Subscapularis et labrum glenoidale

Siden slutningen af januar, har vores brune barn haltet på sit ene forben. Vi har adskillige gange været hos Dr. Dyr for at finde ud af, hvorfor. Det eneste vi kunne fortælle var, at han havde været med på fællesjagt, og det var her der var sket et eller andet, for det var herefter han haltede. Ikke voldsomt, men nok til at vi kunne se det.

Gennem tre besøg over de næste tre måneder, fik vi beskeden at det enten var et vrid, en forstuvning eller en muskel, og at kuren var ro. Så han har fået så meget ro som man nu kan give en labrador som er vant til at være brugshund. I slutningen af april synes jeg at vi måtte til at kigge noget dybere. Det kunne ikke passe, at en forstuvning eller en fortrækt muskel efter tre måneder, stadig gjorde ham halt. Så jeg fik en røngten i hus. De kunne ikke se noget som skulle kunne give os svaret på hans halthed, og de fortsatte med at sige at det nok var en muskel. Vi fik beskeden om fortsat ro i en måneds tid endnu. Tre uger senere besøgte vi atter engang Dr. Dyr, da hans haltning fortsatte, og jeg syntes det blev værre. De smed ham igennem endnu en røntgen, og henviste ham herefter til en specialist.

Den specialist har vi så haft Bailey til idag. Han gennemfotograferede ham også, og udførte en kikkertundersøgelse. Så Bailey har nu fået et sommerklip på sin pels – meget passende på årets hidtil varmeste dag.

Røngten viste at alle knogler var i fineste stand, og der ikke var tegn på nogen af de knogle- og ledsvagheder som labradors har. Så det var bestemt ikke her årsagen lå. Kikkerten undersøgte ledbånd og sener, og på forsiden af sit venstre skulderblad så alt ud som det skulle. Men på bagsiden af skulderen var den store sene flosset. Bailey fik diagnosen “seneskader i skulder”. En skade som kunne spores tilbage til januars fællesjagt, hvor han på et tidspunkt har fået et ordentlig vred i sin skulder. Om denne skade så var opdaget i januar eller først nu, havde ikke gjort nogen forskel på nuværende situation.

Desværre er det en en af de sener der ikke kan opereres i orden. Var det et menneske, ville man slynge armen ind, og tvinge os til at holde den i fuldstændig ro i 6-8 uger. Det kan man ikke lige på en hund, og fordi det netop er skuldersenen er det meget vanskeligt rigtig at gøre noget. I ca. halvandet minut stod mit hjerte næste stille. Siger han at vi nu står i en situation, hvor vi skal tage stilling til om han skal leve eller dø?

Dér er vi heldigvis ikke. Bailey har i dag fået binyrbarkhormon som kan hjælpe til, og så skal vi starte forfra med ro i 6-8 uger, og med ro menes der ro. Han  må ikke få ture uden snor på over 10 minutter. Han må ikke løbe, han må ikke hoppe, han skal bevæge sig så lidt som overhovedet muligt, og han må heller ikke svømme. Der kan sagtens ske forbedringer i senen, hvis han får den her ro. Men da det er en af de sener en hund bruger aller allermest, skulle vi ikke forvente at det nogensinde blev helt godt igen. Bailey er desværre færdig som jagthund. Men han kan med rette ro, rette optræning godt komme dertil, hvor han kan få sin løbetur på stranden, sin svømmediciplin i hav og sø og sin tumlen og leg i haven og udendørs. Men aldrig i samme omfang som han kunne. Han kan også komme til det stadie, hvor han er smertefri, og de periode hvor han ikke er helt smertefri, kan han medicineres ud af. Men Bailey skal indstille sig på – det samme skal vi – at han resten af sit liv skal være 100 % familiehund, og så skal vi sørge for at aktivere hans hoved endnu mere end hidtil, nu han ikke kan bruges sin krop og næse som han hidtil har gjort, da han ej længere kan sendes ud i de aktiviteter som klarede det.

Bailey skal nok få et dejligt hundeliv til trods for at han allerede som 4-årig pensioneres som jagthund. Det som trøster mig er, at hans dage langt fra er talte, og at han kan og vil blive smertefri og være nogenlunde okay igen, selv om det vil tage lang tid.

Lige nu er Bailey ved at komme sig efter en ordentlig tur under narkose, og skamfering af hans fine brune pels. Han er lidt pylret, men det tror pokker. I morgen er han en glad hund igen, og så er det, det for alvor begynder at blive hårdt arbejde med at holde ham i ro. Men det bliver vi nødt til at tvinge ham til, hvis vi vil nå til vejs ende af det her. Og det vil vi.

Bailey – nu en alletiders familiehund (formerly known as alletiders familie- og jagthund)

At kigge indad

Man siger jo, at hvis man vil forandre noget, så skal man altid starte med at kigge indad først. Lige tage en føler og mærke efter om det er verdenen udenfor, eller sig selv, som trænger til et eftersyn og tilretning. Jeg tror ikke, at jeg kan kigge meget mere indad end jeg har gjort i dag. Real Bodies er i byen, og vi aflagde dem et lille besøg

I Vendiahallen i Hjørring var der døde mennesker i lange baner. Både hele, halve og i stykker. Makabert på én måde, men afsindig fascinerende på en anden. Man føler man kender sit indre lidt bedre, når man har set det close up.

