Frostdag

Jeg får gået mig nogen ture i disse dage. Både i regn, vind og frost. Jeg er p.t. sygemeldt frem til og med den 19. januar, og det kan dælme godt blive nogen lange dage, og de skal fyldes ud med et eller andet. Ikke noget som presser min krop, for det må den ikke blive, men ikke desto mindre, kan jeg jo ikke bare sidde stille. Det er jeg simpelthen ikke skabt til, og for så at minimere dræbende lange dage, så forsøger jeg at give dem en eller anden form for indhold for både ikke at gå i stå, men også for at give kroppen den afslapning den skal have. Det munder ud i blandt andet oprydning i mine skabe og mange gåture med en eller begge hunde ved min side.

Når så vejret er som i dag, så er det fantastisk gåvejr. Jo vist er der lidt koldt, men når man bare pakker sig ind, og så ellers bare nyder det klare frostvejr, så er både jeg og Nova glade. Bailey er med ude på fællesjagt, så han får også nydt det fine vintervejr.

Der er aldrig noget som er så skidt, det ikke er godt for noget. Når nu jeg skulle sygemeldes, så får andre ting plads igen. Så jeg har nydt både mine lange gåture, at jeg igen ofte har kameraet med ude på mine ture og at jeg får smidt alt det skrammel ud, som i årevis har gemt sig i diverse skabe og skuffer.

Når det så er sagt, så synes jeg stadigvæk dagene er lange, og jeg har immervæk kun haft tre reelle sygemeldingsdage indtil videre. Jeg har hele næste uge, og ugen derefter med, så jeg kan godt frygte jeg løber tør for ting at rydde op i, og jeg kan også godt allerede nu mærke, at jeg mangler mit arbejde at rive rundt i. Men sådan skal det være lige nu, og denne gang har jeg valgt at lytte. Noget jeg ellers ikke altid er for god til, når det kommer til denne del af lytningen. Men det giver mening at lytte denne gang – også selv om jeg til tider føler det er lidt “overkill” – men jeg ved at dem som har besluttet at det er det jeg skal gøre, ved mere om det end jeg gør. Men det ændrer ikke på, at jeg savner min normale arbejdsdag.

Det hele skal nok blive normalt igen, så indtil da kan jeg nyde at jeg også i min krop mærker, at jeg finder stor afslapning i mine gåture, i min organisering og i særdeleshed i min fotografering … og mine skriverier. Det er der rigelig plads til lige for tiden.

Rester af et nytår

Vi er på den anden side. Sengetiden blev langt senere end normalt, og ditto opvågningen på årets første dag.

Vapserne og jeg har gået en tur i det grå og våde vejr, for både at få gang i kroppen, få rendt lidt frit efter minimum et døgn, hvor de ikke har fået lov til at få snoren af udenfor, i tilfælde af et brag eller raket skulle forskrække dem i en grad, som fik dem til at stikke af. Begge hunde klarede dog nytåret til ypperligste UG kryds og slange. Der har tidligere været uro i kroppen. Ikke skræmthed, men bare uro. I år blev vi på egen matrikel, med besøg fra vores faste nytårsmakkere, og især Baileys krop håndterede nytåret med langt langt større ro end tidligere. De var mere eller mindre upåvirket af det hele, og der var slet ikke så megen pusten og rastløshed, som der har været tidligere. De er begge ret så skudfaste, men der er stadig lang vej fra jagtskud til raketlarm. Men vi er yderst priviligerede, hvad det angår, og vi er rigtig glade for at vores hunde ikke lider af nytårspanik, som andre hunde desværre går igennem hvert år. Men derfor holder vi dem alligevel i snor på gåture op til nytåret … man ved jo aldrig. Så de nød at rende frit rundt i dag.

Turen rundt i Lørslev vidner om en by, hvor de unge mennesker som har været på nytårsløjer har god opdragelse og betænksomhed med sig hjemmefra. Der er ikke noget som er sprunget i luften eller på anden måde lavet hærværk omkring. Men de har drillet med sprøjtestrenge fra dåse, toiletpapir og sækkevis af små små papirstykker, som er sirlig spredt i rigtig mange haver, hække, indkørsler og gader. Men der er ro og orden, og der er ikke noget som nogen kommer til at koste penge på.

Der er end ikke ret megen oprydning i forhold til affyringsaffald. Nok er vi ikke ret meget mere end små 300 mennesker i landsbyen, men der blev trods alt fyret skyts af. Det lader dog til at beboerne i byen, eller dem som affyrede, har ryddet det meste op.

