Bulletjournal

Igennem et godt stykke tid, har jeg haft et godt øje til det fænomen som hedder bulletjournaling. Jeg er ret fascineret over den funktionalitet, som den kan tilbyde, den fleksibilitet der er mulighed for, det personlighedsgørelsesaspekt der ligger i udformningen, og den kreative legeplads den også kan være. Den kan imødekomme en masse ting, som i min hverdag og fritid skaber mening og fornøjelse.

Jeg har igenemme lang tid både læst om og YouTubet fænomenet, og jeg er nu kommet dertil, hvor jeg tænker: “jamen – jeg kan jo ligeså godt forsøge, da jeg jo  kan mærke jeg er draget af det”. Så jeg har både bestilt og købt startsermedierne til formålet, og i dag ankom min helt eget moleskin. Ikke fordi, at det absolut skal være en moleskin som skal bruges til formålet – det bestemmer man helt selv, men jeg har altid gerne ville have en. Der er også muligheden for at få en bog, som er specifikt udviklet til bulletjournaling, som efter sigende skulle være fantastisk til projektet.

Det var det sidste jeg manglede for at kunne komme igang med projektet. Så nu kribler det i mig efter weekend, for jeg skal i dén grad lege, tegne, farve og sætte den op. Jeg får sikkert ikke det set-up som viser sig at fungere bedst for mig i første omgang, men jeg håber på, at det viser sig at være et så godt redskab for mig, at jeg gennem tiden både får god gavn af dens funktionalitet, men også udviklet det set-up, som fungerer bedst for mig. Der er ikke noget rigtigt eller forkert, men der er nogen basale grundelementer, som kan hjælpe sig godt på vej, til at få udviklet sit eget set-up.

Hvis du ikke aner, hvad jeg taler om, så kan jeg anbefale at du youtuber det og googler det, og er du en af dem som både kan lide at have struktur i din hverdag, planlægning, kreativitet i dine fingre, dagbogsskrivning og så videre, så kunne det godt tænkes, at bulletjournaling også er for dig.

Skibet er ladet med Korsbæk

I julegave fik den bedste halvdel fra sin arbejdsplads, et hotelophold. Det havde vi på forhånd bestemt os for, skulle bruges til en tur til Sjælland, hvor vi ville besøge Korsbæk på Bakken. Det gavekort, blev indløst her i de sidste dage af påsken.

Meget tidligt lørdag morgen, tog vi afsted, og ramte Dyrehavsbakken lidt før frokost. Vi ankom til en park som var næsten mennesketom. Vejret var ikke lige det som fik folk til at valfarte ud til en dag med sjov på Bakken. Men vi havde sørget for paraply og regnoverslag, og lod os ikke kue af efterårslignende vejrtilstande. Havde vi nu taget til Bakken med det formål, at vi også gerne ville nyde Bakken, så havde det nok været lidt mere vanskeligt for os at abstrahere fra vejret. Men vi var der primært fordi vi ville besøge Korsbæk. Inden vi kastede os ud i den velkendte bydel, fik vi fyldt depoterne op med en lækker frokost, hvor vi samtidig lige fik varmet kroppen godt igennem, inden vi skulle ud i det kolde våde vejr.

Hvis du har planer om at besøge Korsbæk også, så sørg for at booke din rundvisning. Korsbæk kan ses både udefra og indefra, men kun indefra, hvis du har booket dig på en rundvisning – og det er indefra, Korsbæk på Bakken er allermest interessant. Men man føler sig allerede lidt “hjemme” når man træder ind i området, da man bliver mødt af bygninger som man kender næsten som sin egen bukselomme

Rundvisningen tager sig ind ind bag facaderne, og bag historien. Du kan slet ikke lade være med at smile bredt, mens du bliver guidet rundt i de velkendte stuer, køkkener, butikker og restaurationer, og man forventer nærmest at møde beboerne, lige rundt hjørnet, da man i dén grad får en slags overbevisning om, at det her ikke bare er fiktivt, men at Korsbæk og alle dens beboere virkelig eksisterer.

