Den første sommerdag anno 2017

Der er altså næsten intet som den første rigtige sommerdag på året. Sådan en har vi haft i dag, og den er blevet nydt udendørs til fulde for alle matriklens beboere.

Hollænderhønerne tramper og graver i deres hønseareal, og Misse Møghe struttede strunk rundt i sin flotte atlaskes.

Byggegrunden på Hegnet stråler altid gult på et tidspunkt i løbet af foråret. I dag var dagen, hvor mælkebøttetæppet kom til sin gode ret. Det kan hænde at den grund på et eller andet tidspunkt bliver solgt til nye naboer, men indtil videre, kan jeg hvert år nyde det gule hav.

Nova & Bailey har været udendørs sammen med os hele dagen. Nova duftede til sommerluften, Bailey til blomsterne og hele hundenydelsen blev momentvist afbrudt af fællesleg, og sidst på dagen mad på græsplænen.

Havemøblerne kom endelig frem på terrassen, og her fik jeg under parasollen nydt det meste af dagen, hvor jeg legede videre med min bulletjournal, som både koordinere, husker og sætter kreativiteten igang for og hos mig.

Aftensmaden kunne ikke være andet end grillmad, så efter en lang dag udendørs med sol fra en krystalblå himmel, blev gode bøffer indtaget, og om lidt afsluttes hele herligheden med første afsnit af endnu en omgang Matador.

Denne lørdag er meget tæt på at være den perfekte lørdag.

Bulletjournal

Igennem et godt stykke tid, har jeg haft et godt øje til det fænomen som hedder bulletjournaling. Jeg er ret fascineret over den funktionalitet, som den kan tilbyde, den fleksibilitet der er mulighed for, det personlighedsgørelsesaspekt der ligger i udformningen, og den kreative legeplads den også kan være. Den kan imødekomme en masse ting, som i min hverdag og fritid skaber mening og fornøjelse.

Jeg har igenemme lang tid både læst om og YouTubet fænomenet, og jeg er nu kommet dertil, hvor jeg tænker: “jamen – jeg kan jo ligeså godt forsøge, da jeg jo  kan mærke jeg er draget af det”. Så jeg har både bestilt og købt startsermedierne til formålet, og i dag ankom min helt eget moleskin. Ikke fordi, at det absolut skal være en moleskin som skal bruges til formålet – det bestemmer man helt selv, men jeg har altid gerne ville have en. Der er også muligheden for at få en bog, som er specifikt udviklet til bulletjournaling, som efter sigende skulle være fantastisk til projektet.

Det var det sidste jeg manglede for at kunne komme igang med projektet. Så nu kribler det i mig efter weekend, for jeg skal i dén grad lege, tegne, farve og sætte den op. Jeg får sikkert ikke det set-up som viser sig at fungere bedst for mig i første omgang, men jeg håber på, at det viser sig at være et så godt redskab for mig, at jeg gennem tiden både får god gavn af dens funktionalitet, men også udviklet det set-up, som fungerer bedst for mig. Der er ikke noget rigtigt eller forkert, men der er nogen basale grundelementer, som kan hjælpe sig godt på vej, til at få udviklet sit eget set-up.

Hvis du ikke aner, hvad jeg taler om, så kan jeg anbefale at du youtuber det og googler det, og er du en af dem som både kan lide at have struktur i din hverdag, planlægning, kreativitet i dine fingre, dagbogsskrivning og så videre, så kunne det godt tænkes, at bulletjournaling også er for dig.

Sindero … endelig

Søndagen har budt på dejligt vejr, så meget af den har jeg brugt i naturen. Faktisk har jeg brugt naturen rigtig meget over de sidste par måneder. Jeg har i min stressproces, fundet ud af, at ude i naturen mærker jeg friheden. Jeg vil helst være i den alene, når jeg bruger den som et redskab, kun akkompagneret med en af mine hunde. De har ikke noget imod det. Men jeg har travet rigtig mange kilometer i diverse hundeskove, over bakker og marker, hen ad forskellige strande, og siddet på mangen en høj, hvor jeg bare har siddet stille. Tankerne eksisterer ikke. Ansvarsfornemmelse forsvinder. Pligter er væk. Der er bare stilhed. Stilhed helt inde i hovedet og i hele kroppen. I sidste weekend, var der et tidspunkt, hvor jeg fysisk kunne mærke – mens jeg vandrede rundt i en hundeskov – at det som bor inden i mig boblede af glæde og tilfredshed. Jeg stoppede brat op, for det var et meget vigtigt øjeblik. Helt inderst inde kunne jeg mærke glæde, overskud og fred. I dét øjeblik mærkede jeg dét, jeg har kunne mærke komme sig snigende de sidste par måneder; at jeg stort set er nået på den anden side.

