43 – En dejlig dag

Jeg er stadig ikke skræmt over, at årene ruller på alderen. Jeg er nærmere de 45 end de 40 fra og med i dag, og jeg har det helt fint med det. Det har jeg fordi, jeg er pænt tilfreds med det livet byder mig, det som det lokker mig med, og det væsen, det sind og den leg som jeg – på trods af alderen – stadig kan konstatere sprudler i mig. Jeg er mig, og ikke min alder. Jeg er stadig mig, selv om jeg nu er et år ældre. Som jeg ser det, så har jeg nu sat et ekstra års erfaring og øvelse i at være netop mig, på kontoen.

Alle spørger, helt naturligt, efter hvordan min dag har været, hvad jeg har fået i gave og om jeg er blevet godt forkælet. Jeg er en af dem, som ikke holder af at sætte mig selv i fokus, når det kommer til at blive hyldet eller få gaver. Så jeg afholder mig fra at holde noget stort set hvert eneste år, og det passer mig fremragende. Sådan har dagen i dag også været. Jeg stod i morges op til en kæmpe buket roser og en skønt kort på mit skrivebord på mit kontor på hjemmematriklen. Den mødte mig helt alene, mens den bedste halvdel sov sødt videre da han holder ferie de næste to uger. Han havde gjort det hele klar i går aftes, og så har jeg – helt som jeg gerne vil det – kunne modtage den dejligste gestus helt for mig selv uden at blive forlegen.

Jeg har ikke fået nogen gaver (endnu). Jeg tror ikke så meget på det her med “jeg giver gave, du giver gave” når det kommer til gaveudveksling mellem den beste halvdel og jeg. Jeg elsker selvfølgelig når han så alligevel gør det, men jeg elsker ovenstående gestus lige så højt. Han har selv fødselsdag lige om lidt, så det vil bare være penge den ene vej, for at gå den anden vej om ikke ret mange dage. I stedet bruger vi som oftes de gavepenge på oplevelser og rejser sammen i stedet for. Men det hænder da, at der falder en enkelt fødselsdagsgave eller julegave af i ny og næ. Men det er ikke noget vi praktiserer ofte.

Jeg ved at der venter en gave fra veninden enten senere i denne uge eller næste uge. Vi skal lige have aftalt en date, og hun er stort set den eneste, som jeg er på fødselsdagsgave udveksling med. Jeg tænker også at der ved lejlighed kommer et eller andet fra min mor, når vi igen ses, og måske også fra min mormor, som plejer at smide en lille kuvert min vej når jeg har haft fødselsdag. Men det er ikke noget jeg hverken forventer, eller bliver forarget eller forsmået over, hvis der ikke gør. Jeg er så tilfreds i min hverdag, at jeg ikke vægter det højt. Jeg synes vitterligt at det jeg allerede har i alle henseender er gave nok i sig selv, hver eneste dag!

Jeg tog på arbejde som jeg skulle, og her var der heldigvis heller ikke det store halløj. Jeg er en af de kollegaer, som med glæde betaler til gavekassen, og dukker op til fødselsdagsmorgenbrød når kollegaen holder fødselsdag, men jeg vil bare ikke selv have samme tur.  Jeg er glad for de mange “tillykke med fødselsdagen” jeg har fået i løbet af dagen på jobbet. De ved godt det er min dag, og det er alt nok for mig. Mine egne medarbejdere havde diskret sat et par flag op, og så behagede det mig rigtig meget, at jeg i dag kunne forkæle dem med en pålægskagemand til frokost i anledning af mine 43 år – og så skulle der ikke være mere i det.

Resten af eftermiddagen og denne aften med, vil gå med at gennemse alle de tillykkere der er rullet ind til mig på Facebook, sms og messenger og i sær lige nyde at en af mine tidligere medarbejdere i dag ringede mig op, bare for lige at sige tillykke. Jeg synes det er stort! Det er en gave i sig selv, at der er så mange som ved at jeg har fødselsdag, og som bruger bare lidt tid på at sende mig en hilsen. Jeg synes man skal være yderst taknemmelig for, at der er så mange som har lyst og giver sig tid til at sige tillykke.

Det har været en dag lige efter min smag. Jeg har fået lov til at føle mig lidt ekstra speciel, fordi jeg har fået opmærksomhed, men i et tempo og i et setting som jeg kan håndtere. Jeg er super super god til at gå forrest, stå i centrum i alle andre situationer, og elsker at være med til at fejre andre. Men ligeså dygtig jeg er til det, ligeså elendig er jeg til at tage imod, når det kommer min vej. Så jeg er dybt taknemmelig for alle de mennesker som har fodret min hang til at blive lagt mærke til, men samtidig respekteret min grænse for ikke at blive sat i den centrumsatmosfære, som fødselsdage som oftest gør.

Tak til hver og en af Jer for Jeres hilsner. Her bag skærmen er jeg langt bedre til at udtrykke min glæde, hvor meget det varmer, hvor uendelig meget det hele betyder og hvor  blødt mit hjerte bliver over det. Tak … og måske jeg kan overtales til at holde noget lidt mere fandango om syv år – måske!

Natten i det fri

Jeg pendler mellem Lørslev & Aalborg på arbejde. Det sidste halvandet år, har jeg ved Tylstrup passeret en shelterplads, hvor jeg kunne se der gemte sig både bålhytte og sø. Jeg er så absolut ikke et campingmenneske, men shelters vil jeg gerne. Bare for en enkelt nat, og den her ved Tylstrup ville jeg gerne prøve. Så i går – da regn og torden havde pakket sig igen – proppede vi hunde og grej i skodaen, og drog til Ultvedssøerne.

Vi ankom omkring spisetid med planer om bålmad, aftenshygge i naturen, hundesvømning, og overnatning i sovepose. I løbet af aftenen kom både en  mor på besøg med sine tre børn, som ivrigt fiskede efter hundestejler med deres net, samt to mænd, som havde en legekammerat med til Bailey og Nova.

Der er absolut intet andet at gøre sådan et sted, end at falde helt ned i gear, og bare være til stede i nuet. Jeg kan mærke det i hele kroppen når jeg er sådan et sted. Det mærkes godt, og det er så forbandet hyggeligt, og så giver det også tid til at man lige kan tage en omgang analog wordfeud.

Man glemmer helt at kigge på klokken. Man lader bare det svindende dagslys bestemme tiden. Når der er ved at være svagt med lys, så kravler man ind i shelteret og ned i soveposen. Begge hunde kravlede med ind, og gjorde sig klar til natten.

Man sover aldrig godt i sådan et shelter. Man kan sikkert godt, hvis man har de helt rette underlag med. Men vi havde bare et par skum madrasser med, og det er ikke dem som giver mest støtte. Man er vågen et utal af gange, og falder sjældent ned i den helt dybe søvn. Den bedste halvdel ytrede ved solopgang, at han ikke havde sovet overhovedet, men det kunne jeg fortælle ham, at det havde han. Nogen af de gange, hvor jeg var vågen, snorkede han i hvert fald. Det kunne han så fortælle mig, at det havde jeg også gjort. Men allerede ved firetiden begyndte vi at vågne, og ved fem tiden stod vi op og så en skøn solopgang over søen.

Da klokken rundede halv seks, pakkede vi bil og hunde sammen, og drog tilbage mod Lørslev. Hundende blev losset af, og habenguttet vi havde haft med pakket ud, for bagefter at tage turen til Hjørring, hvor Chuckwagon for første gang i dag, åbner døren til sin fysiske restaurant, hvor man allerede fra kl. 05:00 kan smæske sig i All you can eat – American Breakfast til 95 kr. Inklusiv drikkevarer! Der er morgenmad frem til kl. 11:00, og herefter serveres hans fremragende amerikanske burgere og des lige til det sultne folk …. men på trods af at han nu har en fysisk adresse, så vil man stadig kunne finde ham ude på landevejen også.

Med fyldte maver ankom vi til hjemmeadressen igen kl. lidt i otte, og besluttede os for at snuppe et par timers søvn. Begge hunde havde også behov for mere søvn, for jeg tror at især Bailey har sovet med et halvt øje og vibrerende ører hele natten. Menneskerne i husstanden er oppe igen, men vovserne sover stadig.

Shelterpladsen Ultvedssøerne – jeg fik min overnatning, og der er intet i vejen med pladsen. Den er fantastisk med sine naturbeliggenhed. Dog er der et lille minus. Jeg kan se den fra motorvejen,  hver dag når jeg kører hjem fra arbejde. Den motorvej kan man så også høre når man er på den. Den er ikke voldsom, men den er der som en støjende baggrund, og det er lidt synd. Jeg håber at bevoksningen omkring pladsen med årene bliver så tætte, at den blokerer motervejsstøjen noget mere, men den støj forhindrer sig ikke i at nyde omgivelserne.

Heidis sommer

Stilheden fra fronten brydes. Jeg er midt i en sommerferie… eller rettere, lige gået ind i den sidste af en tre ugers sommerferie. En sommeferie, hvor der ikke var nogen som helst planer om at flygte ud i hverken Danmark eller udlandet. Blot en sommerferie, hvor jeg kunne lave lige det jeg havde lyst til, eller absolut ingenting, hvis jeg ikke gad noget. Den bedste halvdel har i år ikke sommerferie på samme tid som jeg, så det har været, og er uger, som jeg har helt for mig selv. Indtil videre har det været en fremragende sommerferie.

Der har været ture ud i naturen, ture ud til kaffedrikning & spontan shopping med veninde, oprydning i en masse skabe (jo – det blev faktisk gjort af lyst!), oprydning på kontor som også var lystdrevet, omend det også trængte, flytning af høns til nyt fint hønsehus, hygge med hunde og kat, helt i bund med vasketøj – alt i alt har jeg bare dalret, og ladet lysten bestemme.

Selv om vi parmæssigt nu holder sommerferie forskudt i år, så er der alligevel nogen dage, hvor vi kan lege en lille smule parferie. Han har taget et par afspadseringsdage, og vi har siden i fredags og til og med i morgen kunne lege lidt ferie sammen. Det er nu heller ikke fordi vi her har haft, eller har, de store planer. Men vi har muligheden for at lave dem, hvis vi gider. Det gad vi godt i lørdags. Så vi tog til Aarhus, for at besøge Den Gamle By. Vi var der sammen for seks år siden, og lavede dengang en aftale om, at vi ville afsted igen, når deres 1974-kvarter var begyndt at være på plads. Det er det nogenlunde nu. De bygger og tillægger stadig ting, men det er nu så langt, at det godt kan besøges og opleves. Men vi tog os tiden, og sørgede naturligvis for også lige at genbesøge det som daterer hundrede år før 1974 – det er altid så hyggeligt.

Efter vi havde travet brostene igennem, nåede vi endelig til 1974. Den lille bydel der er indrettet efter mit fødselsår, og jeg er blevet en gammel nok årgang til, at kunne repræsentere et helt afsnit på et museum! Jeg glædede mig sådan til at se det, for der ville jeg kunne støde på ting som jeg sikkert havde glemt alt om, men genkendte, og meget mere.

Det helt store trækplaster i denne bydel, er naturligvis de 12 (tror jeg det er) forskellige lejligheder der er stillet op, som afspejler tidens livsstil alt afhængig af, hvem og hvad man var i 1974. Omend mit børneværelse ikk så helt ud som ovenfor, så kan jeg da i allerhøjeste grad genkende stilen, farverne og også både globus, røde kufferter, dukken på hylden, tavlen på væggen og bondegården på kommoden. Igennem de mange lejligheder fik jeg vitterligt en oplevelse fra min barndoms tid, og det er sgu da skægt at blive mødt af sin egen fortid, og fascinerende hvor mange billeder, lyde, oplevelser og følelsestilstande der bliver vækket til live, når man genser det som man kan huske fra fordums tid.

I en af stuerne stod der på reolen en “Kvindens hvem, hvad hvor” kalender fra 1974, hvor fruen sirligt havde noteret, hvad dagene igennem året var blevet brugt til. Når man nu står med sådan en i hånden, så skal man da lige se, hvad Lis & Arne lavede den dag, jeg selv blev født.

Mens min mor fødte mig, og min far skålede en fødselsbajer med Carsten, sad Lis & Arne og spiste aftensmad hos Margrethe & Søren alt imens de lyse nætter endte.

Alt det skete i en tid, hvor portoen på at sende brev var en markant anden end den er i dag, og hvor postbudet ofte fik sin formiddagskaffe hos bondemanden,  samtidig med at børnene i børnehaven oplevede både lidt anderledes pædagogtyper og en anden nærhed end i nutidens børnehaver.

Da vi trådte ud af den sidste bygning var der en halv time til lukketid, og vi havde – på trods af tidligere besøg i det øvrige af den gamle by, formået at bruge seks timer i fortiden.

Lige nu er vi igen i nutiden, og folk himler op omkring det manglende sommervejr. Jeg har gennem min ferie holdt skema med, hvad mine dage er gået med, krydret med vejrsituationen for hver dag. Jeg er nu på dag 14, og der har immervæk kun været én dag, hvor der regnede hele dagen, 3 dage, hvor der har været byger, men 10 dage hvor der har været tørvejr – mere eller mindre overskyet og ikke en dag under 19 grader. Ja – det er ikke definitionen af sommervejr, som officielt lyder på 25 grader, men mine damer og herrer; det er altså det som kaldes en fuldstændig normal dansk sommer. Den har altså ikke været så frygtelig. Den har været ganske fin, og jeg har da kunne være i shorts alle dage, og de fleste dage også kaste mig ud i udendørsaktiviteter uden at skulle have hverken regntøj eller paraply med.

I dag pakker vi bilen lidt før aftensmad, og så tager vi til Tylstrup, hvor der ligger det mest fantastiske shelter område med både bålhytte og sø. Vi tager begge hunde, madrasser, soveposer og bukkebøffer med, og så tager vi en bålmiddag, naturaftenshygge og overnatning ude i det fri.

Mit hjerte synger

Jeg kommer fra en søskendeflok på tre. Jeg har en hel- og en halv bror. Den halve bror er 11 år yngre end jeg, så selv om han anno 2017 mønster en voksen alder af 32, så er han for mig “bette”. I weekenden så jeg ham for første gang i to år. I de to år han har boet på et botilbud i nærheden af Hammer Bakker, hvor en gammel skole er blevet til et sted for dem som ikke har haft det alt for nemt i livet.

