Frostdag

Jeg får gået mig nogen ture i disse dage. Både i regn, vind og frost. Jeg er p.t. sygemeldt frem til og med den 19. januar, og det kan dælme godt blive nogen lange dage, og de skal fyldes ud med et eller andet. Ikke noget som presser min krop, for det må den ikke blive, men ikke desto mindre, kan jeg jo ikke bare sidde stille. Det er jeg simpelthen ikke skabt til, og for så at minimere dræbende lange dage, så forsøger jeg at give dem en eller anden form for indhold for både ikke at gå i stå, men også for at give kroppen den afslapning den skal have. Det munder ud i blandt andet oprydning i mine skabe og mange gåture med en eller begge hunde ved min side.

Når så vejret er som i dag, så er det fantastisk gåvejr. Jo vist er der lidt koldt, men når man bare pakker sig ind, og så ellers bare nyder det klare frostvejr, så er både jeg og Nova glade. Bailey er med ude på fællesjagt, så han får også nydt det fine vintervejr.

Der er aldrig noget som er så skidt, det ikke er godt for noget. Når nu jeg skulle sygemeldes, så får andre ting plads igen. Så jeg har nydt både mine lange gåture, at jeg igen ofte har kameraet med ude på mine ture og at jeg får smidt alt det skrammel ud, som i årevis har gemt sig i diverse skabe og skuffer.

Når det så er sagt, så synes jeg stadigvæk dagene er lange, og jeg har immervæk kun haft tre reelle sygemeldingsdage indtil videre. Jeg har hele næste uge, og ugen derefter med, så jeg kan godt frygte jeg løber tør for ting at rydde op i, og jeg kan også godt allerede nu mærke, at jeg mangler mit arbejde at rive rundt i. Men sådan skal det være lige nu, og denne gang har jeg valgt at lytte. Noget jeg ellers ikke altid er for god til, når det kommer til denne del af lytningen. Men det giver mening at lytte denne gang – også selv om jeg til tider føler det er lidt “overkill” – men jeg ved at dem som har besluttet at det er det jeg skal gøre, ved mere om det end jeg gør. Men det ændrer ikke på, at jeg savner min normale arbejdsdag.

Det hele skal nok blive normalt igen, så indtil da kan jeg nyde at jeg også i min krop mærker, at jeg finder stor afslapning i mine gåture, i min organisering og i særdeleshed i min fotografering … og mine skriverier. Det er der rigelig plads til lige for tiden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.