Når det er sagt, så er jeg ikke på den anden side som før. Det er en anden side jeg er kommet ud på. Der er ting, som jeg ikke kan mere, og ting jeg kan igen, men bliver nødt til at gøre på en anden måde. Jeg har lært frygtelig meget på denne rejse, men mest af alt at jeg ikke må glemme. Det er lidt som en ædru alkoholiker. Begynder man med de gamle vaner, så vil man med stor sandsynlighed ryge direkte tilbage i det hele igen. Så jeg skal altid være opmærksom, og jeg skal finde fred med at der temmelig sikkert til evig tid, vil være en flig af det tilbage i mig, og at jeg vil kunne mærke det i ny og næ, og i nogen situationer hurtigere end førhen. Forskellen fra før til nu ligger blot i, at jeg nu har redskaberne til at stoppe det før det udvikler sig. Forhåbentligt. Men i det store billede er jeg igennem det – i hvert fald nok til at jeg igen føler  mig ovenpå i det meste.

Julen banker på døren, og da vejret var så skønt, drog jeg til kirkegården for at gøre farmor & farfar klar til julesæsonen. Jeg er ikke den eneste som har været forbi. På graven lå allerede en fin lille stjerne, og inden jeg tog derfra igen, var der også lidt gran, et par dekorationer mere, og et lys i mørket, som vil brænde den næste uge. Det var dog ikke kun vejret som var bidragende til, at det netop var i dag, jeg valgte kirkegården. I dag er det nøjagtig et år siden vi sagde farvel til en smuk ung kvinde, som tabte sin korte kamp mod kræften, og selv om det var min farmor og farfar jeg puslede om, så var tankerne i dén grad også på Susanne. Jeg fik sagt god jul til dem alle, og selv om tiden går, så er de alle gemt og husket.

Livets kontraster er mange, men jeg tror jeg er ved at finde tilbage til det punkt, hvor jeg er god til at finde de gode kontraster. Værdsætte hvad jeg har, hvad jeg kan og der hvor jeg med ægthed kan sige, at de ting som irriterer mig, er småting i det store billede. Jeg er udpræget optimist, og tror på at hvis man samtidig er realist, så kan man kun få det godt. De to ting sammen gør, at man er i stand til at tage hånd om sin egen skæbne, så at sige. Det gør at man er i stand til at handle, hvis man synes der er ting som ikke er som det skal være. Man bliver sin egen lykkes smed.

Det er også, set i bakspejlet, hvad jeg har gjort i forhold til mit arbejde med at komme ud af mit stress. Det er mig som satte gang i maskineriet, fordi jeg ikke brød mig om den tilstand jeg synes jeg var i. Jeg har arbejdet hårdt, og fulgt de råd og vejledninger jeg har fået undervejs af professionelle. Også de råd og vejledninger som jeg synes var lige en tand for holistiske og underlige – men de hjalp!

Jeg skal stadig arbejde med det hele, og jeg vil kun sige dette: føler du at der er noget som ikke er tilfredsstillende, så gør noget ved det! Uanset hvad det er, så gør noget! Den som ikke handler ændrer ikke tingene. Den som gør, rykker sig. Bare gør noget. Uanset hvad der kommer ud af handlingen, så har du sparket gang i en proces, som flytter dig fra A til B …. og så er du allerede et andet sted end der, hvor du startede. Et andet sted en det sted du ikke var tilfreds med. Det er ikke nødvendigvis resultatet du skal stræbe efter, men måske mere rejsen du begiver dig ud på du skal lære af. Se, hvor den fører dig hen. Men det hele starter kun hos dig selv.

Gør noget!

Gyngestolen kom før storken

Veninden er sat til at nedkomme den 28. maj. Så der er – på papiret – kun en tre uger tilbage. For et stykke tid siden, ytrede hun ønsket om en gyngestol. Jeg fandt en gammel brugt en som trængte til en ordentlig omgang kærlighed. Hun kunne ikke selv lige overskue, at skulle renovere en gyngestol, så jeg tilbød at gøre det, og så kunne hun få den i barselsgave. Jeg hentede således den gamle sædeløse gyngestol hjem, og så har jeg siden da arbejdet på projektet. I dag afleverede jeg den, og den har taget sig lidt af en forandring.

