere ferie at nyde, og den har været og er stadig en af de bedre.

Der er forår i min have

 

I hjørnet af indgangen til vores brændeskur/altmuligskur ligger hun på og i en rede og ruger. Hun har bygget den uden jeg har lagt mærke til det, og hun har bygget den lige der i indgangen til trods for at der de sidste fire uger har været en konstant farten ind og ud med trillebør, da kommende vinters brænde er i gang med at blive kløvet og lagt derind til tørring.

Under hende ligger der uden tvivl de nydeligste små æg, og med hendes redelighed er det nu sikkert og vist, at foråret er kommet for at blive.