Hvor blev hun dog af?

Det er næsten tre måneder siden sidste indlæg. Der har været radiotavshed. Det har sine årsager, men det har faktisk ikke været et valg, men blot sådan det blev. Men nu er jeg der, hvor radiotavsheden helt af sig selv, har lyst til at ophøre. Det er heller ikke et valg. Sådan er det bare.

Årsagen til fraværet, agter jeg ikke at gå i helt små detaljer med, men den store overskrift hedder stress. Det kom snigende lige så stille gennem flere måneder, og pludselig en dag, måtte jeg erkende for min egen skyld, at det jeg følte var stress. Det var, og er svært, at erkende, men jeg vidste instinktivt at jeg blev nødt til at handle før det gik helt galt. Jeg har på intet tidspunkt været sygemeldt, eller sat helt ud af funktion. Men jeg har været, og er stadig i en vis grad, sat ved siden af mit normale “jeg”. Overskuddet især har der været lavvande med, i forhold til de ting som lå, og ligger, uden for den “daglige drift”. Heriblandt det at skrive indlæg. Det er alt fra større og til de mindste ting, jeg simpelthen ikke har haft overskud til, fordi al den energi jeg havde blev brugt til at få de ting i hverdagen, som skulle håndteres, til at køre.

Jeg har været, og er stadig priviligeret i forhold til al det her med stress. Jeg har haft en arbejdsplads, som prompte reagerede. I samme sekund som jeg råbte vagt i gevær, handlede de. Jeg har en bedre halvdel som har fundet sig i ualmindelig meget, da jeg på hjemmefronten har haft et enormt behov for at trække ind i min egen lille bobbel, og kun være mig selv, og med det have brug for stilhed og solitude. Jeg har haft ualmindelig meget plads til at håndtere det hele, og det hjælper. Jeg kan ligeså stille mærke, at jeg tager skridt fremad, og at jeg får overskud til lidt mere end blot det nødvendige. Jeg får stille og roligt også lyst til at checke ind i mine omgivelser og sammen med menneskerne omkring mig igen. Men i hele fremgangen bliver jeg også overrasket over, hvor ramt jeg egentlig har været – det opdager man først på vejen frem. På den vej opdagede jeg også, at det var og er nødvendigt, at turde at stå at stå ved det; stå ved sin egen skrøbelighed, og turde at give plads til det, samt acceptere at det ikke bare er noget som forsvinder på et par uger, men at det er en lang vej man begiver sig ud på. Midt i det hele, skal man samtidig også sørge for ikke at narre sig selv til at tro, at nu er det hele i orden. Man skal hele tiden sørge for at tage de små skridt, selv om man egentlig har lyst til at tage det store spring. Men gør jeg det, så mærker jeg prompte, at det er det forkerte valg, og så må man bare træde fire skridt tilbage igen, og gøre det igen i det rette tempo. Man lærer i dén grad at lytte til sig selv. Men alt i alt, så er der lys i tunnelen. Jeg er på vej tilbage.

Men selv om stress har boet, og stadig bor, i min krop, så har jeg – som nævnt – ikke været helt stillestående. Der har skam været plads til fornøjelser og oplevelser. Jeg har, for at skærme dig for alt for mange ord, lavet et lille slideshow med nogen af de ting som er foregået i tiden, hvor jeg har været fraværende

Vi er kommet af med alle hvalpene, og Nova er nu alene tilbage sammen med far Bailey. Der har været udflugt til både Horsens for at lytte til fænomenet Grace Jones, til Hjørring Friluftsspil, hvor vi havde en fornøjelig “Sound of Music” forestilling, tur til Tversted strand og Sønderjylland, som vi netop er kommet hjem fra. Drivhuset (år 1) leverer varer til ganen, og giver blod på tanden til næste år, Lørslev samler ind til Købmandscaféen, hvor voksne og børn cyklede byen rundt mens jeg sørgede for trafiksikkerheden. Team Awesome har rørt mit hjerte med en spontan gave til selvforkælelse, som skal bruges inden alt for længe, den ældste har afsluttet sit ophold på efterskolen, hvor vi lige nåede at komme af med nogen af vores overskudsting på deres årlige loppemarked, Voergaard Slots middelalderdage blev besøgt i dejligt solskin og HH-tøserne blev krammet til en middag i Blokhus.

Men der er én oplevelse i alle disse måneder som overskygger dem alle. Denne smukke mave

Nej – det er ikke min egen. Det er veninden, som gennem hele sin graviditet har ladet mig være med på tætteste hold. Jeg har været med til næsten alle scanningerne, og jeg har følt mig uendelig priviligeret. Fødslen var sat til den 28. maj, og veninden havde allieret sig med sin svigermor, samt en anden veninde som skulle med hende til fødslen. Faderen har en meget slem hospitalsfobi, og ville under fødslen være i venteværelset, men ikke på fødestuen. Veninden som skulle med, har selv været igennem en fødsel for et års tid siden, så hun ville nok være mere rustet til at kunne bistå med hjælp, end mig som aldrig har, ej heller aldrig kommer til, at føde noget som helst. Jeg var sat på som back-up på et par enkelte datoer før og efter terminsdatoen, i tilfælde af, at det lige blev en af de dage, hvor den anden veninde af personlige årsager ikke kunne være med. Men chancen for det var minimal, da det kun drejede sig om to datoer, og det var jeg helt okay med. Men skæbnen ville åbenbart noget andet.