Nu står den der på det næsten færdige børneværelse. Veninden har ikke set den i sin helhed før i dag. Kun i glimt. Men hun blev inspireret af farven som endte med tapetet som ses bagved. Jeg synes den passer ualmindelig godt ind, og den er faktisk blevet præcis som jeg så den inde i mit hovede før jeg gik igang med den.

Før og efter giver det helt klare billede af, hvad den kom fra, og hvad den blev til. Men til gyngestolen fulgte også et vaskeægte hjemmehæklet babytæppe, som jeg har siddet og arbejdet på mangen en aftener, samtidig med jeg har renoveret stolen. Derforuden fulgte også et par hjemmesyede puder med, som passer i farve til både stol og/eller babyværelse. Men det gør sig nu bedst med lammeskindet.

Jeg har aldrig rigtig hæklet eller syet noget før, så jeg er også rimelig stolt af mit håndarbejde. Alt i alt et projekt som lykkedes hele vejen igennem. Veninden er glad. Det er jeg også, og nu kan bettefisen bare komme an – vi er klar med gyngestolen i hvert fald.

Var det noget med en ny pyntepude?

Nogen gange vil man gerne have pyntepuder. Men de er som regel ret så dyre – i hvert fald dem som man aller helst vil have. Så jeg tænkte – hvorfor ikke forsøge at lave nogen selv. Frem fandt jeg stofrester, gamle dynebetræk som ikke blev brugt længere og strikketrøjer som havde udstået sin tjenestetid.

Jeg fandt arvesymaskinen frem fra loftet – eller rettere – den bedste halvdel var så dejlig at hente den ned fra loftet, og så var der ikke andet for end at prøve.

Et styk pude er nu produceret, og taget i betragtning at jeg aldrig har lavet en før  – og det faktum, at jeg faktisk ikke er hel ferm til det der syning – så er jeg nogenlunde tilfreds.

Der skal lige syes et par knapper på bagstykket af puden. Det var ikke planlagt, men jeg lærte, at jeg nok skal sørge for at have lidt mere stof at gøre med, for at få enderne til at overlappe hinanden helt.

Der er flere puder på vej – det her var træningspuden. Jeg kan mærke at teknikken ikke er så vanskelig, når man først helt har fanget den, og med det aner jeg også muligheden for mange forskellige typer af puder. Måske jeg bliver den nye Hay producent inden for pyntepuder? If you can dream it, you can do it …. eller no´et 😉

Arvedrivhuset

En af de rigtig gode naboer, skal have bygget et misundelsesværdigt drivhus, næsten et orangeri, her i foråret. Det erstatter et drivhus, som de har haft i en hel del år. Før de valgte at smide det på gul & gratis, fik jeg budet, og jeg kom hurtigt til beslutningen om, at det drivhus aldrig kom på gul & gratis. I stedet kom det over i min have, så jeg for første gang kan kaste mig ud i drivhuskunsten. Jeg har siden sidste sommer gerne ville prøve det, og nu kan jeg teste om det er noget jeg kan – og gider – inden jeg en dag render ud og investerer i et helt nyt.

I dag fik vi sat de sidste glas i. Der var røget et par stykker under nedtagningen og flytningen fra den ene matrikel til den anden. Med det klaret, og med et strålende solskinsvejr, som lynhurtigt varmede glashuset op, så snart det var lukket til hele vejen rundt, kunne jeg få mere eller mindre helt styr på hvordan jeg ville indrette det. Så det har jeg brugt det meste af dagen på, og jeg må sige at jeg umiddelbart er ganske tilfreds.

Jeg havde fra start besluttet mig at have højbede, og de kom på plads allerede i sidste weekend. Men før jeg fik lukket til, gav det ingen mening at begynde på resten. Men et såbord med det tilbehør man nu engang bruger, var tiltænkt, og det er nu også brugsklar.

Da bordet var sat op, så kunne jeg begive mig i gang med det sidste af det, som kan sættes igang nu. Krydrerurterne som blev sået for en uge siden er kommet derud, og min koriander spirer allerede. Oregano, og en ordentlig portion karse (jeg elsker karse) er blevet sået. Almindelig salat, brøndkarse og rucola er nu også sat i sving, og så kunne jeg ikke dy mig for at være lidt pyntedukke også.

Jeg har fået sat aspsargeskartofler i et af de helt store højbede, så vi tidligt kan begynde at få nye kartofler, ligeså med lidt gulerødder. Jo – man kan sagtens dyrke både kartofler og gulerødder i drivhus. Der er to højbede tilbage, hvori tomater og skoleagurker skal bo. Men vi venter lige lidt med at sætte dem i jorden.