Her går han og er omringet af bakket landskab, en fantastisk gårdhave som han selv har været, og fortsat er i gang, med at opbygge og opdyrke. En gårdhave med kæmpe drivhus, og voileure

Man finder sågar på stedet også en fuldt udstyret gymnastiksal og en generel indretning som er meget indbydende.

Om lidt skal de igang med at lave 1. etage om til lejligheder, og også her skal han være med, men inden da, så skulle han lige have hjælp af den bedste halvdel til at få liv i en scooter som han er igang med at istandsætte.

Benjamin har ikke haft en nem opvækst. Benjamin og jeg deler far, og han er opvokset hos sin mor. Alt i alt har Benjamin seks søskende, men ingen helsøskende. Fra tidlig barnsben var der indikationer om, at ikke alt var som det skulle være, men der skulle gå årtier før man sådan nogenlunde fandt ud af hvad det var. Benjamin har været ramt af forskellige psykiske udfordringer, og har gennem – især sin ungdom – været kastebold i systemet, som egentlig bare forsøgte at sende ham videre, fordi de ikke lige kunne tage ordentlig hånd om hans situation. I og med der aldrig sådan for alvor blev taget  fat i roden, så endte Benjamin med at “selv behandle” på forskellige måder, som naturligvis forværrede hans situation, livskvalitet- og glæde.

For godt to år siden var der endelig nogen som tænkte at vi måtte finde det rette sted for Benjamin. Nogen som ville være med til, at han ikke længere skulle være kastebold, og det næste sted også skulle blive det sidste sted for ham. Skulle han derfra igen, skulle det ikke være fordi det var et mis-match, en fejlvurdering eller andet. Det skulle være fordi han var kommet på fode og fordi han var blevet så udredt, behandlet og optrænet, at han ville kunne varetage sig selv på egen hånd, uden sine udfordringer ville følge med.

Botilbudet Lindholm har været Benjamins adresse de sidste to år, og han har – stik i mod den normale procedure for stedet – fået bevilliget ubegrænset ophold på stedet grundet hans situation og historik. I weekenden så jeg ham for første gang i de to år. Ikke fordi jeg ikke har villet. Tværtimod. Men Benjamin har selv fået lov til at bestemme tempoet, og en af de ting som han gerne ville arbejde med, før han kastede sig ud i genopbygning af kontakt og relationer var konfrontationen med sig selv. Han ville finde ud af, hvem han var før han gen-introducerede sig selv. Jeg har løbende haft telefonisk og sms-kontakt med ham. Men i weekenden var det fysisk kontakt med ham for første gang i to år.

Mit hjerte blev varmt. Jeg mindes ikke hvornår jeg sidst har set en Benjamin som var klar i sin tale, sin tankegang, sin  kommunikation og sit livssyn. Jeg mindes ikke hvornår jeg sidst har set en Benjamin som rent kropsligt signalerer ro og tryghed. Jeg mindes ikke om jeg nogensinde har set en Benjamin, hvor jeg har tænkt “nu er der overvejende gode dage hos ham end dårlige dage”. Men det gjorde jeg i weekenden. Han har i høj grad arbejdet og arbejdet hårdt. Han har fået et par diagnoser som han får medicin for, frem for en masse forskelligt medicin fordi de ikke vidste hvad der var galt. Så han er korrekt medicineret og diagnosticeret, hvilket giver et frygtelig godt springbræt til den korrekte behandling også. Den har har fået, og får den stadig. Hvad de har fået frem (og væk) i Benjamin med åbenhed, frirum, talerum, respekt for individet, godt gammeldags arbejde, aktiviteter og en formåenhed til at han kan føle han lever sit eget liv, selv om der er personale omkring ham hele tiden, er intet mindre end livs ændrende for ham – og jeg kan mærke det. Men det kan Benjamin også. Han er så langt, at han nu tør at kigge bagud, og stå ved sine dæmoner og handlinger. Han peger ikke længere fingre. Han tager selv ansvar for dem. Der er kun én som kan gøre noget ved det – og det er ham selv; støttet op af den behandling, hjælp og kontakt som han har på stedet.

Jeg falder også til ro når jeg ser og hører ham i dette. Jeg har gennem 20 år været oprigtig bekymret for, om han ville klare den. Jeg har været involveret i hans proces i mange år, og på helt tæt hold indtil han blev 21. Herefter, var vi der, hvor han sådan set selv skulle stå for kampen mellem ham og det offentlige selv grundet alderen. Ikke fordi jeg ikke ville, men der var ikke belæg for det længere, og man kan ikke tvinge ham til noget  han ikke er klar til eller vil. Vi havde steder vi kunne henvende os til, men der kunne ikke længere “beordres”, men “kun” slåes i bordet og sige, at nu måtte de simpelthen skride ind, for ellers ville det gå helt galt. Det tog lang tid, men til syvende og sidst nåede vi dertil.

Benjamin er stadig, og vil nok for altid, være sårbar. Men han tror på sig selv, han tror på livet, han tror på sine muligheder og han er så småt ved at  have tillid til systemet igen. Det er det som der bygges videre på, og jeg er slet ikke i tvivl om, at de hos Lindholm er klar til denne opgave. Jeg krydser alt hvad jeg har for, at han kommer  helt ud på den anden side – også selv om det måske tager lang tid endnu. Men han er eddersparkme, for første gang, godt på vej.

Det var et sindsygt godt besøg, og for første gang i 20 år kan jeg mærke at også jeg tror fuldt og fast på, at han har fundet sig selv og roen og vejen til livets glæder samt muligheder.

Den første dag i resten af livet

For syv år siden i dag, skrev jeg denne besked på min facebookvæg. På det tidspunkt var jeg stadig på job med 9 arbejdstimer tilbage.

På det tidspunkt, havde jeg kommunikeret med den bedste halvdel pr. mail, sms og telefon i et par måneder, men vi havde endnu ikke mødtes. Ja bortset fra dengang 20 år tidligere, som vi i løbet af vores første kommunikation fandt ud af. Da jeg fik fri kl. 21, holdte han i sin guld Mercedes ude på parkeringspladsen, og i den tog han mig en tur til havnen, hvor vi fik os en gå tur, og derefter til en kop varm chokolade på Ib René Cairo. Under dette møde holdte vi hånd og kyssede første gang. Det blev dag ét i vores nu syv år lange forhold.

Siden da har der været syv års-dage, og der er i de syv år på den 3. juni blevet postet på min facebookvæg. År et blev den fine buket han kom hjem med vist til hele verdenen.

År to blev symboliseret med et kærlighedsikon, som i dag hænger på vores væg under billederne af det sted, hvor vores hænder mødtes første gang, og det sted, hvor vi kyssede første gang.

År tre blev fejret i dejlig sommervejr med mad og rosé vin på terrassen i vores have.

Da vi rundede år fire blev der lagt et billede op af et af vores tusinde kys igennem tiderne.

