43 – En dejlig dag

Jeg er stadig ikke skræmt over, at årene ruller på alderen. Jeg er nærmere de 45 end de 40 fra og med i dag, og jeg har det helt fint med det. Det har jeg fordi, jeg er pænt tilfreds med det livet byder mig, det som det lokker mig med, og det væsen, det sind og den leg som jeg – på trods af alderen – stadig kan konstatere sprudler i mig. Jeg er mig, og ikke min alder. Jeg er stadig mig, selv om jeg nu er et år ældre. Som jeg ser det, så har jeg nu sat et ekstra års erfaring og øvelse i at være netop mig, på kontoen.

Alle spørger, helt naturligt, efter hvordan min dag har været, hvad jeg har fået i gave og om jeg er blevet godt forkælet. Jeg er en af dem, som ikke holder af at sætte mig selv i fokus, når det kommer til at blive hyldet eller få gaver. Så jeg afholder mig fra at holde noget stort set hvert eneste år, og det passer mig fremragende. Sådan har dagen i dag også været. Jeg stod i morges op til en kæmpe buket roser og en skønt kort på mit skrivebord på mit kontor på hjemmematriklen. Den mødte mig helt alene, mens den bedste halvdel sov sødt videre da han holder ferie de næste to uger. Han havde gjort det hele klar i går aftes, og så har jeg – helt som jeg gerne vil det – kunne modtage den dejligste gestus helt for mig selv uden at blive forlegen.

Jeg har ikke fået nogen gaver (endnu). Jeg tror ikke så meget på det her med “jeg giver gave, du giver gave” når det kommer til gaveudveksling mellem den beste halvdel og jeg. Jeg elsker selvfølgelig når han så alligevel gør det, men jeg elsker ovenstående gestus lige så højt. Han har selv fødselsdag lige om lidt, så det vil bare være penge den ene vej, for at gå den anden vej om ikke ret mange dage. I stedet bruger vi som oftes de gavepenge på oplevelser og rejser sammen i stedet for. Men det hænder da, at der falder en enkelt fødselsdagsgave eller julegave af i ny og næ. Men det er ikke noget vi praktiserer ofte.

Jeg ved at der venter en gave fra veninden enten senere i denne uge eller næste uge. Vi skal lige have aftalt en date, og hun er stort set den eneste, som jeg er på fødselsdagsgave udveksling med. Jeg tænker også at der ved lejlighed kommer et eller andet fra min mor, når vi igen ses, og måske også fra min mormor, som plejer at smide en lille kuvert min vej når jeg har haft fødselsdag. Men det er ikke noget jeg hverken forventer, eller bliver forarget eller forsmået over, hvis der ikke gør. Jeg er så tilfreds i min hverdag, at jeg ikke vægter det højt. Jeg synes vitterligt at det jeg allerede har i alle henseender er gave nok i sig selv, hver eneste dag!

Jeg tog på arbejde som jeg skulle, og her var der heldigvis heller ikke det store halløj. Jeg er en af de kollegaer, som med glæde betaler til gavekassen, og dukker op til fødselsdagsmorgenbrød når kollegaen holder fødselsdag, men jeg vil bare ikke selv have samme tur.  Jeg er glad for de mange “tillykke med fødselsdagen” jeg har fået i løbet af dagen på jobbet. De ved godt det er min dag, og det er alt nok for mig. Mine egne medarbejdere havde diskret sat et par flag op, og så behagede det mig rigtig meget, at jeg i dag kunne forkæle dem med en pålægskagemand til frokost i anledning af mine 43 år – og så skulle der ikke være mere i det.

Resten af eftermiddagen og denne aften med, vil gå med at gennemse alle de tillykkere der er rullet ind til mig på Facebook, sms og messenger og i sær lige nyde at en af mine tidligere medarbejdere i dag ringede mig op, bare for lige at sige tillykke. Jeg synes det er stort! Det er en gave i sig selv, at der er så mange som ved at jeg har fødselsdag, og som bruger bare lidt tid på at sende mig en hilsen. Jeg synes man skal være yderst taknemmelig for, at der er så mange som har lyst og giver sig tid til at sige tillykke.

Det har været en dag lige efter min smag. Jeg har fået lov til at føle mig lidt ekstra speciel, fordi jeg har fået opmærksomhed, men i et tempo og i et setting som jeg kan håndtere. Jeg er super super god til at gå forrest, stå i centrum i alle andre situationer, og elsker at være med til at fejre andre. Men ligeså dygtig jeg er til det, ligeså elendig er jeg til at tage imod, når det kommer min vej. Så jeg er dybt taknemmelig for alle de mennesker som har fodret min hang til at blive lagt mærke til, men samtidig respekteret min grænse for ikke at blive sat i den centrumsatmosfære, som fødselsdage som oftest gør.

