Søndagssol

Man begynder så småt at tro på, at det varmere vejr nok skal vinde over de kølige vinde. Naturen fortsætter i hvert fald sin fremgang ude i haven.

Mine kæmpetulipaner er godt på vej. Der bliver flere og flere af dem, som årene går. Det er stadig et mysterium, hvor de kommer fra. Et forår for cirka fire år siden, stod der en enkelt. Året efter tre, sidste år lidt flere og i år har jeg talt hele elleve. Måske de også alle får lov til at overleve i år. sidste år blev et par af dem fortæret af syv livlige hvalpe, og de sidste revet hovedet af, af en lille pige, som synes de var pænere end de hvalpe de var kommet for at kigge på.

I år er der kun to hunde i haven. De følger med i alt, og hvis de kunne få deres vilje, så ville de ikke kun være bag hegnet på Hegnet. Det sker, at de nogen gange får deres vilje uden vi har sagt god for det.

De toppede hollændere nyder også solen. De klukker og roder lystigt rundt i deres indhegning, og de hopper ikke lige over. De donerer dagligt æg til husholdningen, som vi forsøger at få brugt. Der er æggemadder til madpakkerne, æggesalat til samme, blødkogte æg til morgenmaden og æg til alt det vi skal bruge æg til. De er tre produktive damer.

Nyd resten af den solrige søndag vi har fået. Vi kan ikke vide os sikre på, at vinteren, kulden og slud vitterligt er jaget på porten for denne gangr.

En Gammel Kending

Vi scorede jackpot med vejret i går. Det var det mest fantastiske forårs vejr, og det ville være tæt på en forbrydelse, hvis man ikke sørgede for at udnytte det.

Det inviterede til begyndelsen af et lille projekt, som jeg havde i tankerne. En gammel folkeskolekammerat var klar til at skille sig af med sin gamle cykel.

Jeg har i gemmerne smalfilm, hvor jeg som tre-årig kæmper en brav kamp for at køre netop denne model hen over knoldede marker. Jeg fik ingen succes – tværtimod viser smalfilmen, at det ikke kun er mig som på tidspunkter var udfordret med denne model.

Selv om den voldte mig så store problemer i min barndom, så bliver jeg varm om hjertet når jeg ser den gamle racer. Den skulle ikke have lov til at lide storskraldsdøden, så jeg afhentede cyklen hos folkeskolekammeraten.

Med Carpenters i højttalerne, sol fra en skyfri blå himmel og varmegrader som gjorde jeg kunne arbejde ude, uden jakke fik jeg påbegyndt processen med at give denne gamle traver nyt liv og nyt formål.

Jeg er godt i gang, og i dag når arbejdsdagen er kommet til sin ende, skal jeg hjem og vikle de dele ud, som blev dækket til for ikke at blive ramt af spraymalingen. Jeg skal vurdere om den skal have en omgang mere, men jeg vil også gerne have at man kan se, at den har alder. Den skal langtfra stå som funklende ny. Det værende sagt, så trængte den dog til en lille smule kærlighed. Det har den fået, og får lidt mere, og hvis alt er i orden i eftermiddag, så vil det lille lad tilbyde hjem til de små påskeliljer. Igennem forår og sommer vil ladet således skifte sit udseende, og den lille trehjulet cykel vil leve videre som nostalgisk havepynt.

Forårsfornemmelser på en lørdag

Jeg har hørt og læst mig til, at det ikke er alle steder i landet, at man har haft en forårsagtig lørdag. Men lad mig blot sige, at her i Lørslev, har det været præcis det. Høj solskin, flok blå himmel og minimal vind. Sådan en dag, hvor man bare ved den er spildt, hvis man bruger den indendørs, og sådan en dag, hvor man slet ikke kan lade være med at lave noget.

Så jeg gik i drivhuset. Det har stået og ventet på en forårsdag, som inviterede mig til at gøre de første tiltag til en ny sæson. Gennem vinteren er der røget et par ruder, og de skal nok blive skiftet inden vi for alvor går i gang. Men inden da, fik jeg ryddet til side og ud, af de ting som har brugt drivhuset som opbevaringslager igennem efteråret og vinteren. Jeg fik vendt jorden i de forskellige bede derinde, tilføjet en anelse nyt jord, og smidt gødning hen over det. Jeg tog min højttaler med ud, og så fandt jeg skovle, håndrive, krukker og diverse frem for at hygge mig i glashuset i et par timer.