År fem var en slags jubilæumsår, så her tog vi os den fine frihed, at invitere os selv ud på bobler og middag i byen

Sidste år var det år seks…. og her dukker der også et minde op. Men det er sgu ikke af den bedste halvdel og jeg. Årsdagen år seks, har jeg åbenbart valgt at bruge sammen med de fantastiske HH-tøser

År seks var åbenbart det første år, hvor årsdagen ikke var så højhellig, eller så er det blot et tegn på, at både han og jeg er så sikker i vores kærlighed, at vi absolut ikke behøver at sidde på hinandens skød og holde i hånd denne dag for at fejre vores kærlighed. Vi ved begge godt, at det er noget vi gør hver eneste dag.

Nu er vi så nået til år syv. Om der er noget i vente ud over en fødselsdagsbrunch her til formiddag, vil kun dagen i dag vise. Men én ting er sikkert og vist. Jeg elsker ham helt op til månen og tilbage igen. Han er hver eneste dag en mand som finder sig i mig, og det i sig selv burde understrege, hvor fantastisk en mand han er, og hvor ufattelig heldig en dame jeg er. Vi har i syv år gået igennem mangen en ting, men en syv-års krise er der ikke nogen tegn på.

Selv om der er dage, hvor enten han eller jeg ikke er i det optimale humør eller har den overvældende lyst til at hænge sammen, så kan jeg i mit hjerte og mave stadig mærke, at det vil være helt forkert, hvis han ikke var min.

Min elskling – TAK for dig. Jeg er den af os to, som mindst viser romantik og kærlighed. Det er sådan jeg er, og sådan jeg altid har været. Heldigvis ved han det, og har vidst det fra starten. Men jeg tror og håber også på, at han ved at det ikke betyder, at jeg elsker ham mindre end han elsker mig. Jeg ved at han elsker mig, og han er aldrig nogen sinde fedtet med både at vise og fortælle det.

For syv år siden gav han mig det første kys – i dag får jeg med garanti nogen flere, og i årene som kommer mangedobles de fortsat.

Så kom den endelig

Det er lang tid siden der sidst har været feriedage. Hele tre måneder. Så den kommende påske er et tiltrængt pusterum. Jeg har ovenikøbet nogen feriedage til gode, som står og råber på at blive brugt inden det nye ferieår melder sin ankomst til maj. Tre af dem snupper jeg nu. Så lige om lidt, så slukker jeg min arbejdsstation, og så sætter jeg kurs hjemad mod 10 feriedage i alt.

Jeg har besluttet mig for at trække stikket helt, hvad angår arbejde. Jeg slettede allerede i oktober min adgang til arbejdsmail fra hjemmecomputeren, og i midten af februar gjorde jeg det samme med adgangen til arbejdsmail på min telefon. Så fristes jeg ikke af “jamen jeg skal liiiige….”. Der er næppe noget som rent arbejdsmæssigt eksploderer bare fordi jeg ikke ser det inden den 18. april, hvor jeg er tilbage på pinden.

Jeg har ikke de store planer i dagene inden påske. De skal  bare fyldes af ingenting og ellers lystbetonede og impulsive ting. Jeg har i de første påskedage et par familierelaterede aktiviteter som skal nydes. Næste weekend byder vi vores hundepasser fra julen velkommen tilbage i vores hus, for at sætte kursen mod Sjælland, hvor vi vil besøge Korsbæk, lidt sjællænderfamilie og ellers bare nyde at vi har fri og mulighed for at gøre kun det vi allermest har lyst til.

Jeg ser meget frem til de her dage.

Når man får gave af en anden kvindes mand

Nogen gange har og får mænd et ry for ikke at være betænksomme, og ikke være i stand til at forholde sig til “kvindeting” og “kvindefølelse”. Men der er faktisk mange mænd derude som kan, men de er ikke nødvendigvis gode til at udtrykke det på samme måde som kvinder måske gør. Men kære kvinder – mænd siger det på rigtig mange måder. F.eks. med en frø….

 

Jeg er varm helt ind i hjertet over gestussen, og kvinden som har denne mand hos sin side (og nej – det er ikke mig), er en meget heldig en af slagsen. Jeg tror hun ved det allerede.

Da verdenen vendte sig på hovedet

Lad mig på forhånd varsle dig om et meget langt indlæg, men det kan ikke gøres kortere, hvis det skal have det formål det skal have – både for mig selv, og for andre, som har behov for det her indlæg også.

Det her er et indslag, som jeg har gået og tænkt en del over, om det overhovedet skulle skrives. Jeg er dog kommet frem til, at det skal det. Både fordi det her med at skrive, i mange tilfælde for mig, lader mig komme ud med ting. Det er og har i ca. 30 år været en “nødvendighed” (i mangel af et bedre ord) for mig. Det værende om det blot er intetsigende oplevelser, observationer eller holdninger, større eller mindre begivenheder eller bare dagligdagens trummerum. Det at nedfælde ord, har bare altid været noget som jeg ikke har kunne lade være med. Det faktum er den ene grund til, at jeg har valgt at skrive dette indlæg. Jeg har brug for det.

Den anden grund er en helt anden. Jeg har igennem den her oplevelse haft behov for at vide, hvad som foregik, hvad jeg kunne forvente og hvordan har andre med samme oplevelse haft det? Her finder jeg ud af, at der faktisk ikke er meget at komme efter. Det er ligesom om det hele er pakket ind, og alle er bange for at pakke det ud og vise eller fortælle om det. Det er, desværre, et slags tabu, og hvor er det dog en skam. Selv om  mit udgangspunkt har været meget meget anderledes end de fleste, som gennemgår det jeg har gennemgået, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, at der må sidde tusindvis derude med de samme behov som jeg, og så er der ikke rigtig noget at komme efter. Man bliver ligesom efterladt i et tomrum, og så skal man selv forsøge at navigere rundt i det hele. Der er ikke rigtig nogen steder, man kan vende sig hen for at få indsigt i det man går igennem, og jeg har en fornemmelse af, at der er rigtig mange derude som har behov for at vide og undersøge. At mærke man ikke er unormal og at man langt fra er alene om den oplevelse. Så jeg vil også gerne med dette indlæg hæve tabuet. Give en håndsrækning og fortælle om min oplevelse, da jeg er sikker på at den er næsten identisk med de tusinder af andre, som har oplevet det samme. Men de ved det bare ikke. Jeg vil gerne med dette indlæg bryde tavsheden.

Det som lige om lidt afsløres er langt fra kendt af alle, og for nogen – selv nogen af mine nærmeste – vil det komme som en kæmpe overraskelse. De har ikke vidst det. Så det vil for dem også være første gang de får viden om det.