Tak til hver og en af Jer for Jeres hilsner. Her bag skærmen er jeg langt bedre til at udtrykke min glæde, hvor meget det varmer, hvor uendelig meget det hele betyder og hvor  blødt mit hjerte bliver over det. Tak … og måske jeg kan overtales til at holde noget lidt mere fandango om syv år – måske!

Natten i det fri

Jeg pendler mellem Lørslev & Aalborg på arbejde. Det sidste halvandet år, har jeg ved Tylstrup passeret en shelterplads, hvor jeg kunne se der gemte sig både bålhytte og sø. Jeg er så absolut ikke et campingmenneske, men shelters vil jeg gerne. Bare for en enkelt nat, og den her ved Tylstrup ville jeg gerne prøve. Så i går – da regn og torden havde pakket sig igen – proppede vi hunde og grej i skodaen, og drog til Ultvedssøerne.

Vi ankom omkring spisetid med planer om bålmad, aftenshygge i naturen, hundesvømning, og overnatning i sovepose. I løbet af aftenen kom både en  mor på besøg med sine tre børn, som ivrigt fiskede efter hundestejler med deres net, samt to mænd, som havde en legekammerat med til Bailey og Nova.

Der er absolut intet andet at gøre sådan et sted, end at falde helt ned i gear, og bare være til stede i nuet. Jeg kan mærke det i hele kroppen når jeg er sådan et sted. Det mærkes godt, og det er så forbandet hyggeligt, og så giver det også tid til at man lige kan tage en omgang analog wordfeud.

Man glemmer helt at kigge på klokken. Man lader bare det svindende dagslys bestemme tiden. Når der er ved at være svagt med lys, så kravler man ind i shelteret og ned i soveposen. Begge hunde kravlede med ind, og gjorde sig klar til natten.

Man sover aldrig godt i sådan et shelter. Man kan sikkert godt, hvis man har de helt rette underlag med. Men vi havde bare et par skum madrasser med, og det er ikke dem som giver mest støtte. Man er vågen et utal af gange, og falder sjældent ned i den helt dybe søvn. Den bedste halvdel ytrede ved solopgang, at han ikke havde sovet overhovedet, men det kunne jeg fortælle ham, at det havde han. Nogen af de gange, hvor jeg var vågen, snorkede han i hvert fald. Det kunne han så fortælle mig, at det havde jeg også gjort. Men allerede ved firetiden begyndte vi at vågne, og ved fem tiden stod vi op og så en skøn solopgang over søen.

Da klokken rundede halv seks, pakkede vi bil og hunde sammen, og drog tilbage mod Lørslev. Hundende blev losset af, og habenguttet vi havde haft med pakket ud, for bagefter at tage turen til Hjørring, hvor Chuckwagon for første gang i dag, åbner døren til sin fysiske restaurant, hvor man allerede fra kl. 05:00 kan smæske sig i All you can eat – American Breakfast til 95 kr. Inklusiv drikkevarer! Der er morgenmad frem til kl. 11:00, og herefter serveres hans fremragende amerikanske burgere og des lige til det sultne folk …. men på trods af at han nu har en fysisk adresse, så vil man stadig kunne finde ham ude på landevejen også.

Med fyldte maver ankom vi til hjemmeadressen igen kl. lidt i otte, og besluttede os for at snuppe et par timers søvn. Begge hunde havde også behov for mere søvn, for jeg tror at især Bailey har sovet med et halvt øje og vibrerende ører hele natten. Menneskerne i husstanden er oppe igen, men vovserne sover stadig.

Shelterpladsen Ultvedssøerne – jeg fik min overnatning, og der er intet i vejen med pladsen. Den er fantastisk med sine naturbeliggenhed. Dog er der et lille minus. Jeg kan se den fra motorvejen,  hver dag når jeg kører hjem fra arbejde. Den motorvej kan man så også høre når man er på den. Den er ikke voldsom, men den er der som en støjende baggrund, og det er lidt synd. Jeg håber at bevoksningen omkring pladsen med årene bliver så tætte, at den blokerer motervejsstøjen noget mere, men den støj forhindrer sig ikke i at nyde omgivelserne.