Et oliventræ har også fundet vej derind. Ikke fordi jeg regner med, at jeg kommer til at høste dem, men bare fordi jeg gerne ville, og fordi jeg kan.

Jeg har hygget mig gevaldigt med drivhuset i dag, og jeg glæder mig til at skulle lege mere med det som årstiden skrider frem. Hvem ved? Måske jeg inden for de næste par år, bliver så fascineret af det, at jeg opgraderer arvedrivhuset, til et helt nyt med plads til meget mere?

Malermester

Projekt gyngestol til den gravide veninde, kan nu gå ind i sin næste fase. Efter den er blevet godt og grundigt slebet ned, har jeg her i ugen gået og ventet på, at farverne til den skulle komme. De farver jeg har tiltænkt, er ikke tilgængelige i almene butikker, så jeg måtte ty mig til internettet. Her fandt jeg så til gengæld også præcis de farver jeg har i mit hovede

Nu står den gamle 1920er gyngestol og trækker vejret, efter den har fået første omgang grunder. Jeg når også grunderomgang to, og den sidste, inden mørket falder på, og så håber jeg vejret holder uden regn og alt for megen vind i weekenden, så jeg kan få den malet den færdig udenfor.

…og nej – der kommer herfra og til den er helt færdig, ikke helhedsbilleder af den. Selv om den gravide veninde godt ved, at hun får den som barselsgave, så kan jeg trods alt holde bare en lille smule mystik i live, ved ikke at give helhedsindtrykket før den skal afleveres. Men små glimt; det kan det godt blive til.

Vi er ved at være der…

Der var et godt lag is på forruden i morges, da jeg skulle på arbejde. Nattefrosten har åbenbart ikke helt sluppet sit tag. Men jeg tror og håber på, at den snart slipper helt. Vi er nemlig ved at være der, hvor de grønne fingre skal til at i gang igen.

Jeg er tyvstartet lidt. I vindueskarmen står der tomatplanter og forspirer. Jeg har nemlig overtaget/købt (men har faktisk ikke afregnet endnu – er det så egentlig inddirekte tyveri?) et drivhus, som jeg i år skal prøve de første kræfter med. Glassene mangler at blive sat i, og jeg håber på, at jeg kan få det meste af den opgave overstået i weekenden, så jeg i denne sæson kan gøre mig de første forsøg med drivhusdyrkning, hvor de spirende tomater skal bo når både drivhus og vejr er klar til det.

Jeg er også tyvstartet på en anden front. Jeg har i dag bestilt en masse dejlige frø – både grøntsager til køkkenhaven og krydderurter – i frøbutikken. De ankommer allerede i morgen, og nogen af krydderurterne skal prøve noget andet i år. De skal plantes i et vældigt dekorativt arrangement, som jeg er ved at gøre klar.

Lerkrukkerne er nu færdigmalet og står og tørrer. De er ikke helt færdige endnu. Men det bliver de inden weekenden er ovre, hvorefter de skal sættes sammen på en smart måde, synes jeg da selv. Heri skal nogen af mine krydreurter sås.

Jeg glæder mig til at kommer rigtigt igang med det hele, men hygger mig ligeså meget med at planlægge og tage de første spæde skridt ind i foråret og mod sommeren. Jeg er stadig i lære i forhold til det her havedyrkning, men jeg har nu tre sæsoner bag mig, hvor jeg har lært noget hvert år. Så jeg tror nogen af tingene bliver noget mere vellykket i år, og vidreudviklet. Men jeg glæder mig også til at se om den lærdom kan hjælpe mig på vej med nye udfordringer, som jeg nu godt tør i gang med.

Det er de to dejligste årstider vi går i møde – er du også ved at gøre dig klar til at møde dem, og i så fald hvad er du ved at gøre dig klar til?

Lasses eventyr

Da vi gik på påskeferie, havde vi drengene på weekend. Yngstebarnet, som går i 5. klasse, havde i to uger haft en stil for. De var stillet til opgave, at skrive et eventyr, som skulle indeholde nogen helt specifikke ting, og følge en bestemt form. Lasse var stødt lidt på grund. Han havde grublet over den længe, og havde også forstået rammen, men han kunne ikke rigtig få eventyret til at begynde. Han syntes det var lidt svært, det her med at digte en historie ud fra fri fantasi. Så da aftensmaden skulle laves, så tog Lasse sit hæfte og sin opgave med ud i køkkenet, og hen over madlavningen fik vi skabt et univers, nogen personer, nogen magiske evner, nogen fantasidyr og et spændingsscenarie. Nu var scenen sat, og det var Lasse som så selv skulle skrive selve eventyret, på baggrund af det vi fik digtet op. I lørdags, fik jeg en SMS fra Lasse, med billederne af sit færdigskrevne eventyr, akkompagneret med tak for hjælpen.