Den 13. februar i år, står jeg i mit køkken med en positiv graviditetstest

Det var ikke meningen, at den skulle være positiv. Jeg har mere end en gang fortalt, at det her med egne børn aldrig har været i min planlægning. Jeg har på intet tidspunkt i mit liv, haft en lyst eller bare det mindste behov for at skulle have mine egne børn. Jeg var blot 12 år gammel, da jeg tænkte denne tanke første gang. Som årene gik ændrede det sig ikke – tværtimod. I ca. 15 år har jeg skulle forklare folk, hvorfor jeg ikke skulle have børn. Jeg er gennem 15 år blevet stillet spørgsmålet om, om jeg ikke snart skulle igang. Jeg er gennem 15 år fået fortalt, at det nok skal ændre sig, og at det “bare” handlede om den rette, den rette tid, de rette omstændigheder og så videre. For ca. fem år siden stoppede de spørgsmål og udtalelser sig endelig. Da jeg rundede omkring 37 var det ligesom om, at alle omkring mig accepterede, at jeg nok havde ment det. De accepterede i stilhed, at Heidi ikke havde, ej heller skulle have, egne børn. Jeg oplevede, og oplever stadig, dog at jeg på en måde skal forklare og/eller retfærdiggøre hvorfor jeg har valgt som jeg gjorde. Så jeg er dermed også nået et punkt, hvor det sidste folk omkring mig nogensinde ville forestille sig at høre fra mig, er ordene “jeg er gravid”.

Jeg fik i 1999 konstateret PCO som i sig selv gør det vanskeligt at blive gravid. Jeg har gennem hele mit liv, haft meget irregulære menstruationer grundet denne tilstand, og selv om risikoen (eller chancen om man vil) for at blive gravid altid har været meget minimal, så har der altid været en mulighed. Men jeg har indtil denne gang undgået det. På en eller anden måde, har jeg forsøgt at holde styr på det hele, men da jeg mødte Martin var jeg for gammel til at kunne komme tilbage på p-piller, og en spiral mislykkedes totalt. Så for syv år siden, stod vi i en situation, hvor vi skulle finde ud af, hvordan vi så gjorde det.

Selv om jeg altid har været 100% sikker på, at jeg ikke skulle være mor, så var forslaget om at få livmoderen fjernet, dog en anelse for drastisk. Jeg kunne jo ikke garantere, at jeg ikke om tre år en morgen vågnede op og tænkte “Jeg vil være mor”, og skulle det stik imod forventninger ske, så ville jeg være ærgerlig over at jeg aktivt havde valgt denne løsning. Martin kunne vælge sterilisation, men han var lidt i samme tankegang som jeg. Hvad nu hvis vi ikke holdt, og han i det næste forhold mødte hende som han gerne ville udvide sin børneflok sammen med? Så var der kondomet tilbage, men for at være fuldstændig direkte, så tror jeg nok, at vi på den lange bane ville være rimelig trætte af det lille ritual. Så den dag, bliver vi enige om, at lade naturen råde. Med min tilstand, og i og med vi begge var midt i 30erne på det tidspunkt, så var risikoen endnu mere minimal end havde vi  mødtes ti år tidligere. Med den beslutning ser vi også hinanden i øjnene, og bliver enige om, at skulle det så mod al forventning alligevel ske, så ville og måtte vi også være voksne nok til at tage “konsekvensen” af vores handlinger. Men det ligger os så fjernt, at vi nogensinde ville havne i den situation….og slet ikke syv år efter den samtale!

Flere gange i gennem årene, har jeg taget en test. Men det har altid været som en slags behandling. Mine menstruationer er i en cyklus mellem en til to en halv måned, men har oplevet både halve og hele år uden. Men når jeg rammer cirka to en halv måned, så begynder mit hoved og min krop at spille puds med mig, og i de tilfælde har jeg altid taget en test, som så altid har vist negativ, og det har altid lukket op for sluserne. Så da jeg den 13. februar købte en test, var det fordi vi nu ramte måned tre uden menstruation, og hoved og krop spillede mig puds igen, og så var det bare meningen at den test skulle sætte en stopper for det. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi regnet med at den ville vise andet end negativ.

Men den var så positiv som den overhovedet kunne være, og jeg anede ikke, hvor langt vi var grundet min irregularitet. Så da det første overvældende chok havde lagt sig, fik jeg bestilt tid hos lægen til dagen efter, som så bestilte en scanning til så hurtigt som muligt, så vi kunne få svar på, hvor langt vi var i forløbet. Den aften kom vi også tilbage til vores samtale som vi havde for syv år siden, og selv om vi ikke var helt så skråsikre som vi havde været denne aften, så lå vi lidt der, at vi måtte jo lige se hvordan og hvorledes, og så tage den derfra.

Fredagen i samme uge, kom vi så ind til scanning. Det var en så surrealistisk oplevelse, at skulle ind på den briks. Jeg havde afsindigt svært ved at finde ud af, hvordan jeg havde det med det hele, og hvad jeg følte ud over chok og forbløffelse. Jeg var også skræmt for både at få at vide, at jeg var så langt, at jeg ikke længere havde noget valg, men også over hvordan jeg ville have det, hvis jeg ikke var længere end hvor jeg havde et valg. Jeg var ét stor rod. Da instrumentet blev sat på maven kunne selv jeg se, at der ikke var nogen som helst tvivl om, at der rent faktisk var en lille ting inde i maven, så der forsvandt den lille stemme som hele ugen havde forsøgt at hviske “det kan jo være, at det viser sig der ikke er noget derinde alligevel”. Et halvt minut efter fandt hun hjerteblinket, og i dét øjeblik blev benene slået fuldstændig væk under mig. Jeg havde på ingen måde kunne forberede mig på det syn. I dét sekund blev det hele meget virkeligt, og i dét sekund måtte jeg kaste alle min holdninger, overbevisninger og planer om ikke at skulle have egne børn helt væk. Om jeg ville eller ej, så var der der et lille liv, og hvis det havde valgt at flytte ind, mod alle odds, så skulle jeg ikke være den som tvang den til at flytte ud.

Scanningen fortalte os, at vi var 7 uger og to dage gravide. Terminen blev beregnet til ca. 3. oktober 2017, og da vi efter denne scanning sad i bilen, så blev vi hurtig enige om, at den beslutning vi havde truffet syv år senere stod ved. Vi ville ikke gøre noget aktivt for at forhindre forløbet. Vi valgte, igen, at lade naturen råde. Ske, hvad der måtte ske.

De næste tre uger begyndte vi så småt at vænne os til tanken. Der sker bare noget i hovedet, når man står i det. Uanset hvad man tidligere har tænkt eller besluttet. Vi forholdte os til, at vi til oktober kunne stå med et lille menneske som vi skulle bruge de næste 20 år af vores liv på at forme. Samtidig var vi også meget realistiske og opmærksomme på, at vi var meget langt fra mål, og at der kunne ske tusindvis af ting inden da. Så vi gjorde intet aktivt, andet end at vi mentalt forsøgte at forholde og forberede os på, at det kunne ende med et lille menneske i den anden ende. Men de tre uger med den viden, gav sgu os smil på læben. Vi fandt ro i at selv om vi ikke havde planlagt eller ønsket dette, så var det okay hvis det blev og var sådan.

Lad mig allerede nu sige, at det ikke bliver sådan. Ligesom verdenen blev vendt fuldstændig på hovedet for os da vi stod med viden om, at jeg var gravid, så blev verdenen vendt på hovedet én gang mere. Ligesom vi havde fundet ro i det hele, så sker der det som sker i intet mindre end en ud af fire graviditeter. Jeg aborterede spontant.

