Den første sommerdag anno 2017

Der er altså næsten intet som den første rigtige sommerdag på året. Sådan en har vi haft i dag, og den er blevet nydt udendørs til fulde for alle matriklens beboere.

Hollænderhønerne tramper og graver i deres hønseareal, og Misse Møghe struttede strunk rundt i sin flotte atlaskes.

Byggegrunden på Hegnet stråler altid gult på et tidspunkt i løbet af foråret. I dag var dagen, hvor mælkebøttetæppet kom til sin gode ret. Det kan hænde at den grund på et eller andet tidspunkt bliver solgt til nye naboer, men indtil videre, kan jeg hvert år nyde det gule hav.

Nova & Bailey har været udendørs sammen med os hele dagen. Nova duftede til sommerluften, Bailey til blomsterne og hele hundenydelsen blev momentvist afbrudt af fællesleg, og sidst på dagen mad på græsplænen.

Havemøblerne kom endelig frem på terrassen, og her fik jeg under parasollen nydt det meste af dagen, hvor jeg legede videre med min bulletjournal, som både koordinere, husker og sætter kreativiteten igang for og hos mig.

Aftensmaden kunne ikke være andet end grillmad, så efter en lang dag udendørs med sol fra en krystalblå himmel, blev gode bøffer indtaget, og om lidt afsluttes hele herligheden med første afsnit af endnu en omgang Matador.

Denne lørdag er meget tæt på at være den perfekte lørdag.

Søndagssol

Man begynder så småt at tro på, at det varmere vejr nok skal vinde over de kølige vinde. Naturen fortsætter i hvert fald sin fremgang ude i haven.

Mine kæmpetulipaner er godt på vej. Der bliver flere og flere af dem, som årene går. Det er stadig et mysterium, hvor de kommer fra. Et forår for cirka fire år siden, stod der en enkelt. Året efter tre, sidste år lidt flere og i år har jeg talt hele elleve. Måske de også alle får lov til at overleve i år. sidste år blev et par af dem fortæret af syv livlige hvalpe, og de sidste revet hovedet af, af en lille pige, som synes de var pænere end de hvalpe de var kommet for at kigge på.

I år er der kun to hunde i haven. De følger med i alt, og hvis de kunne få deres vilje, så ville de ikke kun være bag hegnet på Hegnet. Det sker, at de nogen gange får deres vilje uden vi har sagt god for det.

De toppede hollændere nyder også solen. De klukker og roder lystigt rundt i deres indhegning, og de hopper ikke lige over. De donerer dagligt æg til husholdningen, som vi forsøger at få brugt. Der er æggemadder til madpakkerne, æggesalat til samme, blødkogte æg til morgenmaden og æg til alt det vi skal bruge æg til. De er tre produktive damer.

Nyd resten af den solrige søndag vi har fået. Vi kan ikke vide os sikre på, at vinteren, kulden og slud vitterligt er jaget på porten for denne gangr.