Så kom den endelig

Det er lang tid siden der sidst har været feriedage. Hele tre måneder. Så den kommende påske er et tiltrængt pusterum. Jeg har ovenikøbet nogen feriedage til gode, som står og råber på at blive brugt inden det nye ferieår melder sin ankomst til maj. Tre af dem snupper jeg nu. Så lige om lidt, så slukker jeg min arbejdsstation, og så sætter jeg kurs hjemad mod 10 feriedage i alt.

Jeg har besluttet mig for at trække stikket helt, hvad angår arbejde. Jeg slettede allerede i oktober min adgang til arbejdsmail fra hjemmecomputeren, og i midten af februar gjorde jeg det samme med adgangen til arbejdsmail på min telefon. Så fristes jeg ikke af “jamen jeg skal liiiige….”. Der er næppe noget som rent arbejdsmæssigt eksploderer bare fordi jeg ikke ser det inden den 18. april, hvor jeg er tilbage på pinden.

Jeg har ikke de store planer i dagene inden påske. De skal  bare fyldes af ingenting og ellers lystbetonede og impulsive ting. Jeg har i de første påskedage et par familierelaterede aktiviteter som skal nydes. Næste weekend byder vi vores hundepasser fra julen velkommen tilbage i vores hus, for at sætte kursen mod Sjælland, hvor vi vil besøge Korsbæk, lidt sjællænderfamilie og ellers bare nyde at vi har fri og mulighed for at gøre kun det vi allermest har lyst til.

Jeg ser meget frem til de her dage.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.