Den 1. juni havde han endnu ikke meldt sin ankomst, og vi skulle derfor en til en sidste scanning, for at have sat den endelige dato på for fødselen nu han ikke selv havde tænkt sig at komme ud lige nu. Da scanning var vel overstået, var næste punkt et møde omkring fødslen, og her besluttede de sig for, at det skulle sættes igang nu. Ikke dagen efter eller den kommende weekend, men nu. 1. juni var så den ene af de to datoer, som den anden veninde ikke kunne, så min veninde kigger over på mig, og spørger om jeg er klar til fødsel. Med våde øjne sagde jeg naturligvis var jeg det, og så fik hun ellers taget hinderne, og vi blev sendt hjem for at hente de nødvendige ting, for så at skulle tjekke ind på fødegangen to timer senere. Billedet ovenfor er taget umiddelbart inden vi tog afsted til fødegangen.

Svigermor og faderen til barnet ankom kort tid efter os. Faderen indlogerede sig i venteværelset, og svigermor og jeg fandt os til rette på fødestuen sammen med veninden. Det blev en lang dag, men ting tager den tid det tager, og lille Konrad havde ikke travlt. Min veninde var simpelthen så sej, og hun viste en helt anden side af sig selv, end den både hun og jeg havde frygtet. Hun var rockersej, og jeg har sjældent være mere fyldt af stolthed over et andet menneske, som jeg var med hende under hele hendes fødselsforløb. Det var ikke den nemmeste opgave for hverken hende eller Konrad hele vejen igennem, og de fik sig et par forskrækkelser undervejs. Men lidt over midnat den 2. juni, på årets hidtil eneste tropenat, tog instinktet over, og da slaget endelig for alvor skulle stå, fik hun født skønneste Konrad i løbet af cirka max 15 minutter. Jeg har aldrig nogensinde, og kommer aldrig mere til, at opleve noget lignende. Det var så fantastisk en oplevelse, som jeg på ingen måder kan beskrive. Det er udelukkende en følelsesoplevelse. Det er noget af det største jeg har været med til i hele mit liv, og jeg bliver stadig rørstrømsk når jeg både tænker og taler om den oplevelse. Jeg var med da det lille liv var på tegnebrættet. Jeg har endda givet en af de hormonsprøjter som skulle til, for at han overhovedet blev til. Jeg var med da han blot var en lille bønne, og hele vejen fra scanning til scanning med alle de bekymringer der var … og nu lå han der. Storskrigende med lungerne fulde af luft, en krop som så så perfekt ud, en fod som givet var en smule hævet, men som man aldrig ville sætte en finger på, hvis ikke det var grundet den forhistorie som han havde. Der lå Konrad og var præcis som han skulle være, og jeg var der sammen med ham og hans mor fra første sekund.

I de efterfølgende dage, blev han undersøgt på kryds og tværs, og status er lige nu, at han er en fin lille baby som døjer lidt med maven. Men der er intet som indikerer, at der er noget synderligt galt med ham. Som under hele graviditeten, må vi væbne os med tålmodighed for at se, hvad det hele ender med. Men med hele historien om Konrad, så kan vi kun lade tiden vise os vejen, men selv det resultat vi har nu er et mirakel i forhold til den meget dystre start han fik. Han er en guldklump, et mirakel, et under og efter alt at dømme en sund og rask normal lille baby som allerede smiler lystigt, og holder sit hovede mere eller mindre selv, og som den 13 august holder sin navnegivelsesfest, hvor jeg naturligvis også vil være til stede. Han vil for altid være noget helt specielt for mig, og jeg vil for evigt have et unikt forhold til dette lille menneske. Han har givet mig en oplevelse som aldrig nogensinde kommer til at kan sidestilles med noget som helst andet, og jeg er taknemmelig for at hans fantastiske mor viste mig tilliden til, at tage mig med på den fantastiske rejse.

Konrad er symbolet på et nyt blad som vendes. Han er beviset for, at alt kan ændre sig til det bedre, og han er en del af den klarhed jeg de sidste tre måneder har fået på, at der altid er en vej frem. Han kom igennem sin første store udfordring, og jeg kommer igennem min.

Alt er på vej til at blive godt – og tak fordi du ventede på mig.

En tanke om "Hvor blev hun dog af?"

  1. Pingback: Fra øv til jubiiiii | MissHotPants

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *