Mit hjerte synger

Jeg kommer fra en søskendeflok på tre. Jeg har en hel- og en halv bror. Den halve bror er 11 år yngre end jeg, så selv om han anno 2017 mønster en voksen alder af 32, så er han for mig “bette”. I weekenden så jeg ham for første gang i to år. I de to år han har boet på et botilbud i nærheden af Hammer Bakker, hvor en gammel skole er blevet til et sted for dem som ikke har haft det alt for nemt i livet.

Her går han og er omringet af bakket landskab, en fantastisk gårdhave som han selv har været, og fortsat er i gang, med at opbygge og opdyrke. En gårdhave med kæmpe drivhus, og voileure

Man finder sågar på stedet også en fuldt udstyret gymnastiksal og en generel indretning som er meget indbydende.

Om lidt skal de igang med at lave 1. etage om til lejligheder, og også her skal han være med, men inden da, så skulle han lige have hjælp af den bedste halvdel til at få liv i en scooter som han er igang med at istandsætte.

Benjamin har ikke haft en nem opvækst. Benjamin og jeg deler far, og han er opvokset hos sin mor. Alt i alt har Benjamin seks søskende, men ingen helsøskende. Fra tidlig barnsben var der indikationer om, at ikke alt var som det skulle være, men der skulle gå årtier før man sådan nogenlunde fandt ud af hvad det var. Benjamin har været ramt af forskellige psykiske udfordringer, og har gennem – især sin ungdom – været kastebold i systemet, som egentlig bare forsøgte at sende ham videre, fordi de ikke lige kunne tage ordentlig hånd om hans situation. I og med der aldrig sådan for alvor blev taget  fat i roden, så endte Benjamin med at “selv behandle” på forskellige måder, som naturligvis forværrede hans situation, livskvalitet- og glæde.

For godt to år siden var der endelig nogen som tænkte at vi måtte finde det rette sted for Benjamin. Nogen som ville være med til, at han ikke længere skulle være kastebold, og det næste sted også skulle blive det sidste sted for ham. Skulle han derfra igen, skulle det ikke være fordi det var et mis-match, en fejlvurdering eller andet. Det skulle være fordi han var kommet på fode og fordi han var blevet så udredt, behandlet og optrænet, at han ville kunne varetage sig selv på egen hånd, uden sine udfordringer ville følge med.

Botilbudet Lindholm har været Benjamins adresse de sidste to år, og han har – stik i mod den normale procedure for stedet – fået bevilliget ubegrænset ophold på stedet grundet hans situation og historik. I weekenden så jeg ham for første gang i de to år. Ikke fordi jeg ikke har villet. Tværtimod. Men Benjamin har selv fået lov til at bestemme tempoet, og en af de ting som han gerne ville arbejde med, før han kastede sig ud i genopbygning af kontakt og relationer var konfrontationen med sig selv. Han ville finde ud af, hvem han var før han gen-introducerede sig selv. Jeg har løbende haft telefonisk og sms-kontakt med ham. Men i weekenden var det fysisk kontakt med ham for første gang i to år.

Mit hjerte blev varmt. Jeg mindes ikke hvornår jeg sidst har set en Benjamin som var klar i sin tale, sin tankegang, sin  kommunikation og sit livssyn. Jeg mindes ikke hvornår jeg sidst har set en Benjamin som rent kropsligt signalerer ro og tryghed. Jeg mindes ikke om jeg nogensinde har set en Benjamin, hvor jeg har tænkt “nu er der overvejende gode dage hos ham end dårlige dage”. Men det gjorde jeg i weekenden. Han har i høj grad arbejdet og arbejdet hårdt. Han har fået et par diagnoser som han får medicin for, frem for en masse forskelligt medicin fordi de ikke vidste hvad der var galt. Så han er korrekt medicineret og diagnosticeret, hvilket giver et frygtelig godt springbræt til den korrekte behandling også. Den har har fået, og får den stadig. Hvad de har fået frem (og væk) i Benjamin med åbenhed, frirum, talerum, respekt for individet, godt gammeldags arbejde, aktiviteter og en formåenhed til at han kan føle han lever sit eget liv, selv om der er personale omkring ham hele tiden, er intet mindre end livs ændrende for ham – og jeg kan mærke det. Men det kan Benjamin også. Han er så langt, at han nu tør at kigge bagud, og stå ved sine dæmoner og handlinger. Han peger ikke længere fingre. Han tager selv ansvar for dem. Der er kun én som kan gøre noget ved det – og det er ham selv; støttet op af den behandling, hjælp og kontakt som han har på stedet.

Jeg falder også til ro når jeg ser og hører ham i dette. Jeg har gennem 20 år været oprigtig bekymret for, om han ville klare den. Jeg har været involveret i hans proces i mange år, og på helt tæt hold indtil han blev 21. Herefter, var vi der, hvor han sådan set selv skulle stå for kampen mellem ham og det offentlige selv grundet alderen. Ikke fordi jeg ikke ville, men der var ikke belæg for det længere, og man kan ikke tvinge ham til noget  han ikke er klar til eller vil. Vi havde steder vi kunne henvende os til, men der kunne ikke længere “beordres”, men “kun” slåes i bordet og sige, at nu måtte de simpelthen skride ind, for ellers ville det gå helt galt. Det tog lang tid, men til syvende og sidst nåede vi dertil.

Benjamin er stadig, og vil nok for altid, være sårbar. Men han tror på sig selv, han tror på livet, han tror på sine muligheder og han er så småt ved at  have tillid til systemet igen. Det er det som der bygges videre på, og jeg er slet ikke i tvivl om, at de hos Lindholm er klar til denne opgave. Jeg krydser alt hvad jeg har for, at han kommer  helt ud på den anden side – også selv om det måske tager lang tid endnu. Men han er eddersparkme, for første gang, godt på vej.

Det var et sindsygt godt besøg, og for første gang i 20 år kan jeg mærke at også jeg tror fuldt og fast på, at han har fundet sig selv og roen og vejen til livets glæder samt muligheder.

Den første dag i resten af livet

For syv år siden i dag, skrev jeg denne besked på min facebookvæg. På det tidspunkt var jeg stadig på job med 9 arbejdstimer tilbage.

På det tidspunkt, havde jeg kommunikeret med den bedste halvdel pr. mail, sms og telefon i et par måneder, men vi havde endnu ikke mødtes. Ja bortset fra dengang 20 år tidligere, som vi i løbet af vores første kommunikation fandt ud af. Da jeg fik fri kl. 21, holdte han i sin guld Mercedes ude på parkeringspladsen, og i den tog han mig en tur til havnen, hvor vi fik os en gå tur, og derefter til en kop varm chokolade på Ib René Cairo. Under dette møde holdte vi hånd og kyssede første gang. Det blev dag ét i vores nu syv år lange forhold.

Siden da har der været syv års-dage, og der er i de syv år på den 3. juni blevet postet på min facebookvæg. År et blev den fine buket han kom hjem med vist til hele verdenen.

År to blev symboliseret med et kærlighedsikon, som i dag hænger på vores væg under billederne af det sted, hvor vores hænder mødtes første gang, og det sted, hvor vi kyssede første gang.

År tre blev fejret i dejlig sommervejr med mad og rosé vin på terrassen i vores have.

Da vi rundede år fire blev der lagt et billede op af et af vores tusinde kys igennem tiderne.