Udgang af det gamle, og indgang til det nye år er gået smertefrit her i byen. Det er desværre ikke det samme allesteder i landet, og de næste par dage vil der nok endnu engang i medierne være en debat for eller imod fyrværkeri. Men mon ikke det hele ved udgangen af 2018 bliver “same procedure as last year”?

Velkommen til 2018

Erik & Emma

Nogengange er der mennesker, som kommer ind i sit liv ved en tilfældighed. En sjælden gang imellem hænger de ved, selv om man i bund og grund ikke har noget forbindende mellemled længere. Sådan et par mennesker er Emma og Erik.

Emma og Erik boede i et hus, forbundet til en gård, som den bedste halvdel havde sin gang på dengang jeg lærte ham at kende. Det var egentlig ejerne af gården han havde en forbindelse til, men Emma & Erik var der også, og derfor kunne man jo ikke “undgå”, at have en lille smule omgang med dem også.

For fire år siden, flyttede Emma & Erik fra gården, og ind til “byen”, hvor de bosatte sig i et helt ordinært paracelhuskvarter. Livet på gården fortsatte, men som de næste par år gik, blev forbindelse for den bedste halvdels og mit vedkommende også mindre. Den er der stadig til et vist omfang, men knap så meget som engang, og i bund og grund burde forbindelse til Emma & Erik have været helt ophørt. Men det er den så bare ikke.

Gennem de sidste fire år, har Emma & Erik, af en eller anden grund, bevæget sig ind i vores liv på separate og egne vilkår, helt adskilt fra gården. Vi har nu gennem fire år, i ny og næ, været forbi på besøg op til flere gange. Både til morgenbord, frokost og middag eller en helt simpel kop kaffe. Nogengange har vi drengene med, nogen gange er det bare os, og nogen gange igen, er det bare den bedste halvdel. Dog er der én ting, som der skal være til stede, hvis vi vælger at aflægge besøg, hvad end det er den ene eller den anden af slagsende; hundende har bare af at være med! Det er sket en enkelt gang, at den bedste halvdel er dukket op uden nogen hunde, og en enkelt gang kun med den ene hund … det lader især Emma ikke gå ubemærket forbi. Nogen gange er vi faktisk lidt i tvivl om, om det er os eller hundende hun gerne vil have på besøg.

Her til morgen tog vi til morgenbrød hos Emma og Erik. Erik var dog ikke hjemme, da han er en ivrig verdensomrejsende jæger, og lige nu er i Polen på jagttur. Så det var Emma der tog i mod, og vi turde ikke andet end at tage begge hunde med. Vi kom med morgenbrødet, og Emma havde dækket bordet som – som altid – oser af hygge og ordentlighed.

Friske blomster fra egen have, agurk og tomater fra eget drivhus og et askebæger ud foran hver kuvert, da vi alle tre er rygere. Så skal man ikke sidde og dele og række ind over hinanden. Nej Emma sørger for at alle har hvert deres eget af alt.

Hundende elsker Emma. Hos hende ved de at der altid gemmer sig et eller andet mundgodt. De ved også, at køleskabet proviantere dem med godter, og derfor vil en tyggestang ikke engang tygges på, fordi de ved Emma gemmer andet godt, og de ved at hun gerne giver ud af det.

 

De bliver møjforkælet, og vi er slet slet ikke i tvivl om, at både Emma & hundende elsker det ligemeget.

Et morgenbesøg hos Emma & Erik mangler ingenting. Snakken er kvik, humøret er højt, gæstfriheden er grænseløs, og drammen i en eller anden form kommer altid lige på bordet også, for at få gang i hele kroppen.

Tiden flyver forbi i deres gode selskab, og man tager altid derfra med et smil på læberne og uden man mangler noget som helst.

Måske de her tilfældighedsbekendtskaber i virkeligheden er dem som er allerbedst? De kommer til live ene og alene på baggrund af kemi og lyst, og ikke fordi man på en eller anden måde er blevet bragt sammen på baggrund af noget man har været, eller skulle være, fælles om.

Her på matriklen kan vi i hvert fald godt lide Emma & Erik, og er glade for at de blev tilfældige bekendtskaber.

De (u)planlagte weekendoplevelser

Weekenden har allerede budt på oplevelser i mangfoldigheder. Nogen af dem planlagt, andre uventet ankommet.

Jeg satte weekenden i gang lidt tidligere sammen med kollegaerne, hvor vi drog ud i det nordjyske, for at spille fodboldgolf. En frisk runde med 18 huller, hvor boldøjet blev indstillet midt i spillet, men var helt ude af fokus i starten og slutningen af spillet. Det gjorde det dog ikke mindre underholdende af den grund.