SMS´en kom, som vi var på vej i seng, så den bedste halvdel, blev puttet under dynen til højtlæsning af sin søns eventyr; eventyret om Fiona & Claus.

Der var engang en by der hed Skovby for 500 år siden. Der var en pige der hed Fiona. Hun havde lyst hår og når hun stod på et ben, så kunne hun få folk til at gøre hvad hun tænkte på. Hun havde en ven der hed Claus der boede i Skovby skov. Han havde nogen mærkelige kæledyr. Han havde en mus der hed Magnus som kunne brøle som en løve, en krabbe der hed Karl, som kunne se igennem alt og en flyvende flodhest der hed Frida.

En dag da Fiona skulle ud til Claus, sagde Claus at Elverfolket havde taget Karl krabbe til fange. De ville spise ham. Så fløj Claus og Fiona på Frida hen til Elverfolket, og så Karl var bundet fast. Fiona stod på et ben og ønskede at høvdingen skulle falde i gryden. Så faldt han i gryden. Hun ønskede også at de andre faldt i et stort hul, og så skete det. De gik hen til Karl og bandt ham op, og så fløj de hjem til Claus igen, og levede lykkeligt til deres dages ende.

Se dét var et rigtigt eventyr. Godnat, og sov godt.

Gyngende Barselsgave

En af mine allernærmeste, allerældste og allerbedste veninder er i lykkelige omstændigheder på 7. måned. Der er ni uger til den store dag. Tiden er fløjet afsted, og i onsdags var jeg med til endnu en scanning af knægten, som nu vejer flotte 1746 gram. Han vokser som han skal, alle de ting der kan ses og måles fungerer som det skal. Vi holder stadig vejret en lille smule, det kan ikke undgås, men mest af alt glæder vi os.

Veninden er i fuld gang med at bygge rede. Babyværelset er i opbygning, og skal nok nå at blive færdigt. Tøj flyder i en lind strøm fra deres egen side og fra vordende bedsteforældres side. Barnevognen er klar og ligeledes er en masse andre ting af de nødvendigheder som skal være til stede.

Blandt ønskerne er der en gyngestol. Der er masser af dem derude, men ikke i den stil som hun ønsker sig. De er faktisk ret så vanskelige at få fingrene i, og hvis der endelig er en, så koster de kassen. I går under frokosten, efter en vellykket scanning, spredte hun nettet bredere ud. Hun mente jeg var så god til at finde de rigtige ting, så hvis jeg havde tid og lyst, så måtte også jeg gerne søge efter hendes gyngestol. Der gik ikke mere end fire timer, så havde jeg et muligt bud på en gyngestol på hånden. Billede blev sendt afsted til veninden om det var noget. Den var rigtig fin, men den trængte til en ordentlig overhaling. Det var også det hun faldt over, og hun havde ikke lige overskuddet til at skulle begive sig ud i projekt gyngestol. Men hvad nu hvis en anden havde det overskud og hvis prisen var fair, ville stolen så have interesse? Svaret var ja.

Jeg sendte forespørgsel afsted, og her er det man oplever hvor gavmild verden også er. Manden i Asdal ville ikke have en eneste krone for den. Den var til gratis afhentning, og jeg var ikke sen til at slå til. Gyngestolen i 1920er stil er nu afhentet.

Så nu skal jeg i gang med projekt gyngestol, og har adviseret veninden om, at hendes barselsgave nok ikke bliver så stor en overraskelse i forhold til, hvad hun får.

Jeg glæder mig til at gå i gang. Jeg ved, hvilke farver hun indretter babyværelset efter, og youtube kan med snilde guide mig helskindet gennem hele restaureringen af den fine stol. Jeg ved præcis, hvad der skal laves, og hvordan den skal se ud. Jeg håber så, at jeg er så tunet ind på min venindes stil, ønsker og tanker, at slutresultatet også kommer til at leve op til hendes forventninger. Jeg elsker at jeg her har fundet, hvad jeg synes er den mest fantastiske barselsgave til hende, og hvor jeg dog glæder mig til at give hende den.