År fem var en slags jubilæumsår, så her tog vi os den fine frihed, at invitere os selv ud på bobler og middag i byen

Sidste år var det år seks…. og her dukker der også et minde op. Men det er sgu ikke af den bedste halvdel og jeg. Årsdagen år seks, har jeg åbenbart valgt at bruge sammen med de fantastiske HH-tøser

År seks var åbenbart det første år, hvor årsdagen ikke var så højhellig, eller så er det blot et tegn på, at både han og jeg er så sikker i vores kærlighed, at vi absolut ikke behøver at sidde på hinandens skød og holde i hånd denne dag for at fejre vores kærlighed. Vi ved begge godt, at det er noget vi gør hver eneste dag.

Nu er vi så nået til år syv. Om der er noget i vente ud over en fødselsdagsbrunch her til formiddag, vil kun dagen i dag vise. Men én ting er sikkert og vist. Jeg elsker ham helt op til månen og tilbage igen. Han er hver eneste dag en mand som finder sig i mig, og det i sig selv burde understrege, hvor fantastisk en mand han er, og hvor ufattelig heldig en dame jeg er. Vi har i syv år gået igennem mangen en ting, men en syv-års krise er der ikke nogen tegn på.

Selv om der er dage, hvor enten han eller jeg ikke er i det optimale humør eller har den overvældende lyst til at hænge sammen, så kan jeg i mit hjerte og mave stadig mærke, at det vil være helt forkert, hvis han ikke var min.

Min elskling – TAK for dig. Jeg er den af os to, som mindst viser romantik og kærlighed. Det er sådan jeg er, og sådan jeg altid har været. Heldigvis ved han det, og har vidst det fra starten. Men jeg tror og håber også på, at han ved at det ikke betyder, at jeg elsker ham mindre end han elsker mig. Jeg ved at han elsker mig, og han er aldrig nogen sinde fedtet med både at vise og fortælle det.

For syv år siden gav han mig det første kys – i dag får jeg med garanti nogen flere, og i årene som kommer mangedobles de fortsat.

Så kom den endelig

Det er lang tid siden der sidst har været feriedage. Hele tre måneder. Så den kommende påske er et tiltrængt pusterum. Jeg har ovenikøbet nogen feriedage til gode, som står og råber på at blive brugt inden det nye ferieår melder sin ankomst til maj. Tre af dem snupper jeg nu. Så lige om lidt, så slukker jeg min arbejdsstation, og så sætter jeg kurs hjemad mod 10 feriedage i alt.

Jeg har besluttet mig for at trække stikket helt, hvad angår arbejde. Jeg slettede allerede i oktober min adgang til arbejdsmail fra hjemmecomputeren, og i midten af februar gjorde jeg det samme med adgangen til arbejdsmail på min telefon. Så fristes jeg ikke af “jamen jeg skal liiiige….”. Der er næppe noget som rent arbejdsmæssigt eksploderer bare fordi jeg ikke ser det inden den 18. april, hvor jeg er tilbage på pinden.

Jeg har ikke de store planer i dagene inden påske. De skal  bare fyldes af ingenting og ellers lystbetonede og impulsive ting. Jeg har i de første påskedage et par familierelaterede aktiviteter som skal nydes. Næste weekend byder vi vores hundepasser fra julen velkommen tilbage i vores hus, for at sætte kursen mod Sjælland, hvor vi vil besøge Korsbæk, lidt sjællænderfamilie og ellers bare nyde at vi har fri og mulighed for at gøre kun det vi allermest har lyst til.

Jeg ser meget frem til de her dage.

Når man får gave af en anden kvindes mand

Nogen gange har og får mænd et ry for ikke at være betænksomme, og ikke være i stand til at forholde sig til “kvindeting” og “kvindefølelse”. Men der er faktisk mange mænd derude som kan, men de er ikke nødvendigvis gode til at udtrykke det på samme måde som kvinder måske gør. Men kære kvinder – mænd siger det på rigtig mange måder. F.eks. med en frø….

 

Jeg er varm helt ind i hjertet over gestussen, og kvinden som har denne mand hos sin side (og nej – det er ikke mig), er en meget heldig en af slagsen. Jeg tror hun ved det allerede.

Da verdenen vendte sig på hovedet

Lad mig på forhånd varsle dig om et meget langt indlæg, men det kan ikke gøres kortere, hvis det skal have det formål det skal have – både for mig selv, og for andre, som har behov for det her indlæg også.

Det her er et indslag, som jeg har gået og tænkt en del over, om det overhovedet skulle skrives. Jeg er dog kommet frem til, at det skal det. Både fordi det her med at skrive, i mange tilfælde for mig, lader mig komme ud med ting. Det er og har i ca. 30 år været en “nødvendighed” (i mangel af et bedre ord) for mig. Det værende om det blot er intetsigende oplevelser, observationer eller holdninger, større eller mindre begivenheder eller bare dagligdagens trummerum. Det at nedfælde ord, har bare altid været noget som jeg ikke har kunne lade være med. Det faktum er den ene grund til, at jeg har valgt at skrive dette indlæg. Jeg har brug for det.

Den anden grund er en helt anden. Jeg har igennem den her oplevelse haft behov for at vide, hvad som foregik, hvad jeg kunne forvente og hvordan har andre med samme oplevelse haft det? Her finder jeg ud af, at der faktisk ikke er meget at komme efter. Det er ligesom om det hele er pakket ind, og alle er bange for at pakke det ud og vise eller fortælle om det. Det er, desværre, et slags tabu, og hvor er det dog en skam. Selv om  mit udgangspunkt har været meget meget anderledes end de fleste, som gennemgår det jeg har gennemgået, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, at der må sidde tusindvis derude med de samme behov som jeg, og så er der ikke rigtig noget at komme efter. Man bliver ligesom efterladt i et tomrum, og så skal man selv forsøge at navigere rundt i det hele. Der er ikke rigtig nogen steder, man kan vende sig hen for at få indsigt i det man går igennem, og jeg har en fornemmelse af, at der er rigtig mange derude som har behov for at vide og undersøge. At mærke man ikke er unormal og at man langt fra er alene om den oplevelse. Så jeg vil også gerne med dette indlæg hæve tabuet. Give en håndsrækning og fortælle om min oplevelse, da jeg er sikker på at den er næsten identisk med de tusinder af andre, som har oplevet det samme. Men de ved det bare ikke. Jeg vil gerne med dette indlæg bryde tavsheden.

Det som lige om lidt afsløres er langt fra kendt af alle, og for nogen – selv nogen af mine nærmeste – vil det komme som en kæmpe overraskelse. De har ikke vidst det. Så det vil for dem også være første gang de får viden om det.

Den 13. februar i år, står jeg i mit køkken med en positiv graviditetstest

Det var ikke meningen, at den skulle være positiv. Jeg har mere end en gang fortalt, at det her med egne børn aldrig har været i min planlægning. Jeg har på intet tidspunkt i mit liv, haft en lyst eller bare det mindste behov for at skulle have mine egne børn. Jeg var blot 12 år gammel, da jeg tænkte denne tanke første gang. Som årene gik ændrede det sig ikke – tværtimod. I ca. 15 år har jeg skulle forklare folk, hvorfor jeg ikke skulle have børn. Jeg er gennem 15 år blevet stillet spørgsmålet om, om jeg ikke snart skulle igang. Jeg er gennem 15 år fået fortalt, at det nok skal ændre sig, og at det “bare” handlede om den rette, den rette tid, de rette omstændigheder og så videre. For ca. fem år siden stoppede de spørgsmål og udtalelser sig endelig. Da jeg rundede omkring 37 var det ligesom om, at alle omkring mig accepterede, at jeg nok havde ment det. De accepterede i stilhed, at Heidi ikke havde, ej heller skulle have, egne børn. Jeg oplevede, og oplever stadig, dog at jeg på en måde skal forklare og/eller retfærdiggøre hvorfor jeg har valgt som jeg gjorde. Så jeg er dermed også nået et punkt, hvor det sidste folk omkring mig nogensinde ville forestille sig at høre fra mig, er ordene “jeg er gravid”.