Der er ansat skuespillere til at agere de forskellige personligheder. Således kan du snildt hænde at møde dem, mens du går rundt både inde- og udenfor. Nogengange er du endda så heldig, at du bliver vidne til en af de klassiske scener du kender så godt fra serien. De interagerer med folket som besøger deres by, og er deres karakter til fingerspidserne. Således kunne Maude da ikke forstå, hvorfor jeg ikke havde taget min pels på, da vi mødte hende i en café, hvor vi sad og fik lidt varm chokolade, og Agnes spurgte om vi havde set Boldt, da han endnu engang var væk, og for sent på den, til deres aftale i Kosmorama. Oluf kom traskende forbi med Kvik ved sin side, Iben skrånede i sit rideudstyr hen over torvet og Mads fik af Ingeborg i store ord at vide, at han var syg i hovedet!

Der kommer flere og flere skuespillere til, som sæsonen for alvor går i gang, men selv på en kold regnfuld forårsdag var der nok af dem at finde. Jeg er slet ikke skuffet over besøget, og for en rigtig Matadorfan, så er et besøg til Korsbæk et absolut “must”. Afsted med dig! Kan du ikke helt vente, så kan du se flere insider billeder her 

Trætte, kolde og våde efter en meget lang dag, fik vi os indlogeret på Cromwell i Sorø, som i sig selv også var en oplevelse

Det er så absolut et af de smukkeste Cromwell hoteller jeg har været på, som ud over landets største stråtag, byder på udsigt ud over egen vinmark, egen biavl, egen urtehave og bakkede landskaber. Det var en absolut fornøjelse at afslutte sin dag her, hvor vi også fik dagens sidste måltid.

Søndagen stod på hjemfart, men først skulle vi lige omkring Regstrup, hvor den bedste halvdels bror fejrede sin fødselsdag. Vi nåede lige at få hovedretten med, inden vi skulle afsted til færgen mod Aarhus og hjem. At vi så havnede i Ebeltoft i stedet for Aarhus er så en anden historie…. men hjem kom vi.

Tre nye damer

I cirka fire år, har jeg gerne ville kaste mig ud i det. Men nogengange er det bare et langtidsforløb fra tanke til handling. Det er ofte i de situationer, tilfældigheder som gør at det endelig bliver udført. Det var det også i dette tilfælde. En kollega havde udstyret der skulle bruges, som hun ville af med. Det blev afhentet i dag, og det gjorde Maude, Laura og Misse Møhge også.

Laura & Maude

Laura & Maude

Misse Møhge

Misse Møhge

De er alle tre et-årige toppede Hollændere, og deres hårpragt vil vokse med alderen. Hårpragten kan endda nemt både klippes og vaskes. Det bliver de ikke lige nu. Lige nu skal de bare lige falde til. Misse Møhge fandt hurtigt foderet, og ikke kort tid efter fandt Laura også køkkenet alt imens Maude stod og kiggede ind i hønseskuret og gokkede højt. Måske hun mente der ikke var rengjort godt nok derinde?

Bailey & Nova er nyslåede Matador fans. De følger intenst handlingens gang i den lille hønsegård, og hvis de kunne ville de gerne spille med. Det får de ikke lov til. De to barylere skal også lige lære at de er paws-off, før de alle får lov til at gå frit rundt i haven. I mellemtiden har de tre damer ud over deres bur og hus, en mindre indhegning, hvor de kan se den nye verden an.

De er sgu da hyggelige!

At kigge indad

Man siger jo, at hvis man vil forandre noget, så skal man altid starte med at kigge indad først. Lige tage en føler og mærke efter om det er verdenen udenfor, eller sig selv, som trænger til et eftersyn og tilretning. Jeg tror ikke, at jeg kan kigge meget mere indad end jeg har gjort i dag. Real Bodies er i byen, og vi aflagde dem et lille besøg

I Vendiahallen i Hjørring var der døde mennesker i lange baner. Både hele, halve og i stykker. Makabert på én måde, men afsindig fascinerende på en anden. Man føler man kender sit indre lidt bedre, når man har set det close up.

I see dead people 🙂

Så kom den endelig

Det er lang tid siden der sidst har været feriedage. Hele tre måneder. Så den kommende påske er et tiltrængt pusterum. Jeg har ovenikøbet nogen feriedage til gode, som står og råber på at blive brugt inden det nye ferieår melder sin ankomst til maj. Tre af dem snupper jeg nu. Så lige om lidt, så slukker jeg min arbejdsstation, og så sætter jeg kurs hjemad mod 10 feriedage i alt.

Jeg har besluttet mig for at trække stikket helt, hvad angår arbejde. Jeg slettede allerede i oktober min adgang til arbejdsmail fra hjemmecomputeren, og i midten af februar gjorde jeg det samme med adgangen til arbejdsmail på min telefon. Så fristes jeg ikke af “jamen jeg skal liiiige….”. Der er næppe noget som rent arbejdsmæssigt eksploderer bare fordi jeg ikke ser det inden den 18. april, hvor jeg er tilbage på pinden.

Jeg har ikke de store planer i dagene inden påske. De skal  bare fyldes af ingenting og ellers lystbetonede og impulsive ting. Jeg har i de første påskedage et par familierelaterede aktiviteter som skal nydes. Næste weekend byder vi vores hundepasser fra julen velkommen tilbage i vores hus, for at sætte kursen mod Sjælland, hvor vi vil besøge Korsbæk, lidt sjællænderfamilie og ellers bare nyde at vi har fri og mulighed for at gøre kun det vi allermest har lyst til.

Jeg ser meget frem til de her dage.

Kan du mærke det?

Vi er vist nok endelig nået dertil, hvor man nu begynder at kan mærke og se forskel næsten fra dag til dag. I fredags var de der ikke. I dag er de der.

Hurra for de Fantastiske Syv

Vi har alle sagt det før. “Som tiden dog flyver”. Det var den 29. marts allerede et år siden disse syv basser kom til verden, og vi havde et forår og forsommer med liv og glade hvalpedage indtil de hver i sær fløj fra reden og ud til deres skønne familier.

De har nu alle været igennem deres første år, og i morgen mødes de igen. Vi holder fødselsdag og hvalpetræf i hundeskoven i Tversted. Opdrætter har naturligvis sørget for både fødselsdagslagkage og gaver til dem alle

Jeg glæder mig til at se dem alle igen, og der vil i en times tid være fuld fart over hundeskovsklitterne i Tversted. De får nok også brug for motionen med den festbombe af godter som venter dem. Hurra for de fantastiske syv

En Gammel Kending

Vi scorede jackpot med vejret i går. Det var det mest fantastiske forårs vejr, og det ville være tæt på en forbrydelse, hvis man ikke sørgede for at udnytte det.

Det inviterede til begyndelsen af et lille projekt, som jeg havde i tankerne. En gammel folkeskolekammerat var klar til at skille sig af med sin gamle cykel.

Jeg har i gemmerne smalfilm, hvor jeg som tre-årig kæmper en brav kamp for at køre netop denne model hen over knoldede marker. Jeg fik ingen succes – tværtimod viser smalfilmen, at det ikke kun er mig som på tidspunkter var udfordret med denne model.

Selv om den voldte mig så store problemer i min barndom, så bliver jeg varm om hjertet når jeg ser den gamle racer. Den skulle ikke have lov til at lide storskraldsdøden, så jeg afhentede cyklen hos folkeskolekammeraten.

Med Carpenters i højttalerne, sol fra en skyfri blå himmel og varmegrader som gjorde jeg kunne arbejde ude, uden jakke fik jeg påbegyndt processen med at give denne gamle traver nyt liv og nyt formål.