I see dead people 🙂

Godt begyndt

Mandag var man klar til at møde alle kollegaerne igen. Klar til at suse ud i det “virkelige” samfund, efter en lang dejlig juleferie. Lidt rusten i tandhjulene, og med en indstilling på, at nu skulle vi i gang igen, men med en fornuftig portion realisme om, at motoren nok lige skulle varmes op igen. Så er det godt, at mandagen bragte en endags-maskot, som lige kunne få os alle til at føle os varme om hjertet.

Ugen er derefter gået over stok og sten med fødselsdag, netværksmøde, dejligt gensyn med bettenus i mave, snevejr og juletræer som stadig strutter i nogen af lokalerne. Maskinrummet startede rigtig fint, og ugen gik faktisk noget mere glat end estimeret. Arbejdsåret anno 2016 er kommet rigtig godt fra start på mange måder. Det tegner godt, men jeg ville da være et skarn, hvis jeg ikke nød, at weekenden nu er ankommet.

Merry New Year

Traditionen tro, er det tid til årskavalkaden. Heidis 2015. Det har været et år, som er gået afsindigt stærkt. Man siger det hvert år, men jeg blev for første gang nogensinde, ikke ramt af “åh hvor jeg snart trænger til en pause”, i det lange stræk mellem sommerferie og juleferie. Det stræk har altid virket langt når man nåede omkring oktober. Men ikke i år. I år fløj det forbi, og pludselig var der juleferie. Nu er årets sidste dag ankommet, og nogen af ordene som mit 2015 kan defineres under er ord som:

Lærerigt – udfordrende – indbringende – forandrende – givende – overraskende – sorgfuldt – nyskabende – livsgivende – hektisk – oplevelsesrigt – nærværende – chokerende & oplevelsesrigt.

Livets gang for Heidi anno 2015 kan ses i glimt i videoen nedenfor.

YouTube-forhåndsvisningsbillede

Tak for dig. Tak for oplevelserne. Tak for året. Vi ses i det nye år allerede i morgen.

Farvel

Farvel Dana Cup. Vi håber du har nydt byen, vejret og festlighederne. Lad os så få normale tilstande i Hjørring og omegn igen. Vi kommer ikke til at savne teknobasserne, som til trods for 13 km imellem os, stadig godt kan høres i Lørslev. Men vi takker for fyrværkeri showet, som du hvert år beriger os med.

Fireworks Fireworks2

Vi ved du kommer tilbage igen næste år, men hvis alt går efter planen, så er vi i den uge i udlandet. Men vi er overbeviste om, at mange allerede glæder sig til næste år.

Må jeg anbefale

Der er jo efterhånden en meget stor verden, hvad angår selvbestemmelse over hvad man vil se på sin skærm, og hvornår. Med Tv-tid og netflix blandt andet, er der rig mulighed for at se det man gerne vil se, til når man har tiden, og samtidig også mulighed for at udforske en verden af udsendelser som aldrig kommer forbi dansk skærm.

Jeg har ikke netflix. Jeg vil gerne, men den bedste halvdel klynger sig til en antikvitet af et B&O tv, som ikke har HDMI stik, eller anden teknologisk indmad, som ville gøre en opkobling mulig. Så jeg venter bare på, at det går i stykker, og mange ting kan man sige om B&O, men det lever jo for f***** for evigt!

Så når det er jeg skal se ting som jeg kan se på tv, hvis nu tv kunne kobles op til computer, så må jeg sidde inde i min hule, hvor min computer står. Det gør jeg så. Her ser jeg mangen en ting. En af de bedre ting, jeg har set hen over sommeren er “Orange is the new black” serien. En serie udviklet af netflix selv.

OITNB

Netflix producerede hele sæson et før den blev frigivet. Til gengæld kunne man se det hele når man ville, og skulle således ikke sidde og vente til næste uges afsnit. Det styrer man helt selv. For mig endte det så med, at jeg i løbet af fem dage, havde set alle afsnit, og nu kan sidde og vente og vente og vente på at de udgiver sæson to. Men den er forbandet underholdende, dejligt forfriskende og ucensoreret i forhold til amerikanske produktioner, og så har den et væld af fantastiske karakterer som skaber dybde.

Det kan godt være jeg skal vente meget lang tid på at fortsættelsen kommer, men når man kun skal bruge fem dage til at se afsnittene, så er det en indikator for at det er forbandet god tv tid.

Hvis du ikke har adgang til Netflix, så kan du faktisk finde det hele her. For mig kommer serien med en yderligere bonus. Jeg genforenes med Captain Janeway fra Star Trek Voyager. En kaptajn i helt nye klæder og med en hel anden stil. Jeg elsker det, og rollen klæder hende. Vil du hellere se hende i den anden rolle, så kan det også ske her – men kast dig nu ud i Orange is the new black. Jeg tror også du vil være godt underholdt.