Jeg fik i 1999 konstateret PCO som i sig selv gør det vanskeligt at blive gravid. Jeg har gennem hele mit liv, haft meget irregulære menstruationer grundet denne tilstand, og selv om risikoen (eller chancen om man vil) for at blive gravid altid har været meget minimal, så har der altid været en mulighed. Men jeg har indtil denne gang undgået det. På en eller anden måde, har jeg forsøgt at holde styr på det hele, men da jeg mødte Martin var jeg for gammel til at kunne komme tilbage på p-piller, og en spiral mislykkedes totalt. Så for syv år siden, stod vi i en situation, hvor vi skulle finde ud af, hvordan vi så gjorde det.

Selv om jeg altid har været 100% sikker på, at jeg ikke skulle være mor, så var forslaget om at få livmoderen fjernet, dog en anelse for drastisk. Jeg kunne jo ikke garantere, at jeg ikke om tre år en morgen vågnede op og tænkte “Jeg vil være mor”, og skulle det stik imod forventninger ske, så ville jeg være ærgerlig over at jeg aktivt havde valgt denne løsning. Martin kunne vælge sterilisation, men han var lidt i samme tankegang som jeg. Hvad nu hvis vi ikke holdt, og han i det næste forhold mødte hende som han gerne ville udvide sin børneflok sammen med? Så var der kondomet tilbage, men for at være fuldstændig direkte, så tror jeg nok, at vi på den lange bane ville være rimelig trætte af det lille ritual. Så den dag, bliver vi enige om, at lade naturen råde. Med min tilstand, og i og med vi begge var midt i 30erne på det tidspunkt, så var risikoen endnu mere minimal end havde vi  mødtes ti år tidligere. Med den beslutning ser vi også hinanden i øjnene, og bliver enige om, at skulle det så mod al forventning alligevel ske, så ville og måtte vi også være voksne nok til at tage “konsekvensen” af vores handlinger. Men det ligger os så fjernt, at vi nogensinde ville havne i den situation….og slet ikke syv år efter den samtale!

Flere gange i gennem årene, har jeg taget en test. Men det har altid været som en slags behandling. Mine menstruationer er i en cyklus mellem en til to en halv måned, men har oplevet både halve og hele år uden. Men når jeg rammer cirka to en halv måned, så begynder mit hoved og min krop at spille puds med mig, og i de tilfælde har jeg altid taget en test, som så altid har vist negativ, og det har altid lukket op for sluserne. Så da jeg den 13. februar købte en test, var det fordi vi nu ramte måned tre uden menstruation, og hoved og krop spillede mig puds igen, og så var det bare meningen at den test skulle sætte en stopper for det. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi regnet med at den ville vise andet end negativ.

Men den var så positiv som den overhovedet kunne være, og jeg anede ikke, hvor langt vi var grundet min irregularitet. Så da det første overvældende chok havde lagt sig, fik jeg bestilt tid hos lægen til dagen efter, som så bestilte en scanning til så hurtigt som muligt, så vi kunne få svar på, hvor langt vi var i forløbet. Den aften kom vi også tilbage til vores samtale som vi havde for syv år siden, og selv om vi ikke var helt så skråsikre som vi havde været denne aften, så lå vi lidt der, at vi måtte jo lige se hvordan og hvorledes, og så tage den derfra.

Fredagen i samme uge, kom vi så ind til scanning. Det var en så surrealistisk oplevelse, at skulle ind på den briks. Jeg havde afsindigt svært ved at finde ud af, hvordan jeg havde det med det hele, og hvad jeg følte ud over chok og forbløffelse. Jeg var også skræmt for både at få at vide, at jeg var så langt, at jeg ikke længere havde noget valg, men også over hvordan jeg ville have det, hvis jeg ikke var længere end hvor jeg havde et valg. Jeg var ét stor rod. Da instrumentet blev sat på maven kunne selv jeg se, at der ikke var nogen som helst tvivl om, at der rent faktisk var en lille ting inde i maven, så der forsvandt den lille stemme som hele ugen havde forsøgt at hviske “det kan jo være, at det viser sig der ikke er noget derinde alligevel”. Et halvt minut efter fandt hun hjerteblinket, og i dét øjeblik blev benene slået fuldstændig væk under mig. Jeg havde på ingen måde kunne forberede mig på det syn. I dét sekund blev det hele meget virkeligt, og i dét sekund måtte jeg kaste alle min holdninger, overbevisninger og planer om ikke at skulle have egne børn helt væk. Om jeg ville eller ej, så var der der et lille liv, og hvis det havde valgt at flytte ind, mod alle odds, så skulle jeg ikke være den som tvang den til at flytte ud.

Scanningen fortalte os, at vi var 7 uger og to dage gravide. Terminen blev beregnet til ca. 3. oktober 2017, og da vi efter denne scanning sad i bilen, så blev vi hurtig enige om, at den beslutning vi havde truffet syv år senere stod ved. Vi ville ikke gøre noget aktivt for at forhindre forløbet. Vi valgte, igen, at lade naturen råde. Ske, hvad der måtte ske.

De næste tre uger begyndte vi så småt at vænne os til tanken. Der sker bare noget i hovedet, når man står i det. Uanset hvad man tidligere har tænkt eller besluttet. Vi forholdte os til, at vi til oktober kunne stå med et lille menneske som vi skulle bruge de næste 20 år af vores liv på at forme. Samtidig var vi også meget realistiske og opmærksomme på, at vi var meget langt fra mål, og at der kunne ske tusindvis af ting inden da. Så vi gjorde intet aktivt, andet end at vi mentalt forsøgte at forholde og forberede os på, at det kunne ende med et lille menneske i den anden ende. Men de tre uger med den viden, gav sgu os smil på læben. Vi fandt ro i at selv om vi ikke havde planlagt eller ønsket dette, så var det okay hvis det blev og var sådan.

Lad mig allerede nu sige, at det ikke bliver sådan. Ligesom verdenen blev vendt fuldstændig på hovedet for os da vi stod med viden om, at jeg var gravid, så blev verdenen vendt på hovedet én gang mere. Ligesom vi havde fundet ro i det hele, så sker der det som sker i intet mindre end en ud af fire graviditeter. Jeg aborterede spontant.

Det er lige her, her i den situation, jeg finder ud af at der ikke rigtig er noget at hente af information om, hvad det betyder, gør og foregår. Det er lige hér tabuet er. Når en graviditet går til grunde i første trimester, så er det som om der ikke skal eller bør tales om det. Det er ligesom om det er forbudt at tale om det, og næsten forbudt at tale om alle de følelser der også følger med. Det er ligesom om, at man ikke kan eller skal tillade sig at føle at man har mistet noget, da det jo næsten ikke nåede at blive til noget inden det var forbi igen. Men lad mig gentage en sætning, som jeg fandt en kvinde på YouTube sige: “I dét øjeblik en kvinde står med en positiv graviditetstest, der er hun mor!” Uanset om det er planlagt, ønsket eller ej, så er du i det øjeblik mor, og om man vil det eller ej, så betyder det noget!