Jeg er godt i gang, og i dag når arbejdsdagen er kommet til sin ende, skal jeg hjem og vikle de dele ud, som blev dækket til for ikke at blive ramt af spraymalingen. Jeg skal vurdere om den skal have en omgang mere, men jeg vil også gerne have at man kan se, at den har alder. Den skal langtfra stå som funklende ny. Det værende sagt, så trængte den dog til en lille smule kærlighed. Det har den fået, og får lidt mere, og hvis alt er i orden i eftermiddag, så vil det lille lad tilbyde hjem til de små påskeliljer. Igennem forår og sommer vil ladet således skifte sit udseende, og den lille trehjulet cykel vil leve videre som nostalgisk havepynt.

Forårsfornemmelser på en lørdag

Jeg har hørt og læst mig til, at det ikke er alle steder i landet, at man har haft en forårsagtig lørdag. Men lad mig blot sige, at her i Lørslev, har det været præcis det. Høj solskin, flok blå himmel og minimal vind. Sådan en dag, hvor man bare ved den er spildt, hvis man bruger den indendørs, og sådan en dag, hvor man slet ikke kan lade være med at lave noget.

Så jeg gik i drivhuset. Det har stået og ventet på en forårsdag, som inviterede mig til at gøre de første tiltag til en ny sæson. Gennem vinteren er der røget et par ruder, og de skal nok blive skiftet inden vi for alvor går i gang. Men inden da, fik jeg ryddet til side og ud, af de ting som har brugt drivhuset som opbevaringslager igennem efteråret og vinteren. Jeg fik vendt jorden i de forskellige bede derinde, tilføjet en anelse nyt jord, og smidt gødning hen over det. Jeg tog min højttaler med ud, og så fandt jeg skovle, håndrive, krukker og diverse frem for at hygge mig i glashuset i et par timer.

Jeg fandt de stedmorblomster frem, som en kollegas mor fik hentet ind her i løbet af ugen, og fik dem plantet i forskellige krukker, og de står nu beskyttet ude i drivhuset, hvor de skal hygge sig, og gro lidt, inden de skal ud og pynte i landskabet omkring matriklen.

Jeg fandt også nogen såfrø frem, og jeg har taget chancen og sat tre hold dild og to hold tomater igang. Så får vi at se om det er for tidligt, eller om det lykkedes dem at få fat i den varme der så småt – og i sær i dag – er ved at indfinde sig bag glasset. Jeg fik rykket godt fra hånden, og det glæder mig, at mit drivhus nu igen begynder at spire, og at det igen er dekorativt at se på også. Det er altså lidt pænere når der er liv derinde, frem for ingenting.

Nu vi var i gang med en slags forårsklargøring, så var vejret også til, at jeg kunne få ryddet ud, op, støvsuget og vasket Sally the Skoda ned indvendigt, så også hun blev fin og en fornøjelse at være inden i igen. Da det var gjort, smed jeg Bailey ind på forsædet, hægtede ham fast i hundeselen, rullede vinduet ned, og lå rute mod Hjørring for at give Sally et bad udvendigt også. Bailey fik sin første forårstur, hvor hans ører og snude blafrede i forårsvejret på Sæbyvej.

Han så dog ikke ud til at han syntes det ville være nogen oplevelse at sidde inde i kabinen mens Sally blev maskinvasket (det synes jeg ellers at huske var ganske sjovt, da jeg var barn), så mens hun blev rengjort, fik han lov til at tisse på flagstængerne og skiltepælene ved tankstationen.

Nu er to af de ting som kun er mine, forårsklar og klar til mere. Solen skinner stadig, og himlen er fortsat blå. Lad os bare få mere af det.

 

Fra øv til jubiiiii

Veninden som berigede mig med sin fødselsoplevelse for snart et år siden, besluttede for ca. seks måneder siden, at hun og jeg én gang om måneden skulle tage en tøseaften, hvor vi gik ud for at få noget godt at spise, og hvor der kunne hønsekagles. Den beslutning kunne jeg ligesom ikke opponere imod, så vi har troligt én gang om måneden, sat en aften af til kun os og god mad.

Denne fredag var destinationen La Locanda i Aalborg. Vi havde bestilt bordet allerede for halvanden måned siden, da stedet ikke kan rumme ret mange gæster, og er ganske velbesøgt. Ordene jeg har hørt om stedet har været gode, så vi glædede os til oplevelsen. Når man søger, så får stedet også fine stjerner, så vi var sikre på at vi ville komme tilfredse derfra.

Vi valgte hver vores forret og hovedret, og så kunne vi lige se om der herefter var plads til dessert også. Det startede fint, og jeg fik en meget indbydende rødfisk med salat sat foran mig til forret

Den smagte fint. Det var ikke sådan jeg blev blæst omkuld, men den var rigtig dejlig. Veninden fik til forretten den ret, så jeg havde bestilt som hovedret, og hun var knap så tilfreds. Den så faktisk heller ikke så indbydende ud som min forret. Men derfor kunne den jo godt smage skønt. Hun var bare ikke så meget for, at hun ikke kunne se om hun fik en hjertemusling eller blåmusling i munden, da retten ikke kom ind som en “åbn selv” løsning. Så jeg var lidt spændt på retten, når jeg fik den foran mig.

Hovedretten for veninden var en lammekrone med egen sauce og sæsonens grøntsager, og hun synes den smagte fint. Der var ikke noget i vejen med den, men den var heller ikke lige i skabet efter hendes smag. Men den var okay. Jeg selv fik nu venindens forret som hovedret; hjemmelavet spaghetti med artiskokcreme, blåmuslinger og hjertemuslinger. Jeg ved godt, at bare fordi den ser noget kedelig ud, betyder det ikke at smagen ikke er der. Men den så ikke særlig indbydende ud, og den var faktisk der, hvor jeg valgte ikke at tage et billede af det. Uden filter, så lignede den en gang spaghetti med noget fyld ovenpå, som kunne minde fælt om opkast fra en hund. Det er sgu ikke fordi jeg er hverken sippet eller forventer gourmet, men den så bare ikke indbydende ud! Igen kan jeg ikke sige, at der som sådan var noget i vejen med den, men den skaldyrssmag som jeg lidt forventer der skal være i en skaldyrsret, den manglede. Den havde ikke en smag som passede til mine smagsløg, og over ca. 20 minutter fik jeg kun hældt syv  mundfulde ind. Den smagte ikke dårligt, men den smagte heller ikke fantastisk. Jeg kunne godt have tænkt mig, at de havde valgt at servere den med blåmuslinger, som man selv skulle pille, da det både bevarer smag, men også bare giver et lækkert synsindtryk.

Vi havde bordet i to timer, men allerede efter halvanden var vi nået til vejs ende, og vi havde egentlig ikke lyst til hverken dessert eller kaffe efterfølgende. Jeg siger ikke, at hele deres menu er lidt ved siden af i smagen som vi oplevede vores retter være, men vi sad bare med en følelses af skuffelse. Igen – vi havde ikke forventet gourmet, men eftersom vi havde hørt og læst så meget godt om stedet, så havde vi ventet noget andet. Der var ikke en finger at sætte på hverken indretning, betjening, prisen eller den generelle service. Det var bare den mad vi havde valgt, som ikke lige var som vi havde håbet på. Jeg er ikke i tvivl om, at der er mange som synes maden er fantastisk på La Locanda – men vores smagsløg er åbenbart ikke matchende til det som vi fik. Det var sgu lidt af en øv oplevelse for os.

Vi blev derfor enige om, at vi ville finde desserten et andet sted, og vi fandt i Maren Turisgade en kaffebar som havde åbent til kl. 22, og som vi aldrig havde været inde på før. Her fik vi serveret varm chokolade med skumfiduser, og et kæmpe stykke chokoladekage hver.

Det reddede hele vores aften. Hvad der manglede af tilfredsstillelse i smagsoplevelse på La Locanda for os, fik vi til gengæld i mangfoldigheder på kaffebaren. Her sad vi i to en halv time og nød både drikkelse og mundgodt, og fik snakket til vi næsten blev hæse. Så vi lukkede fredagen på toppen til trods for aftenens begyndelse….og når alt kommer til alt, så er det også selvskabet som er det vigtigste, og det kan jeg på ingen måde anmelde til andet end topstjerner!