Det er lige her, her i den situation, jeg finder ud af at der ikke rigtig er noget at hente af information om, hvad det betyder, gør og foregår. Det er lige hér tabuet er. Når en graviditet går til grunde i første trimester, så er det som om der ikke skal eller bør tales om det. Det er ligesom om det er forbudt at tale om det, og næsten forbudt at tale om alle de følelser der også følger med. Det er ligesom om, at man ikke kan eller skal tillade sig at føle at man har mistet noget, da det jo næsten ikke nåede at blive til noget inden det var forbi igen. Men lad mig gentage en sætning, som jeg fandt en kvinde på YouTube sige: “I dét øjeblik en kvinde står med en positiv graviditetstest, der er hun mor!” Uanset om det er planlagt, ønsket eller ej, så er du i det øjeblik mor, og om man vil det eller ej, så betyder det noget!

For lidt over en uge siden, var jeg inde til en akutscanning, da jeg havde gået og småblødt, og det var ligesom om det blev kraftigere. Scanningen her viste at graviditeten var gået til grunde. Der var ikke længere noget hjerteslag. I momentet var jeg helt rolig omkring det og var okay med det. Vi havde jo ikke planlagt det her, vi havde aftalt at vi ville lade naturen råde på godt og ondt, og vi havde jo også været meget realistiske om det faktum, at meget kunne gå galt. Så jeg bliver sendt hjem på weekend, med en aftale om at møde ind til en medicinsk abort den efterfølgende mandag.

Allerede om lørdagen begynder min krop selv at tage affære. Det er nu på tide at smide et varsel ind. Hvis du ikke kan klare at læse og høre om blod eller des lige, så er det nu du skal stoppe, for det er nu jeg begynder at fortælle om min oplevelse med aborten på både et fysisk og følelsesmæssigt plan. Der vil være beskrivelser, som du måske ikke finder særlig tiltalende, og de er meget konkrete, men det er præcis disse dele som man ikke bliver informeret om. Hverken fra læger eller mange andre steder, men det er de dele som jeg havde behov for at vide, og som jeg med besvær også fandt frem til. Men jeg er sikker på, at der er mange som – desværre – kommer til at have et behov for at vide helt præcist, hvad man kan forvente, eller har behov for at læse om andre som har haft den samme oplevelse, og finde ud af, at de ikke er alene. Så hvis du ikke har lyst til at vide eller læse omkring det, så er det nu du skal stoppe.

Som jeg sidder og gør mig klar til en fødselsdag sidst på eftermiddagen om lørdagen, mærker jeg kroppen give slip. Når det endelig sker, så er man slet ikke i tvivl om, hvad der sker. Det er en voldsom oplevelse, da det fosser ud med blod, som du på ingen måder kan holde tilbage. Jeg får mig vraltet, lidt ligesom når man forsøger at holde tis tilbage når man er virkelig tissetrængen, ned på toilettet og ind i bruseren. Her oplever jeg en flod som bare vælter ud af mig. Jeg bliver forskrækket, da jeg aldrig nogensinde har set eller oplevet noget lignende. Her oplever jeg også, at jeg bryder grædende sammen, men på det her tidspunkt er min gråd mest frygtbaseret, da det vitterligt strømmer ud af mig. Jeg står i bruseren i ca. 10 minutter før vandet bliver nogenlunde klart igen. Herefter får jeg mig “pakket” godt ind, og formår faktisk også at komme til fødselsdagen uden den samme fornemmelse af at det vælter ud af mig, som lige da det begyndte.

Søndag morgen vågner jeg op uden at have blødt synderligt mere, og jeg tænker “hold da op – selv om det var voldsomt, så var det da egentlig meget “nemt” og hurtigt overstået”.  Rent følelsesmæssigt er jeg nogenlunde okay. Jeg mærker en form for tristhed og ærgrelse, og har fældet nogen tårer, men jeg har kunne være i det og været i stand til at håndtere det.

Jeg tror naivt, at jeg er på den anden side. Det skal så vise sig, at det er jeg langt fra. I løbet af søndagen, kommer jeg til at opleve det værste jeg nogensinde har været igennem. Både rent kropsligt, men også rent følelsesmæssigt.

Lidt over middag om søndagen, begynder resten. Igen er du på ingen måder i tvivl om, hvad der sker, når det sker. Som dagen i forvejen, mærker jeg pludselig et “wooosh”, og jeg forsøger at holde tilbage det bedste jeg kan, for at gøre mig i stand til at rejse mig fra stolen for at komme ned på badeværelset sådan nogenlunde uden at skulle dryppe på vejen derned. Jeg når ikke engang halvvejs, før jeg bliver nødt til at stoppe op og kalde på den bedste halvdel. Jeg bliver nødt til at stoppe, da jeg har brug for at få et håndklæde omkring mig som en anden ble, for at skåne resten af ruten ned til badeværelse for et blodspor af den anden verden. Med håndklædebleen omkring mig, får jeg mig bevæget ned på toilettet, og næsten kaster mig selv på brættet. Hvor det om lørdagen “kun” har været blod (ved jeg nu), så er det nu alt det andet kommer ud. Du mærker vitterligt, hvordan klumper af “ting” kommer ud af dig, og lad mig sige at det ikke er nogen rar fornemmelse eller oplevelse. Dernæst er det ind i bruseren, og her kan jeg se at det fortsat vælter ud af mig, og her er det så også at alle følelserne sætter ind. Det er ikke kun længere forskrækkelse som spiller ind, men også alt mulig andet.

Jeg har stadig meget svært ved at sætte ord på, hvorfor jeg blev så ked af det, for jeg har jo aldrig nogensinde haft ønsket om at blive hverken gravid eller mor. Så hvorfor reagerer jeg så, så kraftigt rent følelsesmæssigt? Det bedste svar jeg kan komme til, er at jeg på trods af det hele de sidste tre uger netop har forholdt mig til det, og vænnet mig til, og fundet fred og forlig i, at nu skulle vi være forældre. På et eller andet ubevidst plan, havde jeg fundet forbindelsen mellem det lille foster og mig, og lige i det her øjeblik mister jeg det, og lige i det her øjeblik så er jeg så ked af det som jeg aldrig har været før. Jeg vælger aktivt følelsen til. Lader mig acceptere at jeg føler, og skal føle, og lader jeg ikke mig selv være i det, så kommer det på et andet tidspunkt til at sætte sig i mig på en eller anden måde. Så jeg vælger følelserne til, og giver slip.

Jeg græder, græder og græder i 20 stive minutter, mens jeg står under bruseren. Det her scenarie gentager sig så med jævne mellemrum hele søndagen igennem, samtidig med at der nu også er voldsomme krampesmerter. Men i ca. 10 timer er jeg med jævne mellemrum det samme scenario igennem. Det aftager ikke på nogen områder før omkring midnatstid søndag aften. Her er det ligesom om, det som skal udskilles, er udskilt. Jeg kan samtidig mærke, at det har gjort mig rigtig godt, at give slip i forhold til at føle. Det gjorde mig godt, og det lyder måske mærkeligt, at det kan være en god ting at vræle hjerteskærende on and off en hel dag, men det gjorde det. Jeg fik ikke kun de ting ud der skulle ud rent kropsligt, men jeg fik også renset godt ud rent følelsesmæssigt.