Når man sådan har været aktiv i et par timer, trænger maven til at blive fyldt op. Så efter et lille pitstop, hvor nogen af “de unge” lige kunne nå at nette sig, mødtes vi alle på Applaus, hvor vi havde et bord og en madoplevelse bestilt.

Ti retter kom i en tilpasset strøm ud fra køkkenet til vores bord over de næste tre timer, og vi kunne alle gå derfra mætte og tilfredse. Jeg har været hos Applaus en enkelt gang før, men også denne gang tager jeg derfra med en opfordring til at prøve det, hvis du ikke allerede har været der.

Dagen blev lang men skøn, og søvnen nåede lige at runde syv timer, inden lørdagen gik i gang. Rundstykkevagten i Lørslev Café & Kulturhus tilhørte i dag den bedste halvdel og jeg. Den er nu så hyggelig, og de to timer hvor borgerne i byen kan hente deres bestilte morgenbrød, starter altid min dag med en god følelse i maven.

Vores hundesitter fra Aarhus, Anna, er i området, da hun i denne uge passer hunde for en anden. Hver gang hun er heroppe, melder hun lige ind, for at høre om vi er med på en hundetur. Det er vi altid. Vi kan godt lide Anna, og det kan hundende også – så hende vil vi gerne mødes med. Vi havde aftalt at mødes i hundeskoven ved Tversted og med sig havde hun Gitte og Carlo.

Vi brugte en times tid i strandskoven, og hundende fik løbet det meste af deres energi af sig, og snuset til alle de marehalm de overhovedet kunne komme i nærheden af. Efter endt tur i hundeskoven, fik vi potedasket på gensyn til Anna, og satte kurs ned mod Tversted Strand. Nu vi var her, så skulle vufferne da lige have lov til at få et dyk i Vesterhavet.

De elsker det, og de var yderst fornøjet over, at badeturen måske blev en lille smule længere end normalt, eftersom undertegnede formåede – for første gang i hele sit liv – at sænke Sally the Skoda så godt ned i sandet, at der ikke var anden udvej end at kalde på hjælp.

Jeg har nok været med i biler før, som har sat sig uhjælpeligt fast i sandet, men det er første gang jeg selv nogensinde, har været chaufføren som satte den fast. Men mens vi tålmodigt ventede på hjælp, fik hundende sig en ekstra badetur, og udsigten kunne nydes, da både vejr og vind var ganske fint.

Vi ventede ikke så lang tid på hjælpen, og Allan hev Sally fri med sin store stærke unimock i løbet af tre minutter. Nu er vi alle sikkert hjemme igen, og lige om lidt venter der bukkemørbrad og sæsonåbning af Danmarks historie.

I morgen er der atter en dag – noget af den er planlagt, men i dag har vi lært at der også er plads og tid til det uplanlagte….og så tager vi det med.

Natten i det fri

Jeg pendler mellem Lørslev & Aalborg på arbejde. Det sidste halvandet år, har jeg ved Tylstrup passeret en shelterplads, hvor jeg kunne se der gemte sig både bålhytte og sø. Jeg er så absolut ikke et campingmenneske, men shelters vil jeg gerne. Bare for en enkelt nat, og den her ved Tylstrup ville jeg gerne prøve. Så i går – da regn og torden havde pakket sig igen – proppede vi hunde og grej i skodaen, og drog til Ultvedssøerne.

Vi ankom omkring spisetid med planer om bålmad, aftenshygge i naturen, hundesvømning, og overnatning i sovepose. I løbet af aftenen kom både en  mor på besøg med sine tre børn, som ivrigt fiskede efter hundestejler med deres net, samt to mænd, som havde en legekammerat med til Bailey og Nova.

Der er absolut intet andet at gøre sådan et sted, end at falde helt ned i gear, og bare være til stede i nuet. Jeg kan mærke det i hele kroppen når jeg er sådan et sted. Det mærkes godt, og det er så forbandet hyggeligt, og så giver det også tid til at man lige kan tage en omgang analog wordfeud.

Man glemmer helt at kigge på klokken. Man lader bare det svindende dagslys bestemme tiden. Når der er ved at være svagt med lys, så kravler man ind i shelteret og ned i soveposen. Begge hunde kravlede med ind, og gjorde sig klar til natten.

