Subscapularis et labrum glenoidale

Siden slutningen af januar, har vores brune barn haltet på sit ene forben. Vi har adskillige gange været hos Dr. Dyr for at finde ud af, hvorfor. Det eneste vi kunne fortælle var, at han havde været med på fællesjagt, og det var her der var sket et eller andet, for det var herefter han haltede. Ikke voldsomt, men nok til at vi kunne se det.

Gennem tre besøg over de næste tre måneder, fik vi beskeden at det enten var et vrid, en forstuvning eller en muskel, og at kuren var ro. Så han har fået så meget ro som man nu kan give en labrador som er vant til at være brugshund. I slutningen af april synes jeg at vi måtte til at kigge noget dybere. Det kunne ikke passe, at en forstuvning eller en fortrækt muskel efter tre måneder, stadig gjorde ham halt. Så jeg fik en røngten i hus. De kunne ikke se noget som skulle kunne give os svaret på hans halthed, og de fortsatte med at sige at det nok var en muskel. Vi fik beskeden om fortsat ro i en måneds tid endnu. Tre uger senere besøgte vi atter engang Dr. Dyr, da hans haltning fortsatte, og jeg syntes det blev værre. De smed ham igennem endnu en røntgen, og henviste ham herefter til en specialist.

Den specialist har vi så haft Bailey til idag. Han gennemfotograferede ham også, og udførte en kikkertundersøgelse. Så Bailey har nu fået et sommerklip på sin pels – meget passende på årets hidtil varmeste dag.

Røngten viste at alle knogler var i fineste stand, og der ikke var tegn på nogen af de knogle- og ledsvagheder som labradors har. Så det var bestemt ikke her årsagen lå. Kikkerten undersøgte ledbånd og sener, og på forsiden af sit venstre skulderblad så alt ud som det skulle. Men på bagsiden af skulderen var den store sene flosset. Bailey fik diagnosen “seneskader i skulder”. En skade som kunne spores tilbage til januars fællesjagt, hvor han på et tidspunkt har fået et ordentlig vred i sin skulder. Om denne skade så var opdaget i januar eller først nu, havde ikke gjort nogen forskel på nuværende situation.

Desværre er det en en af de sener der ikke kan opereres i orden. Var det et menneske, ville man slynge armen ind, og tvinge os til at holde den i fuldstændig ro i 6-8 uger. Det kan man ikke lige på en hund, og fordi det netop er skuldersenen er det meget vanskeligt rigtig at gøre noget. I ca. halvandet minut stod mit hjerte næste stille. Siger han at vi nu står i en situation, hvor vi skal tage stilling til om han skal leve eller dø?

Dér er vi heldigvis ikke. Bailey har i dag fået binyrbarkhormon som kan hjælpe til, og så skal vi starte forfra med ro i 6-8 uger, og med ro menes der ro. Han  må ikke få ture uden snor på over 10 minutter. Han må ikke løbe, han må ikke hoppe, han skal bevæge sig så lidt som overhovedet muligt, og han må heller ikke svømme. Der kan sagtens ske forbedringer i senen, hvis han får den her ro. Men da det er en af de sener en hund bruger aller allermest, skulle vi ikke forvente at det nogensinde blev helt godt igen. Bailey er desværre færdig som jagthund. Men han kan med rette ro, rette optræning godt komme dertil, hvor han kan få sin løbetur på stranden, sin svømmediciplin i hav og sø og sin tumlen og leg i haven og udendørs. Men aldrig i samme omfang som han kunne. Han kan også komme til det stadie, hvor han er smertefri, og de periode hvor han ikke er helt smertefri, kan han medicineres ud af. Men Bailey skal indstille sig på – det samme skal vi – at han resten af sit liv skal være 100 % familiehund, og så skal vi sørge for at aktivere hans hoved endnu mere end hidtil, nu han ikke kan bruges sin krop og næse som han hidtil har gjort, da han ej længere kan sendes ud i de aktiviteter som klarede det.

Bailey skal nok få et dejligt hundeliv til trods for at han allerede som 4-årig pensioneres som jagthund. Det som trøster mig er, at hans dage langt fra er talte, og at han kan og vil blive smertefri og være nogenlunde okay igen, selv om det vil tage lang tid.

Lige nu er Bailey ved at komme sig efter en ordentlig tur under narkose, og skamfering af hans fine brune pels. Han er lidt pylret, men det tror pokker. I morgen er han en glad hund igen, og så er det, det for alvor begynder at blive hårdt arbejde med at holde ham i ro. Men det bliver vi nødt til at tvinge ham til, hvis vi vil nå til vejs ende af det her. Og det vil vi.

Bailey – nu en alletiders familiehund (formerly known as alletiders familie- og jagthund)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *