Mazda Vs. Crosslander

I løbet af i år, har jeg indfriet al gæld i min Sally the Citygo. Tre år før tid. Jeg er ret stolt over, at jeg har ladet min fornuft vinde over min lyst i forhold til afbetalingen. Det ligger absolut ikke til mig at være så fornuftig i mine økonomiske anliggender, at jeg betaler mere end jeg skal. Men det har jeg gjort på mange ting gennem de sidste par år, og det er jeg nu ret stolt af. Med det kommer der også muligheder for drømme. Sally kan sagtens tage flere års tørn mere, men jeg har de sidste par måneder – efter jeg nu kan se, at jeg snart er ved vejs ende – drømt om at skifte hende ud med noget andet, når hun er blevet økonomisk uafhængig. Så jeg er begyndt at kigge, undersøge, mærke efter, og i dag prøvekørt nogen af de biler som jeg er lidt småforelsket i.

Vi startede i en Mazda. Ret beset er det Mazda 6 (ikke stationcarversionen) jeg er forelsket i. Den er simpelthen så smuk. Men den er også dyr. Dyrere end jeg har lyst til at give. Så vi valgte at rulle en tur i Mazda 3, da den sørme også er pæn. Jeg ville gerne mærke om den var ligeså god at køre i, som jeg synes den er pæn at kigge på.

Treeren er også lidt nemmere at komme til rent kroner og øremæssigt, så den er et godt bud, hvis nu man ikke har lyst til at kaste alt for mange penge i et køretøj. Vi rullede på både motorvej og landevej, og der er ikke noget at sætte en finger på. Den passer mig godt.

Så er der bare det, at jeg min ultimative drømmebil er en Jeep Cherokee. Den kommer jeg aldrig til at eje fordi jeg synes det er latterligt, at give så mange penge for en bil, og fordi den rent brændstoføkonomisk ikke imødekommer mit pendlerbehov. Men den drøm gør, at jeg altid har haft en forkærlighed for jeep-lignende biler. Men det er mange gange med dem, som det er med Jeep´en. Det kan ikke svare sig at købe sådan en, når man er en pendler som mig.

Men så alligevel. Opel er just kommet ud med sin Crosslander i både benzin og dieselversion. Den stod også klar til prøvetur hos opelforhandleren i Hjørring. Så som Mazdaen fik den en tur på både motorvej og landevej.

Ved endt kørsel synes jeg stadig at både Mazda 3 og 6 er sindsyg lækre biler, men jeg kan godt mærke at de ikke er i spil mere. Crosslanderen er absolut et rigtig godt bud på, hvad der skal afløse Sally inden for det næste års tid. Den har Jeep looket som jeg har en forkærlighed for, den kan købes for en pose penge som jeg synes er rimelig for det bil du får, og den kan hamle stort set op med Sally i brændstofsforbrug i sin diesel version.

Jeg kommer nok til at tage et par prøveture i den igen, og måske jeg også skal ud at prøve nogen andre. Men når man mærker noget som føles rigtigt, så er det nok fordi det er rigtigt,

Det er ikke lige nu og her jeg skal have den. Jeg har tid til at undersøge noget mere, og følge med i, hvad der kommer af almen-bruger udtalelser over de næste par måneder som Crosslanderen kommer ud på landevejene. Jeg har tid til at vente på den, hvis jeg vælger en de ikke lige har på lager. Jeg har tid til at finde ud af, hvad økonomien er i den i forhold til bank vs. bilforhandler, da min bank faktisk godt kan være med på den front. Jeg har tid til også at regne al min private økonomi ud i forhold til Sally vs. Crosslander og derigennem komme til en rigtig fornuftig og gennemundersøgt samt sikker konklusion. Men den er sgu nice!

Anne With an “E”

Jeg er inkarneret fan af Anne fra Grønnebakken. Jeg kan slet ikke tælle, hvor mange gange jeg har set serien, og alle tre er naturligvis en bestående del af min DVD samling. De  bliver ikke smidt ud.

Da jeg så hørte, at Netflix var i gang med at lave en genindspilning af serien, var det fra min side allerede puttet i kategorien “Der er bare nogen ting man ikke rører ved”. Det er helligbrøde de piller ved, og på forhånd så vidste jeg, at det bare ikke kunne ende i noget godt. Seriens første sæson er nu tilgængelig på Netflix, og jeg har gået og skulet olmt til den. Det irriterede mig, at de overhovedet kunne finde på at genindspille den.

I weekenden tog jeg så en dyb vejrtrækning, og besluttede mig for at se, i hvor stor grad de har skamferet Anne. Så jeg satte mig for at se et afsnit eller to, for så at kunne bedømme, hvor skidt det stod til.

Jeg har nu set hele sæson 1 færdig, og jeg må erkende, at de ikke har skamferet Anne. Det er ikke Anne fra Grønnebakken serien som jeg kender den, og den originale vil aldrig nogensiden kunne blive erstattet af en anden. Men jeg synes rent faktisk, at de er sluppet hæderligt fra det indtil videre. De har holdt sig meget tro til historien, og de respekterer det som har været og den gang der er i den originale serie. Anne With an E er sin egen serie, men det er stadig Anne of Greengables. Der er historier man kan genkende, og som gengives i den nye version, men der er også fortællinger som er denne series egen. Den har sin helt egen version af fortællingen, og de gør den til deres egen, så det netop ikke bliver en genindspilning af den originale.

Karakterene er forbavset godt castet, og det siger ikke så lidt, når man som original Anne fan ved hvem der er Anne, Marilla, Mathew og ikke at forglemme Gilbert. Det er så ikoniske karakterer, at man ikke tror der er nogen som kan leve op til dem. Men i forhold til den måde Netflix vælger at fortælle historien, så er både Anne, Marilla og Mathew faktisk fuldstændig spot on castet. Selv Gilbert er i orden, og jeg er lidt forelsket i det ekstra lag som de har givet Rachel Lynde samt dennes venskab med Marilla. I forhold til de lag, så er det faktisk alle karakterer som har fået et par ekstra lag som ikke er at finde i de originale. De har fået en slags baggrundshistorie som støtter op omkring de nye lag der er puttet på dem.

Anne With an E kan stadig ikke erstatte min forelskelse og dedikation til Anne of Greengables, men jeg kan konstatere, at der måske er plads til dem begge. Den havde jeg ikke set komme.

Date med Musikkens Hus

Jeg har været gæst i Musikkens Hus i Aalborg, som publikum et par gange. Som publikum er det en imponerende bygning at træde ind i. Det kan godt være, at det var en meget svær, lang og omdiskuteret fødsel, men jeg synes de er sluppet godt afsted med det, og efter at have afprøvet det med oplevelser, så synes jeg også de kan sige det var hele den svære og lange kamp værd.

Nu har jeg så også været besøgende som turist. Den bedste halvdels arbejde, havde arrangeret en rundvisning af bygningen, og det gjorde faktisk huset endnu mere interessant.

Hvem vidste, at det var et dansk firma fra Thy, som kunne lave den meget specielle stålkonstruktion, som et internationalt firma havde sagt nej til? Hvem vidste, at alle vinduer er bestilt på special mål, fordi bygningen er organisk, og bygget lidt på gefühl uden pedantisk milmetermål? Hvem vidste, at den store betontrappe som går op igennem bygningen, er støbt sektionsvis ud fra 3D teknik og også lidt uden mål, med krydsede fingre for, at stykkerne passede sammen? Hvem vidste, at glasset i gulvet skulle have været gennemsigtigt, men da det kom i viste det sig, at det kun var gennemsigtigt nedenfra, som gjorde at besøgende i sommerkjoler blev en forestilling i sig selv, hvorefter glassets gennemsigtighed blev  helt blokeret?

Det var en yderst interessant rundvisning med mange finurlige detaljeafsløringer. Rundviseren var en engageret musikstuderende, som har sin daglige gang i huset, da det også rummer universitetsfaciliteter. Derudover, fik vi fornøjelsen af at få en lille svensk korsang, at et klingende pigekor, da vi nåede ind i den store sal.

Den bedste oplysning jeg fik med derfra var, at der hver tirsdag er “åben koncert”. Hver tirsdag er der øvedag for Det Jyske Musikkonservatorium fra kl. 19:00. Her kan alle og enhver bare dukke op, lytte med og gå til og fra som det lyster sig. Men man kan opleve alverdens genrer disse tirsdage, så det er en skøn måde at få noget nyt til øregangene, og måske – hvis man er heldig – opdage at man elsker en musikgenre eller lyd, som man slet ikke vidste man elskede.

Derforuden forholder det sig faktisk således, at Musikkens Hus er delvis offentligt åben hver eneste dag fra kl. 10:00 til 20:00; i sommerperioden endda helt frem til 22:00. Det er offentlig tilgængeligt, så man kan fremvise en stor del af bygningen på egen hånd. Men hvis du gerne vil dykke lidt bag facaderne, så kan en bestilt rundvisning så sandelig varmt anbefales.

Rosita – Je T´aime

En gang om måneden drager veninden og jeg ud for en aften, hvor vi prioriterer os og maden. Vi forsøger så vidt muligt, at prøve noget nyt vi aldrig har prøvet før, og i lørdags var ingen undtagelse. Vi havde bestilt bordet for to måneder siden, da det er hvor lang ventetid der er på at få et bord. V glædede os, da vi havde hørt og læst så meget om dem, og fordi de har fået nogen rigtig fine anmeldelser. På trods af alt det vi havde læst og hørt, så var vi en lille smule på hælene. For en måned siden, bevægede vi os nemlig ind på et andet spisested som ligeledes kom med fine anmeldelser, og her blev vi svært skuffede. Så vi holdte vores forventninger lidt i tøjler, men gik derind med åbent sind, og en tvivl som vi var fastsatte på at lade komme dem til gode.

Vi gik derfra fire en halv time efter, og vi kan ikke sætte en finger på noget som helst. Det var en uovertruffen skøn aften. Både med selskabet, med snakken, men i særdeleshed også med maden, atmosfæren, indretningen, serviceringen og value for money.

Rosita ligger i Borgergade i Aalborg, og har indlogeret sig i et lille domicil, som førhen husede en sandwich sælger. Fremragende sandwicher Kim han forøvrigt leverede, mens han boede der. Men der er åbenbart også plads til at køre en velfungerende restaurant i samme lokaler også.

Forlokalet kan rumme ca. 12-15 mennesker, og selv om de små fine bedstemoropdækkede borde står tæt, så føler man på ingen måde, at man deler både mad og snak med nabobordet. På forunderlig vis føler man vitterligt, at man har sin egen lille bobbel, selv om nabospiserne sidder mindre end halvanden meter fra dig. Vi havde spisende naboer på begge sider, men på intet tidspunkt følte jeg, at jeg var med i, eller lyttende på, deres samtale, ej heller omvendt. Der er bagtil et par lokaler mere, hvor der kan være omkring det samme antal mennesker som i forlokalet, og det er det, og deres fantastiske mad, som sikkert gør, at ventetiden på bord er lang, kædet sammen med det faktum, at bordet ikke er tidsbegrænset. Når du har bestilt bordet, er det dit til du forlader etablissementet. Restauranten har, på trods af størrelse og popularitet, ikke valgt at booke et bord ad flere omgange på en aften. Stort stort plus i min bog. Her er der plads og tilladelse til at du kan nyde alt, i præcis det tempo og den tid som du har lyst til.

Det er så intimt et sted, og man føler sig ualmindelig godt tilpas i omgivelserne. Selv om maden oser af kvalitet og finesse, så sidder man ikke med den formelle følelse som man godt kan sidde med, når man er et af de steder, hvor maden koster lidt mere end 2-300 kroner for en middag. Servicen er bedstes gamle fine stel med guldrande, og det er ført hele vejen igennem fra desserttallerkner, over middagstallerkner til sukker- og flødekande, samt kaffekop med dertilhørende underkop. Det er så fint!

Man kan vælge forskellige menuer. Med eller uden vin, og der serveres ikke sodavand! I stedet kan man vælge lemonader i forskellige varianter, hvis man – som vi – ikke er til vin. Vi valgte begge en tre retters menu, og kunne ud fra kortet så selv sammensætte, hvad vi ville have som forret, hovedret og dessert. I stor kontrast til sidste gang, er der denne gang billeder af det hele. Ikke fordi jeg huskede det, men fordi det virkelig var værd at vise frem og mindes.

Forretten for mit vedkommende bestod af en rodfrugtssuppe, og den smagte vidunderligt, og inviterede til nydelse allerede da den bliver placeret foran mig. Veninden valgte at få Moules Frites – eller blåmuslinger(!) – som forret.

Hovedretten bestod for mig af venindens forret, blot med tilhørende, hjemmelavede, kartoffelstrips, og veninden satte gaflen i en lækker kalvemedaljon

Begge dele var udsøgte. Jeg elsker blåmuslinger i hvidvin. jeg har fået en del af dem efterhånden, og kan til stadighed forundres over, at en ret som denne kan have sine helt egne smage alt afhængig af stedet som laver den. Det er samme ret, men det er detaljerne de finpudser efter egen idé. Den jeg fik lørdag aften, var lige som den skulle være.

Desserten var der lige akkurat plads til. Men det var også kun lige akkurat. Vi var begge faldet for chokolade moussen, som kom ind i en lille fin sirlig kaffekop, med et snapseglas fyldt med piskefløde

Selv om vi nu siger at der “kun lige akkurat var plads til desserten”, så nåede vi begge lige at tænke, at en lille kaffekop måske ikke var så meget. Men vi blev også hurtig enige om, at synet nok bedrog os. Hvis desserten var i samme klasse som de to foregående retter, så var denne chokolade mousse garanteret så kraftig og smagfyld, at den lille kaffekop var alt nok…. og det var præcis hvad den var. Det ville være os umuligt at spise mere end den ene kaffekop. Det er tæt på at være en af de bedste chokolade mousser jeg nogensinde har smagt. Himmelsk!

Det var en fest for vores smagssanser at være hos Rosita, og da måltidet og kaffen var indtaget, og snakken samt gæsterne så småt var ved at lukke ned for aftenen, havde kokken også nået fyraften. Han havde sendt den sidste ret ud af sit køkken, men inden han smuttede, så tog han lige en runde til alle borde i restauranten, hvor han kort satte sig på hug i 2-3 minutter for lige at høre om maden havde været som den skulle være. Det kan godt være, at det er en lille ting, men jeg synes det er en af de ting, som satte prikken over i´et. Kokken tør stå ved sine retter og kunnen, og er villig til at turde tage risikoen for kritik, skulle den være derude.

For hele menuen plus kaffe, endte vi med at give 574 kroner pr. snude. Det er bestemt ikke overpris for det som vi fik og spise, og den oplevelse vi fik serveret sammen med maden.

Rosita – tak for mad. Jeg vil klart anbefale andre at de stifter deres bekendtskab med dig.

Skibet er ladet med Korsbæk

I julegave fik den bedste halvdel fra sin arbejdsplads, et hotelophold. Det havde vi på forhånd bestemt os for, skulle bruges til en tur til Sjælland, hvor vi ville besøge Korsbæk på Bakken. Det gavekort, blev indløst her i de sidste dage af påsken.

Meget tidligt lørdag morgen, tog vi afsted, og ramte Dyrehavsbakken lidt før frokost. Vi ankom til en park som var næsten mennesketom. Vejret var ikke lige det som fik folk til at valfarte ud til en dag med sjov på Bakken. Men vi havde sørget for paraply og regnoverslag, og lod os ikke kue af efterårslignende vejrtilstande. Havde vi nu taget til Bakken med det formål, at vi også gerne ville nyde Bakken, så havde det nok været lidt mere vanskeligt for os at abstrahere fra vejret. Men vi var der primært fordi vi ville besøge Korsbæk. Inden vi kastede os ud i den velkendte bydel, fik vi fyldt depoterne op med en lækker frokost, hvor vi samtidig lige fik varmet kroppen godt igennem, inden vi skulle ud i det kolde våde vejr.

Hvis du har planer om at besøge Korsbæk også, så sørg for at booke din rundvisning. Korsbæk kan ses både udefra og indefra, men kun indefra, hvis du har booket dig på en rundvisning – og det er indefra, Korsbæk på Bakken er allermest interessant. Men man føler sig allerede lidt “hjemme” når man træder ind i området, da man bliver mødt af bygninger som man kender næsten som sin egen bukselomme

Rundvisningen tager sig ind ind bag facaderne, og bag historien. Du kan slet ikke lade være med at smile bredt, mens du bliver guidet rundt i de velkendte stuer, køkkener, butikker og restaurationer, og man forventer nærmest at møde beboerne, lige rundt hjørnet, da man i dén grad får en slags overbevisning om, at det her ikke bare er fiktivt, men at Korsbæk og alle dens beboere virkelig eksisterer.

Der er ansat skuespillere til at agere de forskellige personligheder. Således kan du snildt hænde at møde dem, mens du går rundt både inde- og udenfor. Nogengange er du endda så heldig, at du bliver vidne til en af de klassiske scener du kender så godt fra serien. De interagerer med folket som besøger deres by, og er deres karakter til fingerspidserne. Således kunne Maude da ikke forstå, hvorfor jeg ikke havde taget min pels på, da vi mødte hende i en café, hvor vi sad og fik lidt varm chokolade, og Agnes spurgte om vi havde set Boldt, da han endnu engang var væk, og for sent på den, til deres aftale i Kosmorama. Oluf kom traskende forbi med Kvik ved sin side, Iben skrånede i sit rideudstyr hen over torvet og Mads fik af Ingeborg i store ord at vide, at han var syg i hovedet!

Der kommer flere og flere skuespillere til, som sæsonen for alvor går i gang, men selv på en kold regnfuld forårsdag var der nok af dem at finde. Jeg er slet ikke skuffet over besøget, og for en rigtig Matadorfan, så er et besøg til Korsbæk et absolut “must”. Afsted med dig! Kan du ikke helt vente, så kan du se flere insider billeder her 

Trætte, kolde og våde efter en meget lang dag, fik vi os indlogeret på Cromwell i Sorø, som i sig selv også var en oplevelse

Det er så absolut et af de smukkeste Cromwell hoteller jeg har været på, som ud over landets største stråtag, byder på udsigt ud over egen vinmark, egen biavl, egen urtehave og bakkede landskaber. Det var en absolut fornøjelse at afslutte sin dag her, hvor vi også fik dagens sidste måltid.

Søndagen stod på hjemfart, men først skulle vi lige omkring Regstrup, hvor den bedste halvdels bror fejrede sin fødselsdag. Vi nåede lige at få hovedretten med, inden vi skulle afsted til færgen mod Aarhus og hjem. At vi så havnede i Ebeltoft i stedet for Aarhus er så en anden historie…. men hjem kom vi.

Tre nye damer

I cirka fire år, har jeg gerne ville kaste mig ud i det. Men nogengange er det bare et langtidsforløb fra tanke til handling. Det er ofte i de situationer, tilfældigheder som gør at det endelig bliver udført. Det var det også i dette tilfælde. En kollega havde udstyret der skulle bruges, som hun ville af med. Det blev afhentet i dag, og det gjorde Maude, Laura og Misse Møhge også.

Laura & Maude

Laura & Maude

Misse Møhge

Misse Møhge

De er alle tre et-årige toppede Hollændere, og deres hårpragt vil vokse med alderen. Hårpragten kan endda nemt både klippes og vaskes. Det bliver de ikke lige nu. Lige nu skal de bare lige falde til. Misse Møhge fandt hurtigt foderet, og ikke kort tid efter fandt Laura også køkkenet alt imens Maude stod og kiggede ind i hønseskuret og gokkede højt. Måske hun mente der ikke var rengjort godt nok derinde?

Bailey & Nova er nyslåede Matador fans. De følger intenst handlingens gang i den lille hønsegård, og hvis de kunne ville de gerne spille med. Det får de ikke lov til. De to barylere skal også lige lære at de er paws-off, før de alle får lov til at gå frit rundt i haven. I mellemtiden har de tre damer ud over deres bur og hus, en mindre indhegning, hvor de kan se den nye verden an.

De er sgu da hyggelige!

Så kom den endelig

Det er lang tid siden der sidst har været feriedage. Hele tre måneder. Så den kommende påske er et tiltrængt pusterum. Jeg har ovenikøbet nogen feriedage til gode, som står og råber på at blive brugt inden det nye ferieår melder sin ankomst til maj. Tre af dem snupper jeg nu. Så lige om lidt, så slukker jeg min arbejdsstation, og så sætter jeg kurs hjemad mod 10 feriedage i alt.

Jeg har besluttet mig for at trække stikket helt, hvad angår arbejde. Jeg slettede allerede i oktober min adgang til arbejdsmail fra hjemmecomputeren, og i midten af februar gjorde jeg det samme med adgangen til arbejdsmail på min telefon. Så fristes jeg ikke af “jamen jeg skal liiiige….”. Der er næppe noget som rent arbejdsmæssigt eksploderer bare fordi jeg ikke ser det inden den 18. april, hvor jeg er tilbage på pinden.

Jeg har ikke de store planer i dagene inden påske. De skal  bare fyldes af ingenting og ellers lystbetonede og impulsive ting. Jeg har i de første påskedage et par familierelaterede aktiviteter som skal nydes. Næste weekend byder vi vores hundepasser fra julen velkommen tilbage i vores hus, for at sætte kursen mod Sjælland, hvor vi vil besøge Korsbæk, lidt sjællænderfamilie og ellers bare nyde at vi har fri og mulighed for at gøre kun det vi allermest har lyst til.

Jeg ser meget frem til de her dage.

Hurra for de Fantastiske Syv

Vi har alle sagt det før. “Som tiden dog flyver”. Det var den 29. marts allerede et år siden disse syv basser kom til verden, og vi havde et forår og forsommer med liv og glade hvalpedage indtil de hver i sær fløj fra reden og ud til deres skønne familier.

De har nu alle været igennem deres første år, og i morgen mødes de igen. Vi holder fødselsdag og hvalpetræf i hundeskoven i Tversted. Opdrætter har naturligvis sørget for både fødselsdagslagkage og gaver til dem alle

Jeg glæder mig til at se dem alle igen, og der vil i en times tid være fuld fart over hundeskovsklitterne i Tversted. De får nok også brug for motionen med den festbombe af godter som venter dem. Hurra for de fantastiske syv

Fra øv til jubiiiii

Veninden som berigede mig med sin fødselsoplevelse for snart et år siden, besluttede for ca. seks måneder siden, at hun og jeg én gang om måneden skulle tage en tøseaften, hvor vi gik ud for at få noget godt at spise, og hvor der kunne hønsekagles. Den beslutning kunne jeg ligesom ikke opponere imod, så vi har troligt én gang om måneden, sat en aften af til kun os og god mad.

Denne fredag var destinationen La Locanda i Aalborg. Vi havde bestilt bordet allerede for halvanden måned siden, da stedet ikke kan rumme ret mange gæster, og er ganske velbesøgt. Ordene jeg har hørt om stedet har været gode, så vi glædede os til oplevelsen. Når man søger, så får stedet også fine stjerner, så vi var sikre på at vi ville komme tilfredse derfra.

Vi valgte hver vores forret og hovedret, og så kunne vi lige se om der herefter var plads til dessert også. Det startede fint, og jeg fik en meget indbydende rødfisk med salat sat foran mig til forret

Den smagte fint. Det var ikke sådan jeg blev blæst omkuld, men den var rigtig dejlig. Veninden fik til forretten den ret, så jeg havde bestilt som hovedret, og hun var knap så tilfreds. Den så faktisk heller ikke så indbydende ud som min forret. Men derfor kunne den jo godt smage skønt. Hun var bare ikke så meget for, at hun ikke kunne se om hun fik en hjertemusling eller blåmusling i munden, da retten ikke kom ind som en “åbn selv” løsning. Så jeg var lidt spændt på retten, når jeg fik den foran mig.

Hovedretten for veninden var en lammekrone med egen sauce og sæsonens grøntsager, og hun synes den smagte fint. Der var ikke noget i vejen med den, men den var heller ikke lige i skabet efter hendes smag. Men den var okay. Jeg selv fik nu venindens forret som hovedret; hjemmelavet spaghetti med artiskokcreme, blåmuslinger og hjertemuslinger. Jeg ved godt, at bare fordi den ser noget kedelig ud, betyder det ikke at smagen ikke er der. Men den så ikke særlig indbydende ud, og den var faktisk der, hvor jeg valgte ikke at tage et billede af det. Uden filter, så lignede den en gang spaghetti med noget fyld ovenpå, som kunne minde fælt om opkast fra en hund. Det er sgu ikke fordi jeg er hverken sippet eller forventer gourmet, men den så bare ikke indbydende ud! Igen kan jeg ikke sige, at der som sådan var noget i vejen med den, men den skaldyrssmag som jeg lidt forventer der skal være i en skaldyrsret, den manglede. Den havde ikke en smag som passede til mine smagsløg, og over ca. 20 minutter fik jeg kun hældt syv  mundfulde ind. Den smagte ikke dårligt, men den smagte heller ikke fantastisk. Jeg kunne godt have tænkt mig, at de havde valgt at servere den med blåmuslinger, som man selv skulle pille, da det både bevarer smag, men også bare giver et lækkert synsindtryk.

Vi havde bordet i to timer, men allerede efter halvanden var vi nået til vejs ende, og vi havde egentlig ikke lyst til hverken dessert eller kaffe efterfølgende. Jeg siger ikke, at hele deres menu er lidt ved siden af i smagen som vi oplevede vores retter være, men vi sad bare med en følelses af skuffelse. Igen – vi havde ikke forventet gourmet, men eftersom vi havde hørt og læst så meget godt om stedet, så havde vi ventet noget andet. Der var ikke en finger at sætte på hverken indretning, betjening, prisen eller den generelle service. Det var bare den mad vi havde valgt, som ikke lige var som vi havde håbet på. Jeg er ikke i tvivl om, at der er mange som synes maden er fantastisk på La Locanda – men vores smagsløg er åbenbart ikke matchende til det som vi fik. Det var sgu lidt af en øv oplevelse for os.

Vi blev derfor enige om, at vi ville finde desserten et andet sted, og vi fandt i Maren Turisgade en kaffebar som havde åbent til kl. 22, og som vi aldrig havde været inde på før. Her fik vi serveret varm chokolade med skumfiduser, og et kæmpe stykke chokoladekage hver.

Det reddede hele vores aften. Hvad der manglede af tilfredsstillelse i smagsoplevelse på La Locanda for os, fik vi til gengæld i mangfoldigheder på kaffebaren. Her sad vi i to en halv time og nød både drikkelse og mundgodt, og fik snakket til vi næsten blev hæse. Så vi lukkede fredagen på toppen til trods for aftenens begyndelse….og når alt kommer til alt, så er det også selvskabet som er det vigtigste, og det kan jeg på ingen måde anmelde til andet end topstjerner!

 

Danmark – vi er tilbage

Wow! 

Jetlag sidder stadig lidt i kroppen, og med en dagligdag inklusiv arbejde, som er startet op, så har restenergien ikke rigtig været tilgængelig efter hjemkomst. Samtidig har vi også brugt dage på, at fordøje det hele. Den meget korte og præcise beskrivelse af vores rejse og jul i Californien er: wow!

Vi forlod Aalborg en alt for tidlig morgenstund den 18. december, og stod på Californisk grund ca. 20 timer senere, hvor vi indlogerede os i fem dage i San Diego. Herfra havde vi en plan om, hvad det meste af vores ophold i byen skulle udfyldes med, men med plads til overraskelser, hvis vi faldt over noget, som vakte vores nysgerrighed. Nu ved jeg, at ikke alle læsere her, er forbundet til mig på Facebook, men under hele turen, fornøjede jeg mig selv – og andre – med daglige “kære dagbog” videoindlæg, så dem der sad på den anden side af skærmen (og jorden), kunne se det vi så og oplevede i levende billeder. Her på bagkanten, giver det også mig mulighed for at genopleve turen igen på en hel anden måde, end “bare” ved at kigge på billeder. Jeg har ikke taget så mange billeder denne gang, som sidste gang. Til gengæld har jeg videoerne, og de er – hvis jeg selv skal sige det – fantastiske i forhold til at genopleve det hele. De er lagt offentligt ud, så har du lyst, så kan du se det hele selv ved at klikke her:

Vi fik set alt det vi havde planlagt hjemmefra, heriblandt besøg på Corvette Diner og Seaport Village mens vi var i San Diego.

15781428_10155670925142222_1278702640300511247_n

Seaport Village

Vi fik på Corvette Diner en lille ekstra oplevelse med, eftersom min bedste halvdel kunne fremproducere det bevis på, at han var den på aftenen, som var kommet længst væk fra, for at indtage dagens aftensmåltid. Han blev hyldet og belønnet med den fineste t-shirt som ligger godt i svinget til titlen som “Bedste Souvenir” fra turen.

T-shirt Gevinst

Vi fik hilst på solen, varme dage, Stillehavet og smukke solnedgange. Vi fik set Los Angeles, som blev indtaget de sidste syv dage, fra toppen, kigget ned i jorden på Hollywood Boulevard, og ikke brugt en eneste dollar da vi besøgte Beverly Hills og Rodeo Drive.

Stillehavet

California Sunset

Hollywood

Vi fik oplevet attraktioner som vi havde planlagt, og besøgt museer som vi ikke havde planlagt. Vi fik fuld valuta for alle de penge vi havde med og mere til. Der er så mange oplevelser der kunne trækkes frem, men uendeligheden har jeg nok ikke til rådighed, så jeg vil ikke til at nævne dem alle. Men de er alle med i videoerne (clickbait, anyone?)

Der er dog én oplevelse som skiller sig ud. Besøget i Universal Studios. Jeg har været der et par gange før, og jeg elsker det, så selvfølgelig skulle det genopleves. Det var otte år siden sidst, og tiden har så absolut ikke stået stille der. Der er udvidet, tilbygget og ændret i meget stor stil. Menneskemængden var enorm, og sikkert lidt mere end det sædvanlige eftersom vi ramte Universal i juledagene. Det endte med, at vi måtte bruge to dage for at få det hele med, men det var begge dage, og hele beløbet, værd da vi på anden dagen sent om aftenen traskede trætte ud af parken….. og som en overraskelse opdagede jeg, at Universal i Los Angeles for blot få måneder siden også åbnede et Harry Potter land, som jeg allerede vidste fandtes i Florida versionen. For en 42-årig inkarneret Harry Potter fan, var det toppen af alle oplevelser for mig. Og ja – jeg er kommet hjem med en vaske ægte tryllestav. McGonagalls tryllestav. Og Every Flavour Beans. Og Chocolate Frog!

Universal Studios

Hogwarts15741084_10155690459462222_1243185665729194500_n

Vi drog afsted mod Danmark igen så vi kunne nå hjem til at skyde nytåret ind. Ni timer før 2016 rendte ud, var vi tilbage på vores egen matrikel. Med os i baggagen havde vi en masse indkøbte turist tingeltangel og en god portion af både fødevarer, tøj og sko som fandt vej til vores kufferter. Men frem for alt havde vi oplevelser med os hjem, som vi forhåbentlig aldrig glemmer, og en følelse af, at den her tur var noget helt særligt. Det ligger som en varm dyne rundt hele kroppen at tænke på alt det vi oplevede.

…og jo – selvfølgelig var der palmer i massevis. Den sidste hilste vi på, da vi tjekkede ind i lufthavnen i San Diego for at begive os hjemad igen. Nu får du også lov til at hilse på den, med en varm anbefaling om, at får du nogensinde muligheden, så tag turen over there.