Man sover aldrig godt i sådan et shelter. Man kan sikkert godt, hvis man har de helt rette underlag med. Men vi havde bare et par skum madrasser med, og det er ikke dem som giver mest støtte. Man er vågen et utal af gange, og falder sjældent ned i den helt dybe søvn. Den bedste halvdel ytrede ved solopgang, at han ikke havde sovet overhovedet, men det kunne jeg fortælle ham, at det havde han. Nogen af de gange, hvor jeg var vågen, snorkede han i hvert fald. Det kunne han så fortælle mig, at det havde jeg også gjort. Men allerede ved firetiden begyndte vi at vågne, og ved fem tiden stod vi op og så en skøn solopgang over søen.

Da klokken rundede halv seks, pakkede vi bil og hunde sammen, og drog tilbage mod Lørslev. Hundende blev losset af, og habenguttet vi havde haft med pakket ud, for bagefter at tage turen til Hjørring, hvor Chuckwagon for første gang i dag, åbner døren til sin fysiske restaurant, hvor man allerede fra kl. 05:00 kan smæske sig i All you can eat – American Breakfast til 95 kr. Inklusiv drikkevarer! Der er morgenmad frem til kl. 11:00, og herefter serveres hans fremragende amerikanske burgere og des lige til det sultne folk …. men på trods af at han nu har en fysisk adresse, så vil man stadig kunne finde ham ude på landevejen også.

Med fyldte maver ankom vi til hjemmeadressen igen kl. lidt i otte, og besluttede os for at snuppe et par timers søvn. Begge hunde havde også behov for mere søvn, for jeg tror at især Bailey har sovet med et halvt øje og vibrerende ører hele natten. Menneskerne i husstanden er oppe igen, men vovserne sover stadig.

Shelterpladsen Ultvedssøerne – jeg fik min overnatning, og der er intet i vejen med pladsen. Den er fantastisk med sine naturbeliggenhed. Dog er der et lille minus. Jeg kan se den fra motorvejen,  hver dag når jeg kører hjem fra arbejde. Den motorvej kan man så også høre når man er på den. Den er ikke voldsom, men den er der som en støjende baggrund, og det er lidt synd. Jeg håber at bevoksningen omkring pladsen med årene bliver så tætte, at den blokerer motervejsstøjen noget mere, men den støj forhindrer sig ikke i at nyde omgivelserne.

Kan man have hundens første sygedag?

Det kan godt være, at jeg ikke har børn, men det betyder ikke, at jeg ikke kender til nætter, hvor man ikke får sin nattesøvn grundet sygdom. Nova har siden i tirsdags haft dårlig mave! Så jeg er blevet vækket et par gange hver nat for enten at lukke hende ud, fordi hun har stået og gryntet i mit øre, eller for at tørre op, fordi jeg er vågnet af lugten.

Labradors har en tendens til sart mave, så man hopper ikke bare rundt fra foder til foder med sådan en. Vi har derfor haft det samme foder til hende hele sit liv, så hvad pokker hun har fortæret som maven ikke er venner med, aner vi ikke. Jeg kan kun konstatere, at jeg de sidste fire dage har kigget på lort. Hundelort. Det gør man for at holde øje med, at det kun er blød mave og/eller diarré hun har, og at det ikke indeholder blod. Så deeeet…….

Hun har siden i onsdags været på skånekost. Kogte kartofler, gulerødder, blomkål og brocolli blandet med A38. Det er en god kur mod skidt vovsemave. Hun har i går og i dag fået suppleret med Zolac, som er et håndkøbsmedikament som virker mod skidt mave til vapsere. Hendes mave er nu ved at være i bedring. Jeg kigger nu på pølser i stedet for mere eller mindre flydende hundebæ. Den er stadig lidt lind, men nu hænger den i det mindste sammen.

I aften går hun ind på den sidste strækning af skånefoder. Hun opgraderes til kogte ris, kogt kylling og kogte gulerødder mikset med A38 – også en god kur mod skidtmasmave hos hunde. Et par dage mere på det, og så er hun frisk igen, og så synes jeg heller ikke jeg gider kigge på lort mere.

Bailey….? Han står og skuler misundeligt over på Novas madskål to gange om dagen, og ønsker at også han havde dårlig mave. Det ønsker jeg ikke!

Den første sommerdag anno 2017

Der er altså næsten intet som den første rigtige sommerdag på året. Sådan en har vi haft i dag, og den er blevet nydt udendørs til fulde for alle matriklens beboere.

Hollænderhønerne tramper og graver i deres hønseareal, og Misse Møghe struttede strunk rundt i sin flotte atlaskes.

Byggegrunden på Hegnet stråler altid gult på et tidspunkt i løbet af foråret. I dag var dagen, hvor mælkebøttetæppet kom til sin gode ret. Det kan hænde at den grund på et eller andet tidspunkt bliver solgt til nye naboer, men indtil videre, kan jeg hvert år nyde det gule hav.