For lidt over en uge siden, var jeg inde til en akutscanning, da jeg havde gået og småblødt, og det var ligesom om det blev kraftigere. Scanningen her viste at graviditeten var gået til grunde. Der var ikke længere noget hjerteslag. I momentet var jeg helt rolig omkring det og var okay med det. Vi havde jo ikke planlagt det her, vi havde aftalt at vi ville lade naturen råde på godt og ondt, og vi havde jo også været meget realistiske om det faktum, at meget kunne gå galt. Så jeg bliver sendt hjem på weekend, med en aftale om at møde ind til en medicinsk abort den efterfølgende mandag.

Allerede om lørdagen begynder min krop selv at tage affære. Det er nu på tide at smide et varsel ind. Hvis du ikke kan klare at læse og høre om blod eller des lige, så er det nu du skal stoppe, for det er nu jeg begynder at fortælle om min oplevelse med aborten på både et fysisk og følelsesmæssigt plan. Der vil være beskrivelser, som du måske ikke finder særlig tiltalende, og de er meget konkrete, men det er præcis disse dele som man ikke bliver informeret om. Hverken fra læger eller mange andre steder, men det er de dele som jeg havde behov for at vide, og som jeg med besvær også fandt frem til. Men jeg er sikker på, at der er mange som – desværre – kommer til at have et behov for at vide helt præcist, hvad man kan forvente, eller har behov for at læse om andre som har haft den samme oplevelse, og finde ud af, at de ikke er alene. Så hvis du ikke har lyst til at vide eller læse omkring det, så er det nu du skal stoppe.

Som jeg sidder og gør mig klar til en fødselsdag sidst på eftermiddagen om lørdagen, mærker jeg kroppen give slip. Når det endelig sker, så er man slet ikke i tvivl om, hvad der sker. Det er en voldsom oplevelse, da det fosser ud med blod, som du på ingen måder kan holde tilbage. Jeg får mig vraltet, lidt ligesom når man forsøger at holde tis tilbage når man er virkelig tissetrængen, ned på toilettet og ind i bruseren. Her oplever jeg en flod som bare vælter ud af mig. Jeg bliver forskrækket, da jeg aldrig nogensinde har set eller oplevet noget lignende. Her oplever jeg også, at jeg bryder grædende sammen, men på det her tidspunkt er min gråd mest frygtbaseret, da det vitterligt strømmer ud af mig. Jeg står i bruseren i ca. 10 minutter før vandet bliver nogenlunde klart igen. Herefter får jeg mig “pakket” godt ind, og formår faktisk også at komme til fødselsdagen uden den samme fornemmelse af at det vælter ud af mig, som lige da det begyndte.

Søndag morgen vågner jeg op uden at have blødt synderligt mere, og jeg tænker “hold da op – selv om det var voldsomt, så var det da egentlig meget “nemt” og hurtigt overstået”.  Rent følelsesmæssigt er jeg nogenlunde okay. Jeg mærker en form for tristhed og ærgrelse, og har fældet nogen tårer, men jeg har kunne være i det og været i stand til at håndtere det.

Jeg tror naivt, at jeg er på den anden side. Det skal så vise sig, at det er jeg langt fra. I løbet af søndagen, kommer jeg til at opleve det værste jeg nogensinde har været igennem. Både rent kropsligt, men også rent følelsesmæssigt.

Lidt over middag om søndagen, begynder resten. Igen er du på ingen måder i tvivl om, hvad der sker, når det sker. Som dagen i forvejen, mærker jeg pludselig et “wooosh”, og jeg forsøger at holde tilbage det bedste jeg kan, for at gøre mig i stand til at rejse mig fra stolen for at komme ned på badeværelset sådan nogenlunde uden at skulle dryppe på vejen derned. Jeg når ikke engang halvvejs, før jeg bliver nødt til at stoppe op og kalde på den bedste halvdel. Jeg bliver nødt til at stoppe, da jeg har brug for at få et håndklæde omkring mig som en anden ble, for at skåne resten af ruten ned til badeværelse for et blodspor af den anden verden. Med håndklædebleen omkring mig, får jeg mig bevæget ned på toilettet, og næsten kaster mig selv på brættet. Hvor det om lørdagen “kun” har været blod (ved jeg nu), så er det nu alt det andet kommer ud. Du mærker vitterligt, hvordan klumper af “ting” kommer ud af dig, og lad mig sige at det ikke er nogen rar fornemmelse eller oplevelse. Dernæst er det ind i bruseren, og her kan jeg se at det fortsat vælter ud af mig, og her er det så også at alle følelserne sætter ind. Det er ikke kun længere forskrækkelse som spiller ind, men også alt mulig andet.

Jeg har stadig meget svært ved at sætte ord på, hvorfor jeg blev så ked af det, for jeg har jo aldrig nogensinde haft ønsket om at blive hverken gravid eller mor. Så hvorfor reagerer jeg så, så kraftigt rent følelsesmæssigt? Det bedste svar jeg kan komme til, er at jeg på trods af det hele de sidste tre uger netop har forholdt mig til det, og vænnet mig til, og fundet fred og forlig i, at nu skulle vi være forældre. På et eller andet ubevidst plan, havde jeg fundet forbindelsen mellem det lille foster og mig, og lige i det her øjeblik mister jeg det, og lige i det her øjeblik så er jeg så ked af det som jeg aldrig har været før. Jeg vælger aktivt følelsen til. Lader mig acceptere at jeg føler, og skal føle, og lader jeg ikke mig selv være i det, så kommer det på et andet tidspunkt til at sætte sig i mig på en eller anden måde. Så jeg vælger følelserne til, og giver slip.

Jeg græder, græder og græder i 20 stive minutter, mens jeg står under bruseren. Det her scenarie gentager sig så med jævne mellemrum hele søndagen igennem, samtidig med at der nu også er voldsomme krampesmerter. Men i ca. 10 timer er jeg med jævne mellemrum det samme scenario igennem. Det aftager ikke på nogen områder før omkring midnatstid søndag aften. Her er det ligesom om, det som skal udskilles, er udskilt. Jeg kan samtidig mærke, at det har gjort mig rigtig godt, at give slip i forhold til at føle. Det gjorde mig godt, og det lyder måske mærkeligt, at det kan være en god ting at vræle hjerteskærende on and off en hel dag, men det gjorde det. Jeg fik ikke kun de ting ud der skulle ud rent kropsligt, men jeg fik også renset godt ud rent følelsesmæssigt.

Mandag var jeg tilbage på sygehuset, da det var her jeg egentlig skulle have sat gang i den medicinske abort, da min krop om fredagen jo endnu ikke havde udskilt graviditeten. Jeg får til trods for kroppens egen handling, sat pillerne op, da de gerne vil sikre, at vi kommer helt igennem. Efter en time får jeg lov til at tage hjem, og pillerne gør det de skal gøre, men i og med min krop selv har taget affære hen over weekenden, så er min oplevelse med pillerne slet ikke på niveau med hvad andre oplever det, såfremt det er pillerne som skal sætte gang i aborten. Jeg får også her en lille snak med sygeplejersken, om mine reaktioner, og om hvor meget de kom bag på mig, samt min undren over hvorfor jeg reagerer som jeg gør, hvortil hun siger at selvfølgelig reagerer man, og at man samtidig også skal huske på, at kroppen er spækket op med hormoner som i høj grad også spiller ind. De hormoner ville fortsætte med at drille på flere niveauer i op til tre uger.

Siden i mandags har jeg så ligeså stille bevæget mig videre. Siden den fatale søndag, har jeg ikke grædt særlig meget. De første par dage lige efter, havde jeg et par tidspunkter, hvor jeg stadig blev en del berørt, men slet ikke med samme intensitet som i weekenden, hvor det hele stod på. Jeg var klar til arbejde igen om onsdagen, og her en uge efter er jeg faktisk oprigtig, når jeg siger at jeg er okay. Jeg er ikke følelseskold, og jeg ved at der er kvinder derude som gennemgår en decideret sorg, når de mister en graviditet, som tager dem langt længere end en uge. Men det som man skal huske på er, at mit udgangspunkt med denne graviditet har været en fuldstændig anden end det udgangspunkt de fleste kvinder har. Min graviditet var hverken forsøgt eller ønsket – den blev bare. Jeg tror at lige netop det har gjort, at min helingsproces har været betydelig kortere end de fleste med samme oplevelse.

I morgen skal jeg ind til endnu en scanning. Her skal vi have tjekket, at kroppen har gjort det arbejde der skal gøres. Det bliver forhåbentlig sidste skridt i dette forløb. Hvordan jeg reagerer, når jeg er der ved jeg ikke. Lige nu vil jeg sige, at jeg vil være okay. Men jeg kan ikke være sikker. Jeg ved ikke engang om jeg har lyst til at kigge med på skærmen. Jeg ved ikke om jeg kan klare at se en tom livmoder, selv om jeg er helt afklaret og okay med, at det fik denne ende. Men jeg har lovet mig selv, at føler jeg, så skal jeg lade mig føle. Men lige nu, så er jeg på den anden side i forhold til følelserne.

Ja – jeg har stadig ganske små stunder, hvor jeg bliver en lille smule “øv”, da vi her på den anden side godt kan sige, at vi så småt var begyndt at glæde os til den rejse vi skulle ud på. Men vi er, med hånden på hjertet, også okay med at det ikke blev således. Når det er sagt, så vil jeg så sandelig gerne have været den oplevelse foruden, for når man står i den – uanset hvilket udgangspunkt man kommer fra – så er det på ingen måde noget som er “bare lige”. Det er voldsomt, det er intenst og det er frygteligt. Det på trods af, at det lille foster næsten ikke var et menneske endnu. Det er altid i orden og fuldstændig legalt at føle sorg over det lille liv man har mistet. Det burde ikke være noget man føler man ikke skal tale om, fordi det jo næsten ikke engang var gået i gang. Hvor ville jeg ønske, at der blev talt mere om det. Igen; en ud af fire…. en ud af fire – det er eddersparkme mange, og det betyder alt andet lige også, at der sidder frygtelig mange kvinder derude som ikke ved, hvor de skal gøre af deres følelser, tanker og oplevelser, fordi der mellem linierne er en uudtalt regel om, at det taler man ikke om, når det sker allerede i første trimester.

Jeg håber inderligt, at dette indlæg kan hjælpe, oplyse og trøste, måske alle dele, nogen derude. Jeg ved, at jeg manglede en fortælling som denne, da jeg stod i det. Jeg manglede at høre eller læse om nogen som også havde været det igennem. Jeg fandt noget på YouTube og lidt på nettet, men jeg er forundret over, hvor lidt der er, taget i betragtning hvor mange vi er der har oplevet det. Bryd tavsheden. Fjern det underlagte forbud der er i forhold til at italesætte det. Al mulig kram til Jer som har gennemgået det – I er ikke alene, og sørg for guds skyld for ikke at gemme det væk. I behøver nødvendigvis ikke at offentliggøre det til hele verdenen på denne måde, men lad være med at holde det inden for Jeres egen lille vægge. Kom ud med det, og husk på at de fleste sygehuse faktisk har folk I kan tale med omkring Jeres følelser og oplevelser.

…og hvor er jeg og min bedste halvdel så efter denne oplevelse? Hvad er fremtiden i forhold til det her med graviditet og børn? På et personligt plan har jeg faktisk følt at jeg har bundet mig en tand tættere til min bedste halvdel. Jeg har altid vidst, at han er en fantastisk mand, og at jeg knuselsker ham. Men efter dette, så har jeg fået understreget hvor fantastisk han er. Hvad han har præsteret for at bakke op omkring mig fra start til slut i det her, er intet mindre end verdensklasse. Det har gjort noget i forhold til, hvad jeg føler for ham. Det har ændret sig. Jeg har fået et ekstra niveau på, som jeg ikke tror ville have indfundet sig, havde vi ikke været dette igennem.

Vi har altid vidst, at det ikke var umuligt for os at blive gravide, men vi har også vidst at det var ekstremt utænkeligt, at vi ville stå der, og vi har i baghovederne altid haft en frygt for, hvis det nu skete. Nu ved vi, hvordan vi reagerer og hvordan vi vil have det, hvis det skete. Nu ved vi, at vi vil være okay med det, og at det ikke er den frygtelige farlige bussemand, som vi havde forestillet os. Nu ved vi, at vi kan være i det, og hvad vi vil gøre hvis det skete.

Vi har ingen planer om, hverken at fremskynde eller forhindre det sker igen. Jeg er stadig der, hvor jeg absolut ingen planer har, ønske eller tanker om at jeg gerne vil have mine egne børn. Men jeg er ikke skræmt ved tanken længere, så sker det igen, så sker det. Vi har valgt, atter engang, at vi lader naturen råde. Vi lader skæbnen bestemme, og hvis det mod alle odds igen skulle ske, så ved vi præcis, hvad det gør og hvad vi vælger. Det har ikke gjort, at jeg nu ønsker det skal ske og at jeg nu ønsker at være mor. Så meget har det ikke gjort ved mig. Men jeg har fundet ud af, at det er okay, hvis det former sig således. Skal det ske, så lad det ske. Sker det ikke, så blev det præcist som jeg havde planlagt helt fra 12-års alderen.

Danmark – vi er tilbage

Wow! 

Jetlag sidder stadig lidt i kroppen, og med en dagligdag inklusiv arbejde, som er startet op, så har restenergien ikke rigtig været tilgængelig efter hjemkomst. Samtidig har vi også brugt dage på, at fordøje det hele. Den meget korte og præcise beskrivelse af vores rejse og jul i Californien er: wow!

Vi forlod Aalborg en alt for tidlig morgenstund den 18. december, og stod på Californisk grund ca. 20 timer senere, hvor vi indlogerede os i fem dage i San Diego. Herfra havde vi en plan om, hvad det meste af vores ophold i byen skulle udfyldes med, men med plads til overraskelser, hvis vi faldt over noget, som vakte vores nysgerrighed. Nu ved jeg, at ikke alle læsere her, er forbundet til mig på Facebook, men under hele turen, fornøjede jeg mig selv – og andre – med daglige “kære dagbog” videoindlæg, så dem der sad på den anden side af skærmen (og jorden), kunne se det vi så og oplevede i levende billeder. Her på bagkanten, giver det også mig mulighed for at genopleve turen igen på en hel anden måde, end “bare” ved at kigge på billeder. Jeg har ikke taget så mange billeder denne gang, som sidste gang. Til gengæld har jeg videoerne, og de er – hvis jeg selv skal sige det – fantastiske i forhold til at genopleve det hele. De er lagt offentligt ud, så har du lyst, så kan du se det hele selv ved at klikke her:

Vi fik set alt det vi havde planlagt hjemmefra, heriblandt besøg på Corvette Diner og Seaport Village mens vi var i San Diego.

15781428_10155670925142222_1278702640300511247_n

Seaport Village

Vi fik på Corvette Diner en lille ekstra oplevelse med, eftersom min bedste halvdel kunne fremproducere det bevis på, at han var den på aftenen, som var kommet længst væk fra, for at indtage dagens aftensmåltid. Han blev hyldet og belønnet med den fineste t-shirt som ligger godt i svinget til titlen som “Bedste Souvenir” fra turen.

T-shirt Gevinst

Vi fik hilst på solen, varme dage, Stillehavet og smukke solnedgange. Vi fik set Los Angeles, som blev indtaget de sidste syv dage, fra toppen, kigget ned i jorden på Hollywood Boulevard, og ikke brugt en eneste dollar da vi besøgte Beverly Hills og Rodeo Drive.

Stillehavet

California Sunset

Hollywood

Vi fik oplevet attraktioner som vi havde planlagt, og besøgt museer som vi ikke havde planlagt. Vi fik fuld valuta for alle de penge vi havde med og mere til. Der er så mange oplevelser der kunne trækkes frem, men uendeligheden har jeg nok ikke til rådighed, så jeg vil ikke til at nævne dem alle. Men de er alle med i videoerne (clickbait, anyone?)

Der er dog én oplevelse som skiller sig ud. Besøget i Universal Studios. Jeg har været der et par gange før, og jeg elsker det, så selvfølgelig skulle det genopleves. Det var otte år siden sidst, og tiden har så absolut ikke stået stille der. Der er udvidet, tilbygget og ændret i meget stor stil. Menneskemængden var enorm, og sikkert lidt mere end det sædvanlige eftersom vi ramte Universal i juledagene. Det endte med, at vi måtte bruge to dage for at få det hele med, men det var begge dage, og hele beløbet, værd da vi på anden dagen sent om aftenen traskede trætte ud af parken….. og som en overraskelse opdagede jeg, at Universal i Los Angeles for blot få måneder siden også åbnede et Harry Potter land, som jeg allerede vidste fandtes i Florida versionen. For en 42-årig inkarneret Harry Potter fan, var det toppen af alle oplevelser for mig. Og ja – jeg er kommet hjem med en vaske ægte tryllestav. McGonagalls tryllestav. Og Every Flavour Beans. Og Chocolate Frog!

Universal Studios

Hogwarts15741084_10155690459462222_1243185665729194500_n

Vi drog afsted mod Danmark igen så vi kunne nå hjem til at skyde nytåret ind. Ni timer før 2016 rendte ud, var vi tilbage på vores egen matrikel. Med os i baggagen havde vi en masse indkøbte turist tingeltangel og en god portion af både fødevarer, tøj og sko som fandt vej til vores kufferter. Men frem for alt havde vi oplevelser med os hjem, som vi forhåbentlig aldrig glemmer, og en følelse af, at den her tur var noget helt særligt. Det ligger som en varm dyne rundt hele kroppen at tænke på alt det vi oplevede.

…og jo – selvfølgelig var der palmer i massevis. Den sidste hilste vi på, da vi tjekkede ind i lufthavnen i San Diego for at begive os hjemad igen. Nu får du også lov til at hilse på den, med en varm anbefaling om, at får du nogensinde muligheden, så tag turen over there.

California … here we come

Skulle nogen være i tvivl, så holdes julen for vores vedkommende i år i Californien. I halvanden måned har vi ventet på afrejse siden billetterne blev bestilt, og i halvanden måned har vi glædet os. I morgen er det dagen. Kl. 6:05 letter vi fra Aalborg Lufthavn og sætter kursen mod San Diego, hvor vi vil være i fem dage, hvorefter vi indtager Los Angeles i syv dage.

Åh som jeg glæder mig til at gense Orange County. Det er otte år siden sidst, og første gang den bedste halvdel i det hele taget skal til USA. Jeg glæder mig til at vise ham det, som for mig, har en meget stor betydning.

Jeg glæder mig til varme og palmer. Jeg glæder mig til Olive Garden og Red Lobster. Jeg glæder mig til Corvette Diner. Jeg glæder mig til midnatshøjmesse juleaften i Cathedral of Our Lady of the Angels. Jeg gæder mig til Universal Studios. Jeg glæder mig til Griffith Observatory. Jeg glæder mig til udsigter, til udflugter – ja jeg glæder mig til alt det, og meget mere.

California flag

Oceanside

Vi er i fuld sving med de sidste forberedelser, da vi i aften drager afsted mod Frejlev til den årlige julefrokost hos Morlille & Niels, og der derfor ikke er mere tid end til i eftermiddag at gøre klar i.

Nej … jeg har faktisk ikke pakket så meget som et par trusser endnu. Det gør jeg lige om lidt. Kufferten er klar inden jeg skal afhente hus- og hundesitter kl. 16:00. Anna, som vi fandt på Facebook da vi søgte, ankommer for at holde øje med huset, og holde Bailey & katten Mojo ved selskab mens vi er væk. Hvalpen Nova skal til Nibe, hvor Karsten & Charlotte med kærlighed og stor hundeerfaring, indlogerer hende mens vi er væk.

Når vi letter, så tager vi afsted med tryghed i maven, og en fuldstændig tro på, at der er styr på det hele, og at det vi efterlader mens vi er væk, er i de bedste hænder. Vi kan nyde i fulde drag uden nogen bekymringer, og er evig taknemmelig for, at der er mennesker omkring os, som gerne vil hjælpe til, for at vi kan få den bedste tur som overhovedet mulig.

Vi har sørget for at bo på hoteller med gratis WiFi, så vi kan lade høre lyd fra os. Hvor godt det WiFi så er, får vi at se. Det er solgt som “højhastighed og god forbindelse”, men vi ved jo alle, at det ikke altid lever op til forventningerne. Men jeg er overbevist om, at der nok skal gives lyd i en eller anden grad mens vi er væk.

Vi er hjemme igen nytårsaftens dag, så vi kan nå at starte 2017 på dansk og Trumpfri jord. Vi ses på den anden side – dejlig dejlig weekend, og jul, til Jer alle!

Sindero … endelig

Søndagen har budt på dejligt vejr, så meget af den har jeg brugt i naturen. Faktisk har jeg brugt naturen rigtig meget over de sidste par måneder. Jeg har i min stressproces, fundet ud af, at ude i naturen mærker jeg friheden. Jeg vil helst være i den alene, når jeg bruger den som et redskab, kun akkompagneret med en af mine hunde. De har ikke noget imod det. Men jeg har travet rigtig mange kilometer i diverse hundeskove, over bakker og marker, hen ad forskellige strande, og siddet på mangen en høj, hvor jeg bare har siddet stille. Tankerne eksisterer ikke. Ansvarsfornemmelse forsvinder. Pligter er væk. Der er bare stilhed. Stilhed helt inde i hovedet og i hele kroppen. I sidste weekend, var der et tidspunkt, hvor jeg fysisk kunne mærke – mens jeg vandrede rundt i en hundeskov – at det som bor inden i mig boblede af glæde og tilfredshed. Jeg stoppede brat op, for det var et meget vigtigt øjeblik. Helt inderst inde kunne jeg mærke glæde, overskud og fred. I dét øjeblik mærkede jeg dét, jeg har kunne mærke komme sig snigende de sidste par måneder; at jeg stort set er nået på den anden side.

Når det er sagt, så er jeg ikke på den anden side som før. Det er en anden side jeg er kommet ud på. Der er ting, som jeg ikke kan mere, og ting jeg kan igen, men bliver nødt til at gøre på en anden måde. Jeg har lært frygtelig meget på denne rejse, men mest af alt at jeg ikke må glemme. Det er lidt som en ædru alkoholiker. Begynder man med de gamle vaner, så vil man med stor sandsynlighed ryge direkte tilbage i det hele igen. Så jeg skal altid være opmærksom, og jeg skal finde fred med at der temmelig sikkert til evig tid, vil være en flig af det tilbage i mig, og at jeg vil kunne mærke det i ny og næ, og i nogen situationer hurtigere end førhen. Forskellen fra før til nu ligger blot i, at jeg nu har redskaberne til at stoppe det før det udvikler sig. Forhåbentligt. Men i det store billede er jeg igennem det – i hvert fald nok til at jeg igen føler  mig ovenpå i det meste.

Julen banker på døren, og da vejret var så skønt, drog jeg til kirkegården for at gøre farmor & farfar klar til julesæsonen. Jeg er ikke den eneste som har været forbi. På graven lå allerede en fin lille stjerne, og inden jeg tog derfra igen, var der også lidt gran, et par dekorationer mere, og et lys i mørket, som vil brænde den næste uge. Det var dog ikke kun vejret som var bidragende til, at det netop var i dag, jeg valgte kirkegården. I dag er det nøjagtig et år siden vi sagde farvel til en smuk ung kvinde, som tabte sin korte kamp mod kræften, og selv om det var min farmor og farfar jeg puslede om, så var tankerne i dén grad også på Susanne. Jeg fik sagt god jul til dem alle, og selv om tiden går, så er de alle gemt og husket.

Livets kontraster er mange, men jeg tror jeg er ved at finde tilbage til det punkt, hvor jeg er god til at finde de gode kontraster. Værdsætte hvad jeg har, hvad jeg kan og der hvor jeg med ægthed kan sige, at de ting som irriterer mig, er småting i det store billede. Jeg er udpræget optimist, og tror på at hvis man samtidig er realist, så kan man kun få det godt. De to ting sammen gør, at man er i stand til at tage hånd om sin egen skæbne, så at sige. Det gør at man er i stand til at handle, hvis man synes der er ting som ikke er som det skal være. Man bliver sin egen lykkes smed.

Det er også, set i bakspejlet, hvad jeg har gjort i forhold til mit arbejde med at komme ud af mit stress. Det er mig som satte gang i maskineriet, fordi jeg ikke brød mig om den tilstand jeg synes jeg var i. Jeg har arbejdet hårdt, og fulgt de råd og vejledninger jeg har fået undervejs af professionelle. Også de råd og vejledninger som jeg synes var lige en tand for holistiske og underlige – men de hjalp!

Jeg skal stadig arbejde med det hele, og jeg vil kun sige dette: føler du at der er noget som ikke er tilfredsstillende, så gør noget ved det! Uanset hvad det er, så gør noget! Den som ikke handler ændrer ikke tingene. Den som gør, rykker sig. Bare gør noget. Uanset hvad der kommer ud af handlingen, så har du sparket gang i en proces, som flytter dig fra A til B …. og så er du allerede et andet sted end der, hvor du startede. Et andet sted en det sted du ikke var tilfreds med. Det er ikke nødvendigvis resultatet du skal stræbe efter, men måske mere rejsen du begiver dig ud på du skal lære af. Se, hvor den fører dig hen. Men det hele starter kun hos dig selv.

Gør noget!

Hvor blev hun dog af?

Det er næsten tre måneder siden sidste indlæg. Der har været radiotavshed. Det har sine årsager, men det har faktisk ikke været et valg, men blot sådan det blev. Men nu er jeg der, hvor radiotavsheden helt af sig selv, har lyst til at ophøre. Det er heller ikke et valg. Sådan er det bare.

Årsagen til fraværet, agter jeg ikke at gå i helt små detaljer med, men den store overskrift hedder stress. Det kom snigende lige så stille gennem flere måneder, og pludselig en dag, måtte jeg erkende for min egen skyld, at det jeg følte var stress. Det var, og er svært, at erkende, men jeg vidste instinktivt at jeg blev nødt til at handle før det gik helt galt. Jeg har på intet tidspunkt været sygemeldt, eller sat helt ud af funktion. Men jeg har været, og er stadig i en vis grad, sat ved siden af mit normale “jeg”. Overskuddet især har der været lavvande med, i forhold til de ting som lå, og ligger, uden for den “daglige drift”. Heriblandt det at skrive indlæg. Det er alt fra større og til de mindste ting, jeg simpelthen ikke har haft overskud til, fordi al den energi jeg havde blev brugt til at få de ting i hverdagen, som skulle håndteres, til at køre.

Jeg har været, og er stadig priviligeret i forhold til al det her med stress. Jeg har haft en arbejdsplads, som prompte reagerede. I samme sekund som jeg råbte vagt i gevær, handlede de. Jeg har en bedre halvdel som har fundet sig i ualmindelig meget, da jeg på hjemmefronten har haft et enormt behov for at trække ind i min egen lille bobbel, og kun være mig selv, og med det have brug for stilhed og solitude. Jeg har haft ualmindelig meget plads til at håndtere det hele, og det hjælper. Jeg kan ligeså stille mærke, at jeg tager skridt fremad, og at jeg får overskud til lidt mere end blot det nødvendige. Jeg får stille og roligt også lyst til at checke ind i mine omgivelser og sammen med menneskerne omkring mig igen. Men i hele fremgangen bliver jeg også overrasket over, hvor ramt jeg egentlig har været – det opdager man først på vejen frem. På den vej opdagede jeg også, at det var og er nødvendigt, at turde at stå at stå ved det; stå ved sin egen skrøbelighed, og turde at give plads til det, samt acceptere at det ikke bare er noget som forsvinder på et par uger, men at det er en lang vej man begiver sig ud på. Midt i det hele, skal man samtidig også sørge for ikke at narre sig selv til at tro, at nu er det hele i orden. Man skal hele tiden sørge for at tage de små skridt, selv om man egentlig har lyst til at tage det store spring. Men gør jeg det, så mærker jeg prompte, at det er det forkerte valg, og så må man bare træde fire skridt tilbage igen, og gøre det igen i det rette tempo. Man lærer i dén grad at lytte til sig selv. Men alt i alt, så er der lys i tunnelen. Jeg er på vej tilbage.

Men selv om stress har boet, og stadig bor, i min krop, så har jeg – som nævnt – ikke været helt stillestående. Der har skam været plads til fornøjelser og oplevelser. Jeg har, for at skærme dig for alt for mange ord, lavet et lille slideshow med nogen af de ting som er foregået i tiden, hvor jeg har været fraværende

Vi er kommet af med alle hvalpene, og Nova er nu alene tilbage sammen med far Bailey. Der har været udflugt til både Horsens for at lytte til fænomenet Grace Jones, til Hjørring Friluftsspil, hvor vi havde en fornøjelig “Sound of Music” forestilling, tur til Tversted strand og Sønderjylland, som vi netop er kommet hjem fra. Drivhuset (år 1) leverer varer til ganen, og giver blod på tanden til næste år, Lørslev samler ind til Købmandscaféen, hvor voksne og børn cyklede byen rundt mens jeg sørgede for trafiksikkerheden. Team Awesome har rørt mit hjerte med en spontan gave til selvforkælelse, som skal bruges inden alt for længe, den ældste har afsluttet sit ophold på efterskolen, hvor vi lige nåede at komme af med nogen af vores overskudsting på deres årlige loppemarked, Voergaard Slots middelalderdage blev besøgt i dejligt solskin og HH-tøserne blev krammet til en middag i Blokhus.