Jeg fandt de stedmorblomster frem, som en kollegas mor fik hentet ind her i løbet af ugen, og fik dem plantet i forskellige krukker, og de står nu beskyttet ude i drivhuset, hvor de skal hygge sig, og gro lidt, inden de skal ud og pynte i landskabet omkring matriklen.

Jeg fandt også nogen såfrø frem, og jeg har taget chancen og sat tre hold dild og to hold tomater igang. Så får vi at se om det er for tidligt, eller om det lykkedes dem at få fat i den varme der så småt – og i sær i dag – er ved at indfinde sig bag glasset. Jeg fik rykket godt fra hånden, og det glæder mig, at mit drivhus nu igen begynder at spire, og at det igen er dekorativt at se på også. Det er altså lidt pænere når der er liv derinde, frem for ingenting.

Nu vi var i gang med en slags forårsklargøring, så var vejret også til, at jeg kunne få ryddet ud, op, støvsuget og vasket Sally the Skoda ned indvendigt, så også hun blev fin og en fornøjelse at være inden i igen. Da det var gjort, smed jeg Bailey ind på forsædet, hægtede ham fast i hundeselen, rullede vinduet ned, og lå rute mod Hjørring for at give Sally et bad udvendigt også. Bailey fik sin første forårstur, hvor hans ører og snude blafrede i forårsvejret på Sæbyvej.

Han så dog ikke ud til at han syntes det ville være nogen oplevelse at sidde inde i kabinen mens Sally blev maskinvasket (det synes jeg ellers at huske var ganske sjovt, da jeg var barn), så mens hun blev rengjort, fik han lov til at tisse på flagstængerne og skiltepælene ved tankstationen.

Nu er to af de ting som kun er mine, forårsklar og klar til mere. Solen skinner stadig, og himlen er fortsat blå. Lad os bare få mere af det.

 

Sindero … endelig

Søndagen har budt på dejligt vejr, så meget af den har jeg brugt i naturen. Faktisk har jeg brugt naturen rigtig meget over de sidste par måneder. Jeg har i min stressproces, fundet ud af, at ude i naturen mærker jeg friheden. Jeg vil helst være i den alene, når jeg bruger den som et redskab, kun akkompagneret med en af mine hunde. De har ikke noget imod det. Men jeg har travet rigtig mange kilometer i diverse hundeskove, over bakker og marker, hen ad forskellige strande, og siddet på mangen en høj, hvor jeg bare har siddet stille. Tankerne eksisterer ikke. Ansvarsfornemmelse forsvinder. Pligter er væk. Der er bare stilhed. Stilhed helt inde i hovedet og i hele kroppen. I sidste weekend, var der et tidspunkt, hvor jeg fysisk kunne mærke – mens jeg vandrede rundt i en hundeskov – at det som bor inden i mig boblede af glæde og tilfredshed. Jeg stoppede brat op, for det var et meget vigtigt øjeblik. Helt inderst inde kunne jeg mærke glæde, overskud og fred. I dét øjeblik mærkede jeg dét, jeg har kunne mærke komme sig snigende de sidste par måneder; at jeg stort set er nået på den anden side.

Når det er sagt, så er jeg ikke på den anden side som før. Det er en anden side jeg er kommet ud på. Der er ting, som jeg ikke kan mere, og ting jeg kan igen, men bliver nødt til at gøre på en anden måde. Jeg har lært frygtelig meget på denne rejse, men mest af alt at jeg ikke må glemme. Det er lidt som en ædru alkoholiker. Begynder man med de gamle vaner, så vil man med stor sandsynlighed ryge direkte tilbage i det hele igen. Så jeg skal altid være opmærksom, og jeg skal finde fred med at der temmelig sikkert til evig tid, vil være en flig af det tilbage i mig, og at jeg vil kunne mærke det i ny og næ, og i nogen situationer hurtigere end førhen. Forskellen fra før til nu ligger blot i, at jeg nu har redskaberne til at stoppe det før det udvikler sig. Forhåbentligt. Men i det store billede er jeg igennem det – i hvert fald nok til at jeg igen føler  mig ovenpå i det meste.

