Jeg; (stadig) et lykkeligt skilsmissebarn

Jeg hørte i dag i radion atter engang det som nogengange gør mig en lille smule eddikesur. Atter engang blev der lagt fokus på at skilsmissebørn er ofre. At de par som vælger at gå hver til sit ej tænker på barnets tarv. At skilsmissebørn bliver traumatiseret og mister stabilitet og ro. At skilsmissebørn har brug for både far og mor; sammen. Snakken i radioen kom på baggrund af en klumme i MetroXPress, skrevet af  Mette Dencker fra Dansk Folkeparti. En klumme som indeholder mange andre udsagn som man så også kan bliver ret så eddikesur over. Men det er en hel anden snak. I radioen fokuserede de primært på skilsmissebarnets helvede som også er er en del af klummen. Det fik mig til at tænke på et  indlæg som jeg skrev tilbage i 2006, hvor jeg havde til huse et andet sted, og hvor jeg havde set et program på DR som også omhandlede alle de traumer som de stakkels skilsmissebørn går igennem. Men selv om det er mage år, og et domæneflyt, siden, er jeg af samme meget faste holdning! Det er vist på tide at gen-publicere indlægget. Den 26 maj 2006 skrev jeg nedenstående – og sådan er min holdning stadig.

——————————————-OOO————————————————

En aften tilbage da jeg var syv, sidder jeg inde på sengekanten af min mor og fars seng med far ved min siden. Ved hans fødder står hans harmonika, og mellem benene har han en sort plastiksæk, som han er i gang med at fylde op med tøj. Han forsøger at forklare mig, at han skal flytte ud for en stund, men vil være hjemme igen til min lillebrors fødselsdag i september. Forud for denne samtale ligger der dage og aftener, hvor jeg har set og hørt mine forældres skænderier. Jeg har inde fra mit værelse gennem væggen hørt store ord og hamrende knytnæver i bordet når de troede jeg sov. Disse gjorde mig mere nervøse og utilpasse end det fakta, at min far for en stund ville flytte ud. Min far flyttede aldrig hjem igen. I løbet af sommeren blev jeg under en ferie kaldt ind til fælles samtale med min mor og far, hvor de spurgte mig om jeg vidste hvad “skilsmisse” betød. Det gjorde jeg. De fortalte sammen, at det var det som ville ske med dem, men at dette ikke betød at jeg ville miste nogle af dem.

Jeg var kun syv år gammel, men de to beskrevne situationer husker jeg meget tydeligt. Men på intet tidspunkt følte jeg sorg, traumatisering eller ladt i stikken. Jeg fik valget om, hvem jeg ville være hos min unge alder til trods. Jeg blev inddraget i de områder som havde med mit ve og vel at gøre. Jeg valgte at blive hos min mor og blev i den forbindelse forsikret om, at jeg ikke ville såre min far.

Jeg er skilsmissebarn, og jeg vil gerne understrege at jeg er, og har altid været, lykkelig. Jeg har på intet tidspunkt lidt under skilsmissen, og jeg var ligeså velfungerende, til tider endnu mere, som mine jævnaldrende. Jo – der har da været følger af skilsmissen, men de har været af materiel karakter. Aldrig nogensinde har de været mentalt eller psykisk betonet. Mine forældre formåede at kommunikere med mig og hinanden imellem. Den dag i dag, ved jeg godt at ikke al kommunikation mellem dem var rosenrødt efter skilsmissen, men dette holdte de uden for min verden. Jeg har hele vejen igennem opfattet deres samarbejde som positivt og problemfrit. Jeg har haft fornemmelsen af, at selv om kærligheden mellem dem ikke bestod, så gjorde deres venskab. Det gør det til den dag i dag. Min far og mor deltager stadig til visse familiefester sammen, og har gennem årene til tider været støtten for den anden.

Jeg er et lykkeligt skilsmissebarn. Jeg vover at påstå, at jeg ville være en komplet anderledes person, havde de ikke gået fra hinanden. Mit “jeg” er et resultat af deres skilsmisse, og jeg ville ikke have været det foruden. Der var sågar et tidspunkt i mine teenage år, hvor min mor og far begyndte at se lidt til hinanden igen, som jeg højlydt modarbejdede. Det at min mor og far faktisk skulle være mor og far sammen, hørte slet ikke til i min verden. Om det var min holdning og modarbejdelse som forhindrede dem i at finde sammen skal jeg ikke kunne sige, men sammen fandt de ikke igen.

Grundet mine lykkelige omstændigheder gennem hele affæren med skilsmisse og hvad der derefter fulgte, kan jeg blive ret så stødt over alle dem som konsekvent påstår at det er skadeligt for barnet, når forældre går fra hinanden. Jeg bliver trodsig når de ytrer, at det er synd for barnet, og dets lykke bliver påvirket af en sådan opsplitning. Til alle regler er der en undtagelse (på nær når det gælder skat og død som det så elegant bliver udpeget i Joe Black), og man kan ikke skære alle skilsmissebørn over en kam. Jeg sender hermed håbet ud og forsikrer skilsmissebørn om, at det ikke er en selvfølge at skilsmisse ødelægger livet. Tværtimod kan det gøre livet aldeles godt, og imod alle de dominerende ryster kan en manglende skilsmisse være skadeligt for præcis det som de så konsekvent og larmede forsøger at bilde os ind; nemlig barnets tarv!

5 tanker om "Jeg; (stadig) et lykkeligt skilsmissebarn"

  1. Det kan være skadeligt for børn der bliver ramt af en skilsmisse, hvis forældrene ikke formår at sætte sig ud over sig selv, og dermed tænke på barnet. Det kan være skadeligt for et barn, hvis barnet kun får lov at se sin far (eller mor) hver 14. dag i weekenden. Det kan være skadeligt for et barn, hvis moren og faren bruger barnet som kasteskyts mod hinanden.

    Jeg er mor til en 14-årig dreng, som har været delebarn siden han var 3½ år. Min søns far og jeg har formået at holde fast i vores venskab og vi har formået at have et godt samarbejde omkring vores søn. Vi tog beslutningen om, at vores søn skulle have en 7/7 ordning, og det er først nu, hvor vores søn er blevet teenager, at han får lov til – så småt – selv at vælge hvem han vil være hos.

    Det fungerer og det har fungeret godt, og i sidste ende håber vi, at at vores søn – når han bliver voksen og ser tilbage – vil synes det samme 🙂

  2. Du har fuldstændig ret i, at det i meget meget høj grad handler om at forældrene formår at samarbejde. Det er dem som skal skabe basis for at det ej går ud over barnet, når kærligheden ophører forældrene imellem.

    Hvorvidt det er skadeligt med hver 14. dag har vi så forskellige meninger om, for jeg var en af dem med en “hver anden weekend” deling. For mig og min bror har det fungeret ganske fint. Alle skilsmisseforløb er forskellige, og alle skilsmisseløsninger udvikler sig på hver sin måde. Konklusionen må være, hvis der er børn i spil også, at forældrene til enhver tid husker på, at hvad end deres stridigheder er, så SKAL de ligges bag og væk når barnet er til stede. De skal huske at barnet IKKE er skyts mod den anden, ej heller bruges som det. Barnet skal IKKE blive fyldt med dårlige meninger man selv har om sin tidligere livsledsager. Barnet skal IKKE sættes i midten.

    Det er forældrenes ansvar at sørge for at barnet har det godt. Hvilken løsning de så kommer frem til er individuelt. Den ene kan være ligeså god som den anden. Men det er alfa omega at forældrene kommer til en løsning sammen!

  3. Du har helt ret i at forældrene skal finde en fornuftig løsning sammen.

    Min mand har en dreng på 12 år og en pige på 11. Børnene har i flere år kun set deres far hver anden weekend og til en enkelt overnatning hver anden uge på en hverdag.

    Den løsning har som sådan fungeret fint for min mands datter. Men vi har tydeligt mærket, at det slet ikke har været nok for drengen, kun at være sammen med sin far hver anden weekend.

    Nu har min mand og hans eks lavet en løsning der går ud på, at min mands søn er hos os hver tirsdag og hans datter hver torsdag. Og de er her stadig sammen hver anden weekend. Vi håber, at denne løsning kommer til at blive bedre for drengen 🙂

  4. Pingback: Den dag vi alle kom til at hedde det samme | MissHotPants

  5. Pingback: Så flyt dog fokus! | MissHotPants

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.