Heidis sommer

Stilheden fra fronten brydes. Jeg er midt i en sommerferie… eller rettere, lige gået ind i den sidste af en tre ugers sommerferie. En sommeferie, hvor der ikke var nogen som helst planer om at flygte ud i hverken Danmark eller udlandet. Blot en sommerferie, hvor jeg kunne lave lige det jeg havde lyst til, eller absolut ingenting, hvis jeg ikke gad noget. Den bedste halvdel har i år ikke sommerferie på samme tid som jeg, så det har været, og er uger, som jeg har helt for mig selv. Indtil videre har det været en fremragende sommerferie.

Der har været ture ud i naturen, ture ud til kaffedrikning & spontan shopping med veninde, oprydning i en masse skabe (jo – det blev faktisk gjort af lyst!), oprydning på kontor som også var lystdrevet, omend det også trængte, flytning af høns til nyt fint hønsehus, hygge med hunde og kat, helt i bund med vasketøj – alt i alt har jeg bare dalret, og ladet lysten bestemme.

Selv om vi parmæssigt nu holder sommerferie forskudt i år, så er der alligevel nogen dage, hvor vi kan lege en lille smule parferie. Han har taget et par afspadseringsdage, og vi har siden i fredags og til og med i morgen kunne lege lidt ferie sammen. Det er nu heller ikke fordi vi her har haft, eller har, de store planer. Men vi har muligheden for at lave dem, hvis vi gider. Det gad vi godt i lørdags. Så vi tog til Aarhus, for at besøge Den Gamle By. Vi var der sammen for seks år siden, og lavede dengang en aftale om, at vi ville afsted igen, når deres 1974-kvarter var begyndt at være på plads. Det er det nogenlunde nu. De bygger og tillægger stadig ting, men det er nu så langt, at det godt kan besøges og opleves. Men vi tog os tiden, og sørgede naturligvis for også lige at genbesøge det som daterer hundrede år før 1974 – det er altid så hyggeligt.

Efter vi havde travet brostene igennem, nåede vi endelig til 1974. Den lille bydel der er indrettet efter mit fødselsår, og jeg er blevet en gammel nok årgang til, at kunne repræsentere et helt afsnit på et museum! Jeg glædede mig sådan til at se det, for der ville jeg kunne støde på ting som jeg sikkert havde glemt alt om, men genkendte, og meget mere.

Det helt store trækplaster i denne bydel, er naturligvis de 12 (tror jeg det er) forskellige lejligheder der er stillet op, som afspejler tidens livsstil alt afhængig af, hvem og hvad man var i 1974. Omend mit børneværelse ikk så helt ud som ovenfor, så kan jeg da i allerhøjeste grad genkende stilen, farverne og også både globus, røde kufferter, dukken på hylden, tavlen på væggen og bondegården på kommoden. Igennem de mange lejligheder fik jeg vitterligt en oplevelse fra min barndoms tid, og det er sgu da skægt at blive mødt af sin egen fortid, og fascinerende hvor mange billeder, lyde, oplevelser og følelsestilstande der bliver vækket til live, når man genser det som man kan huske fra fordums tid.

I en af stuerne stod der på reolen en “Kvindens hvem, hvad hvor” kalender fra 1974, hvor fruen sirligt havde noteret, hvad dagene igennem året var blevet brugt til. Når man nu står med sådan en i hånden, så skal man da lige se, hvad Lis & Arne lavede den dag, jeg selv blev født.

Mens min mor fødte mig, og min far skålede en fødselsbajer med Carsten, sad Lis & Arne og spiste aftensmad hos Margrethe & Søren alt imens de lyse nætter endte.

Alt det skete i en tid, hvor portoen på at sende brev var en markant anden end den er i dag, og hvor postbudet ofte fik sin formiddagskaffe hos bondemanden,  samtidig med at børnene i børnehaven oplevede både lidt anderledes pædagogtyper og en anden nærhed end i nutidens børnehaver.

Da vi trådte ud af den sidste bygning var der en halv time til lukketid, og vi havde – på trods af tidligere besøg i det øvrige af den gamle by, formået at bruge seks timer i fortiden.

Lige nu er vi igen i nutiden, og folk himler op omkring det manglende sommervejr. Jeg har gennem min ferie holdt skema med, hvad mine dage er gået med, krydret med vejrsituationen for hver dag. Jeg er nu på dag 14, og der har immervæk kun været én dag, hvor der regnede hele dagen, 3 dage, hvor der har været byger, men 10 dage hvor der har været tørvejr – mere eller mindre overskyet og ikke en dag under 19 grader. Ja – det er ikke definitionen af sommervejr, som officielt lyder på 25 grader, men mine damer og herrer; det er altså det som kaldes en fuldstændig normal dansk sommer. Den har altså ikke været så frygtelig. Den har været ganske fin, og jeg har da kunne være i shorts alle dage, og de fleste dage også kaste mig ud i udendørsaktiviteter uden at skulle have hverken regntøj eller paraply med.

I dag pakker vi bilen lidt før aftensmad, og så tager vi til Tylstrup, hvor der ligger det mest fantastiske shelter område med både bålhytte og sø. Vi tager begge hunde, madrasser, soveposer og bukkebøffer med, og så tager vi en bålmiddag, naturaftenshygge og overnatning ude i det fri.

Mazda Vs. Crosslander

I løbet af i år, har jeg indfriet al gæld i min Sally the Citygo. Tre år før tid. Jeg er ret stolt over, at jeg har ladet min fornuft vinde over min lyst i forhold til afbetalingen. Det ligger absolut ikke til mig at være så fornuftig i mine økonomiske anliggender, at jeg betaler mere end jeg skal. Men det har jeg gjort på mange ting gennem de sidste par år, og det er jeg nu ret stolt af. Med det kommer der også muligheder for drømme. Sally kan sagtens tage flere års tørn mere, men jeg har de sidste par måneder – efter jeg nu kan se, at jeg snart er ved vejs ende – drømt om at skifte hende ud med noget andet, når hun er blevet økonomisk uafhængig. Så jeg er begyndt at kigge, undersøge, mærke efter, og i dag prøvekørt nogen af de biler som jeg er lidt småforelsket i.

Vi startede i en Mazda. Ret beset er det Mazda 6 (ikke stationcarversionen) jeg er forelsket i. Den er simpelthen så smuk. Men den er også dyr. Dyrere end jeg har lyst til at give. Så vi valgte at rulle en tur i Mazda 3, da den sørme også er pæn. Jeg ville gerne mærke om den var ligeså god at køre i, som jeg synes den er pæn at kigge på.

Treeren er også lidt nemmere at komme til rent kroner og øremæssigt, så den er et godt bud, hvis nu man ikke har lyst til at kaste alt for mange penge i et køretøj. Vi rullede på både motorvej og landevej, og der er ikke noget at sætte en finger på. Den passer mig godt.

Så er der bare det, at jeg min ultimative drømmebil er en Jeep Cherokee. Den kommer jeg aldrig til at eje fordi jeg synes det er latterligt, at give så mange penge for en bil, og fordi den rent brændstoføkonomisk ikke imødekommer mit pendlerbehov. Men den drøm gør, at jeg altid har haft en forkærlighed for jeep-lignende biler. Men det er mange gange med dem, som det er med Jeep´en. Det kan ikke svare sig at købe sådan en, når man er en pendler som mig.

Men så alligevel. Opel er just kommet ud med sin Crosslander i både benzin og dieselversion. Den stod også klar til prøvetur hos opelforhandleren i Hjørring. Så som Mazdaen fik den en tur på både motorvej og landevej.

Ved endt kørsel synes jeg stadig at både Mazda 3 og 6 er sindsyg lækre biler, men jeg kan godt mærke at de ikke er i spil mere. Crosslanderen er absolut et rigtig godt bud på, hvad der skal afløse Sally inden for det næste års tid. Den har Jeep looket som jeg har en forkærlighed for, den kan købes for en pose penge som jeg synes er rimelig for det bil du får, og den kan hamle stort set op med Sally i brændstofsforbrug i sin diesel version.

Jeg kommer nok til at tage et par prøveture i den igen, og måske jeg også skal ud at prøve nogen andre. Men når man mærker noget som føles rigtigt, så er det nok fordi det er rigtigt,

Det er ikke lige nu og her jeg skal have den. Jeg har tid til at undersøge noget mere, og følge med i, hvad der kommer af almen-bruger udtalelser over de næste par måneder som Crosslanderen kommer ud på landevejene. Jeg har tid til at vente på den, hvis jeg vælger en de ikke lige har på lager. Jeg har tid til at finde ud af, hvad økonomien er i den i forhold til bank vs. bilforhandler, da min bank faktisk godt kan være med på den front. Jeg har tid til også at regne al min private økonomi ud i forhold til Sally vs. Crosslander og derigennem komme til en rigtig fornuftig og gennemundersøgt samt sikker konklusion. Men den er sgu nice!

Anne With an “E”

Jeg er inkarneret fan af Anne fra Grønnebakken. Jeg kan slet ikke tælle, hvor mange gange jeg har set serien, og alle tre er naturligvis en bestående del af min DVD samling. De  bliver ikke smidt ud.

Da jeg så hørte, at Netflix var i gang med at lave en genindspilning af serien, var det fra min side allerede puttet i kategorien “Der er bare nogen ting man ikke rører ved”. Det er helligbrøde de piller ved, og på forhånd så vidste jeg, at det bare ikke kunne ende i noget godt. Seriens første sæson er nu tilgængelig på Netflix, og jeg har gået og skulet olmt til den. Det irriterede mig, at de overhovedet kunne finde på at genindspille den.

I weekenden tog jeg så en dyb vejrtrækning, og besluttede mig for at se, i hvor stor grad de har skamferet Anne. Så jeg satte mig for at se et afsnit eller to, for så at kunne bedømme, hvor skidt det stod til.

Jeg har nu set hele sæson 1 færdig, og jeg må erkende, at de ikke har skamferet Anne. Det er ikke Anne fra Grønnebakken serien som jeg kender den, og den originale vil aldrig nogensiden kunne blive erstattet af en anden. Men jeg synes rent faktisk, at de er sluppet hæderligt fra det indtil videre. De har holdt sig meget tro til historien, og de respekterer det som har været og den gang der er i den originale serie. Anne With an E er sin egen serie, men det er stadig Anne of Greengables. Der er historier man kan genkende, og som gengives i den nye version, men der er også fortællinger som er denne series egen. Den har sin helt egen version af fortællingen, og de gør den til deres egen, så det netop ikke bliver en genindspilning af den originale.

Karakterene er forbavset godt castet, og det siger ikke så lidt, når man som original Anne fan ved hvem der er Anne, Marilla, Mathew og ikke at forglemme Gilbert. Det er så ikoniske karakterer, at man ikke tror der er nogen som kan leve op til dem. Men i forhold til den måde Netflix vælger at fortælle historien, så er både Anne, Marilla og Mathew faktisk fuldstændig spot on castet. Selv Gilbert er i orden, og jeg er lidt forelsket i det ekstra lag som de har givet Rachel Lynde samt dennes venskab med Marilla. I forhold til de lag, så er det faktisk alle karakterer som har fået et par ekstra lag som ikke er at finde i de originale. De har fået en slags baggrundshistorie som støtter op omkring de nye lag der er puttet på dem.

Anne With an E kan stadig ikke erstatte min forelskelse og dedikation til Anne of Greengables, men jeg kan konstatere, at der måske er plads til dem begge. Den havde jeg ikke set komme.

Date med Musikkens Hus

Jeg har været gæst i Musikkens Hus i Aalborg, som publikum et par gange. Som publikum er det en imponerende bygning at træde ind i. Det kan godt være, at det var en meget svær, lang og omdiskuteret fødsel, men jeg synes de er sluppet godt afsted med det, og efter at have afprøvet det med oplevelser, så synes jeg også de kan sige det var hele den svære og lange kamp værd.

Nu har jeg så også været besøgende som turist. Den bedste halvdels arbejde, havde arrangeret en rundvisning af bygningen, og det gjorde faktisk huset endnu mere interessant.

Hvem vidste, at det var et dansk firma fra Thy, som kunne lave den meget specielle stålkonstruktion, som et internationalt firma havde sagt nej til? Hvem vidste, at alle vinduer er bestilt på special mål, fordi bygningen er organisk, og bygget lidt på gefühl uden pedantisk milmetermål? Hvem vidste, at den store betontrappe som går op igennem bygningen, er støbt sektionsvis ud fra 3D teknik og også lidt uden mål, med krydsede fingre for, at stykkerne passede sammen? Hvem vidste, at glasset i gulvet skulle have været gennemsigtigt, men da det kom i viste det sig, at det kun var gennemsigtigt nedenfra, som gjorde at besøgende i sommerkjoler blev en forestilling i sig selv, hvorefter glassets gennemsigtighed blev  helt blokeret?

Det var en yderst interessant rundvisning med mange finurlige detaljeafsløringer. Rundviseren var en engageret musikstuderende, som har sin daglige gang i huset, da det også rummer universitetsfaciliteter. Derudover, fik vi fornøjelsen af at få en lille svensk korsang, at et klingende pigekor, da vi nåede ind i den store sal.

Den bedste oplysning jeg fik med derfra var, at der hver tirsdag er “åben koncert”. Hver tirsdag er der øvedag for Det Jyske Musikkonservatorium fra kl. 19:00. Her kan alle og enhver bare dukke op, lytte med og gå til og fra som det lyster sig. Men man kan opleve alverdens genrer disse tirsdage, så det er en skøn måde at få noget nyt til øregangene, og måske – hvis man er heldig – opdage at man elsker en musikgenre eller lyd, som man slet ikke vidste man elskede.

Derforuden forholder det sig faktisk således, at Musikkens Hus er delvis offentligt åben hver eneste dag fra kl. 10:00 til 20:00; i sommerperioden endda helt frem til 22:00. Det er offentlig tilgængeligt, så man kan fremvise en stor del af bygningen på egen hånd. Men hvis du gerne vil dykke lidt bag facaderne, så kan en bestilt rundvisning så sandelig varmt anbefales.

Rosita – Je T´aime

En gang om måneden drager veninden og jeg ud for en aften, hvor vi prioriterer os og maden. Vi forsøger så vidt muligt, at prøve noget nyt vi aldrig har prøvet før, og i lørdags var ingen undtagelse. Vi havde bestilt bordet for to måneder siden, da det er hvor lang ventetid der er på at få et bord. V glædede os, da vi havde hørt og læst så meget om dem, og fordi de har fået nogen rigtig fine anmeldelser. På trods af alt det vi havde læst og hørt, så var vi en lille smule på hælene. For en måned siden, bevægede vi os nemlig ind på et andet spisested som ligeledes kom med fine anmeldelser, og her blev vi svært skuffede. Så vi holdte vores forventninger lidt i tøjler, men gik derind med åbent sind, og en tvivl som vi var fastsatte på at lade komme dem til gode.

Vi gik derfra fire en halv time efter, og vi kan ikke sætte en finger på noget som helst. Det var en uovertruffen skøn aften. Både med selskabet, med snakken, men i særdeleshed også med maden, atmosfæren, indretningen, serviceringen og value for money.

Rosita ligger i Borgergade i Aalborg, og har indlogeret sig i et lille domicil, som førhen husede en sandwich sælger. Fremragende sandwicher Kim han forøvrigt leverede, mens han boede der. Men der er åbenbart også plads til at køre en velfungerende restaurant i samme lokaler også.

Forlokalet kan rumme ca. 12-15 mennesker, og selv om de små fine bedstemoropdækkede borde står tæt, så føler man på ingen måde, at man deler både mad og snak med nabobordet. På forunderlig vis føler man vitterligt, at man har sin egen lille bobbel, selv om nabospiserne sidder mindre end halvanden meter fra dig. Vi havde spisende naboer på begge sider, men på intet tidspunkt følte jeg, at jeg var med i, eller lyttende på, deres samtale, ej heller omvendt. Der er bagtil et par lokaler mere, hvor der kan være omkring det samme antal mennesker som i forlokalet, og det er det, og deres fantastiske mad, som sikkert gør, at ventetiden på bord er lang, kædet sammen med det faktum, at bordet ikke er tidsbegrænset. Når du har bestilt bordet, er det dit til du forlader etablissementet. Restauranten har, på trods af størrelse og popularitet, ikke valgt at booke et bord ad flere omgange på en aften. Stort stort plus i min bog. Her er der plads og tilladelse til at du kan nyde alt, i præcis det tempo og den tid som du har lyst til.

Det er så intimt et sted, og man føler sig ualmindelig godt tilpas i omgivelserne. Selv om maden oser af kvalitet og finesse, så sidder man ikke med den formelle følelse som man godt kan sidde med, når man er et af de steder, hvor maden koster lidt mere end 2-300 kroner for en middag. Servicen er bedstes gamle fine stel med guldrande, og det er ført hele vejen igennem fra desserttallerkner, over middagstallerkner til sukker- og flødekande, samt kaffekop med dertilhørende underkop. Det er så fint!

Man kan vælge forskellige menuer. Med eller uden vin, og der serveres ikke sodavand! I stedet kan man vælge lemonader i forskellige varianter, hvis man – som vi – ikke er til vin. Vi valgte begge en tre retters menu, og kunne ud fra kortet så selv sammensætte, hvad vi ville have som forret, hovedret og dessert. I stor kontrast til sidste gang, er der denne gang billeder af det hele. Ikke fordi jeg huskede det, men fordi det virkelig var værd at vise frem og mindes.

Forretten for mit vedkommende bestod af en rodfrugtssuppe, og den smagte vidunderligt, og inviterede til nydelse allerede da den bliver placeret foran mig. Veninden valgte at få Moules Frites – eller blåmuslinger(!) – som forret.

Hovedretten bestod for mig af venindens forret, blot med tilhørende, hjemmelavede, kartoffelstrips, og veninden satte gaflen i en lækker kalvemedaljon

Begge dele var udsøgte. Jeg elsker blåmuslinger i hvidvin. jeg har fået en del af dem efterhånden, og kan til stadighed forundres over, at en ret som denne kan have sine helt egne smage alt afhængig af stedet som laver den. Det er samme ret, men det er detaljerne de finpudser efter egen idé. Den jeg fik lørdag aften, var lige som den skulle være.

Desserten var der lige akkurat plads til. Men det var også kun lige akkurat. Vi var begge faldet for chokolade moussen, som kom ind i en lille fin sirlig kaffekop, med et snapseglas fyldt med piskefløde

Selv om vi nu siger at der “kun lige akkurat var plads til desserten”, så nåede vi begge lige at tænke, at en lille kaffekop måske ikke var så meget. Men vi blev også hurtig enige om, at synet nok bedrog os. Hvis desserten var i samme klasse som de to foregående retter, så var denne chokolade mousse garanteret så kraftig og smagfyld, at den lille kaffekop var alt nok…. og det var præcis hvad den var. Det ville være os umuligt at spise mere end den ene kaffekop. Det er tæt på at være en af de bedste chokolade mousser jeg nogensinde har smagt. Himmelsk!

Det var en fest for vores smagssanser at være hos Rosita, og da måltidet og kaffen var indtaget, og snakken samt gæsterne så småt var ved at lukke ned for aftenen, havde kokken også nået fyraften. Han havde sendt den sidste ret ud af sit køkken, men inden han smuttede, så tog han lige en runde til alle borde i restauranten, hvor han kort satte sig på hug i 2-3 minutter for lige at høre om maden havde været som den skulle være. Det kan godt være, at det er en lille ting, men jeg synes det er en af de ting, som satte prikken over i´et. Kokken tør stå ved sine retter og kunnen, og er villig til at turde tage risikoen for kritik, skulle den være derude.

For hele menuen plus kaffe, endte vi med at give 574 kroner pr. snude. Det er bestemt ikke overpris for det som vi fik og spise, og den oplevelse vi fik serveret sammen med maden.

Rosita – tak for mad. Jeg vil klart anbefale andre at de stifter deres bekendtskab med dig.

Skibet er ladet med Korsbæk

I julegave fik den bedste halvdel fra sin arbejdsplads, et hotelophold. Det havde vi på forhånd bestemt os for, skulle bruges til en tur til Sjælland, hvor vi ville besøge Korsbæk på Bakken. Det gavekort, blev indløst her i de sidste dage af påsken.

Meget tidligt lørdag morgen, tog vi afsted, og ramte Dyrehavsbakken lidt før frokost. Vi ankom til en park som var næsten mennesketom. Vejret var ikke lige det som fik folk til at valfarte ud til en dag med sjov på Bakken. Men vi havde sørget for paraply og regnoverslag, og lod os ikke kue af efterårslignende vejrtilstande. Havde vi nu taget til Bakken med det formål, at vi også gerne ville nyde Bakken, så havde det nok været lidt mere vanskeligt for os at abstrahere fra vejret. Men vi var der primært fordi vi ville besøge Korsbæk. Inden vi kastede os ud i den velkendte bydel, fik vi fyldt depoterne op med en lækker frokost, hvor vi samtidig lige fik varmet kroppen godt igennem, inden vi skulle ud i det kolde våde vejr.

Hvis du har planer om at besøge Korsbæk også, så sørg for at booke din rundvisning. Korsbæk kan ses både udefra og indefra, men kun indefra, hvis du har booket dig på en rundvisning – og det er indefra, Korsbæk på Bakken er allermest interessant. Men man føler sig allerede lidt “hjemme” når man træder ind i området, da man bliver mødt af bygninger som man kender næsten som sin egen bukselomme

Rundvisningen tager sig ind ind bag facaderne, og bag historien. Du kan slet ikke lade være med at smile bredt, mens du bliver guidet rundt i de velkendte stuer, køkkener, butikker og restaurationer, og man forventer nærmest at møde beboerne, lige rundt hjørnet, da man i dén grad får en slags overbevisning om, at det her ikke bare er fiktivt, men at Korsbæk og alle dens beboere virkelig eksisterer.