Julen banker på døren, og da vejret var så skønt, drog jeg til kirkegården for at gøre farmor & farfar klar til julesæsonen. Jeg er ikke den eneste som har været forbi. På graven lå allerede en fin lille stjerne, og inden jeg tog derfra igen, var der også lidt gran, et par dekorationer mere, og et lys i mørket, som vil brænde den næste uge. Det var dog ikke kun vejret som var bidragende til, at det netop var i dag, jeg valgte kirkegården. I dag er det nøjagtig et år siden vi sagde farvel til en smuk ung kvinde, som tabte sin korte kamp mod kræften, og selv om det var min farmor og farfar jeg puslede om, så var tankerne i dén grad også på Susanne. Jeg fik sagt god jul til dem alle, og selv om tiden går, så er de alle gemt og husket.

Livets kontraster er mange, men jeg tror jeg er ved at finde tilbage til det punkt, hvor jeg er god til at finde de gode kontraster. Værdsætte hvad jeg har, hvad jeg kan og der hvor jeg med ægthed kan sige, at de ting som irriterer mig, er småting i det store billede. Jeg er udpræget optimist, og tror på at hvis man samtidig er realist, så kan man kun få det godt. De to ting sammen gør, at man er i stand til at tage hånd om sin egen skæbne, så at sige. Det gør at man er i stand til at handle, hvis man synes der er ting som ikke er som det skal være. Man bliver sin egen lykkes smed.

Det er også, set i bakspejlet, hvad jeg har gjort i forhold til mit arbejde med at komme ud af mit stress. Det er mig som satte gang i maskineriet, fordi jeg ikke brød mig om den tilstand jeg synes jeg var i. Jeg har arbejdet hårdt, og fulgt de råd og vejledninger jeg har fået undervejs af professionelle. Også de råd og vejledninger som jeg synes var lige en tand for holistiske og underlige – men de hjalp!

Jeg skal stadig arbejde med det hele, og jeg vil kun sige dette: føler du at der er noget som ikke er tilfredsstillende, så gør noget ved det! Uanset hvad det er, så gør noget! Den som ikke handler ændrer ikke tingene. Den som gør, rykker sig. Bare gør noget. Uanset hvad der kommer ud af handlingen, så har du sparket gang i en proces, som flytter dig fra A til B …. og så er du allerede et andet sted end der, hvor du startede. Et andet sted en det sted du ikke var tilfreds med. Det er ikke nødvendigvis resultatet du skal stræbe efter, men måske mere rejsen du begiver dig ud på du skal lære af. Se, hvor den fører dig hen. Men det hele starter kun hos dig selv.

Gør noget!

Fluesvampparade

Vi har stillet uret tilbage til normaltid, og når man sætter uret tilbage, så skal havemøblerne ind. Det fik vi så gjort, og en rundvandring i haven, afslørede en hel parade af fluesvampe, i et af hjørnerne.

Fluesvamp-parade luesvamp

Selv om de er ganske fine at kigge på, så fik de kun lov til at overleve videre til enden af disse billeder. Nu er de ryddet, for jeg vil ikke risikere at hverken Bailey eller Nova finder på, at det kunne være ganske sjovt at tygge lidt på de fætre.

Havemøblerne og vores pavillion var det sidste af forårets og sommerens rester i haven. Alt er nu vinterklar derude. Men på den anden side af frost, blæst, regn og måske sne venter foråret som igen vil bringe hele pragtfuldheden tilbage.

Du strutter

Haven er i forandring. Endelig. Det pipbler, vokser og blomstrer. Gennem de næste fem måneder, vil der hver dag være en forandring. Lige nu er det vores to kirsebærtræer og de selvsåede kæmpetulipaner som tager rampelyset.

Det er slet ikke så tosset at nyde den have. Havde man spurgt mig for 10 år siden, om jeg værdsatte havenydelse, havedyrkning og havenusseri, så ville jeg have sagt aldrig. Men det er der jeg er endt. Jeg stornyder det, men holder den dog stadig på et niveau, hvor det meste havearbejde kan være overstået på max et par timer.

I drivhuset spirer og bobler det også. I weekenden skal der hyppes kartofler, og hvis vejret bare tillader det en lille smule, kan det tænkes at vores bålsted skal sættes op, så vi kan få årets første bålmåltid.

Det er altså en skøn tid vi er i, og går hen i mod.

Arvedrivhuset

En af de rigtig gode naboer, skal have bygget et misundelsesværdigt drivhus, næsten et orangeri, her i foråret. Det erstatter et drivhus, som de har haft i en hel del år. Før de valgte at smide det på gul & gratis, fik jeg budet, og jeg kom hurtigt til beslutningen om, at det drivhus aldrig kom på gul & gratis. I stedet kom det over i min have, så jeg for første gang kan kaste mig ud i drivhuskunsten. Jeg har siden sidste sommer gerne ville prøve det, og nu kan jeg teste om det er noget jeg kan – og gider – inden jeg en dag render ud og investerer i et helt nyt.

