Abetis i Gibraltar

Vi er nøjagtig en måned forbi juleaften, og Danmark vågner op til en snehvidtklædt vinterlandskab. For en måned siden, faldt der vist lidt sne hist og her, mens folk dansede omkring juletræet, mens jeg og den bedste halvdel indtog solen og 24 grader i Gibraltar.

Juleaften blev fejret i syden, og på selve dagen havde vi booket os ind til en dagstur til den engelske del i sydspanien, krydsede den officielle grænse og kiggede over på Afrika kontinentet.

I hele ugen vi var i Malaga, havde vi lejet en bil, men vi var blevet anbefalet ikke at tage turen over grænsen til Gibraltar i den, og derfor fandt vi et selskab som klarede det for os, Så klokken alt for tidligt juleaftensdag, satte vi os i en bus, og tre timer senere stod vi ved Europaklippen.

Vi havde fem timer at gøre godt med, og vejret startede noget diset og lettere køligt, så det her med at vi kiggede over på Afrika er rigtigt nok, men lige denne dag kunne vi ikke skimte selve kysten på det næste kontinent, selv om det kun ligger 23 km derfra. Men derfor var det stadigvæk lidt spøjst at tænke på, at lige derovre var Afrika. Tanken kan også have en oplevelseseffekt.

Vi hoppede efter ankomst over i en anden bus, og lod os tage på en guided tur rundt i Gibraltar, og op ad bjerget. Vi blev vældig godt underholdt af både guide og oplevelserne. På toppen af bjerget er den helt store turistattraktion naturligvis aberne. Der er bestemte regler for, hvad man må, skal og ikke skal ved mødet med disse aber. Giv dem ingen mad, lad være med at forsøge at røre dem, og skulle de komme til dig, så forhold dig bare roligt og nyd det … og stadig ikke give dem mad. De er vilde, men de er også intelligente, så de ved jo godt at de her turister temmelig sikkert har noget mad et eller andet sted på dem. Men generelt, så hopper de bare rundt omkring turisterne, som kan lade sig underholde af synet af dem tæt på.

Vi så et par stykker af dem på turen op, men ikke mange og ikke tæt på. Bussen holdt ind ved Saint Michaels Caves, som vi vandrede rundt i og blev meget imponeret over, i cirka 20 minutter. På vej ud, var det ved at være syv timer siden vi spiste morgenmad, så vi napper en snickers med ud. Udenfor er der turister og busser allevegne og rundt om dem står de små aber i massevis. Jeg når lige at sige med euforisk dyreelskende stemme “nej se… se aberne min skat, hvor er de søde!”, før én af dem fastlåser sit blik på mig. Jeg ved øjeblikkeligt, hvad den tænker og jeg når at tænke “ååårh f*** – den ved jeg har chokolade i min hånd!” Den sætter i målrettet tempo kursen over til mig, og sætter sig på numsen og stirrer op. Jeg forsøger at fortælle den, at jeg godt ved, hvad den tænker, men at det ikke hjælper noget. Før jeg ved af det, sidder den på min skulder

Der sidder den og nipper nænsomt på mine hænder, og pludselig er det mig som er turistattraktionen. Der står jeg som den eneste med … ja … aben på min skulder! Jeg når at ænse at det ikke kun er kæresten min som får taget billeder af mig med den på. Dens pels er blød, den lugter ikke, og den bed mig ikke. Den sad bare og forsøgte at få mig til at dele mit chokolade med den. Det gjorde jeg ikke, men jeg gik en lille tur med den, mens den sad der og tronede. Jeg fik den sat ned igen, ved at bukke mig, men så snart jeg stod rank igen, sad abe nummer to der i stedet for. Jeg ved godt, at jeg ser lidt betuttet ud på billedet, men jeg var slet ikke utryg, og jeg var ikke febrilsk. Jeg var ganske tryg, og synes det var ret hyggeligt, og er – selvfølgelig – overbevist om, at det ikke kun var mit chokolade som gjorde at de lige valgte mig, men også fordi de kunne mærke at jeg er en dyreelsker med dyrehviskende egenskaber.

…eller måske det var chokoladen?

Jeg kunne sagtens have brugt en time på den her oplevelse, men bussen skulle videre, og aben fik jeg af mine skuldre. Da jeg sad i bussen opdagede jeg, at en af aberne vist nok havde tisset på mig. Mit sjal lugtede nemlig en anelse af kattetis. Men skidt pyt – det kunne vaskes, så lidt abetis kunne ikke gøre oplevelsen mindre fantastisk.

Tilbage ved bjergfoden igen, havde vi knap tre timer på egen hånd. De er tiltænkt til brug af de shoppingmuligheder som Gibraltar tilbyder i massevis. Nu er jeg ikke den store shopper. Jeg er meget mere eventyrpersonen. Så jeg kunne snildt have nøjes med halvanden time til shopping, og så måske ønsket mig lidt mere tid oppe i bjergene i hulerne, med aberne og på det bunker museum som vi senere fandt ud af også var der.

Så skal du til Gibraltar, så tag endelig en tur derned med et selskab som kører dig. Men sørg for at opleve toppen og historien af Gibraltar mere end strøget. Gibraltar er fyldt med historie, og man kan sagtens opleve den på fem timer – men ikke på to som vi fik. Men jeg fik oplevelse, og solskin nok – som dagen skred frem – til at glemme, at det rent faktisk var juleaftensdag

Jeg føler ikke jeg fik oplevet nok af Gibraltar, men fik dog stadig en dejlig tur og en skøn oplevelse. Men når man ikke synes man har oplevet det hele og det man skal, så giver det jo en god undskyldning til en dag at vende tilbage.

Mijas trumfes af Stupa

Den første uge tilbage på jobbet er vel overstået. Lidt knirken i kroppen var der i starten, da den valgte at lade sig overmande af sygdom allerede dagen efter nytårsaften. Jeg brugte således resten af min juleferie på at bekæmpe feber, og da mandagen kom var kroppen endnu ikke helt i top, men den har gennem ugen genoprettet sig selv, og jeg døjer nu kun med en smule hosten. Sådan er det jo – hvorfor bruge almindelige arbejdsdage på sygdom, når man kan tage dem i sin ferie?

Men når jeg nu sådan skulle gå hen og blive syg, så er jeg da kun glad for at det var i min feries sidste uge, og ikke den første. Tænk om den havde sneget sig ind på turen sydpå. Den tur, som jeg stadig har masser at fortælle om, og vise frem af. Heldigvis var det ikke i den uge kroppen valgte at kapitulere, for havde den det, så var jeg gået glip af en masse oplevelser. Blandt andet Mijas. Den lille hvide by i bjergene, var kun en lille køretur (opad opad & opad) fra hvor vi boede. Vi var blevet anbefalet at besøge den under vores ophold. Vi ankom sidst på formiddagen, og efter kryben ned langs gader i bilen, fik vi den parkeret, og vandrede rundt i de idylliske omgivelser.

Det var den dag på hele vores tur, som havde den laveste temperatur. Oppe i bjergene var der tillagt en lettere vind, så det var en smule halvkøligt at traske rundt i de små gader. Byen er kendt som den hvide by i bjergene, fordi alt er malet i hvidt. Det er Malagas svar på det gule Skagen. Vi kommer uden for sæsonen, så der var masser af plads til os. Turister eller ej, så var det da pænt, men på en halvkølig dag, så var det ikke et sted, hvor jeg kunne få en hel dag til at gå. Men jeg kunne da nyde de små detaljer som dukkede frem.

Efter vi havde kringlet os rundt i byen, besluttede vi os for at få frokost på en restaurant som lå i byens centrum, og vi tænkte at vi kunne snuppe landets nationalret, da de skiltede og illustrerede med ægte spansk lækker paella. Jeg har spist lækker paella før, lavet herhjemme, så jeg glædede mig til den ægte vare. Slemt skuffet blev både jeg og den bedste halvdel, da vi fik serveret noget som vi har stærkt mistanke om at være en færdigret taget fra fryseren og puttet i mikroovnen. Det viste sig ikke kun at være den køligste dag på vores ferie, men også den dag vi fik den mest ringe ret under hele vores tur. Den gjorde ikke sin nationalstatus ret! Så vi spiste i stilhed, og betalte en pris som heller ikke gjorde retten ret, og så besluttede vi os for at køre ned ad bjerget igen.

Tilbage i Benalmaldena gjorde vi stop ved det buddhistiske tempel, The Enlightment Stupa. Der står det så pragtfuldt placeret i første række, med endnu en vidunderlig udsigt ud over Middelhavet.

Det virker lidt malplaceret med et autentisk buddistisk tempel lige der. Men der er nok buddhister i området til, at der var nogen som fik samlet pengene sammen til, at opføre det således at også de havde et sted at praktisere deres tro. Det er åbent for alle, og ganske gratis. Man kan – hvis man vil – smide en skilling eller to som tak for gæstfriheden. Skillinger som vil blive brugt til bevarelsen af templet. Det er nemt at overkomme, og nemt at overskue. Indgangsetagen er dedikeret til Buddha statuen og ofringen, og nedenunder er der en mindre samling af typiske buddhistiske redskaber. Bland andet “rulletønden” som vi alle kender fra Golden child takket været Eddie Murphys rap på samme.

Jeg kender ikke meget til den buddhistiske tro, men jeg ved nok til at det er en tro som inviterer til fred i både dit eget indre, mod andre og med andre. Den er fredsommelig, næstekærlig og respektfuld i mange henseender. Jeg kan sagtens fordybe mig i dens udtryk og i dens artifakter.

Jeg kan godt falde lidt for dens harmoni og jeg kan også snildt forestille mig, at jeg sagtens kunne bruge et par timer på at mærke roen og harmonien, lidt som jeg kan når jeg sidder ved havet, havde jeg mulighed og behovet for lidt alene tid til mig og mine tanker, eller netop for at blive fritaget af dem. Men denne dag var det nok med at kigge og undersøge.

Dagen blev afsluttet med lidt flere varmegrader end der var i bjergbyen, og da vi ramte hjemmeadressen, blev den grillede aftensmad vi selv lavede på vores tagterrasse, en hel del bedre end den menu vi havde spist tidligere på dagen. Mange gange er selvgjort, velgjort.

Alcazaba & Gibralfaro

Jeg – og heller ikke den bedste halvdel – er den type mennesker, som tager til syden for at bruge tiden på stranden, ved poolen eller i baren. Vi er af de typer som gerne vil ud og udforske området vi er i, og dets historier. Vi er typer, som gerne vil gå mange kilometer for at møde historien. Så da vi havde fundet os selv og vores område, begyndte vi allerede dagen efter ankomst at gå på opdagelse. Inde i Malaga, fandt vi Castillo De Gibralfaro.

Bygningerne kan dateres helt tilbage til det 14. århundrede, og er tiltænkt som et våbendepot, placeret med havudsigt, så man kunne holde øje med, hvornår våbene skulle i brug. Således er der på toppen en fantastisk udsigt. Men nok en som vi i nutiden bruger på en anden måde, end den var tiltænkt i fortiden.

Vi havde parkeret bilen i et p-hus, som lå lige for foden af fortet, og det så egentlig ikke ud til at være en slem tur opad. Så vi travede rask afsted. Det viste sig, at være en lidt mere udfordrende opgave end vi lige havde regnet med. Heldigvis var der på vejen op ad de stejle og snørklede stier, flere rastepladser, hvor vi lige kunne få lidt mere luft i lungerne igen, og samtidig nyde den udsigt som blev bedre og bedre des højere vi kom op. Efter en god times trav opad, nåede vi toppen.

Her stødte vi på våbenudstillinger og små mellemgange mellem murene, hvor man sagtens kunne forestille sig, at der havde stået mangen en mænd og spejdet ud over Middelhavet. Men der var også trapper inden for murene og op til mellemgangene, hvor vi kun kunne have ondt af dem som i fordumstid, skulle trave op og ned af dem i fuld udstyr. Enten har de haft rigtig lange ben dengang, eller så har de bare ikke haft midler nok, og derfor sparet på antallet af trappetrin. Herligheden var i brug i hele 438 år i militært øjemed, og først i 1925 blev det overdraget til byen.

Fortet er egentlig delt lidt i to, og de to er ikke forbundet. Det har de engang været, men grundet slid, vind og vejr på de skrøbelige kalksten, som det meste er bygget på, er de i dag delt. Så for at se den anden halvdel af fæstningen, så var der kun én ting at gøre … at gå hele vejen ned igen (vel at mærke efter at vi ved ankomst til toppen, opdagede at der var en farbar vej, med dertilhørende p-plads til rådighed!)

YouTube-forhåndsvisningsbillede

(klik på billedet for at se videoen af turen ned)

Ved bunden skulle vi blot krydse gaden, og der på den anden side lå den sidste halvdel; Alcazaba De Málaga. Her finder vi bygninger som kom før Gibralfaro. De er bygget i flere omgange helt tilbage fra 11. hundrede tallet, og i 1930erne fik det sin sidste store omgang i form af en massiv restaurering. Man kan sagtens se, at der både har været arabiske, og romerske indflydelser med i opbygningen gennem de mange hundrede år. Det gør bestemt ikke oplevelsen værre.

Heldigvis lå Alcazabar knapt så højt oppe som Gibralfor. Så det var ikke den store anstrengelse at navigere sig opad denne gang. Vi kunne trisse rundt i kringlede kroge og beundre udskæringer, ægte marmorsøjler og små haveoaser. Havde vi ramt det helt rigtige tidspunkt, havde vi også kunne have nydt en forestilling i det autentiske romerske teater, som lå for foden, og hvor man stadig kunne se og sidde i de selv samme stenstole som store romerske mænd engang havde siddet i.

Efter en tur i både den spanske, den arabiske og den romerske historie bevægede vi os ind i nutiden og gik en tur i Malagas gader – og så er det lige her, man også støder på et stykke dansk historie

Lige der – helt uventet – sad H.C. Andersen med sin taske og den lille grimme ælling ved sin side. Man kan da heller ikke komme nogen steder hen længere, uden man støder på nogen man kender!