Der er ansat skuespillere til at agere de forskellige personligheder. Således kan du snildt hænde at møde dem, mens du går rundt både inde- og udenfor. Nogengange er du endda så heldig, at du bliver vidne til en af de klassiske scener du kender så godt fra serien. De interagerer med folket som besøger deres by, og er deres karakter til fingerspidserne. Således kunne Maude da ikke forstå, hvorfor jeg ikke havde taget min pels på, da vi mødte hende i en café, hvor vi sad og fik lidt varm chokolade, og Agnes spurgte om vi havde set Boldt, da han endnu engang var væk, og for sent på den, til deres aftale i Kosmorama. Oluf kom traskende forbi med Kvik ved sin side, Iben skrånede i sit rideudstyr hen over torvet og Mads fik af Ingeborg i store ord at vide, at han var syg i hovedet!

Der kommer flere og flere skuespillere til, som sæsonen for alvor går i gang, men selv på en kold regnfuld forårsdag var der nok af dem at finde. Jeg er slet ikke skuffet over besøget, og for en rigtig Matadorfan, så er et besøg til Korsbæk et absolut “must”. Afsted med dig! Kan du ikke helt vente, så kan du se flere insider billeder her 

Trætte, kolde og våde efter en meget lang dag, fik vi os indlogeret på Cromwell i Sorø, som i sig selv også var en oplevelse

Det er så absolut et af de smukkeste Cromwell hoteller jeg har været på, som ud over landets største stråtag, byder på udsigt ud over egen vinmark, egen biavl, egen urtehave og bakkede landskaber. Det var en absolut fornøjelse at afslutte sin dag her, hvor vi også fik dagens sidste måltid.

Søndagen stod på hjemfart, men først skulle vi lige omkring Regstrup, hvor den bedste halvdels bror fejrede sin fødselsdag. Vi nåede lige at få hovedretten med, inden vi skulle afsted til færgen mod Aarhus og hjem. At vi så havnede i Ebeltoft i stedet for Aarhus er så en anden historie…. men hjem kom vi.

Tre nye damer

I cirka fire år, har jeg gerne ville kaste mig ud i det. Men nogengange er det bare et langtidsforløb fra tanke til handling. Det er ofte i de situationer, tilfældigheder som gør at det endelig bliver udført. Det var det også i dette tilfælde. En kollega havde udstyret der skulle bruges, som hun ville af med. Det blev afhentet i dag, og det gjorde Maude, Laura og Misse Møhge også.

Laura & Maude

Laura & Maude

Misse Møhge

Misse Møhge

De er alle tre et-årige toppede Hollændere, og deres hårpragt vil vokse med alderen. Hårpragten kan endda nemt både klippes og vaskes. Det bliver de ikke lige nu. Lige nu skal de bare lige falde til. Misse Møhge fandt hurtigt foderet, og ikke kort tid efter fandt Laura også køkkenet alt imens Maude stod og kiggede ind i hønseskuret og gokkede højt. Måske hun mente der ikke var rengjort godt nok derinde?

Bailey & Nova er nyslåede Matador fans. De følger intenst handlingens gang i den lille hønsegård, og hvis de kunne ville de gerne spille med. Det får de ikke lov til. De to barylere skal også lige lære at de er paws-off, før de alle får lov til at gå frit rundt i haven. I mellemtiden har de tre damer ud over deres bur og hus, en mindre indhegning, hvor de kan se den nye verden an.

De er sgu da hyggelige!

Så kom den endelig

Det er lang tid siden der sidst har været feriedage. Hele tre måneder. Så den kommende påske er et tiltrængt pusterum. Jeg har ovenikøbet nogen feriedage til gode, som står og råber på at blive brugt inden det nye ferieår melder sin ankomst til maj. Tre af dem snupper jeg nu. Så lige om lidt, så slukker jeg min arbejdsstation, og så sætter jeg kurs hjemad mod 10 feriedage i alt.

Jeg har besluttet mig for at trække stikket helt, hvad angår arbejde. Jeg slettede allerede i oktober min adgang til arbejdsmail fra hjemmecomputeren, og i midten af februar gjorde jeg det samme med adgangen til arbejdsmail på min telefon. Så fristes jeg ikke af “jamen jeg skal liiiige….”. Der er næppe noget som rent arbejdsmæssigt eksploderer bare fordi jeg ikke ser det inden den 18. april, hvor jeg er tilbage på pinden.

Jeg har ikke de store planer i dagene inden påske. De skal  bare fyldes af ingenting og ellers lystbetonede og impulsive ting. Jeg har i de første påskedage et par familierelaterede aktiviteter som skal nydes. Næste weekend byder vi vores hundepasser fra julen velkommen tilbage i vores hus, for at sætte kursen mod Sjælland, hvor vi vil besøge Korsbæk, lidt sjællænderfamilie og ellers bare nyde at vi har fri og mulighed for at gøre kun det vi allermest har lyst til.

Jeg ser meget frem til de her dage.