I dag fik vi sat de sidste glas i. Der var røget et par stykker under nedtagningen og flytningen fra den ene matrikel til den anden. Med det klaret, og med et strålende solskinsvejr, som lynhurtigt varmede glashuset op, så snart det var lukket til hele vejen rundt, kunne jeg få mere eller mindre helt styr på hvordan jeg ville indrette det. Så det har jeg brugt det meste af dagen på, og jeg må sige at jeg umiddelbart er ganske tilfreds.

Jeg havde fra start besluttet mig at have højbede, og de kom på plads allerede i sidste weekend. Men før jeg fik lukket til, gav det ingen mening at begynde på resten. Men et såbord med det tilbehør man nu engang bruger, var tiltænkt, og det er nu også brugsklar.

Da bordet var sat op, så kunne jeg begive mig i gang med det sidste af det, som kan sættes igang nu. Krydrerurterne som blev sået for en uge siden er kommet derud, og min koriander spirer allerede. Oregano, og en ordentlig portion karse (jeg elsker karse) er blevet sået. Almindelig salat, brøndkarse og rucola er nu også sat i sving, og så kunne jeg ikke dy mig for at være lidt pyntedukke også.

Jeg har fået sat aspsargeskartofler i et af de helt store højbede, så vi tidligt kan begynde at få nye kartofler, ligeså med lidt gulerødder. Jo – man kan sagtens dyrke både kartofler og gulerødder i drivhus. Der er to højbede tilbage, hvori tomater og skoleagurker skal bo. Men vi venter lige lidt med at sætte dem i jorden.

Et oliventræ har også fundet vej derind. Ikke fordi jeg regner med, at jeg kommer til at høste dem, men bare fordi jeg gerne ville, og fordi jeg kan.

Jeg har hygget mig gevaldigt med drivhuset i dag, og jeg glæder mig til at skulle lege mere med det som årstiden skrider frem. Hvem ved? Måske jeg inden for de næste par år, bliver så fascineret af det, at jeg opgraderer arvedrivhuset, til et helt nyt med plads til meget mere?

Vi er ved at være der…

Der var et godt lag is på forruden i morges, da jeg skulle på arbejde. Nattefrosten har åbenbart ikke helt sluppet sit tag. Men jeg tror og håber på, at den snart slipper helt. Vi er nemlig ved at være der, hvor de grønne fingre skal til at i gang igen.

Jeg er tyvstartet lidt. I vindueskarmen står der tomatplanter og forspirer. Jeg har nemlig overtaget/købt (men har faktisk ikke afregnet endnu – er det så egentlig inddirekte tyveri?) et drivhus, som jeg i år skal prøve de første kræfter med. Glassene mangler at blive sat i, og jeg håber på, at jeg kan få det meste af den opgave overstået i weekenden, så jeg i denne sæson kan gøre mig de første forsøg med drivhusdyrkning, hvor de spirende tomater skal bo når både drivhus og vejr er klar til det.

Jeg er også tyvstartet på en anden front. Jeg har i dag bestilt en masse dejlige frø – både grøntsager til køkkenhaven og krydderurter – i frøbutikken. De ankommer allerede i morgen, og nogen af krydderurterne skal prøve noget andet i år. De skal plantes i et vældigt dekorativt arrangement, som jeg er ved at gøre klar.

Lerkrukkerne er nu færdigmalet og står og tørrer. De er ikke helt færdige endnu. Men det bliver de inden weekenden er ovre, hvorefter de skal sættes sammen på en smart måde, synes jeg da selv. Heri skal nogen af mine krydreurter sås.

Jeg glæder mig til at kommer rigtigt igang med det hele, men hygger mig ligeså meget med at planlægge og tage de første spæde skridt ind i foråret og mod sommeren. Jeg er stadig i lære i forhold til det her havedyrkning, men jeg har nu tre sæsoner bag mig, hvor jeg har lært noget hvert år. Så jeg tror nogen af tingene bliver noget mere vellykket i år, og vidreudviklet. Men jeg glæder mig også til at se om den lærdom kan hjælpe mig på vej med nye udfordringer, som jeg nu godt tør i gang med.

Det er de to dejligste årstider vi går i møde – er du også ved at gøre dig klar til at møde dem, og i så fald hvad er du ved at gøre dig klar til?

Resumé

Jeg overlevede. Min sygdom fik ikke taget på mig, og jeg kom tilbage til og ud i verden igen. Men den har så haft så meget drøn på, at prioriteringer blev gjort, hvilket har efterladt næsten to måneders tavshed herfra. Derfor synes jeg der skal en lille opdatering til på, hvad der blandt andet er foregået de to måneder.

Jeg nåede akkurat at blive rask til at drage til Sjælland. Konfirmations sæsonen satte ind, og ud over den konfirmation på øen, hvor jeg selv var med som gæst, var mine weekender fra medio april til medio maj afsat til andre konfirmander, som fik deres dag foreviget.

Jeg har arbejdet på fuld drøn, og da jeg er i en branche, hvor “gode gamle dage” var dem for tre måneder siden, har der været ændringer som har givet nye muligheder og fordret lidt tilpasninger. Det hele på den gode måde, og jeg trives stadig på mit arbejde, med de opgaver jeg har, og det som til stadighed udvikler sig til noget som jeg er afsindigt stolt af.

Jeg har nydt selskab af 50 % af min niece/nevø konstellation, mens forældrene var ude at more sig. Jeg fik moret mig med tøsen på chicktrip, mens knægten fik moret sig på nabogården, og fik ko-møj under støvlerne og halm i håret. Jeg elsker at have dem på besøg.

Jeg har atter været samlet med dem, som efterhånden har kendt mig allerlængst af alle. Mine HH tøser, som jeg fortsat mødes med. Vi har 10 års jubilæum med vores møder i år, og det som har været et halvårligt møde, er så småt ved at blive til kvartalsmøder i stedet for. Jeg klager bestemt ikke. Jeg nyder hvert et møde jeg har med dem. Denne gang spiste vi middag med udsigt over Vesterhavet, og fik en nydelig solnedgang til efter-dessert

Hunden Bailey trives i bedste stil. Han er stadigvæk fuld af balllade og buller. Lystrer ikke meget mere siden sidst, men trænes stadig i det. Stadigvæk nok lidt for forkælet, og så er han blevet to år, som han selvfølgelig fik at mærke. Fik jeg sagt, at han nok er lidt for forkælet?

Haven bliver igen i år eksperimenteret i. Både højbede og køkkenhave er anlagt, og vokser lystigt, foruden et mini væksthus som afprøves i år, før jeg eventuelt går ud og investerer i et “rigtigt” drivhus. Tanken er der, og lysten til at udvide min dyrkning-af-egne-afgrøder horisont vokser med årene. For hvert år der går, nyder jeg haven mere og mere, som kommer til udtryk i dyrkningen og udklædningen af den.

Min kære mormor er jeg så heldig at have endnu. Også min morfar. Jeg er priviligeret at jeg i en alder af snart 41, stadig har et helt sæt bedsteforældre tilbage, og i slutningen af maj fejrede vi mormor som rundede 90. En stor dag, og hvor jeg dog håber at jeg har arvet hendes gener.

Når vi nu er ved fejringer, så var der endnu en milepæl som blev rundet. Den bedste halvdel og jeg har, siden sidst, kunne fejre endnu en årsdag. Denne gang den femte af slagsen. Jeg forstår ikke, hvor de fem år er blevet af, for jeg føler stadig at jeg er i færd med at lære ham at kende. Kærligheden får aldrig lov at glemmes blot en enkel dag, og jeg elsker ham, ham og jeg samt det forhold som giver så meget, men som til stadighed også giver plads til den enkelte.

Således er der lavet et hurtigt resumé af noget af det som de sidste to måneder er gået med. Der er mange detaljer, oplevelser og forundringer som er udeladt, men lad mig slå fast, at jeg ikke har stået stille selv om man godt kunne have mig det mistænkt udfra den manglende aktivet ved dette tastatur.

Foran mig ligger der nogle enkelte arbejdsuger, et par aktiviteter jeg ser frem til, en hverdag som skal nydes, og lige om lidt tre ugers sommerferie. Hvis sommeren fortsat udebliver, kan jeg trøste mig med, at vi tager et sted hen, hvor der efter stor sandsynlighed vil være sommer. Men indtil da, tager vi én dag af gangen

Velkommen tilbage 🙂