Nova & Bailey har været udendørs sammen med os hele dagen. Nova duftede til sommerluften, Bailey til blomsterne og hele hundenydelsen blev momentvist afbrudt af fællesleg, og sidst på dagen mad på græsplænen.

Havemøblerne kom endelig frem på terrassen, og her fik jeg under parasollen nydt det meste af dagen, hvor jeg legede videre med min bulletjournal, som både koordinere, husker og sætter kreativiteten igang for og hos mig.

Aftensmaden kunne ikke være andet end grillmad, så efter en lang dag udendørs med sol fra en krystalblå himmel, blev gode bøffer indtaget, og om lidt afsluttes hele herligheden med første afsnit af endnu en omgang Matador.

Denne lørdag er meget tæt på at være den perfekte lørdag.

Søndagssol

Man begynder så småt at tro på, at det varmere vejr nok skal vinde over de kølige vinde. Naturen fortsætter i hvert fald sin fremgang ude i haven.

Mine kæmpetulipaner er godt på vej. Der bliver flere og flere af dem, som årene går. Det er stadig et mysterium, hvor de kommer fra. Et forår for cirka fire år siden, stod der en enkelt. Året efter tre, sidste år lidt flere og i år har jeg talt hele elleve. Måske de også alle får lov til at overleve i år. sidste år blev et par af dem fortæret af syv livlige hvalpe, og de sidste revet hovedet af, af en lille pige, som synes de var pænere end de hvalpe de var kommet for at kigge på.

I år er der kun to hunde i haven. De følger med i alt, og hvis de kunne få deres vilje, så ville de ikke kun være bag hegnet på Hegnet. Det sker, at de nogen gange får deres vilje uden vi har sagt god for det.

De toppede hollændere nyder også solen. De klukker og roder lystigt rundt i deres indhegning, og de hopper ikke lige over. De donerer dagligt æg til husholdningen, som vi forsøger at få brugt. Der er æggemadder til madpakkerne, æggesalat til samme, blødkogte æg til morgenmaden og æg til alt det vi skal bruge æg til. De er tre produktive damer.

Nyd resten af den solrige søndag vi har fået. Vi kan ikke vide os sikre på, at vinteren, kulden og slud vitterligt er jaget på porten for denne gangr.

Tre nye damer

I cirka fire år, har jeg gerne ville kaste mig ud i det. Men nogengange er det bare et langtidsforløb fra tanke til handling. Det er ofte i de situationer, tilfældigheder som gør at det endelig bliver udført. Det var det også i dette tilfælde. En kollega havde udstyret der skulle bruges, som hun ville af med. Det blev afhentet i dag, og det gjorde Maude, Laura og Misse Møhge også.

Laura & Maude

Laura & Maude

Misse Møhge

Misse Møhge

De er alle tre et-årige toppede Hollændere, og deres hårpragt vil vokse med alderen. Hårpragten kan endda nemt både klippes og vaskes. Det bliver de ikke lige nu. Lige nu skal de bare lige falde til. Misse Møhge fandt hurtigt foderet, og ikke kort tid efter fandt Laura også køkkenet alt imens Maude stod og kiggede ind i hønseskuret og gokkede højt. Måske hun mente der ikke var rengjort godt nok derinde?

Bailey & Nova er nyslåede Matador fans. De følger intenst handlingens gang i den lille hønsegård, og hvis de kunne ville de gerne spille med. Det får de ikke lov til. De to barylere skal også lige lære at de er paws-off, før de alle får lov til at gå frit rundt i haven. I mellemtiden har de tre damer ud over deres bur og hus, en mindre indhegning, hvor de kan se den nye verden an.

De er sgu da hyggelige!

Hurra for de Fantastiske Syv

Vi har alle sagt det før. “Som tiden dog flyver”. Det var den 29. marts allerede et år siden disse syv basser kom til verden, og vi havde et forår og forsommer med liv og glade hvalpedage indtil de hver i sær fløj fra reden og ud til deres skønne familier.

De har nu alle været igennem deres første år, og i morgen mødes de igen. Vi holder fødselsdag og hvalpetræf i hundeskoven i Tversted. Opdrætter har naturligvis sørget for både fødselsdagslagkage og gaver til dem alle

Jeg glæder mig til at se dem alle igen, og der vil i en times tid være fuld fart over hundeskovsklitterne i Tversted. De får nok også brug for motionen med den festbombe af godter som venter dem. Hurra for de fantastiske syv