Mandag var jeg tilbage på sygehuset, da det var her jeg egentlig skulle have sat gang i den medicinske abort, da min krop om fredagen jo endnu ikke havde udskilt graviditeten. Jeg får til trods for kroppens egen handling, sat pillerne op, da de gerne vil sikre, at vi kommer helt igennem. Efter en time får jeg lov til at tage hjem, og pillerne gør det de skal gøre, men i og med min krop selv har taget affære hen over weekenden, så er min oplevelse med pillerne slet ikke på niveau med hvad andre oplever det, såfremt det er pillerne som skal sætte gang i aborten. Jeg får også her en lille snak med sygeplejersken, om mine reaktioner, og om hvor meget de kom bag på mig, samt min undren over hvorfor jeg reagerer som jeg gør, hvortil hun siger at selvfølgelig reagerer man, og at man samtidig også skal huske på, at kroppen er spækket op med hormoner som i høj grad også spiller ind. De hormoner ville fortsætte med at drille på flere niveauer i op til tre uger.

Siden i mandags har jeg så ligeså stille bevæget mig videre. Siden den fatale søndag, har jeg ikke grædt særlig meget. De første par dage lige efter, havde jeg et par tidspunkter, hvor jeg stadig blev en del berørt, men slet ikke med samme intensitet som i weekenden, hvor det hele stod på. Jeg var klar til arbejde igen om onsdagen, og her en uge efter er jeg faktisk oprigtig, når jeg siger at jeg er okay. Jeg er ikke følelseskold, og jeg ved at der er kvinder derude som gennemgår en decideret sorg, når de mister en graviditet, som tager dem langt længere end en uge. Men det som man skal huske på er, at mit udgangspunkt med denne graviditet har været en fuldstændig anden end det udgangspunkt de fleste kvinder har. Min graviditet var hverken forsøgt eller ønsket – den blev bare. Jeg tror at lige netop det har gjort, at min helingsproces har været betydelig kortere end de fleste med samme oplevelse.

I morgen skal jeg ind til endnu en scanning. Her skal vi have tjekket, at kroppen har gjort det arbejde der skal gøres. Det bliver forhåbentlig sidste skridt i dette forløb. Hvordan jeg reagerer, når jeg er der ved jeg ikke. Lige nu vil jeg sige, at jeg vil være okay. Men jeg kan ikke være sikker. Jeg ved ikke engang om jeg har lyst til at kigge med på skærmen. Jeg ved ikke om jeg kan klare at se en tom livmoder, selv om jeg er helt afklaret og okay med, at det fik denne ende. Men jeg har lovet mig selv, at føler jeg, så skal jeg lade mig føle. Men lige nu, så er jeg på den anden side i forhold til følelserne.

Ja – jeg har stadig ganske små stunder, hvor jeg bliver en lille smule “øv”, da vi her på den anden side godt kan sige, at vi så småt var begyndt at glæde os til den rejse vi skulle ud på. Men vi er, med hånden på hjertet, også okay med at det ikke blev således. Når det er sagt, så vil jeg så sandelig gerne have været den oplevelse foruden, for når man står i den – uanset hvilket udgangspunkt man kommer fra – så er det på ingen måde noget som er “bare lige”. Det er voldsomt, det er intenst og det er frygteligt. Det på trods af, at det lille foster næsten ikke var et menneske endnu. Det er altid i orden og fuldstændig legalt at føle sorg over det lille liv man har mistet. Det burde ikke være noget man føler man ikke skal tale om, fordi det jo næsten ikke engang var gået i gang. Hvor ville jeg ønske, at der blev talt mere om det. Igen; en ud af fire…. en ud af fire – det er eddersparkme mange, og det betyder alt andet lige også, at der sidder frygtelig mange kvinder derude som ikke ved, hvor de skal gøre af deres følelser, tanker og oplevelser, fordi der mellem linierne er en uudtalt regel om, at det taler man ikke om, når det sker allerede i første trimester.

Jeg håber inderligt, at dette indlæg kan hjælpe, oplyse og trøste, måske alle dele, nogen derude. Jeg ved, at jeg manglede en fortælling som denne, da jeg stod i det. Jeg manglede at høre eller læse om nogen som også havde været det igennem. Jeg fandt noget på YouTube og lidt på nettet, men jeg er forundret over, hvor lidt der er, taget i betragtning hvor mange vi er der har oplevet det. Bryd tavsheden. Fjern det underlagte forbud der er i forhold til at italesætte det. Al mulig kram til Jer som har gennemgået det – I er ikke alene, og sørg for guds skyld for ikke at gemme det væk. I behøver nødvendigvis ikke at offentliggøre det til hele verdenen på denne måde, men lad være med at holde det inden for Jeres egen lille vægge. Kom ud med det, og husk på at de fleste sygehuse faktisk har folk I kan tale med omkring Jeres følelser og oplevelser.

…og hvor er jeg og min bedste halvdel så efter denne oplevelse? Hvad er fremtiden i forhold til det her med graviditet og børn? På et personligt plan har jeg faktisk følt at jeg har bundet mig en tand tættere til min bedste halvdel. Jeg har altid vidst, at han er en fantastisk mand, og at jeg knuselsker ham. Men efter dette, så har jeg fået understreget hvor fantastisk han er. Hvad han har præsteret for at bakke op omkring mig fra start til slut i det her, er intet mindre end verdensklasse. Det har gjort noget i forhold til, hvad jeg føler for ham. Det har ændret sig. Jeg har fået et ekstra niveau på, som jeg ikke tror ville have indfundet sig, havde vi ikke været dette igennem.

Vi har altid vidst, at det ikke var umuligt for os at blive gravide, men vi har også vidst at det var ekstremt utænkeligt, at vi ville stå der, og vi har i baghovederne altid haft en frygt for, hvis det nu skete. Nu ved vi, hvordan vi reagerer og hvordan vi vil have det, hvis det skete. Nu ved vi, at vi vil være okay med det, og at det ikke er den frygtelige farlige bussemand, som vi havde forestillet os. Nu ved vi, at vi kan være i det, og hvad vi vil gøre hvis det skete.

Vi har ingen planer om, hverken at fremskynde eller forhindre det sker igen. Jeg er stadig der, hvor jeg absolut ingen planer har, ønske eller tanker om at jeg gerne vil have mine egne børn. Men jeg er ikke skræmt ved tanken længere, så sker det igen, så sker det. Vi har valgt, atter engang, at vi lader naturen råde. Vi lader skæbnen bestemme, og hvis det mod alle odds igen skulle ske, så ved vi præcis, hvad det gør og hvad vi vælger. Det har ikke gjort, at jeg nu ønsker det skal ske og at jeg nu ønsker at være mor. Så meget har det ikke gjort ved mig. Men jeg har fundet ud af, at det er okay, hvis det former sig således. Skal det ske, så lad det ske. Sker det ikke, så blev det præcist som jeg havde planlagt helt fra 12-års alderen.

Danmark – vi er tilbage

Wow! 

Jetlag sidder stadig lidt i kroppen, og med en dagligdag inklusiv arbejde, som er startet op, så har restenergien ikke rigtig været tilgængelig efter hjemkomst. Samtidig har vi også brugt dage på, at fordøje det hele. Den meget korte og præcise beskrivelse af vores rejse og jul i Californien er: wow!

Vi forlod Aalborg en alt for tidlig morgenstund den 18. december, og stod på Californisk grund ca. 20 timer senere, hvor vi indlogerede os i fem dage i San Diego. Herfra havde vi en plan om, hvad det meste af vores ophold i byen skulle udfyldes med, men med plads til overraskelser, hvis vi faldt over noget, som vakte vores nysgerrighed. Nu ved jeg, at ikke alle læsere her, er forbundet til mig på Facebook, men under hele turen, fornøjede jeg mig selv – og andre – med daglige “kære dagbog” videoindlæg, så dem der sad på den anden side af skærmen (og jorden), kunne se det vi så og oplevede i levende billeder. Her på bagkanten, giver det også mig mulighed for at genopleve turen igen på en hel anden måde, end “bare” ved at kigge på billeder. Jeg har ikke taget så mange billeder denne gang, som sidste gang. Til gengæld har jeg videoerne, og de er – hvis jeg selv skal sige det – fantastiske i forhold til at genopleve det hele. De er lagt offentligt ud, så har du lyst, så kan du se det hele selv ved at klikke her:

Vi fik set alt det vi havde planlagt hjemmefra, heriblandt besøg på Corvette Diner og Seaport Village mens vi var i San Diego.

15781428_10155670925142222_1278702640300511247_n

Seaport Village

Vi fik på Corvette Diner en lille ekstra oplevelse med, eftersom min bedste halvdel kunne fremproducere det bevis på, at han var den på aftenen, som var kommet længst væk fra, for at indtage dagens aftensmåltid. Han blev hyldet og belønnet med den fineste t-shirt som ligger godt i svinget til titlen som “Bedste Souvenir” fra turen.

T-shirt Gevinst

Vi fik hilst på solen, varme dage, Stillehavet og smukke solnedgange. Vi fik set Los Angeles, som blev indtaget de sidste syv dage, fra toppen, kigget ned i jorden på Hollywood Boulevard, og ikke brugt en eneste dollar da vi besøgte Beverly Hills og Rodeo Drive.

Stillehavet

California Sunset

Hollywood

Vi fik oplevet attraktioner som vi havde planlagt, og besøgt museer som vi ikke havde planlagt. Vi fik fuld valuta for alle de penge vi havde med og mere til. Der er så mange oplevelser der kunne trækkes frem, men uendeligheden har jeg nok ikke til rådighed, så jeg vil ikke til at nævne dem alle. Men de er alle med i videoerne (clickbait, anyone?)

Der er dog én oplevelse som skiller sig ud. Besøget i Universal Studios. Jeg har været der et par gange før, og jeg elsker det, så selvfølgelig skulle det genopleves. Det var otte år siden sidst, og tiden har så absolut ikke stået stille der. Der er udvidet, tilbygget og ændret i meget stor stil. Menneskemængden var enorm, og sikkert lidt mere end det sædvanlige eftersom vi ramte Universal i juledagene. Det endte med, at vi måtte bruge to dage for at få det hele med, men det var begge dage, og hele beløbet, værd da vi på anden dagen sent om aftenen traskede trætte ud af parken….. og som en overraskelse opdagede jeg, at Universal i Los Angeles for blot få måneder siden også åbnede et Harry Potter land, som jeg allerede vidste fandtes i Florida versionen. For en 42-årig inkarneret Harry Potter fan, var det toppen af alle oplevelser for mig. Og ja – jeg er kommet hjem med en vaske ægte tryllestav. McGonagalls tryllestav. Og Every Flavour Beans. Og Chocolate Frog!

Universal Studios

Hogwarts15741084_10155690459462222_1243185665729194500_n

Vi drog afsted mod Danmark igen så vi kunne nå hjem til at skyde nytåret ind. Ni timer før 2016 rendte ud, var vi tilbage på vores egen matrikel. Med os i baggagen havde vi en masse indkøbte turist tingeltangel og en god portion af både fødevarer, tøj og sko som fandt vej til vores kufferter. Men frem for alt havde vi oplevelser med os hjem, som vi forhåbentlig aldrig glemmer, og en følelse af, at den her tur var noget helt særligt. Det ligger som en varm dyne rundt hele kroppen at tænke på alt det vi oplevede.

…og jo – selvfølgelig var der palmer i massevis. Den sidste hilste vi på, da vi tjekkede ind i lufthavnen i San Diego for at begive os hjemad igen. Nu får du også lov til at hilse på den, med en varm anbefaling om, at får du nogensinde muligheden, så tag turen over there.

California … here we come

Skulle nogen være i tvivl, så holdes julen for vores vedkommende i år i Californien. I halvanden måned har vi ventet på afrejse siden billetterne blev bestilt, og i halvanden måned har vi glædet os. I morgen er det dagen. Kl. 6:05 letter vi fra Aalborg Lufthavn og sætter kursen mod San Diego, hvor vi vil være i fem dage, hvorefter vi indtager Los Angeles i syv dage.

Åh som jeg glæder mig til at gense Orange County. Det er otte år siden sidst, og første gang den bedste halvdel i det hele taget skal til USA. Jeg glæder mig til at vise ham det, som for mig, har en meget stor betydning.

Jeg glæder mig til varme og palmer. Jeg glæder mig til Olive Garden og Red Lobster. Jeg glæder mig til Corvette Diner. Jeg glæder mig til midnatshøjmesse juleaften i Cathedral of Our Lady of the Angels. Jeg gæder mig til Universal Studios. Jeg glæder mig til Griffith Observatory. Jeg glæder mig til udsigter, til udflugter – ja jeg glæder mig til alt det, og meget mere.

California flag

Oceanside

Vi er i fuld sving med de sidste forberedelser, da vi i aften drager afsted mod Frejlev til den årlige julefrokost hos Morlille & Niels, og der derfor ikke er mere tid end til i eftermiddag at gøre klar i.

Nej … jeg har faktisk ikke pakket så meget som et par trusser endnu. Det gør jeg lige om lidt. Kufferten er klar inden jeg skal afhente hus- og hundesitter kl. 16:00. Anna, som vi fandt på Facebook da vi søgte, ankommer for at holde øje med huset, og holde Bailey & katten Mojo ved selskab mens vi er væk. Hvalpen Nova skal til Nibe, hvor Karsten & Charlotte med kærlighed og stor hundeerfaring, indlogerer hende mens vi er væk.

Når vi letter, så tager vi afsted med tryghed i maven, og en fuldstændig tro på, at der er styr på det hele, og at det vi efterlader mens vi er væk, er i de bedste hænder. Vi kan nyde i fulde drag uden nogen bekymringer, og er evig taknemmelig for, at der er mennesker omkring os, som gerne vil hjælpe til, for at vi kan få den bedste tur som overhovedet mulig.

Vi har sørget for at bo på hoteller med gratis WiFi, så vi kan lade høre lyd fra os. Hvor godt det WiFi så er, får vi at se. Det er solgt som “højhastighed og god forbindelse”, men vi ved jo alle, at det ikke altid lever op til forventningerne. Men jeg er overbevist om, at der nok skal gives lyd i en eller anden grad mens vi er væk.

Vi er hjemme igen nytårsaftens dag, så vi kan nå at starte 2017 på dansk og Trumpfri jord. Vi ses på den anden side – dejlig dejlig weekend, og jul, til Jer alle!