Men der er én oplevelse i alle disse måneder som overskygger dem alle. Denne smukke mave

Nej – det er ikke min egen. Det er veninden, som gennem hele sin graviditet har ladet mig være med på tætteste hold. Jeg har været med til næsten alle scanningerne, og jeg har følt mig uendelig priviligeret. Fødslen var sat til den 28. maj, og veninden havde allieret sig med sin svigermor, samt en anden veninde som skulle med hende til fødslen. Faderen har en meget slem hospitalsfobi, og ville under fødslen være i venteværelset, men ikke på fødestuen. Veninden som skulle med, har selv været igennem en fødsel for et års tid siden, så hun ville nok være mere rustet til at kunne bistå med hjælp, end mig som aldrig har, ej heller aldrig kommer til, at føde noget som helst. Jeg var sat på som back-up på et par enkelte datoer før og efter terminsdatoen, i tilfælde af, at det lige blev en af de dage, hvor den anden veninde af personlige årsager ikke kunne være med. Men chancen for det var minimal, da det kun drejede sig om to datoer, og det var jeg helt okay med. Men skæbnen ville åbenbart noget andet.

Den 1. juni havde han endnu ikke meldt sin ankomst, og vi skulle derfor en til en sidste scanning, for at have sat den endelige dato på for fødselen nu han ikke selv havde tænkt sig at komme ud lige nu. Da scanning var vel overstået, var næste punkt et møde omkring fødslen, og her besluttede de sig for, at det skulle sættes igang nu. Ikke dagen efter eller den kommende weekend, men nu. 1. juni var så den ene af de to datoer, som den anden veninde ikke kunne, så min veninde kigger over på mig, og spørger om jeg er klar til fødsel. Med våde øjne sagde jeg naturligvis var jeg det, og så fik hun ellers taget hinderne, og vi blev sendt hjem for at hente de nødvendige ting, for så at skulle tjekke ind på fødegangen to timer senere. Billedet ovenfor er taget umiddelbart inden vi tog afsted til fødegangen.

Svigermor og faderen til barnet ankom kort tid efter os. Faderen indlogerede sig i venteværelset, og svigermor og jeg fandt os til rette på fødestuen sammen med veninden. Det blev en lang dag, men ting tager den tid det tager, og lille Konrad havde ikke travlt. Min veninde var simpelthen så sej, og hun viste en helt anden side af sig selv, end den både hun og jeg havde frygtet. Hun var rockersej, og jeg har sjældent være mere fyldt af stolthed over et andet menneske, som jeg var med hende under hele hendes fødselsforløb. Det var ikke den nemmeste opgave for hverken hende eller Konrad hele vejen igennem, og de fik sig et par forskrækkelser undervejs. Men lidt over midnat den 2. juni, på årets hidtil eneste tropenat, tog instinktet over, og da slaget endelig for alvor skulle stå, fik hun født skønneste Konrad i løbet af cirka max 15 minutter. Jeg har aldrig nogensinde, og kommer aldrig mere til, at opleve noget lignende. Det var så fantastisk en oplevelse, som jeg på ingen måder kan beskrive. Det er udelukkende en følelsesoplevelse. Det er noget af det største jeg har været med til i hele mit liv, og jeg bliver stadig rørstrømsk når jeg både tænker og taler om den oplevelse. Jeg var med da det lille liv var på tegnebrættet. Jeg har endda givet en af de hormonsprøjter som skulle til, for at han overhovedet blev til. Jeg var med da han blot var en lille bønne, og hele vejen fra scanning til scanning med alle de bekymringer der var … og nu lå han der. Storskrigende med lungerne fulde af luft, en krop som så så perfekt ud, en fod som givet var en smule hævet, men som man aldrig ville sætte en finger på, hvis ikke det var grundet den forhistorie som han havde. Der lå Konrad og var præcis som han skulle være, og jeg var der sammen med ham og hans mor fra første sekund.

I de efterfølgende dage, blev han undersøgt på kryds og tværs, og status er lige nu, at han er en fin lille baby som døjer lidt med maven. Men der er intet som indikerer, at der er noget synderligt galt med ham. Som under hele graviditeten, må vi væbne os med tålmodighed for at se, hvad det hele ender med. Men med hele historien om Konrad, så kan vi kun lade tiden vise os vejen, men selv det resultat vi har nu er et mirakel i forhold til den meget dystre start han fik. Han er en guldklump, et mirakel, et under og efter alt at dømme en sund og rask normal lille baby som allerede smiler lystigt, og holder sit hovede mere eller mindre selv, og som den 13 august holder sin navnegivelsesfest, hvor jeg naturligvis også vil være til stede. Han vil for altid være noget helt specielt for mig, og jeg vil for evigt have et unikt forhold til dette lille menneske. Han har givet mig en oplevelse som aldrig nogensinde kommer til at kan sidestilles med noget som helst andet, og jeg er taknemmelig for at hans fantastiske mor viste mig tilliden til, at tage mig med på den fantastiske rejse.

Konrad er symbolet på et nyt blad som vendes. Han er beviset for, at alt kan ændre sig til det bedre, og han er en del af den klarhed jeg de sidste tre måneder har fået på, at der altid er en vej frem. Han kom igennem sin første store udfordring, og jeg kommer igennem min.

Alt er på vej til at blive godt – og tak fordi du ventede på mig.

Gyngestolen kom før storken

Veninden er sat til at nedkomme den 28. maj. Så der er – på papiret – kun en tre uger tilbage. For et stykke tid siden, ytrede hun ønsket om en gyngestol. Jeg fandt en gammel brugt en som trængte til en ordentlig omgang kærlighed. Hun kunne ikke selv lige overskue, at skulle renovere en gyngestol, så jeg tilbød at gøre det, og så kunne hun få den i barselsgave. Jeg hentede således den gamle sædeløse gyngestol hjem, og så har jeg siden da arbejdet på projektet. I dag afleverede jeg den, og den har taget sig lidt af en forandring.

Nu står den der på det næsten færdige børneværelse. Veninden har ikke set den i sin helhed før i dag. Kun i glimt. Men hun blev inspireret af farven som endte med tapetet som ses bagved. Jeg synes den passer ualmindelig godt ind, og den er faktisk blevet præcis som jeg så den inde i mit hovede før jeg gik igang med den.

Før og efter giver det helt klare billede af, hvad den kom fra, og hvad den blev til. Men til gyngestolen fulgte også et vaskeægte hjemmehæklet babytæppe, som jeg har siddet og arbejdet på mangen en aftener, samtidig med jeg har renoveret stolen. Derforuden fulgte også et par hjemmesyede puder med, som passer i farve til både stol og/eller babyværelse. Men det gør sig nu bedst med lammeskindet.

Jeg har aldrig rigtig hæklet eller syet noget før, så jeg er også rimelig stolt af mit håndarbejde. Alt i alt et projekt som lykkedes hele vejen igennem. Veninden er glad. Det er jeg også, og nu kan bettefisen bare komme an – vi er klar med gyngestolen i hvert fald.